Jagtbreve/18
XVIII.
Jylland, i August 1888.
Vildænderne — det vil sige Graaænderne — formindskes Aar for Aar i en saa foruroligende Grad, at det truer med Tilintetgjørelse. For en Snes Aar siden var der endnu en Masse Graaænder hertillands i Søer, Moser, Tørvehuller, Aaer og Mergelgrave, og Jagten paa dem var baade fornøjelig og indbringende; nu kaster Jagten saa godt som Ingenting af sig; Fuglen er næsten bleven en Sjældenhed. Det er ikke saa underligt efter det systematiske Udryddelsessystem, som der er anvendt paa den: Graaanden har været et fredløst Dyr, den er bleven jaget hele Aaret rundt og paa alle mulige Maader: i Hækketiden om Foraaret i Grøfter og Damme; saasnart Ungerne var blevne 14 Dage gamle, var det jægermæssigt at skyde Moderen — Ællingeanden — bort, for at den ikke skulde trække af med Yngelen; derved ødelagdes de bedste Rugeænder og Ællingerne kuedes i Opvæksten; naar saa disse havde sat Spejl paa Vingerne, blev de hidsede af Vandhunde og uden Skaansel skudte til den sidste, idet de forsøgte at flattre hen over Vandskorpen, eller de blev snappede, naar de søgte Skjul i Græsset; hele Sommeren blev Roandrikkerne, der havde slaaet af, jagede i Søerne fra Land og Baad og skudt, naar de passerede de huggede Skyderender i Rørene: Glimerne; om Efteraaret lurede Jægeren i Skumringen ved Vandpytter og Damme, og i Vinterens Hjærte undsaa han sig ikke ved at skyde de forkomne, afpillede Ænder, der søgte til enkelte isfri Huller i sprudlende Bække eller ved lunkne Kilder. Naar der saaes en Vildand, var det, som om Fjenden var kommen i Landet: Bavnen lyste og Budstikken løb.
Det er mærkeligt med den Lyst, mange Mennesker har til at faa Livet af det Levende, de ser.
Der falder mig i Tankerne to Mejerielever. Den ene hed Oldenburg. En skjøn Foraarsdag hørte jeg den anden, der stod i Gaarden, raabe til Oldenburg, der laa i Vinduet:
„Oldenburg! Oldenburg! Kom med Bøssen.“
Oldenburg forsvandt som et Lyn og viste sig kort efter med en stor Muskedonner og et jagtgejlt Aasyn.
„Hv’ e’ der?“
„Der sidder en Star,“ sagde den anden og pegede op i et Træ.
Og Staren maatte ned. —
At Ænderne ikke kunde holde sig overfor en saa barbarisk Forfølgelse, som den, de har været underkastet, er klart. De tog af, og de, der blev tilbage, blev sky og vilde. Saa tog Forfølgelsen til; Enhver tænkte, at det var ikke værd at skaane Ænderne, da de idag var her, imorgen maaske 20 Mil borte. Loven har først iaar strakt sin beskyttende Haand over Ænderne for nogle Maaneder. Men i et Land som Danmark kan ufredet Vildt ikke bestaa.
Der er maaske enkelte Pletter endnu i det mørke Fastland og andensteds, hvor Jægeren ikke behøver at bryde sig om Andet end at slaa ned, men de moderne Communicationer og de moderne Vaaben vil snart ødelægge alt Vildt, hvor det ikke fredes. Buffaloen er udryddet i Amerika, Hvalen vil forsvinde af Ishavet, Næsehornet og Nilhesten og Løven vil ikke overleve næste Aarhundrede. Vildtet maa dyrkes. Og Danmark egner sig ganske udmærket for Dyrkning af Graaænder. Udtørringerne og Dræningen har ødelagt Bekkasinerne og tildels fordrevet Storkene (iaar er der forresten mange Storke); men har ikke været til videre Skade for Ænderne. Hele Landet er bedækket af store og smaa Vandhuller, der kun venter paa at blive beboede — og hertil hører ikke andet, end at Menneskene beskytter Ænderne imod Angreb af Rovdyr og omgaaes dem med lidt Venlighed. De maa kunne ruge i Fred. Derfor bør man skyde Ravnene, som stjæler Æggene (Kragerne kan ogsaa være slemme), og værge Anderederne mod Ræven ved Indhegning eller ved at skabe Øer, hvad der i Almindelighed let lader sig gjøre ved lidt Udgravning.
Danmark kunde blive et Eldorado for Ænder, og nu, da Opmærksomheden er henledet derpaa, da Interessen er vakt og har sat Frugt i Lovbeskyttelse, er det at haabe, at Vildanden fra at være et sky, ængsteligt, fredløst Dyr, man af og til er saa heldig at kapre, maa blive en fredlyst og vigtig Del af Vildtbestanden, som pynter i Landskabet og gjør godt i Kjøkkenet.
Der er gjort en Begyndelse til Dyrkning af Vildanden. Den er gjort af Grev Mogens Frijs, der ikke blot har det største og bedste Jagtterrain i Danmark (om Frijsenborg har han indhegnet Syv Tusinde Tønder Land for Vildtets Skyld), men tillige er en udmærket Skytte og sikkert er vor første Jæger; han kjender de forskjellige Vildtarters Vaner og Behov og forstaar at læmpe Forholdene derefter. Der er Folk, der er fortrinlige Skytter, men som ikke har Begreb om f. Ex. at føre en Hund eller søge Vildtet paa rette Sted; de stolper af efter Næsen. Hvad der lykkes under Grev Frijs' kyndige Haand, behøver ikke at lykkes for Andre, og hvad hans Pengepung kan yde til Jagt, kan være uoverkommeligt for Andres, f. Ex. større Indhegning eller Fasaneri. Men til et Vildanderi, saaledes som Grev Frijs har anlagt det ved Søbygaard, hvor der nu er Hundreder af Ænder, hører ikke andre Lokaliteter, end der findes ved en Masse Gaarde her i Landet, der hører saa godt som ingen Udgift til — der hører egentlig kun lidt Venlighed og Pasning til.
Man indhegner et Stykke Jord om eller ved en Dam og indenfor Indhegningen sætter man nogle stækkede Vildænder, som man kan kjøbe eller lade udruge. Disse fodrer man til bestemte Tider, og de vil trække vilde Ænder til sig. Naar man vil lade være at løbe efter Bøssen, hver Gang man ser en And, vil de vilde snart blive halvtamme og komme til Fodertiderne. Om Vinteren maa man slaa Hul paa Isen, hvis den skulde fryse til, men forresten kan en Flok Ænder længe holde en Vaage aaben.
Om Foraaret, naar der kommer Grøde i Alting, ogsaa i Andehjærter, fordeler Ænderne sig Par om Par — den vilde And er monogam, det er først under Menneskets vej ledende Opdragelse, at den bliver polygam — det gaar dem, som det gaar Alle, der lever for og i Kjærligheden: de søger Ensomhed, eller vel rettere: de søger Tosomhed, hvad der i Grunden er det stik Modsatte, det gaar dem, som der staar i Visen:
Quand les canards s'en vont à deux,
C'est qu'ils ont à causer entre eux,
det gaar dem, som det gaar andre Jordens Skabninger i Foraarstiden, og det gaar dem, som det gik Ridder Kalv, at de ender med at sætte Kaasen hjemad — og har Noget med.
Saa bliver Andegaarden fuld.
