Jagtbreve/6
VI.
I Maj 1887.
Det Bedste er Jagt, det Næstbedste Fiskeri.
Ja for En selv er i Grunden Fiskeriet Nr. 1, men man har ikke Hunden at more — og den morer sig heller ikke. Den hader Fiskestangen. Enten kan den faa Lov til at blive hjemme eller ogsaa bliver den trukket med hen til en eller anden Dam eller Aa for at ligge alene i timevis paa den nøgne Jord og passe paa nogle Pinde, Trækasser og Snore, som man maa være meget varsom med ikke at komme for nær, da de bider; og Herren roer og stager og vader og sviner. Er det en Herre-Bestilling? Og saa Fangsten! Ækle, kolde, klamme, klæbrige Tingester — det manglede bare, at de havde hvidt Blod — som ikke lugter af Nogetsomhelst, men som kan klistre Ens Snude til med Skæl, der ikke er til at blive af med igjen. Det er sørgeligt, naar man tænker paa Lyngheden og de laadne Grøfter, paa Urfuglen og den dampende Hare, paa den bløde, mangefarvede, duftende Sneppe, som saa nyligt har forladt os. Naa! der er ikke Andet for end at rulle sig sammen, sætte et tvært Ansigt op, lade som om man sov (man kan jo altid kigge lidt med det ene Øje: blunde, som det hedder paa Militær-Sproget) og resigneret vente, til denne fordømte Fiskepassion har raset ud, og Ænderne om en Maanedstid eller to har sat Spejl. — Hunde og Fiskeri passer ikke sammen.
Der skal helst godt Vejr til, naar Fiskeriet skal nydes; stille Varme. Det vil sige Snørefiskeriet. Der skal drives, dræves, drøsses, dase er nok egenlig Ordet for det Slags Sommer-Driveri; enten man ligger i en Baad eller hænger over et Rækværk eller rider paa en Træstamme, maa der Varme til, naar man skal finde Fornøjelse i at se Proppen danse paa Bølgerne.
Om Foraaret er det navnlig Gjedderne, det gaar ud over, og der er mange Maader at tage dem paa.
Den simpleste bestaar i at fange nogle ulykkelige Skaller, stikke en Messingtraad, som bærer et Kors af store Kroge, ind gjennem Munden paa dem og ud ved Gattet og saa gjøre Traaden fast til en Snøre paa en lang Stang eller til en Dusk Siv eller til et Stykke Kork, der flyder paa Vandet. Saa kan man blive i Nærheden og se til, eller man kan ro sig en Tur, eller gaa hjem og lægge sig for om kortere eller længere Tid at røgte Snørerne. Den Maade kaster tidt godt af sig.
Man kan ogsaa pilke med en Sølvskalle, ɔ: en kunstig Fisk eller en blank Ske, omgivet med Kroge og trukket i en lang Line efter Baaden; afvekslende drager man med et Kast i Linen og giver efter, hvis man sidder agter og har en Anden til at ro, men er man alene, gjør man Linen fast i Aaren, man pilker da ved Aareslaget, og naar man mærker, der er Bid, trækker man til sig, og det er Spændingen: om Fisken er stor eller lille, om det er en Aborre eller en Gjedde, det mærker man paa Trækket, paa Fiskens Faren op og ned og ud til Siderne, og er dog først sikker i sin Sag, naar den slaar mod Vandskorpen, saa at man kan se den. Den kan ikke slippe løs: Tovet er solidt, en grov, stor, tyk, beget Line; det er ikke som med Laksen eller Ørreden, der hænger i et Hestehaar, hvor det blødeste Haandled maa fjedre som et Uhrværk for at Linen ikke skal springe, og hvor det store Dyr skal løbe sig mat, ofte først gjennem flere Timers uafbrudte Anstrængelser. En stor Laks paa en Flue i en sprudlende Aa — det er Snøre-Fiskerens Drøm. Men indtil den Tid kommer, tager man en Mundsmag deraf paa Gjedderne. Man trækker den snurrende Kunstfisk eller en Frø paa Krogen gjennem Vandet ved Kast fra Bredden, og naar man har det rette Haandelag, kan Gjedden ikke modstaa og hugger. Saa spræller den naturligvis det bedste, den formaar, og maa have lidt Line; men den løber mest og tosser, der er ikke den Kraft, de Spring, de Ryk, det Slag i den som i en Ørred, snart hiiver den mat, dvask, vender den hvide Bug op, gjør endnu nogle kraftesløse Volter og lader sig med Lethed trække til Land.
Fangsten af Gjedden kræver ikke den Anspændelse og Paapassenhed som af Ørreden, og Udbyttet er heller ikke saa lokkende. Tørre er de begge to (det er i Grunden kun de Ferskvands-Fisk, der har Kjødet paa Ribberne, Suderen og Karpen, der er rigtigt lækre), men Gjedden, selv om den spækkes med Flæskesvær, staar med sine farlige elastiske, gaffelformede Ben dog tilbage for den rødkjødede Ørred, baade i Udseende og i Smag og egner sig egenligt kun til Fiskebudding. Det er ikke for Ingenting, at Kokken byder: „Fisken skal svømme“. En kogt Gjedde, som ikke bliver vandet jævnligt af Mosels gule Vin, er der ikke stor mere Fornøjelse ved at sætte Tand i, end ved at hale den halvdød op fra en døgngammel Snøre.
