Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn


Møllen.djvu Møllen.djvu/9 169-177

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

V.

Da de traadte ind i Huset, saae de Lise staa i Kjøkkenet, travlt virksom med at rense Trofast, der taalmodig og skjæbnehengiven lod Sæbe, Børste og Kam busere i sin sølle Pels. Den vovede ikke at røre sig eller hæve sin Røst, men hilste kun ved at blinke fiffig og vifte saa smaat med Halen; og Pigen syntes selv saa grundig fordybet i sit Arbeide, at hun først bemærkede dem, da de fra den dunkle Gang traadte ind i Kjøkkenet, der var belyst af en Bliklampe.

— Hvad er der i Veien med Trofast? spurgte Mølleren forbauset.

— Aa, det er blot — jeg har saamænd længe tænkt paa at vadske Trofast — han er saa plaget af Lopper, stakkels Kræ, og nu har jeg endelig en Gang faaet Tid til det.

— Det er virkelig for meget — du har allerede nok at gjøre — altfor meget … men det kan vi nu tale om siden.

— Aa, man faar Tid til alting, naar man tager det efterhaanden.

Hans var fuld af Interesse traadt hen til Vadskegruppen og stirrede nysgjerrig ned i den lille Ballie, hvis snavsede Vand yderligere sortnedes af en Mængde levende Punkter — et Vidnesbyrd om, at hendes Barmhjertighedsgjerning allerede bar Frugt. Den lille Mand undrede sig: — hvorfor havde han aldrig fundet paa det? han syntes, Arbeidet saae ikke ud til at være vanskeligere, end at han maatte kunne overkomme det. Og han holdt dog saa meget af Trofast, der paa sin Side formelig tilbad ham, medens Lise egentlig ikke kunde lide Hunden — og dog gjorde hun det. Saaledes var hun ogsaa altid venlig imod ham og vilde gjøre ham alt optænkeligt Godt, skjøndt han var muggen imod hende og ikke kunde lide hende — hvorfor egentlig?

Pludselig kastede Lise Børsten fra sig og slog Hænderne sammen:

— Jøsses da, hvordan er det, du ser ud, Barn! — Vandet driver jo af dig.

Hun sprang op, løb ud og kom strax ind igjen med Møllerens og Hans' Husdragter. Mølleren gik ind i Dagligstuen og lod Døren staa efter sig. Hun trak selv Jakken af Drengen og forvissede sig om at Væden ikke var trængt igjennem til Skjorteærmerne — at han endelig ikke gik hen og forkjølede sig! … Om hun ikke skulde lave lidt The? Det behøvedes ikke, mente Mølleren — hvad Hans angik, skulde han jo strax i Seng.

— Nei, se den pæne nye Trøie, som den er bleven pjadsket til!

Først nu faldt det Drengen ind, at det var hans Stadsdragt, som han kun havde haft paa et Par Gange. Den saa rigtignok sørgelig ud: navnlig paa Ydersiden af det høire Ærme var det graa Tøi helt sort, og Buxerne vare tilstænkede forneden. Og han opløftede sin Røst og græd. Lise trøstede ham paa det Bedste; hun hængte Trøien op paa Kjøkkenstolen som paa et Stativ, saa at de vaade Folder ikke kom til at berøre hinanden, saa vilde den være som ny imorgen; og naar Buxerne vare tørre, skulde hun børste dem, saa der ikke var en Plet at opdage. Trøstet ved denne Udsigt holdt han op at græde høit, men snøftede endnu saa smaat, overvældet af Følelsen af sin egen Uværdighed til saa megen Deltagelse. Og det hjalp ikke at Trofast, der nu efter den vel overstaaede Renselsesfest var gjengivet til Hvalpelivets Munterhed, sprang op ad ham og slikkede hans Hænder, ja tilsidst endogsaa hans Ansigt: — tvertimod, den vaade Hund mindede han om, hvad de begge skyldte den miskjendte Lise. Endelig, da Faderens Stemme inde fra Dagligstuen ærgerlig bød ham holde op at flæbe, mandede han sig op og vilde gaa i Seng. Men paa denne mærkelige Aften fandt han sig villig, ja taknemlig i at Lise hjalp ham med Afklædningen og puslede ham; og da hun nu ogsaa fromt mindede ham om at bede sin Aftenbøn, inden han lagde sig til at sove, slyngede han sin Arm om hendes Nakke og kyssede hende til Godnat.

