Lykke-Per/27

by Henrik Pontoppidan

SYVOGTYVENDE KAPITEL

Den følgende Dag rejste Per hjem. Overfor Inger nævnte han lige den ledige Vejassistentpost, for at hun kunde vide, at han havde søgt ogsaa udenfor København uden dog at finde noget, der kunde passe for dem — "for den Plads er jo da umulig".

Saa gik Dagene igen i den gamle, ensformige Skure, mens Efteraaret gled ind over Landet med al Slags skiftende Vejr. Per havde noget Opmaalingarbejde hist og her; af større Arbejder havde han derimod ingen for Tiden.

Inger mærkede, at der var sket en Forandring med ham. Han havde straks været rørende glad ved at være hjemme igen, havde den første Dag næsten ikke villet slippe Børnene afhænde og havde bragt Gaver med til dem allesammen. Men der var kommen noget stundesløst over ham og dertil — overfor hende — noget tilbageholdent, næsten sky, hvad der ikke lignede ham. Han, som ellers kunde sidde timevis ved sit Vindu med en Pibe eller en Cigar og følge Skyernes Gang over Himlen, kunde ikke falde til Hvile noget Sted. Hun kunde høre ham gaa frem og tilbage inde paa sit Værelse, som om Rejseuroen stadig sad ham i Kroppen. Saa klagede han ogsaa over Søvnløshed og lod hver Aften rede paa Sofaen inde hos sig selv, fordi han forstyrredes af lille Ingeborg, der havde forkølet sig og hostede en Del om Natten.

Hun gjorde sig i Stilhed sine Tanker derom. Overhovedet optoges hun paa forskellig Maade af hans Rejse og dens Resultater. En af Grundene til, at hun altid saa nødigt havde villet flytte til København, var den, at Pers forhenværende Kæreste boede der. Det vilde være hende ubehageligt at tænke paa, at de to tilfældig igen kunde mødes. Hun forestillede sig nu, at dette virkelig var sket, og at Per derved selv havde indset, hvor trykkende dette Forhold kunde blive. At han endnu ikke havde udtalt sig nærmere om Grunden til sin forandrede Bestemmelse, og at han i det hele følte sig lidt genert overfor hende, forstod hun i saa Fald godt.

Men en Udvej maatte der med alt dette findes. I Rimalt kunde de ikke blive boende uden Fare for at styrte sig i Gæld. Hun havde allerede nogle ubetalte Regninger, som pinte hende, men som hun foreløbig ikke havde villet omtale for Per, der for Tiden havde nok af Plager, Stakkel! En anden Grund til hans Uro saae hun netop i Bekymringerne for deres Fremtid; og det gjorde hende saa ondt, at hun ikke kunde hjælpe ham med et godt Raad.

En Eftermiddag holdt en Rytter udenfor Gaarden og bad om at faa Per i Tale. Inger, som var beskæftiget nede i Kælderen og herfra ikke kunde se den Fremmede, genkendte dog øjeblikkelig Stemmen. Det var den unge Proprietær Brück. Hvad vil han her? tænkte hun forbavset og lidt urolig.

Han paa sin Side var ikke mindre overrasket over ikke at træffe Per hjemme. Da Inger var kommen tilstede og havde budt ham indenfor, forklarede han, at hendes Mand havde sat ham Stævne her i Anledning af et Opmaalingsarbejde, han havde foretaget paa Budderuplund. Han havde ønsket at jævnføre sine Resultater med Gaardens gamle Jordskyldskort, hvilke Hr. Brück derfor medbragte. Inger gjorde mange Undskyldninger og maatte en Tid sidde og underholde ham inde i Dagligstuen, hvad hun var meget ilde ved, blandt andet fordi hun skulde stryge noget Barnetøj og netop havde en Bolt i Komfurilden.

Hun begreb ikke, hvor Per blev af. Han havde været hjemme ved Kaffetid, og Vognen stod i Porten, saa han kunde ikke være langt borte.

Hvad der trykkede hende i Omgangen med Hr. Brück, var først og fremmest hans Stammen, der gjorde al Samtale med ham besværlig, saa meget mere som han selv var ret ulykkelig over sin Legemsfejl. Paa en Maade havde hun af den Grund ondt af ham, ja hun troede endog, at hun helt vilde have kunnet overvinde sin Uvilje mod ham, dersom han ikke ogsaa havde haft de Øjne. De var smaa og staalgraa og havde allerede i hans Drengeaar haft et stærkt, ja voldsomt Blik, der havde gjort hende utryg overfor ham.

Der var gaaet over en halv Time, før Per kom. Han gjorde mange og — som det forekom Inger — underlig kejtede Undskyldninger; hvorpaa de to Herrer trak sig tilbage til hans Stue.

