Jærnet/3/5
Lussegæsterne larmede under det lave Loft, under Skyerne
fra Birkebrændets Hede, fra Nattens Kuldeos i Klæder
og Hår, fra Dampen af Ånde og Sved og Bordenes Dynger
af Mad og Øl og Glögg.
Blussende Ansigter, Toupéer og Slørstel, nøgne Skuldre, Knægtes og Brugspatroners Uniforms-Knapper og Præsters Snipper kom og gik i Glimt fra Armstagerne, fra Væggenes Girandoler og Loftets Kandelabre, i Glød fra Sancta Lucias Krone.
Ja, se dens Sol over Tågernes Hav, over de svedende Pander, de råbende og tyggende Munde, de gaffel- og bægersvingende Hænder, over Gryn- og Blodpølserne, Flæske- og Ribbensstegene, Kartoffel- og Kålrabi-, Knække- og Paltbrøds-Dyngerne, over Vin- og Brændevins-Buteljerne, over Galten, med Laurbær-Kransen om sit flommende Fedt, uspiselig selv for en Värmlændings Mave — Festens Symbol: den ufordøjelige Overflod!
År efter År mindedes Steffan den, Svinet på »Bjærget«! I Aftes forkyndte dens Hvin, at nu var Festen oprundet i Järnbäraland; i Dag samlede den sine Indbudne til dens Helligholdelse; i Morgen lokkede den de Uindbudte, ved sit Ådsel spigret til Stagen i Ulvegraven, i deres egen.
Men — Steffan klamrede Hænderne om sin Tallerken med den rygende Blodpølse, Lucia-Gaven, der før fyldte ham med Gru og Lede — han sad ved Taflet! ved »Spisebjærget«, det egentlige »Bjærg«, som de Gamle havde søgt gennem det andets Timile-Skove, om Bord på »den lette Båd«, det hellige Skib: Madsnekken, der var steget af Vänerns Jærnskød, Frugten af dets blinde Nat!
Og selv en Blindfødt, der med Et ser: Lys, hvor han troede, der var Mørke — Venner, hvor han mente, der fandtes Fjender, stirrede Steffan rundt på deres Ansigter, som han havde svoret Had og Undergang: »Bjærget«s Herrer og Fruer, de Lydige og Kærlighedsløsel Og såe, hed af Anger og Tak, at de var hans Søskende, og Søskende indbyrdes, én Familie!
Ja se dèr — »Poeten på Bjærget«, Farbroder Anselm, der havde sunget ham hjem i Järnbäraland — se ham, med Manken kastet tilbage og skummende Bæger, drikke Festens Skål med tykke Lagmand Mårten Crälius, hans Hverdages Arvefjende, »Magtens Tyr«!
Og Crälii fede Hånd klappede det grønne Bånd, der har Luten omkring Farbroders Hals, og Farbroder legede med Vasaordnen på Crälii Bringe!
Mens Anselms Andsbroder, Conrektor Fingal Juringius fra Karlstad, sad smilende mellem »Hafre-Petter«, Kornpugeren på Rud, og »Fläckfota«, Smør-Baronen på Sällboda.
Og dèr — Bjærgrådinde Euphrosyne van Harmst, geboren Dabelstein, den langlivede og langtlokkede Hamburgerinde, der bares til Dåben af selve »der grosze Messias-Sänger«, og som, med samt sine Tønder Guld, hjemførtes til »Bjærget« at konsolidere og formere det van Harmst'ske Familiebrug. Og som nu på Solfors, i Røgen fra de nye 22 Alens Højovne og i Braget fra de nye Lancashire-Smedjer, lærte sin Søn, Adrian, Slægtens Sidste, at brodere Viol- og Rosenkranse på Sofapuder og sylte Potpourri i kinesiske Krukker, mens hun læste højt for ham af Höltys »Gedichte« og Millers »Siegwart«, ein Klosterroman … Se hende, høj som en Humlestage, i Proptrækker-Krøller og Gudinde-Gevandt, søsterligt søbe Multebær-Likøren med »Flitzan«, den 300-pundige Værtinde fra Frimurerlogen i Karlstad, Fru Flitz — af hvis Moderbarm alle Knægte diede deres Huld og Humør til på alle Värmlands Landeveje at udbrede det glade Evangelium: at Markens Liljer ej havde nødigt at spinde og Himlens Fugle ej at sanke i Lade på det »Bjærg«, som Gravenes Døde havde smeddet i Panser og Plade, og Grubernes Trælle fyldte med Mundgodt!
O ja, dér komplimenterede Jærnets nye Profet, Bjærgmester v. Schéele, og dets gamle, Bjærgråd van Harmst, hinanden til dette Resultat — på Målets Dag forglemmende al smålig Strid om Midlet!
Og som Svinet, Luxus-Dyret blandt madnyttige Retter, tronede Bas-Fre'rik mellem Ingeniørerne for den nye Persbergs railway og den nye Kristinehamn Søtrafik, Major Claës Adelsköld og Major Olivecrona ..
Og Sancta Lucias Krone skinnede over alle, over Gudmoders Pande som over Fornægteren, Olofs Varulvebryn — ja, spejledes i Peiter Pitters sorte Briller, i det Dødes Nat! Inden for hendes Lysring sad de alle, Værdige som Uværdige, ja Villige som Uvillige!
Hvor hen han vendte sine Øjne gennem Salens Damp af Sved og Fordøjelse, funklede hendes Sejrs-Tegn: Jærnet — fra Arbejdstroppernes sorte Uniformer som fra Krigernes grønne og blå, fra Brugsfolkenes Knapper med Magnet og Fakkel som fra Militærets med Sabel og Gevær. Fra Bjærgmester v. Schéele og Bjærgråd van Harmst med »Jærnkontoret«s Ordner i Guld, fra de menige Brugspatroner- og Inspektører med Bjærgskollegiets Medalje, fra de sidste, hvidhårede cultores montis af Almuestand, Bergsexmændene, med Skuepengene.
Hun sad dér, deres Lucia, i sin Æresvagt, mellem Generalerne Löwenhielm og Malmborg, Sværdets Øverste på »Bjærget«, Heltene fra Napoleons 250,000s Undergang i Ruslands Sne og fra de 100,000s Fald i Folkeslaget ved Leipzig, og Løjtnanterne Jacob Lättfot og Petter v. Uttfall, Heroerne fra Markeds-Slagsmålene ved samtlige Lenets Kermesser, fra Kristinehamns Fasting og Karlstads Persmesse til »den äwie glädjan« på Ombergheden i Sunne, Triumfatorerne fra Væddekørslerne ad alle halsbrækkende Landeveje, fra Svänkeviks-Bakkerne ved Vänern til Hindershøjderne i Timile-Skovene, om forrest af den flyvende Skare at nå det ypperste Madsted og de skønneste Pigers Hjem.