Imidlertid sad Mølleren inde i Dagligstuen, til hvilken der tvers over Gangen strømmede et svagt Lys ind fra Kjøkkenet. Han grublede hen for sig, med Hovedet i sine Hænder. Hvad kunde hun ikke altsammen faa fra Haanden, denne mærkelige Pige! Dette med Trofast var rent ud Prikken over i-et. Og hvor langt hun var fra at gjøre noget Væsen ud af det! saa freidig og frisk, som om det Hele Ingenting var. Og alligevel skulde det være nødvendigt at tage en anden Pige, der formodentlig vilde bringe alskens Ufred og Bryderi med sig ind i den fredelige Møllegaard? De to Piger vilde naturligvis ikke kunne forliges — ikke at tale om at Svigermoderen jo stod bagved den anden. Men det var jo ogsaa muligt, at Lise paatog sig mere end hun kunde taale, og som Husbond havde han Ansvaret for sin Husstand; saa var det hans Pligt at sørge for at hun fik Hjelp.

Der er ingen Tvivl om, at Høimølleren vilde have vist sig som en modig Mand, hvis han var bleven stillet op paa en Skandse med bestemte Ordrer at lystre. Han vilde vist have været en Løve paa Valpladsen, men han var — som man siger — ingen Hund efter at komme op at mundhugges, og allermindst efter at geraade i en af disse pinlige Redegjørelser med en kvindelig Modpart, hvor ikke blot spidse og bitre Antydninger, men bebreidende Blikke, Suk og klynkende Tonefald er hvad der hører sig til, og Taarer, ja selv hysterisk Hulken ikke altfor fjerne Muligheder. Meget uvillig havde han begivet sig paa Vei til Svigermoderen, for da der saadan kom Bud efter ham, kunde han nok tænke, at der var Noget i Gjære mod hans Ro; og nu skulde han allerede levere et nyt Slag!

Det var derfor med et tungt Hjerte at han gik ud i Kjøkkenet, da han hørte, at Lise var kommen ind igjen og gav sig til at rydde op.

Han begyndte meget forsigtig med at betone sit Ansvar som Husbond — for denne Side af Sagen havde særlig tiltalt ham, da den ikke havde Noget med de virkelige Bevæggrunde at gjøre. Han maatte frygte for, at hun dog maaske efterhaanden paatog sig mere, end der var sundt for hende, og nu var der saadan en god Leilighed til at faa en Medhjelperske. — Der kom ikke Noget af alt det, han havde ventet, men Lise svarede ganske sagtmodig, at det kunde jo gjerne være, at det var det rigtigste; Husbond vidste jo bedst, hvordan det skulde være.

— Ja, ja; vi behøver jo ikke at tage nogen Bestemmelse om det saadan paa staaende Fod. Jeg vilde blot sige det til dig, at du kunde tænke over det.

— Ja, det maa Husbond gjøre ganske ligesom Husbond selv synes, svarede Lise og blev ved at skure paa et Fad.

— Naa, ja, ja … nu kan vi jo altid … God Nat, Lise.

— God Nat, Husbond.

Mølleren gik ind i sit Sovekammer, ganske forvirret ved den uventede Maade, hvorpaa Lise havde taget Sagen. Denne fromme Føielighed var det Værste, der kunde have mødt ham, fordi den kastede hele Afgjørelsen over paa ham selv. Og desuden: naar hun ikke bestemt vilde sætte sig imod det, hvad skulde han saa sige til Svigermoderen? Saa kom det jo uundgaaeligt, dette med den fremmede Pige i Huset … Og hvor kunde det ogsaa være, at Lise var saa ligegyldig ved det Hele? saa brød hun sig vel ikke længer saa meget om ham, siden hun Intet havde imod, at der kom et Par fremmede Øine paa Udkig efter dem. Og saa snakkede han sig for, at det var jo ogsaa bedst saadan: saa faldt de ikke i Fristelse, og naar han — maaske til Foraaret — giftede sig med Hanne, saa maatte Lise dog bort, og saa var det godt, at der var en anden Pige, som var sat ind i det Hele.

