Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg/De 95 Theses
1. De 95 Theses.
er var ikke mange Kirker i Kristenheden, der kunde rose sig af
en større Samling formentlige Helgenlevninger, end Slotskirken
i Wittenberg. Naar Allehelgensdag kom, bleve de 5000
Relikvier udstillede paa Slotskirkens nitten Altre, og fra nær og fjærn
strømmede man til Byen for at faa Del i den rigelige Aflad, der var
lovet de fromme Besøgere af disse Helgenlevninger. Højskolens Lærere
talte ved saadanne Lejligheder om "det udødelige Ry, som Helgenhæren
kastede over Byen", og lærde Digtere sang paa Latin om Slotskirkens
"Skytsguder".
Dagen for Allehelgensdag 1517, efter Sagnet ved Middagstid, da de fremmede begyndte at komme til Byen, gik en af Universitetets Lærere, Avgustinermunken Martin Luther, hen til Kirken og opslog paa dens Dør "95 Sætninger (Theses) til Oplysning om Afladens Kraft." Det var ingenlunde et usædvanligt Skridt. Mange theologiske Lurere ved Midalderens Højskoler havde paa Kirkedørene opslaaet Sætninger, som de saa siden havde drøftet i en Kreds af deres jævnlige; men ingen Theses have faaet en saadan Betydning, som disse 95. Den sædvanlige mundtlige Drøftelse i de lærdes Kreds, der var tilsigtet fra Luthers Side, fandt rigtignok ikke Sted. Mange af hans Embedsbrødre vare enige med ham uden dog at have Lyst til at komme frem med deres Meninger; og Modstanderne manglede vel Mod til at bryde en Lanse for en Sag, der den Gang var bragt i saa stort Vanry. Men de 95 Theses fik en Drøftelse langt ud over de lærdes Kreds. I fjorten Dage kom de rundt i hele Tyskland; i Løbet af fire Uger vare de blevne hele Kristenhedens Eje. "Det var, som om Englene havde baaret dem om," sagde en samtidig. Pave Leo X fandt at "Broder Martin var et smukt Talent;" men han havde ikke megen Sans for en saadan "Broderkrig" blandt Munke, og andet saa' han ikke i disse Theses. Den gamle Kejser Max læste dem med mere Interesse og større Forstaaelse. "Eders Munks Sætninger," sagde han til den sachsiske Afsending ved Rigsdagen i Augsburg, "ere ikke at foragte; han vil faa et artigt Spil med Præsterne;" og han sendte Kurfyrsten den hilsen, at han skulde passe godt paa Munken; det kunde nok være, man fik Brug for ham.
De 95 Sætninger drejede sig om Afladens Kraft. Ved Aflad forstod man den Gang en Eftergivelse af Kirkestraffe, meddelt af den romerske Biskop, der i sin Egenskab af Kristi Stedfortræder og Peters Efterfølger mentes at være Forvalter af Kirkens Rigdom paa overskydende gode Gjerninger. I den gamle Kirke var det Skik, at grove Syndere, der vare udstødte af Kirkesamfundet, før de kunde blive gjenoptagne, ved visse Gjerninger maatte bevise, at det var Alvor med deres Anger. Da Midalderens Kirke overtog sin opdragende Gjerning blandt de nye, tit saa ubændige, Folkeslag, der havde lejret sig paa Romerrigets Ruiner, begyndte man at forlange saadanne fyldestgørende Gjerninger ogsaa af de mindre Syndere, ja af alle. Enhver Kristen skulde mindst én Gang hvert Aar møde i Skriftestolen og bekjende sine Synder for præsten. Han fik saa strax Tilgivelse med Hensyn til de evige Straffe, som han ved sin Synd havde gjort sig skyldig til; men de timelige Straffe og Skærsildspinen, som han ogsaa var skyldig at lide, maatte han udsone ved Overtagelsen af visse "Fyldestgjørelser", navnlig Almisser, Bønner og Faste. Den Alvor, der kom frem ved at paalægge alle Syndere faadanne "Fyldestgjørelser", gik aldeles tabt, da man omtrent samtidig fandt paa forskjellige Lettelser, ved hvilke Synderen paa en nem og hurtig Maade kunde slippe fra den langvarige Bod og de besværlige fyldestgørende Gjerninger, penge og valfarter til hellige Steder og Helgenlevninger blev det vigtigste Middel, ved hvilket man opnaaede en saadan Eftergivelse eller Aflad. Man har fra Midalderen flere saakaldte Bodsbøger, i hvilke det hele er sat i System, en Slags priskurant, af hvilken Synderne kunde se, hvad Kirken krævede af dem for at skaffe dem Tilgivelse for de timelige Straffe. Kristi Fortjeneste og gode Gjerninger af hellige Mænd og Kvinder, som formentlig havde gjort mere, end de vare skyldige at gjøre, dannede efter de katholske Kirkelæreres Opfattelse en Skat, over hvilken Kirken kunde raade. Den kunde sælge Helgenernes overskydende Fortjeneste til trængende Syndere, og snart begyndte der en ligefrem Afladshandel. Afladskræmmere drog rundt og tilbæd deres varer for Penge. Vel stod der i Afladsbrevene, at Bedrøvelse over Synden og Anger vare Betingelser for Afladens virkning, men det glemte baade Kræmmerne og Folket. Det var forgjæves, at dybere Aander gjorde Indsigelser mod denne skammelige Handel; Fyrsterne og de høje Prælater bleve hildede i Afladskræmmernes Garn.
