Jakob Badens Levnet – Baden som Rektor i Helsingør
Baden som Rektor i Helsingør
redigérVed Gehejmeraad Bernstorff men især ved sin store Velynder Biskop Harbes kraftige Medvirkning blev da Baden i Aaret 1766 ansat ved den latinske Skole i Helsingør som Rektor designatus og Konrektor. Dog Forøgelsen i Embedsindkomster denne Forflyttelse skaffede ham var længe kun liden. Thi i fem Aar maatte han blot med Indkomster som Konrektor afvarte sin gamle Formands Død. Imidlertid søgte han vel Rektoratet ved Frue latinske Skole i København, var og nær ved at naa det, men maatte staa tilbage for Neus, som ved en lille Afhandling i Fædrenelandets Oldhistorie havde skaffet sig en Patron i de danske Musers – sær den historiske – da værende Beskytter Grev Thott. Thi denne Ministers Godhed for Alt hvad der var gammelt Nordisk og Dansk gik saavidt, at jeg af en den Tids Sollisitant har ladet mig fortælle, at naar en eller anden Supplikant opvartede ham, og denne havde et ægte dansk Navn f. E. Ravn, saa spurgte han om Supplikanten skrev sit Navn med et v eller f, for derved – rimeligt – at komme efter en eller anden gammel dansk Familie. – Med Suhm, der ellers var en Ven af Thott, og skønt selv opofret Historiens Muse dog ogsaa yndede Badens Videnskaber, var Baden dog endnu ikke personlig bekændt, og blev det først nogle Aar efter, da Suhm besøgte ham i Helsingør af Lyst til at gøre Bekændskab med en Mand, der nu allerede havde et stort Navn i vor Literatur, og agtedes af Mænd som Luxtorff, Jakobi, Rothe, Guldberg, Sporon og Flere som deres største Aristark. Dette Navn havde Baden at takke dels sine forhen omtalte literariske Produkter, men dels og fornemmelig vel sin kritiske Jurnal – et Arbejde, han dog mindre af Lyst end af Nødvendighed paatog sig. Thi som hans Familie tiltog, maatte og hans Udgifter forøges. Hvem ved ikke de Bekostninger Flytning og Rejsen med Kone og Børn føre med sig? Gæld havde han fra sine Studenterdage og nogen Gæld maatte han gøre som Embedsmand, der endda skulle have bleven større, hvis han ej havde havt den store Lyst til Arbejde. Han paatog sig derfor efter sin Forflyttelse til Helsingør den kritiske Jurnal, dertil især overtalt af det københavnske Adressekontors da værende virksomme Bestyrer den af København sær dets Fattigvæsen og Almue fortjente Agent Holk. Uagtet denne Badens lærde Tidende skreves med en Upartiskhed og Frimodighed, at hverken Forfatterens ophøjede Rang i det borgerlige Liv, eller hans Anseelse i Literaturens Rige hindrede den kritiske Jurnals Resensent i at sige sin Mening, uagtet derfor den Kansellideputerede Luxdorphs carmina resenseredes med samme Strænghed og Fuldstændighed som Kandidatens specimina, uagtet derfor den som Skribent allerede i mange Aar bekændte og berømte Suhm flere Gange alvorlig bebreidedes sin fornemmelig i sine historiske Skrifter unægtelige Efterlandenhed i Henseende til Stilen og Sproget som vor store Rothe sin affekterede Stil – saa optoges dog Badens kritiske Jurnal med almindelig Bifald, og læstes altid begærlig. Dette store Bifald gjorde og, at Baden vedblev Jurnalen, uagtet han ved at assendere til det helsingørske Rektorats fulde Indkomster, fik sine Kaar forbedrede, hvorvel han tit kededes ved et Arbejde, der i sig selv ikke kan være behageligt, skaffer tit mægtige og uforsonlige Uvenner, og dertil – som han sagde – holdt ham fra de egentlige Videnskaber sær Sprogenes Studium. Badens Kundskaber i det latinske Sprog vare og allerede saa erkændte, at de, der under det struenseiske Ministerium forestode den da forehavende Forandring med Universitetet og de lærde Skoler, havde bestemt ham til Professor i dette Sprog i Wadskiærs Sted, hvis Afgang var besluttet. Men uagtet Baden derved var ti Aar tidligere kommen ind ved Universitetet, hvor Senium er saa vigtig, og hvor han siden maatte staa tilbage for meget yngre Mænd, saa yttrede han dog tit sin Fornøjelse over ikke at skulle se paa en anden brav Mand mod sin Villie maatte give Plads for sig. Thi kunde end Wadskiær ikke maale sig med Baden med Hensyn til filologiske Indsigter, saa var han dog en i Fædrelandets Historie meget beløben Mand, der og med sine Kundskaber heri har gaaet Pontoppidan meget tilhaande i de flere til Fædrenelandets Historie henhørende Skrifter, denne Lærde udgav, men især i hans Kirkehistorie, det Pontoppidan selv taknemmelig erindrer i sin af ham selv forfattede og endnu i Haandskrift liggende Levnetsbeskrivelse, som hans værdige Søn Hr. Justitsraad og Raadmand Pontoppidan har havt den Godhed at laane mig. Wadskiær var og meget bekymret ved Rygtet om sin Afgang, som han endog tog sig saa nær, at da han en Dag kommer gaaende op af Kristiansborg Slotstrappe og møder en af sine Venner – jeg tror Klevenfeld – der paa Wadskiærs Tilspørgsel om hvad Nyt? fortæller Wadskiær sin Afgang med Tillæg: hodie mihi cras tibi, blev Wadskiær saa forfærdet, at han ganske stum vender om, gaar hjem, og lægger sig til Sengs. Overalt skønt Baden under det struenseiske Ministerium havde i den lærde Biskop Gunnerus, smagfulde Professor Berger, oplyste Pastor Resewitz og flere formaaende Velyndere og Venner, saa billigede han dog aldrig de med Nasionens Tænkemaade kontrasterende, hovedkulds, og just derved voldsomme Forandringer, som dette Ministerium virkede, hvis Fald han derfor med alle Retsindige ansaa som en Lykke for sit Fødeland. Som han derfor saa smukt udtrykte sig i Dedikasionen for den første Del af sin Tacitus, at selv Pastor Resewitz sagde, han aldrig havde læst en nydeligere og mere velskreven Dedikasion, saa tænkte og virkelig Baden. At ellers en Mand af Badens Arbejdsomhed ikke lod den under Struensees Ministerium gyldne Trykkefrihedsperiode gaa uafbenyttet bort var rimeligt. Ogsaa har han siden vedkændt sig tvende i denne Periode udkomne Afhandlinger, der allerførst offentlig paaanker flere Mangler ved vore latinske Skoler og vort Universitet, Mangler som siden i vore Dage paa ny ere fremtrukne af Andre, og det stundum med større Hæld, fordi det oftest – som Baden selv siger – ikke kommer saameget an paa Sandhederne der siges, som hvorledes Tiderne ere beredte paa at modtage dem.
