Lykkens Blændværk/4
IV.
Da han med Blomsterne i Haanden traadte ind i Stuen, fandt han Husets Venner forsamlede.
De var tre i Tallet.
Nærmest ved Fru Kragh sad Thurø, der var juridisk Kandidat ligesom Kragh, men ernærede sig som Journalist. Han talte meget ivrigt og sprang fra den ene Ting til den anden. Men han interesserede sig ogsaa for al Ting, for Politik baade hjemme og ude, for alle Literaturens Afskygninger, for alle Kunstens Ytringsformer, for Teatre og Sport og for alle Mennesker, han kendte og ikke kendte. Og i alting tog han et Standpunkt, hvilket han forsvarede, som om det gjaldt hans Liv, men ogsaa temmelig hurtig glemte helt igen. Og som han rigtigt selv forstod og sagde: han interesserede sig for alting og drev det til ingenting. Han fik ligesom ikke Tid til støt Arbejde, skønt han ingenlunde var doven. Han manglede Originalitet, men skrev altid klart og hæderligt, undertiden pudsigt, om hvad der faldt for. Et var sikkert: han havde altid den gale Mening — den man ikke skulde have, den modsatte af Autoriteternes. Og det hjalp ham heller ikke frem.
Han var en lille grim Fyr, allerede halvgammel, skønt han kun var nogle og tredive Aar, paa Alder med de andre i Kresen.
Hans Forelskelser kom og svandt ligesaa hurtigt som hans Interesser. Han flammede den ene Dag og havde glemt Genstanden den næste. Maaske døde Kærligheden saa hurtigt, fordi den ikke blev gengældt. Men alt var Stemning hos ham, næsten intet Vilje eller fast Idé — undtagen hans Sandhedskærlighed.
Han var ogsaa altid forelsket i Fru Melitta, forsaavidt som hun syntes ham en tilbedelsesværdig Kvinde, men det vilde aldrig et Sekund være faldet ham ind at sige et Ord til hende derom. Han maatte være forelsket i en saa smuk Dame, naar han kom hyppigt sammen med hende, og han var som hjemme hos Kraghs og optraadte som en Art Onkel til den lille Dorothea.
Tæt ved hende sad for sig selv Baltzer og betragtede med urokkelig Alvor og Interesse Barnets Leg med sine Dukker. Det var det yndigste Barn man kunde se: fuldkommen smuk af Ansigt og Skabning og med et henrivende Udtryk af barnlig Munterhed. Hun smilte og lo altid — men blev der sagt hende et strængt Ord, ja var der kun hos hendes Forældre en lidt haardere Betoning end ellers, saa styrtede hendes Taarer frem og hun græd som et fortvivlet lille Menneske. Og aldrig kunde hun blive uartig eller plagende, fordi hun altid helt kunde sysselsætte sig selv. Hun var ikke afhængig af noget Ydre, af nogen Voksen — hun levede sit eget Liv i en Verden, som hun skabte ny for sig selv, Time efter Time. Hun forstod straks alle Eventyr og Historier paa sin egen Maade og indførte alle Personer, virkelige og fantastiske, i den store Komedie, som hun uafbrudt opførte for sig selv. Og bestandigt agerede hun med den yderligste Alvor Fader og Moder, Prinsesse og Kusk, Tommeliden og Menneskeæderen — eller som hun udtrykte det: Enneskemæderen. Thi hun sagde endnu en Mængde Ord galt og ingen rettede hende: alle fulgte hende støt i det af hende sammen med Moderen dannede Sprog, der klædte hende fortryllende.
Hun var just ifærd med Enneskemæderen, hvis Rolle hun engang imellem tildelte Baltzer uden dog at forlange nogen Virksomhed af ham. Alligevel forstod han det nok og gik ind i Rollen — deltog i Barnets Leg og glemte undertiden ligesom hun de andre og deres Samtale for hendes Fantasispil. Han saa’ Skikkelser for sig — han efterfølte deres Stemninger — han spillede dem — ligesom Dorothea gjorde. En enkelt Gang gav han hende med sagte Stemme et Raad, som hun uden at spørge fulgte, medens hendes bevægelige Ansigtstræk udtrykte de Følelser, som hun tillagde sine Personer og som atter afspejlede sig i hans Mimik. Det var en hel Undervisning i Skuespilkunst, som han, det ganske nedbrudte Geni, gav hende, der muligvis var et Talent i den allerførste Spiren.
