Kejserens Skæg
KEJSERENS SKÆG
øjt oppe i Bjærgene, hvor de tætte Skove ludede
sammen over en dyb Hulvej, boede de hellige,
navnkundige Eneboere, Hieronymus og Eusebius. Op ad
det hårde Fjæld havde de bygget deres
Græstørvshytter, som var tækket med Bark og Mos, og hvis
åbne Vidjedøre vendte ud mod Østen, hvor Solen
hver Morgen blodrød steg op over de utallige
Trækroners Toppe, og hvor årle den end kom, dog stedse
fandt de tvende vise Mænd hver i sin Hytte, ludet over sit Stenbord ved den opslagne Foliant, med
Hånden i Skægget og opadrynket Pande, grundende
over Tilværelsens store Gåder. Solens Ildglans luede
over Bogens Blade, men de så det ikke, Fuglesangen
boblede som Kildevæld op af Skovens grønligt-dunkle
Kølighed, men de hørte det ikke, Bjærgblomsterne
udåndede i fulde Drag Nattens bundne Krydderduft,
men de fornam det ikke — siddende hver i sin Hytte,
hver på sin Side den dybe, selv i Morgenstunden
skumringsfyldte Hulvej grundede de over Tilværelsen og
Verden. Først sent på Aftenen, når den lange Soldag
var omme, og Mørket kom ind til dem i Hytten, mens
Stjærnernes tusind Øjne så ned over Skovens
vidtstrakte, dødsstille Hav, hørtes deres Stemmer råbe
over Kløften til hinanden, meddelende hverandre
Dagens Visdomsudbytte, og da opskræmmedes Krattets
blundende Småfugle ofte af stærk, strid Ordvexling
om, hvo der havde Ret i dette eller det store og
betydningsfulde Spørgsmål, og flagrede hid og did over
de tvende stridende Hoveder, mens de storøjede
Harer med vejrende Øren sad på Spring under Buskene,
til omsider de vise Mænds Lunger mattedes, og
Eneboerne søgte ind til Hvile på Moslejet, for dér at
samle Kræfter til næste Dags altid fortsatte Forsken.
Bag ved Skoven, uendelig langt borte, ude i det åbne Land lå Kejserdømmets strålende Hovedstad med det pragtfulde Liv. Hulvejen dernede førte derud, men Eneboerne havde glemt det, og vidste ikke længere, hvormange Årtier siden det var, de havde befaret den Vej og levet Livet med derinde.
Men da skulde det ske en Aften, at Hieronymus i en hård Strid ophidset kom til at sværge ved sin Kejsers lange, røde Skæg, hvortil Eusebius ovre på den anden Side Kløften hastelig svarede, at Skægget var kort og sort af Farve. Da nu Eusebius var den yngste og mindst fremmelige i Visdom, rynkede Hieronymus barsk sine hvide Bryn, men beherskede sig, som det anstår en vis, og svarede kort, at Kejser Konstantinus' Skæg var ildende rødt og alenlangt, hvortil Eusebius ufortøvet svarede, at Kejserens Navn var Maximilianus og hans Skæg gnistrende sort. Hieronymus vendte sig og gik ind i sin Hytte, men i næste Aftens Strid svor han påny ved Kejser Konstantinus' ildende røde Skæg, mens Eusebius i næste Åndedræt besvor ham ved Kejser Maximilianus' gnistrende sorte dog at tro hans Ord, at hans var Retten i deres Disput. Men da forlangte Hieronymus med dirrende Stemme, at Eusebius skulde vige for ham og hans Alders Hukommelse og Erfaring og falde til Føje og indrømme, at Skægget var rødt og Navnet Konstantinus, men Eusebius korsede Hænderne for sit Bryst og genmælede, at Samvittigheden forbød ham at vidne mod Sandheden. Men da blev Hieronymus' Pande rød helt op under den hvide Tonsur, og han skreg overlydt, at hans Broder i Visdommen beskyldte ham for at fare med Løgn, hvortil Eusebius ufortøvet genskreg, at hans Broder vel var ham kær, men Sandheden dog kærere. Men da opløftede Hieronymus et så stort Skrig, at Eusebius måtte anstrenge sine Lunger hårdelig for at overskrige ham, og hele Natten igennem genlød den angstfuldt lyttende Skov af de tvende hellige Vismænds hadefulde Skænderi: ildende rød, gnistrende sort, Konstantinus, Maximilianus — — og så lidt Blund havde Krattets Fugle og Buskenes Harer end aldrig fået i deres små og store Øjne. Men da den næste Morgens Sol steg op over Trækronerne, da stod den en lang Stund stille og stirrede i glødende Forundring ind i de tomme Hytter, hvor Folianterne lå lukkede med Jærnkorset hvilende på Bindet og med Vandkrukkerne tomme ved Siden. Men langt nede fra Hulvejen hørtes tvende skændende Stemmer, som drog ned ad mod Skovbrynet.
Og ikke før rastede de tvende Par hidsige Fødders nøgne Skridt, før de følte Marmorflisernes blanke Kulde under sig, og ikke heller de skændende Stemmer før Eusebius' og Hieronymus' Øjne, som ikkun vare vante til fra Bogens gule, snirkelsnoede Pergament grundende at søge ind i Skovens uforandret grønne Ensomhed, blændedes af Kejserhoffets Lanseodder, Søjler, Purpurdragter og Ædelstensvifter, så de glippende måtte søge det spejlende Gulv. Og dér stod de da, foroverbøjede, støvede, med de lange Stave i Hænderne foran Tronens fløjelssorte Trin og fornam tusinde ventende Øjne på sig. En Stund hørtes ene Springvandets susende Plask fra Borggårdens Runding og Hoffets sagte Åndedræts Hvisk, men da fangede Hieronymus' skævende Blik de puddergrå Folder af Eusebius' Kutte, og i hæftig Bevægelse rejste han sin solbrændte Skallepande og råbte med Røsten skælvende af ærlig Harme: „Herre Kejser Konstantinus, min Broder i Visdommen sværger —“ men overdøvedes af Eusebius' Røst: „Herre Kejser Maximilianus, min Broder Hieronymus —“ men i samme Nu tav den, og Hieronymus' med den, og fire stive Øjne og tvende gabende Munde stirrede i målløs Rædsel på Kejser Hello, som sad slank og ung på sit Hynde under Tronhimlen, med Guldkronen over det brune Lokkehår og med Solen spillende om den pigerøde Mund og den marmorglatte Hage, mens hans store Ynglingeøjne, som hele Hoffets vidt omkring ham, dvælede ærefrygtsfuldt på de tvende Skovens vise Mænd, som stod dér i deres støvede Kutter og stirrede overvældede i hinandens måbende Ansigt.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