H. Aschehoug & Co. Kjøbenhavn


Jærnet.djvu Jærnet.djvu/9 346-376

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


»Du,« hun var standset på første Sal — han tørnede mod hendes Arm og fik hendes Øjne lige i sine i Gårdlygtens Skær … hvad var det for en Ild? havde han selv tændt den, skulde den genføde eller fortære ham? Længtes han med Et mod de Dødes Stue ..? »Jeg vil sidde foran Spejlet med »Himmel-Kronen« på!«

»»Himmel-Kronen?««

»Ja, du véd, den ligger i Sølvkamret bag Dansesalen. Vi vil liste os derind og hente den!« hun hævede tyssende Fingren.

»»Himmel-Kronen« — jamen, Susan, den — Gudmoder bar jo aldrig —«

»Pyt! nu bærer jeg den!«

»Himmel-Kronen,« Jacobschöldernes Brudekrone — den bares en Gang af Guds Moder i deres Kirke, i Skovene ovre bag Yngen … Siden havde den smykket deres Brude, Datter efter Moder, til Hulda den Aften, da Dødsbæreren bar Claës af Adelstierna op ad denne Trappe, bar den derind i Slægtens Skat- og Mindekammer …

Dens frodige Døtre inde i Anegalleriet, dens sidste Datter deroppe i Seklernes Stue — og den første, den kronede, af alle: Himmel-Moderen …

»Nej! Susan, nej!« Trappen, dens Lugt af Hænders Olie, af Fødders Blod …

Eller — var det just det, han vilde!

»Jo! jo!« han stampede, han slog Hånden i dens Gelænder, som kaldte han på hine Fødder, hine Hænder! som råbte han sin Hær, Ufødte som Døde, op til Orlog!

Jo, Susan, just med den om din Pande skal du kræve Gud for dem! Nej, kræve Gud af ham selv! Under den skal du føde den nye Jord og Slægt!

Jacobschölderne satte Guds Moders Krone på deres Brude, Gud tog den tilbage som ene sin — kron dig nu med den og fød ham under den som Gud: Retfærdighed: Evighed!

»Kom, Susan, kom!«

De listede forbi Trappekaminen, der sendte sit lunkne Pust mod dem — Dagens Bål, der var slukket nu mod Sancta Lucia-Nat, da af alle Lys kun hendes måtte skinne.

Dørvridet vågnede, og den høje Fløj gled tilbage, som en Skygge, for Susans Hånd … Salens Ånde svævede over dem, kølig og støvet, som et langt Suk.

Klemte sammen på Tærsklen stirrede de derind, i Tågelyset fra de ni Kirkeruder.

»Susan, Steffan, nej, hvad gør I?« hviskede Brynte.

Han, Olof og Adrian rørte sig bag dem, levende, med Åndedræt, med Lugt af uldne Klæder imod Salens Luft, der, vækket af Trappegangen, stærkere og stærkere strøg over dem, en Luftning, indeklemt og dog isnende, som havde de åbnet for selve Jorden.

»Gå ikke derind, Susan!« hviskede Brynte, »gå ikke derind!«

Steffan fornam hans Greb om hendes Arm. »Du véd, at — at de spøger! Og i Nat —«

Susans Næse og Mund sitrede i det vage Lys, i de Skyer, der nu steg fra Langsofaernes Pudder, fra Gulvfjælenes Talcum og Girandolernes nedbrændte Vox — et Ansigt, stort og bævende, spejdede over Tærsklen til Slægternes Bryllupssal.

Vov dig ikke derind, i de Danse, der nu væver sig af Støv og Dunster, under Loftets Lysekroner, blandt dem, der spøger, hvor de fordum spøgte! Se Jacobschölderne stirrer i lange Rækker, fugleagtigt stive, med blegblå Øjne under Hjælme eller Paryk! Vov dig ikke over Jorden, ti den er din Grav!

O Brynte, du »Bjærget«s Førstefødte, Jærnets Discipel! Livet er dig altså ikke Døden værd, Slægten ikke dig selv?

Så lad da mig, den Fremmede, Barn af Morgongåfva, hente Kronen fra denne Nat og denne Sal!

Han pressede Hånden om Susans anden Arm og tvang hende, tung og tøvende, ind over Gulvet, hvis af 200 Års Danse bonede Plan greb deres Fødder og rutsjede dem, Favn i Favn, igennem Tågelyset, igennem Pudderstøvet, under Lysekronernes vågnende Spil, forbi Harpernes, Trompetmarinernes og Tubaernes Syngen bag Musiktribunens Lærred, imod Døren, der spejlede deres Kommen i hinandens Arme og Åndedræt, forbi Anernes Stirren, igennem deres Danses Støv, ad Banen glattet ved deres Fødder.

Ja, se dér i Sølvkammerets Dørspejl kom de svævende, et Fuglepar sendt ud over Syndflodens Vande at genfinde Livets Grønt, et Menneskepar i Järnbäraland at bryde dets Lov!

»Steffan,« hendes Øjne hang i hans, blege, nu så nær den Krone, som hun havde begæret.

Han smilede og knugede hendes Hånd mod Dørgrebets gyldne, bugtede Delfin: Frygt ikke, du er kun Redskabet, jeg Viljen, din Frugten, min Dommen!

Døren gled op, og Tågen i Salen stod fortættet herinde som Sne, hængende i Skyer fra Loftet, svøbende sig om Chiffonierer, Chatoller og Stole, begravende og bevarende alt i sin Frost, i Fødslens og Dødens Klædebon: Lagner.

Favn i Favn stirrede de på Slægtens hvide Vugge- og Gravstue, på Våbenskjoldet dér i Midten, hvor Jacobschöldernes halve Sol snart syntes at gå ned, snart op bag sit Slør af Gaze, på Grev Jobs Karoliner-Sværd, de otte Unges Gustavianer-Klinger, på Trediveårs-Krigerens, Bengt af Jacobschölds korsskæftede Værge, der som dets Bærer var blevet fundet under Gustaf Adolfs Lig på Lützen, på den runeristede Glavind som Kättil Sverkerson bar på Erik den Helliges Korstog, og det fabuløse Øxeblad, som Sagnet påstod, at Gylfe svang over Bråvalla Hede, og Krumkniven, som gennem Urskov, Ulve og Jætter brød Jacobschöldernes Første: Jorund, Vej til Slægtens Hjem på »Bjærget« i Ingjall Illrådes Dage — på Seklernes Tunge, Jærnets Mæle: Livet til for Dødens Skyld.

Men histoppe. — Med Hånden bydende og bønfaldende i Susans løftede Steffan sine Øjne. Og dér svævede »Himmel-Kronen«, dens Guld omkring Perler og Rubiner … den hellige Gral med de forklarede Tårer, med det frelste Blod — Døden for Livets Skyld!

Over Sværdene, der forrustede, sekelsent, men sikkert af det udgydte Blod, brændte den uforgængelige Glød: Guld af Jærn, det frelste Jærn — Miraklet: det evige Blod.

»Susan,« hviskede han, »tør du bære den?«

Han så hende ind i Ansigtet, i det tunge Hår, i Lysfloret fra Gårdslygten og så de hundrede Brudes Ansigter, Slægtens Mødtes, og hin førstes, Evighedens, sitre i de blussende Træk.

»Om jeg tør —« hendes Hånd hang i hans, hendes Blik ved Kronen. Og han så den spejlet i hendes Øjne som en gylden Kim. O Susan: vor Maria!

»Tag den!« åndede hun og lukkede Øjnene, som om sit Eje.

Han skimtede Bryntes tøvende Skikkelse på Tærsklen og Olofs og Adrians Hoveder dunkelt bag ham.

I tre, som ikke vover — som ikke vil — og som ikke kan, nu gav I mig, hvem Gud og hun vragede, Eders Krone, — Guds, som vor Slægt, Jærnets største, skal bære!

Varligt, med Knæet på Bordet — hvor Jacobschöldernes Skatte, Kongernes Belønninger, sov under Glaslåg: Ordner, Kors og Ringe — med Brystet åndende mod Sværdene, der købte dem, og Våbenskjoldets Sol, der gik ned, rakte han efter Kronen, Menneskeheden over Slægten, Gud over Jærnet.

Den gøs mod hans Hænder, kold, så de skjalv, tung, så de vaklede; Perlerne, der slyngede sig i Rækker fra Tak og til Tak randt som Tårer over hans Fingre, som en Sang, uhørt og dog forstået. Hans Ånde drev som Skyer over Guldet og forsvandt. Men Rubinen glødede i hans Blik som Guds Øje, gennem hans Årer som Guds Kraft: »Nu er jeg, Gud, i dine Hænder! Du ringe Menneske min Herre! og se der din Dronning! Forspilder I mig, forgår jeg!«

Susan — svimmel af Håb og Angst, syg og stærk som aldrig før, sænkede han i bægge Hænder Kronen mod hendes brede Pande, hendes brede Skuldre. Støv, bliv Evighed!

