Agenten
Agenten
Agenten stod foran Spejlet og undersøgte sin Tunge — Sundhedens Barometer — derpaa fæstedes et prøvende, forskende Blik paa Ansigt og Skikkelse. Folk, der komme op fra et langt Sygeleje, maae undertiden gjøre sig fortrolige med Spejlbilledet. Det var en gammelagtig Herre, der viste sig indenfor den udskaarne Ramme, det kunde ikke bestrides eller omgaaes, en gammelagtig Herre. Før Sygdommen havde Spejlet gjengivet Billedet af en rask, velconserveret Mand, en ældre Mand, uden Tvivl, dog behøvede han egentlig ikke at stemples som ældre. Haaret var graanet i Sygdomstiden; et mat, ligegyldigt Træk om Mund og Øjne, i det ellers smukke Ansigt, traadte tydeligere frem. Han saae dette Træk og følte Uvillie over det, men Rynken i Panden gjorde kun ondt værre. Mismodigt blev det grønne Silkedamastesgardin, der holdtes tilside, at Lyset kunde falde paa Spejlet, sluppet.
«Endnu er jeg ikke rigtig mig selv,» sagde han halvhøjt, idet han langsomt slentrede op og ned ad Gulvet i sin smukke Dagligstue. Pludselig standsede han dog, ligesom beroliget: «jeg troer det er Sult, —ja, jeg er aabenbar flau;» han ringede.
I samme Nu, det var næsten som havde hun hængt i Klokkestrengen, traadte Huusholdersken ind, en stiv, midaldrende Jomfru med snehvidt Forklæde, rødladent Ansigt og smaa blaagrønne Øjne, der forgjæves anstrengte sig for at see milde ud.
«Der tør ikke fyres saa stærkt, Jomfru Jansen, behag at erindre det. Foraarsolen har allerede Magt, her er atten Grader, det matter. — Vil De bringe mig en Kop Bouillon og et Par Æg, nu mellem Frokost og Middag. — Noget maa gjøres, skulle Kræfterne vende tilbage.»
«Det er jo glædeligt, at Appetiten kommer,» lød Jomfru Jansens spinkle, spidse Røst, «hvor seer Agenten vel ud i Dag, det er mageløst.»
«Hm. — Ja, saa var der ikke Andet.»
Agenten rystede paa Hovedet, da hun var gaaet. Han plejede ikke at see paa sine Folk, men i Dag havde han seet paa hende, som han havde seet paa sig selv, og bag det ydmyge Væsen havde han skimtet Vindesyge og skjult Nag. Og det var hende, han havde stolet paa og støttet sig til de lange Uger, han laae svag og afmægtig. Det gjøs i ham, hvad kunde man ikke vente af saadan et Menneske! dog det havde ingen Nød: «Hun faaer aldrig en fordeelagtigere Stilling;» han knipsede beroliget med Fingrene, som en Mand, der kjender Verden.
Aviserne laae paa deres Plads, Lænestol og Gyngeskammel stode rede. En Følelse af Velvære listede sig over ham, men det var denne Reconvalescentens skrøbelige Velvære, der, ved ringeste Anledning, omskiftes med Pirrelighed og en gnaven Sindsstemning.
Over Skrivebordet hang Portraitet af en ganske ung Kvinde; de veemodige Barneøjne saae lige ned paa ham. Hvis Dragten ikke havde været gammeldags, kunde man have antaget det for Agentens Datter, det var imidlertid hans Moder. Hun var død, før han fyldte tre Aar. Avisen vendtes og drejedes, overkiggedes og vendtes igjen. Tilsidst gjennemløb Øjet Prædikantlisten for næste Dag. Efter endt Helbredelse var det sømmeligt at gaae i Kirke, tænkte Agenten. «Men jeg skal nok vogte mig for Dig, gode Ven!» han standsede ved et Navn, og kom heelt i Aande blot ved Tanken.
Da han laae syg, havde denne Præst besøgt ham. Det var kjønt og passende; den syge Mand var glad over det og satte Priis derpaa; han trængte til at udtale sig, klage, faae aandelig Trøst og Beroligelse. Men Præsten trængte altfor nær ind paa Livet; Agenten maatte ordentlig værge sig, og med Fiinhed og Kløgt dreje det Personlige over i det svævende Almindelige. Da Præsten rejste sig for at gaae, var den Syge heel anstrengt, men sagde alligevel høfligt — Stemmen havde dog en tom Klang — «jeg takker for Besøget, Herr Pastor! det har været mig til Trøst.» — Men hvad svarede Præsten paa denne med Selvfornegtelse givne Roes? — «Kjære Herr Agent, lad os for alt i Verden ikke bedrage os selv. Jeg har ingen Trøst bragt Dem. Før Angstraabet: Gud vær mig Synder naadig! lyder i et Menneskes Sjæl, kan Herrens Ord ingen Trøst bringe.» — Var det en Maade at tale til en syg Mand paa, til ham paa? alene det ivrige Væsen og medlidende Blik var en Fornærmelse.
