Maria. En Bog om Kærlighed/8
VIII.
Min Jomfrubrud, min Maria.
Hvor mange er der vel, som forstaar den hellige Skønhed i en Jomfrus Hengivelse? Med sjofle Tanker og simple Flovser krænker vore Dages Mennesker Livets højtidsfuldeste Akt. Den gammeldags plumpe Gemytlighed havde Saft og Vid. Nu befamler liderlige Moralister den jomfruelige Brudeseng med salvelsesfuld Tvetydighed og videnskabelig Fripostighed.
Hellige Nat, da Maria blev min.
Stilhed ude og inde. Kun en enlig Kærte lyser.
Jeg træder ind, og se, paa Lejet hviler min Brud, hvid og fin og smilende. Med Andagt knæler jeg ned og kysser hendes Mund, den lovende, hendes Haand, den givende, og hendes Bryst, hvor jeg hører Forventningen banke.
Og jeg er i hendes Arme, dem hun tillidsfuldt aabner mig. Jeg ser kun hendes Øjne, jeg følger i deres Afspejlinger den angstfulde Bryden ud af Jomfrupuppen, Forbavselsen, Taknemligheden, Jublen ved at skue ind i Livets hidtil uanede Dejlighed.
Rummet fyldes af brusende Musik. Der bliver højt over os og vidt om os, og sammen, tæt omslyngede, Mund mod Mund, svæver vi bort fra al Jordelivs Tynge og Sorg.
Hellige Nat.