Jærnet/1/4
Blusset fra Savolaxhyttans Højovn svandt over
Træernes sorte Toppe, Bruset af Flammerne og Bælgene,
af Latter og Vrinsken tystnede bort. Stiens Snegab åbnede
sig, Bores mørke Manke flagrede mod det. Fyrremørket
tætnede om dem.
Steffan sad nedkrøbet i Fodposen, med Næsen i Ulveskindene. Over sit Hoved så han Faders Tømme gynge og Åndedrættene bølge fra ham og Provsten Böös.
»Jeg troede, Deres Velærværdighed skulde med til Gildet i Bjærgmestergården?« spurgte Faders Stemme.
»Hm, jeg også så sandt,« brummede Provstens Bas, »men — Hr. Bjærgmestren udviklede Anskuelser — og — man sælger dog ikke sin Førstefødselsret for en Skål Ærter — end ikke af Hr. v. Schéeles Bonitet!«
Steffan mærkede, hvorledes Fader smilte.
»Anskuelser som sagt —«
En Regn af Klokker, et Råb — Fader strammede Tøjlerne …
En Snesky foer forbi dem, og i den Barchäus, piskende på den jagende Hest. På Bagsædet Köckeritz'erne, klamrede fast med blege Ansigter.
Steffan nikkede — de Første, som Värmeskogen kaldte hjem …
»— som jeg ej finder anstår en Statens Tjener og ej ønsker at yde Kirkens Sanktion ved min Deltagelse — selv i nok så gode Gilder, hm.« Böös tog en Pris. »Og jeg må desværre tilføje: jeg finder det et Tidens sørgelige Tegn, at i en så betydelig Forsamling Protesten ene skal fremkomme fra en Tersites som Hr. Barchäus.«
Han pegede mod Mørket. En Snesky svævede over Stien, et Genfærd af Klokker .. Várfuglens Skrig fra Skovdybet. Og en Flugt af Sidensvanser og Lavskriger fra Enebærrene.
Böös bankede på Snustobaksdåsens Låg. »Som Åndens Repræsentanter havde Hr. Pastor Bräutigam og jeg jo intet Votum i denne verdslige Sag. Men det undrer mig, nej, smærter mig, at ingen af de Herrer Stemmeberettigede fandt sig tilskyndede til Indsigelse, hvis ej mod Enkelthederne, så. mod den ganske Ånd i Forslaget.«
Fader tav; så sagde han dæmpet, som talte han med sig selv:
»Hr. v. Schéele talte om den Tid, der er så ung, at ingen tør dømme den.«
Böös bruste op. »Ih dømme — som om Tiden ej besørgede det selv! »Af deres Frugter skulle I kende dem!« Hørte Hr. Patronen ej dette såkaldte »Manifest«, som Hr. Barchäus fandt sig foranlediget til at indvi os i? Eller gjordes dette Vidnesbyrd behov? De er for ung en Mand, Hr. Choräus de Bésche, til at have oplevet den 16. Marts 1792, ja 13. Marts 1809, de Dage, da »Tiden« behagede, følgende glorværdige Exempler, at løfte sin Hånd mod selve Herrens Salvede, her, i vort Land! Men De har dog set et 1830 og et 48 med deres Følger derude og herhjemme, hine Rædselsoptrin i Paris, Hr. Barchäus dvælede ved, som og vore Martsoptøjer i vor Hovedstad, vore »Reformbanketter«, vor al Sømmelighed trodsende Repræsentations-Strid, for ej — Gud forlade mig jeg besmitter min Mund — at nævne .. vor Presse!«
Böös spyttede, som spiede han samtlige »26 Aftonblade« fra sig, der hang, et Exemplar af hver, i Glas og Ramme, på Farbroders Væg på Idet, mellem hans egne og hans Venners, Uno Troilis og Södermarks Tegninger og Malerier.
I det samme slog Bore over i Galop.
»Jeg véd desværre, at Hr. Patronen ej er uantastet af disse — »franske Pokker«, men tør dog sikkert hos en Broder i Kristo, ja en Kandidat i Theologien påregne en zelotisk Harme mod disse Tempelskænderes Rasen, når de — ej ladende sig nøje med Tilintetgørelsen af alle verdslige Bånd: Hustugtens Afskaffelse, Kvindernes Stillen på lige Fod med Mændene med Hensyn til Myndighed og Arv, Respektens Nedbrydelse for Konge som for Dommer, Beskyttelse af Gældbundne og Dagtyve — tilogmed udstrækker deres formastlige Hånd mod vort hellige Hus: mod Biskoppernes Eforat, mod Præsteskabets Magt over Skolen, ja, med Hr. Thore Petré ønsker at opleve den Dag, da Västerås' Ordinantia og med dem »vor ej blot unyttige, men skadelige Kirke« forsvind …«
Hesten gjorde et Spring, et Kast til Siden, så Böös'es Stemme brast, og de Kørende slyngedes imellem hverandre, i ét Virvar af Pelse og Tømmer …
Ubevægelig, hvid, med Øjnene lysende i det dødblege Ansigt, med Armene udspilte som korsfæstede, med de nøgne Fødder sunkne i Sneen stod en Skikkelse dér i Skovnatten.
Böös'es Åndedræt peb: »Du min Gud — hvad ser jeg … Herre, forbarm — —«
Så foer han op i et Brøl.
»Er det dig, Satanas? Vover du endnu —! Har jeg ikke svoret dig Malmö Hus? Eller — nej — Lovens Ordlyd: Konventikelplakaten 1726: »Kommer han tredje gången åter skall han —« Bi, med mine egne Hænder —«
Böös gjorde en Bevægelse, voldsom, så Steffan tumlede halvkvalt om i Fodposen … han så Fader lynsnart bøje sig frem og smelde den fnysende Bore et Rap med Pisken, så den rejste sig på Bagbenene, kastede sig frem i Karrière, og Böös drønende styrtede tilbage mod Slædens Rygstød …
»Så så, så så!« lokkede Fader gennem Bruset og Hvirvlen af Sneen.