Frisk maa Fisken være, hvis den skal smage.
Der skal gives Lande — men jeg tilstaaer, det er ikke dem, jeg har været i — hvor man er saa civiliseret, at Fisken staaer levende i Glasbeholder i Spisestuen og først bæres ud for at koges efter at man er gaaet tilbords. En mat Fisk, ikke blot en, der ikke lugter, men en, der har været død fra om Morgenen (for ikke at tale om daggammel Fisk), f. Ex. en, der fra Kjøbenhavn er sendt ud paa Landet til Middagsselskab — Tak! — — og Hus forbi.
Der er nogle fæle Lækkermunde blandt Kjøbenhavnerne. Kjøber man sig en dejlig stor Karpe og passer man ikke nøje paa, bliver man ubehageligt overrasket, naar man ved Bordet glæder sig til Tungen, der er rund og fed og tyk som en Papegøjes; den er der ikke. Man skal selv gaa hen paa Torvet og se til, at Karpen kommer levende op af Vandet og heel ned i Kurven. Man kan godt selv bære den hjem; det har jeg set de rigeste Mænd gjøre. Og man kan blive narret endda.
En Gang kjendte jeg i Paris en Englænder, hvis Rigdom var ubegrændset; han boede paa Grand Hôtel. En Morgen gik vi sammen hen til Hallerne, Englænderen forelskede sig i en stor Karpe, vi kjøbte den samt en Kurv til at putte den i, bar den hjem til Hotellet og forlangte den til Frokost.
Som Indledning havde vi nydt et Par Smaaretter, vi havde faaet os en Flaske Château Yquem fra Kejserens Kjælder — den solgte Republikken —, vi havde slaaet Plat og Krone om, hvem der skulde have Hovedet, Alt var parat, saa kom Fisken, dampende, lækker, kantet med Roser.
Englænderen serverede.
Men istedenfor straks at stikke i den, undersøgte han den nøje, satte først et betænkeligt, saa et fordægtigt Ansigt op og erklærede sluttelig kort og godt, at det var ikke hans Karpe.
Protest fra Opvarteren.
No, No! fra Englænderen, han havde i Smug taget Mærke paa den, skaaret den i Halefinnen.
Overkellner, Kok, Vært og Kasserer hentedes, Englænderen vilde ikke røre Karpen (saa spiste jeg den), forlangte sin Regning og flyttede. — —
Men der er en anden Maade end Krogfiskeri at fange Gjedder paa, og det er den fineste Sport, det er den mest æggende Fornøjelse, Jagt- og Fisker-Livet byder, Mindet derom driver Længslen frem, og som Tjur-Jægeren om Foraaret, paa den Tid, da han er vant til at gaa efter den parringslystne Hanes Slag, vaagner om Morgenen, naar Klokken slaar 4, selv om hans Vindue vender ud til Baggaarden i en stor Bys stenede Gader, dem han ikke skal forlade Dagen igjennem, saaledes kaster Aprilsolen, naar den spiller paa Rendestenen, Uro i Fiskerens Blod og kalder lokkende den blanke, sivgroede Sø frem for hans Tanke i Erindring og som Ønskers Maal, og det dirrer i hans Haand af Begjærlighed efter at gribe Lystret.
Med det i Haanden lader Fiskeren sig stage frem i en smal, fladbundet Baad, eller han kan, hvis han er tilstrækkeligt dygtig, gaa ud alene, baade være Fanger og Baadstyrer, slippe Stagen uden Støj for hurtigt og dog næsten umærkeligt at gribe Lystret; eller — og det er Fuldkommenheden — han kan staa med en Fod paa hver Rælings Kant og arbejde sig frem med Lystret som Stage. Der skal en rolig, sikker Haand til for at glide lydløst gjennem Sivene, saa at Fisken ikke skræmmes; der skal et skarpt Øje til for at skjelne den fra Rødder og Pinde, naar den staar ubevægeligt paa Runden under den krusede Flade; der skal Øvelse og Kraft og Smidighed til for at træffe, thi Fisken staar ikke dér, hvor man ser den: Vandet bryder Lyset. Og kan Fangeren fra sin gyngende Plads kaste Spydet i den opskræmmede Fisk, der med et Slag med Halen ilsomt flygter gjennem Vandet, forstaar han sin Kunst.
Af og til falder der ogsaa en Suder af. Har man Held med sig, kan man snart faa til en Ret, selv om der er mange Munde, thi en Gjedde paa 20 Pd. fylder godt, men gaar man hjem, skal man ikke glemme et venligt Ord til Hunden, der har ligget og kjedet sig. Saa er den lykkelig, gøer og danser, springer op ad En og hamser efter Næsen; den følte sig tilsidesat, overflødig, forladt, troede sig unyttig og er taknemlig for Paaskønnelsen.
Det er som i Kjærlighed: il n'y a rien comme l'amour d'une laide.
