Kirkestien

by Cornelia Levetzow

Kirkestien

En høj, kraftig yngre Mand gik med faste Skridt henad en lille indbydende Sti, der snoede sig mellem Rugmarker. Dragten var landlig og dog elegant, Ansigtet aabent, Øjet klogt og godt; der laae Villiekraft og Handlelyst i Udtryk og Holdning. Af og til standsede han og saae sig om.
«Ganske kjønt er her jo,» tænkte han, «men ingen Strand, og fladt, og hvad ligne disse Marker mod mine! — og saa de elendige Hytter ved Vejen, Spot og Skam, at Mennesker skal leve i saadanne usunde Reder.»
Stien endte ved en Granskov; han raadførte sig med Uhret og gik ind.
De høje lige Stammer stode i tætte Rader, Lyset faldt dæmpet henad Jorden; der var en forunderlig Stilhed, noget ligesom Forventningsfuldt over den gamle Granskov. Langt henne mellem Stammerne skimtedes en solbelyst Baggrund af Kastanie-, Linde- og Nøddetræer. Skoven endte ved Landevejen, og paa den anden Side denne, laae en stor Have, hvis skyggefulde Træer strakte Grenene ud over Vejen.
En fattig, gammel Kone aabnede Havelaagen. «Tak for den Gang,» raabte hun ind efter, og humpede saa afsted med Kurv og Krykkestok.
«Hvad gav Du hende,» lød en skarp Stemme bag Stakittet — «jeg er vis paa det var mere, end hendes Sædvanlige. — Det er naturligviis din egen Sag, Marie, men som Du er stillet, vilde jeg være forsigtigere. Ti Øre hist, og ti Øre her løber op. Jeg er vis paa, at det ikke var mindre.»
«Konen har været syg, Tante!» Tonen var undskyldende, Stemmen blød og klangfuld.
«Jeg spurgte hvad Du gav hende?»
«Femogtyve Øre,» det lød paa engang ærligt og frygtsomt.
«Femogtyve Øre! jeg vilde undsee mig i dit Sted» — Fortsættelsen tabte sig i det Fjerne.
«Hex!» sagde den Fremmede uvilligt og søgte idetsamme at see ind i Haven, men der var Ingen. Store Græsplainer strakte sig bag Træerne; han skimtede snirklede, udtungede Blomsteranlæg og velordnede Bladgrupper; Hovedbygningens kjedelige, kaserneagtige Facade saaes i Afstand.
Da han igjen kom ind i Granskoven, sad den fattige Kone paa nogle fældede Stammer og ordnede Indholdet af sin Kurv. Han nikkede: «Har man været god imod Eder oppe paa Gaarden?»
«Paa Hasselhøj?— aa ja, jeg takker for Alt, men Levninger falder der ikke af, uden Theblade og Kaffegrums. Det kan Dyrene dog ikke tære, tænker Fruen nok. — Den unge Frøken, hende, der ikke er deres egen, samler det til mig, men naar Herskabet har taget første Kraft, og Tyendet anden, bliver tredie Kog tyndt. — I Dag gav Pigebarnet mig saamænd Penge; Gud velsigne hendes milde Øjne. — Nej, det er da ikke Herrens Alvor — ja saa takker jeg.» —
«Hvem boer paa Hasselhøj,» spurgte den unge Godsejer senere, da han sad ved Doctor Bruhns Middagsbord. Han var en Slægtning af Doctoren, og for Tiden hans Gjæst.
«Capitain Linde, en hæderlig, godlidende Mand. Gaarden fik han med sin Kone, og tog saa Afsked fra Armeen. — Der burde Du hen, John, og see de nye Haveanlæg. Sværmer Du for dværgagtige Æble- og Pæretræer med vanskabt udspilede Grene, er Du vis paa hans Venskab. — Egentlig omgaaes vi ikke» — Han saae skalkagtig drillende hen til sin unge Hustru — «Kvindfolkene forliges daarligt, og saa maae Mændene jo gaae af Vejen for hinanden.»
«Det kunde dog more mig at see den Have, — ikke for det, jeg holder paa de gamle Træer, det gjælder blot at passe dem ligesaa godt, som de nye i Almindelighed passes. — Vil Du tage derhen med mig?»
Doctoren skottede paa en comisk Maade til Siden, som turde han ikke. Fru Bruhn loe:
«Bad jeg Dig ikke i Morges om at føre din Fætter til Hasselhøj?»
«Du kan sagtens bede, der selv bliver hjemme ved Vuggen. Ja, hvad saadan en Vugge er for et Skjold mod alt Generende, veed kun de Indviede. — Lad gaae da, John! men vi gjøre det af i en Fart, Jeg haaber ikke, at de to Døttre, med deres Slæb og Nakkekrøller, kan have noget Tiltrækkende for Dig. Saa er der en stakkels svagelig Søn, den skikkelige, tamme Fader og den kloge, tabelrigtige Mama, der kniber paa Alt, uden Pynt og anden Luxus. — Uf!»
Fru Bruhn saae op: «Men Du glemmer Marie.»
«Marie er en lille Pige med sund Forstand, det negter jeg ikke. Første Gang vi mødtes, hørte jeg hende sige — jeg husker ikke hvorom det drejede sig — «jeg tog fejl,» og saa tænkte jeg strax, at der var Noget ved hende. Lidt efter læstes et forskruet Makværk højt, og da de ligesaa forskruede Lovtaler omsider forstummede, spurgte jeg om hendes Mening. «Jeg forstod det ikke,» sagde hun reentud, men dog ligesom undskyldende. Senere taltes der om Theatret hun sad taus. «De har jo boet i Kjøbenhavn, De maa ofte have været der,» sagde En. «Aa nei, yderst sjeldent.» — «Holder De ikke af Skuespil?» — «Jo, men vi havde ikke Raad.» — Bravo, sagde jeg indvendig, bravo! Du kan tage fejl, der er Noget, Du ikke forstaaer, Du har ikke Raad til Alt, for Dig har jeg Agtelse.»
John hørte denne Lovtale med Fornøjelse; han tænkte paa Stemmen i Haven.
«Hvem er denne Marie?»
Capitainens Broderdatter; hun har det ikke godt, gjør, ulønnet, en lønnet Jomfrues Arbejde, og maa til Gjengjæld vise evig Taknemmelighed. Hendes Fader, en udmærket Officier, faldt ved Dybbøl. Sidste Efteraar døde Moderen, og saa kom den Forældreløse her til Hasselhøj. Da hun ventedes, sagde Fruen; «der skal intet Væsen gjøres af hende; har Moderen givet hende Nykker, skal jeg snart pille dem ud,» men Barnet havde ingen Nykker, og saa gik det. Uh, den Kjælling! — Capitain Linde vilde bestemt, af ganske Hjerte, istemme den Lovtale til Frihedens Ære, Du holdt i Morges. — Ja, om Forladelse, jeg har rigtignok sladdret til min Hustru; saadanne Ungkarleudgydelser ere lærerige for en lille Kone, de tjene til at indskærpe Pligterne.» Han loe igjen drillende; hun nikkede mildt, i tryg Bevidsthed om gjensidig Lykke.
«Held paa Rejsen,» sagde hun til John.
Doctoren opfangede Fætterens Blik: «Du finder hende heller ikke ilde, tør Du negte det?»
«Nej, men hun er en Sjeldenhed! — Du faaer lade mig gaae min egen Vej, Emil, jeg sætter nu engang Priis paa Tanke- Tale- og Handlefrihed.» I samme Øjeblik Doctorens lille Enspænder rullede ind paa Hasselhøj, kjørte Wienervognen frem; Familien skulde ud.
«Vi opgive Touren,» raabte Fruen dog strax, «velkommen, velkommen! — hvor venligt af Doctoren, at bringe op Deres Gjæst. — Ja, min Mand har jo ogsaa nok haabet paa Besøget. Vi vidste naturligviis, at Herr Bruhn» — smigrende Betoning paa Navnet, «var her paa Egnen. — Det er en heel Vinding, at kunne blive hjemme. — Du siger det vel til Kudsken, Linde!»
Den gode Capitain var i synlig Forlegenhed.
«Du veed vi ventes, Edvardine, vi tør ikke svigte. Jeg er vis paa, at de ærede og kjære Gjæster undskylde. Det gjælder et Daabsgilde hos jevnere Folk, vor forrige Forvalters; Alt er festligere ordnet paa Grund af vort Komme. — Edvardine!»
«Aa Fader,» et livligt spillende Ansigt saae næsviist i Vejret, «man kjeder sig ihjel i det Huus.»
«Ja, jeg tager da i al Fald derhen,» Capitainen var fast. «Undskyld, mine Herrer, og misforstaa ikke Bevæggrundene. — Naar tør vi vente Dem igjen?»
Doctoren hentydede til Gjæstens nære Afrejse, men John faldt hurtigt ind:
«Tør jeg komme i Morgen, ved samme Tid? — Capitainens Haver friste Nysgjerrigheden.» Medens han bukkede, tog det faste Øje et Billede af hver enkelt Tilstedeværende. Den høje, magre, silkeklædte Moder, hvis Smiil stod i underlig Modsætning til de skarpe Linier om Mund og Øje, og de tre unge Piger i rød, hvid og blaa Dragt, der havde lange Slæb, flagrende Krøller og flagrende Skjærf. — Der var jo kun to Døttre! tilhørte Stemmen fra i Morges, som han endnu syntes at kunne høre, da en af Disse?
«Saae Du den lille Blaae,» spurgte Lægen.
Jo, han havde seet den lille Blaae, Selvbevidsthed fra Isse til Fod. «Hvad hende,» spurgte han næsten ærgerligt.
«Det er en riig Veninde, Frøken Schwalbe; Sønnekone i Haabet. Jeg troer dog hun er klogere end dem Alle og seer Tiden an. Sønnen, arme Fyr, ligner ingen Brudgom. — Du kan see ham endnu; han sidder paa Plainen, lige ved Solskiven med Plaiden op over Ørene. — Ah, der gaaer Marie med en mægtig Sax og klipper Græsset. Leen tør naturligvis ikke komme disse Snirkler og Kruseduller for nær, og saa maa Saxen til bagefter. Et trælsk Arbejde i dette Solskin. — Nu hilser hun; saae Du hende?»
«Ja,» han begyndte strax at tale om andre Ting, men Billedet af den unge sørgeklædte Pige med det klare sjælfulde Ansigt stod dog for Tanken.

«Naar skal Carossen frem, John,» spurgte Doctoren næste Dag.
«Tak, jeg gaaer heller; — jeg holder af at drive om, tale med En og Anden paa Vejen, og see Jer Godtfolk efter i Sømmene. Det er nu ganske vist, at Eders Veje trænge til Steen, og Eders Marker til at blive af med Steen. — Ja, Farvel saa længe.»
Gjenvejen mellem Kornmarkerne var snart fundet og Granskoven naaet. Sollyset spillede henad Stammerne kastende Guld paa den mørke Bund. Nu kom Lysningen, — der var Vejen og Havelaagen. Han Løftede den indvendige Krog og gik ind. Muntre Stemmer og Latter hørtes nede i Haven; John styrede efter Lyden.
Velkommen, velkommen! — vi sidde lige ved Kaffebordet, Herr Bruhn maa drikke med os. De kan godt efter Touren. — Marie!» En Haandbevægelse udtrykte, at Flødekanden var tom, Kagerne opspiste og Gløderne udgaaede.
«Tak, jeg har drukket,» der var Noget i den rolige Stemme, som forbød al Indtrængen.
«Tør jeg forestille min Søn — han er lige vendt hjem fra en Brøndcur og er endnu lidt medtaget. — Har Du nok paa, Adolph?»
«Aa, jo vist, men jeg sidder daarligt; — lad mig faae den høje Skammel herud, Marie!»
Et Øjeblik efter bragte hun den: «Jeg tog Rejsetæppet med, Adolph.» — Det var Stemmen! — Hun lagde sig paa Knæ og bredte Tæppet ud.
Skal jeg kvæles? — det havde været fornuftigere, om Du havde hentet Solsejlet. — Undskyld, Herr Bruhn, det er kjedeligt for Dem at høre paa.»
«Sygdom er Hvermands Herre,» John var just ikke blidt stemt. Der kom hun med Solsejlet.
«Nu skal jeg hænge det op i Træet, ligesom i Gaar. — Maa jeg laane din Skammel, Adolph?»
«Tør jeg?» — John tog det roligt fra hende og anbragte det som et hængende Telt.
«Naa, saadan! — det er udmærket, — Tak!» hun saae glad og frimodig op til ham.
«Practisk Greb,» Fru Linde smilede anerkjendende, «ved første Blik staaer den eneste rette Maade at udføre Tingen paa, klar for Tanken. Saadan skal det være! — Vi maae tale rigtigt sammen, Herr Bruhn; jeg har hørt saa Meget om Dem og om Strandvoldgaard, der jo er en Mønsterejendom, Noget man desværre langt fra kan sige om Hasselhøj. — Haven det er nu Lindes Verden, det Øvrige hviler, om jeg selv skal sige det, næsten udelukkende paa mig. Maaskee her burde anvendes mere Arbejdskraft, men Folkeholdet koster allerede nu utroligt. Lønnen er det Mindste; ved Synet af Madgryderne fristes man til at spørge, om saadanne Mennesker ere bundløse.»
John, der tænkte paa Kaffegrumset og Thebladene, drog en Rynke mellem Brynene, idet han svarede:
«God Løn og god Behandling skaffer gode Arbejdere, det er min Erfaring.»
«Herr Bruhn maa spille Croquet med os,» raabte de unge Piger, «kommer Mama først ind paa Tyendeforholdet, bliver hun ved til i Morgen.
«Tak, jeg foretrækker at blive her.»
«Geneer Dem endelig ikke for mig,» Adolph sendte et veemodigt Blik efter den lille Blaaklædte, «saadan en stakkels Lazarus maa ikke hindre Andres Glæder.»
«Naar jeg tør tale ærligt, kjeder Croquet mig.» Afslaget ledsagedes af et forbindtligt Buk. De unge Piger suurmulede dog lidt, idet de løb hen til Spillet.
Capitainen gik fra og til, haabende at faae Gjæsten for sig. John sad imidlertid, til Værtindens Glæde, som plantet paa Stedet.
Marie havde lejret sig paa Plainen tæt ved den Syges Stol. Hun havde et stort Haandarbejde i Gang og stræbte ærligt; Syenaalen fløj op og ned, uden Afbrydelse. Der var et alvorsfuldt Udtryk i det unge Ansigt, men Smilet laae dog ganske nær, det kunde bryde frem som en Solstraale, John havde seet det. — Hvad tænkte hun paa? — det var heel velgørende, at betragte et saa samlet, indadvendt Udtryk; hvor spændte og optagne saae de Andre ikke ud.
«Det maa staae værre til her, end i vor Egn,» sagde John tørt, da Fru Linde omsider endte sine Klagepunkter. «Naar der ydes, hvad ret og billigt er, og saa ogsaa kun fordres hvad ret og billigt er, men dette fordres bestemt, gaae Tingene af sig selv. — At større Ejendomme har Forpligtelser ligeoverfor Fattige, navnlig Syge og Gamle, er naturligviis en Selvfølge,» tilføjedes næsten strengt.
«Det er jo som en Beskrivelse fra Guldalderen,» Fru Linde rystede paa Hovedet, «nej, saadan er det rigtignok ikke her; skjøndt jeg har et Øje paa hver Finger, gaae dog allehaande Misbrug i Svang. — See nu alene derhenne Drengen med Brændet paa Ryggen; kan det kaldes Smaagrene? den Slags Fyre brækker heller af, end bukker Ryg. — Ja det lille Individ er da forud stemplet til Forbryderbanen. Jeg maa dog sige ham et Ord.»
«Hjemme faaer han vist Straf, naar Grenene ikke ere tykke nok — det er et Plejebarn.» Marie lagde Arbejdet og fulgte med hen til Stakittet.
«Er her Noget paa Færde?» — de unge Damer forlode Spillet og tittede nysgjerrigt henad Vejen.
«Intet videre. — Kom herhen, Peter! — herhen, jeg vil tale med Dig.»
Synderen, der forgjæves havde forsøgt at smutte forbi, dækket af Grenene paa den anden Side Vejen, maatte nu frem. Det var en stor, stærk tolv—trettenaars Dreng i ussel, pjaltet Dragt. Hovedet sad kjækt og frit paa Skuldrene, de sortbrune Krøller vare indfiltrede med Mos og Bladehylstre; et Par livfulde Øjne saae frem af det mørksolbrændte Ansigt. Trods den tunge Byrde stod han stiv, ret op, og saae trodsigt og mut ind i Haven, uden at blinke.
«Hatten af, naar man taler med Damer!» den ældste Datter lettede leende Drengens Hue med Spidsen af sin Solskjærm. Der kom et ondt Udtryk i hans Øje.
«Du har kun Lov til at samle smaa nedfaldne Grene,» skjendte Fru Linde, «øjeblikkelig ned i Kjøkkenet med disse. — Forstaaer Du mig?»
Et hadefuldt Blik sagde Ja; han saae sig forvildet om efter Huen. Den var falden ned i Haven; Marie tog den op.
«Lad mig sætte den paa. — Du kan jo ikke bruge Hænderne, Barn! — var det derfor Du ikke hilste? saadan.»
Peter blussede under det milde Blik, han svarede dog ikke et Ord, men hastede bort.
Naa, havde jeg ikke Ret? Fru Linde saae sig om i Kredsen, «en sikker Aspirant til Fængslerne.»
«Aa, Tante, ikke saa højt!» Marie var bleg. «Mennesket spaaer, men Gud raader,» lagde hun sagte til.
«Det maatte være tilfredsstillende, at redde saadan et Barn,» John talte varmt.
«Et ret interessant Experiment,» Frøken Schwalbe loe, «dog troer jeg der er en til Vished grændsende Sandsynlighed for, at det vilde mislykkes.» Det sagdes i en munter, let spøgende Tone. Johns Stemme var harmfuld, da han svarede:
«Experimentet vilde ganske sikkert mislykkes, men toges Sagen i Alvor, som en Opgave, var det dog tænkeligt, at den lykkedes.
Uvilkaarlig vendte han sig til Marie, der saae tillidsfuldt, næsten bedende, op til ham.
«Ja, nu maa jeg gaae,» han saae paa sit Uhr.
«Allerede,» raabtes i Chor.
«Men Frugthaven,» udbrød den skuffede Capitain.
John rystede hans Haand: «Maaskee jeg tør komme igjen?»
Fru Linde skyndte sig til: Spiis hos os i Morgen, Herr Bruhn, vil De tage til Takke? — Pigebørnene kan da spille lidt efter Bordet, og senere skal Haverne blive foreviste.»
Derved blev det.

