Møllen/3/1
TREDIE BOG
I.
— Jenny, Jenny, Jenny, Jenny, Jenny—lil—le Jen—ny!
Det var Hanne, der kaldte paa sin Yndling.
Hun stod sammen med Mølleren forrest i en Lund af høistammede Graner, neppe hundrede Skridt fra Skovfogedhuset. Derhenne ved Brønd-Truget vandede Hans et Par smaa stridmankede Ponyer, fra hvis brune Rygge og Kryds der hvirvlede gylden Damp op i Sollyset, som Taage fra en Eng; og fra den ene Mule, der løftede sig op af Truget, faldt Draaberne ned som Gnister. Men i den dybe, brune Skygge af Staldrummet, der befandt sig i selve Beboelseshuset, lyste Skovfogdens Skjorteærme, medens han lige henne ved Døren hængte Seletøiet op. Mellem Gavlen og et tæt Hasselkrat, som unge Ege, lodne af nye Skud, groede op af, førte en Markvei ned til Stranden langs en lille Jordlod; næsten helt hen til det kullede Poppelhegn var den fløielsbrun af frisk Pløining, og en Plov, der stod paa Held lige ved Grøften, viste, hvor de smaa Heste for nylig havde standset deres Arbeide. Et Par hvide Skyer kastede deres Speilstøtter henover det blanke Sund. I de brunt anløbne Bøgekroner over Mostaget spillede Septembersolens Straaler med urolig Glimren, medens dens Lys i brede, rolige Striber skjød sig ind her mellem Granstammerne.
— Jenny, Jenny — —!
Hun havde en eiendommelig Maade at udslynge sit Lokkeraab paa, en lille contant Melodi. De første fem-sex »Jennyer« kom crescendo i rivende Fart efter hinanden paa samme Tone, saa, efter en lille Pause, sprang Stemmen en Oktav op og gik i halve Toner ned paa Slutningen: »lille Jenny«, idet den delte Ordene og gav hver af de fremstødte Stavelser et særligt Smeld, saa de skingrede vidt igjennem Skoven. Der var noget underligt Indsmigrende, Lokkende og Kjærtegnende i dette Raab, og Mølleren holdt af at lytte til det som til en Musik fuld af frisk Skovstemning — og dog saa helt anderledes end den, der vibrerer i et Valdhorns Klang, hvor der lurer noget af Jagtgrumhedens æggende Vildskab, medens denne var from og beskyttende, en mild Skovfes Besværgelse.
— Idag vil den nok ikke komme, sagde han og haabede, at dens Tøven maatte faa hende til at raabe mange Gange endnu.
— Aa, hvis den blot kan høre mig. Maaske de Andre har jaget efter den.
— Hvilke Andre?
— Dens Kammerater. Mange af dem kan ikke lide den, fordi den holder til her; maaske ogsaa fordi den har Halsbaand paa.
— Er det muligt?
— Ja, og igaar saae Skovløberens Dreng, at der var tre Raadyr der var efter den. Men Jenny løber hurtig.
De vare langsomt gaaet gjennem den smalle Granlund og stod ved en Skoveng, der næsten laa helt i Skygge.
Ligefor dem hævede Bøgeskoven sig i det stærke Sollys. Det aandede et Skjær af Forgyldning over Kronernes Farve af grønt anløbet Bronce, der hist og her lod en hvid Sky skinne igjennem, og midtveis tegnede det alle de slanke graa Stammer, idet det ligesom lokkede enkelte frem dybt inde fra Tykningen, hvor de vilde skjule sig; medens forneden Hasselbuske, Tjørn og ung Bøgeopvæxt, uberørte af Aarstiden, lod deres Grønt fryde sig i Glandsen med sommerlig Friskhed og Fylde.
Over deres Hoveder løb af og til en blød Susen af Grannaale, og et frisk harpixduftende Vindpust strøg dem forbi og blæste et Par silkeglindsende Haar frem over hendes Kind. Hun havde en marineblaa Kjole paa, der faldt løst og frit og samledes om Livet af et Læderbælte. Paa Hovedet sad nok saa kjækt en graa, flad Hue af strikket Uldgarn, og denne halvt drengeagtige Hovedbedækning gav hendes ellers saa rolige Ansigt en vis skjelmsk Ynde.
Hun raabte igjen, denne Gang med en lille Variation.
— Hvad er det dog De siger? spurgte Mølleren med et godmodigt Smil.
