Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Kongens Fald.djvu Kongens Fald.djvu/5 126-132

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

BLODBADET

Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.

Hvad kunde der ske, hvad maatte de indespærrede Folk forestille sig! De sad nu forstummet inden Døre, ved hver Rude glanede et uforstaaende Ansigt, til hver Sprække laa et spejdende Øje. Den hele By rejste sig tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster. Der staar en Syrelugt op fra et Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i blindt Raseri, saaledes var Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af Skrækkens Fantasier.

Først hen ad Middag — Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt lige rette og sejge Soldateropstilling dernede — henad Middag kom det.

Ja, alle de samme Mænd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til Slottet i deres bedste Stads og i højeste Følelse af deres Betydning for Landet, de kom nu tilbage.

Det var som havde de høje Herrer af Sverig brugt Natten ene alene til at øve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig, men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige først, dernæst Adelsmændene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige Borgmestre, Raad og Rigmænd. Ingen var længere til Hest, de gik taalmodigt lige nær ved Jorden allesammen, som slotne Faar. Profossen havde ventet fra Morgenstunden af, han længtes. Og de naaede Skafottet i Procession; de gamle gigtsvage Bisper holdt sig ikke meget ranke, mellem Adelsmændene var der dem, der traadte i Jorden som udfordrende Væddere; en og anden Borgermand virrede med Hovedet som et Faar, der vil smøge Tøjret af sig; men de fleste gik villigt i Flokken. Der var ved tredive-fyrre Par.

Ærkebisp Matthias af Strengnæs tilkom det paa Grund af hans høje Værdigheder at blive rettet først; han havde endnu sin røde Fløjelskaabe paa. Axel kendte ham, da han krøb paa Knæ og hævede sit lille Ansigt opad og lagde Hænderne sammen. Men det hastede. Ærkebispen rejste sig igen og begyndte at klæde sig af der under aaben Himmel for Bødlerne.

Da kom Axel i en hamrende Uro. Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag ham, og skød hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa stærk Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng.

Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. Ærkebisp Matthias' Krop laa paa Jorden kun iført Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den røde Kaabe … nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.

Endnu medens Axel betragtede dette arme, fraskilte Hoved, hørte han, hvor Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra Blokken hen ad Jorden med et Blodsprøjt efter sig. Det var Bisp Vincents af Skara. Erik Abrahamsen Leionhufvud stod og klædte sig af. Der var stor Uro dernede, mange raabte og gav ondt af sig.

Axel stod ophidset og blussende ved Vinduet. Han saa en høj, meget svær Adelsmand række Armene i Vejret og slaa i Luften, mens han talte, den vilde Stemme var ikke til at forstaa. Oppe i Husene paa den anden Side Torvet var flere Ansigter synlige i Vinduerne, og den oprørte Mand syntes at henvende sine Ord til dem. Men de svarede ham ikke. Axel saa de lave graa Skyer drive over Tagene, af og til slog de ned og fyldte Torvrummet med en tynd Dis.

Axel saa den ene efter den anden blive taget, og han kendte derimellem de aller højeste i Sverig. Nogle skyndte sig og kludrede selv med at komme af Klæderne, andre lod Bødlerne flaa og gøre med sig som de vilde. Flokken holdt tæt sammen, udenom stod Soldaterne i Vaaben. Axel kendte Mikkel Thøgersen og flere af sine Kamerater dernede.

Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jørgen Homuht ledede og kommanderede Bødlerne, idet han pegede med sin behandskede Haand, han var i sin fineste Puds.

Der laa mange Hoveder nu, de sad paa den blodige Jord som Svømmere, der træder Vande. Blodet flød ud over Torvet og dannede en Figur som et kæmpestort Bogstav. Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne Rune skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade. Henrettelserne gik paa med stor Ensformighed. Den glansløse Dag tyknede mere og mere, det tegnede stærkt til Regn. Flokken tyndede ud, Ligene laa i Hobe.