Da — et Skrig nåede hans Øre, et Hyl gennem Perlernes himmelske Hymne, en jamrende, truende Bøn — Helvedes Protest mod at dele Himmeriges Lod: Evigheden … Ulvene hylte fra Yngen, fra Sancta Lucia-Nat, fra Persberg, med Genlyd fra alle Gruberne …

Kronen rystede i hans Hånd: hvad gjorde han? hvem kronede han? Denne Jords Dronning, denne Gud!

Var hun, var han Kronen værd? og dette Liv skyldig at straffes med Evigheden? Hvem var Fjenden, Uretfærdigheden: Døden — eller Evigheden?

Han vendte Hovedet. Derude flakkede Himlen rød af Bålet: fra Persberg, af »Bjærget«s Sol. Og Solen over Poltava — den var kun en Genspejling af denne!

Den krængede Jord, som han i Farbroders Slæde var faret forbi her til Festen, nu nåede dens Råb hans Hånd, som kronede hende til Dronning! Han havde glemt — og han blev mindet! Han havde glemt de Levende for de Døde — Persberg for Poltava!

Han vilde frelse Livet — og udødeliggjorde Døden! Han hævnede de Døde på de Levende: gav dem samme Herre i Vold!

Han lukkede Øjnene, hans Hænder svigtede: Du Gud er i mine Hænder, din Evigheds Krone, og se: du, der dømte os, nu dømmer vi dig! jeg og min Slægt, vi dør, at ikke du skal leve!

Han mærkede Susans Ånde om de synkende Hænder, i sit stivnende Ansigt, bedende, fristende.

Men — nej, Susan, nej! én Gang løb med dig, fra Savolaxhyttans Fattigstue — at ende ved Finneskuddet! Lad nu Skuddet ramme, lad der nu blive Dom og Slut!

I Døde, I er ej forgæves døde! I frelste de Ufødte fra Eders Lod!

Kronen gled i hans Hænder, Perlerne sang bristende, Sangen uhørt og dog altfor kendt … Et Nu — og Rubinen, Guds Blod, var, som hans Skabningers, udgydt på Jorden, i Jærnets Skød —

Da — en Lyd! Og hans Finger greb om den glippende Byrde.

Var det Suk eller Latter? Brynte eller Olof? Og Susans bedende Ånde om hans Ansigt …

Igennem ham foer Mindet om Sancta Lucia-Nat i Fjor: Et Lys, der skulde tændes, af Susan, ovre i »Børnenes Gæstehus« at lyse for dem alle — og som gik ud, Gang på Gang, hvæsende, sugende den lange Nat om dem, osende af dens Gru … Runde og rosenrøde fødte Susannas Fingre Flammerne, spaltede Mørket, lod dem kende hende og hverandre — og huggedes bort igen, som hendes, som deres Ansigter. Deres Ånde svævede som en Røg i Mørket, en flygtende Varme …

Da pludselig et fremmed Mæle lo fra Mørket:

»Hå, hå! Jenta hev inkje Lykke med Ljoset sitt!«

Margit Jomfruland, Gudmoders norske Oldfrue stod på Tærsklen, lille, utydelig. Susanna stampede rasende den sidste Fyrstikke ud.

»Nej, for du og dine Piger er nogle Svin! I stjæler den fede Talg og støber af den urene — og snyder Tanderne våde med jeres Fingre!« hvæste hun i Mørket.

»Nei ja så, det er Ljoset og inkje Jenta, som gjer det! Dei seier elles heime i Sætesdal, at den Jomfru, som inkje fær tændt ljoset, ho fær seg ingen brudgom, for ho hev ingen kjærleik, om ho er aldri så kjærleiksjuk!«

Åndedrættenes Sky standsede i Mørket.

Til Ilden sprang ud mellem hans Hænder, af den lille Trøsketønde, som Farbroder havde givet ham, i Efterligning af den store derhjemme — og Ansigterne brat hoppede frem: Susans funklende af Had og Tårer, Olofs tilfredse Tand, Adrians rædde Øjenglober, Margits truende Hætte og Hånd — og Bryntes Ansigt, vendt mod Susan, hvidt af Gru, og hans eget, i Kaminspejlet derovre, flammende i Tilbedelse af hende, der forrådtes …

Forrådtes, ja! Han klamrede Hænderne i Kronen, som kunde han ikke holde den fast nok, dens tunge Skrøbelighed. Hans Blod sang op over Ulvehylene derude. Hvad havde han nær gjort? Forspildt Gud og sig selv for hendes Skyld! fordi hun ej fik Lyset til at skinne i den lange Nat! Havde han ikke tændt det, han, hvem Ilden var betroet — og nu vilde han slukke det for evigt! Hvorfor? Skræmt som Brynte af Margits Anklage: af Ulvenes Glam! Skræmt af Jorden fra at frelse Gud — nej, frelse den til Gud!

Hvem holdt vel Kronen i Hånden og hvem biede som hans Brud?

Bævende, men sikkert sænkede han den mod hendes ventende Pande: Jeg kroner dig, Susan, til Evighed — jeg, som ikke frygter din Skæbne, ti jeg er dens Skaber, og ikke frygter dig, du Kærlighedsløse, ti jeg er Kærlighed, Barnet af Eventyrslottet! I min Ånd skal Slægterne velsignes! Susan, du Dronning, som er Slavinde, tag din Krone af mig!

Da — en Hånd mod hans og en Stemme:

»Nej, nej, vent, ikke her! først foran Spejlet. Jeg vil dog nok se, for hvem jeg skal bære den!«

For hvem? Kronen gled ud af hans Hænder — et Slag i Bordet, så Sværdene sang — —

Susanna tumlede, greb i Dugen, fangedes af Brynte, og knælede i hans Arme, med Kronen i sit Skød.

Og fra sit høje Stade så Steffan vågnende de To: hun i hans Favn og Kronen i hendes Fang — dér, hvor den hørte hjemme, hos Bruden, som han hentede den til: Jorden, som kunde udødeliggjorde — og ham, den udødeliggjorde: hendes Tjener, Jærnet …

Hør Ulvehylene derude — Hymnen til de To! Se Ilden, Solen i deres Rige! Ja, Steffan, se dit Værk: Evigheden, du kronede!

»Klods!« fnyste hun, mens hendes Hænder og Øjne kærtegnede Kronen, »hvad om du havde knust den?«

Et Gys foer igennem Steffans Hænder, koldere end Kronen nys — af Luften her i Värmlands Fødsels- og Dødsstue. Ja, om han, den Fremmede, den på, »Bjærget« forgæves Fødte, den i dets Skød omsonst Jorddragne havde knust Skatten, de Andres - nej, hendes! hun, som ene rådede over Kronen, Bruden!

Han sprang ned fra Bordet. Sværdene bag ham sang op, deres gamle Sprog.

Se, dér bar hun, guldhåret og hvidklædt, sit Eje bort gennem Salens tågede Lys.

Hvorledes var det? Stod ikke her i Grev Jobs Dage, Seng ved Seng langs Væggene? var ikke den Gang Dansesalen Karolinernes Sovesal? Og bevægede sig nu ikke Sparlagner, spejdede ikke Øjne under Sengehimle?

Gustaf den Tredjes Besøg på Djursäter og Masreliez's festlige Hånd, Gudmoder Huldas første Ungpige-Bal og Trolovelses-Møde med Claës af Adelstierna viede atter Salen til Dansen.

Men føje efter stod otte Kister på Bukke ad den Kolmårdens-Flise, hvormed man havde dækket Karolinernes Krykkestribe igennem det glatte Parket.

Lyt nu, I under Sengehimle og Kistelåg, og I, Slægtens Mødre og Døtre deroppe i det lange Anegalleri af Enker og Møer — nu bæres Kalken jer forbi, jer tabte Skat: det røde Blod! Hvorhen?

Til Spejlet! Til den Herre, som I hengav jer for? eller til ham i hvis Navn jeg hentede Kronen at skænke Eder den påny? Å Sønner, å Mødre, var jeg Frelser — eller Morder? Spørg Spejlet! spørg hende, vor Brud!

»Tænk, at Gudmoder ikke lukker af!« hviskede Brynte, han skød varligt Døren til bag dem, med et andægtigt og lettet Blik ind i Salen.

»Ingen Dør er lukket af i Värmland!« afgjorde Susan, med Blikket på Kronen i sine Hænder.

Nej, ti alle er vi dets Børn! Men hvo er dets Herre? Svar nu, Spejl! Svar nu, Gud! Ja, vis i Spejlet dit Ansigt, at vi kan kende din Vilje og gøre den!

Men — Steffans Bryn fortrak sig — Ulvehylene fyldte Forhallen, med Ekkoer fra Trappegangen som af usalige Ånder, myrdede og ufødte. Jacobschöldernes Hus sang med i »Bjærget«s Klagekor.