John trængte til at være ene. Hvad var det, der foregik i hans Sjæl? — hvorfor vilde Tankerne kun een Vej, hvorfor laae der, lige med Et, en hidtil ukjendt Lysglands over Livet?
Han plejede ikke at skjænke unge Piger synderlig Opmærksomhed; saae han paa dem, var det snarest med critiske Blikke. Men hun var saa ganske anderledes, end alle de andre, syntes han, saa sand og naturlig i sit inderste Væsen. — Om to Dage skulde han rejse. Mon Fætteren ikke vilde opfordre ham til at forlænge Besøget; fik han et halvt Ord, blev han.
Da John fra Markstien drejede ud paa Landevejen, saae han den lille Grenetyv staae foroverbøjet udenfor et elendigt faldefærdigt Huus. Drengen deelte sit tykke med et tyndt Lag graaligt Fedt besmurte Aftensbrød med en gammel sort Pudel, der var ligesaa støvet, forsømt og forladt, som han selv. Af og til kjærtegnede han dens runde Hoved, og brummede venskabeligt til den. Johns Skridt skræmmede ham op, han kjendte Ansigtet fra før, og huskede sin Ydmygelse. Det trodsige Udtryk kom igjen frem, og han sparkede, eller, rettere, lod som han sparkede, til sin sorte Ven.
«Hvorfor gjorde Du det?» Der var ingen Vrede i Tonen, men Myndighed. Peter følte Lyst til at flygte.
«Barn!» en fast Haand lagdes paa hans Skulder — «havde Du sparket Hunden, dengang Du troede Dig useet, og klappet den, da jeg kom, var jeg gaaet forbi, men nu maae vi To tale sammen. — Du er bedre, end Du synes, og jeg troer der kan blive Noget af Dig. — Vil Du ud af alt dette Gamle og følge med mig? — Guld og grønne Skove maa Du ikke vente, der skal Arbejde og Tugt til, for at faae en brav og dygtig Mand af en Dreng som Dig.
Der var Noget i Barnets Øje, der ligesom skjulte sig, og noget Andet, der smeltede hen, græd og bad. John blev varm.
«Du skal finde en Ven i mig, men lyde maa Du, der er ingen anden Udvej, lyde!»
Døren til Hytten aabnedes idetsamme, og en skingrende Kvinderøst raabte:
«Kom herind, din Døgenigt, og pas paa Ungerne, mens jeg gaar ud,» Tonen slog pludseligt om: «Aa kjære Herre, om Forladelse! hvor Godt ikke hjælper, maa Ondt til,» hun sukkede med hykkelsk Mine.
Drengen løftede Hovedet.
«Spørg Herren her om det var Løgn, at jeg maatte bringe Brændet til Hasselhøj. — Hun paastaaer, at jeg slet ikke har været i Skoven, at det er Løgn fra først til sidst, og hun vil prygle mig for det. — Spørg Herren, om Du tør?» Øjet spyede Ild.
«Drengen har talt Sandhed, det er Uret at straffe ham; det er ogsaa stor Uret, at forlede ham til Tyveri.»
«Fri Enhver!» Konen saae usikkert hen paa den Fremmede, trak sit hullede Shawl tættere sammen og luskede ind i Huset.
«Slog hun Dig?»
«Hun prøvede paa det, men jeg holdt igjen. — For hver Dag der gaaer, kan jeg bedre magte hende!»
«Tys! — for hver Dag der gaaer, paa den Maade, vil Du mindre kunne magte Dig selv. — See paa mig, Dreng, Du er jo hverken kjøbt eller solgt. — Skal jeg ordne Sagerne, saa Du kan rejse herfra?»
«Jeg rejser heller idag, end imorgen.»
«Og Du vil lyde?»
Peter taug, der gik høje Bølger i hans Sind; han havde Lyst til at flygte langt, langt bort, men han havde ogsaa Lyst til at kaste sig paa Knæ for denne Fremmede. Først blev han bleg, saa rød, der var et angstfuldt Udtryk i Øjet.
«Nu?» spurgte John næsten blødt, den stærke Haand laae igjen paa Barnets Skulder.
«Jeg vil prøve —»
«Meer forlanges ikke heller — I Morgen kommer jeg igjen. Skrædder og Skomager maae i Arbejde kan jeg see.» Han nikkede opmuntrende, idet han gik.
Drengen blev staaende urolig og tvivlraadig. Hvad var det, der fordredes af ham? maatte han ikke heller blive her og døje Ondt, end opgive Trods og Modstand, Løgn og Vildskab, sig selv syntes han det var, han skulde slippe. — Og dog — han havde klappet hans Kind, og den unge Frøken, hun havde taget Huen op. — Peter slyngede sin Hue i Vejret, rede til at gaae i Ilden for de To, — men lydig! — Uh, hvor det vilde ærgre Kjællingen derinde, hvis han blev skikkelig. — Og hende der havde spaaet ham Fængslet — han havde hørt hvert Ord — Haanden knyttede sig i Harme.
«Bliv en skikkelig Dreng,» havde hans døende Moder sagt, men han var ingen skikkelig Dreng, og det var fælt at gaae forbi Kirkegaarden, naar Mørket faldt paa. — Sommetider havde han dog luget den fattige Grav, men ikke i Aar. Før han rejste, maatte han derind og gjøre det. Og blev han til Noget i Tiden, skulde der Steen paa og Gitter om, det var nu ganske vist. —
Doctoren stod i Havedøren, da John kom hjem. «Allerede,» sagde han fornøjet, «vi troede Du var bleven der. Min Hustru og jeg talte netop om Dig; vi synes det ligner Ingenting, at Du rejser saa snart. — Hvad har Du egentlig at forsømme før Høhøsten? — naa, lad Dig smukt overtale?»
«Der behøves ingen Overtalelse, jeg bliver gjerne. — Her er jo dejligt ude,» tillagdes forklarende.
«Ja vel!» Doctoren blinkede en Smule, men betvang sin Lyst til at drille. «Sæt Dig nu ned, John, og hold Foredrag over Frugttræer; hvad siger Du om Haven?»
«Jeg har neppe seet den, og endnu slet ikke været i Frugthaven. Familien indbød mig til Middag i Morgen. Efter Bordet skal alle Herlighederne tages i Øjesyn.»
«Naa saaledes. — Er det tilladt at spørge, hvad Du synes om Fru Linde.»
«Jeg troer det er en sneverhjertet og beregnende Kvinde, der alligevel regner fejl, fordi Egenkjærligheden gjør hende blind.»
«See, hvor min Hustru nikker til hvert Ord, saa uskaansomme ere Kvinderne. — Nu komme vi til Manden og Børnene?»
«Capitainen har et godt Ansigt, men naar en Mand glemmer at være Mand i sit Huus, er der ikke Stort at sige om ham. — Døttrene har jeg neppe seet paa. Sønnen har Faderens gode Udtryk, men er forresten en Laban.»
«Ja med saadanne Mennesker kunne vi naturligviis ikke hamle op; det er rimeligt Du foretrækker deres Selskab.»
John slog ham leende paa Skuldren: «Snak Du kun væk!»

Middagsbordet paa Hasselhøj næste Dag var festligt smykket; ikke mange Retter, men udsøgte, de faa Vine beregnede paa Kjendere, Gjæsten modtoges som en gammel Ven.
Der var Noget i alt Dette, der pinte John, ærlig og ligeud, som han var. Ingen Mand sejlede nødigere under falsk Flag. Han var heel oplagt til at sige imod, da Fru Linde førte ham til Bordet.
Kredsen var kun lille; Øjet ledte forgjæves efter Marie.
«Tak!» Fru Linde klappede hans Haand, «De saae efter min Søn. — Stakkels Adolph maa holde streng Diæt, og spiser derfor ene. Vi bringe ham det ned i Haven. — Hvad nu, Marie?
«Adolph sendte mig efter Lax, Tante! men Du veed, at han ikke tør faae den.»
«Hvorfor kommer Du da? — troer Du det er behageligt for mig at sige Nej? — undskyld Herr Bruhn, men Enkelte ere saa ganske blottede for Conduite, at man fristes til at tabe Taalmodigheden.»
«Jeg gad dog vist, hvad Barnet skulde gjøre,» faldt Capitainen formildende ind, «troer Du Adolph respecterer hendes Afslag?»
Veninden, der i Dag var hvidklædt med blaat Skjærf og Forglemmigejer i Haaret, tog nu Ordet:
«En lille Bid! for min Skyld, kjære Fru Linde. — Det kan saamænd aldrig skade.»
«Hellere ikke,» bad Marie.
«Hvad kom Du da for, maa jeg igjen spørge. — Bring ham nu strax dette Stykke, og fortæl paa hvis Bøn han faaer det.» — Et anerkjendende Nik tilsendtes Veninden.
Vredesrødmen steg heelt op i Johns Pande; han var ordknap og uoplagt saalænge Maaltidet varede.
Kaffebordet stod dækket under Lindetræet. Marie syslede ved Bakken; Adolph laae læsende i en Hængekøje.
«Velbekomme!» Frøken Schwalbe nejede spøgende for ham.
«Jeg spiste det slet ikke; Marie gjorde saamange Ophævelser, at Lysten forgik mig.»
«Saadan skal det være!» John nærmede sig, «jeg skal rose Dem for Doctoren, Frøken.»
Hun smilede, men der laae dog endnu en Sørgmodigheds Sky over Panden.
«En Cigar?» Capitain Linde fandt det var paa Tide at rejse sig.
«Tak, tør jeg vente lidt?» — John nød Kaffen draabeviis med lange Mellemrum.
«Hvorledes har Herr Bruhn tilbragt Formiddagen,» spurgte Værtinden smilende «er De Fisker med Passion som min Mand? — nej, jeg . kan see paa Dem, at De ikke er det. En saa energisk Personlighed kan umulig staae timeviis og drive — undskyld, Linde, jeg meente drømme — over en Medestang.»
Hendes overlegne Væsen trykkede Manden; det var ligesom han svandt ind, og blev ubetydelig, naar hun var til Stede. John følte det med Harme.
«Skjøndt jeg ikke selv er Fisker,» sagde han, «maa jeg tage Fiskernes Parti, det er gjerne tænksomme Folk, der have Indhold nok til at kunne undvære Andres Selskab. — Min Formiddag er gaaet med prosaiske Vandringer fra Foged til Degn, og fra Degn til Sogneraad. Jeg har fæstet den Dreng, vi talte om i Gaar, og agter at tage ham med hjem.»
Dette Sidste henvendtes uvilkaarligt til Marie, var det ikke deres fælles Sag.
«Hvor det glæder mig,» hendes Ansigt lyste — «hvad sagde Barnet?»
Fru Linde rystede paa Hovedet: «Tro mig, De faaer Utak til Løn, skal vi vædde?»
«Nej, jeg kan ikke tage Dette som en Leg. — De spurgte hvad han sagde; jeg fik et begrændset Løfte om Lydighed, det var Alt. — Bliver et Barn kyst og mishandlet, er det intet Under, om Løgn og Trods voxer op. — Ond er han ikke; vi faae nok Bugt med ham.»
«Med Guds Hjælp!» —
«Det lufter,» Adolph rettede sig op paa Albuen, «jeg vil gjerne have en anden Plaid, Marie, og Aviserne fra i Gaar.»
«Tag mine Briller med,» fortsatte Fru Linde og det røde Hækletøj — jeg husker ikke hvor det ligger. — See ogsaa efter om Hjørneskabet er aflaaset og bring mig Nøglen.»
«Lille Ven,» Frøken Schwalbe standsede Marie i Flugten, «løb med det Samme op paa mit Værelse og hent Kniplingshawlet.»
John fulgte den Bortilende med Blikket; hvor var hun redebon til at tjene Enhver. Lyksalig den, der havde Ret til at løfte hende paa Højsædet og tjene hende, tænkte han.
Det varede ikke længe, for Marie kom igjen med det Forlangte, John følte ingen Lyst til at rejse sig; skjøndt Capitainens voxende Utaalmodighed gaves tilkjende ved Smaatrippen og opfordrende Rømmen.
«Marie,» Fætteren saae døsig op fra Aviserne, hvori han havde bladet ti Minuter, «det var ikke af Vejen at faae et Glas Vand med lis i.»
«Tør jeg hente det?»
Gjæsten rejste sig hurtigt.
«Bevares, nej! — De er altfor artig, paa ingen Maade. — Marie!»
«De misforstaaer mig, Herr Linde,» John talte bestemt, «det var for at spare den unge Dame flere Trin, jeg tilbød at gaae.»
«Ah, om Forladelse!» han saae krænket ud, «syge Folk kan ikke altid tage Hensyn. Det er haardt at være til Plage baade for sig selv og Andre. — Du skal ikke ulejlige Dig, Marie, jeg gaaer heller ind.»
«Aa, nej, kjære Adolph! Du skal jo være i Luften. Det er min største Glæde, naar Du sender mig — ja sandelig!» — John mødte et alvorligt bebrejdende Blik fra de forunderlig rene, dybe Øjne.
Endelig fik Capitainen da Gjæsten under Armen og ud i Frugthaven. John beundrede og bestred med Liv og Fagkundskab, men Tankerne vare alligevel langt borte. Blot han kunde faae sagt hende et Ord, en Undskyldning. — Ah, der kom hun; Capitainen var endnu i Drivhuset, han nærmede sig. — Marie saae op, og standsede.
«Hvor kunde De?» sagde hun, «min Fætter føler sin Afmagt tungt nok; det gjorde mig frygtelig ondt.»
«Det var urigtigt,» han bøjede Hovedet.
 Capitainen kom nu til. «Vi ere ikke nær færdige,» sagde han og gned fornøjet sine Hænder, «før De har seet Espaliermuren, kan De ingen endelig Dom fælde.» —
Da John gik hjem om Aftenen, lød det blide: «hvor kunde De,» endnu for hans Øre. Han var ikke vant til at taale Indsigelser, end sige Bebrejdelser, — men af hendes Mund! — Mon hun havde lagt Mærke til hans Anstrengelser ved Thebordet for at vinde Adolphs Venskab og gjøre Alt godt.