Hanne blev rød i Hovedet og strøg Haaret tilrette bag Øret:
— Jeg sagde »Lamsebenet« — det er dens Kjælenavn. Den var jo kun et lille Lam, da jeg fik den, og nu kalder jeg den saadan endnu.
Der lød hurtige smaa Skridt bagved dem; det var Hans, der kom løbende, fulgt af Hektor, en hvid og brunplettet Jagthund, der gav sig til at pringe op ad Mølleren, dens gode Ven.
— Vil Jenny ikke komme? spurgte Hans aandeløs.
— Den maa være løbet langt ind i Skoven idag, svarede Hanne. Vi kan gaa over og raabe ad den anden Kant til, skjøndt jeg troede rigtignok at den var her.
Hun satte Haanden for Munden og raabte saa høit hun kunde.
— Men De maa da ikke anstrenge Deres Stemme saadan for vores Skyld, sagde Mølleren — De kan jo blive helt hæs.
— Aa nei, for den Sags Skyld kunde jeg staa og raabe en hel Time, og Hans vil da ogsaa saa gjerne se Jenny.
— Aa ja, Tante Hanne! det vilde jeg rigtignok gjerne, sagde Drengen med et bønligt Blik. Naar han havde været paa Besøg i Skovfogedhuset, havde Jenny enten været lige ved Huset eller i Stalden — eller ogsaa var den slet ikke kommen, saa han var uhyre spændt paa at opleve det Eventyrlige at »Tanten« saaledes kaldte Dyret ud af den vildene Skov; og han havde neppe kunnet holde ud paa sin Post ved Vandingstruget saalænge til Ponyerne havde drukket og gav sig til at traske hen mod Stalddøren.
I det samme løftede Hektor Hovedet og gav sig til at gjø kort og skarpt. De lyttede alle spændt, og snart hørte de en fjern og fin Klang af en lille Klokke, der hurtig blev stærkere. Pludselig smuttede Noget ud under Bladene derovre; et rødbrunt Raadyr satte i lange, elegante Spring tversover Engen og styrede lige hen mod Hanne, der raabte »Jenny«, og klappede i Hænderne, straalende som et Barn. I fuld Fart borede det sin spidse Snude ind mellem hendes Hænder og gav sig til at gnubbe sit Hoved mod hendes Hofte og hengive sig til hendes Kjærtegn. De Andres derimod tog den saa kort som mulig imod, og navnlig naar Hans vilde klappe den paa Ryggen, unddrog den sig derfra ved pludselig at dukke sig og smutte afsted. Den tog heller ikke synderlig Notits af Hektor, der sprang om den for at lege.
De gik tilbage henimod Huset, hvor Skovfogden var i Færd med at gnide Ponyerne af med en Halmvisk. Paa en af de yderste Graner hang et nylig skudt Raadyr; mellem Rødderne var der en Plet af størknet Blod. Det berørte Mølleren underligt, at se Jenny sorgløst løbe hen under sin dræbte Kammerat, medens Hektor blev staaende og snuste til Blodet.
— Gjør det Dem ikke ondt, naar Deres Broder gaar ud for at skyde saadan et Dyr?
— Jo, det gjør det da rigtignok. I Begyndelsen kunde jeg slet ikke finde mig deri, men nu ønsker jeg blot, at han maa træffe godt, saa at de døer strax … Men han er jo da en dygtig Skytte, og han giver saamænd heller ikke Ild, før han er kommen nær nok. Han gaar heller ud en Gang til, end han gjør et usikkert Skud.
— Naa ja, bemærkede Mølleren, en Gang maa Dyret jo alligevel dø — af Alder eller Sygdom, og saa er det dog meget bedre saadan — hurtig og uventet — man kunde saamænd misunde det saadan en Død.
— Aa nei! for et Dyr kan det nok være, det er det bedste — men ikke for et Menneske.
— Hvorfor da ikke ogsaa for et Menneske?
— Nei, jeg vilde ikke gjerne gaa bort paa den Maade. Jeg vilde helst have Tid til at forberede mig paa Døden og til at tage Afsked med mine og med Verden — og især til at samle min Sjæl … for Evigheden.