Dog samtidigt lyttede han ogsaa efter Samtalen. Han deltog aldrig i den undtagen med et enkelt Udbrud af Beundring eller Harme, men han fulgte udmærket med — til Trods for at han ustandseligt drak. Foran ham stilledes straks en Flaske Whisky og en Sifon, hvilken sidste ombyttedes af Tjenestepigen, naar den var tømt. Det gik sjældent paa, thi hans Grog var stærk. Han blev dog ikke fuld paa nogen uhøvisk eller for andre ubehagelig Maade; han holdt sig rolig og stiv, indtil han pludselig blev saa døddrukken, at han ikke kunde sige et Ord og næsten heller ikke gaa.
Som han sad der og vendte sit sorgfulde Ansigt mod Barnet, var han et Billede paa menneskelig Elendighed — ikke uden en vis Storhed. Han var høj, havde været overordentlig smuk, og i det røde Ansigt, ned over hvilket der faldt rige Lokker af sort Haar, glimtede der baade Lune og Forstand.
Men naar han optraadte, viste han ikke sit Talent. I Almindelighed var Rollerne ogsaa i saa usle Stykker, at hans gode Smag væmmedes ved dem. Derimod kunde han undertiden for Vennerne fremsige Brudstykker af Roller eller af Digte, som han i fordums Dage havde lært, med den sjælfuldeste Naturlighed og med den fineste Beregning af kunstneriske Virkemidler. Altid tragiske Ting. Løjerligt var det, at hvad han fremsagde eller spillede allerbedst var Ingeborgs Afsked i Dronning Margareta efter Olafs Død — han lagde Surdin paa sin smukke og store Stemme og blev til den unge norske Pige, hvis Vers han endog deklamerede med en ganske let norsk Akcent, der klædte dem nydeligt. Han fremsagde, selv naar han var fuld, Ingeborgs Afsked med samme Følelse. Overhovedet var det jo vanskeligt at træffe ham ædru.
Endelig den tredje af Husets Venner, Andreas Frahm, var Kunsthistoriker. Han var egentlig altid paa Rejse, men blev altid ganske kort borte. Han havde næsten intet offentliggjort, men besad store Samlinger af Fotografier, Kobberstik, Optegnelser og Dagbøger. Han fik ofte saa brændende Lyst til at se et Maleri eller en Statue, at han øjeblikkeligt pakkede Kufferten og tog afsted. Han hadede Kjøbenhavn, hvor ingen god Kunst var at se — og elskede samtidigt Byen for den Ro, som han fandt i en lille Villa, som han ejede ude i Valby. Der levede han for sig selv med sine Samlinger og sin gamle Tjenestepige og paastod, at man kun i sit Fædreland kunde leve mageligt og behageligt — ellers havde han forlængst bosat sig i Firenze eller Paris. Men hvad skulde man gøre med det forbandede fremmede Sprog, som man aldrig kunde lære at tale? Hvis man endda havde én at rejse med! Og denne ene maatte være en Kvinde, thi han var fuldkommen upraktisk og kunde ikke undvære, at alt husligt indrettedes for ham.
Trods alt kunde han ført en meget fredelig Tilværelse, hvis ikke én Ting var kommet til. Han var nemlig en lidenskabelig Fritænker. Han sysselsatte sig ellers ikke med Politik og Samfundsspørgsmaal, men han blev næsten Politiker af fritænkersk Overbevisning. Han var ikke blot selv uden Religion, men han hadede al Religion, af sin inderste Sjæl. Saa fanatisk, at han endog hadede den, som den fremtraadte i de store Kunstneres Værker. Hans Teori var den, at Religion var Aandens ubetingede Ødelæggelse, al Lykkes og Friheds Fordærv; udryddede man blot den, svandt alle Onder med det Samme. Men nu var jo Ulykken, at han i sin egen, højt elskede Kunst paa alle Punkter mødte den forhadte Religion. Han bortforklarede den, saa godt han kunde, idet han paastod, at de Mesterværker, der fremstillede religiøse Emner, aldeles ikke skyldtes nogensomhelst religiøs Følelse hos Kunstneren. Men Beviset var ikke altid let. Og han irriteredes uafladeligt ved denne evigt fremrykkende Armé af Madonnaer og Jesusbørn og Engle og hellige Mænd, der truede ham paa alle Kanter og oversvømmede Reolerne i hans Bibliotek.
