Lykkens Blændværk/23
XXIII.
Fru Baltzer havde øjeblikkeligt i stærkt Raseri meddelt Flemming, at hun havde mødt Kragh i Gadedøren, og udbedt sig en Forklaring af, hvorfor denne Ridder af den bedrøvelige Skikkelse vandrede om der i Huset. Flemming forstod først ikke et Ord deraf, men langsomt fandt han den rette Forklaring i en Formodning om, at Kragh havde besørget den yngre Kontorists Ærinde. Det vilde han i hvert Fald faa at vide paa Mandag.
Men hvordan det nu end forholdt sig, saa var det sikkert, paastod Fru Baltzer, at Kragh nok begreb, hvem hendes Besøg gjaldt, og at altsaa hendes Hemmelighed var røbet, og hun selv kompromitteret. Hvad Flemming vilde foretage i den Anledning?
Flemming blev hende Svaret skyldig. Han maatte indrømme, Sandsynligheden talte for, at Kragh kunde sammenlægge Fru Baltzers tidligere Konsultation paa Kontoret og nuværende Besøg der i Huset til det rette Resultat. Men paa den anden Side, noget bestemt vidste Kragh ikke, og hvortil skulde han egentlig benytte sine Anelser? Desuden, Kragh var — det maatte man sige — en honnet Fyr, af hvem intet Ubehageligt kunde ventes.
Om det altsaa ikke generede Flemming, at Kragh vidste Besked?
Jo, nederdrægtigt. Men Kragh var dygtig, og hvad Fanden var der at gøre!
Ja, dette skulde hun naturligvis overlade til ham — men for sit Vedkommende vilde hun blot sige, at hun ansaa’ det for højst usandsynligt, at hun nogensinde oftere vilde sætte sine Ben herude, hvor hun kunde udsættes for sligt Spioneri.
Flemming faldt helt sammen af Forfærdelse. Han havde med Besvær indrettet sig et hyggeligt Tilflugtssted i denne Udørken af Kjøbenhavn. Her var baade Tæpper og gode Møbler og Lamper og alskens udsøgte Bekvemmeligheder. Skulde han nu flytte herfra og begive sig paa Vandring efter et nyt Hjem? Han gøs ved Tanken. Og hvorledes undvære selv for en Tid den smukke Dame, der sad ved Siden af ham og netop havde gjort sig det bekvemt? Umuligt.
Han forsøgte paa at stille den Skønne tilfreds med gyldne Ord og med Løfter om gyldne Ting. Men Fru Leontine forblev ubøjelig.
Sagen var den, at Fru Baltzer aldrig glemte noget Nag — hun afskyede fra gammel Tid Kragh, og siden hin Tur paa Dampfærgen bar hun et kraftigt Had til Melitta. Hun tænkte nu, at der gaves en Lejlighed, hvor hun kunde gøre begge Fortræd. Hun vidste, at Kragh tjente udmærket hos Flemming, og skønt han vel nok kunde finde andet Arbejde, ræsonnerede hun meget viseligt, at det pludselige Tab af hans Stilling altid maatte genere ham overordentligt. Hun havde længe luret efter en Lejlighed til at hævne sig — nu var den der.
Og derfor — idet hun snart paaberaabte sig sin Angst for Skandale, snart skræmmede Flemming med Følgerne af Kraghs Medviden — derfor endte det med et sikkert Løfte fra Flemming til hende. Hvor uundværlig Kragh end var, hans Dødsdom var fældet.
Derefter blev Fru Baltzer saare blid, silkeblid.
Kragh blev ogsaa om Søndagen sit Forsæt tro: han aflagde en Visit hos Flemmings. Han traf kun Fruen, og den halve Time, som Besøget varede, bar han sig meget kejtet ad. Han konverserede vel den elskværdige og venlige Fru Bertha med en vis Energi; men han kunde ikke bekvemme sig til nogensomhelst Gemytlighed overfor de to blege Drenge, der var ham hjærtens imod. Han forstod, hvorledes det vilde behage Fru Flemming, hvis han kunde synes indtaget i disse to hovne og dumme Fjæs, men han orkede det ikke.