Mølleren var bleven staaende, da Samtalen tog en saa alvorlig Vending og saae med Beundring paa den unge Pige. Hvor hun er klog! tænkte han. Andre tænker ikke over saadan Noget, og dog er det saa sandt — jeg vilde heller ikke ønske at blive revet pludselig bort … maaske midt i de verdsligste Tanker. Hun er from og klog. Sammen med hende maatte man blive et bedre Menneske! Hvor Christine dog har haft rigtigt Blik for det, og hvor det er en Lykke for mig, at hun døde en rolig Død og kunde tale med mig, som hun gjorde; for af mig selv var jeg vel neppe falden paa det.
Hanne fandt den Taushed, der var indtraadt, lidt pinlig. Hun frygtede for at Tanken om Christines Død kunde sætte deres Gjæst i en vedvarende sørgmodig Stemning, og ønskede derfor ikke Samtalen fortsat. Med en pludselig Bevægelse vendte hun sig til Broderen: —
— Naa, er I saa blevet færdig idag, Vilhelm?
— Nei, helt blev vi det ikke.
— Ja men, du er da ikke holdt tidligere op, fordi jeg kom? spurgte Mølleren — det vilde da være en Skam.
— Aa nei, de var blevet lovlig trætte. Det er jo lige drøit nok for de Smaa at gaa for Plov — især for den Nærmer; det er jo den yngste. Men den er ellers skrap nok til at løbe.
Den Nærmer stod virkelig noget mismodig der, med sit Hoved lagt over den Andens Mankeknude og med Krydset hængende til den ene Side. Hanne strøg den med begge Hænder over Mulen, der var vaad endnu efter Vandingen, og mumlede den ind i Næseborene, som om det var dens Øren:
— Er Bamsemanden bleven kjed af det: Hvad? Skal han have Rugbrød, kan han lide det?
Bamsemanden blinkede fiffig, dirrede med sin studsede Manke, som om den blev kildet, og baskede med Halestumpen.
— Du forkjæler ham rent for mig, ytrede Broderen; men et fornøiet Smil viste, at hans pædagogiske Bekymring ikke sad synderlig dybt. Snart vil den ogsaa have Kage ligesom Jenny. Se, hvor hun kan skabe sig!
Jenny »skabede sig« virkelig. Den trykkede sig saa fast op til Hanne, at hun havde ondt ved at holde sin Stilling. Men Hektor havde sat sig; den trippede med Forpoterne og klynkede bebreidende, fordi Ingen gav sig af med den.
— Det er sandt, udbrød Skovfogden, idet han kastede Halmvisken fra sig — jeg skulde jo hen at tale med gamle Ole.
— Saa gaar jeg med dig. Jeg vil gjerne røre mig lidt, sagde Mølleren.
— Ja men saa gaa kun strax, at det ikke skal trække for længe ud med Aftensmaden, paamindede Hanne. — Jeg skal nok sørge for de Smaa.
Hun lukkede Døren helt op til Stalden, og »de Smaa« traskede villig nok derind. Mølleren vilde hjælpe hende, men blev spøgende afvist: han troede vel ikke, at hun selv kunde klare for sig! Egentlig var det ham ikke helt ukjært; for det morede ham nok saa meget at staa der, lænet til den underste Halvdør, og se hendes Skikkelse saa flinkt bevæge sig derinde i Halvmørket, som undertiden kun lod hendes venlige Ansigt lyse i bløde Omrids, alt imedens hun spændte Grimerne om de urolige Ponyhoveder — mere hindret end hjulpet af den lille Hans, der satte hende i dødelig Skræk ved at smutte ind under Bamsemandens Bug og rykke i dens Forben, som havde plantet sin Hov paa Spiltovet. De Smaa var ikke ondskabsfulde, men det var jo dog kun et Par Tosser, der ikke altid tænkte paa, hvor de sparkede hen, saa han maatte se sig for! Da hun saa havde skuffet Hakkelse i Krybberne og kom ind i den Fjermers Baas med Havrekassen, var det lille Bæst saa hidsig efter at faa dette Kjærnefoder, at hun maatte tage fat af al Magt for at trænge dets Hoved til Side; men under denne Kamp stak Bamsemand sit Hoved ind over Bommen, saa at hun pludselig havde dens prustende Næsebor lige i Nakken og udstødte et forskrækket Hvin. Og nu istemte de alle tre en hjertelig Latter, understøttet af Ponyernes Vrinsken og af jublende Glam fra Hektor, der sad i Entredøren og hørte sin Herre ruste sig til sin Skovvandring: — indtil endelig Hanne efter et Par dygtige Puf og et kraftigt Kladsk paa Hesteboven reddede sig ud — med Tab af Huen, og noget oversavlet paa Kjoleryggen. Men det gjorde ikke noget; Kjolen var nok temmelig ny, men den kunde taale det. Og Huen erobrede Hans igjen med nogenlunde Lethed, da Bamsemand ikke fandt den saa smagfuld som Havre og Hakkelse.