«Der maa dog gjøres Forskjel paa Folk! — han har engang været Fængselspræst samme Mand, de gamle Taler gaae nøje igjen. Man skulde synes, at en hæderlig, uplettet Vandel fortjente Roes og Anerkjendelse i disse fordærvede Tider.»
Aarerne svulmede i Agentens Pande, medens han gik videre paa Listen, Præstens Ord havde efterladt en Braad, der smertede og gav Uro. Endnu før Valget var truffet, Lød en kort fast Banken paa Døren, og inden han fik sagt «kom ind», stod en høj ung Mand med tætafklippet brunt Haar, alvorlige Øjne og en bestemt Mine i Stuen. Han bukkede dybt, men paa en egen fattet, tilbagetrængt Maade, og sagde derpaa roligt:
«Agenten har sagt mig op.»
«Naa, nu kjender jeg Dem først,» Minen formildedes ikke, «det kan neppe undre Dem, unge Menneske, at jeg, efter —
«Paa ingen Maade,» faldt han hurtigt ind, «Agenten er i Deres fulde Ret; tro ikke, at jeg kommer for at bede om Henstand. I tre Maaneder har jeg ingen Leje betalt, det kan ikke forsvares, jeg vil ogsaa blot undskylde og forklare Sagen. — Hør et Øjeblik paa mig med Taalmodighed. Jeg er forældreløs og uformuende; en Velgjører har gjort mig det muligt at studere, men han er nu død og min maanedlige Understøttelse standset. Om der paahviler Boet Pligter veed jeg ikke; efter nogle Ord, han engang lod falde, har jeg næret Haab, men indseer nu Urigtigheden af at blive paa det Uvisse, — jeg burde strax være taget herfra. Undskyld, Herr Agent, at jeg afbrød Dem; der er Ting man nok selv kan indrømme, men ikke godt taaler at høre af Andre. — Jeg takker, at De har viist Overbærenhed saa længe; inden den Første skal jeg gjøre Udveje for Pengene; mit Smule Indbo er neppe saa meget værd, men jeg skal gjøre Udveje!» Et Buk igjen, saa lukkede Døren sig efter ham.
Der var Noget i dette faste: «jeg skal gjøre Udveje,» der bragte Agenten til at rejse sig, og, et eneste flygtigt Øjeblik, tænke: Hvad om jeg lod ham blive, og ventede; nu gjør den stolte Knegt vel et ubesindigt Skridt. — Aa hvad, hed det dog strax efter, det bliver hans Sag. — En impertinent Lømmel, i Grunden, ikke et Ord vilde han taale, og Stuen forlod, han som en Sejrherre. Godt, at man ingen Søn har, der kan gjøre En Sorg.
Et lille Suk efterfulgte dog Lykønskningen. Maaskee havde Synet af det unge Menneske, der stod saa selvstændig foran ham, uden at vente mindste Deeltagelse eller Haandsrækning, alligevel vakt Længslen efter en Søn, der vilde have sagt: Fader, hjælp mig!
Man har heller aldrig Fred! — naa lad mig nu see at faae Ende paa Bladene; jeg skulde dog lidt ud i Solskinnet.
Og Velværet kom igjen listende; naar man læste om denne urolige, kæmpende, lidende Verden, maatte man dog paaskjønne sit fredelige Hjem, sit gode Bord, sin agtede Stilling, sin solide Formue. Han rettede sig uvilkaarligt; nu var kun Dødsanmeldelserne tilbage.
«Johannes!»
Det lød som et Skrig; han læste videre: elleve Ugers Sygeleje, fem Børn.
Agenten sprang op; for første Gang i Aaringer følte han Sorg, ikke Ærgrelse, Skuffelse, Harme, eller legemlig Smerte, men virkelig Sorg. Det var, som om Noget indeni Sjælen kom tillive igjen ved Berørelsen af et brændende, rensende Jern.
«Vi vare da syge paa engang, Johannes og jeg! — hvorfor skulde han døe fra alle Sine? Hustru og fem Børn. — Ikke En havde grædt over mig, ikke En! — — Jeg tænkte dog tidt paa ham, da jeg laae, og bestemte ogsaa, halvt om halvt, at gaae til ham, men jeg havde vel ikke gjort det alligevel; man veed ikke hvad det kan føre til, var dog min sidste Tanke.
Hvor underligt havde denne Tanke slaaet Muur om ham Livet igjennem, og skilt ham fra det Ene efter det Andet. Vogt Dig, de ville bruge Dig, have Fordeel af Dig, vær paa Post.
Og Mindet kom med sin Tavle og viste ham Billeder.
To raske livfulde Drenge, der sloges med og for hinanden; to Ynglinge, der havde Glæder og Sorger fælles og troede paa et evigt Venskab, Da den Ene fæstede sig en Brud, skilte det ham ikke fra Vennen; de Nygiftes lille Eden var først fuldstændigt, naar han deelte det med dem, sagde de.
