H. Aschehoug & Co. Kjøbenhavn


Jærnet.djvu Jærnet.djvu/9 75-117

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

»Ack Värmeland, du sköna, du härliga land,
du krona för Svea rikes länder!«

v. Schéeles svære Ansigt med de skinnende store Øjne og Dobbelthagen i Uniformskravens Kalvekrøs vendte sig ud over de tætte Rækker af Brugspatroner om de lange Borde, i det flimrende Skær fra de fire Trælyseringe under Loftet.

Steffan listede sig på Tæerne hen mod det lille Bord, »spelmansbordet«, hvor allerede Brynte og Susan sad, og Adrian van Harmst, pluskæbet, fed og hvid, i Fløjlsjakke med Kniplingskrave- og Mansjetter.

Osen af de mange Munde svømmede over det store, øde Rum, hvor Tapeternes falmede Guldstjærner spøgede mellem Skjolderne efter du Pont'ernes Slægtsgalleri — Ehrenstrahls, Roslins, Lafrensens og du Paschernes Malerier. Og Gulvet grinede med Pletter efter de tunge Møbler à la Jacob, som Melcher du Pont havde bragt med sig hjem fra sine Pariser-Besøg i de tidligste Napoleons Dage …

De hundrede Aftner havde Steffan siddet her ved Børnenes Bord, »spelmansbordet«, ene med Susan og Adrian og lyttet til Fløjters og Violiners Spil, til Ahlströms og Nordbloms Selskabssange, gennem Dam- og Skakbrikkers Smelden og Komplimenters og Bonmots' Flyven mellem blåkjolede Herrer og chiffonbrusende Damer.

Nu stod den sorte Nat ad de gardinløse Ruder ind over Mænd i mørke Brugsuniformer med Jærnmærket i støbte Knapper. Kun Faders civile Dragt og Præsterne Böös', og Bräutigams gejstlige.

Og på Bordet, mellem Dalarstager af Tin, flød Landkort, Kalkuler og Overslag, og foran ham sad Brynte, Husets Søn, med Hånden fast om Susans Arm og Blikket mod v. Schéele, som, støttet på Håndfladerne, gyngede den svære Bug mod Bordet og smilte op i Lysene, som så han dér det Rige, han varslede om, og som var Bryntes Arv … Nå, for hvor længe? Steffan nikkede.

»Ack Värmeland, du sköna« — en Värmlænding har sunget de Ord, og fra hvilken Värmlændings Hjærte svarer ikke Ekko:

«Ja, om jag komme midt i det förlofvade land,
till Värmeland jag ändå återvänder!«

Og derfor lyder Guds Røst om Värmeren:

»Ho kan honom då öfvervinna?«

»I Bjærget gror Jærn, og på Bjærget Mænd«, har en anden Värmlænding sagt, og han fortsætter:

»Här järnet bröt bygd och bryter den än,
på höjd och i dalar djupa.
I skogen går Trätäljas yxa igen,
och furor i strömmarna stupa.
Bland forsars dån, vid hamrarnas takt,
i lågande masugn, i grufvornas schakt,
där växa mest Värmelands skördar.«

Og dér, i Warimannaland, i Bjærgets Land, blev de høstet af vore Fædre fra Arilds Tid, i Tolvmileskovcn, i Timileskoven, i Urfjældets Nat.

»Mellan Letstigens älf och Norriges gräns
och badat af Vänerns bölja,
det ligger ett landskap, vars anblick käns
af skogar och berg, som det hölja.
Med eld det röjdes i forna dar,
eld har det på hård och i hjärta kvar,
och därför det Värmeland kallas.«

Ja, her blev til Sandhed Folkenes Sagn om de skjulte Skatte, kun at ej en avindsyg Gud dulgte dem i Jorden, men Skaberen nedlagde dem dér at findes af den Uforfærdede. Vi Mænd på jærnrig Grund, stærke til Sjæl og Krop, sattes til denne Gerning, den ædleste af alle: at lægge Grundvold for de kommende Slægter. Den tyske Bjærgmand og Digter Novalis nævnede Malmsøgeren: »der hohe Herr der Welt« og kvad om ham:

»Zwar reicht er treu dem König
den glückbegabten Arm,
doch fragt er nach ihm wenig
und bleibt mit Freuden arm!«

»Søger ikke Eders eget!« var Bjærgmandens Løsen fra de ældste Tider. Som i de græske Fakkelløb var det hans Sag ej blot at værge Flammen, men at række den med øget Lue fra Hånd til Hånd gennem de skiftende Led. Lad da også os vise os vore Fædre værdige! Dette Land, der ikke ejer de så lovsungne Vinbjærge og Borgruiner, Kastanie- og Olivenlunde, men en skøn og nordisk Natur, tilstrækkelig for den, der elsker Fosterjorden og dens høje Enkelthed og ej vilde bytte én Time ved Daglösen Sø mod en Dag under Palmelunde ved Lago di Como — dette Land, der mere vidner om Elementernes Strid, end om deres harmoniske Udvikling, det mane os, ej til egenkærlig Hvile og Glemsel, men til nyt Arbejd! gerne til det største, der er øvet selv her i Flidens Land! kan hænde knap til Gavn for os selv, desmere for de Kommende! Faklen, vi modtog fra Fortidens Mørke, af ukendt Hånd, række vi den til Fremtidens, til ukendte Hænder!«

v. Schéele standsede, med hede Kinder, hvilende tungt på sine Hænder. Patronernes tætte Række sad stiv og ubevægelig i de sorte Uniformer, med Blikket på deres Papirer, under Talgdryppene. Ene gamle Thrond Thorlander stirrede på Taleren med opskudt Pandehud og de vældige Hænder toldede som ved Kirkegang.

