Maria. En Bog om Kærlighed/49
XLIX.
Festens Blus er tændte. Jeg venter Maria.
Jeg sidder ved Væggen ud mod Trappegangen. Dér kan jeg høre, saasnart hendes Fod berører Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa Øjeblikke vil knirke paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter denne første Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjærte lige længselsfuldt. Min søde lille Pige, om Du anede, hvor jeg længes. Du véd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig, lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde? ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.« Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg tør det ikke.
... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge, slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven.
Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?
I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er hans Kærlighed værd.
Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg kunde nagle Tiden fast!
Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger. Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.
Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab. Og Tvivlen og Spotten hoverer.
Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige. Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den.
Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys.
Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt Vemod, i en stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl.
— — Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa Festbordet. jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god imod Maria.