Fuglene kviddrede muntert Søndagmorgen i Doctorens skyggefulde lille Have. John indaandede den balsamiske Luft i dybe Drag. Hvor Alt spirede og knoppedes; saa dejligt et Foraar havde han aldrig oplevet.
Pludselig knirkede Havelaagen, lette Trin af to Bortgaaende hørtes, derpaa Stemmer i Afstand : Fru Bruhns og Maries. Ja, Maries! den var ikke til at tage fejl af.
Doctoren sad ene ved Frokostbordet, han saae tankefuld ud.
«Jeg skal hilse fra min Hustru,» sagde han. «Frøken Linde var her og hentede hende; de følges gjerne til Kirke; det er et ordentligt Stykke Vej, henved en Miil. — Maa jeg skjænke Kaffen? — lidt, men stærk, jeg kjender Dig nok. — Du maa forresten ikke troe,» tilføjede han alvorligt, «at jeg bliver hjemme af Høflighed. Det er ligefrem Kaldspligt, der forbyder mig at gaae i Dag, hvor gjerne jeg end vilde.» — Han holdt inde og vedblev derpaa: «Agtet Du Dig til Hasselhøj, John, kan Du være temmelig sikker paa at træffe Familien hjemme. Ingen af de Andre søge, saavidt jeg veed, Guds Huus.»
«Ikke det,» sagde John tørt, og tog en Avis. Mon hun kom her tilbage igjen? — Nej, Fru Bruhn vendte ene hjem.
John snappede sin Hat og gik ud, Øjet ledte efter Fodsporene paa Vejen; han var ikke i Tvivl om hvilke, der vare hendes.
I Dag gik det ikke an at besøge Hasselhøj, men han maatte snart derhen, for at tale nærmere om de lovede Aflæggere og udenlandske Hønseæg. Paaskud Altsammen, tænkte han halv skamfuld, men hvad skal jeg gjøre.
Næsten uvilkaarligt drejede Foden om ad Stien til Granskoven.
Hvor der var svalt og stille; de ranke Stammer stode ligesom Vagt om noget Hemmelighedsfuldt. Dybt inde fra hørtes Skovduens Kurren og en Drossels Triller. To Skikkelser sadde paa de fældede Stammer, henne ved Udgangen. Johns skarpe Øje skjelnede Maries sorte Kjole og hvide Straahat, og var den Anden ikke Peter?
Den bløde elastiske Skovbund dæmpede Lyden af Trinene, saa at han kom dem ganske nær, før de bleve ham vaer. Marie sprang hurtigt op.
«Er De vred paa mig endnu, Frøken Linde!» spurgte John ærbødigt. Han stod med Hatten i Haanden, og saae saa mandig, ærlig og aaben ud.
«O, nej! — undskyld, at jeg talte saa dristigt i Gaar, men det var mig usigelig piinligt. — Min Fætter er altid venlig og god — De gjorde ham Uret.»
«Jeg handlede i al Fald tactløst, og angrede det strax. — Frøkenen taler med min Dreng? — lad Dem endelig ikke forstyrre.»
«Vi var færdige,» hun hviskede, endnu et Ord til Drengen, hilste paa sin stilfærdige, yndefulde Maade og gik bort.
Skjøndt Peter havde de gamle Klæder paa, saae han dog ud, som en anden Dreng. De mørke Krøller vare omhyggelig redte, og Ansigt og Hænder befriede fra Støvlaget. Dragtens værste Flænger vare ogsaa bødede, med et Par klodsede, ubehjælpsomme Stopninger af eget Arbejde. Han havde grædt, og søgte nu at skjule det, men Læben dirrede, trods al Kamp, af tilbageholdt Graad. — Hvad mon de havde talt om? John vilde have givet Meget for at vide det, men spørge, nej!
«Gjem hendes Ord,» sagde han blot og strøg Drengens Kind.
Saa kunde Peter ikke mere, han skjulte Øjnene med Armen og hulkede:
«Jeg har ikke gaaet i Skole, hele Somren — Moder havde lært mig det, men Kjællingen sagde altid: hold Mund, naar jeg bad det om Aftenen, og saa glemte jeg det, men værre og værre gik det fra den Dag — det veed jeg godt — og nu skal jeg nok igjen, for hun sagde det, og her staaer det!» — han tog en lille flad, velindsvøbt Bog op af Trøjelommen.
John, der indsaae at Dette var Noget, han ikke magtede at tale med om, taug en Stund, derpaa spurgte han uventet — han maatte have Talen ind paa kjendte Enemærker — «Kan Du ride Heste til Vands?»
«Jo nok,» der kom Liv i Øjet, «sommetider har jeg redet til Gadekjæret med Fogedens Brune.» «Godt, man maa jo vide hvad saadan en Fyr duer til. — Skuffe og rive Gange behøver Du vel heller ikke at lære?»
«Jeg kan gjøre det,» han tænkte paa Graven bag Kirkegaardsgjærdet. John havde ogsaa sin Tanke, han saae smaa lette, fine Spor henad de nyrevne Gange i Haven paa Strandvoldgaard.
«Et endnu! — naar jeg bringer Dig til dit nye Hjem, vil Enhver vente det Bedste af Dig. Jeg siger ikke til noget Menneske: hav Øje med den Dreng, man kan ikke stole paa ham. — Det afhænger af din Opførsel, om jeg engang skal kunne sige: jeg stoler paa Peter, som paa mig selv.» Drengens Hjerte svulmede, og han blussede dybt. Lidt efter sagde han — det var et underligt Tankespring— «Jeg maa dræbe Tiras, for jeg rejser.»
«Er det Pudlen?» Johns Blik udtrykte venlig Forstaaelse, «hvad mener Du om at tage den med? Dyret finder vel nok sit Brød paa Strandvoldgaard. Skynd Dig hjem og fortæl den det. Og saa var det vist ikke af Vejen, om Du puttede den i en Spand Vand og børstede dens lodne Frakke godt igennem.»

Om Mandagen var der Marked i Nabobyen. Doctoren kjørte sin Gjæst derhen efter Middagsbordet.
«Ah, dine Venner ere her allerede,» raabte han muntert og pegede med Pidsken paa nogle pyntede Damer, der stode i Klynge om en gammel Fisker og hans Trillebør, «det gjælder Hummer, kan jeg see.»
Damerne vare endnu ikke færdige med Handlen, da Doctoren og John kom til. Fru Linde hilsede dem med et Glædesudraab.
«Det er ordentlig velgjørende, at møde Mennesker her! — jeg kjender ikke noget Værre end et Marked, disse rædsomme Lirekasser, og saa Brændeviinsteltene, — uh, hvor den Latter er raa. — Og hvad synes De om Skomagerboden? Lugten trænger heelt herhen. Ja, vi kom egentlig kun for Honningkagernes Skyld; det var et reent Lykketræf, at Frøken Schwalbe opdagede Hummerne. — Bind Laaget godt til, Marie, saadan. — Hvilke smagløse Dragter, og saa gaae de klodsede Skabninger ikke engang af Vejen for Folk. — Det er gyselige Tider.»
«Du saae vist ikke rigtig paa dem, Tante!. — der var virkelig saadan kjønne, rare Ansigter imellem; Væverens Johanne gik sidst, det er hende, der nu vender sig og nikker.»
«Ja nik Du kun igjen, vi Andre er helst frie. Naa, der har vi en ny Sværm; de trænge En jo formelig op til Muren. — Lad os bare see at komme bort. Jeg har en Plan — lidt Morskab skulde man dog have — vi ville kjøre til Skovlyst og gjengjælde Oberstindens Visit. Gjør os Selskab Herr Bruhn! Familien vil føle sig beæret ved Deres Komme. — Gaa Du hjem med Hummerne, Marie, og see at faae dem i Stand til Aftensbordet; vi blive ikke paa Skovlyst.»
«Jeg er lidt bange for at gaae ene hjem i Dag, Tante!»
«Sniksnak, naragtige Barn, Klokken er kun sex. Naa, Herr Bruhn?»
«Undskyld, Frue, jeg kommer nødig med Fremmede til Fremmede.»
«Fy, kalder De os Fremmede. — Jeg skal dog ikke plage Dem, hvis De vil love at skjænke os Dagen i Morgen. Doctoren maa slippe Deres Gjæst tidligt og lade os beholde ham til henad Midnat; vi tænke nemlig paa en længere Udflugt. — Farvel, saalænge, — god Fornøjelse.»
Fru Linde sejlede martialsk ned ad Gaden, fulgt af de unge hvidklædte Piger, der rynkede deres smaa Næser og mønstrede de landlige Skikkelser med spottende Blikke.
«Hvor blev hun af?» Doctoren saae sig om efter Marie, «jeg tænkte hun kunde have kjørt med os. En dejlig Tante, maa jeg sige. — Hvor vil Du hen, John?»
«Vent ikke efter mig, jeg finder nok hjem,» han fjernede sig iilsomt.
Marie var kommen et godt Stykke forbi de sidste Huse, før John indhentede hende. Der var en behersket Hast i hendes Gang, Øret lyttede; maaskee indgjød hans Trin hende Frygt.
«Det er mig, Frøken Linde!»
«Gud skee Lov,» udbrød hun livfuldt, men tilføjede strax undskyldende, «jeg er saadan en Kryster.»
Lige i det Samme kom en Flok Karle henad Vejen; de loe vildt, sang og puffede til hverandre. John bød den unge Pige sin Arm, og den modtoges tillidsfuldt og glad.
«Det er en lang Vej, jeg troede Herr Bruhn kjørte med Doctorens Vogn?»
Han rystede paa Hovedet og ønskede, at Vejen havde været dobbelt saa lang.
«Det er da ikke for min Skyld, De gaaer? — af Godhed?» hun saae spørgende og takkende op til ham.
Lidt efter kom igjen et Par vilde og larmende Svende; Johns faste Blik tugtede dem dog til Taushed og til at gaae af Vejen. Han mærkede med inderlig Glæde hvor tryg Marie følte sig under hans Beskyttelse. O, hvem der, Livet igjennem, turde slaae Arm om hende og værge hende for alt Ondt, bane Vejen, strøe Roser for Foden.
«Denne maa jeg bære,» han tog Kurven fra hende.
«Aa nej, den er saa tung.» «Frøken Linde burde sagt: ja Tak, den er ogsaa tung.»
«Bærer hverandres Byrder,» tænkte hun, «det er en ædel og god Mand.»
Midt ude paa Vejen, laae en brun Orm; de saae den Begge og bøjede sig, i samme Nu, for at redde den fra at nedtrædes. Det skete saa pludseligt og pudsigt, at Marie kom til at lee, en uforbeholden, barnlig, sølvklar Latter.
«Vi mødes,» sagde John, men tænkte i det Samme: saadan skal det være Livet igjennem, hvis!
«Naar man skraaer ned her,» hun gjorde en foreslaaende Bevægelse, «og gaaer over Mosen, forkortes Vejen et godt Stykke. Den lille Sti kaldes Kirkestien.»
«Vi har ogsaa en Kirkesti, hvor jeg boer. Den slynger sig gjennem Kornagre, og der er en herlig Udsigt fra den til Stranden. Hvor Markerne ende, skraaner en skovklædt Skrænt ned til Kysten, der bugter sig lunefuldt ud og ind.»
«Savner De ikke Stranden,» spurgte hun.
I dette Øjeblik savnede han Intet paa Jorden, men svarede dog:
«Ingen Egn er fuldstændig smuk, i mine Øjne, uden Strand.»
«Der er noget underlig Fængslende ved Havet,» vedblev hun sagtere, «da min Moder levede, toge vi et Par Gange hver Sommer en heel Dag ud til Stranden. Moder kunde sidde flere Timer ganske stille paa en Steen, see paa Bølgerne og lytte til dem.»
«Bølgerne talte til hende om det, der havde været,» Johns Stemme var blød, «hvad sagde de til Dem om det, der skulde komme?»
«Jeg ledte efter Rav og kostelige Perler, og fyldte, i Mangel heraf, mine Lommer med brogede Steen og smaabitte gule Sneglehuse. — Hvad Bølgerne fortalte forstod jeg ikke ret, — undtagen maaskee Grundtonen.»
«Og den var?»
Hun tøvede.
«Jeg vilde gjerne høre Deres Opfattelse.»
«Det var altid lange lyse Sommerdage vi valgte til disse Udflugter, — jeg har endnu ikke seet Stranden i dens Alvor og Storhed. Naar Moder og jeg sang: «Dejlig er Jorden, prægtig er Guds Himmel,» syntes jeg, vi stemmede i med — jeg mener i Grundtonen.»
De gik en Stund hver i sine Tanker, Fuglene kviddrede inde i Krattet, Frøerne kvækkede nede i Mosekæret. Da de gik forbi Markvolden, fløj en lille Fugl op og kredsede urolig frem og tilbage.
«Det var en Gjerdesmutte! — her har den vist sin Rede.»
«De kjender Fuglene, Frøken!»
«Saa temmelig. — Oncle har dette Foraar været min Lærer. Han kjender nu paa en Prik hver Fugls Farve, Flugt og Sang.»
«Det gjør jeg ogsaa. Tag Dem i Agt for at komme i Forhør. Hvad hedder den lille ufortrødne Sanger ved Indgangen af Granskoven?»
«Irisk», hun standsede, «her skilles vore Veje.»
«Aa, nej, lad mig dog idetmindste bære Kurven gjennem Skoven til Havelaagen.»
«Paa ingen Maade,» hun tog Kurven, «jeg veed slet ikke hvordan jeg skal takke.»
Solen kastede et rigt rødligt Guldskjær langs Granstammerne og henad Skovbunden. Saa dejligt havde her aldrig været før, syntes Marie. Det jublede og sang indeni hende, hun maatte give det Lyd:

Om levende blev hvert Træ i Skov;
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ej Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge; o.s.v.

John gik langsomt hjem, der var ikke Skygge af Betænkning i hans Sjæl, men der var Uro alligevel: turde han ogsaa troe!

