Jakob Badens Levnet – Baden som Rektor i Altona
Baden som Rektor i Altona redigér
Ved sin Ankomst til Altona fandt Baden Skolen yderst forfalden med faa Dissipler, af hvilke endda ingen vare i den øverste Klasse, saa han, for at give sig noget som Lærer i denne Klasse at bestille, optog nogle af de nedre Klasser, med hvilke han maatte begynde fra de første Grunde i Sprogene og Videnskaberne. For disse blev vel og forfærdiget hans lille græske Grammatika, som han siden udgav paa dansk, og hvori han er den første danske Lærde, som grundigen ivrer mod den Uskik, at begynde med det ny Testamentes Læsning for at bibringe den studerende Ungdom det grædske Sprog.
Imidlertid skønt Baden saaledes med Virksomhed tog sig af sin Skole, vedblev han dog endvidere at gøre sig i Publikum bekændt som en lærd Mand ved Skrifter. Jeg vil af dem, han i Altona udarbejdede, nu kun nævne, foruden hin græske Sproglære, der med Hæld i mange Aar er brugt og end bruges af mange duelige Lærere, hans Anweisung zur dänischen Sprache, hans Oversættelse af Xenophons Cyropædi med en Tilskrift til vor nu regerende Konge, som nylig havde besteget Tronen, der i Frimodighed maaske er den første af sit Slags paa dansk, og endelig hans Forsøg til en Oversættelse af Tacitus med en Afhandling om Sprogets Berigelse ved ny Ord og Vendinger – hvilke hans Skrifter alle vidne om en fortrinlig Sprogkundskab og stadfæstede Publikum i det Haab man gjorde sig for det danske Sprog og dets Opkomst ved Baden, naar han maatte leve, et Haab som Tiden har vist, Baden ikke heller har skuffet sine Landsmænd i. Disse vor Badens Arbejder i det danske Sprog vare det lærde Publikum saameget mere velkomne, som Døden havde nylig berøvet os Professor Jens Schelderup Sneedorff i sine bedste Aar, og derved standset de flere Bestræbelser for Modersmaalet, man af ham havde Grund til at vente.
Overalt skønt Baden nu i 40 Aar har været en af vore flittigste offentlige Skribentere, og blandt sine Skrifter har udgivet saadanne som sin Oversættelse af Tacitus, sin kritiske Jurnal, sin danske Grammatika, sit latinske Lexikon og flere Arbejder, som alle vidne om megen anvendt Læsning, Tid og Flid, saa var han desuagtet altid en meget paapassende Embedsmand, der forstod saaledes at inddele sin Tid, at Embedet ikke forsømtes af Lyst til Videnskaberne – en Fejl som den videnskabelige Embedsmand staar megen Fare for at falde i. Ikke blot ved trolig at besørge den ham paalagte offentlige Undervisning, men tillige og ved baade i og uden for Skolen at paase de Unges moralske Dannelse, og dertil mandig forsvare den ham betroede Stiftelses Rettigheder, troede Baden først fuldelig at have opfyldt sine Embedspligter som Skolebestyrer. Altid var han derfor i den ham betroede Stiftelses Protokoller, Regnskaber, Arkivdokumenter og Adkomstbreve ligesaa beløben som i sin Cicero, Xenophon, Horatius, og Tacitus, og disse hans kæreste Sælskab maatte vige, naar højere Pligter bøde ham at gaa til hine. Flere Beviser herpaa vil hans Embedsførelse i Helsingør og ved Københavns Universitet give os. Med alt dette havde Baden endda den ikke ubetydelige Hindring, at han skriver en yderst ulæselig Haand, saa han maa lade renskrive Alt hvad han giver til Trykken, og da han Selv skal diktere sin Kopiist det, indses let, hvormegen Tid og Ulejlighed denne Hindring har kostet ham. Skyld for denne sin slette Skriverhaand giver han, dels at han for tidlig kom af Skriverskolen, dels at han som Student havde tilvandt sig ligesaa hurtigen ved Hjelp af Abreviasioner at føre Professorernes Forelæsninger paa Papiret, som de kom ud af Docentens Mund. Som Rektor havde han derfor altid af Skolens Dissipler et sat ungt Menneske med en god Skriverhaand, som renskrev for ham. Af disse erindrer jeg mig fornemmelig Kristianias latinske Skoles brave og duelige Overlærer Hr. Hermann Amberg, en af Badens værdigste Dissipler, der efter 7 Aar i Forveien at have, medens han gik i Helsingørs latinske Skole, været Badens Haandskriver, blev siden, da Baden kom til København, i 5 til 6 Aar hans Amanuensis og tro Medarbeider, der især gik ham tilhaande ved den latinsk-danske Del af hans latinske Lexikon.
Men at komme til Baden i Altona igæn, da havde han ikke været her længe, før han erfarede at hans Embedsindkomster vare mindre, end han havde forestillet sig, neppe 300 Rdlr. aarlig, hvoraf han, som hverken af sig selv havde Midler, eller ved Giftermaal erhvervet nogen, ikke kunde med en aarlig tiltagende Familie leve, sær paa et saa dyrt Levested som det Hamborg nær liggende Altona er. Dog var og Baden gærne under en bedre ekonomisk Forfatning bleven her baade for andre Behageligheder Altonas Beliggenhed fører med sig, som især for den Lærvillighed han syntes at finde hos den tyske Ungdom frem for den danske. Thi – som han sagde – naar denne var flittigst gjorde den dog ikke mere end den skulde, nemlig lærte de den foresatte Pensa, ubekymret om Alt uden for sin Skolebog og sine Fornøjelser. Den tydske Ungdom derimod, endog stundum med maadeligt Hoved eller Anlæg til de egentlige Videnskaber, interesserede sig tidlig for hvad der foregik i den store Verden, og fandt derfor megen Fornøjelse i at læse Aviser og andre Tidskrifter. Vi anføre dette, fordi en saa erfaren Lærers Dom som Baden ikke kan være uvigtig. I øvrigt indser enhver baade hvormeget denne Forskæl hos forskællige Nasioners Ungdom beror paa en friere Opdragelse, og hvormeget heri er i et Mellemrum af henved 40 Aar forandret til det bedre. Vor danske Ungdoms i det mindste Hovedstadens og de større Steders nu friere Opdragelse er saa unægtelig, at vel Mangen vil den er al for fri, naar han hører den ti til tolv Aars gamle Dreng ræsonnere. – Men da vor Baden med alt dette ikke i Altona kunde se sine Kaar forbedrede, ønskede han hver Dag Forflyttelse og drog endog, for at paaskynde den, selv til København. Det var medens han i den Anledning opholdt sig Sommeren over i Gæntofte hos sin Broder Torkild Baden, der just nu var ifær med at udføre det bernstorffske Godses berømte Udskiftning, Bøndernes Udfløtning o. s. v., at vor Baden skrev sin lille moralske og politiske Katekismus for Bønderbørn, der især meget fandt den gamle Bernstorffs Bifald, og vel og fortjente at være almindeligere bekændt end den nu er.