Men vent! o, vent! Gud, som jeg gav i hendes Hænder, styr dem!

Han standsede på Tærsklen ud til Snetagene og de rustne Jærn-Skorstene. Hans Øjne og Næsebor spiltes.

Overflammet af Ilden fra Persberg, fyldt af Røg til alle Tage og Tærskler virrede Gårdsrummet af Madtåge og Stegeos — én kogende Gryde midt i Snegraven … Flæskedamp lumrede fra Slagteriets blodige Is, Vildtlugt og Enebærrøget strammede fra Boderne, Vin- og Ølånde pustede fra Bryggerset. Nattedybet emmede af Hede, af Fordøjelse. Rimen tøede i Bjælkesprækkerne.

Og Nattstugan derovre — dens snestribede Trækastel bølgede af Skygger af stejlende Hesteben og flagrende Manker, af pelsklædte Hoveder og Arme, af en Gris'es Tryne og snurrede Hale.

Leende Stemmer, Hundeglam, Vrinsken og Grisehyl surrede i den frostskarpe, madlugtende Luft.

»Kør nu! kør nu!« — det var Farbroders Stemme Ja se, hans løftede Hånd — dens Fakkel føg sin Ildregn over Pelshuerne, Hesteørene, Bøsseløbene og Grisens struttende Ryg. »Prik den dygtigt med Granrisene, at de kan høre Majestæten kommer!«

En Smasken, et hvinende, rallende Grynt — og Ulvekoret slog ind mellem Badstuen og Parken, en Lugt af Skarn, af udsultne Tarme …

Steffan forstod —: Djursäter forberedte Julens første Fest, »Lussedagen«. På Slæden derovre tronede dens Symbol, Svinet.

Ja, hvorledes var det? Lucia Dag, den 13de December, Lysets Genkomst, viet Syracuses Helgeninde, som med egen Hånd udstak sine Øjne, at deres Glans ej skulde hilde hendes Elsker i Blodet: i Kødets Synd og dens Sold, Døden. Og vandt dem igen af Gud — Evighedens strålende Syn, der besejrer al Død: alt Blod …

»Venite all' agile
barchetta mia,
Sancta Lucia!«

Sangen, som Gudmoder hørte under Ildfluer og Palmer — Takken for Ofret, Hymnen til Sejren: Livet af Døden!

Men »Bjærget«s Lusse? Värmlands Sagn om hendes »lille Båd«: Snekken, der den frysende Decembernat dukkede op af Vänern, i Helgen-Gloriens Glans, ladet med Medister-, Gryn- og Blodpølser, med Svine- og Ribbensstege, med Skinker og Sylter, med Tønder af Øl og Glög! Svaret fra Gud: Mad af Stene — Kødets, Jærnets Sejr!

Ja, se Ilden fra Persberg dér over Tagene spillede i Køkkenosen med myldrende Morildsglimt: Glorien om Järnbäralandets Sancta Lucia! — Gløden, der holdt Gryden i Kog, Flammen, der dansede øverst over Punsebollen!

Og under de sneede Tage og langs de rimhvide Længer løb geskæftige Lys i Zigzaglyn: Margit Jomfruland og hendes Tærner lunede Gæsteværelserne og beredte Lusse hos Värmlands Gudmoder for alle dets Børn, Landshøvding som »Knægt«.

For alle? Hvem skreg da derude? »Bjærget«s tømte Tarme!

Men sendte Farbroder dem nu ikke Mættelsen, Julens Svin?

»En Runde over Isen, om Skäktøen og hjem igen, så hurtigt Hestene kan springe!«

»Ja, ja!« Susanna stampede i Sneen nede foran Trappen med Kronen klemt ind mod sit Bryst, »så har vi dem for Skudhold, de Bæstier!«

For Skudhold? »Bjærget«s Sult? Blinde-Olle, Stolle-Namnlös, Patron Jacob, Zegoel? Obeliskens og Bikubens Døde? Grubernes Fanger?

Dér jog Slæden i Gnisteregn, i Mankeflagren, i Hujen og Grisehvin ud under Porthvælvets Lygte.

Huskede Steffan, hvorledes der så ud derude? Hørte han den krængede Jords Røst? Var det fornødent at sende Svinet derud?

Kogte ikke Gryden snart over Taget af Gæster og Mad? og Gruben af Døde og Sult? mødtes de Tvende ikke om føje?

»Nu til Vagthullerne! Til Vagthullerne!«

Farbroder slog sin spruttende Fakkel ned i Sneen og satte over Driverne mod Udhusene, hvor imod Ulvehylene nu trak efter den galopperende Slæde og den jamrende Gris, som stormedes Djursäter alt af Dybet.

»Alle Mand på Post! Nu kommer de!«

Steffan blev iskold, koldere end før ved Susans Råb, at han tabte Kronen.

Kom de nu? Og dernede stod hun, med Kronen, deres Krone i Favnen! Og derovre ventede Spejlet, Svaret af Sancta Lucia-Nat … Lød det alt her?

Han havde tøvet med at krone hende for deres Skyld derude, at gøre dem evige i hendes Navn. Blev de det nu i hans: i Retfærdighedens? Greb hans Gud nu den Krone, som Steffan havde hentet ham fra Slægtens Fødsels- og Dødsrum, og kronede med den Susan til sin Brud?

Sancta Lucia Nat — Steffan så op mod Skyhimlen — Asgårds-Rejens og Guro Rysserovas Nat, Himmelridtet imod Dødsriget …

Margit Jomfrulands Fortællinger fra sit Barndomshjem i Norges Sæterdal om Døds-Gudinden, der river alle Levende med sig, bundne til hendes, til Gangerens Fosfor-Hale: de Sovende i Gårdene, de Vågende om Bordene, de Vandrende på Vejene — af Sted! af Sted!

Og den eneste Frelse: kaste sig ned i Korsform og råbe: »Hvor i Jesu Navn kommer jeg hen?«

Ja, i Jesu Navn, hvor kom de hen, han og Susanna — og den Slægt, der skulde velsignes i deres Navn?

I det samme bragede Bøsserne løs, som brast hele Djursäter, hver Længe og Sten, ud i Ild, i Skud, i Forsvar.

Mod hvem? mod »Bjærget«s Hunger, den han vilde mætte!

Snak! han tørrede sig over den hede Pande — det var jo Ulve, kun Ulve! Blinde-Olle, Stolle-Namnlös, Patron Jacob, Zegoel, Templets og Bikubens Døde, de sang deres Salmer, de søgte efter det Hjem, som var deres, de smæltede »Bjærget«s Stene til Guld og til Gud i deres Hjærter! De nærede deres Moder, Skødet, der fødte dem, til nye Fødsler: Blod genopstod som Jærn, Krøblinge som Helte, i »Bjærget«s røde Kredsløb: Frugt og Gødning og Frugt påny!

Det var kun Ulve, alt Levendes, den Fattiges som den Riges Fjende, der angreb og skødes. Farbroder ledede jo Kampen!

Ja, Farbroder, »det hellige Oprør« — og Jærnets Lovsynger! Og Steffan selv, der stjal Himmel-Kronen, da de Andre tøvede sky, for at krone Gud til Gud: Retfærdighed, at Døde skulde genopstå, Fangne udfries i ham — hørte han nu deres Varsel storme derude, »Bjærget«s Sult, der hilste sin Frelser — og krævede hans Offer til Mættelse?

Men, var da Ofret ej bragt? Djursäter ej løskøbt af Jærnet? dets Pris ej betalt? Karolinerne, Gustavianerne, Slægtens Mødre derinde, var de ikke Prisen? Var der endnu Blod tilbage: hans eget?

Og var han rede, som Mødrene derinde, som de Otte under Templet og Kuben, at købe sin Drøm med sit Liv, Fremtiden med Nuet, Slægten med sig selv?

Sig selv? ja, den Vanskabte, den Fremmede på »Bjærget«! Men den, som var jorddraget, den som var opstanden i Susanna — deres Hjem: Eventyrslottet på »Bjærget«, Ofrenes Frugt, skulde det ofres? Retfærdighed, påkaldte jeg dig til min egen Dom?

Dér jog Slæden ind i Gården igen, med flyvende Manker, med Ildtunger, med rygende Bøsser, Grisehvin og Lattersalver.

»Hvad fik I, I Bæstier? Kugler for Grisesteg!« Susan satte i Spring mod »Børnenes Gæstehus«, med Kronen klemt i sin Favn, som vilde hun redde den derind, til Spejlet, til Svaret.

Å Susan, flygter du? kender du da ikke Svaret? kender du da ikke Skrigene derude? Finnepigens Råb, Hexenes Kvad, Missionærernes Profetier — ja »Bjærget«s høje Sang fra Savolaxhyttan! Véd du ej, at vi er Skrigenes Mættelse?