Undersøgelserne trak ud over flere Timer, og Per bad Hr. Brück blive der til Aften. Desuden blev det aftalt, at Per ved Lejlighed skulde tage til Budderuplund for paany at maale et Par omtvistede Linjer, og han bestemte sig til at gøre dette allerede den næste Dag efter Middag, ifald det blev sigtbart Vejr. Han vilde — som han sagde — gerne have Arbejdet hurtigt fra Haanden.

"Jeg maa saa huske med det samme at se paa Deres berømte Hønseracer. Min Kone har flere Gange bedt mig om det. Hun har nemlig ogsaa megen Interesse for den Slags Ting."

Det faldt herefter ganske af sig selv, at Hr. Brück ved Aftensbordet foreslog Inger at gøre sin Mand Følgeskab til Budderuplund.

"Jeg tror, jeg kan vise Dem et Kuld Kokinkinesere, som De vil misunde mig."

Inger sagde Tak, som man takker for en Indbydelse, man ikke tænker paa at gøre Brug af.

Men da hun Dagen efter inde bag Sovekammervinduet saae Vognen blive trukket frem, var hun nærved at fortryde sit Afslag. Det var det skønneste Septembersolskin, og hun vidste, at Vejen til Budderuplund gik gennem et Par af Egnens smukkeste Skove. Saa tænkte hun ogsaa paa, at det maaske vilde oplive Per, om hun gjorde ham Følgeskab; og endelig havde hun i Grunden nok Lyst til igen at se den gamle Herregaard, hvor hun som Barn havde været Gæst nogle Gange sammen med sine Forældre. Skulde hun tilmed kunne tiltuske sig et Par ægte Kokinkinesere for et Par af sine Plymouth-Rocks, vilde hun kalde det for et godt Kup.

Hun slog Vinduet op og raabte ud til Per, der var ved at stige tilvogns:

"Vil du have mig med?"

Hun havde Fornemmelsen af, at han ikke forstod hende rigtig. Han stirrede paa hende med et saa besynderligt Udtryk, at hun kom til at le.

"Forstaar du ikke, Menneske! — Jeg vil med!"

Saa nikkede han bare.

Blakken blev atter spændt fra og Giggen ombyttet med Ponyvognen med det røde Fløjlssæde. Ogsaa Stadsseletøjet kom frem, og en halv Time efter drog de af Gaarde.

Vejen førte over Skinnerne og steg derfra jævnt op over en Bakke med vid Udsigt over Aaen og Engene. Paa den anden Side af Bakkens Ryg sænkede Jordsmonnet sig stejlt ned mod en bred, skovfyldt Kløft, hvis hundredfarvede Bladehav flimrede i Solen. Snart lukkede Skoven sig om dem, Vejen blev blød og tung, og Per lod Blakken gaa i Skridtgang.

Han sad hele Tiden tavs. Inger derimod var livlig og udtrykte ved en Nynnen sin Glæde over at være kommen ud, — hun havde saa længe siddet hjemme og kukkeluret og været trist i Sindet. Herinde i Skoven blev hun nu helt overstrømmende i sin Henrykkelse. Hvor her var dejligt! Disse prægtige Træer! Denne Uendelighed af Farver! … Tæt ovenover dem kvidrede en enlig Fugl, der syntes at forfølge dem. Hun kunde ikke faa Øje paa den lille Skabning men hørte den bestandig, snart hist, snart her, mens den ligesom skælmsk blev ved at gentage sit "Se-hid! Se-hid!" Hun aandede dybt ud og følte sig saa befriet, som om paa engang alt, hvad der havde tynget og tvunget, var bleven løftet fra hendes Sind. Hun syntes tilsidst, hun maatte synge her, men saa kom hun til at huske paa, at Per saae saa nedtrykt ud, og nøjedes derfor med igen at nynne lidt.

Pludselig greb hun Per om Armen for at faa ham til at standse.

"Se!" hviskede hun.

Foran en Tykning noget borte havde hun faaet Øje paa en Raa. Med høje, spidsede Øren og store, vidtaabne Øjne stod den som paa Spring og stirrede hen paa dem. Per holdt stille. Heller ikke Dyret rørte sig af Pletten men blev staaende med oprejst Hoved og maalte dem ligesom trodsigt med Blikket. Et Par Gange bevægede den Ørene, og tilsidst strakte den ogsaa Halsen lidt frem. Men pludselig, som om den skræmtes af sin egen Bevægelse, vendte den omkring og satte i lange Hop ind gennem Tykningen.

Hallo! raabte Inger uvilkaarlig efter det, mens Lyden af raslende Blade og knækkende Kviste tabte sig i Skovens Dybder.

