Jagtbreve/19
XIX.
Sømænd er overtroiske, siger man.
Det kan gjærne være, og jeg tager Hatten af for Tro som for Overtro.
Man maa have en Streg at gaa Livets Gang efter: En har et Maal, En følger Pligt, En gaar paa Overtro og Sligt.
Men det kan ogsaa gjærne være, at Sømændenes Overtro kun tildels er ægte, at den er en Maske, et Skjul: de har deres Tankegang og deres Vaner, som de véd, vi Landkrabber kan ikke sætte os ind i eller forstaa, og saa bruger de Overtroen for at faa os til at rette sig efter dem.
Jeg har selv en Gang duttet mig Overtro paa.
Det er nogle Aar siden, at en arkæologisk Udsending bad mig om Tilladelse til at udgrave nogle Kæmpehøje, der findes paa min Mark. Jeg skulde skænke Højene til Staten, som saa vilde fredlyse dem — og begynde det med at udgrave dem.
Jeg sagde ham, at det forekom mig, disse gamle Høje var sikrere i mit Værge end i Statens, naar jeg saae hen til mine Naboer, som havde fulgt lignende Opfordringer: nu laa deres Høje opgravede, aabne, gabende til Spot og Spe for Vejfarende, til Skam og Skændsel for Folkets Sømmelighedssans, til Vansyn for Landskabet — — og de ligger der da saaledes endnu.
Han lovede mig, at mine Høje skulde atter blive fuldstændigt tilkastede; jeg maatte selv forestaa det.
Jeg fremførte da, at vore store Forfædre var næppe med Møje og Besvær bievne jordede i disse Høje, for at vi skulde rode i dem og stille deres Benstumper og Tænder i numererede Glas paa Musæet. Lad dem hvile i Fred!
Saa talte han om Videnskaben, varmt og indtrængende, og da han troede at have overbevist mig, sluttede han: „Tak! saa begynder jeg en af Dagene.“
„Jamais!“ udbrød jeg — „ça porte malheur.“
Og Manden tog sin Hat og gik; og mine Høje ligger der den Dag idag og skjuler, hvad de gjemmer. —
Det er endnu ikke et Aar siden, at jeg rejste fra New York med Thingvalla-Selskabets Baad „Gejser". Klart, fint Vejr med høj Sø, Vinden agten ind, den store Damper løb smult i Læ af Long Island forbi Sandy Hook og endnu et Stykke, saa duvede den, tog imellem en Sø ind over Næsen, men agter var der tørt og rent og blankt, man mærkede ikke Vinden, som løb med og forbi.
Der var almindelig Munterhed. Kun en enkelt Passager var misfornøjet; han havde — sagde han — faaet sin Kahyt helt agter ude, over Skruen, den dunkede ham i Hovedet hele Tiden, det var ikke til at holde ud, der var slet ikke Tale om at kunne sove til Natten. Saaledes gik han og brummede hele Eftermiddagen, og ud paa Aftenen spurgte han Første-Styrmand, om han ikke kunde faa Lov til at sove i hans Kahyt, som var forude.
„Jo—o, — aa jo, det kan De nok.“
Men da Første-Styrmand ved Sengetid kom ind i Rygesalonen, hvor en Del af Passagererne sad ved en Grog og sang amerikanske og danske Viser, sagde han, at den nervøse Passager havde lagt sig i hans Køje; Styrmanden havde troet, han vilde ligge paa hans Sofa.
Henad Morgenstunden kom den nervøse Passager i meget let Kostume med Klæderne paa Armen stormende ind i første Klasses Salon og søgte sin egen Kahyt.
Da jeg næste Formiddag klatrede op paa Commandobroen og havde hilst paa Capitainen, sagde jeg til Første-Styrmand:
„Deres Køje behagede nok ikke Deres Gjæst fra inat; han kom hjem, før Fanden havde faaet Sko paa.“
„Kan nok være,“ svarede Styrmanden. „Jeg har selv Brug for min Køje, naar jeg kan kravle i den, og jeg sendte derfor hvert Qvarter i Nattens Løb den ene Matros efter den anden ned for at trække i ham og varsko: Styrmand, Styrmand!“
Den friske Vind havde blæst Taagen bort fra Bankerne — Newfoundlands-Bankerne —, Luften var fremdeles ren og klar, Farten var god, og hvis den Vind stod, ja f. Ex. til vi lagde ind ad Toldbod-Bomløbet, vilde vi gjøre en hurtig Rejse.