Saadan havde Mølleren ikke let i Aar og Dag — og hvad var det ikke for en velsignet god og sund Munterhed — en kvægende, kildefrisk Latter, der vældede frit fra Gemytets Muld uden at trænge til Viddets Ledningsror end sige til Spydighedens Bor.
Endnu leende og med Taarer i Øinene, modtog han den knortede Egestok, som Skovfogden rakte ham. Selv havde denne en Træpibe i Munden og Bøssen hængende over Skuldren. Men den tilbudte Cigar afslog Mølleren: han vilde nyde Skovluften. Og de to Venner skridtede rask henad Veien, der først løb i Udkanten af Krattet langs det straalende Sund, eller helt nede paa Strandgruset, og saa dreiede indad, fordybende sig i tæt, kølig Løvskygge.
Mølleren skjød Hatten bag i Nakken, svingede med Stokken og gav sig til at fløite en Vise. Han havde ikke, saa længe han kunde huske tilbage, været saa let og fri tilmode. Denne Sundskov elskede han med al den Natursands, han raadede over, og det var ikke saa lidt endda: — en Natursands, som man finder den hos indesluttede Mennesker uden boglig Dannelse, ubevidst og umiddelbar. Som et Kjær mørknes under en Uveirshimmel og lyser under Solskyer, saaledes antog hans Sind Omgivelsernes Farve. Allerede da han for et Par Timer siden med Hans ved Haanden var traadt ind i Skoven, havde den unge Høstpragt med sin opblomstrende Brogethed lyst op i hans Sind som en festlig Hilsen; og siden havde der samlet sig saa mange kjære og venlige Indtryk lige til denne glade Staldscene, hvis Gjenlyd endnu lo i hans Inderste, som om den havde forvildet sig i en Labyrinth, hvor den ingen Udgang fandt.
Og med dobbelt Fryd jublede hans Sjæl op i Frihed, fordi han saalænge havde levet under et Tryk, der nu var som tryllet bort. Mellem ham og Lise var der ikke senere forefaldet Noget, men Stemningen i Møllen havde været underlig tung og trang ligesom Veiret: en ensformig Række af lavhimlede Graaveirsdage, til det nu i Morges var »blanket op«, og han havde taget den Beslutning at besøge sine Venner i Skoven.
Han følte ogsaa nu en modig Trang til ikke blot at nyde denne lykkelige Stemning, mens den var der, men holde den fast og tilegne sig den — forvandle den fra en flygtig Gjæst til en fast Husfælle. Ja, dette Hus — hans Hjem! Gud give han kunde sige Møllen Farvel, give den til Jørgen, og Lise med i Kjøbet, og saa saa selv drage ind herude som Skovfoged med Hanne til Hustru — Vilhelm kunde jo, da man en Gang var paa Ønskernes Vei, være ansat i et større Embede ikke langt derfra som kongelig Skovfoged … Det lod sig nu altsammen ikke gjøre, men der var noget Andet, som kunde ske og skulde ske.
Han havde i Begyndelsen talt ret livlig med Vennen om Skovhugst, om den lille Planteskole, der skulde anlægges nu, og om Auktionerne og alt hvad dér var at gjøre; efterhaanden blev han mere ordknap, og kun faa og temmelig intetsigende Bemærkninger vidnede om, at han fulgte Skovfogdens Beretning om en ny Præst i et af Nabosognene, der holdt »Politiken«, et ugudeligt Blad — saa hvad kunde det være for en Præst? Overhovedet Præsterne der paa Egnen — ja der var jo nok Provsten i Tvederup —
— Ja, det er ham Bønderne, kalder Religions-Grossereren.
— Ja det er let nok at gjøre Nar —
— Aa nei, det er saamænd ikke for at gjøre Nar; det er ramme Bondealvor — fordi han har saa meget at gjøre med Missionen i Indien; han exporterer Religion, mener de .. Og veed du hvad en Kone sagde til mig om Provsten? ja, det er jo en berygtet Mand, men han er jo ogsaa hævngjærrig nok, og farlig udsvævende er han da ogsaa.