Ulve? Javel! Nej, »Bjærget« selv! Før Jul rinder ud, inden Sankt Knut går til Ende, fuldbringes dets Kresløb: synges v. Schéeles høje Sang, Jærnets Renaissance, dets nye — og sidste Alder! Fuldbringelsen af dets Lov: dets Fortæren sit sidste Offer: sig selv! Gødning for en ny Jord og en ny Himmel! Men vi, Susan, vi? O Barchäus' Råb — »Morituri te salutant!«

Stormer ikke Jærnet derude? Er det ikke Sancta Lucia-Nat? flyer vi ikke med Barchäus bag Guro Rysserova, stiger ikke Zegoel af Mørket, den ukendte Gud?

Ja den Ukendte — ikke Bryntes, ikke min, ej en Gang din, Susan! Kun sin egen Gud! de Ufødtes!

»Steffan! Steffan! Klokken er 12! Kom og se i Spejlet!« Susannas Arm glimtede derovre under Bislagets Lygte.

Han svimlede, omcirklet af Lygtens Lys, omringet af Gårdens Madlugt, af Lusses Fest, og af de flyende Ulves Jamren, de forfølgende Bøssers Smæld — i Djursäters Midte, i »Bjærget«s Hjærte.

I Spejlet skulde den Ukendtes Ansigt ses, deres Brudgoms Vilje kendes — at den kunde lydes … Vovede han at se i Spejlet? Var det ikke Døden, ihvad han så? Døden som Tvang eller Døden som Pligt, ved Susannas eller ved hans egen Hånd?

O Gud — om han var som Brynte, der i Spejlet skulde se hende og sig selv, »Bjærget«s Dronning og Konge!

Som Brynte? Hvor kunde han det! Han, Steffan Choräus til Morgongåfva, han der sejrede over Mikael i Fødslens Øjeblik og dog skamsloges af Susan! Var det Lov og ikke Lune, Guds Plan? Og var hans Greb efter Susan, ej hans Sejr over Mikael hans Brøde? Hans Oprør: hans egen Lyst?

I Ulvehyl derude, som flyer, men som vender tilbage, før Sanct Knut slutter Festen: jeg er Eders Mættelse, den ved hvilken I skal forstumme endeligt! Jeg er den, i hvis Navn alle Slægter skal velsignes. Ofrenes Frugt, i hvem de frelses! Frugten modnet til Høst! Jeg ér den, der begrunder hvert hidtidigt Offer, ved at gøre hvert fremtidigt ufornødent!: Eventyrslottet, Guld af Jærn, Mad af Stene — Frugten, der drømte sig modnet til egen Mættelse!

Slægtens Mødre, I har betalt, nu er det os, der skal føde Gud, ham, som ej skabte os, men som vi skaber af ham selv: af vor inderste Vilje! Frelseren, som vi må frelse!

O men er det dit Åsyn jeg skal se i Spejlet, hvi vakte jeg dig da? hvi rakte jeg dig Kronen?

O, Ofrenes sidste: at ofre deres Frugt, det Kendte for det Ukendte: at dø som Moderen for Barnet! O Herre, skån mig — ved at tilintetgøre mig! Lad mig blive den Vanskabte, tugtet af din Hånd for Mord på din Førstefødte, Mikael, din rette Søn! Fradøm mig Arveretten til dig og dit Rige! Vis dig i Spejlet som »Bjærget«, som Jærnet! Da dør kun jeg, og Susan, »Bjærget« lever!

»Bjærget«, alles Grav? O nej, o nej! det er sagt: Bedre at én dør end al Folket! bedre at én Slægt, den sidste af de mange, dør end al Menneskeheden! bedre at ofres — og redde alle Døde og Ufødte, end at det Liv, som er Døden, skal fare fort!

Ukendte Gud, vis dig som den jeg kender i mig, inderst inde, lad dig genføde af dig selv: Gud af Mennesket!

»Steffan, er det dig? Å, kan du tænde Lyset for mig?« kaldte Susan fra Mørket.

Mindedes hun Margit Jomfrulands Spådom i Fjor? Frygtede hun, at der ingen Brudgom skulde gives hende? Frygtede hun ikke snarere ham, som Gud vilde give? Men — hans Vilje ske! Jeg som hentede dig Kronen, skal tænde dig Lyset af Mørket.

Han greb ind på Brystet efter Fyrtønder og Stål. En Flamme slog op af Trøsken, over de gule Vægge, over Susan, hende, han skulde ofre, den Kærlighedsløse, der skulde gives til Kærligheden.

Gud, stå mig bi at fuldbringe din Lov! at lægge hende og »Bjærget« under dit Mål!

Dér lød nu Bryntes, Olofs og Adrians Trin gennem Forstuen — Slægten, modnet til Høst …

Susanna var trådt hen til Vinduet og stirrede, med Hagen mod Brystet, ud mod Gabene i Gårdens Driver af Sne: Porten imod Yngen og Monseigneurs slukte Hus.

Susan, ser du alt Gud, din Brudgom? ser du den krængede Jord og Monseigneur: Jacques le Roux eller Louis Capet, dens første Offer, bie dig, dens sidste?

O Seklernes Stue, din Lære: jeg, som vilde værge hendes Dans imod ham, jeg giver nu den, ja al Dans i hans Hænder!

Susannas Skuldre gøs, med et Ryk.

Fryser du, Sigrid af Ekehielm, i dit eget Rige? som Moder, der aldrig, selv på Sommerdage, bliver varm her på »Bjærget«. Er også du, inderst inde, af Gud? skal jeg kun vække ham i dig? Er du det syge Jærn, som magnum magisterium, Kærlighed, skal helbrede til Guld! Eller gruer du kun for dit Liv? for Guden i Spejlet, din Slægts Skæbne?

»Susan,« hviskede han, »Susan, hvem ønsker du at se i Spejlet?«

»Pyh! det kunde du li' at vide!« hun blæste ham ind i Ansigtet og snurrede rundt mod Glaret.

Skæret fra de tvende Spiddelys, som han havde tændt i dets Rammes Stager, flimrede over hendes hvide Skikkelse, deres blege Ansigter og de gamle Møbler derinde i det af Alder og Kulde emmede Glas.

Se os der, den sidste Slægt blandt de andres vage Skygger! se vore Åsyn og Øjne blandt blodige Bind og hvide Hår! Se Sekunderne i Spejlets Århundrede, Mennesket under Guds Dom!

»Nu skal jeg have Kronen på!«

Varligt, med bægge Arme buede, løftede hun dens takkede Guld over sig.

Den glimtede frem derinde, dens evige Glød — strålede så fuld og stor på hendes Hoved. Dens blodige Rubin og hendes Øjne brændte ved dens Rand.

Dér sad hun inde med sit tvedelte Bryst, med Perlernes Tårekrans over sit Hoved — Dronningen, deres og alle Slægters, en og den samme, usårlig, udødelig!

Se deres Øjne, se deres Munde bag hende, Tjenerne, Ofrene — Sekunderne, der vexlede bag hendes Nakke, usete, uhørte. Var de sig selv eller var de hine otte Unge?

Hun var og blev den Samme: svulmende og kronet, Jorden, deres Hjem og Gravl

»Gå nu til Side! ud af Spejlet. Om et Minut slår Uret tolv — så lad mig se!«

Hun spilte sine Arme, som viste hun dem, Døgnets sidste Sekunder, fra sig, som åbnede hun ene sin Favn for ham, Tolvslagets Herre.

Ja Susan — Steffan veg, med Hånden i Olofs og Bryntes og skydende Adrian bag sig med Skuldren —: Nu er du hans, omsider! nu kommer din Brudgom, nu viger vi, Sekunderne, der skabte ham, vi Mennesker, der fødte Gud!

Kun Sydet i de brændende Lys, af deres standsende Åndedræt — og fjærnt, fjærnt en Jamren af de sidste Ulve … og af hint hvileløse Hjul i Persberg. Eller — lyt, var det Polhems Urets Viser dér, som krøb mod sit Mål: rundede Guds lydefrie Circel? »I Dag som i Går!« Men i Morgen en ny og anden Dag!

Se, som vi gav dig os selv, giver vi dig nu hende, Jorden, som bar os og bandt os, Jærnet, der drak vort Blod og Blodet, hvoraf vi skabte dig! Se, dèr troner hun inde, halvblottet og stor, Slægternes Dronning, Elskerinden, Moder til os og vore Børn! Men — hun bærer en Krone, den er din — så tag da din Brud!

Det glimtede gennem Spejlet … et Øjeblik brændte fire Lys derinde …:

Susanna forskød det imod Brynte, og han listede sig over Gulvet … et Sekund til, og han vilde stå derinde, hendes, sin egen Vilje, i Guds Sted!

Isamme Nu så Steffan sit eget Åsyn, dødblegt, ved Siden af Bryntes i Spejlet.

Hans Hoved bruste, af Polhems Uret, som, fyldt til Randen af Timer, kogte over i Tolvslaget, af hans Blod — nej, af Guds, dets Angst og Vælde! Han trådte et Skridt og se: han blev Gud!

