Lykkens Blændværk/22
XXII.
En Lørdag kom en af de Yngre paa Kontoret hen til Kragh og bad ham om en Tjeneste. Højesteretssagføreren havde om Middagen modtaget et Brev fra en af Lejerne i Huset paa Nørrebrogade, fuldt af Klager over Lejlighedens Ulæmper, og Flemming havde paalagt Kontoristen at gaa derud Klokken fire, høre ordenlig Besked og give imødekommende Svar. Men nu skulde han netop den Dag i Middagsselskab, og derfor bad han Kragh gaa i sit Sted: han havde generet sig ved at undslaa sig overfor Flemming.
Kragh lovede det beredvilligt. Da han imidlertid fik mange Forretninger, udskød han Besøget til om Aftenen, da han forlod Kontoret.
Det var en mørk Novemberaften. Taagen laa over den bedrøveligste af Broerne. Kragh steg op paa en Sporvogn, der holdt, men da han kiggede ind i Vognen, gøs han tilbage. Derinde sad lutter triste og fattige Mennesker, skubbende sig opad hinanden, vaade og frysende, med bekymrede Ansigter, der tydede paa, at de vendte tilbage fra et haardt Arbejde til et Hjem, der ingen Hygge bød. Knap nok var der en Plads, og alle saa’ gnavne paa den, der vilde forlange, de skulde vige til Side. Der stod en forfærdelig Os af Petroleum, vaade Klæder og Fattigdom fra Vognen.
Kragh steg af igen ligesaa hurtigt. Men da han gik frem langs Vognen, saa’ han, at der foran hos Kusken stod en stor brydsk Politibetjent, som forekom ham at være hans egen Gadebetjent. Han lod til at befinde sig fortræffeligt, behandledes med Ærbødighed af Kusk og Konduktør, havde en god Plads for sig alene — og kørte oven i Købet gratis. Kragh lo ved sig selv, for Sporvognen syntes ham et Billede paa den hele By, der skumplede afsted paa de lagte Spor, trist og fattig, medens en brøsig Politibetjent stod foran hos Kusken og ledede det Hele. Og rimeligvis kørte Betjenten ud til sin Nørrebro-Kæreste paa denne sin Friaften. Han havde vel Bekendte allevegne.
Og medens Kragh travede afsted i Taagen, undrede han sig over, hvorfor Pokker Flemming havde købt sig et Hus saa langt ude paa Broen. Han fandt med Besvær ud af Husnumrene i det taagede Mørke, indtil han endelig standsede ved Nr. 210, en stor grim Kaserne med mange Lejligheder og en daarlig oplyst Trappe. Han vedblev at undre sig over, at Flemming gad stikke sine Penge i en saadan Fattiggaard, medens han opsøgte Lejeren — en arrig Arbejderformand — og fik gjort den fornødne Aftale. Da han meget gnaven havde famlet sig ned igen ad den lange Trappe, standsede han i Gadedøren for at tænde sin Cigar. I det Samme holdt en Droske udenfor Huset. Atter forbavsede Kragh sig. En Droske til dette Hus? Naa, det var vel en Læge. Dog i saa Fald maatte det være en kvindelig. Thi da Droskekusken havde aabnet Vogndøren og faaet en Besked, steg hastigt en sortklædt Dame ud. Hun og Kragh, som havde faaet sin Cigar tændt, mødtes i Gadedøren. Kragh kendte hende straks, skønt hun var tilsløret — hun var i den elegante Sørgedragt fra Begravelsen — og han havde den Fornemmelse, at hun ogsaa havde genkendt ham.
Nu stod alting klart for Kragh. Saa derfor havde Flemming købt Huset, og her holdt de deres Stævnemøder. Ja, Lykke til — naar det kunde more dem! Mon Baltzer havde vidst noget herom, og mon denne Viden havde bidraget til at føre ham ud i Charlottenlund Skov? Den Gaade kunde maaske Fru Baltzer løse.
Uvilkaarligt tænkte han paa den Situation, hvori nu efter al Rimelighed hun og Flemming befandt sig. Han misundte ikke Flemming.
Men — naar Flemming vendte hjem fra dette lille Forretningsbesøg, saa mødte der ham en smuk ung Hustru, der kærligt bød ham Velkommen. Maaske var hun alt gaaet til Sengs og laa vaagen, ventende taalmodigt paa sin Ægtefælle, som vilde bringe hende, hvad Fru Baltzer havde levnet.
Kragh knyttede i Forpinthed sine Hænder, og i det Øjeblik ønskede han, at han kunde dræbe Flemming og derved befri sig for de plagende Tanker. En lille Versestump faldt ham ind, og han gentog den mekanisk utallige Gange:
Til Lise for sin syge Sjæl.
slog Holger Munk Jep Muus ihjel.
Ja, hans Sjæl var syg, og hvilken Lise, om han kunde slaa Jep Muus ihjel!
Om han havde mødt Flemming der i Gadedøren istedetfor hans tilslørede Elskerinde, mødt ham kommende glad og fræk, lysten efter Stævnemødets Glæder, kunde han da ikke dræbt den overmodige Skørtejæger? Kragh tog sig uvilkaarligt til Inderlommen af sin Overfrakke — der laa den spidse Stilet, som havde været Onkel Buttenschøns aftvungne Gave. En italiensk Bravo kunde myrdet Flemming med et eneste velrettet Stød. Hvilken Skade, at middelalderlige Skikke rent var gaaede af Brug; vi besad endnu alle Middelalderens Rædsler — og ingen af dens Goder.