Men vi gaa til Baden for at betragte ham noget nøjere i sin Skole i Helsingør. Thi uagtet han – som sagt – vedblev lige til han forlod denne Skoles Bestyrelse sit ugentlige Arbejde med den kritiske Jurnal, der forbandt ham til at læse Alt hvad vor Literatur frembragte; uagtet han derfor ikke forsømte sine Yndlingsvidenskaber Sprogene, men jævnlig gav i Trykken nu et nu andet lærd Arbejde; saa udmærkede han sig dog altid som en for sin Skole virksom Rektor være sig med Hensyn til Skolens indvortes eller udvortes Bestyrelse. Bevis herfor ligger noksom i den bekændte Lyster, hvori han bragte Helsingørs latinske Skole. Thi da Dissiplernes Antal var i hans Formands Alderdom saaledes aftagen, at Skolen skulle have gaaet under, hvis ikke en af dens Hørere og fortjente Lærere Mikael Orsleff fra Gaden havde optagen Drenge, dem han maatte begynde med lige fra Abeseten, saa søgtes den derimod under Baden saa stærkt, at man i Aaret 1780, da han gik fra den til Universitetet, talte 80 Dissipler. Ikke maa man, forledet af Helsingørs Størrelse, og de gode Stipendier hvormed denne Byes latinske Skole rigtig nok er aflagt, tro, at Mængden af denne Skoles Dissipler vare Børn fra selve Byen satte i Skolen af Forældre, der kun opofre deres Børn til Studeringer for ved dem at oppebære Skolens Stipendier – en Misbrug som desværre finder Sted ved saamange af disse lærde Underviisningsinstituter. – Nej – saadanne urene Hensigter understøttede han ikke, men tillige var han og meget varsom inden han tiltroede ellers skikkelige Forældre slig Uredelighed. Ei var ham Fattigdom strax mistænkt, og aldrig kunde han, som selv fra Barndommen af havde kæmpet mod Mangel, vilde gøre Vejen for det fattige Bart at studere trangere, end den alligevel er. Tvertimod sagde han ofte at have erfaret, at den fattige Dissipel, der intet har at stole paa, var den flittigste. Ogsaa troede han, at ikke blot Genier eller udmærkede Hoveder skulle studere; men at saalænge Staten har saamange gejstlige Embeder, der alle udfordre studerede Betjente, der uden fortrinlige Geniets Talenter dog kan være i deres Kreds virksomme og nyttige Embedsmænd, saalænge desuden Opdragelsen og Underviisningen i vore danske Skoler er saaledes, at man maatte ønske hvert og et Statens Embede blot besattes af Studerede, - saalænge kunde og de mindre gode men flittige Hoveder vorde som studerede langt dueligere Embedsmænd end de ellers blive. – Uden Tvivl var paa samme Grunde bygget Kongebudet hvorefter ingen i Kollegierne maatte antages som ei var Student – en for Videnskaberne herlig Indretning – men der – som flere – disværre har tabt sig med den Ministers Afgang, hvis Ministerium udmærkede sig ved Omsorg for Videnskabernes Opkomst hos os, fordi han selv havde ved Videnskaber og Talenter – ikke ved tilfældig Fødsel – svungen sig op til en Post, der overbeviste ham om Literaturens mægtige Hjelp til at danne den oplyste Statsmand og Fædrenelandsven, som vor Jakob Baden selv udtrykker sig om denne Minister i Fortalen til sin latinske Grammatika. – Helsingørs skønt ikke lille By afgav dog ofte i Badens Tid de færreste Dissipler til den latinske Skole, i det mindste vare de udenbyes sær fra Norge og Bornholm ligesaamange og ofte flere. Saaledes erindrer jeg mig at af 10 Dissipler som 1780 deponerede fra Helsingørs latinske Skole vare vi kun trende Børn af Byen, alle de øvrige vare Nordmænd og Bornholmere. Selv havde vor lærde Baden gaaet i en offentlig latinsk Skole – en Egenskab der maaske fortjente ved vore Rektoraters Besættelse noget mere at paases – selv kændte han derfor af Erfarenhed denne Slags Skolers Mangler, men ogsaa var han overbeviist om deres Fortrin og Fordele fremfor den private huslige Undervisning. Hertil regnede han især at Dissiplerne i disse offentlige Stiftelser kunde under ordentlige Lærere tilvænnes en vis Orden og Subordinasion, hvis velgørende Indflydelse de kunde spore deres hele Liv igænnem. Nøje maatte derfor iagttages de lovbefalede Skoletimer saa i hans egen Klasse eller Mesterleksie som i de saa kaldte Smaaleksier eller Hørernes Klasser. Til vis bestemt Tid begyndtes derfor Informasionen i den hele Skole om Morgenen efter en foregaaende kort Sang og Bøn, som altid en af Hørerne skulle overvære, og til bestemt Tid saavel Formiddag som Eftermiddag ophørte Informasionen i alle Klasser, ligeledes om Aftenen med en kort Bøn eller et Par Vers af en passende salme, som han i sine Informasionsdage altid selv var overværende ved. Ved Lys læstes aldrig paa Skolen, men dog eftergaves ikke noget af de befalede Skoletimer. Thi naar om Vinteren i de korte Dage Klk. henved 4 ikke længer kunde læses, maatte hans Klasses Dissipler være beredte paa Historier, dem de skulle fortælle ham og Meddissipler enten paa dansk eller latin. Det var ham ligemeget hvor de toge Historierne fra, eller om det var blot Avisnyheder, thi det var ham kun om at gøre, at de Unge tilvandte sig ordentlig og i et godt Sprog at fortælle, hvad de havde læst. Dog da kun faa havde Skønsomhed til selv at vælge, anbefalede han dem især, efterat dette Skrift var udkommet, Mallings store og gode Handlinger, og erindrer jeg mig, at vi saaledes en Vinter gænnemgik dette fortreflige Skrift, hvis Læsning i vore latinske Skoler fortjente noget mere at paases, end man, fordi det ikke er nogen Examensbog, sædvanlig paaser. Saalidet vor Baden var og er bigot, det er saa lidet han hænger i sin Religions, eller bestemtere, Dogmatikens Smaating, og saalidet han derfor søgte under Navn af Religion at paanøde den ham betroede Ungdom alle Systemets Subtiliteter, saamegen Afsky bar han for Irreligiositet, og spaaede sig ikke godt, naar han mærkede hos den Unge tidlig Hang hertil. Sjælden udlod han sig derfor med den Unge om vor Religions Mysterier, og naar endelig den Unges Nysgerrighed og Videlyst eller andet nødte ham til nøjere at udlade sig, skedte det altid med en ærbødig Agt og klog Varsomhed. Han gjorde saaledes den Unge opmærksom paa: at der i alle positive Religioner fandtes Mysterier: at man, saavidt vor Kundskab om Mennesket strækker sig, finder enkelte vor positive Religionslærdomme ligesaavidt udbredte, som den om et højeste Væsen: at der vel gaves i Religionen en eller anden Lærdom, som ved Misforstaaelse kunde for Enkelte blive skadelig, men at oplyste og duelige Folkelærere kunde forebygge denne Skade, uden at nedbryde selve Lærdommen, og derved betage de Svage og Samvittigfulde deres beroligende Tørst. Samme Orden og Stilhed som Dissiplen skulle iagttage under den offentlige Undervisning paa Skolen, maatte og derfor vises under Gudstjenesten i Kirken. Og da Helsingørs latinske Skole besørger, som de allerfleste dette