van Harmsts Øjne bag Guldbrillerne og hans skægløse Mund kneb sig sammen om den gode Bjærgmesters kendte Retorik, mens Hadar Böös'es blussende Ansigt nikkede i nedladende Sammenligning mellem denne Lægmands Veltalenhed og hans egen i salig Magnus Lehnbergs ophøjede Stil.

Men Denis Barchäus fra Snöbergshyttan, Bjærgassessoren, flyttede hæftigt på Sandbøssen og Blækhornet, mens længst nede for Bordenden den gamle Köckeritz og hans Søn Ehrenfried fra Dannemanshyttan fulgte hans Minespil i det gustne Oldingeansigt med det pjuskede, hvide Hår. Bjærgassessoren vidstes at være Modstander af det Projekt, som v. Schéele havde gennemtvunget det sidste Femår, og nu vilde sætte Kronen på, og han fulgtes heri af Köckeritz'erne og nogle få andre af de fattigste og mest afsides boende Patroner, til hvis Undergang Planen mentes at skulle føre.

Men — det var jo ej heller denne Slægt, der skulde tænkes på, men den kommende …

Steffan så på Susanna. Hun gabede og rystede sig søvnigt. Mens Bryntes Blik ikke veg fra »Bjærget«s Mester, Jærnets store Reformator, Skaberen af Bergskolan derinde i Lillagatan, hvorfra en ny Slægt af Jærnets Mænd sendtes ud over Värmland, ja Sverrig.

Adrian sov med blide Fløjt gennem Næsen og Sveddråber på Panden, som altid når han sad mere end ti Minutter stille.

Steffan rokkede sin Stol frem, så han skjulte for van Harmst den Interesse for Jærnets Fremtid, som hans Søn, Arvingen til det mægtige Solfors, Hästhyttan m. m., viste.

»Ikke sit eget — for de ufødte Slægter« — det var altså Jærnets Lov! De Gamle, de Gangne og Adrian, Susan og han, de brændte jo op som Ved under Jærnet! Faklen, der raktes fra Hånd til Hånd — på dets Alter endte den! Brynte var dets Præst, og alle var de Døden hjemfaldne. Og under hvilke Kår og til hvilken Gavn? Der fulgte jo ingen Alder på Jærnets!

O nej, én sand Gud fra Evighed og til Evighed! Jærnet hans Navn!

v. Schéele smilte gennem Salens Dis af Åndedræt og Brænderøg. Han nikkede som mod et Syn og talte:

»Gennem Timileskoven, gennem Tolvmileskoven bar vore Fædre deres Skatte, deres Byrder frem. De ældste Spor af Menneskefærdsel vi finder på »Bjærget«, er »Klöfjevejene«, Jærnmandens og Jærnhestens, på deres døgnlange Færd mod fjærne Mål. Vi kan følge de Spor den Dag i Dag trods Århundreders Løv og Sne, ja kende Hvilepladserne, hvor Høet beredtes Hesten og Nattelejet Manden midt i det milestille Øde. Hvo af os har trådt disse langsommelige Stier over Bjærge, langs Elve og om Søer uden Hjærtens Rørelse og Tak for hine længst Dødes Tålmod og Mod? Men hvo har talt deres Længde og Møje uden at prise vor Slægts Genveje og hine Modige, der just af Naturens Vildskab og Modstand skabte sig Hjælpere og Venner — da de ombyttede Kløvsadlen med Slæden og lod Vandenes Is bære sig frem?

Hvad »Vintervejene« har betydet for Värmland, véd hver iblandt os, der fra Barn har mødt de lange Tog af Kul- eller Malm- eller Jærnslæder med deres muntre Gny gennem en Natur, frossen til Hvile. »Det är en tafla att se, det är en tafla att lefva!« siger Erik Gustaf Geijer, der selv oppe ved Ransäters Brug var med »én i Vrimlen af Skader, Spurve og Børn, af Mænd med Rimfrost i Skægget, af Heste med varme Skyer fra Næseboerne, i det hårdeste Arbejdets Munterhed!«

Og fra Näsrämen, fra Christoffer Myhrmans Højovn, gennem hvis Hyttekranses Flammer de nys leende havde sprunget om Kap, styrede en ung Esaias Esaiasson og Olof Christofferson Toget af Jærnlæs de kolde Mile mod Filipstad, og de rimblå Skove og de isblanke Elve langs Rämen og Långbanen og Yngen Søer genlød for første Gang af de Sange, som skulde give Ekko i det ganske Sverrig, ja Europa med. Ti Køresvenden, den ungdommelige Huslærer, blev Esaias Tegnér. Og som Geijer i »By- og Studieliv, blandt Bøger uden Tal, i Støvet fra den lærde Landevej« mindedes sin Barndom på Ransäters Vinterveje og »10 som en Ungdomsnar under grånende Hår«, således sukkede i Wexiö Bispegård en ulykkelig, af Afsind omspændt Olding til Ungdomsvennen og Svogeren, hin Olof Christofferson Myhrman:

»Jag minns en tid, fast det är längesen,
då lifvets vårdag på oss begge sken
vid Rämsjöns gröna strand, där idog hammar
slog takt till glädjen, mellan björkens stammar!«

Og han priste sin Hustrus Fader og hans Værk: »I Egne hvor før knap fandtes Menneskespor: i Løbet af to Generationer et glad og levende Samfund! I den før så gravdybe Stilhed: Stensprængningens Glædesskud, Møller og Save i Trængsel om Vandene! Stimlen af Brugsfolk, Smedde, Kulbærere, Jærnkørere … Selv i den kulsorte Nat: Ovnens Flammer! ti Skove styrtede, brændt i Ovne eller i Miler — og genopstod i Hjem!«

»Öcknarna röjde han bort och lefvande människors boning,
växte bland ödsliga fjäll under hans skapande hand!«

Hvilke Fjed Vintervejene forkortede, hvilke Byrder de lettede, behøver ej at nævnes her blandt Mænd, der har siddet inderst inde blandt deres øde Fjælde, i deres Skove, ved Fosserne og Elvene, og dog har nået ud til den fælles store Port, Vänern, med deres Høst. Ej heller, hvor Vintervejene lig Eventyrets Børn strøede røde Bær bag sig gennem Sneen, som for at finde hjem igen fra den store Verden derude: de Nybygninger: Ovne, Savmøller, Gårde, Brug — å ja, Lønkroer med! — der groede langs deres Spor … som lyste med hjemlige Ruder, kaldte med glade Barnerøster, hvor fordum kun Ulv og Ugle skændtes. Elve, som fordum ødslede deres Kraft i aldrig besøgte Klippekløfter, Græsgange, hvis Frodighed blomstrede og forgik uset, udløstes nu af Menneskehænder. Värmlands Sult, der betlede ved fremmed Mands Dør og sov for hans Tærskel, fandt Mættelse i sit eget Hjem. Vor Moder åbnede sin Favn og se: alle hendes Børn fik Plads ved hendes Hjærte!

O i Sandhed: de Gamle hvile med Ære i deres Grave! den nulevende Slægt høster deres Mødes Frugt! Men til den lyder Geijers Ord: »Min Hjembygd har det lykkelige og særegne, at for en stor Del endnu være et nyt Land. Man skulde ikke tro, det var længe siden, Olof Trätälja dèr først satte Øxen til Skovroden. Han går der end den Dag i Dag … Her findes uendelige Felter for Virksomhed, for kapitalstærke Mænd og Industrier. Värmland kunde ernære det dobbelte Indbyggerantal, om dets rige Kilder gjordes tilgængelige og anvendelige«.

Eller ældre og endnu stærkere Tale, Axel Oxenstiernas i Rigens Råd: »Carl Bonde hafver sagt om Värmland, at det for Brugenes Skyld kan equiperes som et Kongerige!«

For hver den, der mere lever for sit Værk end for sig selv, er hver vunden Triumf en Eggelse til nye Sejre.

»Wer immer strebend sich bemüht,
den können wir erlösen!«

lyder Åndernes Sang til os Mennesker.

Og til hvilken Slægt har de ophøjede Røster lydt stærkere end til vor? vi, der fødtes under Skæret af den nye Tids blodige Morgenrøde, hørte Menneske-Rettighedernes Evangelium forkyndes og så Menneske-Evnerne spændes som aldrig før, ja, Mennesket som Hersker på Jorden, bydende over dens Titaner: Ilden, Vandet og Dampen! Vi, der blandt vore Samtidige, ydmygt og stolte, nævner Robert Fulton og George Stephenson, James Watt og Samuel Morse, eller for at tale i vort eget Mål: Nils og John Ericsson, Samuel Owen, von Rosen og von Platen! Overvinderne af Rum og Tid, disse Tvillingeslanger, der som Sagnets Lindorm bestandigt har omsnoet Menneskehedens Tårn og begæret dens Hjærteblod … men intetsteds knuget stærkere end her i vore Urskove!

Men,«Talerens tætte Skikkelse gav et Sæt, Knoerne pressede hårdt mod Bordpladen og Øjnene flammede udfordrende mod Patronernes lange Række, fra Thorlanders underdanige Øjne og van Harmsts lukkede Blik bag Guldbrillerne til Barchäus' truende Stirren og Köckeritz'ernes rædde Glippen, »vil vi besejre hin Lindorm, redde os fra at kvæles i dens Favntag, vil vi holde os oppe og fremme blandt Folkene i denne af Lynet bevingede Tid, da må vi blive dens Børn, Ånd af dens And — eller vi vil se os selv visne her på Thules Rand, som Midgårdsormens Fange!