Ogsaa paa Per begyndte Naturindtrykkene at virke. Det lysnede igen lidt i hans Sjæl. Berøringen af Ingers Haand havde forplantet sig igennem ham som en Skælven. Livshaabet blussede atter op. Men det var en Straaild. En eneste Bemærkning af Inger slukkede den brat.

"Det er kedeligt, du ikke er Jæger. Det maa være et friskt og fornøjeligt Liv. Du skulde forsøge det engang. Saadan at flakke løs og ledig om i Skove og paa Marker maatte da ogsaa være godt for din Sundhed. Tror du ikke?"

"Det kan vist ikke nytte for mig; den Slags Ting skal man opdrages til. Og jeg er i Virkeligheden aldrig bleven rigtig præsenteret for Naturen. Det er vel derfor, jeg føler mig fremmed for den."

"Hvem tilhører egenlig den Skov her?"

"Den hører under Budderuplund."

"Tænk, strækker dens Jorder sig helt herned!"

"Ja, det er en stor Ejendom. Etatsraaden er en hovedrig Mand."

"Ja, det er han jo."

Kort efter var de ude af Skoven. En ny Udsigt aabnede sig for dem paa den milebrede Engflade til Landet paa den anden Side. Men atter kom der en Skov og bag denne en endnu højere Bakke med et endnu videre Udsyn over det frugtbare Landskab. Forude paa Bakkens Sydskraaning saaes en stor, hvid Bygning med to lave Taarne og en anselig Park. Det var Budderuplund.

Inger betragtede den en Tid i Tavshed.

"Tænk, at Haven er saa stor. Det kan jeg ikke huske."

"Ja, saadan en Have vilde være en rar Tumleplads for Hagbarth," sagde Per paa besynderlig Maade; det lød som en undertrykt Smaalatter. "Det begynder at knibe for ham med at faa Alburum derhjemme."

"Hvad er det for en stor Bygning, der ligger bagved … den med den høje Ryg?"

"Det er Laden og bagved den ligger Staldene og Mejeriet. Altsammen moderne indrettet og af første Slags. Det maa man lade de Tyskere, de har deres Ting i Orden."

"Tror du alligevel ikke, de vil finde det underligt, at jeg kommer med?"

Per holdt Hesten an. Han var øjeblikkelig villig til at standse.

"Vi kan godt vende om, dersom du synes det."

"Nej, jeg er bange for, at de maaske allerede har set os. Der gaar en Herre op igennem Alleen. Er det ikke Thorvald Brück?"

"Jo, det kan nok se ud til at være den unge Hr. Brück."

"Ja, saa gaar det ikke an. Og husk nu paa, Per, jeg vil forfærdelig gerne have de Kinesere, saa du maa love mig, at vi kommer ned i Hønseriet. Saa skal jeg nok selv klare Resten."

Det var ganske rigtig Thorvald Brück, der kom op gennem den gamle Lindealle, som fra Landevejen førte op til Gaarden. Han havde nu ogsaa faaet Øje paa det lille Ponykøretøj og genkendt Hesten. Da de kørte ind gennem Porten, stod han paa Stentrappen for at tage imod.

Mens en Tjener sprang til for at modtage Tømmen, hjalp han selv Inger af Vognen og takkede hende ærbødigt, fordi hun var kommen.

Etatsraaden bød dem velkommen inde i Havestuen. Han var en høj, statelig Herre med kortklippet, sølvhvidt Haar, en skægløs Hage, svære Bryn og Ørnenæse. Trods sine treoghalvfjerdsindstyve Aar holdt han sig lige saa kavalermæssig rank som Sønnen. Man saae, at der flød gammelt Krigerblod bag denne vejrbrunede Hud. I et Sprog med udpræget holstensk Betoning sagde han Inger nogle Artigheder om hendes friske Udseende og spurgte til hendes Forældre. Per derimod behandlede han en Smule overlegent.

Der blev bragt Vin og Frugt, og en almindelig Samtale kom igang.

Langt om længe rejste Per sig.

"Ja, De skal jo ud i Marken," sagde Etatsraaden. "Min Søn har talt derom. Vi skal nok passe godt paa Deres Frue saalænge."

"Fru Sidenius interesserer sig for Hønsene," indskød Thorvald Brück stærkt stammende. "Jeg haaber, jeg tør tilbyde min Ledsagelse. Maaske kan det more Dem med det samme at opfriske gamle Erindringer fra Budderuplund."

Per gik til Døren, og Inger følte sig pludselig lidt betuttet ved at skulle blive ene tilbage mellem de fremmede Herrer; hun havde en Indvending paa Læben, men Etatsraaden gav i det samme Tjeneren Ordre til at lade Fjerkræet purre ud.

