Kongens Fald/8
HJEMKOMST
Det var i Høbjærgningstiden, da Mikkel Thøgersen kom hjem til den Dal oppe ved Limfjorden, hvor han var fra.
Nætterne blev ikke videre mørke, og Varmen aftog kun saa meget, at Engen og Aaen hylledes i Taage, naar det blide Tusmørke faldt paa. Høet blev sat i Stak inde i Engene, og de unge Folk fra tre omliggende Landsbyer blev der om Natten. Hver Aften sent lød et Raab fra de Kourum Ungfolk: Gaa til Senge! Raabet gik fra Stak til Stak. Noget efter svarede en fjærn varm Pigestemme langt borte fra Graabølle Høstakke: Gaa til Senge! Ekko efterlignede Lyden oppe i Bakkerne som Trolde, der stammede. Og saa lød det uendelig fjærnt og kun i traadfine Brudstykker: … til Senge! Det var fra Thorrildfolkenes Stakke dybest inde i Dalen.
Ga ga, sang det oppe i Brinkerne. Taagen tættedes over Aaen. Natten laa guddommelig rolig, Himlen slørede over den rene Stilhed.
Denne Dal strakte sig i Vest og Øst fra Fjorden en halv Mil ind i Landet. Ved den østre Ende laa Herregaarden Moholm, som Iver Ottesens Enke havde, hende tilhørte ogsaa baade Dalen og Landsbyerne.
Et lille Stykke fra Fjorden havde Thøger Smed sit Hus og sin Smule Vandmølle. Thøger havde boet der i over tredive Aar. Foruden Mikkel, der nu havde været otte Aar henne i den sorte Skole, havde han Sønnen Niels, der tog Haandværket op efter ham.
Thøger blev glad ved Sønnens Hjemkomst. Han satte sig op paa Kisten og faldt til at snakke. Mikkel saa, at Faderens Ben var bleven stærkt indadkroget af Gigten. Det brede, stærke Ansigt aabenbarede ubarmhjærtigt Alderdommen, netop fordi den gamle blev hemmelig bevæget ved Gensynet.
Du er endda galant i Tøjet, sagde Thøger oprømt og blinkede til Mikkels røde Læderbukser. Mikkel slog Øjnene ned og vilde ikke tage imod Beundring.
Jo, jo, enhver kan se, at du er vel holden, paastod Thøger. Noget Korn spids i Ansigtet er du jo bleven af Læsningen … ja Næsen har du ikke fra andre end mig, tilføjede han lunt smilende. Thøgers Næse var usædvanlig lang, to Gange bøjet som Trynen paa et Vildsvin og mangekantet i Tippen, den gav ham et overdreven kløgtigt Udtryk, som Mikkel ogsaa havde. Thøger var ellers en meget dygtig Mand, gennemklog paa mange Omraader og med naturlige Anlæg for al Ting i Verden. I sine yngre Dage havde han drevet en Kunst, han selv kaldte at koge. Mikkel havde undertiden som Barn set ham smelte besynderlige Ting sammen i en lille Potte, Uld, Bly, røde Smaasten, Muse- tænder. Men nu kogte Thøger aldrig mere. Hans Begærlighed efter de vises Sten var gaaet over med Alderen, ja den var.
Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thøger skemtende, og hans Fortrolighed skar Sønnen i Hjærtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt svundne Tider — men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang nu for, lad os se … ja det er længe siden, saa kom jeg paa det! Lige med ét, ha, ha … naarenstid jeg nu smeltede Opskriften med, som det hele stod i, saa maatte det komme! Opskriften havde jeg købt af en Vaabensmed i Stettin — det er ellers slemt længe siden — der er ingen, der nogentider har faaet den at se. Han lærte mig ogsaa at tyde den. Saa smeltede jeg da Opskriften i Panden tilligemed en Hoben andre kraftige Sager. Jeg fik ingen Guld. Nej, bitte Mikkel. Og saa siden lagde det sig jo af af sig selv.
Thøger Smed var bleven gammel. Den buklede Skaldepande begyndte at gro til med Haar for anden Gang, Rundtenomskægget groede langt ved Ørene som paa alle gamle Folk, og det var hvidt. Ansigtet var fuldt af blege Pletter, de mægtige Hænder var ogsaa falmet.
En Gang imellem gjorde Thøger et Stykke Arbejde i Smedien, ellers passede han Kværnen; Niels stillede sig da skummel og sodet ved Blæsebælgen. Thøger smeddede koldblodigt og med knusende Dygtighed, han knejsede stærkt over Ambolten, fordi han var langsynet nu. Men han kunde gøre Besked paa et varmt Jern. Dog højest en halv Times Tid, saa holdt han brat op, teede sig som kom han i Tanker om andre Ting og gik ind i Stuen. Der sad han saa og snappede efter Vejret og søgte at skjule sin forræderske Aandenød.
Her skal du se, hvad jeg har, udbrød den gamle en Dag og rodede ivrigt op i en lille Træbudike mellem gamle Knapskaller og Metalstumper — hvor er den nu henne? Det er en Galskilling, om jeg ellers kunde finde den. Jeg har gemt den i mange Aar, til du kom hjem. Jeg kan jo ikke læse, hvad der staar paa den, selv om mine Øjne var til det, det er nok latinsk. Her er den, jeg har fundet den i Jorden en Gang. Naa Mikkel, hvad staar der saa paa den?
Mikkel bøjede sig med vaade Øjne over den irrede Mønt og tydede Indskriften.
Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thøger yderst tilfreds med Sønnens Kunnen. Den er af godt Sølv.