Ingensteds dreves denne Handel mere skamløst end i Tyskland. Pave Leo X, der trængte til Penge for at underholde sit kostbare Hof og for at kunne tilfredsstille sin Byggelyst, forpagtede Afladshandelen i Tyskland til Ærkebiskop Albrecht af Mainz; Paven og Ærkebispen skulde ligefrem dele det, der kom ind. Man bandt Munden paa Kejser Max ved at laane ham 3000 Gylden, og saa gjaldt det kun om at finde en dygtig Afladskræmmer. En saadan fandt man i Dominikaner-Munken Johan Tetzel fra Leipzig, der allerede havde gjort sig bemærket i Jubelaaret 1500. Naar han drog ind i en Stad med sine Afladsbreve, ringede Kirkeklokkerne, og Øvrigheden og Præsterne drog ham i Møde. Under Orgelklang drog han ind i Kirkerne og plantede sit røde Kors med det pavelige Vaaben foran Højaltret, og saa begyndte Handelen. Synderne skriftede først; saa betalte de, hvad Taxten krævede, og fik derpaa Afladsbrevet. Det kostede altid mest for rige Folk, og Tilgivelsen var ikke lige dyr for alle Slags Synder. Tetzel sammenlignede pavens røde Kors med Kristi Kors, og han raadede alle til at kjøbe Aflad, medens den var at faa; det var ikke sikkert, at Paven nogen Sinde senere vilde tilbyde saa god og billig Lejlighed til at faa den.
Luther havde allerede 1516 hørt om Tetzels Markskrigerier, og han fik Lyst til, med Guds Hjælp, at "slaa et Hul i Afladstrømmen." Han begyndte at prædike imod Afladskræmmerne og at vise, hvorledes Afladen stillede Kristi Kors i Skygge. Da Tetzel var i Wittenbergs Nærhed, kjøbte flere af Luthers Skriftebørn Afladsbreve og beraabte sig paa dem, naar de kom til ham i Skriftestolen. Luther skrev da først Breve til nogle af de høje Prælater og bad dem sætte en Stopper for dette Uvæsen. Tavshed og Afvisninger i en overlegen Tone vare de eneste Svar, han fik. Saa gik han den vej, der den Gang laa nær for en Doktor i Theologien. Ved sine 95 Sætninger indbød han den 31te Oktober 1517 den lærde theologiske verden til en Drøftelse af Afladens Kraft.
f oprigtig Kærlighed og Iver for at
bringe Sandheden for Lyset vil den
ærværdige Fader, Dr. Martin Luther,
Mester i de frie Kunster og den
hellige skrift, Læsemester ved Højskolen i
Wittenberg, sammesteds offentlig drøfte
nedenstaaende. Han beder dem, som
ikke nærværende kunne skifte Ord med
os herom, at de ville gjøre det
skriftlig paa Afstand. I vor herres Jesu
Kristi Navn. Amen.
1. Naar vor Herre og Mester Jesus Kristus siger: Gjører Bod o. s. v., har han villet, at de troendes hele Liv paa Jorden skal være en Bod.
2. Og Ordet Bod hverken kan eller skal forstaas om Bodens Sakrament eller Skriftemaal og Fyldestgørelse ved præsteembedet[1].
3. Dog vil han dermed ikke have forstaaet den indvortes Bod alene; den indvortes Bod er nemlig betydningsløs, naar den ikke udvortes virker forskjellige Dødelser af Kødet.