— Provsten? udbrød Skovfogden og standsede indigneret.
— Ja, »udsvævende« betyder, at han altid farer om paa sine Missionsmøder, og »hævngjærrig« skulde sige »nidkjær«: derfor er han ogsaa vidt kjendt, og det kaldte hun nu »berygtet«; det var saamænd ren og skjær Ros altsammen.
Og Mølleren lo, saa det rungede i Skoven, idet hans glade Lune greb denne Leilighed til atter at udlade sig; og Skovfogden, der af Naturen egentlig var et Stykke af en lystig Patron, stemmede med i, skjøndt han ikke ret vidste, om det ogsaa passede sig at le i Anledning af en af den ydre eller indre Missions Støtter, selv om Anledningen var saa indirekte.
— Naa, saa er der jo vores egen Præst, gik han videre i Texten: jeg saae paa din Kones Begravelsesdag, hvor bleg han blev, fordi hans Glas sprang, da han klinkede. Det er sandt nok, det Varsel er sikkert nok, det skal næsten aldrig slaa feil; men skal maaske en Præst være saa bange for at dø? skal han hænge saadan ved dette Jordeliv?
Mølleren svarede kun med en samstemmende Brummen. Denne Bemærkning var ligesom en Haandsrækning fra Skovfogden til at hjelpe ham over i den Samtale, som han ønskede, eller rettere, som han havde besluttet sig til: han vilde jo netop ogsaa tale om hin Begravelsesdag og om de Ord, der da vare faldne imellem dem nede ved Dammen; nu behøvede han blot at gribe til — og Ordene »Du talte om Begravelsen« vare ham allerede paa Læben; saa blev han bange for det altfor afgjørende Skridt og forsøgte at interessere sig for hvad hans Ven videre udviklede om den udbredte Verdslighed.
Skovfogden skrev denne Faamælthed paa Regning af manglende kirkelig Interesse. Han maatte vækkes! En tung og indesluttet Natur som hans, ovenikjøbet lutret smertelig ved et saadant Tab, var aaben for Naaden og ventede blot i bevidstløs Halvslummer paa dens vækkende Berørelse ....
Da de havde naaet Skovbetjentens lille Hus i Udkanten af Skoven, og Fogden havde givet gamle Ole sine Ordrer, gik de tilbage tvers igjennem Tykningen, uden Vei og Sti, saa at al sammenhængende Underholdning faldt bort af sig selv.
Mølleren bøiede nogle hindrende v Grene tilside og traadte ud paa en Skoveng. Neppe hundrede Skridt borte stod en solgjennemstraalet Granlund, og mellem dens spinkle Stammer blaanede en kalket Længe. Han havde ikke anet, at de vare saa nær ved Huset: det var netop det Sted, hvor Jenny var smuttet ud før. Hektor foer allerede gjøende afsted for at melde deres Ankomst. Skovfogden traadte ud lidt tilhøire for ham; han redte leende nogle Spindelvævstraade ud af sit krusede blonde Skjæg, tog sin Kasket af og tørrede Sveddraaberne af sin Pande med Ærmet.
— Der kan du se! saadan kom vi hurtig hjem.
Mølleren gravede med sin Stok dybt ned i det bløde Engmuld: —
— Skovfoged, begyndte han med en egen Høitidelighed i Stemmen — kan du huske paa Begravelsesdagen, da vi stod med din Søster nede ved den lille Dam?
— Ja, det skulde jeg da nok kunne huske, og hvad der blev sagt — Ord til Ord.
— Godt … Saa ved du ogsaa, at jeg sagde jer, at min salig Hustru i sin sidste Time havde tænkt paa din Søster Hanne, saadan rigtig inderlig tænkt paa hende.
— Ja ja, det sagde du at du vidste, skjøndt hun ikke havde talt om hende.
— Aa jo, nok talt om hende, men hun nævnede ikke hendes Navn, det er rigtig nok … Og saa sagde jeg ogsaa, at jeg vilde sige dig, hvordan hun havde talt om Hanne, naar Tiden kom dertil.
— Ja, jeg husker det godt nok, og jeg har saamænd ogsaa tidt og mangen Gang tænkt paa det … Naa, og er saa Tiden da kommet nu?
— Jeg troer det.
Skovfogden stirrede forventningsfuld paa ham; men hans Blik syntes at bore sig ned i Engbunden omkaps med Stokken.