Hvor han huskede disse Vinteraftener, der havde Vinger, og Skovtourene ud til Bondehuset hvor de laae paa Landet, og den unge Marie, der sad saa stille og yndefuld ved sin muntre Søsters Side. Mon hun levede endnu, mon hun var gift? — det var den Eneste, han nogensinde havde syntes om, men gamle Faerbroer — den Samme han senere arvede — hviskede til ham: «Vogt Dig, Frederik, for den Smaa; det var et ufordeelagtigt Parti i dine Forhold. Familien ønsker naturligviis at fange Dig — vær paa Post.» Og saa havde han været paa Post mod sig selv. Der var et egenkjærligt Jordsmon i hans Sjæl, hvor denne kolde Kløgt fæstede Rod og trivedes.
Et Par Aar efter led Johannes et større Pengetab; han var gaaet i Caution for en Slægtning og maatte bøde for Dennes Uheld og sin altfor store Tillidsfuldhed. Dengang havde Agenten allerede arvet Faerbroderen og forladt den studerende Vej.
Han huskede den Morgen, som var det i Dag, da Vennen bleg og aandeløs kom ind til ham og bad om et Laan af 1000 Baler. «Du maa have Taalmodighed, Frederik; vi bruge hvad vi have, trods al Sparsommelighed, der vil gaae Aarrækker, før Du faaer Pengene tilbage.»
«Tal aldrig derom,» havde han svaret, men dog foresat sig at være paa Post. Sligt turde ikke gjentages; det maatte ikke blive Vane for Vennen at tye til ham om Hjælp. Og han gik der sjeldnere, det var et Savn, men man vidste ikke hvad altfor nært Forhold kunde medføre. Faerbroers gamle Kreds af rige, verdenskloge Mennesker, havde nu aabnet sig for ham; han havde Meget at lære af dem, syntes han.
«Vi længes efter Dig,» hed det i Førstningen, naar Vennerne mødtes, «gaa hjem med!» og saa fulgte han ogsaa, men af sig selv kom han ikke mere.
Johannes bad ham til Fadder, da det tredie Barn, en lille Pige, holdtes over Daaben; Frederikke kaldtes hun. Agenten skjænkede hende en værdifuld Gave, men tænkte i det Samme: nu gjælder det at være paa sin Post; og da Marie om Aftenen smilende løftede Barnet op, at Gudfader kunde kysse det, tænkte han igjen: dobbelt paa Post.
«Hvad gaaer der af Dig, Kammerat?» lød det nu, naar de saaes, «ja var der To som min, saa siger jeg af Hjertet: til Lykke! men skynd Dig, vi faae Dig nok igjen, naar Tingen er afgjort.» Et trofast Haandslag fulgte, Johannes havde endnu ubegrændset Tillid. Det var først lidt efter lidt, han ahnede, frygtede og endelig forstod, at Vennen trak sig tilbage. Det hed ikke længer: «følg med,» men halv tøvende: «Du veed, Du er velkommen.»
«Jeg har en Deel Forretninger i denne Tid, og saa vil Du indsee, at det er lidt langt ud paa gamle Kongevej. — Det er værst for mig selv!» — Stemmen havde ikke den vante Lyd, det var en let, sleben Selskabstone, han hørte den selv med Uhygge.
Johannes saae op: «Ah Forretninger, ja saa forstaaer jeg det Hele, om Forladelse og Farvel!»
Han vendte dog om og kom tilbage: «Tro ikke, at jeg har glemt Gjælden, Frederik! jeg havde næsten hele Summen liggende, men saa — aa, det er en jammerlig Historie — min Hustrus Søster blev syg, Lægen meente at en Rejse til Syden, en heel Vinters Ophold dernede, var nødvendig. — Stakkels lille Marie, hun har jo kun os! — dertil gik Pengene. — Jeg vil blot forvisse Dig om, at jeg ikke glemmer; i den sidste Tid begynder Gjælden at tynge, og min Skulder vil blive let, naar jeg kaster den af. — Men,» tilføjede han varmt, «Tak alligevel, at Du hjalp i Nødens Stund.»
Han gik, og Frederik fulgte ikke efter, nej, han blev staaende, halv rørt, halv vred. Men Egenkjærligheden stak sit blege Hoved frem og hviskede: «nu er det endt, vær glad at Du slap.»
Og det var endt. En taus Hilsen, naar de, en sjelden Gang, mødtes, var det eneste Tegn paa Gjenkjendelse. For at undgaae Sammenstød, opgav Agenten den vante Gjenvej til sit Contoir. Den brede Gade var unegtelig længere, men behageligere, især i daarligt Føre, og han satte nu engang Priis paa elegant Fodtøj. — Betalingsdagen var endnu ikke kommen, men Renterne tilsendtes punctligt hver Termin.
«Johannes! o, Johannes, hvad har jeg gjort!»