Et Par Dage gik, uden at enten Lise eller Mølleren berørte Sagen. Hver Aften ventede han at se Svigermoderen komme anstigende, og hver Nat lagde han sig til Sengs med et Befrielsessuk, fordi ogsaa den Dag var gaaet til Ende i Fred og uden nogen Afgjørelse.

Saa betroede Hans ham en Formiddag bekymret, at stakkels Lise vist havde Tandpine; han havde set hende gaa med Lommetørklædet for Munden. Mølleren gik ud i Haven, hvor hun var ved at plukke Solbær af, og spurgte hende, om hun havde ondt i Tænderne, saa var det da bedst, at hun strax kom til Doktoren.

Nei, hun feilede ikke Noget; hun var blot saa bedrøvet. For hun havde troet, at hun havde gjort Alt saa godt, men nu mærkede hun, at Husbond ikke var tilfreds, siden han vilde have en anden Pige foruden hende.

Forgjæves søgte Mølleren at gjøre hende begribeligt, at han ikke havde Noget at ønske anderledes, at det blot kom an paa hende selv; men hun maatte ogsaa tænke over, om det ikke i Længden blev for meget for hende. Hun blev ved i sin Kjøre: det var jo saa rimeligt, at der kom en Pige til, naar Husbond ikke syntes, at det var godt nok, som det var. Men ellers var de da nu over den travleste Tid, nu Høsten snart var forbi: — i Efteraaret og om Vinteren var der jo ikke saa meget at gjøre i Bageriet, saa naar hun var kommen ud af det hidtil, saa vilde hun vel ogsaa nok kunne komme Vinteren over … men naturligvis — —

— Men saa vær dog fornuftig, Lise! afbrød Mølleren hende endelig. Jeg har jo sagt dig, at du kan faa det akkurat, som du selv vil have det. Naar du troer, at dine Kræfter slaar til — —

— Mine Kræfter! Lise lo pludselig muntert, og med et hurtigt Greb strøg hun Ærmerne høit op over Albuerne og strakte Armene ud til begge Sider: — jeg skulde mene, her var noget at tage fat med!

Det var et Par mægtige Kvindearme, hvis blødt rundede Muskelflader skinnede saa gyldent i Augustsolen, medens den lette, gjennembrudte Skygge af et Frugttræ kastede et dæmpet grøngult Skjær over hendes friske Ansigt, der lo straalende med blanke Øine og Tænder.

— Ser jeg maaske ud til at slide mig op! Synes Husbond, at jeg er magret af iaar? Trives jeg kanske ikke paa Høimøllen?

Hun holdt endnu Armene i den udstrakte Stilling, hvorved hendes Figur viste sig frit i levende Linier, der holdtes i en rhytmisk Bølgen af hendes Aande, som hun drog dybt gjennem den halvtaabne Mund, medens hun vedblev at le til ham med de bestandig mere tindrende Øine. Hele hendes Skikkelse udstrømmede en frugtagtig Sundhed, og i hendes Miner lyste en triumfal Bevidsthed om Kraft.

Mølleren følte denne Sundhedsbølge slaa over i ham selv og gjennemrisle de inderste Fibre, saa de dirrede med en Anelse om ny overvældende Livslyst, og for Kraften i dette Blik slog han sit eget ned — beskjæmmet. For midt i dette Lys af Glæde funklede der en Gnist af Spot: — Du tør jo ikke engang! det Hele var jo Vrøvl! du tør ikke lade den Anden komme, og du tør heller ikke tage mig, som jeg staar her og gjør dine Sandser forrykte. Du tør Intet! men jeg tør, naar jeg vil!

— Ja, ja, Lise! saa taler vi ikke mer om det, mumlede han i Skjægget og gik hurtig ind i Stuen.

Den Aften sveiede Madam Andersen virkelig ind i Møllegaarden. Men hun kom for sent. Med Hareanes Kandidatur var det forbi.