Slags Skoler, Sangen ved de kirkelige Forretninger; saa maatte disse med samme Nøjagtighed som de egentlige Skolesysler af Dissiplerne paapasses under Opsyn af en af Skolens tre Hørere, som altid til Ordens Overholdelse skulle være efter sin Tur nærværende. Meget vel indsaa Baden den Tidsspilde og de andre Ulejligheder, der baade for Lærerne og Dissiplerne ere forbundne med denne Opvartning i Kirken og ved de kirkelige Forretninger, som fra gamle Tider er paalagt vore latinske Skoler. Men skønsom erindrede han tillige, og ville at de ham underordnede Lærere og Dissipler ligeledes skulle erindre sig, at det er denne kirkelige Opvartning disse for Staten vigtige Stiftelser have at takke for deres Tilværelse og Underhold. Istedet derfor at opholde sig over Forfædrenes med nuværende Tider mindre passende Indretninger søgte han klogelig at hæve eller dog formindske det Byrdefulde i dem, og overalt at lempe Indretningen efter Tiderne paa en Maade, der hverken betog de Unge den taknemmelige Agt som skyldtes deres for Sekler siden hensovede goddædige Forfædre, eller kunde berøve dem de umistelige Fordele hine havde bestemt dem. Ej bankedes Dissiplerne til at skulle gaa i Kirke, ikke heller pinedes de til at skulle gøre Rede for Indholdet af Prækenen. Men Sangen skulle besørges, ingen af de kirkelige Forretninger maatte forsømmes. Derfor indrettede Baden det saaledes, at af de fire Klasser, Helsingørs latinske Skole udgjør, de trende nedre Klasser eller Smaaleksierne hver havde sin Uge under sin Hørers Opsyn at besørge dels de tvende daglige Kirkebønner, dels Ugedagsprækener og andre paa Søgnedagene forefaldende Kirkeforretninger. Desuden vare af det hele Antal Dissipler udtagne fem eller sex saa kaldte Notarier, der vare de fattigste men tillige de bedste Sangere, hvilke af Skolens Stipendier finge et overordentlig Tillæg, fordi de altid uden Hensyn til Leksien, hvori de sad, skulle være tilstede og bestyre Sangen i og udenfor Kirken. Om Søndagen vare alle Skolens Dissipler forbundne til at møde i Kirken, og skulle derfor, naar det ringede første Gang samle sig paa Skolen, hvorfra de i Orden Par og Par fulgte til Kirken under Anførsel af den Hører, som det den Uge skulle paaligge, at have Inspeksionen ved Skolens kirkelige Forretninger. Dog da Dissiplernes Antal under Badens Rektorat aarlig tiltog, gjordes og den Indskrænkning især i den kolde Vinter, at kun de Ældre og af stærkere Konstitusion i alle Klasser besørgede Sangen til Højmesse, og de Yngre til Aftensang. Men for at faa den Unge uden støjende Skænden og slavisk Banken i sit Møde paa Skolen, være sig for Informasionen eller de kirkelige Forretninger, tilvandt denne fastsatte nyttige Orden; for tillige, naar denne overtraadtes og forsømtes, at straffe Forældrene eller dem, som uden for Skolen hjemme i Husene havde Opsyn med Ynglingen, og derfor burde tilholde ham, at staa op i Tide og passe sin foreskrevne Skole og Kirketid, var for Dissiplen fastsat en Mulkt af 2, 4, 8, 16 eller flere Skillinger, alt eftersom han enten ikke mødte paa Pladsen til bestemt Tid, eller og ganske udeblev. Mulkterne, som af enhver Lærer i sin Klasse daglig optegnedes, betaltes qvartaliter ved Afdrag i den forsømmelige Dissipels Skolestipendium, som til den Tid uddeltes offentlig af Rektor paa Skolen i samtlige Dissiplers, alle Skolens Lærerers, og en af Byens Magistrats Overværelse. Saaledes at mulkteres, naar Mulkten steg til en vis Højde, ansaas virkelig mellem selve Dissiplerne indbyrdes for en saadan Skam, at selv den mere formuende Mands Søn undsaa sig herved for sine fattige og mindre formuende Meddissipler. Thi ligesom ingen efter Lovene for vore latinske Skoler, maa nyde disses Stipendier, uden at tage Del i de Dissiplene paalagte Kirkeforretninger, saa skælnes og derfor i mange af disse Skoler mellem de mere formuende Mænds Børn og de fattige Dissipler. Men af denne Forskæl vidste man intet i Helsingørs latinske Skole, thi her havde Baden faaet det saaledes, at ingen Forældre eller Formyndere, som satte deres Børn og Myndlinge i hans Skole, unddroge dem fra at deltage i disse Kirkeforretninger. Og sandelig saaledes synes mig og det burde være, saalænge vore latinske Skoler endnu har at besørge disse kirkelige Opvartninger. Men at skille dem ved samme er ikke saa let, uden paa disse Stiftelsers Indkomster, som ved Mange ere ringe nok, at gøre for stort et Skaar. Overalt saalænge alle disse vore latinske Skolers Dissiplers Opvartninger ved de kirkelige Forretninger ere indskrænkede til visse lovbestemte Tider, og ikke bero paa Præsternes Magelighed og Beqvemhed, saalænge vore Skoler bestyres af kloge praktiske Lærere, saalænge – dog herom kunde siges saameget, hvortil ikke her er Stedet, men hvorfor man tillade mig jeg tror, at den Tid vor studerende Ungdom maa anvende paa hine Opvartninger, ikke er saa stor eller betydelig som Magelighed og Nyhedssyge ofte udskriger den for. Under latinske Skoledissiplers Værdighed indser jeg heller ikke disse Opvartninger kan være især naar ingen Forskæl gøres mellem de saa kaldte fornemme Folks Børn og de af ringere Stand. Den Velbaarne Mands Søn maatte i Helsingørs latinske Skole ligesaavel besørge de kirkelige Opvartninger som Mesterens Søn. Herved kunde tidlig Børn tilvænnes til at ringeagte det Skillerum Fødselen gør, og at de tidlig vænnes hertil er en ikke liden Fordel vore offentlige Skoler føre med sig, og hvorfor det var at ønske, de mere søgtes af Stormændenes Børn. Jeg indser ikke at en Griffenfeld, eller Løvenørn, eller Guldberg, og flere store Mænd, behøver at rødmes ved Mindet om de Timer af deres Drengeaar, som i den latinske Skole tilbragtes med at synge for Lig, til Bryllup, og andre kirkelige Opvartninger, der dog aldrig har hindret den store Siel hos Drengen, at blive fastere og større hos Manden. Rask som rigtig svarede ogsaa Kristianias latinske Skoles sin Tids brave Skolelærer Rektor Hersleb – Broder til Sællands Bisp af samme Navn – Norges Statholder – jeg tror – Benzon, der stødte sig over, at Rektor havde faaet udvirket en kongelig Kommission til at paadømme en mellem nogle Byens Haandværkssvenne og den latinske Skoles Dissipler opkommen Uenighed, den Statholderen troede Rektor, uden videre Undersøgelse paa hvis Side egentlig Skylden laa, ved at straffe Dissiplene skulle afgøre, hvilken sin Fortrydelse Statholderen i det han traadte ind i Kommissionen, hvori han og skulle sidde tilkændegav Rektor i de Ord: ”det er en Skam Hr. Rektor at slige Poge skulle gøre en saamegen Uleilighed.” ”Ja Deres Exellense” svarede Hersleb i det han lagde sin Haand paa Statholderens Ordensbaand ”det er af saadanne Poge man kan gøre saadanne Mænd.”
