Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Kongens Fald.djvu Kongens Fald.djvu/5 47-53

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

STENENE BÆRES AF BY

Næste Dag var Hæren borte, Kong Hans med sine Mænd, Landsknægte og Bønder, Faner og Sporer, Bøsser og Madposer, alt var fejet ud af Byen. Gaderne laa grelt folketomme fra den ene Ende til den anden, Luften, der før genlød af Jernlyd og Pral, tav angrende stille. Nu da Faren for tilfældige Spark var bleven mindre overhængende, tonede Hunde og Svin tappert frem allevegne og snusede i Affaldet, der var bleven tilbage efter Hæren. Byen kunde i Almindelighed vende sit Blik indad. Samme Dags Middag blev Galgen udenfor Vesterport pyntet med to forgemte Misdædere, en stor og en lille. Der blev sat Undersøgelse i Gang i Anledning af flere Forbrydelser, som var bleven begaaet om Natten; blandt andet havde man fundet Hamborg-Lotte død i sit Hus med overskaaren Hals. Der var gaaet adskilligt for sig den Nat, som tænkeligt kunde være. Mangt et Hjærte var vel bleven rørt paa forskellig Vis ved Tanken om den nære Afskedsstund. Den der er væk, bliver ikke hængt.

Hen paa Eftermiddagen havde der samlet sig et lille Opløb foran Raadhuset. Der sad to i Stokken, en Mand, som havde stjaalet, og en Kvinde, der var bleven grebet i Hor. Hun var meget ung og over al Maade køn, det var Mendel Speyers Datter Susanna. Vægteren havde fakket hende tidligt om Morgenen, ligesom hendes Kunde var løbet fra hende. Han havde længe haft Kig paa Susanna, over det Folk skrev saa umiskendeligt paa Hushjørnet om hende. Vægteren var enøjet; en Skælm havde stukket hans ene Øje ud under en natlig Hurlumhej en Gang … hvis Susanna Mendelsdatter nu havde været dansk, saa man kunde stole paa, hun drog Næring til sig, der blev i Byen, vilde Vægteren sagtens have vendt det blinde Øje til her; han havde Øvelse i at skifte Ret og Skel. Men Susanna var en udenlandsk sort Ting. Nu blev hun altsaa stillet til Skue, og naar Folk havde spyttet paa hende, skulde hun bære Sten af By.

Folk stod i rund Klynge om Stokken, og der kom stadig flere. Tyven sad aarvaagen og snar i Blikket, kom nogen ham for nær, kæftede og fraadede han med alle sine hvide Tænder snappende ud i Luften som en gal Hund. Selv begge hans Fødder, der stak ud af Hullerne i Blokken, dirrede af Raseri. Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trækkene, fik en forgræmmet Mine … og opdagede i det samme en halvgammel pæn Mand, der nærmede sig ham med en Spøg paa Læben — raj raj raj, der bed Fangen saa lynsnart og tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i Forskrækkelse. Folk tog sig et Grin. Og se, den pæne Mand forhærdedes i Ansigtet, blev hadsk om Munden, han saa efter, om den bevæbnede Vagt passede paa — og gav Fangen i Blokken et Spark i Næse og Mund, hvorpaa han med et ondt Blik drejede sig — se til Skidtet! — og gik. Tyven blinkede tre-fire Gange, saa staalblankt efter ham og knuste Tænder men gav ingen Brøl af sig. Der blev en lighvid Plet paa hver Side af hans Næse.

I passende Afstand, fire Huller, fra Tyveknægten sad Susanna. Fødderne, der var nøgne, stak i Blokken; mere end én følte sig fristet til at kilde hende under de smaa allerkæreste Fødder. Hun havde en grøn Kjole paa, over hendes Skuldre havde man lagt en grov Sæk, der skjulte Armene. Hun sad aldeles urørlig stille med Ansigtet bøjet ned mod Brystet, det svære sortebrune Haar var fuldt af Spytklatter.

Noget til Side stod den gamle Mendel Speyer. Han var i sort Jødekappe, Skægget hang ned fra de lange, bekymrede Træk, han stod duknakket og talte med en ung sortsmudset Mand, som ingen kendte noget til. Det var en med et stort purlet Haar og rødligt sorte Rotteøjne, han var mager som en Kniv. Han var Købmand i Helsingør; Mendel Speyer havde faaet Bud efter ham siden i Morges.

Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store Stene sammen. Der gjordes saa ikke flere Omstændigheder behov. Men førend de løste Susanna af Stokken, nærmede hendes Fader sig tøvende og tvivlraadig — han saa med sine døde Øjne op paa Vagten og derfra ned paa et Par smaa Sko, han havde i Haanden, og saa ned paa Datterens bare Fødder — og samme Tur om igen en Gang. Vagten støttede sig til Hellebarden og rørte ikke sit glubske Overskæg ud af Stedet, sagde ikke nej — men betød det ja? Mendel Speyer nølede og var hele Tiden fattet paa et Tilbagetog, mens han hastigt og ubehjælpsomt bandt Skoene paa Susannas arme Fødder. Han gav hende Haanden og hjalp hende op. Saa maatte han af Vejen.

Jerck rørte ikke en Muskel i sit gule Mandsansigt, idet han lagde Rebet over Nakken paa Susanna. Der var forresten dem, der mente, at Stenene var valgt lovlig smaa.

Toget satte sig i Bevægelse. Forrest gik Jerck og Susanna. Paa den anden Side af hende rokkede Mendel Speyer; noget bagved kom den unge Morian, han havde talt med. Derpaa hele den glade Sværm af ærlige og renlivede Folk fra Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter, Barselkoner og Møer. Ned ad Vimmelskaftet gik det langsomt, langsomt, thi Susanna ravede under Byrden. Hver Gang hun vaklede, for Mendel Speyer op med sin brune Knoglehaand for at faa Lov til at støtte, og Smærten trak over hans Ansigt som efter et Piskeslag.