Eller var måske det hulkindede Ansigt dér i det hvide Hår og Skæg — Gustaf Ekman, Herren til Lesjöfors, Lancashire-Smedjets utrættelige Forkæmper i Sverrig, Gas-Svejseovnens Opfinder, Læremestren og Exemplet for Slægtled af Brugsfolk, nu brudt og grånet af tvende Menneskealdre under Jærnets hårdeste Åg — Lucia til større Ære, end Major Bror af Ekestams sorthårede og rosenkindede Åsyn, velnæret, velset og velforlovet efter Decenniers festlige Lediggang?
Brændte, hamrede og svejsede Patronen hendes Magt ind i Redskaber, Våben og Lænker, valsede, fedlede og skød da ikke Majoren hendes Ry ind i Dansesale og Spillebuler, i Eventyrets og Vildtets grønne Värmeskog? Flokkedes omkring Gustaf Ekmans ludende Hoved Fæller og Disciple, fra Thrond Thorlanders Petrus-Åsyn til Inspektør Janne Piscators Ischariotes-Fjæs, stimede da ikke Jævninge og Elever omkring Majorens knejsende Pande?
Jo, han drømte ikke! Märta Molls Forkyndelse derhjemme var gået i Opfyldelse: han sad i Templets Allerhelligste, bag Forhænget, hvor Guds Åsyn sås og forstodes, blandt hans Udvalgte, hans Ypperstepræster!
Se dog Kæmpeskaren dér, tronende foran Sährimner og omkring en Mjødbolle, stor som den, hvori Ættefaderen, Kong Fjölner, fandt sin salige Død: de Vældige på »Bjærget«, Kis'es Sønner, Värmeskogens Nimroder!
Store Nisch: Flötningschef Dahlman, Jærnets Svinger, Ulvens Banemand, Bersærken fra alle Herremands-Fejder mod Bonde, Tater og Vilddyr, gnavede med sit blide Barnesmil på et sovset Lårben — Pleje- og Brodersøn af brave Feltpræst Dahlman, som Ruslands Katarina fangede i 1787, og som i Alderens grå Dage, på Prækestolen i Holmedal, funklende lig en Sol af den store Kejserindes Ømheds-Gaver: Spænder, Nåle og Ringe, forkyndte de Renes og de Fattiges Evangelium …
Steffan lukkede Øjnene. Blegnede ikke selv deres Lucias Glorie imod den, der strålede om dette troende, gumlende Åsyn, fra dets Barndoms Lærestunder mellem Farbroderen og hans Hjærtens-Ven, Nordens Alcibiades, Gustaf Maurits Armfelt, Gudernes, »Solkongens« og Kvindernes Yndling?
Hvor trallede den Pige, hvor sprang det Dyr, eller trællede den Bonde i Värmlands Skove, som ikke hine tvende Stores Plejesøn en Gang havde jaget og fældet?
Men nej — »Solkongen« var faldet, hans Sol gået ned, kun dens Genskær over denne Pande! Mens deres —
Se nu drak hun dem alle til med »Velkomsten«, skummende af Gudmoders 100årige Øl, Brygget af hine 100 År!
Og hun hilstes af Lenets Jægermester, Herman Adolf Falk af Gate, Guerilla-Chefen fra Krigen mod Norge, fra Lier og Magnor Bro, Føreren af Elfdals Kompagniets Tog bag Adlersparre mod Stockholm, at afsætte Vanhelligeren af tredje Gustafs Solfest, Bibeløget Gustaf den IV Adolf! Banemand for 104 Bjørne og hint Karl Johans Fabeldyr i Stockholm: halvt Ulv, halvt Bjørn, alt Ondts Symbol, som han ramte i dets eneste, blodskudte Øje, da hver en anden Dødelig flyede for Dampen af dets Gab, løftede han dér, med sin Navnes, Falkens Blik under de hvide Bryn og dens Kløer som Fingre, sit Bæger mod hendes Velkomst. Og hendes Krone tændte det 100årige Ølskum som en Glorie om hans eget 76årige Hoved.
Hvad sagde Barchäus på Jærnets største Dag? »Caesar, morituri te salutant!« At Steffan havde grædt og gruet for for de Ord! Caesar, det var jo ham selv, hans Tid, alle Tiders Frugt!
Ja, med Bugen læsset op på Bordet imellem Flasker og Fade, med Bringen tindrende af Karl Johans Medaljen og Medaljen i Guld for Tapperhed, med de rødsprængte Kinder stønnende af Åndenød, drejede Carl Axel Nauclér, Kaptajn i Regimentet, sin Spilledåse, den til hvis Valse der var danset de utalte Aftner i de utalte Värmlands Gårde, hint halve Århundrede rundt, han og hans talløse Jagthunde havde kreset, som Solen selv, over Fernebo.
Helt fra Medskog, Mattram og Lier, Ven med Karl Johan og Herre til Sällboda i Gunnarskog i Jösse, styrede han sin Ölands-Ponny forrest blandt alle travende »Knægtes«, svang han, 66årig, sin Fod højest i Taget af alle Jössedansere, og overdøvede han nu, da hans Vals var endt, selv Farbroders Stagnelii Sang ved Lyren, ja Lusse-Gildets ganske vældige Brøl ved, med Spilledåsen dansende som et Skjold mellem Hænderne, at sjunge mod Lucia:
»Ädlaste mål oss vinkar på vår bana!
Än kan med oväns blod ett fält här färgas rödt!
Skarpt är vårt stål och blöda är vår vana!
Alla, alla käckt framåt!«
til en Kæmpearm rev ham over Ende, så Spilledåsen, Värmlands Dansegige og Stridstrompet, nær, som hin alle Svears Heltekonge, havde endt i Mjødkarret, mens en Strøm af Babylonisk:
»Good dam, brother, drick, drick! din gamble, blodsultne
swine!«
nåede Steffans Øren, som en Forsikring om, at var end
denne Røst Jakobs, var Hænderne Esaus, Värmeskogs tro
Søn, Lucias fødte Tilbeder!