I véd det, mine Herrer!« han gjorde et Kast med Hovedet, som slyngede han en end ej hørbar Protest bort i det Tomme, »her tales om Liv eller Død! I véd, at vi, der i 1750 stod som Verdens største Jærnmagt, ydende 38 % af alt Jærn, i 1800, takket være Englands Fremdrift, nøjere sagt: Corths og Pamells, var sunket til 13 %, og nu i 1850 til 3 %! Vil I se os slettet af de Nationers Tal, på hvem Verdens Fremtid beror: blandt Jærnets Frembringere? Vil I se os som Englands, som Amerikas Lejesvend, Håndlangeren, der, selv ukyndig, uden Kraft, rækker sit Hjems Rigdomme til den fremmede Mester, at han kan nyttiggøre dem? Vil I se vore Smedde som Vedhuggere, vore Grubekarle som Plovmænd? det jærnklædte Sverrig i Bondekofte?

Ingen Värmlænding, ingen Mand af »Bjærget« vil det, før dø! Men — våbenfør Mand dør ikke, han sejrer! om han ej lader Rust æde sit Sværd!«

v. Schéele foer sig med det røde Silketørklæde over Panden, sænkede Hovedet og bladede febrilsk i sine Papirer.

Barchäus fløj op, med sit sprudende Blik på ham, men satte sig atter. Köckeritz og Søn vexlede usikre Øjekast. van Harmst rørte sig ikke bag sine Briller. Men Brynte stod oprejst med sine flammende Øjne på Bjærgmestren.

Slettes af Nationernes Tal —? Nu, Jærnet slettede vel Nationer som Slægter, efter Loven. Men — kæmpe mod den! — hvorledes?

Schéele rømmede sig og begyndte med en hel ny Stemme, en tør og kølig, der i et Nu fik van Harmst til at åbne sit lukkede Blik og rette sine Guldbriller mod ham, og Brynte til at gå et Skridt frem på Gulvet, foran den gabende Susanna.

Ja, nu kom det — det, de ventede, det de kunde bruge: Tallenes Fakta, der skulde betrygge dem mod Risikoen i Bjærgmestrens Digtercitater — og sikre dem Gevinsten af hans Syner! Og Steffan løftede sit Hoved på Vagt — nu kom de nye Veje ud til Verden og fra Verden herind, ja, ind til Vejens Ende, i Morgongåfva, i Värmlands Hjærte! Hvad bragte de: Ven eller Fjende? Frelse fra Jærnet eller dets endelige Sejr?

»Ærede Brugsherrer og Brugspatroner, Ingeniører og Medborgere, jeg har talt om vore Fædres og Fortidens Veje, lad os nu kaste et Blik på vore egne — og Fremtidens!

Den 34 Mil lange, såkaldte »gamle Landevej«, som adskiller Filipstad fra Lenets rigeste Malmfelt og et af de ypperste som og ældste i det ganske Sverrig: Persbergs, med dets flere hundrede Svartmalms Gruber, har sikkert alle Tider været en af de mest trælsomme Vej-Strækninger, der forekommer inden for den midterste Del af Landet. Gående tværs over en i Nord og Syd løbende Højde, består den næsten udelukkende af de drøjeste Banker, sådanne, at man, om mindre end et halvt Sekel, ej vil anse dem for nogensinde at have været farbare for tungere Læs. Og dog har vi ad den Vej, Årti efter Årti, draget al vor Jærnproduktion frem, fra Gruberne til Daglösens Is. Hvor megen spildt Kraft og Tid, hvor mange ihjelkørte Heste denne Transport har kostet »Bjærget« er her ikke Lejlighed til at undersøge. Alt nok — vi véd det alle!

Dette foranledigede en Association af private, på Stedet bosatte Personer til på egen Bekostning at anlægge den 20,472 Fod lange Vejstrækning, der nu kendes under Navnet »Persberg nye Landevej«, hvis Anlæggelse medtog 8500 Rigsdaler Rigsmønt, og som fuldførtes År 1836. Men denne Vej, så ny af Dato har den Tid, som jeg nævnede: vinget af Lynet, alt nu ladet blive til Sneglens, langsommelig som den gamle, ja, ej stort nyttigere end Kløvjevejene!

I vore Nabolande, Danmark og Norge, har vi, henholdsvis i 1847 og 54, set de første Jærnbaner anlægges, og på. vor Rigsdag 53—54 vedtoges Åbningen af vore egne »Stambaner«: Stockholm-Göteborg og Stockholm-Malmö, beregnet til en Udgift af 7+12 Million Rigsdaler. Ja, vi har alt i Örebro-Arboga en færdig Linie. Men — det var i 1845, at Grev Adolf von Rosen udkastede sin stolte Plan om ved et Næt af Jærnbaner at knytte vore vidt spredte Provinser sammen til ét Land og dette afsides Rige ind i. Europas store Broderskab — og så disse Planer strande af Mangel på Penge og — Forståelse! Når nu, omend sent, hele Sverrig yder ham sin Tak, bør ej heller vi glemme, at han skænkede os en Tanke«.

v. Schéele greb hårdt om Bordet, han skød Brystet med Jærnkontorets Medalje i Guld og Nordstjærneordenen frem. Men van Harmsts Blik og Patronernes faste Række veg ikke.