»For Fanden!« Böös fægtede, halvkvalt af Pels og Slim. »Kan De ikke køre, Patron Choräus?« Böös gispede efter Vejret, »ellers havde jeg, Guds Død, med bare Næver fakket den Skælm! Men skal den Dag i Morgen lære Lensmand Crälius mores! Endnu har de Herrer Hierta og Petré, trods ærlige Forsøg, ej mægtet at skænke Gudsbespottere Rettens Beskyttelse og jeg —«
Et bragende Nys.
»Bore! Bore!« fløjtede Fader.
Dyret vendte Hovedet, lyttende til den så kære Røst, funklende efter den onde Ånd, der havde styret Slaget.
»Hr. Provst, jeg tror, vi bør takke Bore for den Galop!«
»Takke — De mener?«
»Jeg mener Deres Velærværdighed,« Fader skød med Svøben Hestens Rygtræ til Rette, »at en Arrestation af Zegoel vilde sætte hele »Bjærget« i Flamme — have alle Grube- og Hyttefolkenes Rejsning til Følge.«
Böös tav et Øjeblik. Så snærrede han: »Dér ser De: Tidens Gejst! Følgen af alle Skrankers Nedbrydelse, alle Loves Flyden!«
»Jeg ser,« lød Faders Røst, dæmpet, »den Ånd, der hungrer mod »det nye Rige«, som stakkels Zegoel forjætter dem — og som vi ej har formået at skabe på Jorden.«
»Hr. Choräus!« buldrede Böös op, men tav brat, brummede og kvalte sig i en Pris.
Og Steffan så Folkestuen for sig derhjemme på Morgongåfva, en af de Aftner »Herrens Folk« forsamledes dér, fra Forfølgelse af Lensmænd og Præster, for at læse af Elias Wolkers »Det andeliga presterskapet« og Nohrborgs »Den fallna människans salighetsordning«, synge: »Här en källa rinner —«, »öppet står Jesu förbarmande hjärta,« »Lammets folk och Zions fränder«, og lytte til Skrædderen fra Elgå, Fjellstedt-Johannes: Johannes Andersson fra Långserud, eller en anden af de Udvalgte og Kaldede, der vidnede om Herrens nære Komme og alle Tings Dom.
Steffan så det store, dybe Rum i Loftsbjælkernes Dunkelhed, i Flimret af Tællepråsene og Lerkaminernes Fyrrebål — de løftede Hænder og Øjne, de skyggeagtige Skikkelser og sig selv og Fader i en Krog af de vægfaste Bænke. Og han hørte, dæmpet, ovenfra, Moders Sang og Farbroders Violin — Atterboms eller Bellmans Sange — og en Knurren fra Forsamlingen, om dem, der vel, som Domprovsten Johan Henrik Thomander og Provst Ödmann, i Rigens Stænder, stred som Guds Redskaber Striden for hans hellige Sag, for hans Folks Beskyttelse og Fred, men dog ingenlunde selv var døbte i Lammets dyre Blod… Mens deroppe Tonerne sang: »Herold för den unga Flora —« eller »Upp Amaryllis! Vakna, min lilla!« .. og Fader smilte, sit spørgende og tilgivende Smil …
Böös vidste om dette »Wartburg«, som Farbroder Anselm halvt beundrende, halvt fortrydeligt kaldte Morgongåfva. Men — var ikke Patron Choräus de Bésche en af Stiftets Magnater? bivånede han ikke Böös'es egne Højmesser i Filipstad Kirke .. og var ikke Hans Højærværdighed, Biskoppen i Karlstad, hans kødelige Morbroder? og denne høje Person ufatteligt allieret med de Herrer Sahlström, Danielsson og denne såkaldte »Lysets Bonde«, Nils Månsson i Skumparp, Gennemførerne af »Folkeundervisnings Loven« af 42?