«Kan Herr Bruhn nu finde Dem i at undvære Middagsmaden,» spurgte Fru Linde næste Dag, idet hun pegede paa det overdaadige Frokostbord. «Det er en lang Kjøretour, saa Eftermiddagen kan ikke slaae til. Vi tænke — om det vinder Bi­fald — at nyde tidlig Aftensmad og The i det Frie, lige før Hjemtouren. — Er Du færdig med Indpakningen, Marie?»
«Ja,» Johns Hilsen gjengjældtes, der laae et: «Tak for sidst» i Blikket.
«Og Du har intet glemt?» Tonen var halvgnaven.
«Hun!» raabte Adolph med Eftertryk.
John rystede hans Haand: «De tager da med?»
«Aa, nej, jeg er bare til Bryderi.»
«Men søde Adolph,» Modeten saae betænkelig ud, «hvordan skal vi saa indrette os? — jeg kan ikke godt undvære Marie.»
«Nej, naturligviis.»
«Men saa igjen at lade Dig blive ene! — var Ane Grethe blot ikke saa klodset, tog jeg hende med.»
John havde gjerne givet Ane Grethe et Guldstykke, fordi hun var klodset.
Husets unge Døttre forholdt sig fuldkommen ligegyldige; der var ikke Tale om at bruge dem, hverken til at blive hjemme hos Broderen, eller til at udføre Smaapligterne paa Touren. —
«Jeg begriber ikke, hvor min Mand bliver af,» Fru Linde sukkede: «Spil lidt for os, medens vi vente, Henriette, eller De, Frøken Schwalbe! jeg forudsætter, at Herr Bruhn er en Ynder af Musik.»
«Ja, men jeg er kræsen,» det sagdes paa hans sædvanlige ligefremme og dog høflige Maade; Bukket og Minespillet tog ligesom Braadden fra Ordene.
«Saa slipper jeg,» Henriette loe tvungent, «Du maa til, Agathe.»
Frøken Schwalbe, der ikke tvivlede om sin musikalske Færdighed, gav et glimrende Nummer til Bedste.
Adolph lyttede med Henrykkelse, og dog var det en stor Tilfredsstillelse for ham, at Gjæsten forholdt sig temmelig ligegyldig. — Det var tydeligt, at han ikke kom her for Agathes Skyld.
«Synger ingen af Damerne,» spurgte John, da hun rejste sig.
«Nej, der hører saa Meget til,» Nathalia loe, «og De er jo kræsen.»
«Jeg holder af en simpel Sang.»
«Marie, nu maa Du frem,» — Adolph kom ham til Undsætning — «jo vist, Moder, hun kan godt, Marie har en sød lille Stemme.»
«Marie har ingen Skole, det er Synd, hun gjør sig bare latterlig.»
«Undskyld, Fru Linde,» Agathes kloge Øje hvilede forskende paa Gjæsten, «Maries Stemme er ualmindelig tiltalende. — Gjør Dem nu ikke kostbar! hvad var det, De sang i Morges?»
«En Morgensang — jeg troede Ingen hørte det. — Skal jeg virkelig?»
Tanten saae ud som en lukket Bog; Adolph nikkede opmuntrende, Johns Blik bad.
Capitainen kom ind, medens hun sang.
«Er det ikke velsignet at høre paa,» hviskede han.
«Ja jeg maa afbryde,» Fru Linde rejste sig hurtigt «hvor blev Du af, Linde?»
«De skylder os Slutningen,» sagde John, idet han gik forbi den unge Pige.
«Saa De synes om hendes Sang,» Capitainen gned fornøjet sine Hænder, «jeg veed hvad Du vil sige, Edvardine, hun har ingen Skole, men Øre har hun, min Sjæl, og Stemme som en Sølvklokke, det er Arv efter Moderen.» —
«Frøken Schwalbes Musik var mesterligt,» afbrød Fruen. «Du veed ikke hvad Du gik glip af, Linde!»
Det var en straalende klar Foraarsdag, Frugttræerne blomstrede; de gamle Egetræer ved Udkanten af Skoven stode rødbrune, lige i Udspring. Granerne og de unge Lærketræer mødte med lysegrønne Naalekvaster; Bregnerne paa Skovgjærdet rullede de nøgleagtig sammenvundne Blade op, og Slaaenhækkens sneehvide Blomster spredte Mandelduft for Vinden. Ikke et vissent Blad, Alt friskt, fuldt af Livskraft og Fremtidsløfter. Vejen gik tvers igjennem en Bøgeskov; Solen spillede bag det rige lyse Løv, saa det næsten saae klart ud.
Marie havde Plads hos Onclen, der selv kjørte; hun sad taus og frydede sig i Stilhed. Inde i Vognen gik Passiaren derimod livligt, trods Gjæstens indesluttede Væsen. Af og til saae de to Søstre skalkagtigt paa hinanden, og saa paa Veninden: «Er det Dig, eller mig, eller hende?»
Endelig naaedes Bestemmelsesstedet, en høj Bakkeskraaning bevoxet med Ungskov. Aaen, hvorefter Stedet havde Navn, Aabjerg, bugtede sig mellem Enge og Mosedrag. Et lille Skovløberhuus, med blanke Ruder og blaamalet Dør, laae ved Leddet.
«Det vil gjøre godt, at gaae lidt igjen,» Fru Linde rettede sig, «Touren, op til Toppen og ned, tager halvanden Time, naar vi gaae jevnt og hvile ud, alt imellem. See paa dit Uhr, Marie! at Du kan være færdig i rette Tid. — Ja, løb kun i Forvejen, Børn, hvem der kan. Hvad er der, Linde?»
Capitainen og Marie havde deres Hemmelighed: et Fad udsøgte Aborrer fra Morgenfangsten skulde pryde Aftensbordet. Han havde fisket lige til sidste Øjeblik, og de vare ikke reengjorte, saa egentlig kom de den unge Pige højst utilpas, men Onclen var saa glad, at hun ikke nænnede at gjøre Indvendinger. Skovløberkonen var ude, men hendes store Forklæde kom paa, og de smaa fine Hænder fik travlt. Gamle Bedstefader trak Vand op, gjorde Ild paa, og gav Raad.
Bordet var lige netop ordnet, da Selskabet kom tilbage. Maries Kind havde faaet forhøjet Farve af Skyndingen: Lyset faldt smukt paa de rige brune Fletninger og den rene aabne Pande; det mørkeblaae Øje havde en mild Glands. «Hun har ikke sin Lige,» tænkte John.
Fisken modtoges med Glædesudraab; Capitainen fik Roes, endogsaa af sin Kone.
«De er en flink ung Dame,» — Frøken Schwalbe lagde Armen om Maries Liv. «Han veed nok hvad han gjør,» tænkte hun senere, idet hun pillede sin Aborre, og iagttog dem Alle.
«Skal Frøken Linde ikke ogsaa see Udsigten?» spurgte John efter Bordet.
«Der er neppe Tid, — jeg troer heller ikke hun bryder sig derom. — Har De Tørveskjær Herr Bruhn? Denne Mose er nu en Guldgrube. Skal vi gaae hen og see nærmere paa Massen? — ikke for nær, Børn! — lad Bukkeblomsterne i Fred, Nathalia; Henriette, Du maa ikke!»
John gik rolig forbi; han havde ingen Lyst til at hjælpe.
Da de kom tilbage, var Vognen kjørt frem. De unge Piger havde Hænderne fulde af Bukkeblomster, Engroser og Forglemmigejer.
«Uforsigtige Børn,» Moderen truede.
«Vi fik Marie til at gaae efter dem,» undskyldte Nathalia.
«Hun er saa let,» forklarede Frøken Schwalbe, og tilføjede hensynsfuldt:
«Blev De vel vaad, Marie?»
«Næsten ikke.»
«Er det tilladt?» John sprang op til Capitainen, han maatte være i Ro med Tankerne.
Dette turde ikke vare længer; hendes Plads var ikke her! — Hvad var det, der gjorde hende anderledes end alle Andre, tænkte han videre; naar hun sad midt i Kredsen, kunde det være For ham, som sad hun alligevel ganske ene paa en fredlyst Plet.
Paa engang lød ivrige Stemmer fra Vognen; Fru Linde talte haardt og afgjørende.
«Det bliver for seent, jeg vil ikke vide af det! paa ingen Maade.»
«Hvad nu?» Capitainen holdt Hestene an.
«Kjør væk, kjære Linde! det er Ingenting.»
John bøjede sig tilbage: «kan man ikke hjælpe?»
Fru Linde rystede smilende paa Hovedet, Marie saae ned; græd hun?
«Tør jeg staae af her,» bad John ved Skillevejen, «Tak for Touren, Herr Capitain.» — Han gik tæt hen til Vognen. «Hvad var det før?» — han saae paa Marie.
«O, det var blot mig, der havde tabt Noget, og bad om at maatte staae af og lede det op, men Tante havde vist Ret, jeg havde dog ikke fundet det.»
«Og det var?»
«En Guldring» svarede Frøken Schwalbe med forskende Øje.
«En glat Guldring, uden synderlig Værdi,» Fru Linde var ærgerlig.
«For mig havde den Værdi — det har været Moders Ring.»
«Jeg synes der er talt nok om den Ting, Marie.»
Uden at forstyrres af denne Bemærkning, spurgte John:
«Hvor troer De at have tabt den.»
«Det skete vist, da jeg plukkede Moseblomsterne, Ringen var lidt stor og gled sommetider af.»
«Du skal faae en Ring af mig,» lovede Capitainen.
«Vi opholde Herr Bruhn,» Fru Linde trykkede hans Haand, «i Morgen see vi Dem da hos os?»
«I Morgen kommer jeg maaskee for at sige Farvel,» han hilste og gik.
Det var en mild stille Nat; Maanen lyste klart. John standsede og overvejede:
Om jeg nu fandt den; hvad hindrer mig i at gaae tilbage.
Han vendte sig, og gik saa fremad med faste, rolige Skridt. Vejen var lang, men den havde et Maal, Livets Lykke, Ringen!
Hvor var der stille i de dybe Skove, og dog føltes Stilheden næsten endnu mere, naar Vejen førte gjennem slumrende Landsbyer, eller forbi Smaahuse. Den første Morgenluftning og det første Fuglepip havde noget Befriende ved sig. John aandede op og saae sig om. Stedet syntes ham fremmed, han kjendte ikke denne Sø. — Dog, nej, det var ingen Sø. Taagesløret lettede og sønderreves af et Vindpust; det var Mosen. Skovløberhuset med Brændestablerne og den blaae Dør laae lige for. Langs den østlige Horizont saaes en svag regnbuefarvet Stribe.
Nu gjaldt det at finde Pletten, hvor hun havde staaet. — Mon det ikke var her, nej, snarere her; lidt ude saaes afbrudte Blomsterstilke. John lagde sig paa Knæ og bøjede sig vaersomt ud over Randen. Øjet gennemforskede, saa godt det lod sig gjøre, den tilgroede Bund. — Men hvad hængte der lige ved, paa det knækkede Siv? turde han troe sit Øje, Ringen! — Han greb den, tog den af, holdt den fast, saae paa den. Da John rejste sig, stod han ligeoverfor Solen; den var endnu ikke heelt fremme, men løftede sig langsomt i Vejret, svømmende i Guldglands. Der var, i dette Øjeblik, Tak i hans Sjæl og en ubevidst Lovsang; hvorhen skulde han bringe den? — jo, til hende!
Lærkerne jublede højt oppe over Markerne, og de smaa Fugle i Skoven sang yndeligt, hver med sit Næb. Husene ved Vejen vaagnede nu ogsaa efterhaanden, Skorstenen røg, og «Moder» gik til Brønden efter Vand.
John ilede hurtigt tilbage; nu var han der snart, hvad vilde hun sige? — Han tvivlede ikke paa at træffe hende, og hun stod virkelig ogsaa i Havelaagen med Kniv i Haand og Kurv paa Armen.
«Godmorgen, Frøken Marie» — han sagde Marie — «saa tidligt oppe.»
Hun foer sammen, og saae spørgende hen paa ham.
«Kjender De denne?»
«Moders Ring! — er det muligt; men hvordan er det gaaet til?» hendes Ansigt straalede.
«Jeg gik tilbage og fandt den.»
«Jo vist!» hun loe.
«Det er Alvor! — Jeg har gaaet den hele Nat. Ringen hang paa et Siv; den havde ikke udtjent, tænker jeg. — Medens De bøjede Dem forover og plukkede med højre Haand, maa De have grebet om Sivene med venstre.» — Han traadte et Skridt nærmere: «Er det ikke en Fæstensring?»
Den unge Pige saae op, derpaa sænkedes Blikket; Forstaaelsen kom som et Lyn.
«Marie!» han holdt Ringen hen imod hende, «vil De tage den af min Haand? — tør jeg sætte den paa Deres Finger?»
Frygtsomt og dog saa usigelig tillidsfuldt raktes den skjælvende lille Haand frem. John satte Ringen paa. Hun tænkte det var en Drøm! «Siden kommer jeg igjen!» han fjernede sig et Par Skridt, men vendte hurtigt om: «Giv mig et Ord med, et eneste!»
Hvad skulde hun sige? Blikket maatte gjælde for Ord.
«Tak,» han rakte Armene imod hende, «Tak!»

«Marie, Marie hvor bliver Du af,» Fru Linde var ophidset, «Adolph har spurgt to Gange efter Dig. Jeg synes Du glemmer din Stilling her i Huset.»
«Om Forladelse! Du maa bære over med mig i Dag, Tante!» Den unge Pige ilede ind paa sit Kammer. Hun trængte til at samle sig i Stilhed.
«Er Du syg,» Fru Linde rev Døren op.
«Nu kommer jeg!» der laae en Lyksalighedsglands over det taarevædede Ansigt, «vær ikke vred; jeg skal skynde mig dobbelt.»
«Godmorgen Oncle!» hun løb hen og rakte ham begge Hænder, «kjære, kjære Oncle!» det lille Hoved skjulte sig ved hans Bryst.
«Naa, naa, — hvad er der i Vejen, men Marie!»
«Jeg er netop saa glad, Oncle! — Godmorgen, Adolph! har Du det bedre?»
«Lidt bedre, og alligevel daarligt nok. — Jeg haaber da ikke,» vedblev han godmodigt, «at Moder har gjort Vrøvl, fordi jeg et Par Gange kaldte forgjæves? — Du er da kun et Menneske.»
Hun satte sig stille ved hans Side: «Lige fra den første Dag, jeg kom her i Huset, har Du været god imod mig, Fætter.»
«Snak, jeg har været egenkjærlig, utaalmodig og fordringsfuld, og er det endnu. — Hvorfor taler Du saadanne milde Ord, de lyde som en Afsked.» —

John gik frem og tilbage i Granskoven; Tankerne havde allerede travlt med at berede Strandvoldgaard til hendes Modtagelse. «Der skal flages og strøes Blomster. Den Dag, hun drager ind, skal blive en Mærkedag for alle Fattige i Sognet.»
«Men, Mand!» raabte Doctoren, da hans Fætter aabnede Døren, «hvor har Du været?»
«Ved Aabjerg.»
«Lige til nu?»
«Kan Du ikke see det paa mig, Emil!»
«Et kan jeg see, der er Een Du sætter over Dig selv, John!»
«Marie!»
«Ja, jeg tænkte det nok. — I Guds Navn, Lykke paa Rejsen! — Du faaer en større Skat om Bord, end Du selv ahner, eller forstaaer. — Lille Marie!» han saae heel tankefuld ud: «saa hun havde slet ingen Betænkeligheder? jeg vil gjerne troe det.»
«Du kjender os Begge,» John talte varmt, «og det undrer mig ikke, at Du vejer mig og er nær ved at finde mig for let. — Hvad er det, der gjør hende anderledes end Andre?»
«Jeg veed hvad det er; Marie har den rette Vej i sit Hjerte.»
«Tak! det var et skjønt Ord og sandt; jeg har følt det fra første Dag, uden at kunne udtrykke det. Hun har den rette Vej i sit Hjerte.»

«Det nytter ikke at vente efter Linde, han er uberegnelig. — Sæt Dem her hos mig, søde Frøken Schwalbe, De sov nok fra Morgentheen og kan trænge til Frokost. Men jeg troer sandelig ikke Kaffen er lavet endnu. — Marie!
«Det er en Skam; — nu skal jeg komme.»
«Jeg forstaaer mig ikke paa Dig! — her mangler ogsaa Salt. Sagde jeg ikke strax, første Dag, at Du havde Ansvar for Bordets Dækning; dit Øje maa altid gaae det efter, før der kaldes til Bords. — Selv en Engel kan miste Taalmodigheden.»
Frøken Schwalbe loe: «Hvem er saa Englen, Fru Linde! De, eller hun. — See paa hende.»
«Jeg seer paa Dem, lille Skjælm,» hun kvalte sin Harme i et fortrukket Smiil. «Skjænk Mælk til Frøken Schwalbe, Adolph! — men hvor bliver Linde dog af?»
«Der er Nogen hos ham,» Frøken Schwalbe talte dæmpet, «jeg hørte Stemmer, idet jeg gik forbi Døren. Hvis jeg ikke fejler, har Herren til Strandvoldgaard en hemmelig Samtale med Capitainen.
«Nej virkelig,» Fru Linde hyklede Ligegyldighed, «det gjælder vist Aflæggere, eller maaskee han tager Afsked. — Læg en Couvert frem, Marie! ryk lidt fra hinanden Henriette og Nathalia, at der kan blive Plads. — Saa skynd Dig dog, Marie!»
Capitainen traadte nu ind. «Kom med mig Barn,» sagde han blot, drog Maries Arm ind i sin og førte hende ud.
Adolph saae paa Frøken Schwalbe; hun nikkede.
«Vi To have ikke været blinde, vel? — aa, kjære Fru Linde, det er uimodstaaelig komisk, at see et saa forbauset Ansigt, som Deres, i dette Øjeblik.» Hun brast i Latter: «De kalder da vel aldrig Marie for en Slange og fortryder at have næret hende ved Deres Barm?»
«Saa De troer? — aa, nej, det er umuligt, — saadan en lille ubetydelig Pige.»
Hun havde neppe udtalt, før John stod i Døren.
«Farvel, Frue!» sagde han, «jeg betroer Dem Marie endnu en lille Tid. Min Slægtning Doctor Bruhn har indbudt hende, men hun ønsker at blive her, til jeg fører hende hjem. — Fred om hende! — Hvad siger De, Herr Linde?» han lagde Haanden venskabeligt paa Adolps Skulder, «vil De savne Marie?»
«Ja, for hun søger aldrig sit Eget. — Til Lykke, Marie!» —
«Vil Du følge mig lidt paa Vej,» der var noget Ærbødigt i Johns Maade, «blot gjennem Granskoven?»
Idet Døren lukkedes, foer Fru Linde op:
«Min Hals er som sammensnøret; Formaninger til mig, der har været hende en Moder, det er Takken!». Hun fattede sig dog hurtigt. «Begivenheden er jo ellers glædelig, højst glædelig. Men hvor har Mennesket dog havt sine Øjne,» et beundrende Blik tilsendtes Frøken Schwalbe.
Imidlertid gik de unge To langsomt gjennem Granskoven; de talte ikke, men holdt hinanden i Haanden.
«Jeg følger Dig tilbage igjen,» John vendte, da han kom til Leddet. — «Husker Du da vi skiltes her Markedsdagen? — jeg blev staaende, seende efter Dig og tænkende: Hende, eller Ingen paa Jorden. — Hvad tænkte Du?»
«At Du havde Hjerte for Enhver, Ormen paa Vejen, den fattige Dreng, mig selv. Jeg syntes Du var en Mand efter Guds Sind, og det fyldte mig med Fryd.» — Hun standsede og saae undseeligt op til ham: «Før vi skilles, vil jeg gjerne give Dig Faders Ring. Jeg har den her i Medaillonen ved en Lok af hans Haar; det er det Kjæreste jeg ejer, næst efter Moders, som jeg nu har faaet af Dig.»
«Tak, den passer mig. — Min søde lille Brud, maatte jeg kunne være Fader og Moder, Broder og Huusbond for Dig.»

Strandvoldgaard saae anderledes ud end den plejede, da John rullede ind ad Alleen. Den lille lette Vogn, hvori han sad, saae ogsaa anderledes ud, Sædet syntes bredere; han sad ikke midt paa det, som ellers, der var en tom Plads ved hans Side.
Peter thronede hos Kudsken i nye Vadmelsdragt med gode stærke Støvler og Straahat med Ankerbaand. En lille Vadsæk, indeholdende Linned og Søndagsklæder, stod foran ham ved Siden af Tiras, der logrede med Halen og sendte spørgende Blikke ud i Verden.
John havde neppe sat Foden paa Jord, før Tyendet følte, at der maatte være skeet Noget. Han var nok en god Herre, men myndig, ja streng, saa mild en Hilsen faldt sjeldent af.
«Godtfolk!» den unge Godsejer stod paa Trappen med blottet Hoved, «jeg vil gjerne drikke en Skaal med Eder i Aften: Eders tilkommende Frues Skaal. — Hvor er Gartneren? — følg ind med, Svendsen.»
«Naa,» John saae ind i den unge Gartners tungsindige Ansigt — «tænker De endnu paa at flytte, Svendsen?»
«Ikke for det Første. — Hendes Forældre mene det er klogest at vente og spare Lidt sammen hver for sig, men hun har en daarlig Plads, saa det er haardt. — Jeg er ikke den, jeg kunde være; Alting taber sin Interesse, naar man saadan gaaer og græmmer sig. En kan jo heller ikke fæste sit Sind til Stedet, naar man bare strider for at komme derfra.»
«Var De ikke fæstet som ugift Gartner?»
«Vel var jeg, — Herren er i sin Ret, men» —
«Jeg forstaaer hvert Ord,» John lagde sin Haand paa hans Skulder, «De maa troe jeg har tænkt paa Dem i disse Dage, Svendsen! Betingelsen ugift er strøget. Gartnerboligen kan vel rumme hende med, tænker jeg; vi faae pynte lidt op paa den. — Men Menneske!»
«Herren skal aldrig fortryde det, jeg siger bare, Herren skal aldrig fortryde det.»
«Tag en Hest og rid til Byen, Svendsen! hun maa have et Telegram endnu i Aften.» —
«Tør man ønske Herren til Lykke!» en aldrende Pige, med nystrøget Liin under Bondehuen og et stort, skinnende reent Bomuldsforklæde for den Hvergarnskjole, traadte tøvende ind. Et Par milde, lyseblaae Øjne tittede frem under de graae Bryn, og gav hele det lille runkne, solbrændte Ansigt noget Tiltalende. Gamle Birthe havde tjent Johns Forældre og baaret ham, da han var lille. Hun forestod nu Linnedkammeret, og var en højtbetroet Person.
«Det kom uventet,» hun pillede paa Forklædebaandet, «og dog negter jeg ikke, man havde Tanker, da Hjemkomsten udsattes. — Hvordan bliver nu min Lod, Herre? vil den unge Frue taale saadan et gammelt Skind i Huset, der neppe nok gjør Gavn for Føden.»
«Hun vil regne Dig for en Skat, Du vil faae det mange Gange bedre, end før. Saadan er Hun. — Hvordan har Ole Henrik det?»
«Han sidder nu oppe, men en Krøbling er og bliver han jo. Der kan ikke gjøres Mere, sagde Doctoren.»
Ole Henrik sad i et lille hvidkalket Kammer ved Staldbygningen og røg paa sin stumpede Kridtpibe. Det var en høj, mager Mand med hvidt Haar og en furet, tænksom Pande.
«Herren undskylder, at jeg ikke rejser mig,» sagde han med en kort Latter og pegede paa de stakkels tildækkede Been; «det er ikke saadan at dandse med en Tærskemaskine, nej det er ikke.»
«Svar mig nu ærligt, Ole Henrik, var Du ædru den Dag?»
Manden saae usikkert op: «Der havde ikke været Brændeviin i min Mund — nu har jeg svoret. — Herren kan jo sende mig paa Fattighuset, — det bliver dog Enden. Vi faae en Frue hører jeg; hvad skal Ole Henrik sidde her for, vil hun sige, han har kun tjent Dig tre Aar; han kunde have taget sig i Agt. Alt saadan Noget, vil hun sige.»
«Snak, Gamle! Du kjender hende ikke, hun er som en Engel.»
Peter stod ved Stalddøren omringet af Folkene; han havde seet den tilkommende Frue, og var en vigtig Person.
«Er hun ung?» «Hun ung! ja det skal jeg love for.» Smuk, god, riig, Spørgsmaalene krydsede hverandre. «Hun er det Altsammen, og meget Mere. — Nu kan I jo selv see.» De mørke Øjne blinkede stolt, som var det hans egen Ære.
Rigtig glad var Peter dog ikke. Han mærkede godt, at det forudsattes han maatte være en sjelden skikkelig Dreng, og det piinte ham. Den vilde, trodsige Natur følte sig som i Baand og truede med at gjøre Oprør.