Steffan nikkede — nu gjaldt det hint Rosens Forslag om Baneanlæget: Göteborg-Hult og Hult-Målaren, der i hans tidligste Barneår satte hele Värmland i Bevægelse for eller imod — som havde sin begejstrede Forkæmper i v. Schéele og led Skibbrud på Staden Kristinehamns og de store Brugspatroners, først og fremmest van Harmsts Modstand.

»Nu, hans og Andreas Henström på Krontorps Forslag vandt ikke Gehør blandt dem, det gjaldt, men satte dog sin beskedne Frugt i Banestrækningen Kristinehamn-Sjöändan, dreven ej med Damp, men med Hestekraft, som railway. Denne Erstatning for v. Rosens store Plan fuldførtes i September 1850, i en Længde af 34 Mil og med en Bekostning af 220,000 Rigsdaler, og dermed rakte Vänern, nej Verden sin første Hånd op mod vore Skove med Tilbud om at gribe den. Men — imellem den og os lå endnu 6 Mile af Søer, af Fosser og Højderygge og Ødemarker.

Da dannedes Året efter »Aktieselskabet for lettere Transport af Jærn« med den Plan at anlægge en Bane — nej, en railway fra Persberg til Filipstad, udgående fra Vinternässet i Yngen Sø, over for Grubefeltet, og ledende ad Abborrbjærget til Viken i Daglösen Sø — et Arbejde, der er påregnet at koste 75,000 Rigsdaler Rigsmønt. Den 22de Marts udbødes Aktietegning til Byens stemmeberettigede Borgere, af hvilke et Antal af 33 tegnede sig. 22. Maj tilsikrede kongeligt Brev os et Lån af 48,000 Rigsdaler Banko med Vilkår at Arbejdet begyndtes inden Årets Udgang. Værket betroedes til Major Claes Adolf Adelsköld, Skaberen af vort Lands tidligste Bane: Lyckan-Fryksta, der alt fra 49 har sat Nedre Frykens Brug i Forbindelse med Karlstad og Udlandets Salgspladser.

Jeg behøver ej her at nævne hvilke Vanskeligheder, der mødte den snildrige Mand i Form af den høje Landryg, der adskiller Søerne, og den derved skabte Heldning mellem Banens Udgangs- og Slutningspunkt, eller hvorledes den overvandtes ved den på den skandinaviske Halvø enestående 600 Fod lange, hældende Plan over Abborrbjærget, med dens horizontale Hejsehjul og de hinanden op-og-nedtrækkende Malmkærrer.

Ej heller skal her nævnes de andre, under den sidste halve Snes År i vort Landskab anlagte eller under Anlæg værende Baner af samme Art, f. Ex.: Lillfors-Storfors, Kroppa, Lervik, Saxå, Lesjöfors' Rallveje, forbindende de afsides Brug bag Rämsøerne, Långbanen, Saxen med Yngen og os, eller med Östersjön og Öjevättern, hvorfra Sejlløbet går til hin første og førstnævnte Banedel: Sjöändan-Kristinehamn — Anlæg, der, udgørende en Strækning af 327,000 Fod eller mere end 9 Mil har eller er beregnede til at ville medtage 970,000 Rigsdaler Rigsmønt.

Hellere vil jeg holde mig til den omtalte Søvej — for vort Vedkommende: Daglösen-Aspen-Lungen-Öjevättern-Hyttsjön-Bergsjön-Sjöändan, uden hvilken vor Bane som og de andre bestandigen vilde famle forgæves efter hin fjærne Hånd fra Verden.

Ældgammel er den Vej over Søerne, den af Skaberen selv lagte, fra »Bjærget«s Skød ud til den Menneskehed, for hvis Skyld dets Skatte gror. Siden Urmindes Tid drog vore Fædre den Led. Selv har vi, hver og én, gledet ad dens blanke Vande, slæbt de malm- og jærnfyldte Pramme over dens Tanger, gennem dens Skove og forbi dens Fosser. Og gammel som Vejen er Menneskenes Grublen på at forkorte dens Længde og lette dens Byrde, fra Hofjunker J. H. af Geijerstams fra Alkvätterns akademiske Disputats og Kort fra 1780 om »Muligheden af en Kanals Anlæggelse gennem Filipstad og Karlskoga Bergslag til Vänern« til vore Dages mangehånde Planer, ledende Sluserne og Kanalerne snart fra Yngen gennem Östersjön til Öjevättern, snart fra Daglösen gennem Stora Lungen til samme Sø. Et var dog alle enige om: denne Vej måtte åbnes, Vejen fra Dalarne til Vänern.

Enige ja — men uvirksomme! Tidens og Rummets Lindorm bandt os. Først da derude de store Vandveje begyndte at bygges, da Biskop Brasks gamle Drøm: Göta Kanal fuldbyrdedes ved v. Platens ubøjelige Vilje, trods alle Småmænds Skrig, da Trollhättekanalen, dette Karl den IXs, Gustaf Adolfs, Karl den XIIs og Polhems Værk fuldbragtes af vor Landsmand, Oberst, Kommandør af Storkorset, Nils Ericsson, og det åbne Pust fra Europa således nåede helt herop i vore Skove, altmens Vestlandets Brug 1837 gennem Säffle Kanal hastede det i Møde, og Uddeholm truede os ved Forshaga — først da begyndte vi at vågne op af vor Søvn — om vi da er vågnet!