Böös sukkede og tætnede efter med endnu en Pris. Kun Zegoel kunde han ikke tilgive Fader. »Han er hans onde Samvittighed!« forklarede Farbroder, blandt hvis »Forfulgte« på Idet: Tatere, Spillemænd, rejsende Officerer — »Knægte« som de kaldtes — Vagabonder og Eventyrere af alle Stænder og Nationer, også Zegoel indfandt sig. Men Fader rystede på Hovedet: »Vist ej, Anselm! sæt dig i Böös'es Sted og se i arme Zegoel selve Antikrist: Samfundets Omstyrter, Frikirkens Antinomi — Oprøret mod den Lov, der for Böös er den ganske Bibel.« »Nu ja,« Farbroder nikkede skødesløst, »spiller han salig Gustaf IV Adolf, agerer han »Åbenbaringen«s »Trofast och sannfärdig.« mod Zegoels »Widunder«, lad da, som Napoleon knuste Gustaf Adolf, Zegoel og hans Folk pulverisere Böös! Priset være Gerningen!« »Og hvad så?« spurgte Fader og så hen for sig, som i bange Undren. Men Farbroder hørte ikke, han sad alt ved Klaveret og stemmede op med den nyeste Uppsala-Vise:
»Minns du, hur ödet oss förde tillhopa
ådertonhundra och trettiosju?«
»Hr. Patron Choräus, en Fantast er De,« begyndte Böös, »Hjærtet er godt, jeg véd det. Men De lytter til Sireners Sang og sanser ikke, hvorhen de synger Dem — før det er for silde. For silde — det frygtelige Ord, der en Gang, inden føje, som Domsbasunen skal tordne i denne Tids Øren! Se Dem om, se alle Vegne: Frafald, Oprør, Selvklogskabs onde Ånd — Nydannelser i den af Gud lovbundne Natur! fra Hr. v. Schéeles Hestebaner til vor Velsignelse med en halvgal Englænders Påfund: Lancaster-Skolen, »den gensidige Undervisning« .. Jo, jo, jeg skal love! Den Blinde skal lede den Blinde! hver Svend spille Mester! Puh, ad Helvede til bærer det med Eder!« Snustobaks-Lommetørklædet smeldede Steffan om Ørene. »Dér under Gråd og Tænders Gnidsel skulde I en Gang, som Hr. Assessor Barchäus lovede, angre, hvad I gjorde af det Land og den Tro os anbetroedes af gudslydige Fædre! Så Baner og så Skoler — og I skal høste Falitter og Revolter! Og hvorfor — du min Gud, hvorfor? Er ikke vort Land skønt og velbehageligt, som det er?«
»Hr. Böös,« Faders Stemme smilte, »bør det sig en Kandidat i Theologien at minde en Kontraktsprovst om vor Primas', Olavus Petri's Ord: »Vi skola se till, vad rätt är, icke vadd vant är«?«
»Ret, Ret!« knurrede Böös, »ét og evigt er det Rette!«
»Og dog — nylig angreb Hr. Provsten vor Lancasterskole med Jesu Ord: »Skal en Blind lede en Blind?« og i »Bondestanden« forsvarede Hans Jansson samme Skole mod den af Præsterne priste Forældreundervisning, med Luthers: »Om man väntar, att den ena tocken skall undervisa den andra, vad blir det då utav?« Det Rette — ak, det synes mig så mangfoldigt som Menneskenes Sind og Tidernes Gang!«
»Hr. Choräus! Ve den, fra hvem Forargelsen kommer! De kunde dog i det mindste,« Böös'es Knæ stødte Steffan i Nakken, »skåne den kommende Tid for dennes Besmittelse — og yderste Fortvivlelse!«
»Fortvivlelse — ja,« Faders Stemme talte atter som med sig selv, som undertiden i hans Studerekammers Ensomhed, når Steffan bange lyttede ved Døren, »lad mig citere Kirkens tredje Mand, min egen Morbroder og Deres Foresatte i Karlstad — Ord, som han sagde, da den nye Tid krævede Viden for Bonde som for Lærd — og han gav det Krav sit Votum. »Den Nød, den Sorg, den Samvittighedskval og den Livslede, som piner Europa nu, kendte Idyllens og Uvidenhedens ikke. Som den unge Bonde i sin og sin Elskedes Vår med let Hånd rejser dem et Hjem, mens den Lærde efter Dage i krumbøjet Møje, efter søvnløse Nætter, med grånede Hår og falmet Blod møder sin Bruds, Sandhedens, smilløse Øjne — således vil den Tid, den Slægt, som vi ej tør forarge, og ikke kan frelse, men må føje, en Gang, tynget af Sorger og Viden, stå foran den Grav, hvor vi sover, som Børn, under Blomster.««
Steffan fornam en Sitren, som rørtes hans Hjærte, nøgent, af Sneen. Å Fader, ti dog — eller tror du, jeg ikke hører og véd? Har du glemt mine Sygdoms-Nætter, eller Aftnerne med dine og Moders og Farbroders Samtaler? Véd jeg ikke den Morgen, der følger på »Värmlands skønneste Dag«, mine og mines Morgen? Og den endelige Nat? Uden Trøst for os i Jærnets Dag! ja, dennes Fuldbyrdelse: dens Fælden sin sidste Tjener: sig selv — alle Tings Udryddelse!
»Hr. Provst, De bebrejdede mig, at jeg, skønt stemmeberettiget, ej protesterede mod Franz v. Schéeles Forslag, dets Ånd,som dets Realitet. Og kaldte mig derefter: »Kandidat i Theologien og Broder i Kristo«. Det er jeg — og bliver! Har jeg da Stemme i denne Sag, omend mit Navn står på nok så mange Stikker i Persbergs Malmhobe? Eller har jeg at tro på min Gud, på hans Lov i det Lovløse, på hans Vilje i de Selvvillende, hans Ånd af Evighed gennem Døgnets vexlende? Bæve kan jeg, mindre for den Tidens Skal af Ild og Jærn, der for v. Schéele er Opgangens, for Barchäus Nedgangens Sol, end for dens Kærnc: den Dag, som min Morbroder varslede om: Europas Sorg, Samvittighedsnag og Lede .. Men — bævede ikke hver Slægt for den Uudforskeliges Veje? og ledte dog ikke alle ind i hans Hjærte? Skal vi gå imod hans Vilje, uden hvilken ikke mindste Tue flyttes?«
Fader, hvad Forskel er der på din Gud og — på Jærnets? At han lever ud over Døden? For dér at fortsætte Jærnets Gerninger, som han helligede her!
Igennem Snegranerne foran flimrede en Lysdråbe frem, spejlet, afgrundsdybt, i en Rude tilvenstre — Byens første Lygte, dens Stolthed, den nye, »arganderske Lampe«.