Agenten sprang op, ilede ud i Entreen og tog Overtøj paa.
Hans Bevægelser vare ikke afmaalte og regelrette som ellers; for første Gang i umindelige Tider dreves han af indvendig Varme til kraftig, uopholdelig Handlen.
Jomfru Jansen kom med Bouillonen lige da han lagde Haand paa Dørlaasen:
«Tilgiv, Herr Agent, det var mig ikke muligt at blive færdig før. — De vil da drikke den?»
Han saae ikke vred ud, men skjød Bakken fra sig:
«Jeg kan ikke nu — ikke nu!» —
Hvem var det, der drejede om Hjørnet, faa Skridt foran ham? var det ikke den unge Lejer? hvad havde han i Sinde.
Der faldt en Gru over Agenten; det unge Menneske maatte indhentes, standses, før ogsaa det var for seent. Saa hurtigt havde han ikke gaaet, siden han arvede.
»Halloi — aa, undskyld, men De maa ikke gjøre et ubesindigt Skridt. Der er En, som cautionerer for Dem, — jeg har lige faaet det at vide, — De kan blive saa længe De ønsker.»
Den Tiltalte blev staaende som rodfæstet. Var det virkelig Agenten, den indesluttede, overlegne, formelle Agent, eller drømte han. —
Her var Alleen, nu kom Huset snart — han kunde allerede høre Stæren fløjte fra det gamle Æbletræ inderst inde i Haven. Der var Døren! — Foden sagtnede sin Gang; havde han nogensomhelst Ret til at trænge ind til de Sørgende.
En venlig ung Pige med sort Forklæde og forgrædte Øjne tog imod ham. «De ere Alle derinde,» sagde hun og aabnede Dagligstuedøren.
Ja, det var den kjendte Stue! — Moderen stod bleg og stille ved Vinduet; der var, midt i den dybe Sorg, et Udtryk af trøstefuld Fred over hele Skikkelsen. Haanden laae støttet paa den ældste Søns Skulder, de andre Børn klyngede sig om hende. Der havde vist lige været en Raadslagning: blive sammen, dele Ondt og Godt, kæmpe og undvære! — en Beslutning stod tegnet paa alle de unge Ansigter, men Opgaven forstodes bedst og toges stærkest op af den Ældste.
Der saaes spørgende paa den Indtrædende: «jeg veed ikke Hvem?» Sønnen talte høfligt, men dog lidt kort.
Verdensmanden, hvis Selvbeherskelse aldrig plejede at svigte, taug og blegnede; derpaa henvendte han sig næsten stammende til Moderen: «Slaget traf mig uforberedt, jeg vidste ikke, at Johannes var syg. — De husker dog maaskee Frederik Skram?»
Hun fæstede et alvorligt, prøvende Blik paa ham, men Sønnen tog Ordet: «Endnu i Dag var jeg kommen til Dem, Herr Agent! — Deres Navn var noget af det Sidste min Fader udtalte. Da han mærkede, Sygdommen var til Døden, lod han et Gjældsbrev opsætte, og skrev med rystende Haand sit Navn under. Her er det! — Tre, fire Gange have de ulykkelige Penge næsten været samlede, men altid stødte Noget til, saa de brugtes igjen; nu sidst den lange Sygdomstid. — Fader lagde Forpligtelsen paa mig, det er min Arv! — Moder skulde helst skaanes — det gjør mig ondt, at De ikke ventede. — Jeg haaber, De troer, at jeg var kommen af mig selv?» De ærlige Øjne saae næsten truende paa Agenten.
«Jeg har fortjent Straf, men denne er haard! — er det Johannes' Søn, der forudsætter, at jeg kommer her, Dagen efter Dødsfaldet, for at kræve de lumpne Penge. — Saa det er dette Papiir?» — han rev det midt over, over igjen, og igjen. «See nu er det gjort. — Det var altsaa i Forbindelse med Gjælden mit Navn nævnedes? det er for mig som en Forbandelse!»
Moderen traadte nu til. «Kjære, De tager fejl; Johannes velsignede Alle. Tilgiv Herre, som jeg tilgiver, var hans Bøn. Da han tilsidst nævnede Deres Navn, stode Minderne fra Ungdommen vist for ham. O, Frederik, sagde han blot; — jeg troer han længtes efter Dem.»
«Tør jeg see ham?»
Sønnen gjorde en afværgende Bevægelse, men den Yngste, en lille mørklokket Pige med Faderens Øjne, bad hulkende: aa jo, for han er saa bedrøvet!»
«Naturligviis maa De see ham. — Jeg forstod strax, at De ikke kom for Pengenes Skyld. — Han er saa uforandret; min Johannes! Ungdommen er ligesom vendt tilbage. — Her er det.»
Hun bøjede Hovedet og gik.
Fred og Stilhed, det hvide Leje bestrøet med Blomster, Christusbilledet og Biblen paa Bordet ved Hovedgjærdet.
