Duen
DUEN
Hele Gaarden er fuld af Duer, store, fede, graadige Duer — som talløse Snefnug. De gramser i Ærter og Hirse, kror sig, spankulerer, vrikker med Gump og Top, plirer med Øjnene, løfter paa Vingerne, basker ned igen og flakser trippende hen til Korndyngen for at æde, til Bugen er spændt som paa en Fedegris.
Alt imens kurrer de og kurtiserer. Flyver saa op under Tagskægget, hvor Rugekasserne hænger tæt, som Svalereder i en Ladeport, vipper lidt paa Pindene, tager Maal af Himlen og forsvinder. Deres søvnige Kurren lyder som undertrykt Latter — — saa bliver der ganske stille.
Store, mørke Skygger vokser frem af Grunden og klatrer famlende op ad Sidehusets hvidkalkede Mur. Et Par Flagermus snurrer legende rundt i den grønlyse Luft som to Myg, og Kirkeklokkerne giver sig i Mag til at ringe. Vinden er gaaet til Ro, hvorfor Klokkeslagene toner fuldt og nær.
Luften skifter Farve. Hen under Himlen driver fine Røghinder, svøbende den i Silkeskær, mere dæmpet og dybt, indtil det blaa Mørke, sprængt af dugblanke Stjerner og Maanehvidt, trækker Himlen helt ned over Jorden.
Oppe i Pensionatet paa fjerde Sal sidder Frøken Gitte Gram og lader Sommeraftenens Hvile falde paa sig. Hun sidder ved det aabne Spisestuevindue, i en værkbruden Kurvestol, med strikket Sjal om Skuldrene. Det er saa hendes Vane, naar Pensionatet er gaaet hver til sit, at hun opgør Dagens Regnskab i sit Hoved.
Af Sparsommelighedshensyn er de forlorne Tænder gemt hen til næste Dag, og hun mimrer derfor stærkt med Munden, naar hun mumlende forfølger de triste Tanker:
Kancelliraaden spiste tre store Pandekager, — tre — og det efter en svingende Tallerken Ærter. At den gamle Mand dog ikke kan sanse fra Næse til Mund og begribe, at Mennesket ikke er skabt alene for at tilfredsstille Kødets Lyst.
Og man har jo ikke engang godt af at spise saa meget. Fraaseri, som Drukkenskab, hører til Dødssynderne og fører al Daarligdom i sit Skød, baade Vattersot, Apopleksi, Sukkersyge — for ikke at tale om Podagra. Tilmed er det taktløst og uopdragent saadan at fylde i sig — —
Og Momme, som Familien betalte halvfjerdssindstyve Kroner for hver Maaned, han, der hver evige gudskabte Dag drev Tiden hen i en Rullestol, med sin Smule lamme Ben, han kom her og forlangte Syltetøj til Pandekagerne — stillede Fordringer, som om Sukker ikke var dyrt nok.
Sandt for Herren, var de ikke Menneskedyr til Hobe, saa griske og graadige. — Kunde de nogentid skrabe nok til sig af Paalæg, Paalæg, som en anden stakkels frændeløs og venneløs gammel Pige maatte veje op med Guld.
Nej, saa var Jette Abildgaard af en anden Støbning. Hun rørte hverken Paalæg, Kaffe, Sukker eller Æg, siden Gitte Gram havde spaaet hende Sukkersyge. Hun rørte det ikke.
Gitte Gram saa sig om i Mørket og lyttede. Saa traadte hun tungt og besværligt over Stuen hen til Chatollet, aabnede med en Nøgle, hun bar i Baand om Halsen, og tog ud en Pakke Bankbøger, hver viklet i Avispapir.
Mumlende klappede hun Bøgerne med sin flade Haand, lyttede igen og stoppede dem tilbage under en Bibel og en Stabel Haandklæder.
Atter sad hun ved Vinduet og mimrede op mod Maanen. Hendes Mave tog paa at knurre, det ærgrede hende, for saa plejede Kopist Møller at le saa ækelt.
Frøken Gram sultede ikke, paa ingen Maade, men et Menneske behøver da ikke at spise sig saa stoppende mæt, at man ikke gerne kunde have spist en lille Bid endnu. Den lille Bid spiste hun aldrig, og, sandt at sige, gjorde hendes Mave altid højlydt Fordring paa den.