Tak, Brynte og Susan, at I lærte mig det: Gud skabt af Mennesket, af jer og af mig, Guds spaltede Vilje om Jorden! Tak I lærte mig Troen på den eneste Gud: Mennesket!

Susanna, så se da dine Bejlere, og vælg din Brudgom! Se, du er os givet: vi greb dig selv! Ventede du den ukendte Gud? Så peg på hans Fader! Husk, at en Brud er Moder!

Og — han lukkede svimlende Øjnene — en Brudgom er Fader, din og Evighedens Herre!

Polhems Urets Slag … Og et skingrende Skrig gennem Drønet …

Steffan rev Øjnene op.

Bag Brynte og ham, bag Susanna stod en hvidklædt Skikkelse …

Susanna styrtede op imod den — og tumlede tilbage mod Stolen, mod Brynte, og baglæns i Gulvet.

Og en brusten Røst talte gennem Slagene: »Bud fra Frøken Hulda: nu skal alle Lys slukkes på Djursäter. Nu slår Sancta Lucia-Nat.«

Sancta Lucia-Nat, Årets længste — uden Lys, uden Svar … Noah van Drougge, Dødsbæreren, stod i Spejlet: hendes Brudgom.

I samme Nu var Susan over den væltede Stol mod Steffan — et Slag så hans Øjne røg i Gnister, og hans Baghoved hug mod Væggen.

»Din er Skylden, din — danske Vanskabning! du fik mig til at kigge i Spejlet og nu — å nu!« en jamrende Hulken.

Steffan tog sig til Panden og fik Fingrene fulde af Blod — hendes Ring havde revet hans Bryn. Han så Dødsbærerens hvide Kittelryg roligt dukke ud i Gangen, og Susan, støttet af Brynte, vakle ad Tapetdøren ind på sit Kammer.

Og Blodet frøs til Is i hans Sår. I Guds Sted … Susan, du har Ret: min er Svigen med Spejlet, ej Eders, at I forskød det! min fra jeg kaldte på det i Seklernes Stue, ja min fra jeg overlistede Mikael, fra jeg rakte efter dig i Tårnet! Og dit Slag, den Gang som nu: Guds eget, min Straf! hans Svar til den Vanskabning, der fritter efter hans Vilje — at svare med sin egen!: Danskeren, den Fremmede i Järnbäraland …

Ti hvorfor nævnte jeg Spejlet for dig, Susan? For at træde hint Skridt over din, over Guds Vilje! Glemte jeg det for Kronens Tyngde, dens Blod i mine Hænder? Men måtte dog træde det, bag Eder, mine Lærlinge?

»Hm nå,« Olof gik hen foran det ensomt brændende Lys — det andet var væltet og slukket mod Gulvet i Susans Fald, »nu har vi vist set nok og kan slukke!« han satte roligt sin Finger i Luen og pressede den ud. »God Nat i Stuen! Nu kan Guro Rysserova komme!« han famlede sig bort i Mørket, stødte mod Døren og fik den op.

I det samme smuttede noget tungt og stønnende forbi Steffan, fjedrede mod ham, skyggede et Øjeblik, dukket, i Gangens Snelysning og forsvandt — Adrian var flygtet. Steffan var ene i Sancta Lucia-Nat.

Og Blodet brændte atter levende i hans Sår og fyldte hans Øjne. Han søgte sig frem imod Spejlet at se sin Vunde — og klæbede med Et fast ved dets Glar, ved sin egen Skygge derinde.

Bundet til sig selv ved det Blod, som han vilde udgyde for al Verden, hvoraf han vilde føde Gud — bundet, efter Majas Ord, til sit eget Spejlbilled i Skumringen, sin egen Goldhed … Nej, bundet til det Løfte, som havde kostet ham hans Blod og skulde koste Susannas, »Bjærget«s …

Inde bag Tapetdøren hørte han Susan hulke og Bryntes Stemme trøste.

Susan, hvorfor græder du? Så du ej Brynte og mig foran Dødsbæreren? Hvad vilde du mer? Ventede du ikke ham, din sidste Brudgom? Vilde du Evigheden — og vilde du skabe den selv: Brynte?

Han smilte midt i sit Blod.

Susan, du sneg dig til den Brudgom! Vær ej vis på dit Bryllup — med ham! Stol kun på din sidste Bejler!

Og jeg, Steffan?

Han krympede sig, men Blodet bandt ham til Spejlet, til den Gud, han havde født: ham selv, hvem Blodet var ofret til Gave — og Lænke …

Susan, vi spurgte bægge, for at svare os selv! Og dog — hvad er din Brøde mod min? Er jeg ikke Ophav til den som til dens Straf: vore Spørgsmåls Svar?

Ti — den ukendte Gud, han havde vist sig, i sin Tjeners Skikkelse: Døden!

Se Gud og dø? Nej, dø — og se ham!

Susan, græd for din mistede Evighed — jeg græder for min vundne Almagt!

Døden, han havde kaldt på den — for at fly den! forjættet den denne Slægt — for at mætte den! Ja, for at narre den og deres Herre … Nu havde den narret ham — for hans Herre! Nu så han den bag sin som bag Bryntes Bejlen! Og bag den igen? Ingen! En ukendt Gud!

Og i hans Sted: sig selv, Gud som han havde krævet og var blevet!

Og da — hans Ed? Nu stævnede al Värmland til Festen — og inden Sanct Knut …

Susan, græd for mig, den vanskabte Gud: Guden med Almagt, men uden Alvidenhed! din Brudgom — og Morder!

Ulvehylene sukkede bestandigt, fjærnt i Natten. Hjulet gik, hvileløst, i Persberg. Madlugt fyldte Stuen, og Uret dikkede fra Mørket:

»I Går som i Dag! I Går som i Dag!«

Men nu — han jog sammen — slog det 1.

En Time var alt leden af Lucia-Nat, den Nat, hvori de var Guder, Brynte og han, i hendes, Guro Rysserovas Følge, den Nat, som de skulde skabe til Morgen — at møde den Ukendte, hans Vilje og deres Dom …

Da — et Lys — en Hånd over hans —

Kommer han alt, barmhjærtigt, at stille sit Åsyn i mits Sted, den Seendes i den Blindes? at fri mig fra Ansvar? Var Guddoms Herligheden og Gruen så brat til Ende?

»Steffan dog, Steffan, hvad er der? Jeg syntes jo nok, jeg ikke hørte dig komme i Seng, og her ligger du?«

Olofs Øjne ind i hans i et Spiddelys' Skær — og hans Hånd, kølig, over Såret.

»Hm nå, ser vi det! Det var hende.«

Ja hende — Omkring ham Gæstestuens blå Tapet, dens hvide Dørkarm og fra Skyggen Polhems Urets: »I Dag som i Går!«

Det var endnu Sancta Lucia-Nat, og langt til den ukendte Gud. Men nær til hende.

Ja, lyt: hendes Åndedræt dér bag Døren, hans Træls og Gudindes, hans Bruds og Offers …

Og blind, i sit Blod, greb han Vennens Hænder:

»Olof, hvem bliver det, Brynte eller mig?«

Nys: en Bøn om at fries, nu: et Råb om at bindes …

»Det vèd jeg ikke,« Olof dyppede en Klud i Skålen med Grankvistene på Bordet, »kun ikke mig!«

Stel-Tan søgte hans Øjne gennem Lyset, hans Varulve-Bryn, hans hungrige Tand.

Olof — nej, han havde ikke vist sig derinde i Spejlet. Han stod ét Skridt derfra, men han var ikke trådt det …

»Men — hvorfor ikke dig?« hviskede han angst.

Olof vred Kluden op og rørte Sårets Mund med sin Faders, Kirurgens øvede Hånd.

»Ih, fordi — Kan du huske en Aften på Morgongåfva, Farbroder Anselm læste højt for os af »Wilhelm Meister«? Susanna gabede og sov hele Tiden, lige til Farbroder læste Philines Ord til Wilhelm: »Wenn ich dich lieb habe, was geht's dich an?« Da vågnede hun med Et, blussende rød, så sig truende om — og rakte Tunge ad mig, som havde jeg sagt de Ord til hende. Og det havde jeg da også, forlængst!« han bandt varligt over Såret.

»Olof,« Steffan rørte let hans Finger med sin Kind, »så elsker Du hende dog.«

»Elsker?« Olof lo, »nej, det er just det Fejle! Det overlader jeg til Jer. Jeg elsker ikke — min Nødtørft! Altså rager min Elskov hende ikke.«

Steffan foer sammen, som skar Olof i hans Sår i Steden for at forbinde det.