»Hurrr!« snurrede Böös, »Kvietisme! der cherubinische Wandersmann! Nej, miles dei, min Herre, ecclesia militans, med Lovens Panser, med Dommens Sværd! se dér: David mod Goliat!«
»Gammel er Goliat — så gammel, at man får tro, at også han er en af Guds Soldater. Eller mødes først nu han og David?«
Fader pegede på en Skygge, der gled frem på den nu fuldt belyste Væg af Byens første, lave Hus — en Skikkelse med trekantet Hat, med struttende Pisk, med fodlang Chenille og mandshøj Stav, der gigtsvagt, møjsommeligt haltede frem under Tagskæggets blinkende Istapper — Olofs Fader, gamle Kirurg Nicetas Mychowitz …
»Ptøj!« Böös spyttede, »sig: gammel er Satans Drabant!«
Fader nikkede. »I 1760'erne sang den første Dampmaskine sin Sang, men i 1770'erne døde han, som varslede dens Melodi: Franzois Marie de Voltaire.«
Var det Spillet fra Bores Klokker eller Mesterens Navn, nævnt i dette dunkle Smøge? Mychowitz løftede Ansigtet, et lille, ældegult Dødningeåsyn med et Par uslukkelige Øjne, med en bitterligt lukket Mund.
Böös drejede Hovedet, med en Ed. Fader hilste smilende, med Pisken til Huen, og Mychowitz nikkede, umærkeligt, med stive, sorte Øjne og rynket Mund.
»Tidens Medusa«, kaldte Farbroder en Gang Mychowitz' Ansigt, »det så vort Århundredes Europa.«
Steffan vendte Hovedet tilbage mod det, som det humpede frem dér gennem Lys- og Skyggestriberne fra »Ulveøjnene«s Kæder, med Ildskæret fra Savolaxhyttan og Thorshyttan luende over de lave Snetage.
Og han hørte Farbroders Ord den Aften, da Selskabet hos Kronelensmand Crälius lo ad denne Betegnelse af den ildesete Gamle .. O ja, han hørte dem, som alle de andre Samtaler, som havde han ej blot lyttet til Ordene, men levet de Liv, de handlede om — ja, levet sig deres Lede og Liden til Kundskab og Død!
»Så hør da blot hans Data!« råbte Farbroder den Aften. »Nicetas Mychowitz: født i det Braclaw'ske Wojwodeskab, i Kopiowata Sogn i Polen, Søn af dets Pope og Eudoxia Husakorasky. 8 År gammel Discipel i den Basilianske Munkeordens Skole i Human, 16årig Student fra Kiew, 18årig Elev i det kirurgiske Akademi i Sankt Petersborg, og nær den medicinske Examen, da Uvejret greb ham, Seklets Morgenstorm, og han sugedes med ind i dets Hvirvel, det ganske Europa, den ganske Verdensskæbne rundt — til han endte her i »Bjærget«s Inderste, i det Jærnets Hjærte, der havde været hans Tids, og under dets uslukkelige Flamme!
Sendt ud som halvfærdig Kirurg, fornøden blandt Professorer og Barberer, i en Menneskehed af Lemlæstede og Slagtede; fanget i Trekejserslaget ved Austerlitz, fulgt med Josephs Hær til Italien, med Louis' til Belgien; som Polak uindløst ved Freden i Tilsit, med i Toget til Rusland, Vidne til Moskwas Brand og Tilbagetogets Dødningemarsch, fanget ved Overgangen over Beresina … Med i de Nationernes Vrimmel, der de følgende År drog ud at besejre Cæsaren, Vidne til Trekongermødet i Trachenberg, indlemmet i Nordarméen som Læge ved »Royal Suédois«, dette det mest brogede og mest berygtede Regiment af alle Tidens Soldatesker: Eventyrere, Overløbere, Krigsfanger af alle Nationer: franske, italienske, portugisiske, spanske, Zigøjnere, Asiater, Individer uden Navn eller Folk .. Kvinder som Mænd, Børn som Oldinge ..
Fra Festerne, Skuespillene, Dansene i det moderne Babel, Hansastaden Lübeck, brudt op med sit Kompagni til det store Stævne ved Dennewitz, Gross-Beeren og Leipzig; langs Rhinen til Liège og Louvain og Bruxelles, »det lille Paris«, som med sine Vine, Harsard og Kvinder måtte slukke den Folkeslagenes Tørst efter det store, der, alle Løfter til Trods, ikke kunde stilles.
Efter Cæsarens Fald tilbage over Rhinen, over Köln, over Minden; Mødet med Davouts kapitulerende Tropper, deres ugelange Defilering, deres hvide Kokarde, som uigenkaldeligt forkyndte, at nu var Revolutionens som Napoleons røde Drøm omme, nu vågnede Europas gamle, grå Dag. Over Elben og Boitzenburg, hvor Mødre bar Soldaterne Børn i Møde, der avledes på Toget ud; over de gamle Valpladser til Rostock og om Bord på »Gustaf den Store« over Havet, som han første Gang så, forbi de danske Bøgeskove, gennem Kattegattets Dødsstorme, til den bohuslänske Skærgård.
I Strömstad Drønet fra Frederikshalds Kanoner. Mellem Tistedalens Klipper og Glommens Fyrreskove Regnskyllene, Rekognosceringerne og Jagten på de Staffeldtske Jægere.
Og så Konventionen i Moss og den store Verdensfred derude i Wien …
Og siden, mine Damer og Herrer, mer end fyrretyve År Stadskirurg her i vor By, ensom som selve Napoleon på den øde Ø, mens nye Slægter og Slag væltede over de gamles Spor. Og I, I Hjemmefødinge, peger ad ham: »En Mand uden Tro og Nation!« — han, der som Barn så sit Fædreland forsvinde i Malstrømmen; som gråhåret dets forgæves Kamp for at vinde Livet igen; som så Revoloutionens Frihedsdrøm, Napoleons Kosmopolitisme, den hellige Alliances kirkelige og kejserlige Tro vexle og svinde — og begynde påny! så Udsæd af Blod og Høst af Aske og ny Sæd igen —: at alt er ens og alt forgæves!«
Steffan nikkede, med lukkede Øjne. Ja, trods Tilhørernes Råb og Protester den Aften: Verden under Jærnets Tegn!