Ja, i Sandhed, ti Trealens-Kæmpen dér var jo selveste Llewellyn Lloyd, Englænderen — nej, Verdens-Vagabonden, der en Gang strandede på »Bjærget« her og fandt sit forjættede Land: Skove og Søer så myldrende af Dyr og Fisk, at de, som han for undrende Landsmænd berettede i sine: »Jaktnöjen« og »Tjugu år i Skandinavien«, lugtede af Vildtsovs og smagte af Fiskesuppe! ubestigelige Højder, uigennemtrængelige Dale og rivende Elve uden Grænseskel, uden Jagt- eller Fiskelove! Ruder, vinkende gennem Natten og Urskoven med Lys og Arnebål, med altid åbne Døre, altid bovnende Fadebure og Himmelsenge, altid stemte Violiner og bonede Dansegulve, altid redebonne og altid ledige Kammerater, Stifindere og Jægere, altid smilende Møer, kække og øre som Skovenes Huldre!
I mere end et Fjerdedels Sekel havde denne Fremmede nu gæstereret her i de gratis Herbergers Land, i de fire Vindes Asyl og, Mand fra det Fjærne, blevet Indfødning af Fernebo, Värmland-Lucias Tjener!
På Rigets Sydgrænse, hvor Landevejen fra Göteborg passerede mellem Halle- og Hunnebjærgene, hvor ved højlys Dag Ulveflokkene strøg over den travle Handelsled, imellem Fragtmændenes Kærrer og Kanalskippernes Pramme, som selve Bjærgenes Skygger og Hunnerkongernes Minder, sad han på Vagt, på Ronnum Gård, at fange hver Passant fra Filisterlandet og døbe ham til en Fernebos Proselyt.
Dér så han jo »Bjærget«s røde Kilde, Jærnet, rinde bundløst forbi, ned mod de lave Dale, og forvandlet til Guld, til Dukater, Korn og Vin strømme tilbage. Dér så han alle Himlens frie Trækfugle, Sangsvanernes og Mejsernes muntre Tyveflok: Poeter og Malere, Vaganter, Spillemænd og Zigøjnere toge op mod »Bjærget«s vinkende Skove — et ustandseligt Tog, der aldrig vendte tilbage, en Folkevandring, der havde fundet Hjem!
Han blev Portner til det Rige, over hvis Dør Farbroder sagde, der stod skrevet: »I, som indtræde her, lad hver Bekymring fare!« Ja, hvad sang ikke Farbroder til den store Ferneboers, Llewellyn Lloyds Pris?:
»Han er Forspringeren i den Langdans, der slynger sin Kæde fra Vänern, fra »Knalledoniens« Grænse, Hjemmet for alle »Knallar«: Borås', Allingsås' og Göteborgs Handelssjæle, til Sandkällefors på Grænsen af alle træexporterende »Baggbölinger« af Nordmænd! Han er Høvdingen for de kæmpemæssige Jagter: Sogne- ja Herredsopbuddene på hundrede, ja tusinde Mand, der — indråbte fra samtlige Lenets Prækestole, — med Marquesen af Devonshire og alle Europas Argonauter i Spidsen, under Pibers og Trommers Lyd, under Faklers og Faners Blus, under alle Tungemåls Hallo og alle Ildvåbens Gny, som selve Jagten på Eventyrets gyldne Vædder, toger ind gennem Värmeskogen, i hvis dunkle Krat Dyrets Krumhorn vinker!«
Steffan nikkede. Ja — og han var Fader til talløse møfødte Børn, al Illegimitet til Trods Tronarvinger til hans Rige — om de ikke som Sønnen Charles Andersson, Livingstones Følgemand, udvidede dets Love og dets Grænser til Ovambofolkets endnu friere Fernebo, og i Ngamisøen, i det sorte Fastlands Kilde, omsider slukkede Tørsten i Jordens Hjærteblod — og betalte Prisen med sit eget …
Ja hør, med sin 66årige, falske Stemme, på sit Kaudervælsk af Svensk og Engelsk sang han nu, lænet over Bordet på sine vældige Arme, en brittisk Sang til Värmlands Lucia. O ja, ej blot »Bjærget«, ej blot de, men hele Jorden, alle Aldre priste hende, deres Lucia!
Hjemme på Idets Boghylde stod Fader Lloyds: »Jaktnöien i Sverge och Norge« og Søn Anderssons: »Lake Ngami« Side om Side.
Og her i Karolinernes gamle Spisesal — Steffan rejste sig — her tændte Lucias Krone Petter v. Uttfalls blussende Fjæs under Grev Jobs dødblege Ansigt. Og sang de af Latter, Juleøl og Svinefedt skummende Læber ikke samme Sang som de af Sårfeber og Mareridt fortrukne deroppe i Lorenz Paaschs mørke Lærred: Jærnets Hymne, den Frikøbtes som Ofrets!
O jo, Märta Moll, du læste af Biblen over mit Sygeleje om det Abrahams Taffel, hvorom Slægter skal samles fra Øst og Vest. Se, jeg har fundet det: vort Nu!
Ti som Israels Børn sidder vi i Jærnets Allerhelligste, ej i dets Forgårde: Seklernes Stue og Savolaxhyttans Ovn og Fattighus, ej blandt dets Profane: Krigere og Trælle, men blandt de Indviede: Ypperstepræsterne, bag Forhænget hvor Guds Ansigt ses og forstås!
Denne Boligs Indskrift: »Ille terrarum mihi praeter omnes angulus ridet«, nu fatter jeg den! Se se, vor Krog af Verden, vort Nu af Evigheden ler! Se Fernebo, Landet hinsides Ægyptens Jærnovne, hinsides Ørkenens Krige og Hunger, hinsides Lovens Sinai, det forjættede Land, er nået!
Stort Kvæg og småt Kvæg er ofret, Fædrene faldne, og deres Fjenders Børn, alle som ikke er af Valloniet, gjort arbejdspligtige! Jærnets Lov er sket Fyldest, nu opfyldes dets Evangelium, Brabanterfolkets Forfatning: »Joyeuse entrée«, som Farbroder en Gang svor at sætte i Musik, at Folket skulde danse det skønne Navn til Ære!
På store Stene, på hellige Stene stod Guds Hus betrygget!
Men Märta Moll, hvor kunde Moses', hvor kunde Davids Slægt dele det med ham?
Agtede de, der bar ham gennem Hav af Blod og Ørk af Skove hid til Fernebo, den Gud, som de vandrede med gennem Sekler, og de Slægter, som de bragte ham til Offer, så ringe, at de mente, hans Hjem var i Ovne, på Valpladser og ved Dødslejer? at han var de Trællendes og de Faldendes Gud? at Hænder, røde af Rust og Blod, kunde drage Tæppet fra hans Smil: »Det er fuldbragt!«? Kendte de ikke, om ej før så i deres Dødsstund: at af den fødtes han? at Fernebo, for fjærnt for dem at nå, var hans Mål?
