Jagtbreve/5
V.
I Maj 1887.
Skralt er det naturligvis med Jagten for Tiden: man er rent ude af Saisonen; men af og til falder der jo dog lidt af. At myrde Rov- og Kragefugle fra Reden, kan ganske sikkert ikke henføres til Jagt, og man gaar kun nødtvunget til det. Der er ingen Fugl saa smuk som en Rovfugl: en kongelig Rejsning, et vildt, stolt, begjærligt, foragteligt Blik, et Vingeslag saa elegant, kraftigt, adræt — Lærkefalken tager Svalen i Flugten — som hos ingen anden Fugl — — det er Synd og Skam at udrydde Rovfuglene. Hvor fængslende er det ikke at følge den jagende Hønsehøg? og det gjør man ofte ingensteds bedre end i Kjøbenhavn. Flokken splittes, de forskræmte Duer farer forvildede omkring, Dueholderen trækker Flaget ind og fløjter og kalder, men Høgen er midt imellem dem. Han slaar nedad, det gjælder derfor om at komme øverst, og de Duer, der ikke pilsnart kan kaste sig ind i Slaget, har intet andet Valg end at stige; og de maa se sig for; thi Høgen har Øjnene med sig, han jager en Due paa Skrømt og kaster sig saa pludseligt efter en anden, der tror at kunne benytte Øjeblikket til at søge Slaget; indhenter han den, rejser han sig lige lodret op, kaster Kløerne ind i Ofret, saa at Dunene staar omkring som af en revnet Dyne, og sejler saa sindigt, roligt ned paa et Tag, hvor kun Dueholderens Forbandelser kan naa ham. Det er spændende at følge Høgens Jagt. Man fristes til at skaane hans Rede. Men han forstaar sig ikke paa Erkjendtlighed, han er uden Barmhjærtighed, og naar man den ene Dag savner en Due, der rugede, den næste finder en plukket Agerhøne, saa forgaar Taalmodigheden, og man lister hen til Høgereden. Man dræber et Utyske, men man jager ikke.
Det gjør man heller ikke, naar man med en Riffel piller Ravne- eller Raageungerne eller de halvvoksne Hejrer ned fra de Grene, de har vovet sig ud paa, inden de endnu tør forlade sig paa Vingerne: det er en Skiveskydning mod levende Maal.
Marken er lige tilsaaet; der er ingen Jagt paa Landjorden. Men der er paa Søen — i vore Bugter og Fjorde og Bælter. Dér er Knortegæssene. Nu er de komne og skal nordpaa for at yngle, højt mod Nord, siger man, de gaar, og de maa skynde sig; thi de forlader os først i Juni og er her igjen med de fuldvoxne Unger i September. De ligger i Flokke, store og smaa, langs Kysterne, men de kommer aldrig i Land, de gaar ikke som Graagaasen op paa Markerne, de holder sig omtrent paa samme Sted i Søen, og letter de, kaster de sig snart igjen.
Der er mange gode Jagtgrunde; Limfjorden og Øresund er blandt de bedste; henne om Saltholmen, oppe ved Rungsted og i Nivaabugten er der fuldt op af dem.
Fra Ro- eller Sejlbaad giver Jagten kun et højst tarveligt Udbytte; man maa give 40 Kroner for at leje en lille Damper en Dag. Helst skal man være ude om Morgenen i Dagbrækningen, men forresten kan man jage Knortegæssene hele Dagen og Fangsten retter sig — naar man da forstaar Kunsten og har passende Vaaben: en Muskedonner — hovedsagelig efter Vejrliget. Frisk Kuling, saa at Havfladen er lidt bakket uden at skade Sejladsen, det er Hovedbetingelsen. Saa sejler man fra Flok til Flok; man maa ikke lade sig skuffe af Afstanden, som man paa Søen er tilbøjelig til at beregne for kort, og derfor aabne Ilden for tidligt; men kan man skjelne Gæssenes Øjne, er det Tid. Tidt letter ikke hele Flokken paa én Gang, en Del er mindre ængstelige, og navnlig er Kurmagerne saa optagne af de Skjønnes Yndigheder og forstaar at hviske disse saa fortryllende Ting i Øret, at Øjet blændes og ikke ænser den lille sorte Baad, der hurtigt nærmer sig gjennem Vandet, at Øret for kælne Ord ikke har Plads til de takt faste Stød fra Maskinen („Leonidas“ kan jeg huske en saadan lille Provinsbaad hed, og Stemplet slog uafbrudt: Le—o—ni—das, Le—o—ni—das), der som Klapperslangens Raslen melder om Faren. Men Gasen nejer og krummer Hals og drejer sig og snadrer og gjør sig saa smuk som muligt; og Gaasen er i én Henrykkelse, men lader som Ingenting; og Baaden nærmer sig.
Det er den gamle Historie — und sie bleibt doch immer neu.
Naar en stor Flok letter, men 3 eller 4 Par magende bliver tilbage, saa passer Jægerne paa, spænder Bøsserne, fordeler Vildtet mellem sig — og saa har den daarende Elskov endnu engang vundet en blodig Sejr.
Man maa tage Vind og Vejr iagt, det er ingen let Sag at skyde fra et vippende Dæk efter et gyngende Maal, og denne Jagt kræver som al anden Jagt Snarraadighed, Omtanke og Anstrængelse for at give Udbytte; men den bliver let sløvende, man spærres inde i en lille kvalm Kabys, man steges paa den ene Side og fryser paa den anden, man maa leve af tør Kost og en Dampskibsbøf, som man endnu smager næste Dag, og selv om man, naar man om Aftenen lægger sig, er veltilfreds med Dagen tilbragt i en 3—4 gode Venners Selskab, med sig selv som Jæger og med Udbyttet, saa hviler man dog ikke, som naar man har jaget en Dag over Lyngheden eller gjennem Krattet, Sjæl og Legeme, og Blod og Muskler, og Hoved og Ben er ikke lige trætte, lige udmattede, lige trængende til Fornyelse — og det er Jagtens første Charme.
Tværtimod! Fødderne er kolde og i Hovedet dunker det: Le—o—ni—das, Le—o—ni—das!