Ved disse og flere vor Badens nyttige Indretninger i den ham betroede Skole ansaas han nu ikke blot som en lærd Mand, men og som en sin Tids udmærket Skolelærer, hvis Metode i at undervise Ungdommen, opmuntre den til Flid, og i Almindelighed at bestyre en Skole yndedes og efterfulgtes. Endskønt derfor Baden vel ikke sad i den Kommission, paa hvis Forestilling Skoleforordningen af 1775 er udfærdiget, saa blev han dog af Vedkommende heri spurgt til Raads, og hans Raad fulgte. Thi vore Videnskabers daværende Beskytter Gehejmeraad og Statssekretær Guldberg, hvis Ministerium skal være uforglemmelig saalænge Videnskaber agtes i Danmark, Norge og Hosten, bar megen Agt for Baden. Denne Guldbergs Højagtelse gør hans Karakter og Tænkemaade saamegen mere Ære, som i det Mellemrum fra deres Studenterdage, da de havde været Venner, til nu Guldberg spillede sin store ærefulde Rolle, var mellem dem opkommen en Slags Misforstaaelse. Baden havde nemlig i sin kritiske Jurnal temmelig skarpt resenseret den første Del af Guldbergs Verdens Historie. Ikke at han miskændte dette fortræflige og i vort Modersmaal eneste Værk. Nej! tvertimod roser han i sin Resension Guldbergs Flid i Undersøgelser, Skønsomhed i Betragtninger, Lykke i Begivenhedernes Valg og Forbindelse, hans ædle, stærke og underholdende Sprog, hans yndige og henrivende Fortælningsmaade, og tillagte overalt Forfatteren for sit Geni, sin Lærdom og Flid de største Lovtaler. Men med Dionys af Halikarnas troede Baden som Resensent altid det tilladt at sige sine Tanker over Apells, Zeuxis, Protagens og andre berømte Maleres Konst, omendskønt han ikke tiltroede sig selv deres Duelighed. Med Frihed og uden Forbeholdenhed dadlede Baden derfor, hvad ham syntes i Guldbergs Historie fortjente Daddel, der dog mest bestod i en og anden Anmærkning ved den berømte Forfatters Stil og Sprog, Anmærkninger som man vel endog tør finde Guldberg i den følgende Del af sin Historie har ikke ladet hengaa ubenyttede. Imidlertid at Guldberg dog den Gang blev vred over Badens Resension, viser hans til Resensenten i den kritiske Jurnal indførte Skrivelse. Dog alt for ophøjet af Tænkemaade var Guldberg, alt for meget følte han for Videnskaberne, til at han i sin ophøjede Post skulle lade Baden føle Virkning af en saadan Misforstaaelse. Nej! ikke alene yttrede Ministeren Guldberg ikke sligt, men han gjorde endog Meget for at give Baden Beviser paa sit Venskab og sin Agtelse for ham. Guldberg skaffede saaledes Baden Regeringens Understøttelse i at udgive Oversættelsen af Tacitus. Guldberg understøttede Biskop Harboes Forslag til at Baden fik et aarligt Tillæg af 200 Rdlr., fordi han uden Betaling havde informeret og fremdeles saaledes skulle vedblive at informere Helsingørs latinske Skoles Dissipler i de levende Sprog Tydsk, Fransk og Engelsk. Selv da, naar Baden ikke altid handlede, som hans Mæsen det ønskede, kunde denne dog ikke glemme Badens udmærkede Fortjenester som Lærd og som Skolemand. Thi skønt man i vore nyere Dage har set denne ligesaa oplyste som lærde Skribent offentlig beskyldt for Aristokrati, Bigotteri og Gud ved hvorfor – fordi, kan jeg tro, Manden mod de 70 ikke i Alt kan sympatisere med Ynglingen under de 30 Aar, - saa var dog nok i hine Tider Baden snarere – i det mindste stundum – mistænkt for det Modsatte. Ogsaa vil i hans Skrifter fra den Tid som i alle hans 40 Aars mange Skrifter kunde findes flere Beviser paa, at aldrig var Professor Jakob Baden den Forfatter, som krøb for Overmagten, misbrugte sin Pen til at tale Uretfærdigheds Sag, eller frygtede for paa en beskeden Maade at sige ophøjede Voldsmænd Sandheden. Men især kan næsten et og hvert No. af den kritiske Jurnal afgive et indlysende Vidnesbyrd for Badens fri Tænkemaade. Intet Under derfor at dens Ytring ikke altid anstod Ministeren Guldberg, hvis hele Ministerium udmærker sig ved en nøje Overholdelse af Kongens sin Herres Suverænitet, hvorimod han troede stred en alt for fri Tankens offentlige Ytring saa i politiske som religiøse Ting. Men det var ikke Lyst til Daddel eller Satire der førte Badens Pen, det var Overbevisning og Lyst til at gavne det Almindelige. Adskillige Gange fik dog den kritiske Jurnals Udgiver dels middelbare dels umiddelbare Erindringer fra Regeringen om at være noget varsommere i sine Udtryk, men især fik han engang herom en alvorlig – jeg tror Kabinetsordre, der stødte den koleriske Baden saameget, at han længe holdt sig med Forsæt fra at opvarte Guldberg. Imidlertid hænder det sig, at Konrektoratet ved Helsingørs latinske Skole vorder ledig, og Baden meget ønskede at faa dertil en ung Mand, der havde været hans Dissipel, og som han meget yndede. Biskop Harbo, der bar en uindskrænket Tillid og Godhed til Baden og derfor satte altid en Fornøjelse i at føje Baden i hvad han kunde, ønskede derfor ligeledes at hin Kandidat maatte naa Embedet, da han desuden kændte ham som en brav ung Mand. Men tillige vidste den gode Bisp, hvormeget Guldberg interesserede sig for et videnskabeligt Embedes Besættelse, vidste Forstaaelsen mellem Guldberg og Baden, vidste at denne sidste var tenax propositi, og vel derfor selv kun nødig gik til Ministeren, for at faa ham paa sin Side. Thi sagde Bispen til hin unge Mand: ”kan De faa Baden til Selv derom mundtlig at tale med Guldberg er jeg vis paa vi faa ham paa vor Side, og han skal gøre Alt for at understøtte vort Ønske.” Baden gik og strax, paa denne sin Klients Beretning og hans Anmodning, til Ministeren, der strax bevidnede Baden sin Fornøjelse over at kunne tjene en gammel agtbar Ven, som han beklagede nu ikke længe at have set, og hin unge Mand fik kort efter Konrektoratet. Jeg anfører saadanne smaa, efter Tilsyneladende og maaske for Mange, ubetydelige, men for Menneskekænderen vist vigtige og velkomne Anekdoter, fordi de just fra Karakterens Side nøjere lære at kænde to saa mærkelige Mænd – som Guldberg og Baden – bedre end alle deres Skrifter og mange deres i Publikum bekændte Handlinger. – Nej – langtfra var vor Baden nogensinde den Mand, der blandt Jordens Store søgte at gøre sig Guder. De der gøre ham denne Beskyldning, have hverken upartisk læst og vildet læst alle hans mange 40 Aars Skrifter, eller kænde ham i sit private Liv. Tvertimod har han ofte bebrejdet sig, tit at have i sine yngre Aar i Omgang