4. Derfor varer Pinen (Straffen) lige saa længe som (den angrende Synders) Had til sig selv eller den sande indre Bod varer, nemlig til Indgangen i Himmeriges Rige.
5. Paven hverken vil eller kan eftergive nogen anden pine end den, som han selv har paalagt efter eget Tykke eller i Kraft af Kirkelovene.
6. Paven kan ikke forlade nogen som helst Skyld uden for saa vidt, at han udsiger og stadfæster, at den er forladt af Gud; eller for saa vidt han giver Forladelse i de Tilfælde, som ere forbeholdte ham. Foragt for disse Tilfælde har til Følge, at Brøden bliver ved at tynge.
7. Gud forlader ingen hans Skyld, uden at han jo med det samme underkaster ham sin Stedfortræder, præsten, fuldkommen ydmyget.
8. De kirkelige bestemmelser om Boden gjælde alene de levende, og intet kan i Følge disse paalægges de døende.
9. Derfor er den Helligaand gjennem Paven lempelig imod os derved, at Paven overalt i sine Anordninger undtager Dødens Stund og den yderste Nød.
10. De præster handle uforstandig og ilde, som beholde døende Mennesker kirkelig Bod for Skærsilden.
11. Denne Klinte, at forvandle Kirkestraf til Skærsildsstraf, synes at være bleven saaet, medens Bisperne sov.
12. I gamle Dage bleve de kirkelige Straffe ikke paalagte efter, men før Afløsningen, for derved at prøve, om Angeren var oprigtig.
13. De døende gjøre ved deres Død Fyldest for alt og ere afdøde fra Kirkelovene, og de ere med rette løste fra dem.
14. Ufuldkommen (aandelig) Sundhed eller ufuldkommen Kjærlighed hos den døende medfører nødvendigvis stor Frygt, og det saa meget større, jo mindre Kjærligheden har været.
15. Denne Frygt og Rædsel er i og for sig alene (for ikke at tale om andet) nok til at danne Skærsildspinen, eftersom den grænser nær op til Fortvivlelsens Rædsel.
16. Mellem Helvede, Skærsild og Himmel er der i Grunden samme Forskjel som mellem hel Fortvivlelse, delvis Fortvivlelse og Sikkerhed.
17. Det synes ubetinget at maatte være saa med Sjælene i Skærsilden, at Kjærligheden maa tage til, eftersom Rædslen tager af.
18. Det synes ikke at være godtgjort hverken ved Fornuftgrunde eller af skriften, at (Sjælene i Skærsilden) ere uden al Fortjeneste, og at de ikke kunne tage til i Kjærlighed.
19. Det synes heller ikke godtgjort, at de, i det mindste ikke alle, ere sikre og visse paa deres Salighed, om vi end ere det i fuldeste Maal.
20. Derfor forstaar Paven ved fuldkommen Eftergivelse af alle Straffe ikke bogstavelig Eftergivelse af alle Straffe, men kun af dem, som han selv har paalagt.
21. Derfor fare de Aflads-Prædikanter vild, som sige, at et Menneske ved Pavens Aflad kan blive fri for al Straf og frelses.
22. Ja, paven eftergiver end ikke Sjælene i Skærsilden nogen Straf, som de i Følge Kirkelovene skulde have sonet i dette Liv.
23. Dersom en fuldstændig Eftergivelse af al Straf kan tildeles nogen, maa det staa fast, at den kun kan tildeles de allerfuldkomneste, det vil sige, de allerfærreste.
24. Derfor maa jo Størsteparten af Folk blive bedragne ved det glimrende Løfte til alle i Flæng om Eftergivelse af Straffen.
25. Den samme Magt og Myndighed, som Paven i Almindelighed har over Skærsilden, den samme har ogsaa enhver som helst Bisp eller Sjælesorger i sit Stift og i sit Sogn i Særdeleshed.
26. Paven gjør vel i ikke at give Sjælene Syndsforladelse i Kraft af Nøglemagten (som han ikke har), men i Følge sine Forbønner.
27. De prædike Tant og Menneskeværk, der foregive, at saa snart pengene klinge i Kisten, flyve Sjælene ud af Skærsilden.
28. Men vist er det, at saa saare pengene klinge i Kisten, kan Vinding og Havesyge øges; Kirkens Forbøn staar derimod alene i Guds Haand.
29. Hvem veed, om ogsaa alle Sjælene i Skærsilden ville forløses, efter hvad der fortælles om den hellige Severinus og Paschalis?[2]
30. Ingen kan være sikker paa, at hans Anger er sand; endnu mindre kan han være vis paa at have faaet fuld Forladelse for sine Synder.