En Timestid gik Per langs et Jorddige sammen med et Par Mænd, der bar hans Stokke og Maalekæde. Det var ham næsten ikke muligt at holde sine Tanker ved Arbejdet. Mændene saae da ogsaa flere Gange forbavset paa ham. Bitterlig angrede han nu, hvad han havde gjort. Han havde taget fejl af sig selv. Han havde troet sig mere færdig med Livet, end han virkelig var. Han kunde og vilde endnu ikke slippe det!

Imidlertid gik Inger sammen med Etatsraaden og hans Søn en Rundtur paa Gaarden; de besaae baade Staldene og Mælkeriet og Hønsegaarden, og Etatsraaden førte hende endog ind i Køkkenet og gennem Forraadskamrene, ja helt ned i Hovedbygningens historisk mærkværdige Kældere, der var Rester af en middelalderlig Borg, paa hvis Grund den nye Gaard var rejst.

Da Per kom tilbage, var de alle tre igen i Havestuen.

Etatsraaden, der syntes meget indtaget i Inger, vilde nu have dem til at blive der til Middag. Inger saae spørgende hen paa Per, der imidlertid afslog Indbydelsen. Paa en næsten stødende Maade — syntes Inger — bad han om at faa Vognen forspændt.

Thorvald Brück fulgte dem tilhest et Stykke paa Vej. Han red en høj, gul, langhalet Hoppe, som han — aabenbart til Ære for Inger — lod danse under venstre Schenkel, saa Skummet stod den om Mulen. Inger søgte at drage Per med ind i Samtalen, hvad dog ikke lykkedes hende. — "Heste- og Hundesnak interesserer mig ikke," forklarede han bagefter.

Et Stykke foran Skoven forlod Rytteren dem for at slaa ind paa en Sidevej, der i en Bue førte tilbage til Budderuplund. Han satte straks i kort Galop, og da han var vel borte, fulgte Inger ham et Stykke med Øjnene.

"Han ser forresten ganske godt ud tilhest," sagde hun.

"Han er jo ogsaa af gammel Soldaterslægt. Saa vidt jeg veed, vilde han selv have været Officer, dersom han ikke havde haft den kedelige Talefejl. Det er virkelig undertiden helt pinligt at høre ham."

Inger sad tavs et Øjeblik og saae hen for sig.

"Ja, Stakkel! Forresten syntes jeg ikke, det var saa slemt idag."

"Fik du saa de Kinesere?" spurgte Per.

Inger blev rød. Det havde hun glemt.

"Tænk, hvor ærgerligt! Jeg er sikker paa, jeg havde faaet baade et og to Par, bare jeg havde spurgt om det. Etatsraaden var saa overordentlig elskværdig."

"Ja, det var han jo," sagde Per mut.

Ved Mørkningstid var de atter hjemme. Per klagede over Hovedpine og gik ind til sig selv. Han tændte en Pibe, satte sig ved sit Vindu men rejste sig straks igen, hængte Piben op og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig. Han følte sig som det ubrugeligste Menneske paa Jorden, en ulykkelig Halvmand, der elskede Livet uden at turde hengive sig til det, og som foragtede det, uden at ville slippe det.

Da bankede det frygtsomt paa hans Dør. Det var Hagbarth, der var bleven sendt derind for at sige Godnat.

Ved Synet af Drengens Ufrimodighed sprang Taarerne ham i Øjnene. Med et Udbrud tog han Drengen op til sig. Og i nogen Tid stod han derpaa med ham i sine Arme omtrent i samme Stilling som hin spøgefulde Silen med Dionysosbarnet i Ørstedsparken.

"Du er jo da ikke bange for Far — vel lille Hagbarth?"

"Næ-ej," hikkede Drengen.

"Vi to skal nok komme godt ud af det med hinanden. Tror du ikke?"

"Jo," sagde han og gjorde sig tung for at slippe ned, — han følte sig undertiden endnu mindre vel tilmode ved Faderens Kærtegn end ved hans Mishagsytringer.

Saasnart han var kommen ned paa Gulvet, smuttede han ud af Døren. Per kastede sig fortvivlet i en Stol med Hænderne for sit Ansigt.

^* _* ^*

En Eftermiddag en Ugestid senere kørte Inger og Per til Bøstrup Præstegaard, hvor de endnu ikke havde været siden Pers Hjemkomst.

Forholdet mellem Per og hans Svigerforældre havde i Aarenes Løb udviklet sig til skjult Fjendskab, som paa begge Sider kun holdtes i Tømme af Hensynet til Inger. Ved denne Lejlighed gik det alligevel galt.

Hvad der især opirrede Pastor Blomberg, var den Mangel paa Opmærksomhed, Per i Almindelighed røbede for hans Tale. For Svigermoderens Vedkommende var det de mindre gode økonomiske Forhold, hvorunder hendes Datter i den sidste Tid havde maattet leve, som vedligeholdt Uviljen mod Per. At han nu var vendt hjem fra sin Københavnsrejse uden mindste Resultat, gjorde ikke Stemningen mod ham blidere.