Den unge Godsejer fik nu travlt med at smykke Huus og Have til Modtagelsen. Marie havde bedt for de gamle Meubler, saa det var kun Smaating, der anskaffedes: Gardiner, Tæpper, Lamper, Vaser o.s.v. John hentede selv et udmærket Flygel fra Hovedstaden, han turde ikke betroe noget andet Øre at bedømme Tonerne.
Bryllupsdagen nærmede sig med stærke Skridt. Den unge Herres Fraværelse benyttedes til at binde Krandse og danne Æreporte, en ved Ejendommens Begyndelse, en ved Indgangen og en ved Udgangen af den lange Lindeallee, der førte til Gaarden. Flag, Vimpler og couleurte Lamper skinnede mellem Asters og Georginer. Svendsen og hans unge Hustru overtraf hinanden i gode Ideer, men gjaldt det at klattre til Tops og anbringe Noget i Højden, kunde Ingen hamle op med Peter.
Det var en dejlig stille Aften. Maanen kastede sin Guldstøtte henover de smaakrusede Bølger. Huset, der laae højt paa en terrasseagtig Skraaning, var festligt oplyst. Det var som om de aabne Døre og hvert eneste Vindue, lige op til Taggluggerne, bød Velkommen.
Et kraftigt Hurra rungede ved den første Æreport; det lød endnu stærkere ved den anden, og vilde slet ikke holde op ved den sidste.
«Tak, Godtfolk, Tak! — Eders Frue takker ogsaa, — her er hun!» han løftede hende vaersomt ned og drejede hende om imod dem.
Det var et glad bevæget Ansigt, et kjærligt, sjælfuldt, yndigt Ansigt, og hvor ligefrem saae hun ikke ud! dejligere Dame havde de aldrig seet. Hurraerne rungede i det Uendelige.
Peter stod tæt op til Muren og stirrede paa hende; hun saae ham.
«Men det er jo Peter!» Haanden strøg hans Haar. — «Og det er vist din gamle Birthe? — John Du maa forestille mig.»
«Gud velsigne den Fod, der nu træder over Tærskelen,» sagde Birthe og nejede, medens Taarerne trillede nedad de rynkede Kinder.
Marie saae op, det var som ventede hun et Ord fra John, men han drog hende hurtigt gjennem Forhallen ind i Dagligstuen til det opslaaede Flygel.
«Tak, John, Tak!» — Hun tog Hat og Handsker af og satte sig ned. Instrumentets forunderlig klare bløde Toner passede netop for hendes Stemme. Mængden udenfor lyttede aandeløs, medens hun sang:

Paa Jerusalem det ny,
Paa den store Konges By,
Lad os Alle bygge,
Med Guds Aand og med Guds Søn,
Under Sang og Suk og Bøn,
I Guds Vingers Skygge!

Forvalteren løftede Hovedet og saae halv forbauset, halv spodsk ud, men Svendsen og hans . unge Hustru stemmede med i, og saa fik Førstekarlen Mod til det Samme. Der kom flere og flere Stemmer til; allerdejligst lød sidste Vers:

Regn os til dit Vennelag,
Under vort det ringe Tag
Værdiges at træde!
Hør vor Bøn, og hør vor Sang!
Giv Guds Fred sin rette Klang,
Os Vorherres Glæde!

Da Sangen var forstummet, listede Peter op paa sit lille Loftkammer, tog fire kæmpeagtige Pærer, der vare skjulte under Hovedgjærdet, frem, sneg sig derpaa lydløst gjennem Gaarden, langs Muren, og saa ud i Haven, hvor han forsigtigt lagde Pærerne under det Træ, der havde baaret dem.
Det var første Trin bort fra den brede Vej, og Peter var heel fortumlet over sig selv, og over det meget Andet, der ikke var saa let at gjøre godt igjen, som Frugttyveriet. Nærmest tænkte han paa Skolelærerens lille Hønsepige, der fik Ord for at have taget en vis Krone og to Billedbøger, og han saae hende for sig med den hovne Kind og de forgrædte Øjne. Tilsidst havde hun nok tilstaaet, af Frygt for flere Bank. — Nej, han kom vist aldrig med i Vennelaget!

«Naa, hvad synes Du om det herude?»
Solen skinnede paa den mørkeblaae Strand, Flaget vajede, de højstammede Roser blomstrede, alle Gange vare nyrevne og ventede paa hende.
«Her er vidunderlig dejligt, men det er saa stort, John, saa meget; jeg føler mig heel lille, dum og ukyndig. — Du maa ikke lee, det er Alvor. Det falder mig saa let og naturligt at lyde, men byde, forstaaer jeg ikke ret.»
«Du maa vænne Dig til det; Du skal jo byde over os Alle, først og fremmest over mig.»
«Nej, John, Dig vil jeg altid spørge, og Du maa ikke blive træt af at svare og opdrage paa mig.»
Han førte hendes Haand til sine Læber. Hvad vilde han ikke offre for hendes Skyld, Alt.
«Kom, Marie! Du maa give Duerne Korn, og Du maa give Hestene Brød; din Skikkelse maa lyse i hvert Rum her paa Gaarden.»
Saa gik de da sammen allevegne; hun strøede Kornet, brød Brødet, og satte Fodtrin i Gangene.
«Her finder jeg det skjønnest, John!»
«Jeg ogsaa! — denne Vej gjennem Skoven med Udsigt til Stranden, naar man mindst venter det, er min Stolthed. Her ved Leddet, hvor den ender, begynder Kirkestien, paa et Kvarteer kan landsbyen naaes. — Men Du fik jo ingen Roser! hvert Træ gjør Fordring paa at turde skjænke Dig en Blomst.»
John saae paa hende, medens hun let og glad løb om mellem Roserne. «Saadan skal hendes Liv være,» tænkte han, «en Gang mellem Roser, Byrderne vil jeg bære alene.»
Men da Marie kom op i sit lille elegante Værelse, grebes hun, midt i Glæden, af en pludselig Angst, der tvang hende i Knæ.
«Kjære Herre, der er Fare ved Dette — jeg forstaaer det ikke ret, men føler det. Lad dit Ansigt lyse over os, hjælp os til at vandre dine Veje.» —
«Hvad nu?» — John saae kjærligt spørgende paa sin unge Hustru, der stod for ham i sort Silkekjole med Hat, Shawl og Solskjærm. Hun svarede ikke, men viste smilende Uhret frem.
«Halvti! — naa det maa jeg sige. Men hvor vil Du hen?»
«Er det ikke Kirketid?»
«Kirketid — vil Du i Kirke?»
«Ja, jeg tænkte; — plejer Du ikke at gaae i Kirke hver Søndag?»
«Nej.»
«Men dog af og til?» Stemmen skjælvede.
Hvad var Dette! — Alt vilde han gjøre for hendes Skyld, kun ikke lyve eller hykle. «Nej,» lød det igjen.
Hun taug et Øjeblik, men spurgte saa, idet hun vendte et blegt Ansigt og et Par bedende Øjne op imod ham:
«Der er maaskee Noget ved Kirkelivet her, Du misbilliger, saa Du foretrækker at holde Gudstjeneste hjemme? — Er det saadan, John?»
«Frist mig ikke!» — Farven veg nu ogsaa fra hans Ansigt, det var som en Kamp for Livet. «Jeg troer fuldt og fast paa din Oprigtighed og skylder Dig min. Vi maae hver gaae sin Vej i Dette. Jeg skal ikke lægge et Halmstraa paa tvers for Dig; gjør som din Trang og Lyst er — tal blot ikke til mig derom. Vi kan jo mødes i alt Andet.»
«Men Dette er det Vigtigste, Grundvolden for alt Andet!»
«At handle ret er det Vigtigste, og derom ere vi enige. — Det er meget muligt, at der er Kræfter mellem Himmel og Jord, jeg ikke kjender, men jeg hykler heller ikke at kjende dem.»
O, John jeg troede saa vist — Du havde jo Tegnene!»
«Tegnene ?»
«Kjærlighed til de Ringe og Smaa, Medlidenhed med de Faldne.»
Hun holdt Haanden for Panden og vedblev sagtere: «Nu husker jeg, Dagen før Brylluppet blev jeg advaret: jeg havde sunget et Par af mine kjæreste Psalmer og saa sagde Du pludseligt: jeg længes efter Folkeviserne. — Jeg spillede dem strax, men blev underlig tilmode, dog kort efter fortalte Du om Kirkeklokkerne, som din Bedstefades havde skjænket til Kirken, og om det indlagte Alterklæde af din Bedstemoders eget Arbejde; Du var saa interesseret deri ag talte saa glad, at al min Tvivl forstummede. — Hvad skal jeg nu gjøre — det er som Alt vakler!» Hun saae angstfuld op til ham.
«Kjære, Du maa være taalmodig!»
«Vi maa Begge være taalmodige.» — Hun gik et Par Skridt henad Vejen, men vendte saa om. Vilde hun blive hjemme ? Johns Hjerte bankede af Glæde, og dog var han, saa underlige Modsætninger er der i den, menneskelige Natur, halvvejs skuffet. Hun traadte tæt hen til ham:
«Dette skal ikke skille os, vel?»
«O, Marie!» —
Var det nødvendigt at forsikkre herom! hvor nær maatte det ikke være gaaet hende. — Han fulgte hendes Skikkelse med Øjet. «Hvis, hvis hun dengang havde kjendt ham tilfulde, hvad saa?» han turde ikke tænke Tanken ud.
Kirkeklokken lød i det Samme, Bedstefaders Klokke, og det var Fortællingen om den, der havde beroliget hende. — Hvor tidt havde han ikke omtalt den, og fornøjet sig over, at det var Bedstefaders Sølv, der gav Tonerne Vellyd. — Og Alterklædet, det havde han ogsaa mange Gange nævnet, ja han havde ført Fremmede til Klokkeren og ladet det forevise. Men aldrig før havde han rigtig tænkt paa, til hvis Ære Bedstefader offrede sit Sølv, og til hvis Ære Broderiet gjordes saa seent og kunstfærdigt som tænkeligt.
John gik urolig frem og tilbage. Det var som havde Lynet slaaet ned mellem ham og hende. — Og det var ham, der vilde værge hende for enhver Sorg! offre Livet for hendes Skyld, ja, men Sandheden var mere end Livet. — Det maatte komme til en Udtalelse: han fortrød det ikke, skjøndt Hænderne knugedes i Bedrøvelse. «Frokosten?»
Gamle Birthe saae spørgende paa sin Herre. «Om Søndagen spise vi først, naar Fruen kommer fra Kirke.» Han talte afgjørende, den gamle Piges Kritik var over ham, følte han. —
Skulde han gaae hende imøde? ja, han vilde staae ved Leddet. Blot hun snart kom.
Marie gik langsomt hjem, men da hun opdagede John, paaskyndedes Gangen, og det lille hvide Lommetørklæde sendte Hilsen i Forvejen. John syntes hun saae højere ud; der var et Udtryk han ikke havde seet før i disse klare Øjne, en Kjærlighedskraft, fuld af Overbærenhed og Fortrøstning. Men det var en stille Kvinde, ikke det sorgløse Barn fra i Morges.
Svendsen og hans lille smilende rødmossede Kone kom bagefter, Arm i Arm. De holdt sig lidt tilbage for ikke at genere. John gjættede ikke fejl med Hensyn til deres Tanker: «Lille Stakkel, hun maatte gaae ene.»
«Kjæreste John, det var smukt, at Du kom, jeg ventede Dig ogsaa næsten.»
«Naa det gjorde Du,» han førte paa den ham egne, meget sigende Maade, hendes Haand til sine Læber.
Om Eftermiddagen kom Herredsfogedens Frue for at indbyde det unge Ægtepar til næste Dag. Det var en moderneklædt yngre Dame med Fryndsehaar i Panden, betydningsløse Øjne og en smidig Tunge.
«Nej hvor her er yndigt, og hvor det morer mig, at Herr Bruhn endelig fandt den Rette, saa Iishjertet smeltede. — Men heel smeltet er det dog nok ikke. At De kunde nænne at lade hende gaae ene til Kirke! — Nej, saadan er Kruse rigtignok ikke, han gaaer kjønt med, naar jeg beder ham om det, skjøndt jeg er vis paa, at han ikke hører et Ord af Prædikenen, men sidder og skriver Domme indvendig, eller gjør Regnskaber op.»
«Det kunde min Mand ikke gjøre,» Marie talte med Varme, «naar vi engang følges, ville Tankerne ogsaa gaae samme Vej.»
Naar vi engang følges! — ja han forstod godt, at dette var Fremtidshaabet, der holdt hende oppe. Kunde han ikke med lige saa god Ret Ønske, at faae hende over paa sin Side? — jo, og dog, han ønskede det ikke. —
«Jeg har været inde hos Ole Henrik, John!»
«Saa det har Du, — Jeg havde ellers tænkt at gaae med.»
«Jeg læste lidt for ham,» hun rødmede.
John nikkede bifaldende.
«Der er ikke rigtig hyggeligt i hans Kammer, synes jeg. Tør jeg give ham en Lænestol — her er saa mange — og, i det Hele, pynte lidt op derinde?»
«Tør! — kjæreste Ven, Du tør Alt; det er jo dit Altsammen, hver Smule.»
Birthe og Peter hjalp hende; der kom Gardiner for det lille Vindue og bløde Puder i Sengen. Ole Henrik sad godt i den højryggede Lænestol, og han vilde have været glad, hvis ikke — «Naa ja, Andre vare vel ikke bedre,» tænkte han. —
Da Mørket begyndte at falde paa, satte Marie sig ved Fortepianoet. «Der er et yndigt Land,» John lyttede.
«Jeg kan aldrig blive kjed af at høre paa Dig, Tak!»
Hun sang flere af hans Yndlingssange og vilde saa rejse sig; han holdt hende tilbage.
«Nu en af dine.»
«Jeg veed ikke ret; John!»
«De ere jo ogsaa smukke — og Du holder af dem.»
«Netop derfor vil jeg ikke trænge dem paa, men maaskee een, — een hver Dag?»
«Nej, nej, ingen Baand og Regler, Frihed fremfor Alt. — Kvidr, som Fuglene derude, hvad dit Hjerte er fuldt af.»

John havde haabet, at Alt efterhaanden skulde blive som før Udtalelsen, men nej, han følte snart, at Noget var tabt. Hun elskede ham ikke mindre, men han var udelukket fra hendes indre Liv; hun havde en anden Støtte, en anden Trøster, en anden Villie over sig. —
Den unge Godsejer havde nu igjen grebet Tøjlen med stærk Haand, og Huusfruen satte sig, mere og mere, ind i sin Gjerning, det betroede Kald. John var stolt af hendes Omtanke og ualmindelige Evne til at lede de Underordnede; han var ogsaa stolt af hendes Skjønhedssands, og af den Hygge, hun forstod at udbrede overalt.
Hver Søndag fulgte han sin unge Hustru ad Skovvejen til Kirkestien, og hentede hende igjen ved Leddet. Men da November først kom med Storm og Regn, lod han Wienervognen kjøre frem.
Det var en lang Formiddag den første. Gamle Birthe var kjørt med; Svendsens strede afsted under een Regnskjærm, som Vinden tog Tag i. De gik trøstige og glade frem, hver med sin Psalmebog i Haanden. — Og der kom Førstekarlen, den underlige, stille Fyr, der altid var første Mand til Arbejdet og sidste fra det; han havde ogsaa Bog med. — Naa ja, Hver sin Lyst! — Saa kjedsommelige Aviser havde han ikke længe læst.
Næste Dag gik Forvalteren ham i Møde med Hatten i Haanden; han saae forbittret ud og talte i en lav, indædt Tone.
«Undskyld, Herre! — jeg vilde blot spørge, om det er tilladt, at Folkene sløser Tiden hen hver Formiddag, naar de gaa ind for at spise Timad.»
«Sløser Tiden hen?» John rynkede Brynene.
«Der bliver nok sunget eller læst ovre hos Henrik, og det Nye trækker jo altid, veed man nok, især naar Arbejdet kan faae Lov til at hvile. — Saa fører det ogsaa til nye Skikke, Kirkegang om Søndagen og anden Sviir. — Ja, jeg vilde blot sige det.»
«Kald Folkene sammen!»
Forvalteren var ikke seen til at lystre; han saae med Fornøjelse en mørk Vredesrødme paa sin Herres Pande.
«Ere I her Alle? — godt. — Jeg vil blot sige, at hvem der har Lyst til at høre paa Fruen ikke skal mangle Tid, og at det ikke heller skal formenes Nogen, at gaae i Kirke om Søndagen.»
Marie mødte ham, da han kom tilbage.
«Kjæreste John, har jeg gjort Dig imod? — Fra først af læste jeg kun for den Syge og mig selv, men Birthe bad om at maatte høre med, og saa vilde de andre Piger ogsaa, og vor Peter — og siden kom Førstekarlen til, med et Par Andre. Det Hele varer neppe et Kvarteer; jeg læser et Kapitel af det nye Testamente og vi synge en Psalme. — Men jeg burde vist have sagt Dig det i Forvejen, spurgt?» hun saae heel angerfuld ud.
«Hvorfor spørge, Du kjender jo forud Svaret: gjør som Du vil.»
«Maatte Du kunne see Frugterne, see for dine Øjne, at Folkene bleve mere troe til Gjerningen, mere afholdende, mere velvillige indbyrdes!»
Det var med blandede Følelser John saae den lille Flok vandre over Gaarden hver Formiddag.
Sommetider grebes han af en stærk Længsel, en Følelse af Eensomhed. Deelte disse Mennesker ikke Allesammen Noget med hende, som han stod heelt udenfor.
«Ole Henrik vil gjerne tale med Dig,» Marie lagde Haanden paa hans Arm, «han har Noget paa Hjertet, troer jeg.» —
«Goddag, Ole! — nej, det maa jeg sige, her er fiint inde. — Hvad var det jeg sagde?»
«Herren sagde, at hun var som en Engel — og det har hun ogsaa været for mig. Men det var ikke det jeg skulde sagt. — Seer Herren, det var alligevel sandt, at jeg havde drukket dengang, men det var ikke Brændeviin — og det er det Svære.» Sveden sprang ud af den furede Pande, og Stemmen var nærved at svigte, men han mandede sig op. «Den Dag Jagtherrerne var her, og der spistes i det Frie, stak jeg to Flasker gammel Portviin af Vejen, og smuglede dem siden hjem med. Vinen savnedes ikke, men jeg havde tømt sidste Draabe den Dag jeg kommanderedes til Maskinen. — Nu er det sagt!»
«Straffen var drøj, Ole Henrik! — det er bravt af Dig, at sige Sandheden.»
«Samvittigheden lod mig ingen Fred. — Er det saa tilgivet? — Tak? — ja, nu tænker jeg nok det vil hjælpe paa Nattesøvnen.»
John gik tankefuld derfra. Var Dette en af Frugterne ?