med hine Store forsømt en eller anden Opvartning, eller Høflighed eller Attension, som – saa sagde han – oftest kun koste lidet, naar det indrenter meget; at have for hastig stødt sig over et og andet; og alvorlig irettesætter han sine Børn, naar han hos dem undertiden mærker denne Arvesynd, som – saa siger han – oftest kun er en Virkning af den samme Stolthed hos os selv, som vi klage over hos hine Ophøjede. Ogsaa ved jeg heller ikke at Baden iblant alle vore mange Pladsmænd baade de henfarne og endnu levende, har havt eller har foruden Guldberg andre Patroner eller Velyndere end begge Bernstorfferne og Schack Rathlov, dem han altid med Fornøjelse taler om, og naar han havde opvartet dem forlod oprømt, fordi de yndede hans vedvarende, flittige og mangeaarige Bestræbelser for vor Litteratur. Thi videre forlangte Baden aldrig af sine Patroner; Paatrængenhed skyede han altid, og det er ham derfor ubehageligt naar han for sig og Sine skulle begære selv de retfærdigste Fordele. Men derfor var og Baden heller aldrig den, som enten frygtede for at modsige sin Patron, eller lod sig lede til i alle Sælskaber og ved alle Lejligheder at rose Patronens Handlinger.
Saaledes var det langtfra at Baden i Alt billigede den af Guldberg i Aaret 1775 udvirkede forommeldte Skoleforordning. Ham syntes, at det var for meget Teologi, som efter denne Anordning skulle læses, og at naar endelig i de latinske Skoler skulle læses mere Teologi end af en Skoledissipel kan forlanges til Konfirmationen, burde man beholdt et latinsk Kompendium. Overalt troede han, at man ikke havde gjordt Ret i, ganske at forandre alle de saa kaldte præcepta i Skolerne fra Latin til Dansk, siden dog alle Embedsexamina ved Universitetet ere, som han troede de burde blive, paa Latin, hvorved det er for Kandidaten en stor Lettelse, at have i sin Ungdom fattet i Hukommelsen et latinsk Kompendium. Ei billigede han heller at Matematiken, denne for sin store Indflydelse paa Sjeleevnernes Dannelse vigtige Videnskab, var udelukt i den ny Skoleforordning. At derimod Astronomien var beholdt ansaa han som en Kompliment for Professoren i denne Videnskab, Etatsraad Horrebov, der just var Medlem i da værende Skolekommission. Men vigtigere end de befalede Øvelser i at gøre latinske Vers ansaa han latinske Stiløvelser, hvortil derfor Dissiplerne flittig holdtes paa en Maade, der øvede dem paa en Gang baade i den danske og latinske Stil. Thi Baden tog gærne et dansk Skrift, hvis Sprog ikke just var det rigtigste, gænnemgik heraf det Stykke, som skulle oversættes paa latin, og viste ved hvert Ord og enhver Konstruksion Skribentens Sprogfejl.
En Følge af Guldbergs vedvarende Agt for Baden var, at han i Aaret 1774 aflagdes med Titel som Professor Extraordinarius ved Københavns Universitet, en Titel som da var i megen Agt, fordi man var overbevist om, at endnu ingen lettelig fik den, uden han var notorisk bekændt, som en udmærket lærd Mand. Saameget mere fornøjede – som jeg endnu erindrer mig – denne Regeringens Opmærksomhed for Baden hans gamle ærværdige Moder, som tilbragte nogle af sine sidste Dage i den Søns Hus, hun havde vist saamegen moderlig Omhu for, at faa dannet til den Mand han tidlig gav hende Haab om at kunde vorde, og som hun nu staaende ved Gravens Bredde saa han var bleven. Ogsaa ønskede Guldberg, ligesom hine Videnskabernes Beskyttere under det struenseiske Ministerium, at faa Baden ind som ordentlig Lærer ved Københavns Højskole, naar dertil gaves Lejlighed. Men da denne ikke strax faldt, havde Baden imidlertid dog den Fornøjelse, at se sine offentlige Domme over en og anden af den Tids unge Lærde saa højt agtede af Regeringen, at de endog paa Grund af Badens fordelagtige Omdømme befordredes til ordentlige Lærere ved Universitetet, før han endnu selv kunde naa det. Saaledes ved jeg Hr. Dr. og Professor Hornemann selv tilstaar han især skylder vor Badens fordelagtige Dom i sin kritiske Jurnal over hans første offentlige literære Arbejder, sin Beskikkelse som Professor i det teologiske Fakultet. Baden selv vedblev, indtil Lejlighed aabnedes for ham ved Universitetet, at arbejde i sin Skole og paa sit Studerekammer. Ved Ærekærhed at fremskynde de Unges Flid, ved derfor daglig at give dem Karakterer ligesom de kunde gøre Rede for de dem foresatte Pensa, ved retfærdig og nyttig at fordele Skolens Stipendier mellem de Unge, saaledes at den flittige men fattige Unge altid blev foretrukket; ved disse og flere Midler søgte han at opvække Flid og Kappelyst mellem den ham betroede Ungdom. Thi sjælden brugte han Straf. Kun naar blot Dovenskab standsede den ellers med Hoved forsynede Dreng, eller Skarnsstykker udmærkede ham, troede han en maadelig Revselse var nødvendig, og kunde den ikke nytte, da istedet for at anvende Fortidens Skoleret eller andre de gamle barbariske Skolestraffe, troede han enten Nedsættelse fra en højere til en mindre Klasse, eller om og dette var frugtesløst da ganske Udvisning af Skolen, var den rigtigste og retfærdigste Omgang med et saadant uforbederligt Barn. Hvert Aar til den i Anordningerne bestemte Tid holdt han en offentlig og højtidelig Examen i sin Skole, hvortil altid Byens Indvaanere et Par Dage i Forvejen indbødes ved et trykt latinsk forfattet Program, som ikke maatte udeblive, da han sagde Regeringen uden Tvivl havde paalagt Rektores og Konrektores dette Arbejde, for deraf at kunde skønne hvorvidt disse Skolelærere vedbleve, foruden de Unges Undervisning, ogsaa at dyrke de egentlige Videnskaber, som saa ofte selv af den videnskabelige Embedsmand lægges hen, naar Embedet er opnaaet. Efter Examen udmærkedes de flittigste Dissipler ved Præmier af udvalgte gode og vel kondisionerede danske Bøger, som af Rektor overleveredes dem paa Skolen, efter en lille i Overværelse af Byens Embedsmænd og andre Indvaanere holdet Tale, hvori tillige højtidelig tilkændegaves enhver enkelt Dissipels Flid, ved at anføre hvorledes han nu steg med det ny Skoleaars Begyndelse fra Klasse til Klasse, eller fra en nedre Part i samme Klasse til en øvre Part. En Opmuntring for Dissiplerne til Flid, og der paa de Unges Hjerter maatte gøre megen Sensasion var det og, at Baden efter til sit Hvilested at have fulgt en hensovet Dissipel, gik med Sørgeskaren og sine Dissipler til Skolen, hvor han i en offentlig Tale