Maanelyset var i Færd med at vandre hen over Sidehusmuren, og der kom lidt Bevægelse i Rugekasserne, som om Duerne vendte sig eller snakkede i Søvne. — — I Præstegaarden paa Landet spistes der ellers Duer tidlig og silde, fede Duer med Flødesauce og brunede Kartofler. Ganske vist smagte de godt — Frøken Gram ligesom lugtede dem igen — men den Art Ødsleri var ogsaa Skyld i, at Præstens eneste Datter ikke arvede saa meget som en Øre.
Det var nu snart halvtredsindstyve Aar siden. Nej, hun havde ikke danset paa Roser. — — Duerne var spækkede og stegt i lutter Smør, og enhver kunde spise saa meget, han lystede — det rene Fraaseri! — —
Mon Gashanerne var drejet for? Den gamle Dame humpede gennem Korridoren, paa Vejen kiggende ind af alle Nøglehuller for at se, om nogen ødslede med Petroleum; men der herskede Nat og Søvn overalt, og Gashanerne i Køkkenet var drejet for.
Spisekammernøglen var ikke til at tage af — den forrige Beboer havde enten været gal eller Millionær, og Frøken Gram følte ikke Anledning til at koste ny Laas. Men selvfølgelig lod hun ikke Kød, Paalæg og Smør staa der saa at sige paa Alfarvej, hvor Pigen, den Rendetøs, kunde rapse af alt, nej, hun forvarede Maden inde i sit Sovekammer i Vinduskarmen og under Sengen.
Brød, Mel og Gryn stod i Spisekamret, men hver Morgen og hver Aften vejede Gitte Gram baade Brød og Poser.
En underlig Uro var over hende iaften. Hun kunde ikke gaa til Sengs endnu, kunde ikke sove og gik derfor op i Spisestuen og satte sig i Kurvestolen for at tænke paa gamle Dage.
— — Præstegaardsduerne hoppede saamænd stundom helt ind i Stuen, naar de spiste — — hvor havde hun grædt, første Gang hun saa Moderen tage en Due under Vingerne og kvæle den. Hun prøvede paa at huske, om hun monstro nogensinde havde spist en hel Due — eller spiste hun kun en halv? Børn er ikke meget for Kødmad.
Kancelliraaden — han spiste vist gerne tre, om de blev sat for ham — —
Gitte Gram sad og saa paa Rugekasserne, hvor det murrede og kurrede. En Kat kom smaaspringende langs Tagrenden, satte med ét i vildt Hyl, saa nogle Duer nysgerrigt stak Hovederne frem.
Et Par Stykker forvildedes af Maanelyset, eller skræmtes af Katten, og baskede ud i Gaarden. De hoppede rundt fra Vindue til Vindue, Frøken Gram strakte Hovedet helt ud for at følge dem, ogsaa Pensionatvinduerne fik deres Besøg.
Jo, de vidste nok, hvor de Folk boede, der ødslede med alt; og mest med det, der ikke var deres eget. De gamle Jomfruer fodrede Duer hver Dag — det havde de Raad til; men se, om de saa meget som tilbød at betale ekstra for det varme Vand til Tænderne hver Morgen!
Gitte Gram fik en flot Idé. Hun vilde prøve, om Duerne ogsaa kom til Spisestuvinduet; dèr var de rigtignok ikke vant til at blive kræset op for, men et Par Ærter, for en Gangs Skyld, kunde man jo nok ofre. Hun listede sig efter Posen med gule Ærter og lagde otte i den udvendige Karm.
Om Duerne ikke straks var der, faldende over hinanden af Graadighed.
Tankeløst — omtrent tankeløst, med en ganske svag Mindelse om Præstegaardens smørbrunede Duer — dryssede hun saa hele Posen ud over den indvendige Karm. Befippet og nølende trippede Dueparret udenfor, spejdende ind med fejge Sideblik. Saa vovede den ene sig et lille Hop frem, saa den anden, og vips var de begge indenfor.
