Kongens Fald/2
KØBENHAVN VED NAT
Mikkel Thøgersen boede i et Hus, der laa ligeoverfor Palissadeværket mod Pustervig; der delte han Værelse oppe paa Loftet med en anden Student, Ove Gabriel. Ove sad oppe ved et Tællelys og studerede som sædvanligt, da Mikkel traadte ind, han saa op fra Papirerne og læste straks videre.
Mikkel smed sig for den anden Bordende og ragede nogle af sine Kollegier hen foran sig. Det var der han kom fra i Morges. Og ingenting havde forandret sig siden.
Mikkel pustede. Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsom sin hule Haand forbi Ansigtet.
Du har drukket, sagde han. Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret. Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang. Mikkel Thøgersen havde haft dette uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels talende Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid. Ove Gabriels retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med Forbehold, med lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen. Om lidt vilde Ove Gabriel bemærke: Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.
Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen; han var saa høj, at han kom til at rage ovenud med hele Overkroppen. Paa den Maade plejede han at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.
Oh! Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet. Til begge Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt. Nede i Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre. Men ude paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede sig inde mellem Sivene i Graven. Landet laa stille derude i mosgrønt Mørke, langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne. Byen var falden til Ro. Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven. En mjavs Kat vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.
Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne. Han svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive. Men det var ham tilpas — han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed. Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Tag.
Susanna! tænkte han. Susanna. Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte. De døve Huse holdt sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget. Der bankede en Puls i den blide Stilhed; en Krusning løb over Vigen, selve den dunkle Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin Hemmelighed og sin Skæbne.
Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen — og ond, han fnøs og rettede sig.
Tys! Nede i Byen lød Stemmer. Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget, der nu foregik.
Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen. Ove Gabriel stod nøgen paa Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han lyste som en stille Vokskerte.
Du er slemt mager … det er sært, Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko. Ove Gabriel stak sig under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød et Vers mod sin Kontubernal. Et nunc extingue lucem! tilføjede han i en mæt Tone.
Slukke Lyset, slukke Lyset! tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust til. Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede ned ad Stigen. Oven over ham lød Ove Gabriels satisfakte Stemme, han læste sin Bøn.
Det var over den Tid, da man maatte færdes paa Gaden, men Mikkel Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov. Han bøjede rask tilhøjre og ned ad Pilestræde. Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod tilsidst stille. Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden. Overalt duftede det af udsprungne Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.
Mikkel gik langsomt videre. Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem synge Vigilie inde i St. Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog murdæmpet, bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden. Og Mikkel saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og blaat i Halvlyset.
Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Løvet knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. — Saa listede Mikkel nølende videre.
Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde; men der var ogsaa mange af Byens Borgere imellem. Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj Stemning.
Der har vi jo vor lærde Ven igen! raabte en af dem, og hans læspende Udtale var ikke til at tage fejl af — det var de fire, han havde truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til. Clas tog ham i Armen og vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej. De turede saa lidt omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted. Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt. Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.
De kom over Højbroplads, og her stødte en spinkel gulhoset Svend til dem og fortalte noget, der syntes at gøre stort Indtryk — de tog Fart allesammen op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjørnet til Hyskenstræde. Mikkel Thøgersen blev glemt. Han blev staaende lidt og saa sig om. Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven ved Bropælene. Taarnet derude stræbte roligt tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne. Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig — om den evige Nat og om den, der vaager.
Gaa hjem nu? For at ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken. Nej, Mikkel bøjede Hovedet og fulgte efter de andre. At de havde ladet ham staa, behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.
Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde. Mikkel luskede forbi de lukkede Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af Bastmaatter og Muskat — der foresvævede ham en Idé, om indiske Karavaner, Kamelgødning, Tørke.
Ud fra Conrad Vincens' Bod lød Stemmer, og Døren stod aaben. Mikkel Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind alle Herrerne stod rundt i Stuen — det var let at se, at noget særligt var paa Færde. Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa han kunde se uden at blive bemærket. Og da opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Søn Christiern. Mikkel for sammen og blev varm, han gik et Skridt tilbage rørt og urolig. Og som han saa Prins Christiern der, glemte han ham aldrig siden. Han stod med Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til; over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde. I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste. Mikkel saa tydelig hans fine, glatte Mund: der var en zart Skygge om Hagen som af mørke Skægkim. Men især Øjnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og strammet en Kende op mod Tindingerne, men de skinnede stærkt. Prinsen havde et stort Baghoved, hans Hals var tyk og rund. Se nu vendte han Hovedet om mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede — hans Haar var af en fyldig mørkerød Farve.
Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.
Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt — nej, nu lo han og rynkede Øjnene — Ligevægt! Besynderligt! Saaledes saa et Menneske ud.
Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav sig hen i Dyrkelse. Hvad der videre skete passede han nøje paa. Alle Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position med Fødderne; saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og bøjet forover. Store Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud paa Prinsens Velgaaende, og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind mod Brystet. Conrad Vincens trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.
Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i spraglede Klæder. Naar nogen talte til ham, spjættede han sidelængs med det ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og bjæffer; Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin højre Kind ud med Tungen, naar han havde sagt noget. En Gang lo de allesammen, selv Prinsen blottede Tænderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud — da lo ogsaa Mikkel taknemlig for sig selv. Hvor Stemmerne lød opdragent derinde og afdæmpet. Der var tændt to store Ambralys. Helt længst tilbage i Stuen saa Mikkel Otte Iversen, han stod for sig selv men lod til at være i glad Stemning. Men Mikkel havde ikke meget tilovers for ham iøvrigt lige for Tiden.
Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde og Synet af de frie Herrer; der faldt en lille Straale Naade ud paa ham ogsaa, syntes han. Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde gaa, skyndte Mikkel sig tilside. Han saa hele Selskabet sværme muntert ud paa Gaden og trække lige tværs over ind i den rige Martin Gälzes Bod. Da lagde Mikkel Mærke til Prins Christierns Gang.
Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen. Langt over Midnat saa han sine tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemærke ham bøjede ind i et berygtet Smug nede ved Stranden. Det var kendeligt paa deres Stemmer, at de var haardt forkomne af Svir nu. Otte Iversen var ikke mellem dem mere.
Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle
fire Hjul tværs over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet.
Der var nogen, der om Natten havde skilt den ad, slæbt Delene
op paa Taget og samlet dem igen der. Inden Middag vidste
hele Byen, at det var Prins Christiern, der havde været
Mester for det.