Og hans eget Ansigt en Gang — hans egen Tids Medusa?
Olof Boris Mychowitz, Kirurgens Søn, hans Alderdoms Barn med en lille Tjenestepige fra Persberg .. Olof, der legede med dem i Zacharias Piras Lancasterskole, læste med dem på Idet, hos Farbroder Anselm, færdedes med dem i Skovene, ved Ovnene og på Brugene og skulde følge med dem næste År til Karlstad Gymnasium; som var en af deres — og som de ikke kendte .. Der gik iblandt dem, stor og sund og smuk som Brynte selv, men med sin Faders Øjne og Mund, ligegyldig og udelagtig i Steffans Had og Frygt som i Susans og Bryntes Tillid og Tro .. Olof, mod hvem Steffan følte sig uvis og forknyt som et Barn. Olof, som Damerne i Filipstad hadede — for hans uægte Byrd eller .. for hans nedarvede Ansigt?
Å, bedre at tage sit Ansigt i Arv end erhverve det gennem Håb og Erfaring og Håb påny! Og dog ..
Han havde set Olof stirre på Susan som Brynte, som han selv — men i næste Øjeblik vende sig og smile. Det Smil — vilde Steffan det? Nej aldrig! .. endnu ikke .. Græde over Susan kunde han, smile ikke! Og — kom det en Gang .. Nej da før dø! Eller — da var han død: Susan besejret! til at smile ad …
»Spotter! Fornægter!« Böös spyttede.
»Miles dei, også han!« lød Faders sørgmodige Stemme.
Nej, nej! Steffan løftede Hånden til Forsvar — så før tro blindt, som Susanna, som Brynte, på sig selv, på Blodet, på dets Ret til Evigheden! Om han triumferede, Medusaen, tilsidst — hvad gjorde det? Nuet havde været vort! smil så kun, da er vi døde!
»Nu er De hjemme, Deres Velærværdighed!«
Bore styrede mellem de trange Husvægge ud på det snedækte Torv.
Og dér, i Skæret af den gamle Lygte midt i Snedriven, rejste sig Böös'es Præstegård, toétages, med Rudernes lange, blinde Række. Kun yderst i Hjørnet mod Kungsgatan et øde Lys; hele nederste Stokværk ét Mørke.
Hvad var det, Fader fortalte en Aften hos Gudmoder Hulda på Djursäter, da han forsvarede Provsten mod Farbroders kåde Angreb?
Derinde sov, Stue ved Stue, Böös'es Hjem: Lysekroner og Himmelsenge, Spinetter og Konsoller, Ibenholt og Sandel, Kniplinger og Sølv, gentaget, Rum for Rum, af de blundende Spejle. Kun én Gang om Ugen fangede deres matte Øjne en Skikkelse — Böös, der hver Søndag, før Højmesse, i fuldt Ornat, med Biblen ved sit ordenssmykte Bryst, skred gennem sit døde, sit evige Hjem ..
»Husk,« sagde Fader, »gennem mere end atten År bejlede Hadar, den unge, bondefødte Informator på Grev Hamilcars Gods ved Mälaren til hans eneste Datter, Marie Adèle af Leijoncrona, til Greven omsider døde, og Grevinden løste Datteren af Vadstena Jomfrukloster, skaffede Böös dette Embede ved Frøken Huldas Hjælp og forvandlede dets Præstegård til et Slot — der nu på tredivte År sover som et Mausolæum over ni Måneders Lykke.
Hvad kaldte du det selv, Bro'r Anselm, da du skildrede det for de fremmede Diplomater hos Mamsel Thunberg på Gustaf Adolfs Torv? »En Tidløshedens Bolig, et Uforanderlighedens Hjem, et Tempel i en By af Dagligstuer, Værksteder og Børnekamre ..: »höga norr, trohets hem!«« Fader smilte.
»Mens Böös deroppe i Stuerne mod Gaden, mellem sin Ungkarletids Pindemøbler af malet Fyr, lever videre blandt Snustobaksdåser og Skabevin og Husforhørsprotokoller!« Farbroder kastede med Hovedet.
»En miles dei — og en tro Gildesbroder,« nikkede Fader, »tænker jeg på de Rum derinde, tilgiver jeg ham både Gabestok og Træhest, hans kære Relikvier — ja takker ham, at han vil binde Tiden!«
»Tja — så vi derind, fik vi kanhænde at vide, om det Øjeblik, der dvæler, virkeligt er skønt!« Farbroder lod Buen danse hen over Violinen til »Champagnevisen«:
»Drick! de förflyga, de susande perlorna — drick!«
og han nynnede:
»Champagne är ju tiden!«
Men Gudmoder Hulda satte sin Stok hårdt i Gulvet: »Mange jomfruer smykkede jeg til Brud, men Marie Adèle bærer Kronen endnu.«
Steffan stirrede på Hadar Böös dér i Pelskraven — Evighedens Vogter …
Ja, hans Ansigt var rundt og rødt som et Barns med lyseblå Øjne, med Bryn som hvide Fjer og Mund som en Blomme.
Tidens Medusa —: derinde tågede dens Ansigt til Støv — Minutternes korte, ligegyldige Støv, som Svea Fröjd, en Gang Marie Adèles Kammerjomfru, nu Böös'es Husholderske, hver Måned sankede i sin Silkeklud.
Det Øjeblik, der dvæler, det frelste Øjeblik — stivnet som Luften derinde, som Istappen dér under Taget ..
Susannas Puls under hans Hånd, dens Banken — et gloende Stik …
Hvad valgte han — før Skuddet faldt?