1847 dannedes et Aktieselskab med det Formål at gøre vore Søer trafikable, at binde deres blinkende Perler sammen i ét Bånd, ved Gennemgravning af Landtungerne, ved Kanaler og disses Forsyning med Sluser ved Bjurbäcken og Gransundet, ved Aspen og Stora Lungen.

Ved kgl. Brev af 22. December 51 tilsikredes en Understøttelse af 97,500 Rigsdaler Rigsmønt, og under Ledelse af Oberstløjtnant Edström og Major Olivecrona er Arbejdet alt længst i Gang og nærmer sig med stærke Skridt sin Fuldendelse — alt mens andre Kanaler søger ned mod samme Søer fra Bofors, Storfors og Björkborn over Ullvättern, Frövättern, Alkvättern og Lommen, storartede Anlæg, bragte deres Fuldendelse nær i forholdsvis kort Tid og med forholdsvis ringe Statshjælp, vidnende højt ej alene om den lykkelige, økonomiske Stilling, hvori disse Egne befinder sig, men også om klar Indsigt i de ubegrænsede Fordele, der sikres Industrien gennem sådanne Foretagender. Deres Tilvejebringelse er — alle tidligere og nuværende Uenigheder om Heste eller Dampkrafts Anvendelse, Retning og Udstrækning tiltrods — et storartet Vidnesbyrd om patriotisk Foretagsomhed, der bringer til Virkelighed den Røst, der — som påvist — mer end nogen anden Tids, er vor: Udad! Fremad! Opad! … Er det? nej, bliver det, om de fuldendes, om det sidste, mindste, men sandelig ej uvigtigste Led føjes til denne skønne Kæde! om vi efterlader de kommende Slægter et fuldbragt, ej stykkevis Værk!«

v. Schéele standsede, tørrede sig atter hæftigt over Panden med sit røde Silketørklæde og bladede uroligt i sine Papirer.

Nu kom det afgørende, nu kastedes Tærningerne for eller imod. O Gud: for eller imod Lykken og Livet!

van Harmsts Blik drog sig atter ind bag Guldbrillerne, de lange Fingre med Signetringene sluttede sig tæt om Snustobaksdåsen. Barchäus rejste sig, ilsomt, så han slog til Stolen bag sig, der med et Drøn faldt i Gulvet. Det gav et Sæt i alle, hele den lange Række Hoveder bølgede, et Øjeblik. Så knejsede de atter stive og stumme. Kun Thrond Thorlanders Ansigt åbnede alle sine Furer i Lytten, og Brynte stod nu midt ude på Gulvet. Susannas og Adrians sovende Åndedræt lød i den dybe Stilhed. Men ingen hørte dem — ej en Gang Bruset og Buldret fra Bruget eller Brændestykkernes Knitren og Skriden i Ovnen.

»Mine Herrer!« v. Schéele stak Lommetørklædet inden for de forgyldte Knapper i Uniformsfrakken, hans Blik var atter dristigt, hans Røst klar, som så han Målet nær, vis på denne Sejr som på de hidtidige. »De véd, hvilket Led der fattes, før vi er med i det Fællesskab, der en Gang skal sammenbinde Nordens Pol med Sydens, omslutte al Verden i sin Favn og udslettende alle Grænser gøre os alle til samvirkende Brødre —: en lille, men væsentlig, ja uundværlig Del: Hestebanen — siden nu Damp indtil videre er banlyst — Agen-Lersjön-Daglösen, forenende ej ene det Brug, hvor vi nu befinder os, Solfors, Thorshyttan, Hästhyttan og de andre nær de tvende Søer liggende Højovne, men også de ved samme Bredder sig befindende Grubefelter: Äng- og Aggruberne, med Søtrafiken. For at spørge den Värmlandske Brugssocietet om den vil drage denne sidste Perle på vor Snor, er det, jeg i Aften har tilladt mig at kalde Dem sammen, ærede Brugsherrer- og Patroner, Ingeniører og Medborgere!«

»Og Bekostningen?« Barchäus' Stemme glammede igennem, endelig fri.

Foroverbøjet, med Hænderne klemt mod Bordpladen stod han dèr i Assessoruniformen, med Hårtjavserne rystende om det nøgne Hoved og de af Alderdom anløbne Øjne gnistrende af Ild.

Ved den nedre Bordende rejste Köckeritz'erne, den gamle og den unge sig, halvt fra Stolene. Og det var, som hævede sig, fra de tomme Pladser bag dem, andre Skikkelser —: Småpatronerne på de af Planen forbigåede, i Skovene forladte Brug — de, hvis Kår ej mer gav dem Adgang til »Societeten«, hvori deres Fædre med Stolthed havde haft Sæde, og som nu truedes med den fuldkomne Undergang ved den Beslutning her skulde tages.

»Bekostningen —« v. Schéele bladede roligt i sine Papirer, som anede eller ænsede han ingen Fare, »vil efter Overslaget for Strækningen Daglösen-Savolaxhyttan beløbe sig til omkring 17,500 Rigsdaler Rigsmønt — Strækningen er jo kun på 4500 Fods Længde«.