Men vi, deres Sønner, Salomos Slægt, hvis Navn er Fred, vi bag Forhænget, sidder nu for det Smil!
Ja, og sad I iblandt os, I vilde fatte ham, hvem du Hindric Griphufvud, du Mester Moll, du Blinde-Olle anede i Eders Tilbedelse! hvem I, Anders Stenkula, Sixten Råbock og Stolle-Namnlös flyede i Eders Frygt: Solen uden Klæder. som Elias Bjur og Patron Jacob drømte, den ukendte Gud, som Zegoel søgte! Og du, Finnepige, din Forbandelse vilde vende sig til Velsignelse!
Men — var han Gud, om I så ham, om det Taffel beredtes også Eder?
Nej, Märta, vi fandt den Gud, som Karolinerne søgte bag Ural og din Fader gennem Järnbäraland! I Fernebo fandt vi ham!
Men salige I, som troede, uden at se, I som tjente, uden at lønnes, den sande Gud! Hvis Middel var Eder og Jærn, men hvis Mål var os og Guld!
Men — Märta, Märta!
Med Næseboerne spilte mod Salens Duft af Vin og Fedt, med Ørene åbne for dens Musik og Sang, med Øjnene spilede mod Sancta Lucias Krone, klamrede Steffan Hænderne om sin Tallerken, som om en Ret, der med Rette fratoges ham …
Jeg, af Salomos Æt, som så og derfor fornægtede, som lønnedes og derfor krævede, som arvede og derfor fragik Arv — hvor kan jeg eje, hvad jeg forskertsede? hvor kan jeg sidde iblandt de Levende, og hvor tør jeg flygte til de Døde? Mod hvem har jeg mest forbrudt mig? mod dem, hvis Liv eller dem, hvis Død jeg søgte at gøre forgæves?
O Gud, mod dig! I Dødssynden: Ulydighed, forenes alle mine Synder! Fornægtelsen af Retten som af Pligten! Nejet til Glæden som til Sorgen!
Hvem ledte Dødsridtet i Nat, hvem styrtede Levende og Døde og Ufødte i Ovnens Gab? Jeg — som jeg havde svoret! jeg, Fornægteren, som stjal Guds Åsyn! jeg, Kain, som just vilde vogte min Broder — og dræbte ham, fordi jeg vilde vogte ham mod Gud!
Märta Moll læste af »Genesis«: »Forbandet fra Jorden, ustadig og flygtig! Den skal ikke give dig sin Kraft!«
Ja, Brødrene og Søstrene, »Bjærget«s Ungdom, Sancta Lucias Hof — se Taflets Præsidium af flagrende Lokker og dunede Læber, af nøgne Arme og senede Skuldre! Se rødmende Kinder og brændende Blikke under Claës af Adelstiernas dødblege Ansigt, omkring Gudmoder Huldas og Landshøvding Oldevigs aldershvide Hoveder!
Se General Malmborgs elve skønne Døtre, Dronningerne blandt dem alle, blusser under Smilet fra Landshøvding Oldevigs Sønner!
O godt, at Sancta Lucia kom til ham sidst af alle på Gården, for sent til at han kunde finde sin Plads blandt dem, der sad øverst ved denne Morgens Taffel! Godt han sad skjult i sin Krog, fjærnt fra dem og det Kald, i hvis Ærind han sendtes hid, og som han sveg i det Øjeblik, Susanna derovre i Børnenes Hus ved sit Kys og sin Dans vakte dem og det: det nye År!
Medens han i »Bjærget«s længste Nat ledte de Dødes Ridt, selv en Død på sit Leje, styrede de, fra Herregårdene på Næsset, Generalsboligerne ved Karlstad og Brugene i de fjærneste Kroge, ad bundfrosne Elve og Søer, dets Fakkeltog af Ånde, Latter og Sang hid til Altret, det endelige Mål: Nuets Fest.
Gud, jeg ser dig og er salig! Jeg ser mig selv og er fortabt!
Og dog, Gud, dog —! Drukner ikke Salen om mig i Rødt, i din egen hellige Farve? Hvis Hjærte brast og døbte den til dit Tempel og os til dine Børn? Mit, Herre, Steffan Choräi!
Se Savolaxhyttan, Seklernes Stue, ja selv Forgården her, denne Sal, forsvinder! og jeg står for dig dér, hvor vi ikke kan skilles, i dit Riges, i Jærnets Allerinderste: mit Hjærte.
Drukken af Hjærtet, det altid og aldrig kendte, rystende ved dets Slag nu da han fattede det, svimlede han for Gud og for sig selv.
Hvem havde han huset i Guds Allerhelligste? Alle dem, Gud dømte, dem han havde nødigt som Ofre — Ly havde han skænket dem, Værn mod Guds Plan — Opstandelse for dem, hvis Pligt var Døden!
Hvor kunde han finde Tilgivelse — og hvor kunde han undgå den? Ja, hvor kan jeg undgå dig, Sancta Lucia, du Guds Vilje i mig, min Nødtørft?
Gud, jeg har ikke villet dig, du har villet mig, dit Blodvidne! Oplod jeg Hjærtet for dine Fjender — hvis Hånd styrtede det da hin Dag i Tårnet, fra dets Forfølgelse af din Lov, nær dens Fuldbyrdelse, ned iblandt dem: Sygdom, Savn og Sorg? Hvem gjorde det fra dit til deres, alvidende som du selv?
Hvorfor, Herre, hvorfor? Vilde du prøve din Styrke just i din Udvalgte, Sønnen af Eventyrslottet, just i Stunden, da Sejren var dig vis: min Hånd nær Susan?
Se, jeg bestod Prøven! Se Hjærtet, du fristede på Sygelejet, i din gloende Ovn, som du sendte ud at ene gå Slægternes blodige Sekelgang — se det forsøgte Hjærte besejrede Fjenden: sin egen og sin Næstes Sot, og grummere af Viden end andre af Tro kender det sig som din, ene din!
Se, fra Tårnet og til Lussemorgen vandrede jeg blind for dit Åsyn, som mine Fædre! Men jeg tjente dig ikke som de! Uddrevet af dit Rige befæstede jeg mig i dets Inderste: i Hjærtet — bekrigede jeg dig, som Konge, ikke Træl, i dit eget Hjem!
Du, som tvang mig til at leve, som du tvang mine Fædre til at dø, erkend mig da, hvor jeg erkendte dig: i vor fælles Styrke: Blodet, som skilte og forenede os! som du gjorde til Fjendens Talsmand — at det, i elvte Time, skulde bekende dig som sin egen Gud!