Hine Bruderums tredive År .. Ingen Børn legede foran deres Ruder, deres Somres Lagner, deres Vintres Is. Som et Ligrum, ej som et Mausolæum, stod det her midt i Byen, åndende Kulde i Dagligstuer, Værksteder og Barnekamre … Men en Gang, om føje, ramte Skuddet — da brast de blinde Ruder, og en ny Dag henvejrede Marie Adèles Støv …
Steffan fornam et Sug, fra Hjærte til Hæl, som foran Hyttebålets Træk .. Den lille, gyldne Kløft i Susans Bryst over Spenceret ..
Brænde op dér, i ét Sekund? Eller tredive Ars Frost — og så dampe bort i det Tomme for en ny Slægts Sol?
Jo, efter denne Dag forstod han Susan og Brynte — hendes Skrig der ude på Mosesbacken, da han greb hende, af Fryd, af Angst. Ti han selv — hver Dråbe af hans Blod skreg mod hende, i den Fryd, i den Angst!
Han hørte Faders og Böös'es Stemmer tage Afsked, ceremonielt, høfligt — mærkede Slædens lydløse Gliden, Kungsgatans oplyste Ruder .. dér Susannas, Borgmestergården — den sorte, luftige Tomhed over Stortorget — den tørre Tranghed mellem Vikgatans ovnhedede Trævægge — det kolde Pust over Daglösen …
Men han smilte i sit Eje: det korte Nu, uden Frygt, som uden Håb, vis på sit, som på det, der fulgte. Susanna — lad Brynte eje hende det søvnige Liv igennem, ét Øjeblik er mig nok — og Døden er overvundet!
Han vågnede i et Ryk. Slæden holdt.
Han dukkede sig, i sit Gem, og gøs frostig, i Nød.
Månen hang tung mellem Birkenes Rimgrene ude over Daglösens Dyb. Kirkekuplen svulmede histovre som en Klodesky. Stammerne lyste nøgent, og nøgent Tavlerne i Sneen.
De holdt på »den nye Kirkegård« — fra 1776, de knap fødte Slægters: Farfaders, Farmoders, Mikaels. Og ovre under Kirken de Gamles… Midt i Ringen, på »Bjærget«.
Han nikkede tappert: hans Nu var forbi, Betalingen kommet, og han var rede.
Stjærnerne blinkede mellem de stivfrosne Ris —: et Liv hvert Blink. Bores Ånde bølgede over Sneen, som dens Mule slikkede —: et Liv hver Bølge.
Han lukkede Øjnene: Jeg fik det forlangte, det mulige! tag nu min Gengæld, mit Lod til »Bjærget«!
Et Gys — et sidste, ufrivilligt Nej — og han sov, ubevægelig som de omkring ham, én Krumme af »Bjærget«s Jærn, af dets Årtusinders Sum. Han havde adlydt Loven.
Herover gik hans Vej, bestandigt, fra han bares fra sin Dåb i Kirken, fra hans Skoledage hos Zacharias Pira, fra Striden og Legen med Susan — den ene Vej, over Kirkegården hjem!
Han havde tigget som lille, før Faldet i Tårnet, om Omvejen langs Hastabergets Fod — at fries for Kirkekuplen, fra Korsene, fra Pyramiden dér, hvorunder Farforældrene og Tvillingbroderen sov. Men Fader rystede blidt sit Hoved. »Hvorfor? her kommer vi hurtigere hjem.« Her gik altid Vejen til Morgongåfva …
I Angst havde han tryglet, med Skovens natlige stængende Mur om Slægts-Pyramiden: »Fa'r, skal vi køre?«
Forgæves! — foroverbøjet havde Fader stirret på Navnene dér, hans Faders og Moders, de stridige to, nu naglede til et og samme Evighedens Tegn: gennemborede af Jærnets Mærke, den jordsøgende Magnet, prentet på deres, som på hver af »Bjærget«s andre Gravstene.
Og i Aften — Steffan vilde nikke, men følte sit Nakkeben stivnet — forstod han Faders Lytten til de stumme Navne, til sit Blods dulgte Kilde. For der kom jo et Spörgsmål til Steffan selv fra den hvide Pyramide, fra dens tredje Beboer, hans Tvillingbroder. Og som Steffan nu sov, mættet ved hvad han fik og gav, uforpligtiget af alt og alle, uafhængig af Susanna og ej behøvende hende, og dog uden Olofs spotske Smil, i nøjsom Taknemlighed, svarede han:
Mikael, se jeg er kommet til dig med min Andel af Livet — vrag den ikke! mer kan ikke bringes! Du gav mig det Hele, dit Krav som mit — så del nu Høsten med mig!
Men Steffan fornam en Bevægelse, vagt, som i hin anden tidlige Søvn, hint andet Fællesskab med Broderen — af Moders Fjed, der bar dem mod deres Skæbne? Nej, nu bar han den i sig selv! Men Mikael, rørte han sig? sled han sig løs af deres Fællesskab, nu som da? frasagde han sig Steffan som Tvilling?
»Steffan! Steffan!«
Ja, ja — han skubbede sig — gå da! jeg vidste det, altid, i Nætterne på Morgongåfva, over for Susans Smil og Bryntes vagtsomme Pande: jeg røgtede ikke din Del, Mikael, kun min egen! Nuet, Rusen, der bedøver og befrier, du vilde den ikke — Døgnet vilde du, Arbejdet, der binder, det tro Fællesskab, den delte Lykke — Slægtens, Århundredets, det uselviske, lange Liv …
Misbrugte jeg det betroede? Kender du mig da, Mikael, du som så tidligt forlod mig, tidligt sagde dig fri for vort fælles Jeg? — og tog mit halve med dig, min halve Kraft, mit halve Mod og gav det hen i Jorden … Eller — tog du det hele for dig? lod du mig ene beholde Naget og Tvivlen, det hvide Blod? Bød du mig, énarmet og halt, med overrevne Muskler og Sener at løfte Jærnets Tegn?