31. Saa sjælden som en sand angrende er, lige saa sjælden er ogsaa en, der virkelig tildeler Aflad, det vil sige, han er uhyre sjælden.
32. De, som mene ved Afladsbrevene at være sikre paa deres Salighed, ville blive evig fordømte med deres Læremestre.
33. Man skal vogte sig højlig for dem, der sige, at Pavens Aflad er den dyrebareste Guds Gave, ved hvilken Mennesket forsones med Gud.
34. Thi Afladsnaaden strækker sig alene til Eftergivelse af den af et Menneske ved Bodssakramentet paalagte Straf.
35. De føre ikke kristelig Lære, som sige, at de, der ville løskjøbe Sjælene ud af Skærsilden eller løse Afladsbreve, ikke have nogen Anger nødig.
36. Enhver Kristen, der er oprigtig bedrøvet over sine Synder, han har fuld Forladelse for Straf og Skyld, som bliver ham til Del ogsaa uden Afladsbrev.
37. Enhver sand Kristen, han være levende eller død, har ved en Gave fra Gud Andel i alle Kristi og Kirkens Goder, ogsaa uden Afladsbrev.
38. Dog er Pavens Aflads-Uddeling ingenlunde at agte ringe; thi den er, som jeg ovenfor[3] har sagt, en Erklæring af den guddommelige Syndsforladelse.
39. Selv de allerskarpsindigste Theologer have svært ved paa én Gang for Folket at hævde den store Rigdom paa Aflad og den sande Anger.
40. Sand Anger søger og elsker straffen, men Rigdom paa Aflad løser fra Straffen og gjør denne forhadt, i det mindste af og til.
41. Pavelig Aflad maa prædikes med megen varsomhed, for at ikke Menigmand falskelig skal tro, at den maa foretrækkes for de andre Kjærlighedsgjerninger.
42. Man skal lære de Kristne, at det ikke er Pavens Mening, at Kjøb af Aflad paa nogen Maade kan sammenlignes med Barmhjærtighedsgjerninger.
43. Man skal lære de Kristne, at den, som giver til den fattige eller laaner den trængende, handler bedre end den, der køber Aflad.
44. Thi ved Kjærlighedsgjerninger voxer Kjærligheden, og derved bliver Mennesket bedre; men ved Aflad bliver han ikke bedre, kun mere fri for Straf.
45. Man skal lære de Kristne, at den, som ser sin Næste lide Mangel og kjøber Aflad uden at hjælpe ham, han skaffer sig ikke Pavens Aflad, men Guds vrede.
46. Man skal lære de Kristne, at de, naar de ikke ere overvættes rige, ere pligtige til at bevare for deres Hus og Hjem, hvad der hører til Livets Nødtørft, og ikke øde det paa Aflad.
47. Man skal lære de Kristne, at det er en frivillig Sag og ingen Tvang at kjøbe Aflad.
48. Man skal lære de Kristne, at naar Paven uddeler Aflad, baade trænger han mere til og vil hellere have en from Bøn end rede penge.
49. Man skal lære de Kristne, at pavens Aflad kan være nyttig, naar man kun ikke sætter sin Lid dertil; derimod er intet skadeligere end den, i Fald man sætter sin Gudsfrygt til ved den.
50. Man skal lære de Kristne, at saafremt Paven kjendte Afladskræmmernes Udsugelser, saa' han hellere, at St. Peters Kirke[4] blev brændt til Støv og Aske, end at den skulde opbygges ved hans Faars Hud og Kjød og Ben.
51. Man skal lære de kristne, at paven baade er pligtig og villig til, om han saa skulde blive nødt til at sælge St. Peters-Kirken, at give af sin egen Lomme til de Mennesker, som visse Afladsprædikanter nu i saa stort Tal skaffe af med deres Penge.
52. Afladsbrevene give kun en tom sikkerhed for Frelsen, om saa Kommissæren, ja paven selv, vilde sætte sin Sjæl i pant derpaa.
53. De Mennesker ere Kristi og Pavens Fjender, som for Afladsprædikenernes Skyld befale, at Guds Ord helt skal forstumme i Kirkerne.
54. Der sker Guds Ord Uret, naar man i prædiken anvender lige saa megen eller endog mere Tid paa at forkynde Afladen end paa Guds Ord.
