Matadora/3/10
X. KAPITEL.
iels Castella havde endelig bekvemmet sig til at tænde Lampen, der nu kastede sit gullige Lys rundt i det lille, ejendommelige Havehus-Værelse.
Dets Loft dannedes af Bjælker, der gav Rummet et pavillonagtigt Anstrøg. Paa Væggene, gennem hvis Maling Fugtigheden hist og her var slaaet ud i store, mørke Pletter, var der anbragt en Mængde Prospekter fra Spanien, Tamburiner med smaa Malerier, Kastagnetter, store Papirvifter med blodige Optrin fra Torospladsen, Musikinstrumenter og en gammel Laurbærkrans med lange Baand. Den Laurbærkrans var Niels Castellas eneste Anerkendelse som udøvende Kunstner. Han havde faaet den overrakt af taknemmelige Elever ved en Koncert, han havde givet med Udførelse af egne Kompositioner.
Niels Castella, der altid tidligere havde syntes, at der var saa hyggeligt i hans lille Havehus, blev iaften grebet af en vis Ængstelse, medens han lod Blikket stirre forskende ind i de mørke Kroge.
Selv Lampens Lys, som han havde haabet vilde forøge hans Mod, havde kun forøget hans Frygt. Hvis nogen vilde belure ham, medens han aabnede Kassen, vilde det være endnu lettere, efter at der var tændt Lys inde i Stuen.
Saa fik han en Idé. Han gik hen til Klædeskabet og tog en gammel Kappe og Havelock frem. Ved Hjælp af disse to Klædningsstykker og et Sengetæppe, lykkedes det ham at faa Vinduerne fuldstændig blændede, saa at det ikke var muligt for nogen at kigge ind.
Efter dette Arrangement saa Værelset, der i forvejen flød med løse Nodehefter, ikke mindre ejendommeligt ud; Niels Castella følte sig imidlertid tryggere, indtil han pludselig tydelig hørte Lyden af listende Skridt ude i Haven. Han mærkede, at han blev ganske bleg, og han kastede uvilkaarligt et Blik ind i Spejlet, der hang over den gamle Hestehaarssofa.
Du gode Gud, hvor saa han ud! Han veg uvilkaarlig et Skridt tilbage. Det hvide Ansigt var fuldt af Jord, som han havde tørret ud i sin Pandes Sved, saa at han lignede en Skorstensfejer, der kommer fra Arbejde. Derfor var det maaske, at Folk havde set saa underligt paa ham og slet ikke for Skattens Skyld.
Skatten! Tanken paa den fængslede nu atter hele hans Opmærksomhed. Det gjaldt først og fremmest om at faa Kassen op og se, hvad den indeholdt.
Men hvor skulde han faa Værktøj fra? Heldigvis stod der en gammel Ildrager bag den snurrige Ovn, der bar et Billede af salig Frederik VI i Portrætrelief. Niels Castella greb Ildrageren og begyndte at anvende den som Brækjern.
Nu var det virkelig, som om Staaltraadene var ved at give sig! Nu var de næsten løste! Nu havde han faaet Laaget brudt op og skulde lige til med et spændt og forventningsfuldt Udtryk at kigge ned i Kassen.
I det samme saa han forfærdet op som en Indbrudstyv, der overraskes midt i sin forbryderiske, natlige Sport. Det ringede haardt paa Døren, og han hørte den klappende Lyd af et Brev, der blev kastet ind gennem Kassen paa Gulvet.
Han lyttede spændt, men da alt atter blev stille, medens Fodtrin fjernede sig i Haven, kastede Niels Castella sig atter graadigt over den halvtaabnede Kasse.
Pludselig forandrede Udtrykket i hans Ansigt sig imidlertid paa den mest forbavsende Maade. Først blev det blegt, saa blussede det rødt op i Hidsighed, medens Munden udstødte de underligste Lyde.
Ud af Kassen væltede: En Pakke Søm, en itubrækket Hestesko, en halv Snes Buxeknapper, en Kniv med et knækket Blad, en Pose Hagl, to rustne Nøgler, en Møttrik, tre Blykugler, nogle tomme Farvetuber, to Gasrørsknæ og en gammel Toskilling med en Bule i.
Synet af denne Mødding i Stedet for den forventede Skat overvældede fuldstændig Niels Castella, der sønderknust sank ned i sin gamle Lænestol.
Det var dog en lumpen Streg! Hvem kunde have spillet ham den. Hele hans Ængstelse var nu forsvundet. Han rev hurtigt alle de mærkelige Ting ned fra Vinduerne for at kigge ud, om han mulig skulde se et eller andet ondskabsfuldt grinende Fjæs.
Men der var ingen derude. Saa kom han i Tanker om Brevet og løb ud i Gangen. Hurtig rev han Konvoluten op og læste:
Tror Du endnu, at det altid er en Fordel for en
Kunstner at bevare hele sin barnlige Naivitet?
En Kunstner,
Niels Castella stirrede først længe paa Brevet,
hvis Haandskrift han kendte godt nok. Saa rev
han det under mange stygge Eder i Hundrede
Smaastykker og spredte dem som et Snevejr over
Gangen.
Det var Sancho Pansa, der havde taget Hævn.