Og du, Susan, erkend mig som din Husbond! Du, som spyede ad Jærnet, kys nu Guldet: Danskeren i Järnbäraland, forløst af »Bjærget«, af Levende og Døde, den Eneste — hvis Ret er Altet! Den, der vågnede sidst af alle, da Lucia-Nat var omme, da Festens Lys stod tændt og dens Bord dækket, den, der sloges til Krøbling, at en Anden skulde slæbe dig op ad Trappen, og han kysse dig øverst deroppe!
Og Brynte, fatter du nu hans Styrke? at den er Starke-Thors, Guro Rysserovas Følgesvend fra Nattens Ridt. Sancta Lucia, se ham bag din Stol: Guds Redskab, Jærnet! Jætternes Dræber, Gudernes Beskytter! Husker du ikke, at han priste sine Lænker? som Blinde-Olle, som Mester Moll, som Hindric Griphufvud, som alle Gud blindede, for at de i hans Navn skulde tjene os! Men vi, Susanna: de Bésche og du Pont, vi stod i Värmeskogen foran dens Bønder, som den Guds Åsyn, de så den Dag, da de slagtede Finnerne, hans Udtjente; som de forglemte i deres egen Tjenestes År, men såe påny, da han, der havde haft deres Liv fornødent, fik deres Død behov! han, som åbenbares i Sejrens Øjeblik, for Sejrende som for Tabende! som vi to selv først fattede, da han krævede din som min Farfader, at af deres Legemer, af Jærnet, udsmelte os: Guldet!
O Herre, du tog Ansvaret for alle Døde fra mig — og gav mig det for alle Levende! Jeg vilde sørge for de Tusinde og skal, nu sørge for den Ene: mig selv! Jeg, der havde Modet til Oprøret, vil jeg nu have det til Lydigheden: til at elske, til at være mig selv? til at erkende dig ej blot i Tro, men i Gerning? til, som du, at kræve mine Ofre?
Salen svømmede atter sammen om ham — Latter og Sang, Lysdis og Mados, blodskudte Øjne, flammende Kinder, blussende Munde … Fakler og Kårder, Stjærner og Kors — Jærnets Tegn. Ja, Jærnets Stormestre: Ingeniør og Knægt, Præst og Patron, Yngling og Ungmø, slå Vagt om mig, det Lam, der ofrede sit Blod, at I kunde beholde Eders; der sonede Eders lønlige Synd: Eders Øjeblikke af Sygdom og Sorg, af Samvittighedsnag og Gru! Og du, Sancta Lucia, i hvem Gud åbenbarede sig, at jeg skulde se hans Vilje, at jeg måtte lyde den: bliv du nu mit Jeg, at jeg kan elske det! mit Selv, at jeg kan tro det!
Han lukkede Øjnene og åndede dybt ud. Det var fuldbragt! Hans Mål var nået: han var frigjort for sig selv, for Gudløshedens Ansvar og Angst! Ikke fremmed, ikke vanskabt, men omskabt og hjemme i hende, i Gud! Han havde sejret: han havde adlydt! Hvem kunde nu ramme den Frelste?
Gennem Bægrenes og Knivenes Raslen, gennem Ingeniørernes og Patronernes Hurra for den nye Persberg Bane og Søtrafik, »Knægtene«s for Landevejens sidste Kys og Markedets sidste Røvertogt mod Bøndernes Fouragevogne, gennem Veteranernes Korsang til Nauclérs Spilledåse:
»Du Carlars son, du Nordens stjärna,
vårt hjärta och vårt svärd är ditt!«
gennem Farbroders Recitation til Luten ved hans Bryst:
»Rusig af drömmarnas vin —«
og Bror af Ekestams til Flasken ved hans:
»Hjärta mot hjärta förglömma vi båda
verkeligheten för kärlekens dröm!«
gennem Böös'es harmrøde og Bräutigams skrækblege Klynk over sidste Stænderforsamlings Mildnen af Fattig-, Kirke- og Hustugtsloven, gennem Ynglingenes tørstende og Jomfruernes forjættende Åndedræt — hørte han én eneste Lyd, Guds Røst: sit eget Hjærte …
Et Bulder, som styrtede Loft og Vægge, som revnede Gulvet — hujende og skrigende Røster — —
Forvirret tumlede han op.
Salen myldrede af Hoved ved Hoved, Arm ved Arm, af svingende Hænder, pegende Fingre.
Og i Døren ud til Slægternes Trappe og Gårdens Portal mod Yngen stod Noah van Drougge med sit hvide Hoved løftet og ramte sin Marskalk-Stav i Gulvet, mens Munden råbte i det lange Skæg:
»Sancta Lucia! Sancta Lucia! Sol står op! Den nye Dag! Bort, Sancta Lucia, bort!«
Og over ravende Skikkelser, over Ansigter, skoldede eller kalkede af Nattesæde og Svir, over Røgen af Ånde og Sved, over det afspiste Bord, de væltede Flasker og Stole flammede et Brandskær ad Portalen, ad Rudernes Is, en Glød, der fortærede Ansigter og Kroppe, der opløste Stimlen til sorte Pletter og gylden Dunst.
Og gennem Emmen og Emmerne styrtede Sancta Lucia med Håret og Kjolen strømmende efter sig, med Kronens Kærteluer flyvende over Hovedet, med Hænderne i det lange Svøb, som i Aftes, imod Dødsbæreren!
Og smudsige Servietter, Sprøjt fra Vin- og Ølbuteljer, afgnavede Kødben — de alt af Ilden halvt fortærede og opløste Skikkelser jog hende under Hylet:
»Sol står op! Sol står op! Bort, Sancta Lucia, bort! Sol står op! Sol står op! Den nye Dag!«
Og nu — en Kæntren inde i Flammehavet, en Dukken frem af Vragstumper: af struttende Hår, fægtende Kårder, Præstesnipper, Uniformskraver, Slør og nøgne Halse —: de Jagende suget med af den, de jog, af Råbet:
»Sol står op! Sol står op! Bort! Bort! Bort! Sol står op! Sol står op! Den nye Dag!«
Den nye Dag? Hvilken? Drømte han? Var ikke deres den sidste, alle Slægters Mål? så han Salomos Slægt, Guds egen, hvis Navn var Fred, på Guro Rysserovas Ridt mod den Ovn, hvis Frugt de var? Sancta Lucias Børns mod den Dag, som hun vakte dem til — for at kaste dem i sin Brudgoms Favn, i hans Brand, at mætte den, at øge den til nye Flammer, nye Dage, nye Slægter? Var da ikke deres den sidste, alle Tiders Sum, alle Slægters Mål?