Efter et Par smaa ildevarslende Sammenstød ved Aftensbordet kom det inde i Dagligstuen til et lidenskabeligt Optrin.

Den oprevne Sindstilstand, hvori Per den sidste Tid havde befundet sig, gjorde ham ømtaalig og mistænksom. Da nu Svigerfaderen ret hensynsløst forekastede ham hans Ligegyldighed for at skaffe sig og sin Familje en mere betryggende Tilværelse, blev han vred og sagde, at han i den Sag ikke ønskede fremmed Indblanding. Svigerfaderen irettesatte ham for denne Udtalelse og navnlig for hans Tone; men da foer han ganske ubehersket op, slog i Bordet for Svigerfaderen og sagde, at han ikke længer vilde finde sig i hans Formynderskab.

Saadanne Ord var aldrig før hørt i Bøstrup Præstegaard. I henved et Minut var der gravstille i Stuen. Saa rejste Præsten sig i hele sin stumpede Majestæt, skød sin Stol tilbage og sagde:

"Jeg skal alvorligt anmode dig om fremtidigt at forskaane os for den Slags Scener."

Hvorpaa han skred ud af Stuen og ind til sig selv sammen med sin Kone, der fulgte ham med forfærdet Mine.

Per fik sin Vogn forspændt, og kort efter kørte han og Inger ud af Gaarden uden at have taget Afsked. Som i en Taage havde han et kort Nu set Ingers dødblege Ansigt ovre paa den anden Side af Bordet derinde i Dagligstuen, og dette Syn havde faaet ham til at besinde sig. Siden havde han ikke turdet se paa hende, og der blev under hele Hjemkørselen heller ikke talt. Men han kunde mærke, hvordan hun trods sin svære Indpakning sad i Kuldegysninger, saa hele Vognsædet rystede derved.

Da de naaede hjem, blev hun roligere. Ikke alene tillod hun, at han hjalp hende af Kørekaaben, hun bad ham endog selv om at hænge den op paa Knagen for hende. Saa gik hun ind i Barnekammeret for at høre til Børnene og gjorde derpaa sin sædvanlige Aftenrunde i Huset.

Per søgte ind i sit eget Værelse og tændte Lampen. Da han skulde sætte Glasset paa, mærkede han, at ogsaa han rystede. Saa anbragte han sig i sin Skrivebordsstol med en Avis og ventede i angstfuld Spænding paa, hvad der vilde følge.

En halv Snes Minutter efter hørte han Inger gaa inde i Sovekammeret, og efter endnu en lille Tids Forløb kom hun ind — til hans Overraskelse halvt afklædt i Underskørt og Frisertrøje.

"Du ser, at der igen er bleven redt til dig herinde," sagde hun, idet hun rettede paa hans Hovedpude. "Det er vel efter dit Ønske?"

"Ja Tak — det er godt," sagde han bag sin Avis.

"Ingeborgs Hoste er forresten meget bedre."

Hertil svarede Per ikke noget.

Saa satte Inger sig i Gyngestolen henne i Krogen ved Kakkelovnen, og de var en Tid tavse begge to.

"Ja, Per — nu maa vi jo alligevel gøre Alvor af at komme herfra," begyndte hun saa.

"Hvorfor mener du?"

"Det veed du godt. For hvad der skete iaften var jo ingen Tilfældighed. Jeg forstaar nu bagefter, at det længe har trukket sammen til noget saadant."

"Jeg beklager, hvad der er sket, for din og Børnenes Skyld. Jeg burde af Hensyn til jer have behersket mig. Men at jeg for mit Vedkommende herefter ikke godt kan komme i Bøstrup Præstegaard og maaske ikke engang vilde blive modtaget der, vil forhaabenlig ikke have til Følge, at ogsaa I bliver lyst i Ban. Og det vilde dog være altfor unaturligt, om du selv af den Grund holdt dig borte fra dine Forældre."

Inger sad foroverbøjet med Hovedet tungt hvilende i den ene Haand og saae ud over Gulvet.

"Hvor du undertiden kan saare, uden at du vistnok selv veed af det. At du kan tænke dig, at jeg kan gaa ud og ind et Sted, hvor du var udelukket. Ovenikøbet med Børnene!"

"I dit eget Hjem, Inger."

"Allermindst der — naturligvis. Men under de Forhold synes jeg, at Opholdet her maa blive saa rent umuligt for os begge to. Det kunde jo være bleven vanskeligt nok endda."

"Hvor har du saa tænkt dig, vi skulde tage hen?"

"Du talte forleden om en Vejassistentpost et Sted ved Vestkysten. Den skulde du foreløbig søge, synes jeg. Og hellere idag end imorgen."

