Maria. En Bog om Kærlighed/48
XLVIII.
Jeg lader hine Dage glide forbi min Erindring, og jeg ser dem som et uafbrudt Sejrstog.
Jeg sidder i min befæstede Borg, som en Ørn i sin høje Rede. Men Kampens Spænding og hidsende Tummel lokker mig ud. Jeg drager til fremmede Kyster, jeg gør Landhugst og hærjer Fjendens Byer. Jeg vender tilbage med Snækken fyldt af herligt Bytte, og Festens Blus tændes i min høje Borg.
Eja, saa lystig en Dans. En Kamp uden Frygt for Nederlag, en Fest uden Tanke for Dagen derpaa.
Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de røvede fra fremmede Strande. Jeg synes, det lyder troværdigt. Enhver Kvinde drømmer om en Røver, der bydende begærer og tager hende i stærke Arme. Og jeg tror ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fængsel og Tortur, ja hellere Døden for egen Haand, end en forelsket Røvers Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene er flyvefærdige.
Jo dumdristigere jeg bortførte Maria, des hedere blussede hendes Kærlighed. Saá hun min Snække nærme sig Stranden, flygtede hun paa Skrømt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro.