Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn) Kjøbenhavn


E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu E_Brandes_Lykkens_Blændværk 1898.djvu/11 31-38

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III.

Flemming tog Fejl: hans Fuldmægtig havde straks kendt Fru Baltzer, hvem han som alle Kjøbenhavnere havde set hundrede Gange paa Scenen og paa Gaden. Men han havde bare ikke gidet sige hendes Navn til Flemming. Han ærgrede sig over dette hendes Besøg hos den galante Advokat, der for Tiden var moderne og i Skuddet og havde Ry for baade at være en smart Forretningsmand og for at nyde alle Livets Behageligheder. Han ærgrede sig over at se den slanke Fru Baltzer indtage sin Plads i Triumftoget — i den sejrrige Alexanders Triumftog, hvor Fru Baltzer saa udmærket kunde figurere som en pragtfuld græsk Kurtisane.

Han ærgrede sig paa Vejen hjem — han boede ude i Valdemarsgade — fordi han kendte Baltzer særdeles godt. Den ulykkelige Skuespiller hørte til Kraghs lille Kres. Man tilgav ham hans Drukkenskab, fordi han var en saa inderlig god Fyr, der aldrig havde gjort noget Menneske Fortræd og som oven i Købet saa’ forstandigt baade paa sin og paa andres Kunst. Om Skæbnen havde været ham lidt gunstigere, vilde han staaet ved Siden af de Bedste. Nu drak han al Energi op og kunde blot tjene Brødet ved engang imellem at tordne løs med den prægtige Stemme, Naturen havde indsat i hans stærke Legem, som ikke mange Aars Drikfældighed havde faaet Bugt med. Han var fri for alt Skuespillerskaberi og foragtede Teatervæsenet grundigt, og han befandt sig rørende vel mellem de Par Venner, der kom hos Kraghs. De holdt af ham, fordi de forstod, at han var et fortvivlet Menneske og at hans Ulykke skrev sig fra den smukke Fru Leontine, skønt ingen af dem rigtigt begreb Forholdet. Thi Baltzer talte aldrig om sin Kone, sagde aldrig et bebrejdende Ord om hende — og alligevel kunde det ikke hænge saadan sammen, som den offentlige Mening, takket være Fru Baltzers elegante Martyrskab, éngang for alle havde afgjort: en fordrukken Mand, der ruinerede Familie og Hjem.

Kragh vidste, at han vilde finde Baltzer hjemme hos sig; thi det var hans Kones Fødselsdag, og Husets faa gode Venner mødte for at gratulere og spise til Aften. Og det generede ham at træffe Baltzer uden at turde sige ham, at han lige havde lukket hans Kone ind til Flemming. Ikke for det: Fru Baltzer kom aldrig til Kraghs, kendte dem overhovedet ikke. Men dog vilde det være det naturligste, om han uden videre kunde fortælle det til Baltzer. Skønt hvad betød dette Besøg? Maaske slet ingenting.

Hum, det kunde han nu ikke indbilde sig selv. Han kendte sin Principal og forstod, at saadant et Aftenbesøg af Fru Baltzer vilde sætte hans Blod i Bevægelse. Kontoret var ikke uvidende om Principalens Tilbøjeligheder, saa’ baade de Damebreve, der ankom, og de Damebesøg, der aflagdes, og var klar over Betydningen af de Spasereture, de Forretningsbesøg, de smaa Dagsrejser, der hyppigt lagde Beslag paa Flemmings Tid. Hele Kontoret morede sig med at se Flemming tage visse sirlige Breve ud af Bunken med en ligegyldig Mine — hele Kontoret saa’ ned i Papirerne, naar Damerne kom ud efter Besøgene og Flemming anstrengt stivt gelejdede dem til Døren — hele Kontoret smilte indvendigt, naar Fru Flemming vovede sig ind for at lade sin Mand minde om den længe ventende Middagsmad.

Dog Kragh smilede ikke. Naar Fru Bertha talte til ham med sit blide, lidt triste Udtryk, og hendes Hebeskikkelse viste sig for ham i dens rørende, næsten barnlige Ynde, saa bankede hans Hjærte uvilkaarligt hurtigere. Hun betog ham ved sin Ro og sin Blidhed — maaske ogsaa fordi han forbitredes paa hendes Vegne over Mandens Utroskab. Skønt han var den rette til at være moralsk indigneret overfor Flemming — han som selv netop ved disse Tanker forsyndede sig mod sin egen Kone.