Han fablede bestandigt om, at han vilde skrive et Værk imod Religionen i Kunsten, men han kunde ikke faa en ordentlig Plan lagt. Han vilde prædike et nyt Korstog — det vil sige et Tog imod Korset. Men overalt, hvor Interesser og Studier førte ham hen, rejste Korset sig sejrrigt overfor ham — i Kirkerne, i Museerne, paa Udstillingerne.
Han fandt i sit Had en trofast Forbundsfælle i Fru Melitta. Hun havde selv løsrevet sig fra Barnetro og Kirkelighed, havde alene gennem Læsning udviklet sig, skønt hun var begyndt som grundtvigiansk farvet Troende. Paa Egnen, hvor Faderens Gaard laa, var Alle Grundtvigianere. Frahm havde faaet sin Opdragelse af sin Fader, en gammel Romafarer af en Maler, en arg Kætter, der næsten spyttede, naar han saa’ en Præst. Men Fru Melitta var selvopdragen, kun styrket ved Samlivet med sin Mand. Og nu, da al stolt Politik var strandet i Danmark, da alt var rodet ud i Ævl, forenedes Vennerne i et lille Haab om, at Fritænkeriet, befriet for politiske Hensyn og Forbindelser, kunde begynde en ny Kamp. Men Haabet var ikke stort, og de var næsten ligesaa mistrøstige som forbitrede.
Fru Melitta holdt Modet bedst oppe, fordi hun overhovedet altid var modig. Hendes Natur var at tage fat, holde fast, styrte sig frem, gaa i Brechen, slide sig op. Hun besørgede Hus og Barn og Syning og endda nogle Romanoversættelser, der betaltes daarligt — heldigvis havde hun nemt til Sprog — alt med samme uopslidelige Kræfter. Hun var aldrig i helt daarlig Humør og kunde altid med et Ryk bringe sig i en livlig Stemning, men der var dog med Aarene kommet noget tungt over hendes Sind. Al Livets Glæde skulde for hende udgaa fra Barnet, thi imellem hende og Kragh var alt godt, men intet fuldt af Lykke. Og ganske sikkert elskede hun Barnet, saa hun ligesom følte denne Kærlighed udvide sit Hjærte — men hun kunde ikke leve paa denne Følelse alene. Med et Suk, der undertiden blev til Rynker i hendes smukke lave Pande, sagde hun sig selv, at hun dog var for ung til blot at være Moder. Og hun blev mere og mere Moder for alle sine Omgivelser. Hun var Moder for sin Mand, ikke Hustru — hun var Moder for det store Barn Baltzer — hun var Husmoder for Thurø, der intet andet Hjem kendte end hendes — og mest af alt var hun moderlig Veninde for Frahm, der egentlig aldrig gjorde andet end rejse fra og til hende. Han spurgte hende til Raads om alle sine Anliggender og det var hende, der havde indrettet den hele Villa for ham. Selv den gamle Tjenestepige, der var saa bidsk som en Lænkehund, rettede sig ærbødigt efter Fru Kragh, der var flink og praktisk og økonomisk i enhver huslig Sag.
»Sikken et Par Hænder, der sidder hinner paa Skafterne,« mumlede den gamle beundrende hen for sig.
Og det var et Par dejlige Hænder. Frahm blev aldrig træt af at beundre dem. Store skøntformede Hænder, der altid levede, altid tog varmt og fast. Hænder, saadanne som norditalienske Malere havde tegnet paa deres skønneste Madonnaer, naar disse holdt om Jesusbarnet. Og Frahm fortvivlede med en komisk Sorg. Thi selv Fru Kragh lignede mest af alt en norditaliensk Madonna med den lave Pande under det sorte Haar, der laa glat trykket mod Tindingerne, og med det blege, lidt haarde Ansigt. Hovedet var ganske lille og Skuldrene brede. Der var dem, der fandt noget mandhaftigt hos Fru Kragh, hos hvem det kvindeligt Bløde unægteligt var traadt tilbage. Hun vilde heller intet gøre for at tage sig ud — hun pyntede sig aldrig — gik rank uden Spor af Koketteri — og saa’ ud for sig med alvorlige, næsten truende Øjne. Naar hun da ikke blev helt overgiven og tumlede sig med Barnet i de vildeste Løjer, som fik den Lille til at juble af Himmelfryd.