— Ser du, stakkels Christine havde jo gjort op med Verden. Hun tænkte ikke længer paa sig selv, men kun paa os, som blev tilbage. Og saa talte hun især om naar jeg giftede mig igjen, for det skulde jeg da gjøre, mente hun; det var bedst i alle Maader, især for Drengen, forstaar du nok. Og saa lagde hun mig paa Hjerte med saadan smukke Ord, at jeg fremfor Alt skulde se paa at faa en christelig Pige til Hustru.
— Naa saadan. — Hm … Og saa tror du, at det var Hanne, hun mente?
— Det var det.
— Aa ja, det kan jo nok være … Skjøndt at — der er jo nok rundt om i Familierne — christelig Aand er der jo da at finde … om den ogsaa tidt nok er noget udvandet, og Versligheden tager mer og mer Overhaand — Gud bedre! Men hist og her — som for Exempel Povl Jensens, det er en gudsfrygtig Familie, og hos Præstegaardsforpagterens i Skibby der er der ogsaa en meget from Datter, hun kommer i alle Forsamlingerne — ellers duer Familien ikke saa stort …
— Nei, det var ikke saadan paa det Ubestemte. For Christine sagde ogsaa, at der var jo dem, der var noget for strenge af sig og maaske overdrev lidt — og det var jo jer hun mente — —
— Ja, hvad skal det sige »overdrive«? hvordan kan vi Mennesker —?
— Nei, nei, det sagde hun jo ogsaa, at det skulde jeg ikke lade mig afskrække af — de havde maaske i Grunden Ret.
— Naa saadan.
— Og saa en Times Tid derefter bankede det paa Hannes Vindue, just som Christine døde i mine Arme … det er dog ikke til at tage feil af.
Skovfogden nikkede og stirrede taus ud i Luften. Hvad Mølleren nu havde sagt ham, syntes han kom saa underlig som en Bekræftelse paa det, han selv lige havde tænkt om hans »Vækkelse«. Naar Christines tidlige Bortgang var det Stød, der havde været nødvendigt for at hans Natur skulde miste sin altfor jordiske Ligevægt: var det saa ikke nu aabenbart, at Hanne var udset til at give den en alvorlig saliggjørende Retning mod det Hinsides, og føre ham til den Frelser, som han hidtil kun havde bekjendt med Læberne?
— Jakob, spurgte han, skal jeg sige det til Hanne?
— Aa nei, det synes jeg dog ikke du skulde saadan nu strax … Maaske senere en Gang … forresten, det maa du ligesom du selv synes. Men det var ogsaa det, jeg vilde spørge dig om — synes du — troer du at hun … nok vilde have mig?
— Hun? ja hun holder jo da meget af dig — og af Hans med, saa jeg veed da ikke hvem hun heller skulde ville have til Mand.
— Hm … Det er blot … om maaske inde i Kjøbenhavn — hun maa jo der kjende mange mere dannede Mennesker … forgangen Vinter var hun jo igjen derinde, og saa tænkte jeg maaske — —
— Nei, nei — der kan du være ganske rolig, hun har ikke haft Giftetanker … og det er jo ellers snart paa Tide, at hun faar en Mand, for det er nu Kvindens Bestemmelse … Og saa desuden, ser du, naar det er Guds Villie, at det er den Vei du skal komme frem ad, se saa kommer den jo ogsaa nok til hende, for den kjender ikke til at gaa feil, saadan som vor egen syndige Villie, især naar den er forblindet af Lidenskab.
Mølleren saae beskjæmmet bort — han vidste kun altfor vel, hvor hans egen syndige Villie, forblindet af Lidenskab, nær havde forvildet sig hen, og han var glad ved at den Anden ikke kunde læse hans Tanker.
— Ja, saa vilde vi jo blive Svogre, Vilhelm! sagde han, for at hans forlegne Taushed ikke skulde blive paafaldende.
— Og det vilde da heller ikke være det værste, lo Skovfogden.
De to Mænd trykkede kraftig hinandens Haand og gik saa hurtig over Engen og ind i Grandlunden. Herinde i den brunlige Dunkelhed luede de sidste gyldne Solstraaler. Alle de utallige tørre Kviste ud fra Stammerne glødede som Glastraade, og gjennem dette lysende Net saae Mølleren Hanne træde frem i Husdøren og speide ud — om de da ikke snart kom, siden Hektor jo længst havde meldt dem.