»Og den øvrige Strækning?«

»For dens Vedkommende har Ingeniørerne indtil videre ikke indgivet nogen Kalkule, men da Vejlængden vel kan beregnes til det femdobbelte af førstnævnte og Terrænforholdene skønnes nogenlunde at være de samme, vil Bekostningen vel kunne sættes til en 90,000 Rigsdaler«

»Og denne lille Sum lagt til de beskedne Beløb, Bjærgmestren alt har behaget at nævne, vil — rent fraset at den beregnede og af Bjærgmestren citerede Udgift til Persberg-Daglösen Banen: 75,000 Rigsdaler i Virkeligheden blev 96,000 — give os … Renter?«

v. Schéele løftede Hovedet, og hans store Øjne strålede frit de gnistrende Blikke i Møde.

»Renter? os?« han bredte Hænderne ud, »om vi vil vinde ind vore Udgifter, véd jeg ikke — skønt al Erfaring tyder i den Retning — men at vore Efterkommere, at Värmland, at Sverrig vil høste gyldne Rentes Renter hundredfold — ja, Hr. Bjærgassessor, det tror jeg, — nej, det véd jeg! såsandt jeg tror, nej véd, at Udviklingens Love er evige!«

»Udviklingen — Giv os Tal for Tal! ej Fraser — i denne Rabulisternes Skvalder-Tid!« hvæsede Barchäus.

v. Schéeles Pande blev mørkerød, han slog Papirerne sammen og skød Dobbelthagen frem.

»Tal vil De have, min Herre? Nu, så hør da hvad denne Skvalder-Tid har bragt os, Sverrig, af Tal, Udviklingens Tal! Fra det År, 1844, da hans Majestæt, Kong Oscar den Første besteg Tronen — fra hvilken Dato Hr. Bjærgassessoren sikkert regner »Rabulisttiden«, og til den Dag i Dag, er svenske Brugs Produktionsværdi steget fra 25 til 60 Millioner, svensk Handel udviklet i ét Årti mere end fordum i ét Århundrede, svensk Udførsel — for blot at nævne indeværende Ar — forøget med det tredobbelte mod Regeringstiltrædelsens, svensk Kornexport med det mere end firdobbelte — alt som Resultat af de Herrer Rabulister Gripenstedts og Brødrene Fåhräus' Arbejde, i hvilke sidstes Statistik Hr. Assessoren kan søge Bekræftelse på de af mig angivne Tals Rigtighed«.

»Og denne Fremgang«, Årerne i Barchäus' Tindinger svulmede, som omspændtes hans Hoved af blå Slanger, »er opstået af selve hine »Udviklingens Love«, ej Frugt af et ligeså dristigt som uprøvet System?«

»De er opstået«, v. Schéele smilede, lykkeligt og stolt, »ved et Brud med det System, der, alt mens Tallene blomstrede på Papiret, bragte Sverrig og dets Industri, som dets Folk og dets Ære til Undergangens Rand: Merkantil-Systemet, Protektionismen, »Frihedstidens« gyldne Idol, svarende så skønt til dens Navn. Jeg beder Hr. Assessoren sammenligne de af mig nævnte Cifre med hine Dages: med deres til 6+12 Million Daler Sølvmønt beregnede Produktionsværdi, deres til 18,000 beregnede Industriarbejdere, — der endte i 1760'ernes Krak, hvori over Halvdelen af vor Provinses Brug gik til Bunds. For ej at tale om svensk Industris Skaber, Alströmers hele Livsværk: Fabrikerne i Allingsås.«

»Og dog blev dette så fordømmelige System fortsat igennem de Tider, som Hr. Bjærgmestren afmalte så skønt i den første, idylliske Del af sit Foredrag — fortsat af Ministre som Schefferne, Liljencrantz, Rosenblad og Wirsén, grundlagt som det var af Gustaf Vasa, styrket af Gustaf Adolf, Karl den IX og Karl den XII, af Johan Gyllenstierna, Louis de Geer og Arvid Horn — til det nu kuldkastedes af Politikere som Lars Hierta! I Sandhed: det er af sine egne, man skal have det! her hører vi Hr. ordinarie Bjærgmester i 7de Distrikt, Hr. Frantz v. Schéele, istemme forhenværende extraordinarie Bjærgmester i 4de, Notar i Bergskollegiet, Lars Hiertas Ord på Ridderhuset 1847; »At ville berøve Brugspatronerne én Skilling af deres Beskyttelsestold kaldes at ruinere de indenlandske Næringsveje, men at forhøje Tolden på Livsfornødenheder må ej kaldes at fratage Arbejderne det daglige Brød« — udtale sig som Ven og Broder af den Mand, af det Parti, som, blandt hundrede andre af Alderen prøvede Love, har ophævet Forbudet mod den Råjærns-Export, som vor største Konge, gamle Gösta, erklærede for »en Rigets Skændsel og Fordærv«. Den Mand og det Parti, vi takker for Forordningerne af 27. April og 22. December 1846, for Bestemmelserne om Hammer- og Mestersmeddene og de skønne Løfter om alle Privilegiers Forsvinden, om Bjærgmandsdriftens Frigivelse, om Tilladelse til enhver at drive Grube og Hytte og smælte Jærn, på Trods af hine Göstas Ord: »Bjærgmand skal blive Bjærgmand, herefter som hidtil« — om, sluttelig, vort 200 År gamle, kongelige »Bergskollegiums« Udslettelse, dette efter Generalgubernator Georg Grissbachs Ord af 3. August 1636 »vollkomnes Bergampt aff getrewen und verständigen Persohnen«, som Axel Oxenstierna og Carl Bonde regnede for fornødent, om vort Lands mest illustre Næring skulde drives til dets Ære og Gavn, ej til Ignoranters eller Spitsbubers Egennytte! Dette Stempel af kongelig Sanktion og Privilegium, der særmærkede vor Gerning, som den unice den er i vort Land som i andre, har vi set forsigtigt, men logisk elimineres. Set Domsrettighederne berøves vort Kollegium, Møntkontrollen og Retten til at bestyre dets egne Midler fratages det, dets Kontorer ophæves, ét for ét, til der nu af vor Storhedstids Værk ej resterer mere, end hvad et Pennestrøg kan slette og vil slette, kanhænde alt til næste År.