fra Katedret erindrede den for sin Flid og sit Geni udmærkede Afdøde, en Skik som og siden er bleven efterfulgt af andre de latinske Skolers Bestyrere. Dog var det kun en eneste Dissipel, Baden saaledes højtidelig erindrede efter Døden, et særdeles haabefuldt ungt Menneske, som Baden tit talte om, han aldrig havde havt Mage til. Men af de Badens Skole vel over tusende betroede Unge døde ikke heller over to til tre, uagtet Mængden af dem vare udenbyes Børn, der i de mange Sygdomme Børn ere underkastede, manglede den moderlige ømme Pleje, der rædder saamangt et Barn. Thi Baden som Rektor ansaa sig ikke blot som Lærer for Skolens Dissipler men og som Værge for dem, sær deres der ikke havde Forældrene i Byen hos sig. Megen Omsorg bar han derfor for, naar Fremmede og Udenbyes satte deres Børn i den ham betroede Skole, at disse Unge kom til at losere i et stille skikkeligt Hus, hvis, ikke blot Husfader men især Husmoder han var overbevist om tog sig af den unge Dreng, sørgede for den fysiske Opdragelse og i det mindste ikke fordærvede den moralske. Lykkedes det desuagtet ikke altid Baden, om og han – som flere Skolebestyrere – stundum maatte se sin Omsorg for den Unge spildt og frugtesløs, saa maa og Stedet betænkes, hvori Skolen laa – Helsingør en By fuldelig ligesaa farlig for det unge Menneske, som selve Hovedstaden, eller en anden stor By. Overalt vil nok selv under de allerbedste Skolebestyrere og Lærere aldrig Borgerens intellektuelle og moralske Opdragelse komme i den Harmoni, der ene danner saa fuldkomne Borgere, som Mennesker kan vorde, saalænge hjemme i Forældres og Værgers Hus kan nedrives hvad i Skolen opbygges, saalænge derfor vore offentlige Skoler ikke indrettes ligesaameget til Opdragelses som Undervisningsinstituter – saaledes som hint Herluf Trolles i det mindste kunde være, saalænge endelig hin Lykurgs stolte Maxime ikke vorder almen Folkelov, hin nemlig, at Børnene ikke tilhøre Forældrene men Staten. Selv har og Baden derfor tit erindret, at af hans Skole ere udgaaede gejstlige og verdslige Embedsmænd, Købmænd og Matroser og Soldater, og at ofte de der i Skolen gave ham det bedste Haab tit gode Hoveder vare mislykkede.
For en sig som Rektor særdeles vigtig Pligt holdt Baden – som tildels forhen erindret – det altid, at handthæve den ham betroede Skolestiftelses Rettigheder, og vaage over, at de den tillagte Legater og Kapitaler ikke tabtes eller forringedes. Ikke saasnart havde derfor Baden tiltraadt Helsingørs latinske Skoles Bestyrelse, før han ved at granske i sin Skoles Regnskabsprotokoller, ved at efterse dens Fundatser, Gavebreve o. s. v. jævnføre disse med de for vore latinske Skolers ekonomiske Forvaltning almindelig gældende Kongebud, og Øvrighedens andre herpaa grundede særdeles Befalinger, fandt at man havde forvandsket Helsingørs latinske Skole en Kapital af 4580 Rdlr., foruden et aarligt Tillæg i Kostpenge for Dissiplerne af 312 Rdlr. Strax gjorde og derfor Baden herom Forestilling til Skolens Direktører Stiftamtmanden og Biskopen, som, efter herom at have ved Korrespondense med Skolens Inspektører Sognepræsten og Magistraten undersøgt Rektors Andragende, maatte i et og alt billige samme, og befalede Indspektørerne at gøre Udveje til at saavel Kapitalen 4580 Rdlr. strax udbetaltes Skolen, som Tillæget i Kostpenge af 312 Rdlr. siden aarlig godtgjordes denne Stiftelse. Uordenen rejse sig fra det skadelige Fælledskab, som paa flere Steder end Helsingør finder Sted mellem Købstædernes Hospitaler og latinske Skoler, hvilke sidste oftest fornærmes af hine fordi dels begge Stiftelser have fælleds Inspektører, dels disse ere uvidenskabelige Mænd, som føle lidet eller intet for Skolen, naar de derimod have deres Fordele af Hospitalets større Velstand, dels de latinske Skolers Bestyrere ere Mænd lidet øvede i Regnskabssager, ja stundum endog af Pedanteri betragtende dem som Beskæftigelser neden for deres Værdighed. Men – saaledes tænkte Baden ikke, og Skolens Rettigheder, Kapitaler og øvrige Herligheder tiltoge derfor aarlig under hans aarvaagne Tilsyn. Denne Rektor Badens Aarvaagenhed gik endog saavidt, at jeg endnu som en Dreng erindrer mig, hvorledes han var agtpaagivende selv paa de mindste Tilfælde i Byen, hvoraf han om ikke strax saa dog i Tiden spaaede sig Tab for sin kære Skole. Saaledes indrettedes ved Helsingør Byes St. Maries eller saa kaldte tydske Kirke en Friskole, hvori man – som Baden fandt besynderligt – gav Skolebørnene sorte Klæder til om Søndagen at gaa i Kirken med, hvilken Kolør Klæde ellers plejer kun at udmærke vore latinske Skolers Dissipler. Vel have Helsingørs latinske Skole ikke med ved Sangen under den egentlige Gudstjeneste at opvarte i hin tyske Kirke, der hertil lønner en Kantor. Derimod bruges denne Skoles Dissipler til at synge for Lig, ved Brylluper o. s. v. Indtægterne for Skolen heraf ere saa meget betydeligere, som oftest de saa kaldte fornemmere Byens Familier, deriblandt alle Betjentere ved Øresunds Toldkammer, de fremmede Konsuler og flere holde sig til denne Kirke, der oprindelig dog kun er for Garnisonen. Ikke kunde derfor Baden tavs se paa, at man maaske ville skille hans Skole ved disse Indtægter, og lægge dem til den ny oprettede Friskole. Nøje undersøgte han derfor den latinske Skoles Rettigheder til hine kirkelige Opvartninger, og efter at have fundet disse hævdede og lovgrundede afvartede han tavs Angrebet paa dem. Men dette udeblev saalænge Baden var Rektor, da man vidste han var beredt til Forsvar. Om heri siden er foregaaet nogen Forandring, skal jeg lade være usagt – jeg tror det ikke. Men jeg fortæller saadanne smaa Anekdoter, fordi de vise fra en fordelagtig og virksom Side en Lærd, som Mange, efter det Udvortes at dømme og uden at kænde hans private Liv, skulle tro, allene at leve for sine Bøger, saa nedgravet i dem, at han intet kunde ændse uden for dem. Nej saa lidet Baden søgte megen Omgang, mange Sælskaber eller store Konnexioner, saa lidet han strængt iagttog visse Seremonier som Kontravisiter, Opvartninger, Brevvexlinger o. s. v. saameget levede han og var ganske opofret – ikke blot sine Bøger og den lærde Verden – men – sit Embede og Alt hvad af ham som Embedsmand kunde udfordres, thi intet som efter Lovene laa til hans Embede ansaa han for, at kunde være under hans Værdighed.