Så han Gud fortære sig selv? Eller — så han én Slægt, ét Døgn, én Blodsdråbe gennem hans Åre? så han sin Tros Fuldbyrdelse: Menneskene og deres Gud: »Bjærget«, det evige og evigt fortærende? Sancta Lucia — deres, så han hende, ej ved frittende Tællelys, men ved Bryllupets Fakkel! med Tyttebærkransen skredet skævt om Panden, pjaltet og gul, med den nioddede Krone smæltet ned i en osende Dynge, med Brynene hvide af Talg, Kinderne sorte af Sod, Kjortlen smudsket og skjoldet af Mad og Vin, flået og forrevet af hendes Gæsters drukne Næver! Den Kærlighedsløse i Kærligheds Bud: at ofre sig for Altet! »Bjærget«s Dronning: dets ringe Tjenerinde!
Og i hendes Hæle Starke-Thor — hans Øjnes tindrende Stål, hans Bringes Bælg under den røgsorte Skjorte, hans Smedenæver strøende Vidjekurvenes Safransbrød under sine Hæle — ikke Træl, men Herre, ikke Følgesvend, men Jæger! Jærnet jagende sin Frugt, Guldet, mod sit Værksted: Diglen!
Og i deres Kølvand bugtunge Oldinge og slangelokkede Møer, med Oksebove som svingende Køller, i Rusens Afsind drivende på hende og ham, deres eget Dragsug! styrtende af himmelvendte Buteljer Olie i den Ild, som hvæste af deres Gab, påskyndende deres og deres Lucias Offerdød!
Og selv sprang Steffan med, mellem Bord- og Dødsfæller, vammel af Lede, svimmel af Gru, lydig af Tro:
O ve, at jeg er med! O Tak, at jeg er med! At jeg må dø som leve for min Tro! O ve, at jeg blev til! men Tak, at jeg skal dø! At jeg skal fries af min Nødtørft i din, o Gud!
Hil dig, Gud, hil! vi kommer, dine sande Troende, at bekræfte vor Tro: at leve og at dø! Vi kommer, om tidligt eller sildigt, om sværddøde eller strådøde, om Davids eller Salomos Slægt! hver Blodets, hver Jærnets Barn — som Blodet til Hjærtet, som Jærnet til Magneten! hil dig, o stærkeste Stærke!
Som vore Fædre med Suk danser vi med Sang dig i Møde!: at du ikke sveg, at du ikke fornægtede os ved at fornægte dig selv, ikke fristede os til Skånsel ved at skåne os, ikke byttede Jærnet for Guldet!
Tak at du blev os, vor sande Sum: det evige Jeg! Nu ej blot vil, men tør, nej må vi følge dets Lov!
Ti Lyst blev Lov, Egenkærlighed Alkærlighed! Vi, alle Slægters Mål, Guds Middel!
Hvor kunde Moses', hvor Davids Slægt se dig? O Død før Fernebo! o ringe Offer, o fjærne Viden om Gud! Kun Lige fatter Lige, kun vi, der delte hans Kår, deres Pris!
Og derfor, o Gud, se et Festtog som aldrig før! et Tog af Bakkanter og Mænader, drukne af deres Ret, kransede til deres Pligt, lystige og lydige, dit sidste Middel, næsten Fuldendelsen, næsten dig selv: det triumferende Jeg!
Ja se derude — af vor Festsals sprængte Dør, af vore Ruders bristede Is, af vort revnede »Bjærg«: dit vældige Åsyn: Ild og Jærn! Den nye Dags Sol! Evighedens! Se Himlen over Persbergs Snetoppe, over Yngens Is, over Djursäters Tage danser som grønne og sorte Slakker mod din Glød!
Og vi, vore flyvende Hår, vore kæmpende Arme, vore springende Ben, opløses til gylden Dunst og til sorte Skygger — som Landet og Søen, de Gulve, vi trådte i vore Danse, og som nu brister af den Ild, der bevingede os!
O mærk, Heden af vore ovnvarmede Lemmer, vore madfyldte Maver, vore spirituslune Svælg slås af den Storm, af den nye Solopgangs Ånde som Røg hen over Slægternes Trappe! Vort Fakkeltog, fra Sancta Lucias Krone til Pråsen i min Hånd, smælter i dit Alters Glød!
Blændede ser vi dig, fortærede opstår vi i dig, i »Bjærget«s, vor egen Gud: evige Jeg!
Ja, se os: fra Gudmoder Hulda og hendes Meddanser, Landshøvding Oldevig, Børnene af Gustavianerne, men Børnebørnene af Karolinerne, de Første af vor Slægt! Se dens vexlende Børn: Löwenhjelm og Malmborg, som ved Moskwa og Leipzig købte dens Morgen! »Knægtene«, som fejrer dens Middag, og os, Ynglingene og Jomfruerne, som skal betale dens Aften! Se Gratialisterne, de veltjente: Bas-Fre'rik og Patron Gustaf Ekman, og Rekrutterne, de kampglade: v. Schéele og Olivecrona, dem, der stiftede og dem, der inddrev Gælden i dit Navn, nu i deres Tjenestes sidste bringe sig selv, som fordum Næsten, som Ved til din Ovn! Se Böös og Bräutigams Præstekjoler- og Kors, Farbroders og Juringius' Digterlokker- og Lyrer! Og sidst i Slægten, bærende ej blot den, men dens Fædre, blind for Vejen, men vis på dens Retning, famler med udstrakt Krykkestav, med vaklende Knæ Peiter Pitter!
Se Fakkelløbet: Ferneboerne! Se, Olof, de Undskyldte, de som elskede Susan, deres Nødtørft: deres hellige Kald! Se min Tro og min Tvivl, mit Håb og min Angst besandet! Min Ret og min Pligt begyndt! Se mit Liv og min Død!
Ene og segnefærdig stod Steffan, støttet mod Slægternes Trappe, under Indskriften om, at denne Krog af Jorden smilte som hans Hjem, og så sine Søskende, dets Børn, under Nattstugans snestængte Glugger, under Julekorsets frosne Hjærter, indskibe sig i Kalesjekanernes pelsforede Kister, i Slædernes halmfyldte Skrin, med drukken Latter og kælne Hvin hilsende som deres det bestandigt nærmere Skær af den Sol, som de nu selv råbte fra Mund til Mund var et Uvejrs!