"Veed du nu ogsaa rigtig, hvad du opfordrer mig til? For det første er Lønnen — hvad jeg vist fortalte dig — ikke to Tusinde Kroner; og nogen stor Udsigt til Ekstrafortjeneste er der næppe paa de Kanter. Og saa er det, saa vidt jeg veed, en af Danmarks ødeste Egne, bare Klit og Hede, uden andre Mennesker i Miles Omkres end Smaabønder og Fiskere. "

"Men saa har vi jo da hinanden," svarede hun ivrig. "Og det maaske mere der end her."

"Kære Inger! Du som hænger saa meget ved dine Forældre og ved dit gamle Hjem og dine Ungdomsbekendte, og som holder af at have det lidt lunt og godt. — Nej, min Ven, det var for stort et Offer at kræve af dig. Du vilde saamænd — og det med god Grund — bebrejde mig det bagefter, dersom jeg tog imod det."

Hun havde lagt Ansigtet ned i sine Hænder og sad stille lidt.

"Gud give, jeg da vidste, hvad du egenlig vil," sagde hun saa og brast i Graad. Og med et pludselig ubehersket Udbrud rejste hun sig og sagde: "Du piner mig!"

Uden at sige Godnat gik hun ind til sig selv og trak heftig Døren til efter sig.

Per blev siddende og stirrede paa den lukkede Dør med et sygt Blik. Et Par Gange rykkede det i ham. Han vilde rejse sig og gaa derhen, — men Spøgelsehaanden holdt ham tilbage. Det maatte ikke ske! Afgørelsens store Time var kommen nu. Ulykken var over dem. Hendes Sjæl var ved at vaagne. Og hun var jo ingen Trold! Derfor maatte og skulde hun gives tilbage til Livet og Lyset. Hun og Børenene! — — Det fik saa gaa med ham, som det kunde!

^* _* ^*

Det var den følgende Aften; Børnene var kommen i Seng, og begge Pigerne var beskæftiget i Køkkenet. Inger havde netop tændt Lampen i Dagligstuen og sad i Sofaen og stoppede Børnestrømper, da Per kom derind fra sin egen Stue. Skønt han havde holdt sig hjemme hele Dagen, havde de kun vekslet et Par Ord med hinanden siden den foregaaende Aften. Inger havde lagt Mærke til, hvorledes han paa en underlig sky Maade havde kreset om hende og Børnene uden dog at ville indlade sig med dem; ja i Middagstiden, da Børnene hvilede, havde hun overrasket ham inde i Barnekammeret, hvor han havde staaet ved Hagbarths Seng og stirret ned paa den sovende Dreng med et sært forvildet Udtryk.

Per gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet og satte sig saa overfor hende ved Bordet. Ingen af dem havde endnu kunnet overvinde sig til at sige det første Ord.

"Har du saa tænkt over, hvad vi talte om iaftes?" spurgte endelig Inger.

"Ja, jeg har overhovedet ikke tænkt paa andet. Men forinden vi tager den Sag op igen, er der noget, jeg synes, vi maa have paa det rene. Jeg mener naturligvis det, som foregik igaar hjemme hos dine Forældre. Du sagde jo selv, at det ikke var noget rent tilfældigt, og deri har du ganske Ret. Selv om mine Ord maaske faldt anderledes, end de vilde have gjort det i et roligere Øjeblik, saa gav de dog Udtryk for noget, som er mere end en tilfældig Stemning hos mig."

"Det har jeg længe mærket, Per."

"Ja, det sagde du jo ogsaa igaar. Men naar du, kære Inger, altsaa ikke har været uvidende om den dybe Uoverensstemmelse i Livssyn, der skiller mig fra din Fader og hans Kres — og i en vis Forstand altsaa ogsaa fra dig — er det da ikke underligt, ja er det ikke ganske uforsvarligt, at vi to ikke har talt mere med hinanden derom, end vi har gjort? Fejlen er min — jeg veed det godt. Det er en Slags Fejghed, der har faaet mig til at skjule den fulde Sandhed for dig. Men forresten har jeg ikke selv kendt den helt før nu i den sidste Tid."

"Du tager fejl, Per. Jeg har godt kendt dit Standpunkt. Du har jo egenlig aldrig lagt Skjul paa det overfor mig. Jeg veed godt, at du ikke tror paa samme Maade som vi andre, og det har naturligvis ofte gjort mig bedrøvet. Men Far siger, at ogsaa den, som i Kristus kun vil se et ædelt og fuldkomment Menneske, har Lov til at kalde sig en Kristen og nære et Salighedshaab, naar han ellers er sand i sit Forhold til Gud og ærlig og gudfrygtig i sin hele Levevis."

"Men jeg tror heller ikke paa Gud, — Inger."