Morskaben var rigtig gavmild idag — sese, "Storken" var nok ogsaa kommen paa Støvlerne. Det røde Skræmsel dukkede frem ved Hjørnet af Helliggejstes Kirke, Ungdommen hilsede ham straks velkommen. Men han slog fra sig den Gang og stak med Pigkæp, Drengene spredtes under forargede Skrig og lod ham gaa i Fred. "Storken" havde nok faaet Overskæg i Ansigtet, fastslog Folk smaaleende. Se kuns, hvor travlt han havde med at komme hen og se paa Pigen.

Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Døre og Vinduer. En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet. Men hvorvel Folk tog dette for vellykket Humor, maatte det ikke være, det var utilstedeligt, Jerck vinkede alvorligt med Øjenlaagene til den muntre Svend og gik nærmere Susanna for at værne hende mod Løjer. Idet Jerck saa sig om, bemærkede han Mikkel Thøgersen. Men Jerck gjorde ikke Mine til at kende ham.

Susanna kunde næppe bære Stenene længere, hun rystede af Træthed, hendes Kinder blussede som Purpur af Anstrængelse. Et Stykke inde paa Østergade slog hun for første Gang de store blanke Øjne op — og straks brast hun i Graad — og stod stille. Da lettede Jerck uden at mæle en Stavelse Byrden ned paa Jorden og støttede sig ventende til sin Kæp. Mendel Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd ikke mere.

Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten. Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen, vilde hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn, Fader og Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort.

Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.

Det elendige Køretøj kom ikke rask afsted; Kusken, en lille Bonde med solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg og hyppede overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste Støvet paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den præsterede. Det gik snart Fod for Fod igen.

Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerre, der groede paa Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i den varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede sig i den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart blive Aften.

Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig en eneste Gang.

Et Par Mil fra Helsingør tog de ind og bedede i en Kro, Mørket var falden paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke endnu ud mod Aftenrøden, den klagede, skændte, mjavede utrøsteligt som en Kat, der gaar rundt ved Udhusene og ryster Dugstænk af Poterne og leder og leder efter sine døde Killinger.

Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte sig hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. Da der noget efter blev tændt Lys inde i Skænkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den aabne Dør. Han lige blot saa derind.

Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til hende. Gamle Mendel lod til at ville overbevise og trøste hende med hele sin Erfaring, han talte saa dulmende, hans Holdning udtrykte al den Omhu og Længsel efter at hjælpe, en Fader kan vise sit Barn. Den unge Jøde med det store Krølhaar og de kolde Øjne faldt ind, idet han bevægede Hænderne i vidt og bredt bevisende Figurer — var det ikke rigtigt, var det ikke sandt? Men Susanna overhørte vist alt, hvad de sagde.

Hun sad med Hænderne foldet over Stoleryggen og med det trætte Hoved hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Døren, hun saa ingenting. Munden stod lidt aaben, det var hende — den fine Skyggestreg over Munden, de forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen, usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende … O men hendes Sorg galdt ikke det, de troede — det lidende Træk ved Munden kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene var ikke Sorg alene, Udtrykket i de forgrædte Øjne var delt mellem Sorg og Sødme.

Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingørvejen Bakke op og Bakke ned. Først da han øjnede Lysene i Byen, sagtnede han Gangen og satte sig ned i Grøften. Han kunde ikke mere. Der var overgaaet ham meget ondt i det sidste Døgn. Men det bitreste var hændet ham nu, da han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslørede Øjne. Han brød sig ikke om hende mere fra nu af. Han mindedes de modbydelige Tegninger paa Mendel Speyers Hushjørne (som han før hemmeligt havde dyrket i sit Hjærte) og kom i vild Affekt. Nej væk med hende!

Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten, kom hans Livsdrift et Øjeblik til at staa alene, han kastede sig ned i Grøften og stønnede af Angst. Men han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de krævede et Objekt. Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe … saadan og saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde han se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.

Mikkel Thøgersen vaagnede af sine brændende Hævndrømme ved at høre Vognen komme langt borte, Hjulene peb i den stille Aften. Nu naaede de op over Bakken, Mikkel hørte Kuskens Psi psi — han rejste sig og gik ind i Byen saa hurtigt han evnede. Samme Nat fik han Lejlighed med en Skipper til Grenaa. Da Fartøjet løb i Vindstille under Kullen, laa Mikkel Thøgersen i Forrummet og sov, som skulde han aldrig vaagne mere.

Da Solen kom, var det fremdeles totalt Vindstille. Skuden var drevet noget nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og hans to Mand lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.

I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker Øl op fra Rummet og vækkede Mikkel. Mikkel gned Øjnene og saa sig blændet om paa det spejlstille Vand. De ryddede tilside paa Dækket og begyndte at drikke. Og Mikkel blev fuld, før han endnu var rigtig vaagen, udsultet og lidende som han var. Han svang Kruset og gik rent fra Samlingen. Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede ganske alene.

Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og gispende, jeg er saa arg en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig — men det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele, naar jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra! Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjel og slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er, i Kisteklæderne — her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i Laser og Haandbagene sat med Smaasten — kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde Besøget. Hvad bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere, jeg er fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er en Fugl til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar bestiger Tronen i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud af Øjnene, Farvel, Farvel!

Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden Lyd end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mænd morede sig meget godt, Mikkel drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa dansk og snart paa latin, til han endelig drev om paa Dækket og sov igen.