«Min søde lille Hustru, Du gaaer saa ene om, skal vi ikke bede Fremmede?»
«Som Du vil, John, men ikke for min Skyld, Jeg kan saa daarlig tale med Fru Kruse, og vi har jo nylig havt Jægermesterens Damer.»
«Men Præstens da,» spurgte han, halv tøvende.
«Vi passe ikke sammen.»
Han saae meget tilfreds ud, men sagde dog: «Nærmere Forklaring ønskes.»
«Jeg tør neppe sige det, for det er saa stygt at dømme Andre, men jeg har altid en Følelse, som om Familien i Præstegaarden — ikke Præsten selv — prøvede paa at — at tjene to Herrer; forstaaer Du mig?»
«Ja vel.»
«Jeg holder meget, meget mere af Skovriderens.»
«Hvor har Du truffet dem?»
«Vi sees hver Søndag, og sidde gjerne i samme Stol.»
«Du sidder ikke oppe i vor egen?»
«Skulde jeg det?» hun saae undskyldende op til ham.
«O, Du lille Barn med dit skulde! Du skal kun hvad Du har Lyst til. — Naa, saa Du synes om Fru Bøg? — det er ogsaa en prægtig Kone, dannet og fornuftig. — Jeg har slet ikke tænkt paa hende som Omgang for Dig; hun er jo en heel Deel ældre, nær Fyrrerne saavidt jeg veed. — Bøg er ogsaa en sand Hædersmand; har Du seet ham?»
«Ja, han er der hver Gang og to af Børnene. De voxne Døttre skiftes til at blive hjemme, og saa kommer en af de Smaa med, det gaaer paa Omgang i Flokken. Sødere Barnestemmer har jeg aldrig hørt, og saa sidde de saa stille som smaa Mus, mens Præsten taler. Varer det altfor længe, troer jeg nok de kjede sig grundigt, men det hindrer dem ikke i at længes efter næste Tour. — Vi følges gjerne et lille Stykke; Fru Bøg fortæller saa meget om Dig, John, hvor mageløs Du var, da hendes Mand havde været syg, hvordan Du lod ham rejse til Italien og lønnede en Forstcandidat et heelt Aar. Jeg er saa glad, naar hun taler om Dig.»
John manglede ikke Selvfølelse og var, i det Hele, ret vel tilfreds med sin egen Handlemaade, men naar hans unge Hustru roste ham, medens hendes Øjne sagde meget Mere, end Munden, blev han underlig veemodig, og lille i sine egne Tanker. —
«Fru Bøg har ogsaa talt om dine Forældre, der døde saa pludseligt af Typhus, hun var jo kun et Barn dengang, men kan dog tydeligt huske det. — Fortæl mig om dem, John! og om din Barndom, det er tusinde Gange bedre end alle Selskaber.»
«Saa det finder Du?» — Han satte sig ved hendes Side i den lille Sopha mellem Vinduerne.
«Egentlig er der kun Lidt at fortælle; jeg mindes neppe mine Forældre; Bedstemoder staaer ogsaa kun dunkelt for mig. Hun var den første, der blev syg, eller rettere Røgteren var den første, og Bedstemoder blev smittet ved at see til ham. Hun var en gammeldags Huusmoder, der regnede det for uafviselig Pligt at tilsee enhver Syg i Huset. Hun plejede ikke Tyendet, men vilde altid med egne Øjne forvisse sig om, at de bleve forsvarligt plejede. I over tredive Aar gik dette godt, men saa — Røgteren kom sig, Bedstemoder døde derimod, min Fader og min Moder døde. Birthe kan fortælle derom, hun stod ved Dødslejerne.»
«Din Bedstefader mistede dem alle Tre!»
«Ja, i en Uge, og han havde ikke kjendt Sorg før. — Tænk, den eneste Søn, sund og kraftig, vellykket i enhver Henseende, den blomstrende unge Sønnekone, og saa sin gamle trofaste Hustru, som han elskede. Det undrer mig, at han beholdt Forstanden.»
«Hvordan bar han det?»
«Stille og stærkt — Jeg kan godt huske Begravelsesdagen, de begravedes alle Tre samme Dag. Bedstefader havde sin Oberstuniform paa og Ridderkors paa Brystet, jeg var i sort Bluse med Flor om min lille Straahat. Vi gik lige bag efter Kisterne; han havde mig i Haanden og holdt haardt, men jeg vovede ikke at skrige. Tilsidst løflede han mig op og lod mig see ned i Graven; det var som et Dyb af Blomster, jeg rakte Armene efter dem. — Saa gik vi hjem igjen, men om Aftenen fik jeg Lov til at spise med ved Bordet. Bedstefader vilde ikke undvære mig ved noget Maaltid. — Han sad gjerne fordybet i sine egne Tanker, men naar jeg spurgte om Et eller Andet, eller jublede over Frugtkurven, gled et alvorligt Smiil over det mandige Ansigt, og han talte venligt og opmuntrende til mig. — Efterhaanden som jeg voxede op, blev Tugten dog strengere, og meer end een Gang afstraffedes jeg haardt. Jeg var nu ogsaa en trodsig Knegt, der holdt af at herske over Andre, men ikke af at lystre. — At Bedstefader straffede af Kjærlighed, forstod jeg snart, og det gav ham en forunderlig Magt over mit Barnehjerte. — En Dag — hvor jeg dog husker det tydeligt — var jeg ene inde i Hjørnestuen, hvor Bedstefaders Fugle hang. Jeg gik hen til en lille tam Kanariefugl, som han undertiden lod flyve om i Stuen til stor Fryd for mig; jeg saae paa Buret, pillede lidt ved Døren, og tog saa — jeg vidste godt, at det var Uret — Holdepinden fra. Fuglen flagrede fornøjet ud, men jeg grebes af Skræk, da jeg pludselig kom i Tanker om, at Vinduerne vare aabne. Som et Lyn foer jeg efter den, fik den virkelig ogsaa fat og sat ind i Buret igjen. I det Samme lød Middagsklokken, jeg skjød Døren til, og ilede ind paa min Plads.
Henad Aften kom Bedstefader ud til Birthe og mig, der arbejdede i Haven.
«Min lille Piphans er fløjet bort,» sagde han ganske veemodigt. «Har der været Nogen i Stuen, Birthe?»
«Ikke et Menneske.» Hun saae ud som bare god Samvittighed.
«Saa maa Skylden være min egen. — Stakkels lille Dyr, det gjør mig ondt — jeg har selv vænnet den til at flyve ud. — Er Du ikke ogsaa bedrøvet for den lille Fugl, John?»
«Jo.» — Han klappede mig kjærligt paa Hovedet, men Du kan troe jeg var ikke glad, og henad Aften kunde jeg ikke udholde det mere.
«Bedstefader!»
«Hvad nu?» — Han var i Færd med at eftersee Regnskaberne og vilde nødig forstyrres.
«Det var mig alligevel, — jeg lukkede Piphans ud, men fik den ind igjen, og troede at Pinden var sat rigtigt for, men det har den nok ikke været.» — Jeg stod ganske stiv, ret op, og turde ikke see paa ham.
«Troer Du jeg vil prygle Dig?» Stemmen var barsk og truende, jeg svarede, overensstemmende med Sandheden: «Ja».
Han taug en Stund, lagde derpaa sin Haand paa min Skulder, og sagde i en frejdig, halv humoristisk Tone: «Lad mig see, min Dreng, at Du altid holder mere af Sandheden, end af dine Bygstykker. — I Dag skal Du slippe, men Lydighed maa Du lære, om det bliver med det Gode, eller med det Onde, beroer paa Dig selv.» — Hvor jeg elskede ham!»
«Jeg elsker ham ogsaa, John! — Fortæl mere.»
«Der er ikke Mere. — Jeg var kun ti Aar, da han døde. Aldrig glemmer jeg den Nat, da Birthe kaldte paa mig og sagde, at jeg skulde tage Afsked med min Bedstefader. Jeg vidste ikke, at Sygdommen var farlig, og vilde ikke troe hende, men græd alligevel, og Lægen maatte tysse paa mig. Bedstefader laae i Sengen med et klart, roligt Ansigt, Øjnene vare større, Trækkene skarpere end ellers, og Vejret gik tungt, men han smilede til mig, og lagde sin Haand kjærtegnende paa mit Hoved, da jeg knælede ved Sengen. — Jeg laae ganske stille, men Haanden blev tungere og tungere, tilsidst blev den kold, og saa havde jeg mistet min bedste Ven.»
«Sagde han slet ikke Noget til Dig?»
«Ikke sidste Nat — Dagen før» —
Hun spurgte ikke, og han taug, skjøndt han godt huskede Ordene: «Vort Borgerskab er i Himlene! dit og mit ogsaa, lille John!» —
«De førte mig bort med Magt — aa, hvor jeg græd, da jeg først blev ene, men jeg kunde ikke taale at tale med Andre. Præsten vilde trøste mig, og den venlige Læge, men jeg løb fra dem og lukkede mig inde. —
Næsten alle Egnens Folk og mange Venner langvejs fra, fulgte Bedstefader til Jorden. Jeg var stolt af den Ære, der vistes ham, stolt af at gaae ene bag Kisten og staae ham nærmest, men mit Hjerte var bristefærdigt. — Et Barns Sorg varer ikke længe, dog glemte jeg ham aldrig. — Der var megen Tale om, hvor jeg skulde hen. Min Bedstefaders Broder — Doctor Bruhns Fader — der ejede en Gaard i Jylland, var villig til at modtage mig, men min Formynder, en hæderlig gammel General, meente det var vel langt af Vejen. Han gjorde sig megen Umage for at see paa mit Bedste, men det var ikke med Menneskekjenderøjne han saae, for dem ejede han ikke. Saa kom jeg da i en fjern Slægtnings Huus, et selskabeligt Huus, hvor der nok var Brug for en rigelig Biindtægt. — Jeg husker tydeligt min Indtrædelse første Aften. Der var Fremmede, og Tale og Latter overdøvede Vognens Rumlen, saa jeg maatte staae længe alene i Forstuen. Omsider kom Tjeneren, og kort efter Tante, — Oncle var ikke hjemme — i elegant Halvsorg med Sølvperler om Halsen og hvide Asters paa Haaret. Hun var ganske kjøn, men havde et underlig blandet Udtryk i sit Ansigt.
«Du elskede Barn,» sagde hun, og holdt Lommetørklædet for de tørre Øjne, «jeg skal søge at erstatte Dig din Moder.»
«Jeg kan slet ikke huske hende,» svarede jeg mut. Hun saae forundret paa mig, men omfavnede mig dog, og vilde trække mig ind.
«Jeg vil helst i Seng, jeg er træt, ellers Tak.»
Min Stue var temmelig stor og elegant med Skrivebord, Taffeluhr og Bogskab.
«Skal Tjeneren hjælpe Dig, min søde Dreng?»
«Hvormed!» Hendes Spørgsmaal ærgrede mig; Bedstefader overholdt strengt, at man, hvor det var gjørligt, skulde hjælpe sig selv.
«Ja, hvad kjender jeg til saadan en forkjælet lille Herres Vaner. — Naar Gjæsterne ere gaaede, kommer jeg igjen. — Behager Du The, Øl eller Mælk?»
«Jeg er ikke vant til at blive spurgt.»
«Destobedre. —Vi blive nok Venner, vi To!»
Men det bleve vi aldrig. — Da jeg havde udpakket mine Bøger, ordnet Tøjet og endelig lagt mig, kom Tante Virginia igjen.
«Gode lille John, siig din Bøn — saa kysser jeg Dig til Godnat. Saadan skal det være, ikke sandt!»
Jeg rettede mig op paa Albuen, saae hende lige ind i Ansigtet og sagde: «Jeg gjør det ikke, Tante!»
Hun studsede, men drejede strax om:
«Du er overtræt, arme Dreng, jeg skal gjøre det for Dig.»
Neppe var hun gaaet, før en Tapetdør lige overfor Sengen aabnedes, og et leende Ansigt med spillende, brune Øjne kom til Syne.
«Bravo, Dreng! Du lader ikke til at være tabt bag af Vognen. — Aa jeg har ikke moret mig saa godt i lang Tid,» han loe, til Taarerne kom ham i Øjnene. Det var den unge Jensen, min tilkommende Huuslærer.
«O, John, det var intet godt Sted!»
«Oncle var en brav Mand, og jeg lærte kun Godt af ham, men han stod ligesom udenfor hvad der ellers foregik i Huset. Han var en dygtig Landmand, passede sine Ting, gik selv den lige Vej, og formodede, at Andre gjorde det Samme. — Naa, noget egentlig Ondt skete da ikke heller. Det falder mig vanskeligt at beskrive Tante, hun var en altfor sammensat Natur, men Et staaer fast, at Alt hvad hun sagde eller foretog sig stilede til det ene Maal, at danne en Glorie om hende selv. Religionen skulde ogsaa bruges; hun pyntede sig med den, som med Perler og Koraller; hun pyntede sig med Mandens Hæderlighed, Næstens Fejl og sin egen Overbærenhed. Da hun var imødekommende og hjælpsom mod Venner og Bekjendte, følte de sig Allesammen i Gjæld til hende, og vare, mærkelig nok, ivrige efter at betale Gjælden; selv, naar hun hjalp Fattige, fik hun Gjentjenester, og altid voxede Taknemmeligheden og Beundringen. Folkene — dog med Undtagelse af Huusholdersken og Kammerjomfruen — tilbade hende. — Jeg følte stras, næsten instinctmæssigt, at hun var usand, og satte mig derfor paa Krigsfod. — Den unge Jensen var en dygtig Lærer, der holdt mig til anstrengt Flid. Han var livlig og havde et lyst Hoved, men der var noget Bidende og Skarpt i hans Opfattelse og Dom. Aa, hvor han dog kunde afskalle den Fromhedens Fernis, hvormed Tante, og Flere med hende, forstod at dække Forfængelighed, Verdslighed, Egennytte.»
«Jeg forstaaer det Hele, John! o, saa godt; jeg forstaaer ogsaa Dig meget bedre end før. Din Bedstefaders Grundsætninger har ligesom staaet Vagt om Dig, men Du glemte Vejen til Kilden, hvorfra de udsprang. — Det er forfærdeligt at høre Folk bande og spotte, men det er endnu værre at høre Gud Herrens hellige Navn blive taget forfængeligt ved hykkelsk og skinhellig Tale. — De listede Barnetroen fra Dig, hver paa sin Viis, ikke sandt?»
«Sammenlign dem ikke — han var en klarseende Aand, der var noget Frigjørende og Rensende ved hans Spot. Han har aabnet mit Øje i mange Puncter; jeg vil altid være ham taknemmelig.»
«Hvordan gik det ham siden?»
«Han er død. — En stor Sorg rammede ham; den Pige, han elskede, og hvis Løfte han havde faaet, tog en Anden, — og det vilde han ikke overleve. Naa, jeg billiger det langt fra, men vil heller ikke dømme ham.»
«O, det gjør mig saa ondt, — jeg skulde ikke have spurgt.»
De sad en Stund i Taushed, saa drog hun Gardinet til Side og saae ud.
«John!» hun viste op til den dybe Nattehimmel, hvorpaa Stjernerne funklede med straalende Glands. Langt ude i Stranden saaes Gjenskinnet glimte i de rullende Bølger.
«Er det ikke vidunderligt?»
«Jo.» Han saae op paa Stjernerne, han saae ind i hendes klare Øjne. —
«Hvad tænker Du paa, Barn? — længes Du?»
«Ja.»
«Hvorefter?»
«Efter Dig!»
«Min stakkels lille Marie!» — han kunde have grædt.