Høj Sø, tørt Dæk; Land havde vi tabt af Syne, en enkelt And mindede om dets Nærhed, og Maagerne, som gjør Farten med over Atlanterhavet, fløj i Kølvandet, næsvist lige ind over Dækket, man kunde slaa dem med en Pisk, de spejdede, drejede Hovedet, rørte næsten ikke Vingerne og fulgte dog med, indtil der blev lænset Noget ud fra Kjøkkenet, saa kastede de sig glubende over det, skreg og sloges. Derved kom Flokken lidt bagud. Men naar de havde taget, hvad der var, vandt de snart op igjen, alle sammen: Stormmaager og Havmaager og Torskemaager; de smaa hvide med de spidse, skarpt brudte Vinger, de tindrende Øjne og de sorte Pletter paa Kinderne, holdt sig tæt om Flagstangen, de store graa med de runde Vinger, der næsten giver dem Udseende som et Kors, sejlede hen langs Havets Overflade, et Haarsbred fra Vandskorpen, ned i Bølgedalen og op igjen.
Der var en af Passagererne, der hentede en Bøsse, ladede den og lavede sig til at skyde en Maage.
„Lad dem være,“ brummede en gammel Sømand, der gik forbi. „Det bringer Uheld."
Saa blev Bøssen sat ind igjen.
Da vi naaede op under Sable Island, kom der en stor Falk og satte sig i Stormastens Tovværk. Den ivrige Jægersmand løb efter Bøssen; men nogle af os — Passagerer — og nogle Sømænd kysede ad Fuglen og den fløj bort, ud af Sigte.
Nogen Tid efter kom den tilbage, Jægeren hentede atter Bøssen, vi klappede i Hænderne og viftede med Tørklæder; men træt som Falken var, skræmmedes den ikke, før der blev kastet Noget op i dens Nærhed. Saa fløj den — og i det Samme faldt Skuddet. Fuglen gjorde et Kast i Luften og sejlede med stive, spilede Vinger ud over Havet, ind mod Land; vi fulgte den med Øjnene langt, langt bort; den maatte snart naa Land, tænkte vi.
„Det bringer Uheld,“ sagde Sømændene.
En Time var Fuglen borte; saa kom den tilbage og satte sig i Merset. De lyse Fjer paa dens ene Klo var blodige. Jægeren vilde atter skyde, men nu fik han ikke Lov til det; han vilde være bleven bundet, om han havde prøvet derpaa. Falken sad lidt og vaklede, saa faldt den død ned paa Dækket. Folk stimlede sammen om den. Jeg fik den, tog Indvoldene ud, syede den ind i Papir og Lærred og hængte den med Capitainens Tilladelse ind i et af de luftige Kjødskabe, der fandtes paa Commandobroen.
Nu staar den udstoppede Falk i min Spisestue.
Men da „Gejser“ forleden passerede Sable Island for hjemgaaende — — —
Saa gæve Gutter, som vel nogengang
har pløjet salten Sø med hejset Planke;
og tidt faldt Vejen lang og træg og trang,
saa spytted de i Næven, sang en Sang —
og sendte hjem en Sømands Længsels-Tanke.
Højt bar de Dannebrog fra Kyst til Kyst,
de hævded Danmarks Ry paa fjærne Strande.
Og efter Mulm og Taage bli'er det lyst;
og efter Uvejrs-Drønet bli'er det tyst;
og bløde Hænder klapper vejrbidt Pande.
De gik tilbunds. Gik nedenom og hjem.
Nuvel! Den Vej skal vi engang dog Alle.
Men Livets Maal er: gjennem Kampen frem;
og derfor, Manne! Hatten af for dem,
som kæmpende i Ungdoms Vaar maa falde !