Hans Ansigt formørkedes yderligere, mens han tænkte paa Forholdet til hende. Det var dog forfærdeligt med Ægteskab: han og Melitta var komne til hinanden med den største Forelskelse og den inderligste Samfølelse. Deres Forlovelsestid, deres første Ægteskabsaar havde været uden Skyer — og de havde da heller ikke senere vekslet et ondt Ord og endnu herskede den inderligste Fortrolighed imellem dem. De var Venner, saa gode Venner, at de næsten altid tænkte og følte ens — selv om hun saa’ mere lidenskabeligt og energisk, han mere træt og tvivlende paa mange Ting. Men Forelskelsen, den var borte — og det føltes saa rædselsfuldt. Af dem begge, skønt de undsaa’ sig ved at sige det til hinanden. De havde fælles Sovekammer som i Ægteskabets første Dage. Men da var hver Aften en Fest, og hver Nat, naar de var komne i Seng, var det Skik, at den unge Kone lagde sig tæt hen til sin Mand med Hovedet til hans Bryst — i sin egen Krog, som hun kaldte det, og der laa hun en Stund, mens de passiarede, indtil hendes Øjne faldt i. Det var deres bedste Time, og den unge Kone paastod, at hun hele Dagen glædede sig til »sin Krog«.

Hvor det var længe siden! Det havde varet til deres lille Pige, Dorothea, skulde fødes. Saa var det begyndt en kort Stund igen, indtil Melitta om Sommeren var rejst hjem til sin Fader, der ejede en lille Gaard i Jylland, og da hun kom tilbage og Barnet var inde hos dem og fordrede megen Pasning, var Krogen forsvunden for stedse. Og nu! Nu var de næsten forlegne ved det fælles Sovekammer, især efter at Barnet, som nu var fem Aar, var flyttet ud.

Hvorfor var han egentlig kommen til at tænke paa alt dette i Aften? Jo, fordi han tydeligt huskede sin Kones første Fødselsdag i Hjemmet. De havde villet være ganske alene — og det havde været én stor Lykke, fra Melitta slog Øjnene op om Morgenen, indtil hun lukkede dem i sin Krog om Aftenen. De havde været ellevilde den Dag begge, og til Middag havde han været i Kjole og hun i sin Brudedragt — aa, Himmel, hvilken Fryd!

Og nu var det forbi — uigenkaldeligt forbi. Nu kunde Melitta og han ikke mere bede hinanden til Middag, og nu fejrede hun en stille Fødselsdag mellem Husets Venner, der alle beundrede hende og som ikke var hverken ham eller hende utilpas, selv om de sad nok saa længe ud paa Natten.

Men det var den fælles Skæbne: Elskov og Ægteskab — Ild og Vand. Selv om man kæmpede som en druknende, det hjalp ikke — man kunde ikke holde Glæden vedlige under denne faste trygge Besiddelse.

Hvorfor han da skulde være saa arrig over Flemming? Flemming var jo egentlig en brav Fyr, pokkers flink og elskværdig, klog og hæderlig — blot om sig og en Smule snobbet. Naa, Herregud, hvordan skulde han blive anderledes? Men Fru Flemming — hun var som en Skovsø, stille, næsten slumrende, gemmende al Verdens Fred.

Og i den Indsø var Flemmings Glød slukket.

Han rystede Tankerne af sig, gik ind i en Butik og købte nogle Blomster til sin Kone, inden han drejede om ad Valdemarsgade. Da han næsten var hjemme, saa’ han Gadens store Politibetjent, der stod og talte med et opfikset Pigebarn. Synet af denne Betjent irriterede ham altid. Det var en høj Karl med et brøsigt Udtryk i det svære Tyreansigt. Alle Distriktets Handlende erlagde ham deres Tribut, alle Distriktets Piger skælvede for ham og var ham til Tjeneste. Han tog det alt som selvfølgeligt og betragtede de uafhængige Beboere med uforskammet Mistænksomhed. I hvert Fald indbildte Kragh sig det. Han havde fattet et fuldstændigt Had til denne Karl, der syntes ham at repræsentere de mest brutale og mest uindskrænkede Samfundsmagter — Betjenten var ham den væbnede Urets Symbol. Kragh passerede forbi ham og Pigebarnet og ærgrede sig over ikke at kunne gribe ham paa fersk Gerning. Han havde endog den Fornemmelse, at Betjenten saa’ uforskammet efter ham.

»Aa, jeg ærgrer mig ogsaa over alting i Aften,« sagde han til sig selv, da han gik ind ad Gadedøren.