55. Pavens Mening kan ikke være anden end den, at, naar man fejrer Aflad (som er det mindre) med én Klokke, ét Optog eller én Ceremoni, saa skal Evangeliet (som er det større) hyldes med hundrede Klokker, hundrede Optog og hundrede Ceremonier.
56. Kirkens Skat, hvoraf Paven uddeler Afladen, er hverken omtalt eller kjendt nok af Kristi Menighed.
57. Thi at den ikke bestaar i timelige Goder, ses klart deraf, at mange prædikanter slet ikke uddele, men alene indsamle timelige Skatte.
58. Den er heller ikke Kristi og de Helliges Fortjeneste; thi denne bringer altid uden pavens Hjælp Naade til det indvortes Menneske og Kors, Død og Helvede til det udvortes.
59. St. Laurentius[5] har kaldt Menighedens fattige for Kirkens Skat, men han har taget dette Ord i den Forstand, som det paa hans Tid var Skik og Brug.
60. Vi tør dristig sige, at denne Skat er Kirkens Nøgler, som ere skjænkede den ved Kristi Fortjeneste.
61. Thi det er klart, at til at eftergive Kirkestraffene og de forbeholdte Tilfælde er Pavens Magt alene tilstrækkelig.
62. Men Kirkens sande, ægte Skat er det allerhelligste Evangelium om Guds Herlighed og Naade.
63. Denne Skat er med rette lagt for Had; thi den gjør, at de første blive de sidste.
64. Men Afladsskatten er med rette saare vel set, thi den lader de sidste blive de første.
65. Derfor ere Evangeliets Skatte Net, hvormed man fra gamle Dage har fisket rige Folk.
66. Men Aflads-Skattene ere Net, hvormed man nu for Tiden fisker Folks Rigdom.
67. Afladen, som Prædikanterne nu udraabe som den største Naade, bør til visse holdes for en stor Naade, thi den medfører stor Vinding.
68. Og dog er slig Aflad i virkeligheden den allerringeste Naade, naar man sammenligner den med Guds Naade og Korsets Livsalighed.
69. Biskopper og Sjælesørgere ere skyldige at gjøre plads for de apostoliske Afladskommissærer med al Ærbødighed.
70. Men de ere langt mere pligtige at vogte med Øjne og Øren paa, at disse Kommissærer ikke i Steden for at gaa Pavens Ærende prædike deres egne Drømme.
71. Hvo der taler imod den pavelige Aflads Sandhed, han være Anathema[6] og forbandet.
72. Men hvo der er bekymret og ængstet i Sjælen over Afladskræmmerens ublu og skamløse Ord, han være velsignet.
73. Ligesom Paven med rette lader sit Lyn udgaa mod dem, som paa en eller anden Maade pønse paa ondt mod Afladshandelen,
74. saaledes tragter han end mere efter med sit Band at nedslaa dem, som under Aflads Skin pønse paa ondt imod den hellige Kjærlighed og Sandhed.
75. At agte Pavens Aflad saa højt, at den skulde kunne skaffe et Menneske Afløsning, hvis han (hvad der jo er en Umulighed) havde krænket Guds Moder[7], det er Galskab.
76. Derimod sige vi, at Pavens Aflad ikke kan borttage den allerringeste tilgivelige Synd, hvad Skylden angaar.
77. Naar det hedder, at St. Peter, hvis han nu var Pave, ikke skulde kunne give større Naadegaver, er det en Bespottelse baade imod St. Peter og Paven.
78. Derimod sige vi, at selv denne og enhver som helst Pave har større Gaver at bringe, nemlig Evangeliet, kraftige Gjerninger, Gaver til at helbrede o. s. v. 1 Kor. 12.
79. At sige, at det prægtige Aflads-Kors med Pavens vaaben formaar lige saa meget som Kristi Kors[8], er en Gudsbespottelse.
80. Biskopperne, Sjælesørgerne og Theologerne, som tilstede, at slig Tale udspredes blandt Folket, skulle staa til Regnskab derfor.
81. En saadan fræk Prædiken af Afladen gjør, at det ogsaa falder haardt for de lærde at hævde Pavens Ære og Værdighed imod Bagtalelse eller endog imod kildne Spørgsmaal fra Menigmand.
82. Som for Exempel: Hvorfor løslader Paven ikke strax alle Sjælene af Skærsilden for den allerhelligste Kjærligheds Skyld og for den svare Vaande, Sjælene ere i, hvad der jo var den allerskjelligste Grund til, eftersom han dog for de forkrænkelige penges Skyld, som han skal bruge til St. Peters-Kirkens Opførelse udløser utallig mange Sjæle, og det af den løseste Grund?