"Tror du ikke paa Gud!"

Hun sænkede sin Stoppestrømpe i Skødet og stirrede over paa ham med det samme blege, stivnede Ansigt som den foregaaende Aften i Præstegaarden.

"Nej. Det har jeg vist i Grunden ikke gjort længe. Overalt, hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv. Og for den, som er bleven sig sit eget Selv rigtig bevidst, er en Gud overflødig. Der er for ham hverken noget trøstende eller noget skræmmende ved Forestillingen om en saadan overnaturlig Personlighed, hvad enten man saa tænker sig ham som Fader eller som Dommer."

"Hvor du taler! Jeg tror, du engang vil blive et meget ulykkeligt Menneske, Per."

"Maaske. — Veed du forresten, at der er dem, over hvem Ulykken har en sær fristende og dragende Magt. Paa samme Maade som Mosehuller og mørke Skovsøer skal have det over enkelte Mennesker."

"Det maa være saadanne, som er forhærdede i Synd og kun finder Glæde ved at synde. Det staar der ogsaa om i Biblen."

"Gør der det? Det gælder dog i hvert Fald ikke alle. Der er dem, som drages mod Ulykken netop af deres religiøse Instinkt, der siger dem, at kun Sorgen og Savnet, ja maaske først Haabløsheden fuldt ud kan frigøre deres aandelige Menneske. Der er jo, som du veed, ogsaa Planter, som kun trives i Skyggen og Kulden, og som endda bærer Blomster."

"Den Slags Mennesker kender jeg ikke."

"Da er de ellers ikke sjældne netop hos os. Vor Historie viser det. I lyse Tider lider vi gerne Nød paa betydelige Personligheder; men vore Trængsler kan til Gengæld "ruge Ørne ud af Spurveæg" — som Pastor Fjaltring engang ytrede."

"Pastor Fjaltring? Er det ham, du tænker paa?"

"Ja — ogsaa paa ham."

"Ja, saa forstaar jeg dig slet ikke. Han hængte sig jo!"

"Ja, det gjorde han. Desværre. Jeg har ofte savnet ham i disse Aar. Og egenlig har jeg aldrig før nu rigtig kunnet forklare mig hans triste Endeligt. Men i den sidste Tid synes jeg, at jeg har forstaaet ham bedre ogsaa paa det Punkt. Jeg ser nemlig nu Grunden til hans fortvivlede Gerning i hans Forhold til sin Kone. Du husker maaske, jeg har fortalt dig om hans besynderlige Adfærd overfor dette uhyggelige, i Bund og Grund ødelagte Menneske. Jeg tænker mig nu, at hun oprindelig kan have været af en Karakter, ganske modsat hans, en rig, fuldblodig Natur skabt for Solskin og Glæde, og at han saa har haft Samvittighedsnag, fordi han har holdt hende tilbage i et Skyggeliv, som virkede modnende og frigørende paa ham, men hvori hun maatte gaa tilgrunde. Da hun saa døde, har Samvittighedsskruplerne taget Overhaand. Ansvaret for det Sjælemord, han havde begaaet, har han ikke kunnet bære. Det var jo kun kort Tid efter hendes Død, at han aflivede sig."

"Hvorfor fortæller du mig i Grunden alt det?" spurgte Inger og saae mistænksomt over paa ham. "Vi talte jo om noget ganske andet."

Per nølede med Svaret.

"Fordi jeg synes, Inger, at denne ægteskabelige Tragedie kan tjene til Belæring — og til Advarsel — ogsaa for os."

"For os!" — Stoppestrømpen sank igen ned i Skødet. "For os! — Hvad mener du?"

Per saae mod Gulvet og svarede ikke. Han var pludselig bleven saa hvid i sit Ansigt, at Inger uvilkaarlig brød ud i et lille Angstraab.

"Per! Hvad er det dog, du har for i disse Dage? Har jeg gjort dig noget imod? Eller Børnene? Saa sig dog, hvad der er i Vejen!"

Men Per kunde ikke faa Ordet sagt.

Inger strakte sin Haand frem imod ham over Bordet som til Kærtegn.

"Du er syg, min Ven! Og du veed ikke selv, hvad du siger. Du tager i den sidste Tid saa forfærdelig tungt paa alting. Og jeg, som netop har en saadan Trang til at være glad i disse Dage og glemme alle vore Bedrøveligheder! Hvad er det nu, du igen gaar og plager dig med? Er det vore Pengesager, min Ven?"

"Nej."

"Men hvad er det da?"

"Det er noget meget, meget værre, Inger."

"Men saa sig det dog!"

"Jeg kan ikke. Ikke paa den Maade."

"Føler du dig syg?"

"Nej."

Der foer med eet som Glimtet af et Lyn over Ingers Ansigt.