O, det var forfærdeligt at staae her ligeoverfor noget Endt, noget for altid Afsluttet, et Øre, der var lukket for det forsonende Ord, en Haand, der ikke kunde gjengjælde det afbedende Haandtryk. —
Han maatte see Vennens Aasyn!
Saa forandret, saa ophøjet, og dog den gamle Johannes! Hvor skal jeg finde Dig, hvor skal jeg hen med min Anger? skal vi nogensinde mødes i de evige Boliger? de evige Boliger! er min Plads der?
Og Sandhedens Lys faldt over hans Liv; han følte sig som stevnet til Dom. I Alt havde han kun elsket sig selv, og nu var det rædsomt at see sig sig selv, see og forstaae, hvorledes Sjælen, Aar efter Aar, var bleven udtørret, udhulet, skilt fra Gud. Han vaandede sig i Sjælenød, og Angstraabet: Gud vær mig Synder naadig! steg fra Hjertedybet. —
Før Agenten forlod Stuen, berørte han Vennens Pande og Haand: «Dine ere nu Mine!»
Da han traadte ind igjen, gik Moderen ham i Møde:
«Tak, at De kom! — Havde Johannes blot vidst, at De vilde komme.»
Den ældste Søn nærmede sig med det sønderrevne Document.
«Jeg skal vise mig Agentens Tillid værdig,» sagde han.
«Vær ædelmodig og skaan mig! — De kjender mig ikke; jeg er en eensom Mand, fattig paa det Bedste. — Jeg maa see Eder Alle! hvem er min Guddatter? ah, hvor hun ligner sin Moster.» Han tøvede, og spurgte derpaa, halv usikkert; «er Frøken Marie ikke hos Dem?»
«Marie!» Moderen ledte i Tanken — «mener De min Søster? hun er død for mange Aar siden, som ganske ung, i Italien. Sorgen angreb hendes Bryst, vi gjorde, hvad gjøres kunde, men der var ingen Redning!»
«Sorgen?» — Blodet standsede i hans Aarer.
«Marie var næsten fra Barndommen af forlovet med en ung Søofficier; naar han kom hjem fra sin lange Rejse, skulde det offentliggjøres; men en Typhus bortrev ham, han kom aldrig hjem. Hun tog det taalmodigt og stille — hun var jo i det Hele stille — men fra den Tid tilhørte hun ikke ret Jorden.»
Drømmen, hans Livs eneste Drøm, havde altsaa været et Intet, et Selvbedrag; medens han flygtede for hendes Ynde, havde hun elsket en Anden. — «En Daare fortjener at ydmyges,» tænkte han.
«Farvel! — i Morgen kommer jeg igjen. Johannes' Søn maa lære at see aa mig med andre Øjne.»
Da Agenten gik nedad Gaden, var han tilmode som En, der er vendt hjem fra en lang Rejse. Ja, han havde været længe borte, levet ganske ene med og for et eneste Væsen; alle Tanker, Ønsker og Planer havde drejet sig i Kreds om denne Ene, om ham selv.
Hvor var Gaden dog fuld af Mennesker, ikke blot af bevægelige Anstødstene, der løb Folk paa Ærmet og hindrede Gangen, men af Mennesker med Liv og Sjæl, som han, Brødre.
Den Hjemvendte kjendte dog Ingen. — Var der da, udenfor det tomme, hule Selskabsliv, ikke en eneste Sjæl i hele Byen, der brød sig om ham? — jo en, en gammel overseet Slægtning, hans Moders Søskendebarn. Hun havde holdt af ham fra hans Barndom, og saa længe han holdt af Johannes, holdt han ogsaa af hende. Senere trak han sig tilbage, men taalte dog, at hun, Aar efter Aar, strikkede Trøjer og Strømper til ham og broderede hans Morgenskoe. En Dag i Juleugen spiste hun ogsaa regelmæssigt ved hans Bord. Dette var et Offer for Agenten, men han bragte det, og syntes godt om sig selv.
Hvorledes det gik til, at Foden nu fandt Vej til hendes Bolig, vidste han neppe. Det var en Kvistlejlighed i en høj Hjørnegaard; hendes stakkels gamle Been havde mange Trin at gaae. Han havde aldrig været her før, og ringede halv forlegen. Tante Ida troede ikke sine Øjne.
«Men det er jo! nej, nu har jeg aldrig kjendt Mage, det er jo Frederik. Gud været takket, at Du er saa rask, men hvorfor gaae herop? Du behøvede jo blot at sende Bud efter mig. Det er vel din kjære salig Moders Brev Du vil have: jeg talte nok om det i Julen. — Ja, Tak for sidst, det havde jeg nær glemt. — Tør jeg byde Sophaen? — jeg har det ikke bedre, Kjære! — saa staaer den Kaffe her ogsaa. — Jeg ventede rigtignok ikke saadan en Gjæst.»
«Det seer dog ud, som var jeg ventet,» han forsøgte at smile, «der staae to Kopper paa Bakken.»