Fru Bertha derimod fortryllede ham mere end nogensinde. Hun forekom ham stedse yndefuldere og finere. Han havde gærne dræbt mange Flemming’er, hvis et Drab kunde kastet hende i hans Arme.
Han betragtede hende med en saadan Ild i sine mørke Øjne, at Fru Bertha blev lidt angst og bestemte sig til aldrig mere at indbyde denne vel tavse, men altfor glødende Tilbeder.
Og da Flemming kom hjem, og hun fortalte ham om Besøget, mærkede hun, at hendes Mand blev ilde berørt derved. Hun forstod ikke Grunden, men i sin altid redebonne Iver for stille Fred skyndte hun sig med at udbrede sig over, hvor Kragh forekom hende sær og uhyggelig: hun vilde foreslaa, at de aldrig mere — hvis Flemming da ikke absolut forlangte det — havde ham til Gæst i deres Hus.
Flemming spekulerede endel over Kraghs Visit. Dels mindedes han nu pludseligt Middagen paa Landet og Fru Dunckers Drilleri, dels spurgte han sig, om der laa en Art Trudsel i Kraghs Besøg just Dagen efter hans Møde med Fru Baltzer. Var Kragh kommen som Situationens Herre, og vilde han benytte sit Kendskab til Huset paa Nørrebro som en Basis for Kurmageri til Bertha? Om Morgenen var Flemming vaagnet adskilligt mere nøgtern, end da han om Aftenen sad overfor Leontines Silkeblødhed, og vilde egentlig Pokkers nødigt af med sin bedste Mand — men nu svor han en dyr Ed, at han skulde blive færdig med Kragh inden mange Dage. Og for at styrke sit Forsæt meddelte han det straks til sin Kone. Hun spurgte ham om intet, vant til at være udenfor hans Forretninger, men nøjede sig med hans Bestemmelse og udtrykte kun sin Glæde over, at deres Opfattelse af Kragh faldt sammen. Begge var nemlig enige om, at der var noget uhyggeligt ved det Menneske.
Næste Lørdag, netop otte Dage efter, at Kragh havde mødt Fru Baltzer, kaldte Flemming, der iøvrigt straks havde erfaret Sammenhængen med hans Besøg paa Nørrebro, Kragh ind i sit Privatkontor, da han stod i Begreb med at gaa hjem.
Med den høfligste Kulde og med de velvalgteste Ord meddelte han Kragh, at han ønskede at foretage en Forandring i sin Kontorordning, og som Følge deraf maatte berøve sig Kraghs Hjælp. Han ønskede, at Forholdet mellem dem skulde ophøre den første Januar, men paa Grund af den fremskredne Tid — det var da den sidste Dag i November — var han selvfølgeligt villig til rent pekuniært at betragte Opsigelsen som først gældende til April. Han takkede Kragh meget for hans Arbejde i de forløbne Aar.
Kragh hørte paa ham i Tavshed. Han var inderst inde dødeligt ramt — men hans blege Ansigt var roligt. Han saa’ dybt ind i den Andens usle Sjæl og forstod udmærket de Grunde, der ikke blev nævnte. Han tænkte paa, hvilken Ære det var for ham, at Flemming ikke frygtede nogen Indiskretion fra hans Side, selv efter en Afskedigelse. Denne Lump stolede fuldkommen paa hans Hæderlighed.
Han svarede, at han kun vilde bemærke én Ting: fra første Januar ønskede han, at ethvert Forhold mellem dem var forbi. Han rejste med disse Ord sit Hoved meget stolt, og han hverken beklagede det Skete eller takkede for den svundne Tid.
For Flemming var dette saare ubehageligt. Han tabte sin Kontenance: pludselig blev han saa lille overfor den Anden, der kastede alle Høflighedsformler tilside, blot sagde Farvel og afslog hans Penge.