Gitte Gram saa til. Hendes Hænder skælvede, som naar hun afgav Penge i Banken, og pludselig kom til at tænke paa Fallit. Hun aabnede og lukkede Læberne, lukkede Øjnene og tog for sig med Hænderne, som vilde hun gribe om noget. Et Kirkeur begyndte at slaa Timeslag, og Duerne skvat op, men straks, de genkendte Klangen, gav de sig beroliget til igen at æde. Gitte Gram mindedes uklart noget om at tage Kreaturer op, naar de kom paa anden Mands Ejendom; men om man havde Lov at beholde dem eller kun kunde kræve Bøde, huskede hun ikke.
— — Naar Crocus og Tulipaner stod i Flor langs Kirkediget i Præstegaardshaven, saa var Tiden inde, da man spiste Lammesteg — — snart halvthundrede Aar siden — — Lammesteg — — stegte Duer — — stegt i Smør — —
Hun tog fast om Sjalet for at tvinge Hænderne i Ro, men følte da, at Hjertet bankede gispende, som en lille Fugls, naar man tager den under Vingen. Hun holdt Vejret, spærrede Mund og Øjne vidt op og styrtede med hele Legemets Vægt ind mod Karmen, fik Tag i den ene Due, og knugede den, til Benene i dens lille Krop knagende gav efter, Hovedet slapt sank ned og Hjerteslaget ophørte.
Men Gitte Gram hørte sit eget Hjertes Banken, det suste mod Brystet som stærke, vilde Vingeslag, Rædslen sad i hendes Fingres Greb, hun turde ikke løsne dem, og vidste ikke Angstens Aarsag.
Saa endelig slap hun Fuglen ned i Karmen, lukkede Vinduet, tog Sjalet af, hyllede Duen deri og bar den ned i Sovekamret. — Der lugtede stærkt af Væggetøj og gamle Sengklæder, og Rummet var smalt, saa der kunde rækkes fra Væg til Væg. Hun laaste Døren, satte sig hen paa Sengen, løste et Pudevaar af Puden og ribbede, saa Fjerene føg om Ørene og de fleste dansede ned i Pudevaaret.
— — For nogle Aar siden havde en Pige født i Dølgsmaal i Pigekamret paa den anden Side Køkkenet, og kvalt Barnet. Hun var nok i Fængsel endnu. Gitte Gram havde selv angivet hende.
Gitte Grams Fingre blev saa iskolde, og Fuglen syntes hende brændende hed. Hun løftede den op i en Lysstribe — — Øjnene var spilaabne, stirrende, som levede den endnu. Hun tog Sysaksen fra Servanteskuffen, klippede Hovedet af og ombandt den blodige Hals med en gammel Natkappe.
Omsider var Duen helt nøgen. Hun tændte en lille Lysepraas, sankede de spredte Dun og Fjer sammen og gemte dem ned i Pudevaaret.
Turde hun nu ryste det ud af Vinduet — — Maaren tog vel ogsaa Høns og Duer i København, og der laa gerne Fjer efter den. Men sæt saa, bare to Fjer blev fundet af Pigen heroppe i Pensionatet.
Kakkelovnen? — — —
Den rustne Kakkelovn var Oplagssted for Støv og afredt Haar. Gitte Gram løftede et Par Ringe af, stoppede Fjerene ned, tændte Ild, og hørte den knitre. En græsselig Stank trængte ud i Rummet.
Men ved Synet af Ilden kom hun atter til at tænke paa Præstegaardsduerne — det lugtede ikke godt, naar de blev svedne over Tørveild for at faa de sidste Dunrester bort.
Hvis Pigen nu ikke sov! Skønt den Slags sover jo baade Dag og Nat. I Smør, i ægte Smør skulde den steges.... Om nu Frøken Fransen, der altid snuste i andre Folks Sager og sad og talte Sveskerne i Sødsuppen og gjorde Vrøvl, hvis hun tilfældigvis ingen fik — om hun nu anede Uraad, mærkede Lugten?
Men Gitte Gram havde alt Munden fuld af Vand — hun fik formelig Lyst at bide i den døde Due, men huskede saa, at hun ikke havde Tænderne i Munden.