83. Ligesaa: Hvorfor vedblive Messerne paa Dødsdagene og paa de afdødes Aarsdage at bestaa, og hvorfor tilbagegiver Paven ikke eller tillader at tage tilbage de Legater, som ere indstiftede til Bedste for de døde, eftersom det jo er utilbørligt at bede for de forløste?
84. Ligesaa: Hvad er det for en ny Slags Hellighed hos Gud og Paven, at de for Penge tilstede den ugudelige og Kristi Fjende at udløse en gudfrygtig og Gud velbehagelig Sjæl, i Steden for hellere, paa Grund af den store Nød og Vaande, som en gudfrygtig og Gud velbehagelig Sjæl er i, at udløse denne af Kjærlighed for intet?
85. Ligesaa: Skjønt Bestemmelserne om Boden vel nok ere i Brug, men alligevel i virkeligheden for længe siden døde og magtesløse, hvorfor kjøber man sig dog stadig ved Aflad fri for disse Bestemmelser, som om de endnu vare i fuld Kraft?
86. Ligesaa: Hvorfor bygger Paven nu ikke langt hellere St. Peters-Kirken for sine egne penge end for de fattige Kristnes, eftersom han vist for Øjeblikket er rigere end den rigeste Crassus[9]?
87. Ligesaa: Hvad forlader eller meddeler Paven dem, der allerede ved fuldkommen Anger og Bod have Ret til fuld Syndstilgivelse og Aflad?
88. Ligesaa: Hvad bedre kunde der times Kirken, end dersom Paven, i Steden for, som nu, én Gang, hundrede Gange om Dagen skjænkede enhver troende denne Afløsning og Aflad?
89. Efterdi Paven dog søger at fremme Sjælenes Salighed mere ved Aflad end ved penge, hvorfor ophæver han da og tilintetgjør de Breve og den Aflad, som han tidligere har givet, skjønt de dog ere lige kraftige?
90. Med Magt alene at ville bringe disse Lægmænds spidsfindige paastande til Tavshed og ikke gjendrive dem ved klare og tydelige Modgrunde, er at gjøre Kirken og Paven til Haan og Latter for Fjenderne og at gjøre de Kristne urolige.
91. Dersom nu Afladen blev prædiket efter Pavens Aand og Mening, maatte alle hine Indvendinger lettelig kunne besvares, ja de burde end ikke kunne komme frem.
92. Gid derfor alle hine profeter maatte forsvinde, som sige til Kristenfolket: Fred, Fred, og der er ingen Fred.
93. Men gid det maa gaa alle de profeter vel, som sige til Kristenfolket: Kors, Kors, og der er intet Kors.
94. Man skal formane de Kristne til, at de beflitte sig paa at efterfølge deres Hoved Kristus gjennem Lidelse, Død og Helvede.
95. Og saaledes hellere indgaa i Guds Rige gjennem mange Trængsler end slaa sig til Ro i Fortrøstning til Freden.
- ↑ Boden er et af Romerkirkens syv Sakramenter, ved hvilket der meddeles Forladelse for de Synder, som ere begaaede efter Daaben. Dets "Materie" (synlige Element) bestaar af tre Stykker: Hjærtets Anger, Skriftemaalet for Præsten og Fyldestgjørelsen (Bodsgjerninger); dets "Form" (Ord) er Præstens Afløsningsord.
- ↑ Legenden fortæller, at disse to hellige Mænd paa Grund af deres Fortjenester strax kunde have naaet et mindre Trin af Herlighed; men de foretrak at vente noget i Skærsilden for senere at naa til den fuldkomne Herlighed.
- ↑ Se den 6te Thesis.
- ↑ Det hed sig jo, at Afladspengene skulde bruges til Opførelsen af Peterskirken.
- ↑ Legenden fortæller, at Diakonen Laurentius i Rom, under Kejser Valerians Forfølgelse, fik det Bud af Præfekten, at han skulde møde med Kirkens Skatte. Efter at han havde faaet Henstand for at kunne samle Skattene sammen, mødte han med Menighedens fattige; "thi de ere Kirkens sande Skatte", sagde han.
- ↑ Anathema = Forbandelse.
- ↑ Tetzel gjorde sig til af, at han havde Aflad til alle, ogsaa til dem, der havde skjændet den hellige Jomfru.
- ↑ Det havde Tetzel ogsaa sagt.
- ↑ Romeren Marcus Licinius Crassus var bekjendt for sin Rigdom.