Og i sin Forlegenhed insisterede han paa, at Kragh blev uheldigt stillet ved denne Opsigelse, og at han derfor maatte —
Men den Anden afbrød ham kort og skærende:
»Jeg vil ikke modtage én Øre af Dem uden for leveret Arbejde.«
En saadan Foragt læste Flemming i Kraghs Blik, at en vild Vrede greb ham. Og han spurgte:
»Maaske ønsker De da, at Forholdet mellem os opløses straks?«
»Som De vil,« lød Svaret.
»Ja, saaledes, som De synes mig at tage Sagen, tror jeg, at Samarbejdet mellem os vanskeligt kan fortsættes under behagelige Former; maaske var det derfor bedst, om vi brød af med det Samme.«
Flemming vidste, at dette var ganske brutalt og urimeligt — at et saadant uforklaret Brud maatte skade Kragh overordentligt — men Vreden og Hadet var oppe i ham.
Og Hadet var ligesaa voldsomt hos Kragh, overvældende al Fornuft. Han begreb, at han stod paa Nippet til at begaa en uhyre Dumhed. Hvad maatte Folk tænke, naar han saadan uden blot Dags Varsel kastedes ud af sin Stilling! Man maatte formode, at han var greben i Kassesvig eller lignende Forbrydelser. Han spillede ganske idiotisk den Andens Spil — ja, Fru Baltzers Spil. Thi nu fattede han, i hvilken Grad dette var Fru Baltzers Hævn, og han saa’ hende le højt over, hvor udmærket hendes Plan var lykkedes, langt over al Forventning.
Men han kunde ikke bekvemme sig til en Indvending, der blev en Art Ydmygelse. Han saa’ atter Flemming lige ind i Ansigtet:
»Hvis De finder det rigtigt at opsige mig i Aften, saa gaar jeg gærne straks.«
»Jeg ser intet urigtigt deri, hvis en saadan Ordning tiltaler Dem.«
Dette Svar lagde Afgørelsen over paa Kragh. Denne forstod, hvorledes Flemming drejede det derhen, at han blot rettede sig efter Kraghs Ønske: hvilken Pjalt han dog var, at han ikke engang vovede at tage Ansvaret for sine Handlinger! Og bagefter vilde han naturligvis benytte denne pludselige Afskedigelse paa den lumpneste Maade!
Kragh mærkede Raseriet stige i sig. Men allermest følte han dog Foragt overfor dette fede Fjæs, der skulede mistænksomt og hadefuldt hen til ham.
Saa sagde han:
»Jeg ønsker at gaa nu med det Samme. Farvel!«
Dog da Flemming nu havde naaet sit Maal, blev han pludselig angst. Til hvad Nytte at skabe sig en saadan Dødsfjende i en Mand, der vidste saa meget! Hvad var det for en Galskab, der havde grebet ham! Han stammede:
»Jeg beder Dem, Kragh, vent dog et Øjeblik; her foreligger sikkert en Misforstaaelse, og jeg beklager —«
Da vendte Kragh sig om, saa’ smilende paa ham og sagde roligt:
»Hvad frygter De? De véd det jo saa udmærket: jeg er ingen Lump, og derfor kan De handle, som De gør.«
Flemming fandt intet Svar, blot stirrede rasende paa ham, og uden at hilse gik Kragh sin Vej.
Nede paa Gaden faldt hans Mod. Han havde mistet sin Plads paa den allerværste Maade, naar det gjaldt at faa en ny. Det pinte ham. Men han skammede sig over, at noget andet pinte ham endnu mere: nu var han for evigt ude af Fru Berthas Synskres, nu vilde han aldrig oftere aande samme Luft som hun.
Og aldrig havde han elsket hende saa højt som i det Øjeblik, da han havde tabt ethvert Haab om nogensinde at veksle selv det ligegyldigste Ord med hende.