Birthe maatte udfylde sin Herres Fortælling. Marie gjemte hvert betegnende Træk, og havde tilsidst et klart Billede af Fortidslivet paa den gamle Gaard. Hun syntes den blev dobbelt hyggelig, og det var med ærbødig Haand hun aabnede de mægtige Skabe, hvor alle Hylder bugnede af Bedstemoders og Pigernes Flid. —
«Veed Du, hvad dette er?»
John holdt en lille flad, blank Tingest henimod sin unge Hustru.
«Nej.»
«En Yalelaasnøgle; der er to Nøgler til Pengeskrinet, den ene er din. — Jeg er vis paa, Du har mange Planer til Juul.»
«Planer mangle ikke, men jeg tør ikke tage selv; giv mig heller, hvad Du synes.»
«Nu har jeg aldrig kjendt Mage! — see blot her, dette er Skrinet, stik den nu lige ind i Revnen, saadan. — Nej, jeg vil slet ikke see!»
«Jeg tør ikke, John! det er for mig som at stjæle, Du maa see herhen!»
«Skal jeg da fylde din Lomme? — Sølv eller Guld? — naa, saa Du foretrækker dog Guldet.»
«Tak, kjæreste John, tusinde Tak! — er det virkelig ikke en Drøm? jeg kan kjøbe en Rullevogn til Ole Henrik, og en Kakkelovn til den gamle Indsidderenke og — nej, hvor jeg skal tænke efter og være fornuftig!»
«Vil Du have Juletræ?»
«Plejer Du at have Juletræ?»
«Nej, men —»
«Maa jeg pynte et lille Træ til Ole Henrik?»
«Naturligvis, men derfor kunde vi jo godt have et stort herinde.»
«Jeg veed ikke ret —»
«Naa, saa lade vi det være.» Det bedrøvede ham, men han forstod hende. —
Juleaftensdag kjørte Peter ud af Gaarden paa en lille fuldtbelæsset Fjællevogn. Han havde en Liste i Haanden med mange Navne: Enker, Syge, eensomme Gamle, Ingen var glemt, men Børnene skulde dog have Broderparten. —
«Er Du nu færdig?» John traadte uventet ind til sin Hustru.
«Marie, see paa mig, Du har grædt?»
«Det har gjort mig godt; jeg er netop glad. John!»
«Du har grædt over mig! — jeg veed det, og det piner mig. Tal dog engang ud, — at see Dig saa behersket er ikke til at udholde.»
«Vil Du vide, hvad jeg tænkte?»
«Ja.»
«Jeg grundede over, om Nogen virkelig kan leve uden at bede; at ønske synes mig saadan en fattig Erstatning, men det er dog altid Noget, Noget udenfor En selv.»
«Jeg forstaaer Dig ikke.»
«Det er vist ogsaa usammenhængende Tale. — Det skulde være en Julegave til Dig, John, men jeg taaler ikke godt, at Du forsmaaer den?»
«Din Gave forsmaaes ikke.»
«Det var kun et Ønske. — Jeg veed Du elsker Sandheden, og saa udtænkte jeg et Ønske for Dig: «Gid Sandheden maa gjennemtrænge mig mere og mere.» — Ja, Andet var det ikke. Siger Du det, indrømmer Du, at Du ikke er fuldkommen, og saa kan Han, der er Sandheden, Vejen og Livet, hjælpe Dig.»
«Vejen?»
«Ja Vejen, John, det staaer der.»
Han svarede ikke, men faldt i Tanker; derpaa nikkede han kjærligt og gik ud. —
Ole Henrik havde aldrig seet et Juletræ før, og saa at det skulde komme til ham nu. Der stod det med Stjerne i Toppen og utallige klare smaa Flammer; Grenene bøjede sig under de blinkende Net, rødkindede Æbler og velfyldte Kræmmerhuse.
Karle og Piger trængte sig ind, men de bleve ganske stille, da den unge Huusmoder aabnede Spændebiblen og læste Julebudskabet højt.
John stod i Døren; — der havde været saa eensomt ovre i det store Huus. Hvad om han nu tog hendes Ønske frem her under Juletræet? — «Gid Sandheden maa gjennemtrænge mig mere og mere! ja lad den!» — Han bøjede sit Hoved og gik ud igjen, Ingen havde seet ham.
Men næste Juul var der pyntet et stort Juletræ inde i Spisesalen til Ære for Husets Søn, en lille ti Ugers Dreng, der stirrede paa de mange Lys med store mørkeblaae Øjne, John løftede ham højt op, sit Julebarn, sin kostelige Skat. Han kunde ikke ønske Noget for sig selv i Aar, havde han ikke Alt.
Hvor han elskede sin lille Dreng; han kunde sidde lange Tider og stirre paa ham, naar han sov, glædende sig til at see ham vaagne, rynke Panden, strække de smaa Arme ud og skrige op.
«Hvad synes Du, Marie, er han ikke ualmindelig dejlig? — Jeg var ikke halv saa kjøn, siger Birthe ogsaa. — Tænk, naar han først kan ride ud med mig og see hvor langt hans Enemærker række.»
«Der er saa længe til! — min lille Dreng.»
«Vi ville gjøre hans Barndom saa lys og frydefuld som tænkeligt, ikke sandt? — Lad mig faae ham lidt; han holder nok af at komme højt til Vejrs. Gjør Du ikke, min Gut! højt til Vejrs.»
Det varede ikke mange Maaneder, førend den lille Fyr svarede med et Glædeskrig, der ledsagedes af et kraftigt Tag i Faderens buskede Haar.
Ved Nytaarstid skrantede Barnet og blev da hjemmedøbt og kaldt Oscar, efter sin Faerfaer. Forældrene gik i et Par Dage i ængstelig Spænding, men saa kom han sig, lige med Eet.
«Nu troer jeg han er rask igjen, John, Gud skee Lov og Tak!»
«Det siger jeg med,» han talte med Inderlighed.
Oscar sov trygt i sin lille, bløde, lune Vugge; hun bøjede sig over den, og begyndte, med bævende Stemme, paa Fadervor. John traadte nærmere og lagde Haanden paa hendes Stol, saa fik hun Mod til at blive ved. Hver Aften stod han hos hende, medens hun bad ved Vuggen. De talte ikke sammen om det, men hun takkede Gud i sit Hjerte. —
Den solvarme Aprildag, da Oscar første Gang kom ud i det Frie, vajede Flaget baade i Haven og ude ved Baadebroen. John kjørte ham selv, og alle Folkene kaldtes sammen for at see ham. Han var slet ikke bange, men sad nok saa strunk og lod sig beundre, Øjne og Mund lignede Moderen, men det var Faderens brede Pande og kraftige Hage. Peter raabte Hurra, og alle de Andre stemmede i; det var som en lille Thronarving, der kaaredes ved frit Valg.
Naar den Lille saae fremmede Børn, blev han henrykt, hoppede paa Armen og vilde klappe dem. Birthes Brodersøn, der var Smed i Landsbyen, havde to raske Smaadrenge, som af og til besøgte hende, og da gjerne af John førtes ind i Stuen, for at hilse paa Oscar og lege med ham. Det var altid samme Leg: Oscar ruskede dem i de smaa, runde hørgule Krøltoppe, til de loe og skreg om Kap med ham. —
«Vejret er saa skjønt i Dag, Marie! lad os roe lidt ud, Du og jeg alene. Birthe har faaet Lov til at rulle til Landsbyen med Drengen.
«Jeg holder ikke af det, kjæreste John! — Birthe gaaer naturligviis ind til Smedens med Barnet, og saa skal han have Sukker og Syltetøj, jeg kjender det.»
«Men Du kjender ikke Birthe, kan jeg høre. Naar hun har Barnet, er jeg tryggere, end naar vi selv har det. — Kom nu kjønt — Du behøver ikke at formane hende. See, jeg har faaet en ny Baad, og Trappetrin ved Enden af Broen til Ære for Dig. — Saadan, jeg vil bare roe rundt om Næsset, at Du kan see, hvordan Kysten tager sig ud i Foraarsdragten.»
«Der kjøre de, John; jeg kan see den lille Vogn oppe paa Kirkestien.»
«Ja, de pynte ogsaa paa Landskabet. — Hør Nattergalen, og see hvor Bøgetræerne ved Foden af Skrænten dyppe Grenespidserne i Vandet. — Er Du glad over Touren?»
«Her er dejligt! Strandvoldgaard seer allersmukkest og hyggeligst ud herfra.»
«Næste Gang tage vi Drengen med.»
«Aa nej, er det værd?»
John loe: «Du faaer vel have din Villie, men naar det første Aar er stridt, kommer min Tour.»
Da de kom hjem, sad Oscar nok saa fornøjet og legede med sin Rangle; Birthe saae alvorlig ud.
«Var Du inde hos Din Brodersøn, Birthe?»
«Ja, Frue, men kun et Øjeblik, for lille Hans var ikke rask. Jørgen gik med os til Smedien, og vi stod og saae hvor hans Fader svingede Hammeren. Det var rigtig Noget for Oscar; han skreg saamænd af Glæde, hvergang Gnisterne fløj.»
«Du lod ham vel ikke kysse det syge Barn?»
«Nej, jeg bar ham strax ud, men Jørgen klappede han jo rigtignok og tog om Halsen. — Jeg haaber da ikke det var galt?»
«Nej saamænd var det ej, Birthe! — Du er ogsaa altfor ængstelig, Du lille omhyggelige Moder.»
Nogle Dage efter var Oscar kjendelig ilde tilpas; der sendtes Bud efter Lægen:
«Har her været andre Børn?» spurgte han strax.
Marie blegnede: «Forleden legede han med Smedens mindste Dreng.»
«Au!» Lægen bøjede sig igjen over Vuggen.
«Hvad er det,» spurgte John ivrigt, «hvad troer De?»
«Smedens Børn har faaet Skarlagensfeber, men derfor er det jo ikke sagt. — Naa, vi vil haabe det Bedste; i al Fald behøver den jo ikke at være ondartet.» Doctoren gav nogle Forskrifter, og lovede at komme igjen henad Aften.
Det var angstfulde Timer, Marie veg ikke fra Vuggen; John gik rastløs op og ned ad Gulvet, ud og ind. «O, det var umuligt, hans Barn, hans Alt!» Birthe vovede ikke at gaae ind, hun stod sammensunket udenfor Døren og vred Hænderne.
Barnets Kind brændte stærkere og stærkere, Aandedraget gik tungt. Denne Gang var Lægen ikke i Tvivl.
«Er det farligt?» der var Noget ved Johns Blik, som aftvang reen Besked.
«Jeg negter ikke» —
«Haabløst?»
«Paa ingen Maade! — Herr Bruhn;» Lægen talte dæmpet, «Deres Hustru maa skaanes.»
Men John kunde ikke tænke paa Andre, ikke engang paa hende, saa overvældende var Angsten og Smerten.
«Lider han? — hvad skal vi gjøre?»
«Deres Frue gjør nu Alt, hvad gjøres kan, hun er saa fattet. — Gid det maa staae bedre til i Morgen, jeg vil ret inderlig ønske det.»
Men det var ikke bedre, snarere lidt værre; næste Dag, og næste Dag igjen, lidt værre.
«Marie hvad troer Du? — see ikke saadan paa mig, — hvad mener Du?»
«Tys, han kjender Dig og rækker Armene ud, — O, John, leg med ham.!»
«Lege! — hvor han brænder — hvad skal vi gjøre?»
«Vi maae være taalmodige.»
«TaaImodige! — jeg troede Du havde en bedre Trøst. — Nu gjælder det at bruge Bønnen, denne Bøn Du taler om — lad os nu see dens Magt!»
Han greb hendes Haand, og sagde næsten truende: «Bed for dit Barns Liv!»
«Hvad gjør jeg Andet.»
«Jeg vil høre det.»
Hun trak Haanden bort og bøjede sig ligesom værgende over Vuggen:
«Kjære Fader i Himlen, din Villie skee, ikke min.»
«Naa saaledes — Du vil ikke.» — Han mindedes dunkelt Fortællingen om en Fader, der havde raabt: Herre kom før mit Barn døer, men han forstod ikke at raabe.
«Hvad nu?»
«Han lider ikke mere, John!»
«Hvad skal det sige?»
«Englene har hentet ham, han er hos din Bedstefader.»
«Det er umuligt, — Skjæbnen kan ikke være saa grusom! — Han var min Afgud!»
Hun sagde ikke: ja derfor, fordi han var din Afgud, maatte jeg miste ham.
«Hvordan gaaer det?» Birthe stak et blegt, kummerfuldt Ansigt ind ad Døren; hun var bleven ti Aar ældre i disse Dage.
«Bort herfra!» — John vendte sig imod hende — «det er din Skyld — jeg vil ikke see Dig, gaa!»
Hun veg bort, lydløs som en Skygge, men Marie lagde sin Haand paa hans Arm og sagde fast:
«Dette er Uret, John!»
«Hun har dræbt Barnet!»
«Tys! — Du undskyldte hende, Du loe af min Ængstelighed. Det er stor Synd, O, hvor det gjør mig ondt for hende, og for Dig! — Kald hende tilbage!»
«Du kjender mig ikke — jeg talte med Overlæg, jeg kan ikke taale at see hende. Men hun skal ingen Nød lide, siig hende det. — Jeg længes efter at være ene med min Sorg.»
«Kan vi ikke dele. Sorgen?» hun støttede sit Hoved til hans Arm, og saae bønligt op til ham, men han trak sig tilbage.
«Din Sorg, hvad er den? — Du troer at han lever et bedre Sted, Du troer, Du skal see ham igjen — det kalder jeg ikke Sorg. — Min Dreng er død — han ligger her kold og stiv — jeg har mistet ham for altid — det er Sorg!» han hulkede vildt.
Marie gik stille ud og talte forsonende, trøstefulde Ord til den gamle Pige, men saa maatte ogsaa hun have en Stund for sig selv; Sorgens Bølger gik næsten over hendes Hoved.
«Herre, Herre, slip ham ikke! — han har Ret, jeg har ingen Nød, — jeg troer at min lille Dreng er hos Dig, jeg troer paa din Kjærlighed. — Før ogsaa ham til Troen, Du min Frelses Gud!»
Da Mørket faldt paa, gik gamle Birthe langsomt, og med bøjet Hoved ud af Gaarden. Hun var ikke vred, men inderlig bedrøvet; de stride Taarer løb nedad Kinderne. Der var gaaet mange Aar, siden hun første Gang traadte disse Veje, da var Foden let, som Sindet. Mangt og Meget havde hun døjet siden den Tid, men dette var det Tungeste. Hendes unge Herre, ham hun havde baaret paa sine Arme og elsket som en Søn, jog hende bort. Hvorfor tog Gud ikke hendes Liv, i Stedet for Barnets.
Ole Henrik sendte det samme Spørgsmaal op til Herren: «hvorfor tog Du ikke mit Liv og skaanede Drengen.» Og der var En til paa Gaarden, der gik i Rette med den almægtige Gud. «Du skulde have taget mig, og ladet hende beholde sit Barn,» sagde Peter og græd, som skulde Hjertet briste.