"Vil du svare mig oprigtig paa et Spørgsmaal, Per?"

"Ja."

"Da du forleden var i København, traf du da din forrige Forlovede — hende — Frøken Salomon?"

Han saae overrasket op.

"Nej."

Hun blev ved at stirre mistvivlende paa ham.

"Du lyver!" sagde hun pludselig og rejste sig — Stoppestrømpen fløj med det samme henad Bordet — "Nu forstaar jeg alting!" — Hun gik med heftige Skridt frem over Gulvet. — "Du har talt med din gamle Kæreste og er igen bleven indtaget i hende."

"Jeg siger dig, du tager fejl."

"Ja, saa er det en anden! For her stikker noget under! Nu ser jeg det altsammen klart! Det hele har været et modbydeligt Komediespil. Jeg har skullet forberedes. Du vil skilles fra mig for at gifte dig med en anden. Er det ikke det, der er Meningen? Sig det bare rent ud!"

Per betænkte sig et Øjeblik.

Det faldt ham ind, at han just vilde tjene hende allerbedst ved at gaa ind paa hendes Indbildning og erklære sig skyldig. Uden Tvangsgrund gav hun dog aldrig sit Minde til en lovformelig Skilsmisse, og det maatte jo netop være hans Formaal at bringe hende til at hade og foragte ham; desto hurtigere vilde hun glemme ham. Og hvor han gav Afkald paa saa meget, kunde han vel ofre Æren med.

"Jo," sagde han saa og bøjede Hovedet.

Inger var bleven staaende midt paa Gulvet. Hun stod der med falmet Ansigt og Armene korslagte under Brystet. Øjnene var lutter sort Pupil.

"Og det har du fejgt skjult for mig i næsten tre Uger! Far havde altsaa Ret alligevel. Og jeg, som altid tog dig i Forsvar! … Og din Søvnløshed! Og din Hovedpine! … Jeg maa le, naar jeg tænker paa, at jeg har gaaet og været bekymret for dig og har tænkt paa, hvordan jeg skulde glæde og opmuntre dig. Og saa har du gaaet her og længtes efter en anden og spekuleret paa, hvordan du lettest skulde blive os kvit. Et saa modbydeligt Komediespil! Saa lumpent! Saa fejgt!"

Inde i Barnekammeret, hvortil Døren stod aaben, begyndte "Stumpen" at klynke. Men hun hørte det ikke. Hun var igen begyndt at gaa op og ned ad Gulvet og talte efterhaanden mere til sig selv end til ham. Først da Barnet gav sig til at skrige, gik hun derind.

Per rettede sig i Vejret, greb sig med Hænderne om Hovedet og stønnede. Nu var det gjort! Ofret var bragt! Og han lovede sig selv at holde ud til det sidste.

Inger kom tilbage. Hun gik paany et Par Gange op og ned ad Gulvet og stillede sig tilsidst hen foran ham.

"Har du da slet ingenting at sige mig? Saa sig dog, at det ikke er sandt!"

Han rystede paa Hovedet.

"Nej, Inger — hvad hjælper det."

Hun blev dog endnu staaende lidt.

Saa vendte hun sig hulkende fra ham og gik tilbage til Soveværelset.

"Saa fejgt! Saa lumpent!" hørte han hende sige, idet hun slog Døren i efter sig.

Kort efter mærkede han Uro i Huset. Der blev gaaet med Dørene, og han hørte Inger højrøstet give Ordrer til Pigerne. Nede i Gaarden lød Karlens Træsko. Vognporten blev slaaet op, og Vognen blev trukket frem.

Hun vilde tage herfra allerede iaften! — tænkte han angst.

Nu blev Børnene vækket. Ingeborg græd, Hagbarth spurgte, om der var Ildebrand. Allevegne lød Ingers bydende Stemme. En af Pigerne kom forfjamsket løbende ind i Dagligstuen paa sine Strømpesokker for at hente noget; men da hun opdagede Per, vendte hun skrækslagen om. Ogsaa Inger kom engang derind — fuldt rejseklædt, i Hat og Kaabe.

"Naar det endelig skal være, Inger, saa maa da hellere jeg rejse bort. — Eller vent dog i det mindste til imorgen!"

Hun svarede ikke. Hun stod henne ved Sekretæren og tog sine Husholdningspenge og andre Smaating.

"Vil du give mig Lov til at se Børnene?"

"Ikke iaften. Hjemme hos Far og Mor kan du herefter træffe os."

En halv Time efter rullede Vognen ud af Gaarden. Per havde ikke rørt sig. Da den sidste Lyd af Hjulene tabte sig derude paa Vejen, løftede han det blege Ansigt op fra sine Hænder og vendte uvilkaarligt Blikket mod Himlen.

"Er det nu nok?"