»Lig stille!« knurrede Olof. »Nej, jeg har ikke Eders Undskyldning! Og dog er jeg mer undskyldt end I: jeg er mig den Løgn bevidst. Og derfor fri.«

Steffan lukkede Øjnene. Fri som han havde tryglet — fri for Guds Ansvar — og Dom … Han løftede Panden — jo, fri ved Olofs Hånd, for Spejlet og sig selv, sit Blods Offer og Lænke …

Ti på »Bjærget«: dets røde Kresløb: Frugt og Gødning og Frugt påny! Ingen Gud, ej en Gang en ukendt, kun den evige Nødtørft: fortære og fortæres …

Men — nej! nej! Før leve, med Risiko for at dø! ofre Kærlighed for den Kærlighedsløse! Før selv blive Gud: føde ham, som ej var til — og som var uundværlig! Købe ham, om han så kostede al Verden! Al Verden? Ja, »Bjærget« og Steffan selv! I Døde, tag mig blandt jer, jeg vil dø Eders Død, at vinde mig og Eder Livet: Gud!

Men Brynte, som hun skubbede Spejlet imod: Nødtørften, »Bjærget«s Lov, som hun, dets Datter, elskede — Jærnet, den evige Død, skulde den da sejre over denne Slægt som over alle andre, dyrkes som Gud, at til Tak opsluge sine Tilbedere? Eller — erkendes som Guds Formidler: Fjenden, der blev Tjener: forløste sine Fanger ved at dræbe dem og selv forgik i deres Offer — nej, udløstes ved sig selv: ved Jærnets Jærn, Blodet — Gud, opstanden af sit eget Element?

»Men Olof, hvem da? Brynte eller mig?«

»Det véd jeg ikke,« Olof rejste sig og tørrede sine Hænder, »— og det er da også ligegyldigt! Blot én af Jer! En Arving til »Bjærget« skal jo findes!« han lo.

Ligegyldigt — når Arving fandtes! og Forfædre .. når »Bjærget« bestod!

Men — nej, for Olof bestod det ikke, ikke for den, som ej elskede sin Nødtørft! Med ham fødtes det, og med ham blev det dødt!

»Ja, ja, God Nat da med dig, Steffan. Gå du nu til Ro — med den Tak, hun gav dig!« Olof lo, og Steffan tog sig til Såret.

Vilde Nødtørften ej elskes? »Bjærget« ej frelses? Var det Gud og Menneskene dets Ofre? Var Steffan Oprøreren, den Vanskabte, og Brynte og Susan Guds Tjenere, med Døden bag sig — og ingen bag den?

Hvorfor skreg Susan da for sin Brudgom i Spejlet? for Margit Jomfrulands Ord om den Kærlighedsløse? Hvorfor rakte hun Tunge ad Olofs: »Was geht's dich an«?

Begærede den Kærlighedsløse dog Kærlighed! Jærnet dog at forvandles til Guld? Skød hun end Spejlet mod Brynte, var Steffan så dog den Brudgom, hun vilde?

Og i så Fald — Steffan gøs for hendes, for sin egen Skyld — ti hans Ed …

Han hørte Olofs Dør gå i. Alle Døre stod åbne her i Värmland, havde Susan sagt. Ti de var alle dets Børn. Men Olofs Dør lukkedes, her i Nattesamtalernes Land, hvor ingen Dag var lang nok til at udøse Broderhjærterne!

Hvad hviskede Drengene i Zacharias Piras Skole om hans Fader, hvis Alder ingen kendte? At han havde drukket Blod af de Døde på alle Europas Valpladser for at leve evigt. Ja, Olof, drik kun Blodet af alle »Bjærget«s Døde, af Jærnets Ofre — og lev evigt!

Susan, min Elskede, jeg giver din og min Evighed hen, ej blot for en ukendt Gud, men for en Gud, der ej findes til! Jeg tager min Pligt af Sancta Lucia-Nat!

Vi spurgte bægge — for at svare os selv! Var Spørgsmålet som Svaret Synd? Nu, lad os da tage Syndens Straf! Men jeg, den Fremmede i Järnbäraland, erkender min, hvor du, dets Datter, kun har Gråd og Slag!

Ligger jeg da iblandt jer som Fjende? O nej, et Offer som I! Koster Gud Eder, koster han også mig! Og — er ikke Abrahams Offer større end Isaks? og mit større end Abrahams — jeg, som ikke hørte Guds Røst, men kun min egen befale?

Han krøb skælvende under Tæppet i sit Værelse, men lod Døren åben. I Fjor, de forgangne År lukkede han den stedse — som Olofs, som Morgongåfvas stod stængte, selv mellem Fader og Moder, selv for hans Sygdoms-Nætter.

Men i Nat sov han som i fælles Rum ej blot med Susan, men med Brynte, ja med Adrian — kun ej med Olof, Fornægteren.

Ti var de ej fælles om denne Nat, Lucia-Nat uden Lys og Svar? Nuets Guder som deres Offer, Brudgomme som Brud! Fyldtes deres Øren ej af Persbergs Hjulets Klage, al Trældoms Suk? af Ulvenes Hyl, Dybets uophørlige Gråd? Og blandedes deres Åndedræt ej til en fælles Bøn, et fælles Løfte?

O nej — lyt: de sov derinde! Selv Susan, der havde grædt så fortvivlet for sin Brudgom i Spejlet, sov og glemte.

Huskede hun ene Brynte? — Kunde Steffan da ikke ene erindre sig selv? Sig selv ja — og sin Ed! Og våge som Gud!

Han gøs.

Åndedrættene derinde, trygge af Glemsomhed, og hendes tryggest af dem alle! De opvarmede Kamre, der hegnede denne Gård … Al Värmland, der stævnede til Julefesten … Og inden Sanct Knut havde Steffan svoret … Nej! Nej!

Herre, jeg viste ikke mit Åsyn i Spejlet! Jeg krævede dig ikke af »Bjærget«! Jeg fornægter min Brøde som de derinde, hvem jeg forledte! Jeg sover fra min og deres Straf! Jeg frelser dem og mig selv af din Hånd! Jeg vil dig ikke —: og du er ikke til!

Jeg jublede på Morgongåfva mod Festen, jeg er en Djursäters Gæst, en Vallon blandt Valloner! Jeg er en Bejler som Brynte! Min Krans til hende er Kransen af blomman för dagen!

Gjorde jeg mig til Gud for at ofre Frau Holde med alle hendes Børn, at styrte Festens Gård i Svælget derude? Vidste jeg da, at den vilde fylde det?

Ja, vidste jeg det! Var jeg alvidende, som jeg er almægtig!

Almægtig? jeg? fra hvem hun skød Spejlet bort! Almægtig — jeg med hendes Slag på Pande og Ryg! Almægtig over Sovende, Gud for Sancta Lucia-Nat?

O, mærk: kun én Time er vegen af mit Herredømme, Natten uden Lys og Svar — og bruser ikke alt dens Mørke om mig?

Åndedrættene derinde, de er ej til at vække, ti selv sover jeg dybt.

Ja sov, arme Gud, sov kun — din Ed holdes endda! Sov og rid for dit eget, for deres Åndedræts Storm! Dit Skaberord, der skulde genføde Døde, ja Gud? Er det glemt? Eller du og Brynte i Spejlet: Guds spaltede Vilje om Jorden, er I én i ham bag jer bægge: Dødsbæreren?

Se, I kæmpede ved Bedrag — da stod han dér, sendt på en Højestes Bud! Et Skrig, Lyset gik ud — og nu rider I Sancta Lucia-Nats Ridt!

Olof, du fik Ret! Vi elskede vor Nødtørft — og lød: Frugt og Gødning og Frugt påny —! En Arving til »Bjærget« må findes! Nu er vort Ridts Time. Nu viger vi! Nu bruser vi hen bag vore Fædre! Vi Guder kommer til Gud!

O Drøm, der blev Sandhed! O Vilje, der Opfyldtes! O Frygt, der besandedes!

Nu red han, nu red Brynte, nu red al »Bjærget« Ridtet gennem Sancta Lucia-Nat! Se dér var hun forrest, Jærnets Dis, deres Dronning! hendes fygende Guldhår, hvori al Verden skulde forgå eller hærdnes til Evighed!

Hvad vidste de? De måtte kun følge! O Frihed: kun følge!

Fra Dovre kom de, fra Nordens Stenhjærte, hvor Østens Hyrdestamme, på Flugt for Perserkongens Stridsvogne, for det Flammeglavind, som brød op af selve Paradisets Skød, fandt sin Grav. Fra Eda- eller Ödeskogs Sus over Alfheims Rige, over Eufrats menløse Børn! Bag Guro Rysserova, Jærnets Dis! På fosforblå Vinger gennem Skyerne!

Og Skyerne stod i Brand, og i Branden Jorden, som han skimtede dernede — Skovene som èn rygende Kæde af Bål; Menneskenes Boliger: Kirker, Gårde, Ovne og Brug som brændende Miler; Søerne i Dybet som smæltende Malm og Elvene som jagende Røg; Dyrene som væltende Bølger af Damp, Gevirer og Skrig; Menneskene som vingede Fakler af oprakte Arme og flyvende Hår!