Ja, så de ikke dér Trængslen i Porten: dets Børn, trængte Hoved ved Hoved mod den nye, blodige Horizont: Friholdet fra Persberg, glippende mod den ukendte Dag, hvis Lys og hvis Glød dampede »Bjærget«s Kulde og Nat fra de jærntunge Lemmer, og, sitrende i Solopgangens Brise, »de Försvarslösa«: Fanter, Finner og Forbrydere, med Stolle-Namnlös i deres Midte, ludet over sin Stav, som lyttede han til det Sus, der nævnede ham og dem ved Navn — der kaldte dem til deres Hjem, de fire Vindes, som dets rette Børn! Og omkring Stollen Gris-Ulla og hendes Datter, Maja, bærende Rokkefiskens Gab i deres Favn: Skæbne-Hjulet, det yderste Havs Svælg.
Men forrest — Steffan greb om Gelænderet på Slægternes Trappe, olieblankt af Sved og Blod … Jo, han kendte hende, i det røde Skørt, under Pitnilkaen og med Pieksuterne på Skierne: Finnepigen fra Savolaxhyttan, fra Troldskuddets Aften!
Susan og Brynte, der flygter og forfølger gennem Gårdens Snedriver, flygt kun, forfølg kun! Nå sejrrig dit Bytte, Jæger! Troldskuddet ramte hende — og faldt fra din Faders Bryst, da du hyldedes som Ejer i det Hjem, der en Gang var hendes og en Gang Finnepigens! Husk Savolaxhyttans Navn! hvorpå din Kontrakt går ud! Bi kun, og »Bjærget« præsenterer dig din egen Underskrift: din Pligt som Undersåt!
Dig — ja, og mig, os alle! Børnene, der bragte Evangeliet til Frau Holdes Gård: at bestandigt påny skal den smile Slægterne til »Bjærget«, deres Hjem og Grav!
Se dér Ferneboen, Mennesket!
Steffan trådte helt ud på Trappen, stangende mod den stadigt øgende Storm.
Dér, igennem Vrimlen af Steffans egen Slægt, der larmede, drukken, på sit Opbrud fra Festen, og forbi den ventende, tause og hungrige Skare i Porten, trak Noah van Drougge, ved sin lange Stav og med sine jordvindende Skridt, en vaklende og broget Bylt af Pjalter og hvide Hår: den hundredårige og blinde Taterske, Grisilla Loa.
Igennem Lussegæsternes Mylder, der snurrede hverandre ind i de svære Rejsepelse, hvirvlede hinanden i de mange Alen lange, brogede Skærf, omfavnede og kyssede hverandre til Afsked og Tak for Festen — igennem Stimlen på Tærsklen, der trængte hinanden mod Portens Søjler, ned på Isen eller op i Gården, lyttende og vejrende mod de festmætte Ræb, mod Osen af opkastet Mad eller udtømt Vin, lakkede de To, slæbende og segnefærdige, deres kendte Bane: fra Djursäters Køkken dets Huse, Stalde, Pavilloner, Skure og Grave rundt og tilbage til dets Køkken .. denne Solopgang som de sidste tyve Års, siden den, da Grisilla, der var faret vild i Sneen og sin Blindhed, fandtes på Gårdens Tærskel, ved »Broderskabets Tempel«, og neppe bragt i Læ og reddet ved dens Arne fra sin Vandrings Hunger og Kulde, famlede efter sin Stav og mumlede: »Nu må jeg bort igen! Nu skal jeg gå!«
Steffan nikkede. Gudmoder Hulda, hun kendte Børnene af Fernebo, deres Bud at vandre Jorden rundt — og gav Grisilla Lov at lyde: hun lod hende vandre, nej, krese ved Noah van Drougges Hånd! Om lidt vilde Grisilla dernede i Køkkenet smile bag sine blinde Øjne: »Se, hvor jeg vandt frem! hvilket nyt og fint Sted, jeg er kommet til! Det har aldrig nogen af min Slægt før nået!«
Gud, se dine Tjenere krese, hør Koret dernede:
»Nu ä dä jul igen,
och nu ä dä jul igen!
ja' trur, att jula räcker ännu till påska!«
Til Påske? Nej, til Evigheden — i Fernebo, i Menneskenes, de stadigt Igenkommendes Hjem!
Hør, jaget af Svøber, af Arme og Huer, Råbet:
»På Gensyn til Jul! På Gensyn til jul! På Gensyn!«
Steffan løftede Hovedet. O ja, oppe på Trappetrinet stod Gudmoder, lille og celandonsbrusende, under Slægtens Våbenskjold: Jakobs Kamp med Gud under den stigende og synkende Sol, og vinkede smilende sine Gæster Farvel og Velkommen tilbage — efter Turen ved Dødsbærerens Hånd … Frau Holde, Livets Fe, hvis Kinder var røde, skønt Håret var hvidt, Gudmoder til alle Värmere …
Og dér dukkede Noah op, slæbende Grisilla forbi de Ottes Tempelgrav, end en Gang på Vejen hjem til Festen, end en Gang på Besøg i Fernebo!
Men ovre bag Monseigneurs Rude, dens Ishul lige over for Børnenes Gæstehus — igennem hvis Dør nu Susanna flygtede og Brynte forfulgte — lyttede, med Dødningehovedet på Skakke i den sorte Hætte, Dauphinen af Frankrig, Jacques le Roux. Brænder Horizonten atter rød? hører du Emigranternes Opbrud?
»Ske dig efter din Tro!« læste Märta Moll af Lucas. Ja, os skete efter vor Tro! Vi gjorde vore Gerninger lig Guds, og forløstes i ham! Salige, Märta Moll: døde, efter vor Trol Nægter du, den stod sin Prøve?
Derude på Yngen, hvis glødende Spejl han så her fra Trappen i Portens Bue, foer nu, i Skyer af Åndedræt og Sne, de første Afskeds-Gæster, fulgte af stedse nye, én efter én eller i Flokke — Herskabs-Kanernes vajende Svejferter og blinkende Våbenskjolde, Knægte-Kælkernes rygende Halmstumper og Seletøj af Reb og Flæskesvær.
Og fra Kysternes snepudrede Skove, fra de sidste frie Bjærgmands-Gårde og Ovne og Gruber, fra Borns- og Yngs- og Ansvikshyttarne, fra Torskebäcken, Gubböen, Genstigen og Ledsamma øgedes det rejsende Mylder ved plumpe Egekaner, malede med Roser og Engle, ved Skovslæder og Kulryssar, trukne af springende Kæmpeøg, fyldte med pjuskede Hoveder og vilde Skæg og røde, flagrende Halsduge, af Bonde-Luciaer, løftede i senede Arme op mod den brændende Sol, skingrende af Triumf i den isnende Storm, som rev Lucia-Kronerne og Lucia-Kransene, som tabte Ringe, fra deres Hår.