Paa en Underkop laa de, de havde kostet seksten Rigsdaler i sin Tid, og Kancelliraaden, som den Gang var ung og Skriver, havde sammenlignet dem med en dobbelt Perlesnor. Nu passede de ikke mere saa godt, men godt nok. Hun tog dem i Munden og lod dem smække.
Hun følte rundt om paa Duen, borede Fingrene ind i dens bløde Bryst og vejede den i Haanden. — — Hjemme i Præstegaarden spiste hun alle Hovederne; hun var den eneste, der holdt af dem. Hun huskede, hvordan hun knuste Hjernekassen med sine Tænder og sugede Hjernemassen ud.
Et Øjeblik lagde hun Duen fra sig paa Sengen, og gav sig knælende til at overfamle Gulvet, til hun langt inde under Sengen, i Støvet, fandt det afklippede Hoved. Igen tog hun Duen, lagde den op mod sin Kind, mod den ene og mod den anden — — den lille, lækre, bløde Due. — Saa from som en Due, sagde man — — og saa var det Dyveke og Kong Kristiern. — Dyveke; Duelil — men han, Torben Okse, han fik ellers Hovedet hugget af — — Hun blev pludselig kold i Nakken og: følte en Anelse om skarpt Staal lige under Nakkehvirvlen.
Snak! — —
— — En fed, from Due, stegt i Smør. Duen med Oliebladet. Gitte Gram kan ikke fordrage Olie.
Hun faar Smørkrukken frem under Sengen, napper en god Klump løs og stiller Krukken paa Plads. Saadan længes hun, at hun uvilkaarligt slikker paa Smørret.
Der er Festglæde i hendes gamle Sind og Forventning, som i Barneaarene, ligefra Døren blev aabnet til Juletræet. Med højtidelige Bevægelser, indvendigt nynnende en Bryllupssalme, finder hun den lille Jernstegegryde frem i Køkkenskabet — lytter, lægger Øret til Pigens Dør, men hører kun en høj Snorken.
Et Nu — og Smørret sprutter i Gryden. Duen svinges rundt deri, Laaget lægges paa og Gitte Gram sætter sig paa Huggeblokken og stirrer ind i det blaa Gasblus. Hendes Næsebor dirrer af Vellyst, hun er forlængst begyndt at nyde Maaltidet.
Maven knurrer som en arrig Mops, men hun tysser spøgefuldt paa den — — saa, saa, saa, vente lidt, vente bare rolig lidt."
Øjeblikket er inde, da Gitte Gram sejrsstolt bærer den varme Gryde ind i Sovekamret. — Saa klæder hun sig til Natten, beder i snublende Hast de tre Aftenbønner, der har fulgt hende fra Præstegaarden, og først da hun har alt rede, sætter hun sig i Sengen med Gryden foran paa en gammel Uldklokke.
Hverken Kniv eller Gaffel har hun sørget for, men alle ti Fingres griske Klør slaar sammen om Byttet og fører det sikkert til Munden. To voksne Mandfolk skulde ikke nu faa det vristet fra hende. Hun tygger ikke, men sluger Kødstumperne, knaser Benene og suger dem til sidste Saftdraabe.
Noget bittert blander sig i den søde Duesmag. Gitte Gram er lige ved at græde — — hun har glemt at tage Duen ud.
Skal hun kaste Resten bort — — skal hun?
I Biblen staar der: "Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af" — — eller er det i en anden hellig Bog? Hun saa jo ikke Indvoldene. — — Og spiste hun ikke det Brød, Musene havde gnavet i og Vællingen, der bar tydelige Spor af Kat? Spiste man ikke Oksens Tarme, Svinets Blære og Lammets Nyre?
I Guds Navn, jo — — —
Da Maaltidet var endt og Saucen slikket op med Fingerspidserne, skubbede hun Gryden ind under Sengen og lagde sig tilbage i Puderne.
— — Det var ligegodt ærgerligt med alle de Ærter — otte i den indvendige Karm havde været nok — — en anden Gang — —
Og Gitte Gram sover ind i blide, velsignede Drømme. Maanelyset kærtegner hendes hvide Haar og foldede Hænder. Hun smiler og tygger i Drømme. Den Nat sparer hun ikke paa de dyre Tænder.