John stod bleg og stiv ved den lille Grav; han hilste kort og koldt paa de mange Omkringstaaende. Hvad kom Dette dem ved? — det var hans Sorg alene, Ingen af dem havde kjendt Barnet, eller brudt sig om det.
Følget spredtes, Vognen sendtes bort, han blev staaende.
«Kjæreste John, skal vi ikke gaae hjem nu?»
«Du kan gaae — jeg bliver.»
«Der er saa tomt hjemme, John, og jeg er saa træt.»
«Er du træt?»
Det var første Gang han hørte hende klage, eller tale om sig selv; han saae paa hende og grebes af Angst.
«Er Du syg?» det var ligesom han vaagnede, «Du er saa bleg, — tag min Arm.»
«Tak! — jeg er ikke syg, blot træt.»
«Marie, jeg har været ond imod Dig i disse Dage, lagt Tyngsel paa din Sorg. Sommetider tænkte jeg, at Du ikke sørgede nok, og saa blev jeg bitter og haard, og stødte Dig bort.»
«Du havde ikke gjort det, John, dersom Du havde, vidst, hvordan jeg længtes efter Dig, og trængte til Dig. — Skal vi hvile et Øjeblik?»
«Jeg vil bære Dig hjem, og saa hente Doctoren.»
«Nej, nej, jeg kan godt gaae. — Jeg har havt Sygdommen som Barn — Du maa ikke ængste Dig, det er kun Mathed.
Saa gik de da sammen ad Kirkestien, for første Gang. Ved Leddet vilde hun igjen hvile, men han løftede hende op paa sin stærke Arm og bar hende hjem. Det var ham en Lise, at gjøre dette for hende.
Der var sendt Iilbud efter Lægen, John gik urolig op og ned og ventede. Denne Gang spurgte han ikke udfordrende og myndigt: «hvad er det?» han lod Doctoren tale først.
«Hun er overanstrengt — sjæleligt og legemligt; Brystet er ogsaa angrebet, dog ikke i høj Grad. — Hvem er her egentlig til at pleje hende? Birthe er sendt bort, veed jeg; — De kan godt selv give hende Mixturen, — hveranden Time — men jeg mener ellers?»
«Huusjomfruen.»
«Er hun skikket dertil? — ja, foreløbig er der intet Videre at iagttage.
Da Doctoren var gaaet, nikkede Marie til sin Mand:
«Du skal ikke kalde paa hende, John! — jeg bliver nok rask, naar jeg først faaer sovet ud.»
Hvor hun var fiin og bleg, man saae det ret, naar hun sov. — Kunde han da slet ikke gjøre Noget for hende? — vogte hende for Sorgen havde han ikke kunnet, og i Stedet for at dele den med hende, havde han ladet hende bære den ene, til hun segnede. Var der da virkelig slet Intet han kunde gjøre for hende?
Pludseligt huskede han hvordan hun havde rejst sig og sagt, saa stille og fast, medens Øjnene saae bedende og kaldende paa ham: «Dette er Uret, John!» — Ja, det var Uret, og nu hævnede det sig. Den trofaste Sygeplejerske, der havde vaaget over hans Fader og Moder, hans Bedstefader og ham selv, var nu borte.
Der stod en haard Kamp mellem Kjærlighed og Stolthed, men da Angren kom til, maatte Stoltheden give efter. — Han kjendte saa lidt til Anger, og han kjendte saa lidt til Sorg, nu kom det Altsammen paa en Gang.
John greb sin Hat og ilede ud. Folkene, der stode i Klynge udenfor Alleen, gik tause af Vejen; siden Barnets Død havde han ikke været god at komme nær. Nu hilste han dog venligt og sagde: Tak for al Deeltagelse i Formiddags. — Ja, nu er dette et Sorgens Huus» — Stemmen brast.
Birthe var lige kommet hjem fra Kirkegaarden; hun havde mødt Doctoren og hørt om sin unge Frues Sygdom; hendes Hjerte var saa tungt som Bly.
«Moster, der kommer Herren nede, er det ikke bedst I gaaer ind?»
«Tak, Christen, at Du varede mig.»
«Birthe!»
Hun skjælvede; vilde han bebrejde hende Dette ogsaa.
«Birthe, min Hustru er syg — kan Du tilgive? — vil Du glemme?»
«Maa jeg komme tilbage? — aa nej, det havde jeg aldrig troet. — Jeg har været ligesom et oprykket Træ — og nu maa jeg pleje hende. — Jeg vil takke og velsigne Dem til min sidste Stund, ja min kjære unge Herre, det vil jeg. — Gaa De nu i Forvejen, saa lister jeg bagefter.»
Var der ikke Andet han kunde gjøre for sin Hustru? — Da han kom ind, slog hun Øjet op.
«Birthe kommer strax.»
«Tak!» Øjet havde Feberglands, hun huskede ikke, hvad der var gaaet forud.
Birthe puslede stille ved Lejet, følte paa Haand og Pande, og lyttede til Aandedraget. Johns Øjne spurgte.
«Det giver sig nok — hun er jo saa rask ellers, og saa ung. — Vorherre er den bedste Doctor; Nat og Dag vil jeg raabe til ham om hendes Liv.»
Han svarede ikke — havde han Ret til at holde paa hende — havde han gjort hende lykkelig — var det ikke rimeligt, at hun længtes efter sin lille Dreng, efter Faderhjemmet. — Visheden om at der var et Hiinsides slog ned i hans Sjæl i samme Stund.
Birthe gjættede, at han helst vilde være ene. «Jeg sidder i Stuen ved Siden, Herre! rør blot ved Klokkestrengen, saa kommer jeg.»
«Tak, min trofaste gamle Birthe!»
Saadan havde han aldrig talt før; Birthe græd og bad, bad og græd de lange Nattetimer. —
Lille Peter sov heller ikke den Nat, men laae og kastede sig urolig frem og tilbage. Tilsidst sprang han op, tændte Lysestumpen i Staldlygten, aabnede sin Vadsæk og drog en Pakke op fra Bunden. Den var omviklet med Seglgarn, og mange Knuder maatte løses, før to temmelig medtagne Billedbøger kom til Syne. Der laae ogsaa en Krone, omhyggelig indsvøbt i hvidt Papir. Peter glattede dette ud, tørrede Øinene i det uldne Ærme, purrede op i sine tykke, mørke Krøller, tænkte efter, og skrev saa endelig:

Kirsten Mads Nielens har ikke gjort det, og her er Sagerne. Angrende
Peter Jensen.

Udskriften gik lettere: Skolelærer Mogensen Hasselby, frit. Seglgarnet knyttedes igjen paa Kryds og Tvers efter alle Kunstens Regler. Vorherre vilde nok høre hans Bøn nu, tænkte han, og saa havde han gjort hvad han kunde for hendes Liv.
Saasnart Dagen gryede, foer Peter i fuldt Fiirspring til Posthuset, fulgt af Tiras, der slog med Halen, ellevild af Glæde over det hurtige Løb. Det havde dog ikke været nødvendigt at haste saa meget, thi Posthuset laae endnu i dybeste Søvn med Skodder baade for Dør og Vinduer. — Peter havde ikke siddet længe paa den lille Bænk udenfor Huset, før ogsaa han slumrede og drømte om Kirkegaarden hjemme, og om Moderens Grav, der havde faaet Jerngitter og Steen med forgyldte Bogstaver.

Natlampen brændte svagt, der hørtes ingen anden Lyd, end de dybe Bølgeskvulp nede fra Stranden og Vindens sagte Susen i Buskadset udenfor. Marie sov uroligt; af og til slog hun Øjet op og sagde et Par Ord.
«Hvor er Oscar?»
«Han sover.» —
«Væk ham ikke! — lad være, John!»
Hvor tidt havde hun ikke spøgende sagt dette, naar han, i Utaalmodighed, lod som han vilde vække Barnet.
«Er det Dig? — Du er her hele Tiden?»
«Jeg viger ikke fra Dig, Marie.»
Lidt efter satte hun sig op i Sengen og tog hans Haand med begge sine:
«Jeg vidste det jo nok, John! — det var ham Du elskede alligevel; Du kaldte ham bare ved andre Navne, og det har han forstaaet, og derfor har han ikke forladt Dig.» Hun sank tilbage.
Kaldte ham med andre Navne? — Alt det han havde seet op til, æret og elsket, var det kun brudte Straaler af Herrens Herlighed. — Hvad gjorde hende anderledes end Andre? — hvad havde gjort hans Bedstefader anderledes end Andre?
Og det har han forstaaet, og derfor har han ikke forladt Dig. — Skulde det være muligt? — aa nej, han følte sig saa langt, langt borte. —
«Er der slet ikke Noget jeg kan gjøre for hende,» tænkte John igjen næste Morgen, og faldt saa paa at sende Bud efter Præsten.
Marie blundede, men da Døren aabnedes og Præsten traadte ind, saae hun op, kjendte ham og hilste.
«Vil De tale med mig, kjære Frue?»
John vilde gaae, men hun holdt hans Haand fast.
«Tak, ikke idag. — Tak!» hun lukkede Øjnene.
Præsten saae forundret ud; efter en kort Stund rejste han sig.
«Havde hun ikke forlangt at see mig,» spurgte han.
«Nej, men jeg tænkte det vilde glæde hende. — Saa er der ogsaa noget Andet; — der bedes jo sommetider i Kirken for de Syge, ikke sandt? — vil De i Morgen bede for hende?»
«Med inderlig Glæde. — Har hun ønsket det?»
Præstens kloge, velvillige Øje hvilede forskende paa Johns alvorlige Ansigt.
«Nej, men jeg kjender hende jo.»
«Det er overordentlig paaskjønnelsesværdigt, Herr Bruhn, at De, der staaer heelt udenfor Menigheden, i den Grad gaaer ind paa Deres Hustrus Følelser. — Sandelig det rører mig.»
Heelt udenfor Menigheden! — naa ja, det var jo fuldkommen sandt, men han blev alligevel underlig fattig ved at høre det.
Op ad Dagen kom Doctoren.
«Feberen er ikke tiltaget, men hun er overordentlig mat. — Bliv nu ikke bange! — jeg har paa ingen Maade opgivet Haabet.»
John vaagede ogsaa denne Nat over sin unge Hustru. Hver Gang hun blev urolig, nynnede han ganske sagte, til hun igjen slumrede. Det var hendes egne Melodier; Ordene kunde han ikke, men Tonerne havde smuglet sig ind i Hukommelsen.
I de Mellemrum, hvor hun sov, sad han ganske stille, uden at flytte Haand eller Fod, men inde i Sjælen var der Kamp og Røre. — Det er et strengt Arbejde at bryde Staven over sig selv, men det maa gjøres. John var i Færd med det nu, og da han var en ihærdig, villiekraftig Natur, brød han den grundigt og for Alvor.
Aarene kom igjen og saae paa ham ogsaa Barndomsaarane, de saae med Bedstefaders paa en Gang milde og strenge Øjne. — Hvorfor kom han just nu til at huske paa den Vintermorgen, da Bedstefaderen og en norsk Gjæst stod og talte sammen foran Skrivebordet. Den norske Herre, en høj, alvorlig Mand med et klart, sjælfuldt Ansigt lagde Haanden paa Biblen og sagde:
«Jeg veed, at denne ogsaa er dit Skatkammer.»
«Ja, Gud skee Lov! — men der er et Ord, som kommer til mig, næsten hver Aften, og ængster mig: I ere Jordens Salt.»
«Jeg tænker det kommer, for at Du lettere skal kunne sige: Gud vær mig Synder naadig. — Men jeg vilde, i dit Sted, bede Ordet heller komme til mig om Morgenen; vi skal arbejde, mens det er Dag.» —
Drengen hørte forundret til; hvor var det muligt, at han endnu mindedes hvert Ord.
Da Klokken slog Syv, aabnede John Vinduet og trak Gardinerne tilside. Stranden laae blinkende i Solglands, Luften var som opfyldt af Fuglesang, Skov og Have prangede i hele en Junidags rige, straalende Skjønhed. — Det skar i Øjnene — det gjorde ondt i Hjertet! — Han vendte sig igjen til den Syge. Hvad kunde han gjøre for hende?
«Birthe, siig til Folkene, at der bliver bedt i Kirken for deres Frue. — Du maa ikke opfordre dem til at gaae, men blot sige det.»
Han kunde see dem fra Vinduet; det var en heel lille Skare, der gik. — Nu lød Klokken, Bedstefaders Klokke, Vinden bar lige paa.
Han sad ganske stille en Tid, men sprang saa pludseligt op.
Nu bad de vist for hende! — skulde han, der elskede hende allerhøjest, ikke bede med — turde han ikke? — kunde han ikke gjøre det i Ærlighed?
«Jeg troer, Herre, hjælp min Vantro!» han vidste ikke hvor Ordene kom fra, men de udtrykte hvad han trængte til.
Lidt efter knælede han ved Sengen, men det blev igjen en Bøn for ham selv:
«Herre Jesus, frels mig!»
Klokken lød paany; Gudstjenesten var forbi. — Saa havde han dog ikke bedt for hende, men nu vilde han:
«Fader i Himlen — jeg giver hende i din Haand!»
Hun vaagnede i det Samme.
«Hvor er jeg? — hvor har jeg været? — er det Dig, John? — o, nu husker jeg!» — Hun magtede ikke at bære Mindet og sank tilbage.
Var det Afskedsstunden? — hans Hjerte sank.
Et Øjeblik efter kom Doctoren med Æbleblomst i Knaphullet, deeltagende og rolig som altid:
«Der er indtraadt en Forandring, lader det til. — Feberen er ophørt. — Jeg tænkte nok vi kom over det.»
«Er det muligt? — er hun bedre?»
«Kjendelig bedre, men Kræfterne ere naturligviis udtømte. — Et Par Østers vil ikke være af Vejen, og Viin med Æggeblomme. Om et Par Dage tænker jeg ogsaa De, faaer Brug for Bøssen, Herr Bruhn! — Goddag, kjære Frue! — hvad ønsker De? Deres Gemal byder Viin, jeg foreslaaer Bouillon eller Mælk?»
«En Draabe Viin, maaskee. — Tak, John, Tak!»
«Nu maa De ligge ganske stille og lade Tanterne hvile. — De staaer til Ansvar, Herr Bruhn!»
«Jeg vil saa gjerne tale med Dig.»
«Vi maae vente til i Morgen, Marie.»
«Hvem er derinde? — jeg synes» — hun skiftede Farve.
Strax efter traadte Birthe stilfærdigt ind. En mild Tilfredshed lyste ud af det ærlige gamle Ansigt; Stemmen havde en velvillig, dagligdags Klang, som var der ikke en Smule ualmindeligt paa Færde. — Birthe var en ægte Sygeplejerske.
«Et Par Theeskeer? — see saa, nu drikke vi Resten. Velbekomme!»
Men John maatte ud; han trængte til at kaste sig paa Knæ, anklage sig selv, takke og prise Gud.
Det var, netop i disse Dage, to Aar siden han første Gang saae hende. De blomstrende Frugttræer, Fuglesangen, Belysningen, Alt mindede om den Gang. — Han fulgte den kjære Skovvej, og gik saa ad Stien til Landsbyen. Kirkegaardslaagen stod aaben, der var lagt friske Krandse paa den lille Grav.
«Mit Barn, min Dreng!» — Taarerne kom, men det var ikke bittre, trøstesløse Taarer; Haabet lyste igjennem dem. «Vort Borgerskab er i Himlene,» — han troede det.
Marie laae med lukkede Øjne, men hun sov ikke; Taarerne trillede ganske stille nedad Kinden. Birthe saae det godt, men taug. Naturen maatte have sin Ret; det kunde ikke være Andet.
«Er Du alene herinde, Birthe?»
«Ja, Frue!»
«Jeg vilde saa gjerne see Vuggen.»
Var et Nej ikke skadeligere, end Opfyldelsen af Ønsket? Birthe mente det og hentede den lille tomme Vugge.
«Min søde unge Frue, De maa nu sige som vor gamle Oberst sagde, i Trængslens Stund: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!»
«Jeg stammer paa det, Birthe!»
Birthe listede ud med Vuggen, tillod sig et dæmpet Hulkeudbrud paa Gangen, og kom saa ind ad den anden Dør bærende en indbydende lille Forfriskning, der tilsyneladende aldeles optog hendes Tanker.
«Herren har telegrapheret efter, Østers, og sendt ridende Bud til nærmeste Banegaard, men vi faae dem dog ikke før ud paa Aftenen. Fruen maa kjønt spise dette først; — nej lidt mere — saadan.»
«Kom de smaa Drenge sig?»
«Ja, de ere i god Bedring.»
«Jeg længes efter at see dem. — Og Svendsens lille Pige, hun blev da ikke syg?»
«Nej, hun gjorde ikke. — Ja, nu gaaer jeg; — her staaer Klokken.»
Hvordan mon Birthe var kommen tilbage ? — der var saa Meget, hun gjerne vilde vide.
Lidt efter kom hendes Mand; han troede hun sov, og balancerede lydløst hen til Stolen ved Sengen, hans faste Plads i alle disse Dage.
"Jeg er vaagen.»
Han nikkede og kyssede ømt den fremrakte Haand.
Marie længtes efter at tale om Barnet, hun ledte forgjæves efter Sorgen i hans Udtryk. Panden var saa lys og klar, saa fuld af Fred. — Havde han, i Glæden over hendes Bedring, glemt sin lille Dreng, ligesom han, i Sorgen over Barnet, glemte hende? o nej, nej! —men det var dog, som hendes Forstaaelse af ham glippede.
«Drik lidt Viin, et Par Draaber!»
«Jeg kan ikke saadan altid spise og drikke! — Du er saa mageløs god imod mig, John! — men det er ikke Mad jeg trænger til. — Jeg trænger til at tale med Dig.»
John tog ligesom Maal af hendes Kræfter; saa lagde han sig paa Knæ ved Sengen, og hviskede med afbrudte Ord, at hendes Vej nu var hans Vej, at Deres Tanker søgte den lille Dreng paa samme Sted, at de herefter kunde følges ad til Guds Huus og til Herrens Bord; der havde han aldrig været før.
Da Folkene sadde ved Aftensmaden, traadte den unge Godsejer ind.
«Bliv siddende! — jeg vil blot sige Eder, Venner, (han sagde ikke, som ellers, Godtfolk) at min Hustru er bedre; jeg veed at I holde af hende. Hun er meget bedre, Gud skee Lov og Tak!»
En glad Mumlen løb gjennem Forsamlingen; de elskede hende Alle. — Førstekarlen blinkede Noget bort fra Øjenkrogen, og rakte saa trohjertet Haand til sin Huusbond. Der laae mere i hans Blik, end Glæde over Helbredelsen, der laae en Velkomsthilsen; den haarde, barkede Haand var en udrakt Broderhaand. Mangen god Bøn havde han i Stilhed bedt for sin Herre, nu var Opfyldelsen kommen.
Peter stod for sig selv, hans Øjne lyste: Ingen vidste, hvad han vidste! —
Dagen efter oversvømmedes Kjøkkenet næsten af Gaver: Tamt og Vildt, Fisk, Asparges, Blomster fra Have, Skov, Mark og Mose; alle Giverne vilde have Hilsen overbragt. Birthe hørte til, takkede mange Gange, men gjorde hvad hun vilde. Peters Aborre og Svendsens Jordbær kom dog ind til Patienten, der var vaagnet med Appetit, efter en fortræffelig Søvn.
«Det forslaaer ikke, Birthe,» sagde hun leende.

John og hans Hustru skiltes ikke mere ved Leddet, men gik sammen ad Kirkestien, medens Bedstefaders Klokker ringede; hun støttede, sig saa tryg til hans Arm. Hvor havde de uendelig Meget at tale om. John foreslog og drøftede, det betroede Gods skulde jo rettelig forvaltes til Guds Ære og Brødrenes Gavn. — En Huusflidsskole, et Almuebibliothek — det var som en indvendig Stemme gav Raad.
Næste Midsommertid laae der igjen en dejlig Dreng i den lille Vugge. Forældrene sadde Haand i Haand og saae paa ham. John tænkte ikke, som sidst, med Stolthed, at den Lille var Arving til Strandvoldgaard, han vidste, at Barnet var Arving til Himmeriges Rige og bøjede sig i ydmyg Taksigelse.