Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 214-218

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

IX. KAPITEL.

B
B

are det ikke er en Snushane, Kresjan? sagde en Bisse, der laa og solede sig i Madam Græsmeiers luftige Sommertelt paa Fælleden.

— Hvad for en?

— Ham, der lusker om derhenne.

Kresjan vendte sig dovent om paa Maven og kastede et mønstrende Blik over mod Struensees Sten, hvor der gik en Mand og spejdede til alle Sider.

— Der kan s'gu være no'et om det, sagde han, det er maaske li'saa paalideligt og dingle a'.

Saa rejste begge Fyrene sig og forsvandt, medens de halede op i Buxerne og skuttede sig.

Fælleden var nu ganske øde. Kun en Ko bissede rundt, medens en anden viftede Fluer bort med sin Hale.

Niels Castella gentog for syvende Gang den samme Manøvre. Han stillede sig med et Kompas i Haanden og Ansigtet lige imod Vest. Gik derefter hundrede Skridt fremefter. Saa 20 Skridt tilhøjre i ret Vinkel og endelig 10 Skridt mod Nord.

Men denne Gang kom han i Tanker om, at hans Ben maaske var kortere end Gennemsnittet, hvorfor han skridtede saa voldsomt ud, at det formelig knagede i hans Sommerbenklæder.

Nu var Manøvren foretaget efter Opskriften, og han var virkelig kommet et godt Stykke forbi de seks dybe Huller, der markerede hans tidligere Skattegravning.

Atter satte han den lille Spade, som han paa Vejen havde købt hos en Isenkræmmer, ned i Grønsværet og gravede løs, medens store Sveddraaber trillede ned over hans udrundede Barnepande. Hans Bevægelser var hurtige og nervøse. Tænk, om de onde Mennesker, der havde opsnappet hans Hemmelighed, pludselig dukkede frem for at stjæle Skatten lige for hans Øjne, ja, for muligt at myrde ham, naar de saa, at han var kommet dem i Forkøbet.

Sveden perlede endnu stærkere paa Komponistens Pande, medens disse uhyggelige Tanker overvældede ham mere og mere, alt som Mørket faldt paa. Nu drev Vandet ned over hans Ansigt i smaa Floder.

Saa tændtes der et pludseligt Lys af Henrykkelse og Overraskelse i hans slappe, anstrengte Træk. Spaden stødte mod noget haardt, der gav Genlyd som af Metal.

En Feber greb hans Blod, medens Jord og Græs fløj til alle Sider.

Nu begyndte han at skimte Omridsene af en lille Kasse, nu laa den helt bar, og han bøjede sig ned over den. Det var en Blikæske i Omfang som en stor Hummerdaase. Den var lukket ved Hjælp af en Mængde rusten Jerntraad, der var viklet mange Gange omkring den, og som næppe vilde blive saa helt let at faa filtret ud fra hinanden.

Men foreløbig var der ikke Tid til Spekulation. Niels Castella tog Kassen, der efter sin Størrelse vejede godt til, og gemte den inde under sin Frakke. Saa spejdede han forsigtigt til alle Sider, om muligt nogen skulde have beluret ham.

Fælleden laa øde og stille i den dæmrende Aften, og en Taage begyndte at falde over den store Græsflade, hvor Mosekonen var i Færd med at brygge.

Det var næsten, som om Forsynet vilde staa ham bi med sine Naturmagter. Han vilde i dette Vejr have alle Chancer for at slippe uset bort. Hans Hjerte hoppede formelig i Livet paa ham af Spænding, Forventning og Skræk. Følelserne overvældede ham i den Grad, at han pludselig satte i Løb hen over Græsset saa hurtigt, som hans smaa korte Ben tillod ham det.

Nu var han over Triangelen og ad Østerbrogade naaet hjem til Sortedams Dossering, uden at der var passeret noget, selv om han nok syntes, at nogle af de Forbipasserende havde kigget saa løjerligt paa ham.

Hvor der var mørkt og ensomt i Havehuset! Aldrig før havde han lagt Mærke til, at denne Bolig jo var som skabt for Indbrudstyve og Røvere. Den Dag imorgen vilde han købe sig en Revolver. Nu var det for sent. Han gruede for den første Nat alene med Skatten i det afsides liggende Hus.

Foreløbig laasede han imidlertid Døren omhyggeligt og rullede ned for de lavtsiddende Vinduer.

Alligevel følte han sig helt uhyggelig til Mode. Han havde aldrig før iagttaget, at Rullegardinerne sluttede saa daarligt, at det var muligt at kigge ved Siden af dem ind i Stuen.

Nu var der et Ansigt paa Ruden. Jo, der var et, Han havde tydelig set det.

Niels Castella var kommet til at ryste over hele sin Krop, saa at hans smaa korte Ben næsten ikke kunde bære ham.

Bare der ikke var Ulykke ved den Skat. Bare de onde Mennesker, der nu havde opdaget, at de var bleven narrede, ikke vilde komme og overfalde ham.

Eller maaske vilde de melde ham til Politiet for Røveri.

Ved denne Tanke, der pludselig forekom ham saa selvindlysende, rejste Haarene sig formelig paa Hovedet af Komponisten.

At komme i Konflikt med Politiet og blive sat i en mørk Celle, det havde altid for ham staaet som det forfærdeligste, der kunde overgaa et Menneske. Og det vilde naturligvis ske, thi hvad Ret havde han til at grave denne Skat op og beholde den.

Selv om han havde nogle gamle Papirer, der beviste, at han var i Slægt med den Mand, der havde gravet Skatten ned, saa var det jo ikke nok. Den Mand havde maaske været en Tyveknægt, der paa uredelig Maade var kommet i Besiddelse af disse Penge, og saa vilde han selv blive tiltalt for Hæleri.

Medens alle disse Tanker fo'r gennem den ulykkelige Niels Castellas Hoved, var Mørket faldet saa stærkt, at det nu var umuligt at se uden at tænde Lampen.