Kakkelovnsmanden
KAKKELOVNSMANDEN
Han var en gammel Mand. Hans Skæg var sort som hans Hænder og Munden rød som gloende Kul. Naar han laa og rodede i Kakkelovnens Sod og Smuds, sprang hans Tale kvikt som den bøjelige Skorstenskost. Men Omkvædet var ens: Hjemmet. Hjemmets Lykke priste han, og de to gamle Kællinger.
"For jeg skal nu sige vos, jeg har to; flestendels nøjes med en og er endda arrig paa den, men mig synes nu, det er en Guds Velsignelse med det Kvindtømmer. Saa rappe de er paa Fingrene baade til Groft og Fint — ja saagar Hedebosyning! He—de—bosyning!"
Det endte med en Indbydelse, som jeg efterkom.
Over en Gaard, oppe i et Baghus af den Slags med lange Korridorer og flere Familier paa hver Side af Gangen, naaede jeg Kakkelovnsmand Jeppesens Bolig.
Navnepladen var af hvidt, udtunget Papir, stor som en Kaffebakke, med Navn i Guirlandeslyng af Frugter og Blomster, tegnet med Rødkridt. Maatten lignede Kakkelovnsmandens Skæg, saa sort og filtret.
Jeg bankede. En gammel, fed Mutter i skinnende broget Nattrøje og stribet Forklædeskørt aabnede for mig, nejede dybt og venligt og bød mig sirligt velkommen.
Gulvet var skinnende hvidt. Det var formelig bonet af meget Skuren, og Sandets kunstige Blomster, der var flot henstrøede overalt, blev graa mod de hvide Fjæl. Kun to Planker midt over Gulvet, en lille Sivmaatte til venstre og en til højre var beregnet til Gangsti, skønnede jeg, og skridtede derfor saare varsomt til Sofaen i Baggrunden.
Der hang og laa Kunstværkerne i overflødig Fylde. Hedebosyning paa Ryg og paa Sæde, paa Pude og Pølle, paa Bord og paa Stol. Hedebosyning var det jo, men — der er en lille Forskel paa Rubens Billeder og Olietryk efter Rubens.
Denne Syning havde virkelig trods sin Uopslidelighed, ikke taget Præmie.
Vi kom til Sæde og faldt i Snak.
Niels var i Forretninger, men kom nok snart. Hos "Grosser Peddersen" var han ellers til syv Kakkelovne og to Kaminer, men Grosser Peddersen var ogsaa en Mand paa over Tyvetusind.
— — — —
Omme i en Krog af den ret store Stue stod en mægtig Himmelseng med Gardiner for; nu og da lød en blid Snurren derfra som af en let forkølet Kat.
"Hvor bliver Drengen dog af?" sagde den gamle Morlil, saa nu gik der et Lys op for mig. Hun var "den anden Kælling", ikke hans Kone men hans Mor. Saadan saa hun ogsaa ud.
Jeg roste Hedebosyningen. "Ja Tak, men det er jo inte mig," svarede hun forlegen, næsten skamfuld, "nej, min Børnelærdom var ikke saa fuldkommen, men hinner Mor var osse Joremor paa Amaver og kom til bode Grever og Baroner, ligesom vores Niels nu gør."
Og jeg spurgte om hendes Alder. "Med Skam at melde, bliver jeg fire og halvfjers til Nytaar.*
"Og Jeppesen?"
"Ja helt saa gammel er han jo inte, han gaar i sit to og tredsindstyvende. Aar. Men han holder sig ogsaa ong og ny'lig — han kommer, siden vi nævner det, i varmt Bad hver evige Maanedsdag inde ved Trinitatis. Ikke for det, han var helst fri. Vi skrubber og sever ham nok, siger han. Men væk med Skidtet, siger vi, og saa maa han af Sted."
Nu begyndte det at løbe rundt for mig. Med kun tolv Aars Aldersforskel kunde hun vel ikke være hans Mor.
Den snurrende Lyd tav.
"Nu kommer Mutter."
Og frem af Alkoven kravlede den "gamleste" Kone, man kunde se for sine Øjne; lille, soltørret og sund, mindst vel hundrede Aar. Hun traadte hen over Sivmaatte og Gulvstribe og nejede fornøjet.
"Hvor bliver Drengen dog af?" spurgte hun, og straks var vi i dyb Samtale om ham. Hun var slet ikke en Smule over otte og firs og Mor til Niels Jeppesen. Den trinde Mutter var hans ægteviede Hustru, med hvem han forlængst havde holdt Sølvbryllup og Jubilæum som Kakkelovnsmand.
Inden jeg vidste et Muk af noget, havde den ældgamle Kone taget et Sytøj frem af Lommen og broderede Hedebo, saa Trevlerne føg.
"Det er en Bordløber!" forklarede hun, "i fine Huse bruger man saadan en ved Selskaber tværs over Dugen til at spilde paa. Niels skal have den i Julegave!" — — —
Tre smaa ømme Slag hørtes paa Døren. Begge Kvinder sprang op med et Sæt.
"Det er Niels," brød de begge ud. Den ældste bukkede sig og tog frem under Sengen et Par hvide Filttøfler af den rummelige Slags, Turister faar over Støvlerne, naar Kronsalens Parketgulv i Berlins Kejserslot skal betrædes. — Hun "sprang" til Døren og stillede Slæberne ligefor, saa Niels Jeppesen straks stod i dem.
Saa kyssede hun Sønnen, der kyssede sin Kone, hilste paa mig og forsvandt ad Baggrundsdøren ud i Køkkenet. Med en Undskyldning forlod begge Kvinder mig. Ti Minutter efter traadte Kakkelovnsmanden ind i lysegraa Hjemmefrakke, blaa Fløjels Morgensko og — Manchetskjorte. Nu var Hænder og Negle renskurede som Gulvet, og hans Haar laa i glimrende Vandkæmmethed langt ud over Ørene.
Konen bragte hans Pibe, tændte den selv og stak ham den i Munden. Moderen skubbede en Skammel hen under hans vel korte Ben og hviskede til ham: "Stegt Lever og Sødsuppe", hvorpaa han slog en Arm om Livet paa hver af de gamle Kvinder og sagde med Overbevisningens Varme: "Er det nu da'nte sandt, at Jorderig, som er et Helvede for nogle sølle Stakler, er som et Paradisland for andre udkaarne Sjæle?"
Moderen "rendte" efter Fløde og Boller, Konen kogte Kaffe, og jeg deltog i Eftermiddagens Idyl. Bagefter betydede Moderen mig, at nu var det bedst jeg gik, og ude i Korridoren hviskede hun med begge Hænder for Munden som Raaber: "For nu skal Drengen have sin lille Mørkningslur, ellers er han inte vel tilpas om Aftningen!"