Kongens Fald/22
MISERERE
Den graa Novembermorgen gik op over Stokholm, uden Gry, ulystelig; de første Tegn paa Liv og Bevægelse var en Skikkelse, der bugtede sig et Par Gange, idet den fløj tilvejrs i Galgen.
Op paa Dagen begyndte Folk at komme frem og se, hvad der var forefaldet. De halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn. Soldater stod Vagt og friskede sig med Øl og Vin i det ramme Vejr. Over Middag gik Bøddelen i Gang med endnu en Del overbeviste Kættere og Landsforræddere.
Det blev en saare stille Dag. Dagen syntes mere karrig og kort end ellers, paa en Gang lavede den til Aften, uden at det var bleven til mere.
I sin Undergang flammede Solens Baal igennem, og alle Skyerne gled fra Himlen som et Øje, der langsomt aabner sig. Da Solen var gaaet ned, stod Himlen længe efter klar og bleg. Fjærnt ude paa Havet laa en halv Snes svindende Punkter, det var de lybske Skibe, der var lettet om Eftermiddagen og gaaet under Sejl. Aftenrøden dybedes i Vest, Himlen tænkte, der var saa vidt ud i den faldende Efterdag, der var saa fattet en Kulde over Aftenen.
I dette Stille brød Klokkerne i St. Nicolaj Kirke ud med en sorgstemt ringende Klang. Ja, ja svarede det straks fra St. Klara Kloster paa Nørremalm og fra St. Jakobs Kirke. Og fra Søndermalm løftede Klokkerne i Marie Magdalene Kirke deres Stemmer. Mens de ringede med hver sin anklagende Røst, faldt flere hurtigt jamrende Klokker ind fra de smaa Kapeller.
Der laa nu Byen som et mørkt Jordskud ude i Vandet. Usalighedens Ø, hvor al Lyd er Klage, hvor Metaltunger uroer Luften og raaber, saa at det sukker, under den smærteklare Himmel. Luften runger fra og til som en levende, der duver af Pine, Klangen fødes højt grædende og dør som en affældig Bølge hen i Luften. Det samme Klagemaal vender tilbage, Luften ømmer sig, de usete Ganer kvækker med stædig Bedrøvelse, og Luften svirrer.
Men da Klokkerne i Byen havde talet og forklaget længe, tog de pludselig alle haardt paa Vej, de klemtede, de stormede. Og med et friedes lange Luftskrig af Klokkernes blandede Tumult, klare og skingre Raab sprang ud højt oppe; vilde Klange, der var renere end nogen jordisk Lyd, blev til inde i selve Rummet. Det var som kastede usynlige Væsner sig oppe i den ildgule Luft, store hvide Legemer styrtede sig med Lynkraft omkring oppe i Luftene og raabte ned, sang, klagede og sang.
Mikkel Thøgersen kom over Broen fra Søndermalm. Han hørte Klokkerne, han kom ind i Byen og gik omkring der. Aldrig før havde han vidst, hvor lavt det er at gaa paa Jorden, han følte sig paa Bunden mere end nogensinde før i sit ufrie Liv, nede. De usle Huse forlod Bunden mere end han, der gik under dem; han saa op ad de skumle Trærønner, bøjede Hovedet og gik frem som et Dyr under Aaget. Langs Grunden af Husene i den ene Side af Strædet laa Rendestenen med gammelt smudsigt Blod, der var flydt ned fra Torvet. Det blæste, Luften var høj og ligesom udhungret, det var koldt, koldt.
Mikkel kom over Torvet, hvor alle de henrettede laa, en Dynge fuldstændigt ubevægelige Kroppe; han gik hen mod St. Nicolaj Kirke.
Udenfor paa Trapperne rejste de syge og værkbrudne sig og vendte sig mod Mikkel, de fik travlt med deres Elendighed; idet de stod op, rystede de Lugten af raadne Saar ud af Klæderne.
En Mand i hvide Vadmelspjalter viste begge sine Hænder frem, der var gaaet for tidligt i Aadsel, og strakte Læberne ud efter Almisse. En Dreng skønnede sig frem efter Lyden og saa med to store blodige Kødhuller, hvor han havde haft Øjne. En ung Krøbling sad ned og holdt sit nøgne Ben paa et Bræt, det vejede flere Lispund af Betændelser og stank varmt. Der var en Lunhed paa Trapperne fra dem, der svedte i Feber.
Men helt nede i Skumringen ved Kirkemurens Fod sad et Væsen, kun en Bylt Klude og et Hoved. Det er et Kvindehoved, skævt og bulet af Vandsot, hun har ingen Lemmer, hun rører kun Øjnene. Blikket staar op gennem Tusmørket, og da Mikkel ser med Ynk ned paa hende, forfærder hun ham ved et Udtryk af Ondskab, et dyrisk ondt Ønske for ham og for alle.
Da Mikkel kom ind i Kirken, fornam han Røgelse, Kirkerummet stod i sin Højhed, de tunge Kvaderstene syntes at spille og spinde dunkelt, det var Orglet, der tonede sagte; der gik som en Lydtræk oppe under Hvælvingernes Mørke. Kun faa Lys brændte her og der paa de festlige Altre.
Mikkel gik ikke langt ind i Kirken, han blev i et Hjørne tæt ved Døren, og da han følte sig som brudt i Benene af Træthed, satte han sig ned paa Gulvet helt inde i Mørket. Han lukkede Øjnene.