«Ja, nu maa jeg igjen undskylde,» Tante Idas gode Ansigt saae heel bodfærdigt ud, «før havde jeg to Værelser, men, da Alt steg, holdt det haardt at slaae sig igennem, og saa fandt jeg paa at leje det ene ud, og det blev til bare Fornøjelse. — Du troer ikke, hvor det er en sød Pige. — Hør Symaskinen! saadan gaaer den fra sex om Morgenen til ti, elleve Aften, ja, sommetider længere. Hun er forældreløs, den Ældste af tre Sødskende, og som Moder for de andre. Broderen har Friplads paa et Seminarium, men hun holder ham med Klæder, og hvad der ellers kan være, og Søsteren lader hun lære Landhuusholdning, men til hende selv er Alt godt nok. Siger man det er besværligt, svarer hun ivrigt: er det ikke dejligt, at have Noget at leve for.»
«Deri har hun Ret! — Er det hendes Kopper?»
«Ja, seer Du, jeg drikker Kaffe hver Eftermiddag, og naar man laver til En, er det ikke betydeligt at lave til To. Sukker tager hun altid selv med. — Jeg er bange hun kommer, for jeg havde kaldt, men hun er naturligviis for beskeden til at blive, naar Du er her.»
Et Øjeblik efter bankede det paa Døren, og den Omtalte traadte ind.
Det var en middelhøj, bleg, ung Pige med dybe brune Øjne; der var en stille Værdighed over den beskedne Skikkelse. Da hun saae den Fremmede, veg hun tilbage: «Om Forladelse!»
Agenten rejste sig og bukkede. Der stod hun ganske rigtig med sin halve Theskee Puddersukker.
«Lad Dem ikke forstyrre — jeg skal dog gaae. Vil Du spise hos mig i Morgen, Tante Ida? — hvorfor har jeg ikke seet Dig i den lange Sygdomstid, naar Du dog vidste» —
«Kjæreste Frederik, bryder Du Dig virkelig om mig gamle Stakkel? hvem skulde have troet det.» Taarerne vilde frem, men hun tvang dem tilbage, han afskyede jo Taarer. «Jeg skal sige Dig, hver Formiddag passer jeg paa, naar Du gaaer til Contoiret. Her fra Hjørnevinduet kan jeg see Dig krydse Gaden, i lang Afstand, det er nu en af mine Glæder. — Du er jo som et Uhr, og da jeg havde ventet forgjæves en halv Time, tænkte jeg nok, at Du var syg, og forhørte samme Aften. Din Jomfru gav dog kort Besked, og da jeg nogle Dage efter trængte ind og bad om at maatte vaage, eller dog hjælpe med Plejen, var hun — om jeg tør sige det reent ud — ligefrem grov. Siden gik jeg til Portnerens, og der har jeg forespurgt lige til de sagde, at Du var oppe igjen. — Men spise hos Dig i Morgen, det gaaer vist aldrig an!» — Kappe, Handsker og den gamle Silkekjole mønstredes i Tanken.
«Jeg tager ikke mod Undskyldning! Du veed Klokken fem. — Tak, er det Moders Brev? — Farvel, Tante Ida, Farvel, Frøken!»
Fra Haand i Mund, og dog saa lykkelige! Noget at leve for, Nogen at elske. — Han kunde ikke glemme, at Tante Idas trofaste Øje havde fulgt ham hver Dag, naar han fuld af egenkjærlige, forfængelige Tanker gik sin Gang til Contoiret.
Han var heel underlig tilmode ved at gaae hjem; der forestod ham et Møde følte han. Noget maatte erkjendes, tilstaaes, gjøres op, før Freden kunde komme.
I Porten mødte han en vilter lille Gut, der hørte hjemme paa anden Sal. Da Drengen saae ham, udstødte han et advarende Raab til den yngre Broder, der, trods de strenge Forbud, rutschede nedad Trapperækværket.
«Hvad behager!» Agenten fangede den lille Forbryder og løftede ham i Vejret; derpaa satte han ham vaerligt ned, strøg hans Krøller og sagde mildt: «hils hjemme!» — Hvor var det et Par dejlige Drenge; han syntes aldrig han havde seet dem før, og dog havde de i to Aar været ham en stadig Torn i Øjet.
Det var Løverdag, og en gammel Kone laae og skurede Trapperne. Hendes ene Haand var indbundet i en afskaaret Strømpefod; hun saae forpiint og vredladen ud; Vandspanden sattes tilside med treven Langsomhed. Der var noget Sløvt og dog Bittert i Udtrykket.
«Hvad fejler Haanden?»
«Aa det er Edder og al Ulykke. Sidste Julereengjøring her — det var her! — fik jeg et rustent Søm op i Tommelfingeren. Jeg har brugt Balsom og Salve, Varmt og Koldt, men værre og værre bliver det.»
«Tal dog med en Læge!»
«Maaskee jeg tør gaae til Agentens,» spurgte hun næsten spodsk.