Men om Nattstugan herinde, på Vejen under »Broderskabets Tempel«, fra selve den glødende Sø skingrede ustandseligt Fernebos Trosbekendelse, dets Evangelium og Lov:
»På Gensyn til Jul! På Gensyn til Jul!« rullende op mod »Bjærget«s Sol, der nu stod over Spalten i Persberg, med sit Slæb af Røg, af mulmblå Uvejrsskyer.
Og nede i Porten ventede Friholdet fra Gruberne, Finnepigen, Stolle-Namnlös, Gris-Ulla og de »Forsvarsløse«, følgende med rolige Blikke de Syngendes Rejse over det Gulv, der luede som Guld, mod den Sol, der brændte som en Ovn og slikkede om Skyggerne, der forfulgte dem i Dybet.
Men igennem Skarerne derude så Steffan nu Zegoel, i sine flængede Klæder og på sine sårede Fødder, på Vej mod den glødende Klode, der spiltes som en Glorie om hans Hoved. Og Skikkelsen dér i hans Hæle, som fejede Isen med sit Skæg og pløjede dens Sne med sine Trin, var Patron Jacob van Garneij, med Posen fuld af »Bjærget«s Slakker.
De To var på Vej mod Bålet, til den nye Dag og dens ukendte Gud, at udsmælte Guld af Jærn, Paradis af »Bjærget«. Men Steffan så et præsteklædt Korpus fare op fra den forreste Slæde og hvirvle en Jærnsvøbe mod Zegoel, og han syntes helt herind at høre Hadar Böös'es Anatema. Og de Følgende vendte, med dukkede Hoveder, de stejlende Heste til Side, i Spring bort fra Jacob van Garneij, fra Fællen, med hvem de en Gang kørte over denne Sø …
Og han nikkede, medens: »På Gensyn! på Gensyn til Jul!« til den evige Fest! stadigt sukkede og jublede op til ham.
Ja, forbandet Gudssøgerne, Gudsspotterne! som berøver os vor Salighed, Døden!
Han foer sammen. I et Nu smæltede Solkuglen, dens Glød i Søens Spejl, i Seletøjet, i de fjærne Gårdes og Djursäters Ruder.
De myldrende Mennesker derude, de snehvide Skove, de himmelblå Tinder fejedes ind i Mulm. I Persberg, af Jordspalten, flammede en sidste Ildtunge —: hver Sjæl, hver Slakke slugt i dens blodrøde Brand!
Et Sekund — så forsvandt den selv, blæstes ud, Persbergs evige Ild: en Funke, en Klode — Jærnets, Livets!
Og blind, kastet end en Gang og endeligt, for Foden af Slægternes Trappe, lå Steffan Choräus ene i det Hjem, som Guro Rysserovas Ridt, hans Slægt, var rejst over, Favn i Kriger og Offer, Patron og Træl —: Støvet, som de 3 bag sig, Røgen af deres Festtog, Bærmen af deres Bæger: Samvittigheden, den Fremmede i Järnbäraland, usalig; evig, sket efter sin Tro! Intet Spor af deres hundrede Kaner, deres Hove og Fjed, deres Danse og Kampe, deres Lucia-Fest! Kun Suset fra deres Flugt, Fernebos sidste Ånde, Evighedens rejsende Træk — og han, dens Barn!
Hver Sjæl, ja alle Sjæles: Gud, sket efter deres Tro — og ham efter hans!
Da — gennem Sneens Kog, Tonen i de fire Vindes Hjem — en Stemme uforstyrret syngende:
»Nu ä dä jul igen,
och nu ä dä jul igen!
jag trur, att jula räcker ännu till påska!«
Susans — hendes! Sancta Lucia — hun var tilbage! hun og han, den Tabte af hendes Ridt! Hvorfor? For at rive også ham, den sidste, med til den Gud, som han bestred!
Med Armene højt oprakte, med Hovedet dukket mod Foget og snublende i Snedrivernes bundfrosne Dyb af Blod og Vin, stred han sig frem, mod Stormen, mod hende, at fries af Saligheden, som han vandt ved sin Tro, at usalig forgå ved hendes! at jorddrages, endeligt, i »Bjærget«, sit Hjem!
Han skimtede forvirrede Skygger i Porten — blinde Åsyn, Hungerkranier, brændemærkede Pander — Krykker, Fægtestave, og Drabbeske mokti: Trylleæsken — Ferneboerne, de Forsvarsløse og deres Forsvar.
Og på Nattstugans Kvadermur, på »Bjærget«s første og sidste Bolig, i Jord- og Himmelatomernes Røg, Ulvens brustne Øjne og blodige Gab, lukket af Sne.
Hans Hånd ramte en Klinke, han vred rundt — og tumlede ind i Forstuen til »Børnenes Gæstehus«.
Og gennem Bruset af Stormen, Flugten af Fernebos Børn, de Lykkelige og Lydige, lød Sangen derinde, og en Glød slog imod ham fra dette Hus, hvorom Sneen hobedes, som føg til, føg til under Aske.
Han rev Døren op, og skyggende med Hånden så han de To, som dansede dér i Heden af Gæstehusets Ovn, i Skæret af hendes sodede Krone —: Susanna i Sancta Lucias Kåbe, med dens Pletter af Mad og Vin, og Brynte med de jærnrøde Næver som en Lænke om hendes Liv.
Og bag deres blussende Ansigter, deres bølgende Ånde, Adrians svedende Albino-Fjæs og Olofs Hungertand i hans egen Læbe.
Og snublende greb Steffan efter hendes flagrende Skørt, og fanget af dets skidne Nældelin hvirvledes han rundt, svunget sammen med hende og Brynte til én valsende Skikkelse i Spejlet derinde.
Susannas nøgne Tå, Bryntes jærnskoede Hæl, hans egen sneklamme Sål ramte »Himmel-Kronen«, tabt i Gulvet i Nat, og slyngede dens Perlers Tårer, dens Rubiners Blod, dens Evigheds Guld bort i Krogens Støv.
Og over hans, over Susans og Bryntes Hoveder gik Daluret:
»I Dag som i Går! I Dag som i Går!«
Og de svang sig til dets Takt, til Sangen:
»Nu ä dä jul igen!
ock nu ä dä jul igen!
ja' trur, att jula räcker ännu till påska!«
Da — en ny Takt … Et Drøn, med Genlyd fra »Bjærget«, fra Jærnet under dem … Tårnuret slog —
Og Steffan Choräus tumlede ud af Rytmen, der svang de Andre rundt og rundt:
»I Dag som i Går!«
Men —
— i Morgen?
EFTER »JÆRNET« FØLGER »GULDET«.