Som endydermere Bevis paa Badens Virksomhed i sin Skole som Lærer fortjener endnu at erindres: at skønt der ved Helsingørs latinske Skole er en Konrektor, som med Rektor læser for Skolens øverste Klasse eller Mesterleksie visse Dage eller omtrent den halve Uge, saa maatte dog Baden i de fleste Aar af sin Embedstid som Rektor næsten ene besørge Klassen. Thi Melankoli og Pedanteri havde saaledes udueliggjordt Skolens da værende Konrektor, at Dissiplerne ingen Agt bare for ham, spøgede i hans Læretimer istedet for at læse, og lærte derfor intet, saa Baden, for at Dissiplerne ikke skulle staa tilbage i Konrektors Ting, maatte selv paatage sig at gænnemgaa dem. Endelig befordredes vel Konrektor til et Præstekald, men dels stod Konrektoratet en rum Tid ledigt, dels da en Ny ansattes gjorde han med Badens Villie en Rejse for sin Sundheds Skyld, saa Baden længe læste allene i Mesterleksie. Selv de tvende Eftermiddage om Onsdagen og Løverdagen, der ellers ikke læses i de offentlige latinske Skoler, var Baden dog ikke fri, thi just disse anvendte han til for dem af sin Skoles Dissipler som dertil havde Lyst at dosere de levende Sprog. Desuden skrev han og selv i de allerfleste Aar han var ved Helsingørs Skole det latinske Program, hvorved inviteredes til den aarlige offentlige Skoleexamen, hvilke Programmer siden ere indførte i hans Opuscula latina. Skolens Lærere indsatte han altid med Højtidelighed ved en offentlig Tale fra Katedret, hvortil indbødes Byens Embedsmænd og øvrige Indvaanere, hvoraf nogle siden med samtlige Lærere spiste hos Rektor. Taler ved denne Lejlighed holdt han altid paa latin, og mente denne gamle Sædvane burde beholdes, fordi enhver Rektor bør vise, at han kan holde en latinsk Tale, eller dog ikke har glemt det, og der dog alletider er en eller anden som baade kan bedømme og har Lyst til at høre imellem en latinsk Tale. Badens værdige Eftermand i Rektoratet ved Helsingørs Skole Hr. Dr. Treschov, nu Rektor i Kristiania, synes mig heri gik en med Tiderne passende Middelvej, thi af den smukke Tale der findes i Minerva for 1787, og som efter mine ringe Tanker fortjener at læses, og atter læses og lægges paa Hjertet af en og hver Studerende men især Skolelæreren, ser jeg, at selve Talen er holdet paa Dansk, men Lærerens Indsættelse, Rektors Opmuntring til ham, hans Anbefaling til Skolen og Byen o. s. v. forrettedes – som Taleren udtrykker sig – efter Pligt og Sædvane paa Latin. Der er noget solent i saaledes at vedbeholde gamle uskadelige Skikke. Som ved Sproget i Roms de gamle 12 Tavlers Love, saa er der selv ved vor Kansellistil noget højtideligt, som taber sig, naar Alt skal være Nyt. – Inden sin Afgang fra Helsingør havde Baden og faaet lagt en god Grund til et Skolebibliotek, der om det siden er fortsat nu maa være betydeligt. End havde han og forskaffet Skolen et lidet fysisk Apparat, Glober, og Karter over den gamle som nyere Geografi. Ogsaa heri var Guldberg kommen ham til Hjelp, da H. K. H. Arveprinds Frederik paa denne sin kære Lærers Anmodning havde behaget at skænke et og andet af foranførte Ting til Skolen, som det overalt er bekændt at denne fortjente Prinds med Guldberg ved Siden, har gjordt saamange langt større Opofrelser til Videnskabeligheds Befordring hos os.
Foruden at Baden saaledes nøje opfyldte alle sine Pligter som Rektor, være sig med Hensyn til Skolens indvortes eller udvortes Bestyrelse og Forvaltning, afgav han sig endda, foruden med den kritiske Jurnal, hvoraf altid ugentlig udkom et Nummer, og af hvis sidste Aargangs Slutning man ser, han selv skrev de allerfleste Resensioner, ogsaa med andre literare Arbejder. Af disse vil jeg her allene nævne hans tydske Grammatika, og forøgede og forbedrede Oversættelse af den svenske Woltemats europæiske Statshistorie, hvilke begge Skrifter flere Gange ere oplagte.