«Ja, gjør det; gaa den Dag i Morgen. — Veed Jomfru Jansen, at Ulykken skete her? — har De ingen Hjælp faaet?»
«Ikke en Bid Brød. ikke en varm Drik. — Trapperne skal jeg skure to Gange ugentlig, og bliver jeg borte en eneste Gang, tager hun en anden Kone for altid. — Det Bud fik min Tøs i Morges, da hun sagde, at jeg var syg — for jeg er syg — men saa krøb jeg jo herhen.»
«De seer ud, som trængte De til noget Styrkende.»
«Styrkende!» gjentog hun i en paa engang modløs og haanlig Tone.
«Vent et Øjeblik!» han lukkede sig hurtig ind.
Jomfru Jansen stod i Entreen.
«Agenten! — aa jeg har været saa angst, da Agenten blev borte. Jeg har sendt Bud efter Doctoren, og Folkene ere ude at lede.»
«Ufornøden Bekymring. — Kan jeg strax spise? — godt. — Lad Eftermaden serveres først.»
«Hønsefricassee med Riis, meget vel!» — Øjet sagde gaa, og Blikket fulgte tildørs. Portieren sikkrede mod Nøglehullet.
Agenten hentede et Stykke Papiir, — ingen Tyv kunde see sig forsigtigere om — lagde det paa en Serviet, saa et Lag Riis, saa Hønsebrystet, Vingerne og det ene Been, saa igjen Riis. Han spurgte ikke sig selv, han tænkte neppe, han maatte gjøre det. Viinflasken toges under Armen, en Dobbeltkrone fandt Vej op af Lommen.
Døren aabnedes paa Klem: «Er Konen her?» — Jo hun var der; et halv takkende, halv forvildet Blik mødte hans. I næste Øjeblik sad han rolig ved sit ene Hønsebeen. Det smagte udmærket, og Saucen og Franskbrødet. — Staklen havde intet Franskbrød faaet, dumt, at han glemte det.
«Jeg veed ikke» — Jomfru Jansen stirrede forfærdet paa de tomme Fade, ikke engang Benene havde han levnet. Bare det ikke var gaaet til Hjernen!
«Tak, jeg er færdig for i Dag. — Tys, det ringer; siig, at jeg er træt og ikke kan tage imod Nogen.» Han ilede ind i Dagligstuen.
Det var Lægen.
«Naa, hvad er her paafærde,» spurgte han lidt utaalmodigt. Det var hans Hustrus Fødselsdag, og han havde været midt i Skaaltalen, da Budet kom.
«Aa, Herr Doctor, det kan ikke beskrives! — han er heel vild, troer jeg. En Høne har han spiist med Been og Alt, her kan de see.»
«Passiar! jeg troer, det er Dem selv, som ikke er ved Deres Fem. Hvor er Manden?»
«I Dagligstuen; han vil Ingen see — jeg tør ikke —»
«Da tør jeg; troer De, jeg vil være Nar og gaae forgjæves. — Slaaen fra, Herr Agent! har man først givet sig en Doctor i Vold, maa man lystre ham.»
Lægen saae skarpt prøvende paa Agenten. At der var indtraadt Noget, siden i Gaar, var tydeligt. Han greb den modstræbende Haand.
«Ingen Feber, men Pulsen er forandret; det er som en anden Mands Puls, fristes jeg til at sige.»
«Det gjør mig oprigtig ondt, Herr Doctor,» han talte med Varme, «at mine Folk har ulejliget Dem. Fortjener nogen Mand sin Frieftermiddag, er det sandelig Dem. — Jeg er fuldkommen rask.» —
«Men Agenten maa dog indrømme, at det ikke er en ganske normal Madlyst, der bringer En til at fortære hele Høns, Been og Alt.»
Agenten forsøgte at lee, men rødmede i Stedet; Lægen saae det og taug.
«Ja, saa gaaer jeg igjen. — Ingen Undskyldninger, — jeg er glad, at jeg kom her i Aften.» «Tak for disse Trin, og for hvert Trin, De har gaaet herhen!» De to Mænd vexlede, for første Gang, et fast og varmt Haandslag.
«Hvad fejler ham,» spurgte Jomfru Jansen, der stod i en mistænkelig Nærhed af Døren.
«Det er en Slutningscrise, i den har man før seet Folk knase Been — bryd Dem aldrig derom, lad ham bare i Ro. — Og saa var det ikke af Vejen at sætte et Par blødkogte Æg ind paa Aftensbordet.»
Da Agenten var bleven ene, lukkede han Døren af, og gik saa op og ned, op og ned. Pludselig standsede han dog foran Portraitet.
«Det er sandt, Brevet, Moders Brev! — hvor besynderligt, at det først kom til mig i denne Stund. Har det et Ord at sige mig?»
Papiret var gulnet, den fine Skrift afbleget, han foldede det ærbødigt ud, trak Lampen nærmere og læste:
Kjære Ida!