Axel trak Vejret saa stille. Da alle de ukrænkeligt høje Mænd af Byrd var slaaet ned, og Bødlerne med forøget Flid huggede ind paa de borgerlige, følte han med en Svimlen, for det laa over hans Fatteevne, at Kongen maatte have uhyre, aldrig anet Magt, siden han kunde lade dette gøre. Han saa ham for sig, Kongen over Norden, den korte bredstammede Skikkelse med de bærekraftige Skuldre og Armenes Bomme. Det var en Mand, der kunde tage mod Byrder og rykke Stene ud af Jorden op foran sit befalende Ansigt. Han huskede Kongens Blik, der stod som en strakt Lanse, Kongens Bryn, som altid var i Skiften. Han mindedes Kongens Røst, der var skødesløs paa Grund af Mandens Stolthed. Han følte et Pust af Kongens enevældige Raadslutning, han bøjede sig for Styrken af denne Majestæt.

Omsider gik Axel fra Vinduet, slog det i.

Han og Lucie tog sig for at holde Maaltid. Lucie viste ingen Nysgerrighed efter, hvad der var gaaet for sig. Derpaa lagde de sig til at sove. Det styrtregnede udenfor.


* * *


Det var i Skumringen samme Dag, Axel blev vækket ved en Larm ude paa Loftet, Trin af en, der gjorde sig Umage for at løbe let, de tabte sig over Loftet og forsvandt. Axel kom i Tanker om det tomme Værelse i Gavlen ud til Gaarden, han sprang op og løb over Loftet.

Just som han aabnede Døren til Kamret, fik han Følelsen af, at en i samme Nu gemte sig derinde. Han blev staaende i Døren og saa rundt, der var kun et tomt Sengested i Kamret, Lugen stod halvaaben. Da rejste et lyslevende Menneske sig op fra Sengen, en fornem klædt Fyr med et langt blegt Ansigt, han skrævede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt skræmt og halvt med Forsøg paa Lystighed. Han var meget høj, smal om Hofterne, havde en mørk Streg paa Overlæben; der var noget vist ufuldstændigt i hans Paaklædning, Axel saa pludselig, at han manglede alle Vaaben, og i samme Nu bemærkede han røde Spor af Reb om hans Haandled.

Saa vidste Axel Besked, han sprang ind i Kamret, de talte i Munden paa hinanden. Kom her, sagde Axel rask. Jeg bliver forfulgt, forklarede den anden ligesom undskyldende, mit Navn er …

I det samme knagede Stigen voldsomt neden for Loftet, en raa Stemme brød Stilheden i Huset. Flygtningen vendte Hovedet rundt og saa sig om efter Skjul, raadvild, ikke angst, og dog tog han sig sammen og vilde smile, han stod paa Spring og kom alligevel ikke af Stedet. Grove Støvleskridt dundrede ude paa Loftet. Axel skubbede stærkt til den fremmede, som vilde han dog i det mindste have ham hen i Hjørnet, hvor der var mørkere, og den fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende. Saa rettede han sig og strammede Brynene. Og der væltede en bred Knægt i Læder, raslende af Jærn, ind gennem Døren som en rasende Stud med Selen og Hamlen paa Haserne, hans lange Sværd slog mod Dørkarmen og fjedrede i Balgen. Axel stod i Skjorten, vaabenløs, det var som blæstes han tilside. Hans Haand kom mod det skraa Tag, og han brækkede en mør Lægtestump til sig, vidste næppe, hvad der foregik. Tramp, en kort Hvirvel mellem de to som mellem en Bøffel og en ung Hest. Han slog sin Pind i Støv og Stumper paa Soldatens Hjælm, hørte hans hede Prust, og da var Kampen aldeles pludselig forbi, de skiltes ad. Den unge ubekendte gik baglængs, tøvede et Nu, som om han hentede Vejret, og gav saa et højt, lyst Skrig fra sig.

Dette havde ikke varet mere end tre-fire Øjeblikke. Den store halvgale Knægt satte i et Spring op i Lugen og vred sig ud af den.

Nej for Satan, Mand! raabte Axel uvilkaarligt, han vidste, der var tyve Alen ned. Men han saa Karlens grove, svedige Ansigt lige over Karmen, saa ham spile Snuden forpustet op og i og hejse sig ned. Nu holdt kun en Haand i Karmen, et Øjeblik, saa var ogsaa den væk. Axel for til og saa Mennesket entre hurtigt og sikkert sidelængs ad en Gesims hen mod Svalegangen i den skumrende Gaard.