Men du i din evige Drøm, i Moders, i Jordens Skød, kender du Tegnet? så du det over Blinde-Olles Fattigtag, over Mychowitz' Valpladser? over Barchäus' Flugt fra Hjemmet? Tog du min Part af Muskler og Nerver, og gav du mig din af Øjne og Hjærte?
Susanna, var hun os bestemt, os »Bjærget«s Herrer, dets og vor Slægts Evighed? Og lader jeg Brynte, den Fremmede, Trællen, rane den gennem hende?
Mikael, om hun nu var bestemt kun for vor fælles Kraft, for frugtbar for mig alene? eller om jeg frygtede den Frugtbarhed, den Evighed under hendes Tegn? Mikael, om jeg, der gik under Tegnet, nu vender det Ryggen — som du før dets Od fik mærket dig som sin? Du gav mig at tjene for dets Sold og kræver dog nu at hæve den!
»Steffan! å Gud! Steffan! Steffan!«
Faders Stemme … Vidste han nu omsider Svaret fra de tvende Navne dèr, forenede i ham selv? Jeg véd det: du har Ret til at kræve, til at kalde mig af Dødens mætte Søvn! til at forlange dit Liv, din Faders og Moders, fortsat i Evighed og gennem Susan, men under dit, ej under hendes, Jærnets, Mærke!
Ja, ja Mikael, Brynte, I Hovmodige, vid: jeg har mit at fortsætte, at forplante! mit Nu! af min Rus i Susan mit at føde: min Gud, den enbårne, min Slægts Sæd!
Ja, nu véd jeg det, hvorfor jeg sejrede i hin årle Kamp, endda Mikael i Fødslen var nær min dobbelte Vægt! Jeg skulde følge den Røst, der er Jordens såvel som Jærnets: dens ældste Suk og dens sidste, mod Eden og Utopia!
Vi har tjent Jærnet, »Bjærget«s Herre, til Farmoder brød hans Åg — og knustes af dets Ruiner. Nu føder vi den nye Gud, hans Overvinder, af Farfaders Mod, af Farmoders Angst: den nye Alder, den sidste! Zegoels Drøm! Hans Navn? Den ukendte Gud! Hans Våben? »Ordet« i hvilket Livet bor!
»Steffan! Steffan!«
Ja, Fader, ja — Steffan så hans Ansigt, dødblegt, bøjet over sig, med skinnende Øjne — et Sekund, igennem en Våge — så lukkede Frosten sig atter om ham. Jeg vilde — jeg vidste — men kan ikke … Fader, uden Susan kan jeg ikke! Vi fløj alt sammen mod Målet, da ramte Bryntes Jærnnæve mig, og nu fryser jeg her i Mosesbackens Sne ..
Men Faders Øjne, hvor de flammede! .. som hin Aften, da Ensomheden på Morgongåfva drev Steffan fra hans Kammer i vestre Fløj gennem Hovedhusets øde Sale med Sneskovenes Rand derude, ind i østres Række af tyste, dunkle Rum, til han stod mellem Tæpperne om Forældrenes Sovekammerdør, og dér i Aftnens sunkne Lys så Faders Ansigt bøjet over Moders, der med lukkede Øjne og Læber sov, blændet af hans Blikke, der truede og bad i Lykke og Nød ..
»Ja, Fa'r, ja!«
Ene frøs han da på Tærsklen — Faders og Moders Ansigter dér forenede til ét, og han selv — å så ene, så værgeløs, sendt ud mod en Løve, som han aldrig turde møde ..
Men, i Aften, efter »Jærnets største Dag«, efter Nuet i Susanna, efter Mødet med Mikael i det endelige Skød, under Ildregnen af Faders kæmpende Øjne, de ellers så blide, nu kaldende til Strid, kunde han, måtte han kunne, nu da han vidste, hvad det gjaldt: Svaret paa Faders bange Spørgsmål til Pyramiden dér: hans Arv, hans Slægts Fremtid og Frugt, ja, »Bjærget«s, Alverdens — »den nye Gud«, hans og Susans Barn, »Ordet«, der skulde knuse Jærnet, Forbandelsen fra Eden!
»Ja, Fa'r.«
»Steffan, er du frosset ihjel? Gud, at jeg glemte os her, på Kirkegården, i en Nat som denne, 40 Graders Frost! Dine Hænder og dit Ansigt er jo Is, Steffan — og Ulvene, kan du høre dem? De har vejret os og kommer!«
Steffan lyttede — Faders arbejdende Hænder, tøende hans Årer, hans Hjærne, hans Hjærte .. født af Fader påny, fra de Døde — og påny uden Mikael, ene om Byrden …
Ulvene, ja hør — en langstrakt, hulkende og truende Tuden — en Kalden, en Protest fra den dunkle Skovmasse under Månesløret — Livet, der begærede og hadede ham, dets Offer og Betvinger, dets Middel og Mål …
Vejret ham —: Lugten af Blod gennem Frosten, af Liv her i Døden, vejret Fjenden og Frelseren, selv i hans dybe Blund, hans Døds Dæmring, hans nære Afmagt og Ufarlighed … vakt ham til Kamp, til Pligt: til Drab og Fødsel!
Hør Livet tudede, af Blodtørst, af Had, af Bøn om Forløsning fra sig selv, om Frelse fra Jærnets Alder over i den Uforkrænkelighed, som ene han, den Dødelige, kunde skænke det Evige …
»Ja, Fa'r, ja!«
Lysvågen, blodhed sad han dér, ret op ved Faders Side. Jeg var ved at fryse ihjel, så længe holdt du her foran Farfaders Grav! Men du vækkede mig, og Ulvene ..