Tak. Mikkel tog Mønten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den.
Thøger omfattede sin Søn med mangt et tankefuldt Blik de første Dage efter hans Hjemkomst.
Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne sidder gemt. Se til Skomagerens Søn i Brøndum! Hvor langt er han? Jeg har hørt sige, han er en høj Mand ved Kongen.
Han er saa, svarede Mikkel uroligt. Besøget hos Jens Andersen stod klart og pinligt for ham. Men han har jo ogsaa haft Mon til at studere i Rom og Paris.
Ja, det var'et, mumlede Thøger, og hans Oldingetræk slappedes ved Tanken om den vide Verden. Han havde selv været udenfor men ikke længere end til nord i Tyskland.
Ja, det var'et, gentog han og rullede Tommelfingrene om hinanden. Saa du noget til Junkeren dernede fra Gaarden, Hr Otte, de kalder ham?
Spørgsmaalet kom saa uventet, at Mikkel hoppede paa Bænken. Hvem, hvor?
Vor egen unge Herremand. Kanske du ikke har set ham, han tog til København nu i Foraaret. Ja det var jo ellers en noget u—sæd—vanlig Historie.
Mikkel rystede paa Hovedet, han saa bort, som om Historien ikke vilde more ham.
Ja, det var maaske heller ikke noget lig, at du skulde faa ham at se, mente Thøger videre, saadan unge Herrer og I andre lærde Folk har vel sin Omgængelse hver for sig. Jo, han tog til Kongens By i April Maaned — efter eget Hoved og i Unaade med sin Moder. Han behøvede det ikke, Krigsudbudet ramte ham jo ikke, over det Moderen sidder Enke. Men han vilde nu afsted. Og de siger, det var Ane Mettes Skyld — ja hende kan du vel huske?
Det kunde Mikkel.
Hun er mageløs køn bleven, er Ane Mette, sagde gamle Thøger i en ligefrem forundret Tone og med runde Øjne — saa gæv som jeg har vist aldrig set. Hun har det efter Moderen, du kan jo faa hende at se. Moderen var Datter til stærke Knud, der blev slaaet ihjel i Bondekrigen. Der blev mange slaaet ihjel den Gang. Men Jens Sivertsen havde den fejreste Kone paa hele Egnen. Ja vi var jo aldrende begge to, før vi tog Koner — din Moder og hende var ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa … men hvad, nu er de døde og henne begge to. Ja. Aa ja.
… Hvad han sagde til det, Jens — ja hvad skulde han sige? Han kunde jo ikke tage en Kæp og drive den bitte Herremand fra Døren. En mærkelig Ting var det nu, som han hængte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos Faderen og gør Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem med aldrig saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? — Fruen paa Gaarden er ikke tilsinds, sandelig om hun er.
— Skal vi gaa ned og snakke et Par Ord med Jens Sivertsen, han vil gærne se dig, foreslog Thøger næste Dag, jeg kan vel kratte hen til ham, naar vi sejler Aaen ud.
Thøger klædte sig til Turen med et uldent Klæde om Halsen. Mikkel roede Prammen, og efter at de havde fortøjet den i Aamundingen, gik de Resten af Vejen til Jens Sivertsens Hus.
Saa fik Mikkel da Ane Mette at se. Lige til det Øjeblik han stod foran hende, havde han ikke kunnet forestille sig hende som anden end den lille gulhaarede Pige med den skære Hudfarve, og nu saa han hende som ved et Under forvandlet til en høj fuldstændig Jomfru; hendes Haar lyste i den stille Stue, hun var hvid og skær som et Barn endnu med en rød Mund og rene lyseblaa Øjne. Saadan maatte Freja have set ud.
Ane Mette gav Mikkel Haanden, han saa paa hende, til hun slog Øjnene ned. Dejlig var hun. Mikkel følte sig som brændt indeni Haanden: Otte Iversen! tænkte han — nu skal du faa det betalt.
Thøger førte Ordet, mens de var der. Der blev talt om alt muligt, ogsaa nært personlige Ting, men Stillingen med Ane Mette og den unge Herremand blev ikke berørt med et Ord. Man kunde ikke se noget paa hende heller, hun var en tilbageholden og blid Pige som alle Piger. Men hun saa ud som et Menneske, der er bleven hævet over alle andre ved Lykke, hendes af Naturen fine Træk havde en attenaarigs Frihed og straalede tilmed som af en indre ung Ligevægt. Mikkel fattede, at Otte Iversen kunde sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa hende — des bedre Lejlighed var der til at gøre ham ulykkelig. Beslutningen spændte sig som en Gjord om Mikkels Hjærte.
Du skulde haft Ane Mette, sagde gamle Thøger halvt i Spøg
paa Hjemvejen, I to kunde passet sammen. Ja jeg maa vel ikke
sige det. Jens Sivertsen er for den Sag ikke pengesøde heller.
— Jeg har jo ikke kunnet give dig ret meget. Om du og Ane
Mette nu kunde rejse sammen til Rom — som du snakkede om.
Jens Sivertsen har sejlet nogle tusind røgede Aal til Byen i
sin Tid!
Da Mikkel lod til at tage Skemten ilde op, tav Thøger. Men lidt efter afrundede han alligevel sin Drøm med følgende Bemærkning: Hun er god nok endnu, Ane Mette. De siger jo, de elsker hverandre. Hvad det vil sige, er du kanske ikke gammel nok til at forstaa. Men enhver kan da se, at Kildet ikke er taget af hende den Dag i Dag … ja ja bitte Mikkel, skal vi saa stræbe at komme hjem.