Da Axel vendte sig mod den fremmede, saa han, at han ravede.

Han har stukket mig, hviskede den unge Svensker med en forlegen Mine. Han skød Brystet stærkt frem og stemmede begge Hænder i Siderne, han flakkede lidt i Blikket, ligesom sygeligt eller trængende. Pludselig drejede han sig om mod det tomme Sengested og lagde sig langt bagover med Ryggen presset mod Sengefjælen. En enkelt Smærtelyd, et Hvæs pinte sig gennem hans Hals. Da Axel tog ham, var han død.

Lige midt i Hjærtet havde han faaet det. Ansigtet sitrede lidt endnu, Overlæben rejste sig et Par Gange. Det var kun et attenaars Menneske, han var paafaldende mager og saa ud, som var han ældet altfor tidligt, maaske af Sult under Belejringen nu for nylig. Axel strakte ham ud og sad og saa paa ham. Og han blev sønderknust af Sorg, hele hans Indre løb i et, kvalfuldt, han gik aldeles fra Samlingen.

Det listede ude paa Loftet, Døren knirkede, og da Axel saa op, var det Lucie. Hun saa, hvad det var, og hun lagde sig stille ned ved Siden af Axel, hendes Haar faldt paa den dødes Ansigt.


En Ting randt Axel ihu, mens han sad der. En Vinternat ved Baalet inde i Tivedens frosne Skove, da han havde ligget med et Dækken svøbt om Hovedet og tænkt og tænkt paa en Mands gruelige Fattigdom i Døden. Det var den Gang Efterretningen om Sten Stures Død kom til Hæren. De danske hørte det med stor Tilfredshed, der var Glæde i den hundekolde Lejr hele Aftenen. Sneen knirkede festligt under Støvlerne den Aften, Stjærnerne hang i Regnbuens Farver mellem de øde Trætoppe. Det drøftedes hyggeligt, hvorledes denne farlige Mand døde. Men Axel, der med egne Øjne havde set ham blive ramt paa Isen ved Bogesund og den Gang glædet sig over det bratte Fald af en Fjende — Hest og Rytter styrtede ind i Billedet af Hest og Rytter paa den spejlende Is! — Axel var kommen til at tænke sig dette ensomme Menneske, der døde i Slæden paa Mælarens frosne Strømme, med et knust Ben under sig. Han døde, han maatte dø.

Sneen sænkede sig i den sorte Luft, eller var det selve Himlen, der hældede og truede med at komme; Søen gav sig sukkende under Slæden, som tvivlede al Jorden nu om at kunne holde længere. Da brast et menneskeligt Hjærte af kongelig Bekymring. Sverigs vide Land sank fra ham som Is og sukkende Sø, Sten Stures Kongeomsorg og hans Sygdom og hans Smærte fik Ende i den snævre Slæde som en Barnegraad, der tier, som en Vugge, der staar stille. Da de saa til Sten Sture, var han død. Sneen smeltede ikke længere paa hans Ansigt. Saa langt Øjet rakte var der kun Is og Sne, Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken tonede det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten Sture.


* * *


Hen paa Aftenen kom Mikkel Thøgersen. Han fandt Axel og Lucie siddende over Liget med hver en Stump Vokslys. Mikkel sagde ingenting, han var slap og indfalden i Ansigtet. Da han havde set lidt paa den unge dræbte Fyr, der laa paa Gulvet, foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at han kunde komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hørte Mikkel snakke halvhøjt med sig selv.

Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjærnet, sov Axel. Lucie laa vaagen, hun ænsede ikke Mikkel, hun laa og stirrede fromt og forknyt ind i Lyset, da han gik.

Lucie var den første der vaagnede Dagen efter. Lysene var brændt ned paa Bordet, men det var Dag. Hun satte sig op og saa sig om, hun vendte Øjnene fra og til, som lyttede hun, som kaldte nogen paa hende. Saa aabnede hun med let Haand Hornkapslen, som Axel havde om Halsen, tog Pergamentet ud og gemte det i sin Vandrepose. Axel havde fortalt Lucie om sin Skat, havde ogsaa snakket om den i Søvne. Lucie blev endda forsigtigt liggende lidt, Axel sov fast. Hun listede op, klædte sig paa og gik stille sin Vej.