»Se, Fa'r, Bore mærker dem, han er angst, og han har dog så tit kæmpet med dem.«
»Måske netop derfor, min Dreng! Godt jeg fik dig vækket, ellers måtte de gærne være kommet! Min Gud, den forbandede Letargi! Jeg skal aldrig mere ..«
Han stod op i Slæden med Tøjlerne ordnede i Hånden, samlende det skælvende Dyr, dets fnysende Mule, dets fejende Hale, dets klaprende Hove. Et Skrig — og han slap den stønnende Bore løs, mod Natten, mod Ulveglammet, styrende med udstrakte Hænder, med løftet Pande.
Steffan så strålende op mod ham. Tak! Altid var han ene på Morgongåfva, uænset — og dog Barnet, det eneste, som deres Tanker og Samtaler, Musik og Sang drejede sig om: Fremtiden, den nye Alder, som de troede på, deres egen håbede Evighed ..
Og med Fingrene klamrede i Huen, med Ansigtet sønderpisket af Luften og Fyrrene, med Hjærtet stormende det ebbede Blods Krigsskrig og Jubelråb gennem Årerne, dets Forvisning om sit Kald, dets Fare og Triumf, flåedes Steffan frem gennem Vejdybets Spalte.
»Sikken en Dreng!« havde Böös pustet, da Fader svøbte Steffan ned i Fodposen, »Drenge står dér!« og Præsten pegede på »Hundefoden«, Medebrættet, bag ved sig, harm over at føle sine tykke Ben klemte. v. Schèeles sky Blik til ham, hans hvide Ansigt, hans Pukkel, det ukendte, uhyggelige …
Og Drengene i Zacharias Piras Skole, Brynte, Susan — o ho, ho I Stærke, se os nu: jeres Fjender, og frygt os! se os i Kampen og kend vort Mål! »Høg over Høg!« skreg Barchäus —: Finnens Våben, »Ordet«, den almægtige Rune!
Se Fader dér, »Bogormen«, som Fruerne i Filipstad, »Cunctator«, som Farbroder skæmtende kaldte ham — hans Nakke, hans Skuldre, hans Blik, Spændt som en Bue!
Bores Hals og Ryg én Streg, Svøben en flyvende Slange, Stidybets strømmende Hvidt — Flaxen af fortumlede Vinger, Fugles Skrig — —
Og under Fyrrenes Snehæng Dampen af hede Svælg, Skæret af gule Øjne, — de forfølgende Skygger — Ulve! Ulve! — Tvivl og Angst, Had og Vold, Misundelse og Ulykke ..!
O, {{sp|hvad} var Døden mod dette Nu! Susan, fyldende hans Favn, Håret om hans Kind, Brystet og Munden mod hans, den fulde Tyngde, den ganske Klode — hans blev den!
»Bore, Bore, Bore! mere! endnu et Spring, og vi er hjemme! Bore, Bore!«
Ja Bore, Nordenvind, et Spring, et jublende, fri af Frosten, fri af Natten, ind i Sejren, ind i Gud, i Hjemmet!
Ud i Måneskinnet en dansende Bug, et glafsende Svælg, gramsende Kløer, funklende Øjne — Bores flagrende Manke, dens skummende Lænd, styrtet mod de hylende Ulve — En Malstrøm af Sne og Fråde og Svanse, en Hvirvel af Stank og Blod — Faders susende Arm, Svøbens pibende Blyklump — —
Et Glimt — en sviende Hede forbi Steffans Kind — et Skud, mange, Knald i Knald — Hundeglam, Krudtrøg, Fakler — —
Slægtstræet flyvende mod dem med udbredt Favn — et Væld af Ild, fra Porte, fra Døre, fra Vinduer —
Moder dér på Trappen i sin flagrende, sorte Dragt, klamret til Märta Moll, Moder, som ellers knap rørte en Hånd til Goddag …
Og på Trinnet Farbroder Anselm, uden Hat, med det lange Hår bølgende, med en rygende Pistol i hver Hånd, med Ansigtet strålende af Sejr som en Sol …
Gamle Cornelius, Ung-Pelle, Kalle Klang, Erker, Joel — Ansigt ved Ansigt i Stimlen i Gården, i Folkestuens Døre…
»Å Gud, å Gud — I blev frelst, Eric Herman, I blev frelst! Gud, hvilken Lykke!«
Ja frelst — for at frelse Lykken! Susanna — ét Øjeblik i din Favn, og Sejren er min! Jærnet besejret: Guden født! »Ordet« fundet!
Dér over Skoven drev Månen bort, tung og glip af sit Bytte. I den kogende Blodpøl et dampende Ulveådsel, med blafrende Hjærte, med blårøde Tarme … Hundenes kæmpende Rygge, deres slidende Tænder, deres rivende Kløer …
Hævnen, den duftende, svimle, over Värmeskogens slagne Udyr ..!
Han selv, løftet i Farbroders Arme, båret i Storm op ad Trappen, mod Fader og Moder, der omslynget af hinanden dér i Døren strålede hverandre ind i Ansigtet, som var hin fjærne Aftens Kamp endt i Sejr, i hans, Steffans Fødsel…
Ja, nyfødt af »Jærnets største Dag« stirrede han over Farbroders Skulder ud mod de sorte Skove, med den lave, vigende Måne, med Ulvenes flyende Jammer. Dér langt ude funklede og flimrede Savolaxhyttans og Solfors' Bål, prikkede sig Kirkekuplens Sky.
Men en Gang, om længe, skal jeg se andre Tegn på Horizonten end jer — I, der gennem Århundreder har brændt og formørket »Bjærget«s Himmel!
En Gang, Susan, om længe, ved dig!