Du beder mig skrive om min lille Dreng, fortælle Dig alt Muligt om ham, og det lader jeg mig ikke sige to Gange, for Du veed nok, at hvad Hjertet er fuldt af, løber Mund eller Pen over med. — Du spørger, om han er smuk — jeg finder ham dejlig, men en Moders Ord staaer vel ikke til troende. Sund og velskabt er vor lille Dreng, Gud være lovet! Haanden holder godt fast, men han vil alligevel gjerne dele; vi skulle Alle smage med, naar han har en Lækkerbid, og giver man sig Skin af at spise, knurrer han, det skal være Alvor. Forleden stode vi paa en Høj i Haven, der vender ud til Vejen; Frederik sad paa min Arm og bød sin Kage rundt. En gammel Kvægdriver gik i det Samme forbi; han var fæl at see til, i sin støvede forrevne Dragt, med det store, rødskjoldede Ansigt. Min Dreng rakte dog Armen efter ham og gav det lille bydende Skrig, der, for indviede Ører, hetyder: nu Du! — Manden saae op; der gik en Lysning over det barske Ansigt; jeg bøjede Frederik hen til ham, og han fik sin Bid. «Nej sikken En!» sagde han blot og lod sin haarde Haand glide ned ad Barnets Dragt; der var som en Velsignelse i Berøvelsen.
Er det ikke dejligt, at de smaa Barn ikke kjende Persons Anseelse; næst efter Fader og Moder er vor gamle Mette ham den Kjæreste i Verden.
Du veed, Ida, jeg har altid lagt Planer. Moder plejede at sige: Du bliver ikke gammel Julie, Du har altfor mange Planer. Nu er det dog kun for ham, jeg har dem. Gud bevare min lille Drengs Liv, jeg har mange Ting paa Hjerte, han skal udrette. — Jeg ønsker ham ikke Guld og Ære, men jeg indvier hans Liv til den Højestes Tjeneste. Tro ikke, at jeg bestemmer ham til Præst, o nej, vi maae udfinde, hvorhen Evnerne pege og Lysten gaaer, det er jo Lysten, der driver Værket. Bliver han blot et Sandhedens Barn, En af dem, der bringer Lys, en drabelig Stridsmand for Ret mod Uret, er alt Andet godt.
Du leer ikke af mig, Ida, derfor vover jeg at udtale Sligt. Naar jeg kysser hans smaa Hænder om Aftenen, da ønsker jeg de maae blive snare til at hjælpe op, stærke til at støtte og redebonne til at uddele. Og naar jeg kysser hans Pande og seer Forstaaelsen glimte i de klare øjne, da beder jeg: Herre, lad Tankens Værksted blive som et Tempel med Dit Navn over Døren. —
Folk sige, at jeg seer svag ud, og min Mand taler i Smug med Lægen, men jeg føler ingen Smerte og ikke større Mathed, end at jeg kan løfte vor lille Skat og trille hans Vogn.
Du maa altid holde af Frederik, Ida! aldrig slippe ham.
Næste Gang Mere fra din
Julie.
«Og dette Barn var mig!» — han rejste sig i stærk Sindsbevægelse, «Moder, Moder!»
«Mange Ting paa Hjerte han skal udrette,» og hvad havde han saa gjort i de halvhundrede Aar og mere? — trællet for sit Eget med Gjerning og Tanke, altid for sit Eget. Haanden forstod endnu den Kunst at holde fast, men havde glemt at uddele, og istedetfor at støtte og hjælpe op, havde den skudt tilside og stødt ned; ikke et formildende Minde, ikke et!
«Jeg er den største af alle Syndere, Herre, af alle!» han havde Trang til at sige det igjen og igjen. —
Da han seent ud paa Natten knælede ved sit Leje og bad Fadervor, var det som en ny Bøn. Og dog havde han sagt Ordene Morgen og Aften i alle disse golde, kjærlighedsløse Aar, men bagved havde altid ligget et: «Herre, jeg takker Dig, at jeg ikke er som de Andre,» og naar det ligger bagved, bliver Herrens Bøn kun en magtesløs Ordlyd, der ingen Velsignelse bringer.
Foraarsolen skinnede straalende, da Agenten næste Morgen traadte ind i sin Stue. Han syntes, der var gaaet Aar siden i Gaar Morges, men, underlig nok, var der tillige ligesom slettet Aar. Nu gjaldt det at begynde forfra, forfra i Guds Navn.
Medens han sad i Lænestolen, ligeoverfor Moderens Billede, og tænkte og ordnede, kom der Liv i det brand- og dirkefri Pengeskab. Guldstykkerne drømte om at rulle, og Papirerne om at flyve ud i den vide Verden til Gavn og Glæde.
Senere gik han til Kirken. Det var ikke, som paatænkt, et Høflighedsbesøg efter endt Sygeleje, nej, han kom som den Rensede, der vendte tilbage at give Gud Æren.