Kragh overvejede atter, om han var i Stand til at myrde Flemming med koldt Blod. Han troede det næsten. Men naar han forestillede sig, hvorledes han vilde blive greben, overbevist og straffet, forstod han, at alene for Melittas og Barnets Skyld var saadant umuligt.
Og forresten var det jo den bare Dumhed at tænke derpaa.
Men snurrigt nok havde det været, om han havde mødt Flemming — hvad vilde denne have sagt og gjort? Ja, hvad vilde Flemming gøre nu, hvis Fru Baltzer havde kendt Kragh og fortalte sin Elsker om Mødet. Flemming kunde jo end ikke vide, at hans Besøg i Huset var tilfældigt og ikke en beregnet Spioneren.
Imidlertid maatte han selvfølgeligt lade som intet. At Fru Baltzer steg ud af en Droske udenfor Stedet, behøvede jo endelig ikke at hænge sammen med, at det ejedes af Flemming. Desuden vilde Fru Baltzer maaske løbe an paa, at Kragh ikke havde genkendt hende.
Og pludselig besluttede Kragh, at han den næste Dag, der var Søndag, vilde aflægge en Visit hos Flemmings. Han havde aldrig bekvemmet sig til at takke for hin Sommerindbydelse ved en ceremoniel Visit. Dagen efter havde han takket Flemming paa Kontoret, og om Efteraaret havde han hilst paa Fru Flemming, da de mødtes paa Trappegangen, og undskyldt sin Uhøflighed. Men nu vilde han besøge hende. Og maaske han derved kunde indbilde Flemming, at han intet anede om Fru Baltzer — dette vilde dog være det bedste.
Kragh gik hjem over Dosseringen og mindedes, at han og Melitta i gamle Dage havde yndet at spasere sammen her, hvor der var stille og nogenledes god Luft. De havde gaaet tæt ind til hinanden og passiaret ustandseligt, og de havde fundet Kjøbenhavn nydelig her og havde glædet sig til at komme hjem sammen.
Og nu gik han alene — og han glædede sig ikke til Hjemkomsten. Melitta og han vilde sidde triste og tavse og se hen til hinanden med alvorlige Øjne, som de dog straks sænkede, naar deres Blik mødtes.
Da han træt kom hjem, fandt han en Billet fra Frahm, hvori denne meddelte, at han samme Aften var rejst til Italien. Han bad undskylde, at han ikke sagde ordentligt Farvel, men han havde egentlig tænkt at blive en Uge længer; saa netop denne Morgen havde han fundet, at han ikke kunde udholde en Dag mere i Kjøbenhavn, havde i en Fart gjort sig istand og vilde, naar Kragh modtog disse Linier, allerede sidde i Toget til Berlin.
Kragh læste Brevet, mørk i Hu, og skød det over til Melitta, som gennemløb det med et ligesaa mismodigt Udtryk som han.
»Vidste du, at han skulde rejse i Aften?« spurgte han.
Hun saa’ forbavset paa ham.
»Jeg! Hvorfra skulde jeg vide det?«
»Jeg troede —«
Hun blev lidt blegere af Vrede:
»Saa troede du fejl. Jeg fortalte dig jo, at Frahm kom op her fra Baltzers Begravelse —«
»Ja, han sagde intet til mig om, at han vilde gaa herop.«
»Erik!«
Melitta havde rejst sig og stirrede med vrede Øjne paa Kragh. Han rystede paa Hovedet, og med et halvt Smil vedblev han:
»Du misforstaar mig. Jeg siger ikke dette for at plage dig. Jeg konstaterer det blot som Vidnesbyrd om, hvor langt vi er. Frahm kan ikke komme ud af at sige mig, at han en halv Time efter vil besøge dig — og han kan heller ikke overvinde sig til at trykke min Haand til Farvel. Han rejser over alle Bjærge — Baltzer er død — og Thurø over Bord.«
Melitta satte sig igen. Kragh spurgte:
»Bliver han længe borte?«
»Jeg tror det.«
»Stakkels Fyr — og stakkels vi! Han, som saa nødigt vilde rejse — alene. Hvor skal han hen?«
»Til Florents«.
»Ja, naturligvis.«
Under dette var Dorothea kommen ind for at sige Godnat og var løbet hen til Faderen. Som altid forstod hun mere, end hun skulde, og spurgte hastigt:
»Er Frahm rejst?«
»Ja!« svarede Kragh.
»Er det til det hvide Hus?«
»Hvilket hvide Hus?«
»Det, han talte om, med den store Have — der laa saa langt borte — og hvortil han gærne vilde, at Moder og jeg skulde komme.«
»Just til det,« svarede Kragh roligt uden at se paa Melitta. »Vilde du rejse derhen?«
»Ja, hvis Moder vilde.«
»Naa, foreløbig skal du rejse i Seng.«
Og Kragh tog hende paa Armen og bar hende ud.
Da han kom ind igen til Melitta, løftede hun Hovedet og saa’ fast paa ham:
»Det gaar til Grunde med os to,« sagde hun endelig, og Taarerne stod hende i Øjnene.
»Det synes saa.«
Og dermed talte de ikke mere om Frahm hverken den Aften eller senere.