Kongens Fald/3

by Johannes Vilhelm Jensen

DRØMMEREN

Det var langt op paa Dagen, da Mikkel Thøgersen vaagnede. Han laa noget inden han blev klar over sig selv, han havde drømt saa besynderligt, skønt han ikke huskede noget.

Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer. Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak med Væmmelse paa Næsen.

Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for Skæbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød. Alle Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere.

Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig. Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna. Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.

Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand. Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag. Han bestemte sig til at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var altfor misbrugte af Studenter og andet Pak fra Byen.

Det var en dejlig Majdag. Mikkel gik rask ud gennem Nørreport. Og saa saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede næsten undselig op mod Himlen. Jorden gav Foraarsduft fra sig — hvad var det han mindedes derved? — den grønne Rug stod langt hen. Solen varmede velsignet.

Mikkel marscherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre. Det var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.

Ja, det var en Lykkedag. Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene. Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg. Her kom der nok ikke lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret. Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok i sin Plage for saa vidt — Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med sig selv. Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte latin til sin udødelige Sjæl.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om — mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen? Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv. Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

Men straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten. Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede. Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene … men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham. Jens Andersen — en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande. Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just var en som ham, han talte med — hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.

Mikkel Thøgersen kom da frem med det. Om han kunde faa et godt Raad, han vilde gærne udenlands og studere … men som altid blev Mikkel hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde — han saa et langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine Hunde med. Han var desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som "Storken", det gjorde Jens Andersen ikke — saadan en Mand var han altsaa. Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu. Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede — han var ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen … der stod han saa fast.

Ghm! Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer. Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar … og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede — Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt. Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke. Sorte Tænder … det var nemt at se, at han var en Jyde. Mikkel kunde ikke taale hans Blik længere, han saa som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for ham.

Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden. Hvad var det saa, det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig overhørt Mikkel! Mikkel havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin Lærdom. Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand — saadan, da da da da.

Mikkel Thøgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt Køter.

Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om, befandt han sig nede paa Højbroplads. Her var der som altid megen Bevægelse. Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet sammen, som om han anstrængte sig med at overveje. I Virkeligheden stod han halvt bevidstløs. Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr. Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed — en Kælling skreg med Sild — hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.

Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre. Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd. De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget. Hvor de hoppede latterligt i Sadlerne — klik, klik, Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.

Mikkel forføjede sig op i Byen. Overalt Soldater, Hestespektakel. Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk. Det storatede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme Knebelsbarter glittede i Solen. Hesten fnøs ud af Skaberaket, den var heller ikke billig.

Mikkel drev Byen rundt og summede sig, Gade op og Gade ned. Alle Gaderne mundede til syvende og sidst ud mod Volden; indespærret var han i denne arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskeslim og Sildeskæl og begjort med Munke og Svin i alle Smøger. — Han saa op mod Himlen for dog at føle Rummet frit. Luften var fugtig. Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.

Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe. Ude over det blaa, urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og havde travlt.

Og pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin Drøm. Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et forunderligt Syn. Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle, ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte. Den stod mod Himlen som en snehvid Top af Sølv og lyste. Og en kvart Himmel fra den øjnedes en lav glasblaa Kuppel, som maatte være flere Mile i Udstrækning, hvis man kom nær til den. Medens Mikkel stirrede ud efter Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en stor Flod fra Havet ind til Byen. Thi det var en By, og den laa paa den anden Side Jorden.

Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag. Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre ind efter Susanna i Dag.

Han lagde sig paa Sengen, da han kom hjem. Ove Gabriel var der ikke, sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet. Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre. Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld. Mikkel rejste sig uden et Ord og gik sin Vej.

Da Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen udenfor Vesterport. Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham. Det var Otte Iversen. I et Nu var han sprængt forbi. Han sad foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet. Jord og Sten sprøjtede fra dens Hove.

Rundt om duftede det grønne Korn. Aftenen var ganske stille. Frøerne sang og sang i uendelige Drømme.

Da Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig. Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.

Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet "Storken", pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet. Det kom ham dog ikke helt uventet, han havde forsømt sine Pligter ved Gudstjenesten i længere Tid. Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden læg Mand.

Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed. Det første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa. Mens den kommende Tid væltede Ulykker ind over ham, Nød, Forblindelse, Angst, lagde han sig virkelig ogsaa en ræverød Knebelsbart til, to frodige Koste, en ved hver Mundvig, der haardnakket groede lige nedad.

---