Orglet blev ved at suse stille. Det dulmede, det gjorde ham tillige tungere om Hjærtet. Han var den, der stod udenfor som ellers altid, derfor hørte han den kvægende Musik saa kvalt og langt borte. Han stod hjemløs udenfor.
Da, just som Mikkel tænkte saaledes, vældede Tonerne ud med fuld Styrke, som blev alle de store Porte aabnet! Og et Kor af skære Stemmer løftede sig, en Sang. Alle Orglets fine Piber stormede ungt og lyst ud sammen med de dybe Sorgklange og de allerdunkleste blødende Toner. Sangen steg.
Mikkel sank sammen i sit Hjærte. Herre Jesus! klagede han. Han betroede sig til den mægtige. Han følte sine Aars Byrde af Ensomhed smelte.
Ja, han havde været ensom. Men den ensomme er fordømt, det kommer endelig en Gang for Dagen. Gennem sammenhængsløse Tider fortykkes Tanken, alle simple Klarheder viger langt ud og forlader dig. Den vældige Evne, du sporede i dig med en Stolthed, som var du den eneste i Verden, den undergraves af Tvivl; hvad er din Indbildnings Kraft, siden den ikke kan holde Verden oppe? Du er som de andre, ikke stærkere — men den eneste i Verden skal du være, ja ensom.
Og hvordan gik det dig, hvad blev der af den fødte Mildhed i dit Hjærte, den dybe Trang til at bruge Godhed mod alle, der holdt dig søvnløs i din Ungdom? Livet vilde ikke forløse din overmægtige Trang til Lykke, det nødte dig til Had, Hævn, og du blev hjemløs. Tilsidst fablede du om at befinde dig som hjemme paa et vildfremmed Sted længst ude i Verden og klage der, om ikke andet saa græde din ufattelige Sygdom ud. Men heller ikke, ikke en Gang din Sjæls grænseløse Mon af Klage og Smærte vilde Livet forløse.
Orglet strømmer med Forløsning. Smærte og Lyst rinder endelig sammen i en lykkelig Klage. Salmens Tone rejser Sindet i lægende Syner. Hjærtet rører sig pludselig i Brystets Indre med egen levende Vilje som et Foster.
Hør, hvor de klare Stemmer synger vaandefuldt og lyst, Orglet raaber og stormer, hvisker, alle Dyrestemmer taler med, de umælende kvæder med deres vilde Røster, Dommens Basuner høres og Himmerigs hvide Fløjter.
Da glimter det, saa at Vejen ses fra Dødsriget ind i den store Sommer. Alle forkomne Mennesker søger sammen derimod, fra Slagmarker og fra Byer; de gaar fra Plovene, de lander ved Kysten og forlader Skibene, de kommer ud af deres Grave, og de søger sammen for at gaa ad Vejen.
Om dem blæser Skuffelsernes pibende Blæst. De rejser efter Forbarmelse, de havde ikke andet end ondt, mens de levede. Deres Tænder klaprer, de græder i Tusindvis, de vrider Hænder, fordi der var bittert paa Jorderig. De kaster en Stormklage ud i Vejret, mens de vandrer, de hæver de blege Ansigter og beder i Vildelse til Stjærnernes Barmhjærtighed.
Fra den fjendtlige Jord stiger en Lyd af det der foregaar, et Sus af alt, hvad Tiden ødelægger. Der blæser en Vind af den evige Visnen paa Jorden, af alle Tings Henfald. Det er den koldeste Vind i Zonerne, den er giftigere end enhver Vinter, den bærer Genlyd i sig, som Isnaales knitrende Sagtevals i Skyerne, det er Ekko af Hovslag og Latter og Liv, som for hen, det er stille jamrende Koncerter. Tys! Det er hemmeligt en Støj af Ben, den inderste Lyd er som sagte Skred i Kisten.
Stille! Det fyger i dit Minde, hvis du tænker; der gaar et isnende Pust af Glemthed over dig. Du hører kun Sneens Fygevise i din vinterlige Erindring. Der jager et Sting gennem din Bevidsthed, det maner dig om et ulideligt Mørke.
Saaledes lytter de arme, der er sat ud paa Jorden, og de bliver bange. De flokkes, ikke af Sammenhold, men som Kreaturer i Høststormen paa en Holm, hvor de søger ud paa den yderste Pynt og kalder indstændigt mod Land.
Der er halvmørkt her at bo, ingen Varme, de forviste lever adskilt uden at kende til Venlighed. Den frysende skal nok sørge for Træk til sin næste; den der savner og nages, drypper Nid i sin Medfanges Hjærte. Nætterne er lange og fredløse for de ensomme, for de ubeskyttede.
Men Mikkel saa Smærtens Fyrste! Han hørte ham i Salmen. Han saa Frelseren og Herren tage de utrøstelige til sig; en efter en tages de op fra Vejen, nøgne, gode nok for Gud. Den barmhjærtige Forløser trøster med sin Varme. Mikkel ser alle de besværede Sjæle modtage Retfærdighed, de rejser sig, de faar Part i Himmerigs Orden. Musik strømmer ned over dem. Mikkel ser alle dem, han har kendt i sit Liv og som Aarene spredte, forsamlede igen; ynkelige Ansigter, han blot saa et Glimt af mellem de faldne paa Valpladsen, dem ser han igen i deres Oprejsthed. Han ser sin Fader Thøger Nielssøn staa frem for Gud, mishandlet af Alder, i sit Legems tunge Bevis. Han ser Himlen aaben, og han brister ned for Gud i sit Hjærte. Han kryber paa sine Knæ ud paa Kirkens Gulv, hvor han synker sammen.