Nu sad hun og hørte paa Thurø, der raste over den indre Missions Udbredelse og svor paa, at saa slemt havde det aldrig været i Landet. Han var i Færd med at give talrige Eksempler herpaa, just da Kragh traadte ind, og fortsatte uden at lade sig forstyrre. Kragh gav sin Kone Blomsterne, for hvilke hun takkede med et venligt Smil fra sine helt klare Øjne, og rakte de andre Haanden, indtil han naaede Dorothea. Han løftede den Lille op til sig, og hun slog Hænderne om hans Hals og trykkede ham til sig og puttede sig helt ind til ham. De to elskede hinanden — ingen kunde tvivle derom, og han gav hende hviskende mange kærlige Navne, medens hun ogsaa hviskende fortalte ham om Enneskemæderen. Hun havde nu afgjort, at det var Baltzer, som indtog denne frygtede Stilling i Samfundet; og som han sad dér, rød og tragisk, kunde han nok se ud til det.
Thurø kunde længe vedblevet med sine Udviklinger, som de alle hørte paa med en betinget Interesse — fordi Missionens Magt var saa selvfølgelig og Modstanden saa haabløs — hvis ikke Frahm pludselig havde givet sig til at sige ham imod med den største Hidsighed. HHan paastod, at den indre Mission ikke var en Smule mere ødelæggende end alt det andet — tværtimod, almindelig Højkirkelighed og Grundtvigianisme var værre, fordi begge gav sig Udseende af at respektere Kultur. Skulde der være Religion, saa var dog den allerraaeste den forholdsvis bedste, fordi den tillod et Haab om, at fritænkerske Mennesker kunde opstaa og samle sig. Der gaves et enten—eller, og intet udenfor dette. Og jo sortere enten var, des mere Haab var der om et lyst eller. Og forresten var det Hele umuligt, saalænge der fandtes denne idiotiske Respekt for Præster og Kirker. Fritænkerne gjorde jo altid Undskyldning for deres Angreb paa Religionen og erklærede ydmygt, at man ikke burde spotte eller latterliggøre eller ødelægge andres Tro. Ja, hvorfor i Alverden skulde man ikke det? Netop det skulde man. Havde man nogensinde hørt, at en Præst gjorde Undskyldning, naar han angreb Fritænkerne? Og oven i Købet optraadte disse fede og dovne Præster altid, som om de forsvarede sig mod mægtige og lumske Fjender, der snart vilde ødelægge Religion og Moral og Sædelighed, hvis Præsterne ikke passede paa. De havde tolvhundrede Kirker og Hundredetusinder af Kroner til deres Raadighed og skreg op som Martyrer. Og alligevel holdt selv en fornuftig Fyr som Kragh paa Folkekirken og troede, at denne store kalkede Grav afværgede den værste Fanatisme. Fejlregnet! Nej, tage Pengene fra dem, det vilde hjælpe — herhjemme gav saamænd ingen synderlig Penge til en Privatreligion — og indrette Kirkerne til Teatre og Koncertsale — —
De andre hørte lidt trætte ogsaa paa denne Tale, der kom noget stakaandet og snublende — for ogsaa den kendte de. Og de følte, at de alle sad her saa magtesløse, som var de Fanger og ikke frie Mennesker. De kunde ikke slaas med Titusinder — og en og hver havde sin Pæl i Kødet. Baltzer var et ødelagt Menneske — Thurø forvirret og splittet — Frahm uproduktiv, trods sin Flid — Kragh en Mismodig, der éngang havde drømt stærke Drømme og nu lidet resigneret blot arbejdede for Dagen.
Samtalen var ved at dø hen, og Kragh spurgte da sin Kone, for at komme over det døde Punkt, om de ikke skulde spise til Aften — han var sulten.
»Aa! Undskyld,« svarede hun, »jeg har helt glemt at fortælle dig, at Onkel Buttenschøn kommer iaften.«
»Hvad for noget?«
Og alle saa’ lidt forfærdede ud.
»Sagen er,« forklarede Fru Melitta, »at Onkel Buttenschøn i Morges sendte mig en meget smuk Præsent, skønt det kun var Papir. Saa gik jeg op med Dorothea og takkede ham. Og da erklærede han, at han, trods al Svaghed, vilde komme til Aften — ikke spise men drikke et Glas Vin, hvis vi undte ham det — og se lidt paa de naragtige Idioter, der plejede at være her.«
Og næppe havde Fruen endt denne Forklaring, førend det ringede paa Døren. Hun gik hurtigt ud for at lukke op for Kaptejn Buttenschøn.