Og Følget heroppe — de flaxende Skikkelser, der dalede og steg: Jorunds mejende Segl, Gylfes fældende Øxe, Kättils høstende Glavind! Slægternes svingende Værger, Egerne i det Flammehjul, der drejede Himmel og Jord til sin Fælge!

Se Guros endeløse Svans: Vikingerne, Korsherrerne, Trediveårs-Krigerne, Karolinerne, Gustavianerne, Napoleoniderne! Se Kapper af Ild og Blod, der som Vinger løfter stejlende Hestebuges Skaberak af udrevne Tarme, knejsende Rytterbrynier af kødløse Brystkurve! Se dem, fra Jorund til Cläes af Adelstierna, Apostlenes Række, Troens Stigmatiserede!

Og se bag deres Skuldre, fast klamrede til dem, Armstump i Armstump, Benpibe i Benpibe: Væsner af alle Folkestammer — Gaverne til deres Gud, Høsten af deres Jordeliv: den Broder, hvis Liv de tog og som de gav deres! Se Krigs-Brudeparrene, Dobbeltvæsnet, Mandragora!

Og se deres Avl: vor Slægt! Se os tronende i brede Karme, forspændt segnende Børn; overskrævs på kravlende Oldinge; på Ryggen af ravende Kvinder! Se os og vore Tvillinger, vore Ofre til Gud! mærkede: »vor Broder« af vor Hæls Spore, af vor Hånds Svøbe!

Ja, se Hjulets nye Eger — ikke Sværd af Jærn, men Svøber af Guld!

Se blussende Kinder, se gyngende Buge, se hvide og dådløse Hænder! Se Tønder af Vin og af Gløgg, se Stabler af Violiner og Bøger! Se Tærningespil og Orgler! Se »Bjærget«s Mester, Franz v. Schéele, Bjærgråd van Harmst, Borgmester du Pont, Præsterne Böös og Bräutigam, Farbroder, Gudmoder, og hendes Gæster, Landshøvding som Knægt! se Brynte, Adrian og mig! Se Guld af Jærn, se Fred af Krig! Se, Guro Rysserova, dine sidste Troende!

Og se bag os: vor Banes Støv, vor Rejses Røg: Ulves dampgrå Pelse og luerøde Tunger! mærk Stank af Tarme, hør Kor af Hunger og Skrig under Gab og Kløer! Red vi Brødre bagud, faldt Søstre fra os? strøes de over vore Spor, at tætne til Tog af nye Ulve?

O Stank af Lig i vore Hæle, o Ild i vor Ryg! Og Luftningen om vor Pande, Gabet forude: Dødsrigets Kam af Is!

Se Fædrene, Hestene som Mændene, flimrer som Sne, fyger som Aske! Blændes vi af Tågen, svimler vi af Foget? Blåner Himmel og Jord, det flammende Hjul, med Et op i Træk?

Ja nu — se dets sidste Runding, stejlt over Isranden! en faldende Sol, et Bifrost af Flammer, af Hagl! Pagten om alle Tings Afladelse!

Men — Dødsrigets Kam er Ild, ej Is! Luetoppene er Højovnens Rand! I vor egen Ovn skal vi omkomme — Melcher du Ponts Spring! Omsmæltes af vore Former til nye!

Mærker I det dragende Lod: Guro Rysserova, vor Dronning? Ser I i Ildhåret hendes Ryg — Rustens Hjem? Ser I hende opsluges af Ild, af sine egne Vinger — Fortæreren og Fornyeren, af hvem vi fødes, dør og opstår: »Bjærget« af vore Slakker … det røde Kresløb!

Led over Led hvirvles vi, Loddets Kæde: Jorund og Gylfe, Barchäus og v. Schéele, Böös og Gudmoder — Sværd og Svøber, Lænker og Bægre, Kasseskrin og Spillekort, Violiner og Alterstager bag Magneten mod Målet: Essen!

Og bag os, af Guros Svans: én Hose af Ansigter, én Sfære af glappende Munde og glippende Øjne, af ufødte Fostre: vore Børn — og Fjender, »Bjærget«s Arvinger!

Hvem ramte os, Kædens gyldne Led, som ikke tyngedes, men bares af vore Tvillinge-Ringe?

Finnepigen dernede ved Savolaxhyttan, der ryger som en sluknende Tande! Se hendes Arme, svingende efter Troldskuddet, hør hendes ukendte Trudsel: Ordet, der dræber! Og se Fader, vinkende advarende, bedende ved Daglösen Sø! Og Gravenes og Grubernes Huller, besat med stirrende Ansigter, ventende Dødningeskaller! Og Zegoel, den ukendte Gud, vandrende over Yngen mod »Bjærget«, sit nyfødte Rige!

»Stands! Stands! I Jesu Navn, hvor kommer vi hen? Kast jer ned i Korsform!«

Nu — styrtede han ej i Højovnens Ildsvælg, ét Fnug blandt de andres fygende Aske, Värmeskogens sidste Løvfald og Fugletræk, men langs dens Rand, med Ansigtet nedad, med udbredte Arme, ene ned i Morgongåfvas Snedriver, i sin kolde Seng? Sluktes med Et al Larm og alt Lys, Flammernes Knitren, Hestenes Galop, Stangjærns-Hamrenes Drønen, Drikkevisernes og Salmernes Kor?

Lå han ene, på Ovnens Bund, i dens Aske, i Sne — som Skikkelserne, han skimtede før på det vilde Ridt: ukendte og ubegravne Lig, liggende i forladte Gårdes Dyb, sparkede did ned af Guro Rysserovas vragende Hov? Krøb langs Tagene Lemurer i Mørket, Røgstriber fra det slukte Bål?

I de Gårde, som Menneskene Sancta Lucia-Nat rømmede, tog usalige Ånder Bolig … Ja, Värmlands Gård rømmet — og han, en usalig Ånd, ene!

Havde han ofret de Andre, men reddet sig selv? Huskede han »Ordet«, det frelsende, for sent for dem, tidsnok for sig? Blev han Gud i sidste Øjeblik — og for silde? Eller — var »Ordet« ej det rette? Eller han ej den rette Gud?

Al Värmland ofret, som han svor — kun ikke han selv! Og derfor: ofret forgæves!

Forfærdet rev han sig løs af Sneen, af sit Lejes Liglagen, men bandtes af Blodet — af sin Korsform, af Jesu Navn — En Gud for sig selv, der så sine Skabninger dø!

Guro Rysserova, Brødre og Søstre, vend tilbage, tag mig med! Jeg jorddroges i »Bjærget«s Skød! Jeg er Morder som I, ej Offer! Helt, ej Rømningsmand! Susan, din ormefyldte Ryg, jeg vil kun den, Rustens Hjem! Som jeg greb mod dig i Tårnet, griber jeg mod dig nu! Du slog mig ud af dit Liv, men slå mig ikke ud af din Død!

Da — kom det tilbage, det vilde Tog? at af sin Død kræve hans Løfte: Evigheden, Ordet?

Hør Hestenes Stampen, hør Sangenes Hujen, hør Skuddenes Rullen!

Hans Kors, blev det ej blot ham en Martrens Planke, men en Favn, kastet over Svælget at fange »Bjærget«s Ridt? Kunde han frelse alles Liv ved sit »Ord«, ved Jesu Navn — eller skulde han dele alles Død? O, ligegyldigt! blot ikke ene: ene frelst! ene vraget! Blot ikke Gud, men Menneske! Vallon blandt Valloner!

Han sad over Ende i de iskolde Lagner, med opspilte Øjne.

Ja, se — se dér i Mørket: Fakkeltunger, vilde Pelshuer, Manker, Bøssepiber og Slør jog forbi Vinduets Is! Mulmet derude var revnet i Ild, Stokværk over Stokværk af Lys, Våbenskjoldets Sol flammede mellem Skyer af Snehæng, Portalen luede, en Himmel af Glans, hvori Slægternes Trappe steg! Røster jublede:

»Lusse! Lusse! Velkommen til Lusse!«

Og her i hans Kammer, i Døren, hvor nys Dødsbæreren stod — se: en levende Krone, Tunge ved Tunge af Lys, to Øjne strålende i hans, et Ansigt, blussende mellem Blomster og Løv, gyldne Hår og Kæder, en Damp af Ånde, af Kaffebryg …

Susan i Sancta Lucias Dragt!

