Maria. En Bog om Kærlighed/24
XXIV.
Forbi!
Altid har jeg elsket det Ord. Altid har det for mig lydt som en jublende Fanfare. Noget er afsluttet, noget nyt begynder. Forbi! Der er ingen Usikkerhed længer, intet Vrøvl. Forbi, og dermed basta. Orden, Klarhed i Tingene, Mulighed for at tage fat paany. Bort med de gamle Bekymringer og Besværligheder, Tvivl og Spekulationer, der hænger som et pakfuldt Tornyster paa Ens Ryg. Ah, hvor det lettede, hvor velsignet at kunne rette Kroppen, fri for Byrder. Forbi! Hører I — forbi! Blæser det lystigt ud for alle Vinde: forbi! forbi!
Fanfaren havde lydt, og det var blevet Aften. Jeg sad i; den halvmørke Stue, alene, og stirrede ind; i Kakkelovnens Efteraarsild. Den var paa Nippet til at slukkes; overflødigt at fyre paa, der var varmt nok. Jeg sad og fulgte Ildens Hendøen. Under Raslen som af faldende Løv sank Kokesstykkerne sammen, den sorte Død trængte Sekund for Sekund længere ind i Ildbunken, skred systematisk fra Stykke til Stykke, indtil de sidste Gløder begravedes i Bunkens Sammenstyrtning.
Forbi! Ordet lød i mit Øre, ikke muntert og friskt, nej vemodigt og angstfuldt. Jeg blev siddende, mens Mørket samlede sig helt om mig, og jeg tænkte:
Ilden i min Stue er slukt, Ilden, som aldrig gjorde mig Smerte, men kun tjente mig til Hygge og Glæde. Min redebonne Ild, som blussede hedt, knitrede lystigt, ulmede mildt, alt efter min Trang, min kønne, min yndige Ild er ikke mere. Den er forbi. Jeg selv har lukket for den. Men véd jeg, om jeg finder nogen bedre, om der i det hele taget er anden Ild for mig i Verden? Kald da Ilden frem paany! Aabn' for den, og kan Du tvivle om, at din trofaste Ild glad vil vaagne under din Munds kaldende Pust?
— — Jeg sprang op. Jeg tændte Lamper og Lys. Og atter klang Fanfaren i mine Øren: Du er gal at sørge og længes. Hvad der er sket, maatte ske. Du er fri, fri.
Forbi.