Endelig gjorde Professor Wadskjærs i Aaret 1779 indtrufne Død den Plads ved Københavns Universitet ledig for Baden, som hans Kundskaber allerede i mange Aar havde gjordt ham skikket til, og hvortil derfor Regeringen og Publikum holdt ham lige berettiget. Men – flere var dog de Hindringer, som skulle overvindes inden Baden selv kunde overtale sig til at gaa fra sin kære Skole i Helsingør til Højskolen i København. Baden levede i Helsingør, vel ganske opofret sin Skole og sit Studerekammer, dog paa en højst behagelig Fod. I Skolen fandt han Medlærere og Dissipler, som bare lige Ærbødighed og Kærlighed for ham. I Byen, saa liden end hans Omgang var, og saa lidet han end søgte dette Søsteds sværmende Sælskaber, saa viste dog Alle i alle Stænder ham en Agt, der tiltog med Aarene, jo mere og mere de lærte at kænde Badens Orden i Skolens udvortes og indvortes Bestyrelse. Uden for Byen og overalt saa i Norge som Danmark blev Baden alt mere og mere bekændt, ikke allene som Lærd men og som en tillige udmærket Skolemand. Hans Mæsen og Ven Guldberg gjorde og heri sit til at udbrede Badens Navn som Skolemand. Thi ofte anbefalede Guldberg Forældre, som heri spurgte ham til Raads, at betro Badens Skole deres Børn. Flere Børn som de kongelige Personer, sær den nu afdøde Enkedronning Juliane Marie og Hans Kongelige Højhed Arveprinds Frederik lode paa deres Bekostning opdrage til Studeringer, sattes og efter Guldbergs Anvisning i Helsingørs latinske Skole. I et ikke mindre behageligt Forhold stod Baden med sin nærmeste Foresatte sal. Biskop Harboe, hos hvem han altid fandt en uindskrænket Tillid og den beredvilligste Understøttelse i Alt hvad den blide Biskop kunde virke for Skolen og dens Rektor. Med Rette kunde derfor Baden sige, som han sagde, at en Rektor ved en latinsk Skole, der i alle Henseender er sit Embede voxen, er som en lille Første. Baden kunde saaledes efter sin Lyst leve og levede fornøjet i Helsingør, hvis Rektorat, skønt det vel ikke er af de største i Indkomster, dog paa den Fod han havde det, og saaledes som han levede, kunde føde sin Mand. Han kunde her, naar Forsynet sparede ham Livet, se sig snart udredet af den trykkende Gæld, ti Aars ringe Embedsindkomster nødvendig maa sætte en Embedsmand med Familie i, der af sig selv ingen Midler har, sær den lærde Embedsmand, som foruden de til Livets og Familiens Ophold hørende Fornødenheder, har end en Nødvendighed, der fornemmelig uden for Hovedstaden er saa kostbar, og dog saa uundværlig for den Embedsmand, der ikke ved at gaa fra Universitetet til et Embede vil med det samme gaa fra Videnskaberne, - jeg mener Bøger, hvorvel Baden driver ligesaalidet denne som andre Livets Nødvendigheder til nogen Grad af Pragt eller Overdaad. Ved Universitetet vare derimod Udsigterne for Baden kun maadelige, da Designasion og den Uorden i det filosofiske Fakultet med deri at indsætte uvedkommende Lærere – en Uorden Baden selv siden udførlig har paaanket i sin Universitetsjurnal – saaledes havde optaget de fleste Læreres Pladse, at intet corpus blev tilovers for den i Wadskjærs Sted ansættende Lærer. Mange vare derfor Vanskelighederne for Regeringen at finde Udveje til Løn for dette Professur, indtil et corpus i Fakultetet blev ledig. Baden var og nu af den Alder, at han ikke torde vente at kunde opleve den Tid, som udfordres for ved Universitetet at assendere til klækkelig Løn, da hans Formænd i Fakultetet alle vare paa et Par nær unge Mænd. Hertil kom en for Badens Forflyttelse fra Helsingør til Hovedstaden ikke liden Hindring i den Ulyst han havde til at bo i København, hvis Distraksioner han frygtede for skulle gøre Skaar i hans kæreste Beskæftigelser med sine Bøger, ligesom han troede at have erfaret det saaledes gik saamange af det københavnske Universitetslærere. ”Professorerne” siger han selv i sin kritiske Jurnal for 1771 ”drages i en stor By i et tidspildende Bekændtskab med Familier af andre Stænder, hvis Tænkemaade og Levemaade fordærver dem. De efterabe disses Yppighed, Forfængelighed, Fornøjelser. De lægge Vind paa at udmærke sig ved Trakteringer, ved Titler, ved Forbindelser, som kunne skaffe dem Anseelse, og tabe Smagen paa den Ære, som vindes ved Lærdom, fordi den ikke paaskønnes i deres Sælskaber. De jage efter de Stores Yndest og foragte de Studerendes. Og da de høje Kollegier ere hvor Hoffet er, saa stræbe de ofte at skaffe sig en Plads i disse, for at svinge sig over deres Stand; og afdrage sig saaledes alt mere og mere fra deres Stands Forretninger, som omsider blive dem væmmelige.”
Dog – uagtet disse og flere Betænkeligheder og Vanskeligheder for Badens Forflyttelse til København, vare der dog og paa den anden Side Grunde, som kunde tilraade ham at bortbytte sin latinske Skoles Lærestol med en ved Højskolen. Baden i en Alder nu af 45 Aar havde allerede i en Tid af 18 Aar været offentlig Skolelærer, foruden at han flere Aar i Forvejen havde havt private Informasioner. Vel ere vore latinske Skoler langtfra ikke nu, hvad de vare for et Par Sekler siden, da de kaldtes, og meget lignede, vore Tugthuse, da de Lærde endog skreve egne Afhandlinger om Skolelærernes Elændigheder og Martyrlevnet, hvoraf jeg allene vil nævne den store Melanchtons Tale de miseriis Pædagogorum, da derfor den lærde Josef Schaliger passende skrev:
- Si qvem dura manet sententia judicis olim,
- Damnatum æternis suppliciisqve caput;
- Hunc nec fabrili lassent ergastala massa,
- Nec rigidus vexent fossa metalla manus;
- Informet puerus – nam cætera qvid moror? omnes
- poenarum facies hic labor unus habet.
Men hvem behøver ikke blot at kalde sin egen Ungdom i Erindring, om han ej i en modnere Alder har havt Lejlighed til at skaffe sig praktisk Kundskab om Skolelærerembedet, for at indse hvormegen Flid, hvormegen Selvopofrelse, hvormegen Taalmodighed, hvormegen Koldsindighed, hvormegen Eftergivenhed – kort hvormeget der udfordres af en duelig Skolelærer, og hvor nødvendigt det er, at han til sit vigtige Formaal besidder alle disse Egenskaber samlede. Hvem kænder ikke og Mennesket og Følgerne af hans tiltagende Alder, der skønt de vel ere kændeligere hos en end hos en anden, dog altid gør den som ung Mand dueligste Skolelærer til mindre duelig, naar han ældes. Tvivler nogen herom, da læse han den i sin Tid agtede Skolemand Hr. Biskop Tetens’s i Viborg, ved Fratrædelsen fra Rektoratet i Horsens holdte og udgivne Tale, der efter Sandhed og med Liv forestiller de Besværligheder, som i en tiltagende Alder ere forbundne med Skolelærerembedet. Ogsaa derfor Baden som Skolelærer frygtede for den gamle Mand. Hertil kom at hans store Velynder Biskop Harboe var nu en Olding, der truede Baden med snart at skulle skifte Øvrighed. Ej tænkende paa at Harboes Død kun skulle gøre en Forandring i Bispens Navn, frygtede Baden for en ny Biskop, der – som ofte sker – skulle maaske sætte noget i at handle under sit Embedsførelse tvertimod de Grundsætninger, Formanden havde fulgt. Endelig vare nu og Badens trende Børn af den Alder, at tvende af dem snart skulle til Universitetet. Disse og vel flere Grunde bleve da for Baden overvejende for hans Beslutning at gaa til Københavns Universitet, endog med et føleligt Tab i Indkomster, der skulle have blevet ham end føleligere, hvis han ikke havde havt den utrettelige Flid og Lyst til at Arbejde, der udmærker ham.