Hans årleste Minde, lyste hun af hans sidste, at lade ham se, hvad han dømte og mistede? Hans første Erindring var hende i Sancta Lucia Morgen — siden var hun kommet igen hvert År, i Helgenindens Skrud, efter »Bjærget«s ældgamle Skik, som selve dets Tegn: Ilden af dets evige Nat! Men han —

»Susan!« hulkede han, »jeg kendte dig ikke før nu — Susan, for sent!«

»For sent?« Ansigtet lo under Lysene mellem Tyttebær-Rankernes Skygger, »ja, du får sidst af alle på Gården, men alligevel ikke for sent! Gæsterne kommer først nu. Ræk ham så Brødet, Brynte!«

Sidst, men ikke for sent — Hun havde vækket ham igen, af det sidste som en Gang af det første Mørke …

Se hendes Øjne og hendes Tænder, hendes Hænder og Fødder og Kaffekogerens Kobber, som hun bar ved sit Bryst — hun brændte jo selv som en Lue, ej for at fortære ham som Fjende, men for at varme ham som Barn!

Det var hende — Susanna, denne Lucia-Morgen som alle andre, fra den første da han vaktes ved hendes Lys: Sejren over Natten, og mættedes af hendes Hånd: Mad af Stene! Värmlands Dronning! Ja se dèr bag hendes Krone Brynte, med det flammetungede Hår, den hvide Skjorte og Kurven fuld af Safrans-Bagværk og Kringler — hendes Tjener, Jærnet!

Og derude forbi Rudernes Is jog Lussegæsterne i Gårde, til hendes, til Värmlands Fest, Lyset af Mørket!

»Susan!« han foer op, »Susan, kan du tilgive mig?«

»Dumme Dreng, hvad bryder jeg mig om dine Kunster? Jeg blev blot bange i Nat for det gamle Spøgelse. Og til Straf får du sidst Kaffe af alle på Gården. Drik så!«

Hun bøjede sig mod ham med Kaffekogeren, ikke Olden som vanligt, men Mokka, Julens Drik.

Men han skød den til Side og sprang ud, i sin blotte Skjorte, og faldt på Knæ for hende, den Elskede, hvem han til Brudgom bød Dødsbæreren, Sancta Lucia, hvem han rakte Evighedens Krone — at slukke den, som flammede om hendes Pande, fra Vintergulvets Kulde, fra »Bjærget«s Snegrav, som hun trådte med sin nøgne Fod —: Ilden, »Bjærget«s Sejr, udrevet af Natten, af Guros Ridt!

»Susan, tilgiv!« han bøjede sig og kyssede hendes Fod.

Et Dryp fra hendes brændende Lys faldt på hans Pande, han slog Armene om hendes Knæ — tændt ved hende af Mørket.

»Dreng, er du tosset?« lo hun, men bøjede sig blødt i sit lange Lin og rørte Såret fra om Aftnen med sin Mund.

Ja, Susan, læg Såret, som du slog: Vanskabtheden! Gør Danskeren hjemme i Järnbäraland! Din Favn er vor Frelse, som Korsets er vor Død! Ti Døgnet er vort Liv, og Evigheden vor Død! Du er vort Døgn, det eneste! Du er os selv, vort Alt! Og uden dig er Intet!

»Næh — se, se!« Susanna pegede med opspilte Øjne, med udrakt Hånd ud i Gården.

I Branden af Faklerne og Lysene fra Vinduerne og Dørene trængtes Pelshuer, bølgede Hestemanker, skubbedes Kanehimle om Nattstugans snestribede Kvadre og tilføgne Svalegange. Unge, lokkede Ansigter i Uvejrshætter, Mumie-Åsyn i Skindkyser, Ørnenæser, vajende Fjerbuske og Knebelsbarter stimede under Julekorsets røde Lapper og spurveflagrende Neg. Og Gudmoders lille Skikkelse i Celadons-Krinolinen svævede øverst oppe på Trappen.

Til Vrimlen med Et krængede — ét Skum af Ansigter, forbitrede, forfærdede, jamrende, op ad Nattstugans Trapper, mod Monseigneurs Vinduer, mod Ruden her .. En Ulv fløj gennem Luften, i et himmelhøjt Spring, med opspilt Flammegab og med rejst Halebusk og med blottede Klør — og styrtede tilbage, ned i Mængden, revet bort af et Reb …

Bas-Fre'rik, Expatron til trende bortjubilerede Brug, og Løjtnanterne af Värmlands Kor, Jacob Lättfot og Petter v. Uttfall tumlede imellem hverandre af Latter, holdende i Udyrets Tov.

»Se her Godtfolk! se her en bitte Gæst til, en uventet! lokket i Gruben i Nat af Anselm på Vejene! Men — Gudmoder Hulda er gæstfri, tager gærne mod den! Den lød jo hendes Invitation, hendes Galts Grynt, ligesom vi!«

Hylen, Latter, oprakte Hænder, fægtende Piske, Muffer, Stokke — Råb:

»Velkommen! Velkommen!«

»Tag den bort!«

»Er I gale?«

»Dræb den!«

»Om den slap løs!«

Steffan stirrede, blind, på Pletten, hvor den sank — Guro Rysserovas Dyr fra Jagten i Nat, midt på Lusse-Morgen, midt i Festens Gård!

Og ved Vinduet Susan, med sit blussende Ansigt, under den funklende Krone, lænet mod Ruden, hvis Is tøede og tøede. Og bag hende Brynte med vagtsomme Bryn, med knyttede Hænder som til Kamp, til Forsvar.

Forsvar for hende, deres Nu — mod hvem? Deres Tvilling!

Steffan foer tilbage i et Skrig.

Med Rebet sprængt, med Bas-Fre'rik og Løjtnanterne styrtende næsegrus over Ende i Sneen, fløj Ulven med flammende Øjne, med ildrødt Gab, i en Sky af Ånde og Sne lige imod Ruden, imod Susannas strålende Krone.

Hundreder af Ansigter vendt mod Susan, Skrig:

»Sancta Lucia! Sancta Lucia!«

Kronen én Vulkan af Lys, hendes oprakte Hænder —

En Skygge farende over Ruden, en svingende Kæmpearm — og Ulven styrtede tilbage med sprukken Pandebrask, i et Springvand af Blod, og forsvandt i Myldret af Nakker, Skuldre, Arme — —

»Uf! så du det? ét Slag, ét eneste Slag!«

Hun lå på Knæ i sit lange Lin, klamret til Karmen, dødbleg, under Kronen, hvis Luer flygtede vildt imod Loftet, efter deres egne flygtende Skygger og Røg.

»Uf, ét Slag — se!« hun pegede mod Ruden, hvor Ulvens Blod og Hjærnemasse drev i Isen, »så stærk!«

»Stærk? Ja det tror jeg! En Jærnskagle — og Flötningschef Dahlman, »store Nisch«! Men de bandsatte Løjtnanter og Bas-Fre'rik! å, hvor de skulde —!«

Brynte rystede sin knyttede Næve: »At slæbe Udyret herind! som om det ikke var nok med det derude!«

Derude — hvor kunde Brynte tro, Ulven kunde holdes derude? deres Tvilling fra Natten, deres Broder i Guro Rysserovas Ridt, deres Offer til Guden? Kaldtes den ikke til Festens Gård, til Lusse-Morgen som de, af Galtens Grynt, af Sancta Lucias Krone? Slæbtes den ikke herind af Farbroder, af Patroner og Knægte, at vidne med sit Blod, hvem hun er: »Bjærget«s Dronning, Moder til den som til os alle, vort Nu, vort Liv?

Hør Råbene derude, Lykønskningerne, Latteren! Og nu: en stormende Hymne, leende Øjne, jublende Munde, svingende Huer, imod Ruden, imod Sancta Lucia, Dronningen:

»Leve, leve vor Lucia!«

Skreg Steffan med, skreg han sig hæs, medens han rystede på hvert Lem af Vintergulvets Kulde, af »Bjærget«s Snegrav, der opsendte Ulven, sit Barn? medens bag Gæsternes, bag hans eget Råb dens Brødres Jamren nåede hans Øren, som begreb, hans Hjærte, som fødtes til deres Tolk?

Ja, han skreg for hende, som strålede dér bag den Rude, der drev af Blod: Dronningen for Festens Gård, tændt af Graves og Grubers Gas!

Og han vendte med de Andre sin Jubel mod »Store Nisch«, der smilende tørrede sit Våben i sin Bjørnepels.

»Store Nisch! Store Nisch! Tak!«

Ja, Steffan Choräus af Morgongåfva, Arvingen, der frasagde sig Arveretten, skreg med Patronerne, Knægtene og deres Kvinder: »Hil dig, store Nisch, hil dig og Jærnet! Beskyt »Bjærget«, vort Hjem, og Susan, vor Dronning!«

Ti hun var blevet hans.

Han havde fundet, omsider, den, som han søgte i Farfaders Tårn, i Savolaxhyttans Fattighjem, i Seklernes Stue, den Ene, hvem Alt burde ofres!

Og krævede hun hans Blod, skulde det, lig Ulvens, ofres hende til Ære, ærede det da ej sin egen Indebyrd: Jærnet? sin egen Lov: den Stærkeres Ret?

Ti hvo var stærk som hun, deres Nu, Jærnets største?

»Leve, leve vor Lucia!«