Maria. En Bog om Kærlighed/25
XXV.
Jeg var fri.
Maria fandtes ikke længer i mit Liv. Kun faa Dage svundne og hvor fjærnt allerede. Hendes Navn en fremmed Klang, hendes Person et vagt Minde.
Jeg var fri og Verden fuld af smukke Piger. Hvad var det dog for en Forvildelse, der havde holdt mig besat? Maria, en pæn lille Pige som tusinde andre. En god og sød og munter Pige, intet videre. Javist, hun var meget forelsket. Men det er alle unge Piger i den første Mand, der vækker deres Sanser. Jeg er ikke aflægs endnu. Andre søde og muntre Piger vil forelske sig i mig, om jeg trænger til Forelskelse.
Gud være lovet, at jeg gjorde mig fri. Det var paa Tide. Thi Faren havde svævet over mit Hoved, trods al min Forsigtighed, det saá jeg nu grant. Vi var begyndt at gøre hinanden sentimentale. Og naar en lille Pige først faar sin Haand listet ind til et Mandfolks Hjærte, da vogte han sig. Haanden tager saa blødt og varmt, det føles, som man bar et lille Barn inden i sig.
Og hvor let det sker. Pokker staa i det, om min Svaghed ikke skrev sig fra noget saa ligegyldigt og tilfældigt, som at Maria ved vort første Møde bar et fattigt blomstret Liv, hvorpaa hun spildte nogle Draaber Vin. Hun saá jo saa yndig ud i sin slet skjulte Bedrøvelse over Maløren. Hun var vist ikke langt fra at græde, som en lille Pige, der har slaaet Tallerkenen over Madspanden itu og ikke tør gaa hjem af Frygt for den strænge Moder. Ja, den Gang var Du rigtignok hed om Ørene Maria, Du dejlige Barn i det blomstrede — —
Nok med Blomster og sentimentalt Vaas. Jeg havde glemt Maria.