Maria. En Bog om Kærlighed/39
XXXIX.
Ved fælles Overvejelse kom vi til det Resultat, at Tilbudet ikke burde afvises, men at Forlovelsen indtil videre skulde være hemmelig og at der ikke for det første kunde være Tale om Ægteskab.
Denne Aftale beseglede vi med mange Kys, hvorpaa jeg udbragte de Forlovedes Skaal og holdt følgende Formaningstale til Maria:
»Naar Du nu bliver gift, Maria — sagde jeg — skylder Du altsaa, næst mig, din hæderlige Mand Lydighed og Troskab. Vær trofast, saalænge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands Ære, og sørg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt Utroskab gør sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og uretfærdigt, men det er nu en Gang saa. Har været det fra Arilds Tid og vil være det, saalænge Ægteskabet bestaar. Maaske er det heller ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens Utroskab høster i Ægteskabet, Mandens udenfor.
Tvi den Kone, der paa en opsigtvækkende Maade gør sin Mand til Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Stræder, med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den sølleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde, hvis Børn bærer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.«
Saa strænge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende Mand.