Efter Kæmnerkontorets, Notarkontorets, Probérkammerets, Laboratorii chemici et mechanici Inddragelse, Embedsmændenes Afskedigelse, fra Generalgubernatoren til Markscheideren og Malmlederne, convenerede det 1850 Rigens Stænder, med Rette, at bemærke: »Bergskollegiet har ej flere Gøremål!«

Denne Institution, mod hvilken, mig bevidst, ikke én Anke for Uforstand eller Troløshed blev rettet; som igennem talrige Slægtled skænkede ej ene Konge og Land den nødvendige Garanti, men hver enkelt i Jærnets Stat den ej mindre fornødne Beskyttelse, Opmuntring og Vejledning i hans så ansvarsfulde Gerning, vil da snart være henkastet som et unyttigt, ja skadeligt Skår i den store Affaldsdynge af én Gang dyrebare Relikvier«.

Barchäus' hæse Stemme sprang, den oldingetynde Skikkelse i den falmede Uniform med den store Krave, Opslag og Knapper hulede sig sammen som i en lydløs, kvalt Gråd.

Ingen rørte sig, v. Schéele løftede ikke Blikket fra sine Papirer. De løbende Lyses Talgdryp på Bordene hørtes.

Alle vidste, at Denis Barchäus i mere end 60 År havde tjent »Bergskollegiet«, hint ærværdige Embedsværk, fra han som femtenårig Auscultant trådte over dets Tærskel i dets gamle Våning i »Mønthuset« i Qvarteret Vulcanus, til han som 76årig Olding så Dørene i den nye Bolig i »gamla bankohuset« i Storkyrkobrinken lukkes bag sig, og det sidste af de en Gang så talrige og så levende virksomme Kontorer stænges. Og at han for dets Skyld havde forsømt sit eget fædrene Brug, den lille Snöbergshyttan, glemt sin egen Økonomi og sin egen Fordel i begejstret Tro på Kollegiets Betydning for Jærnets hele Stat, og nu ved Banens Komme vilde være en totalt ruineret Mand.

»Nu«, Barchäus foer op, »jeg lykønsker Hr. Bjærgmestren til dette Resultat, denne jordskælvsagtige Revoltering af vor så difficile og så prekære Kunst!

Sex Århundreder ansås ene Staten værdig og mægtig nok til denne Ledelse — ét Årti har givet den hen for alle Vinde. Dem, Hr. v. Schéele, og Deres Æren!

Men måske De dog vil tillade os, Objekterne for disse nervepirrende Experimenter, at fremsætte nogle beskedne Forespørgsler?

Nævnet blev de lykkelige, økonomiske Forhold, der rådede her på »Bjærget«, og som havde tilladt os hine mildest talt bekostelige Foretagender. Lad os da en Gang betragte disse »lykkelige Forhold«.

Af de sig alt i alt til 970,000 Rigsdaler Rigsmønt beløbende Summer, som Kanaler, railways og Sluser har kostet blot os her på »Bjærget« har, såvidt jeg fra tidligere Lejligheder mindes Hr. v. Schéeles Regnskaber, de 163,671 Rigsdaler bestået af Lån fra Statskassen og de 230,000 af Lån fra Konvojkassen, tilsammen 393,671 Rigsdaler — Gæld. Af denne skal — bestandigt vide Bjærgmestrens Regnebræt — de 164,000 være tilbagebetalt, så den resterende Sum altså kun udgør det ubetydelige Tal 229,671 Rigsdaler + de projekterede 107,500 — som det overlades vore lyksaliggjorte Efterkommere at afrente. Ti — de alt tilbagebetalte Summer har vi vel ej taget på Borg andet Steds, f. Ex. i Göteborg?«

Atter foer Suset gennem Salen, men denne Gang så Papirerne Høj over Bordene, og Stolene skuredes tilbage. De Siddende rejste sig i hæftige Klynger, vendt mod hverandre.

Navnet var nævnet: Göteborg, den store Stad dèr i Syd, fra sin Oprettelse den store Aftager af Värmlands Produktion, den store Långiver og den store Kreditor …

Hvem af de Tilstedeværende fremlagde godvilligt de Sider i Hovedbogen, hvorover »Göteborg« stod? Hvem af de gamle Brugsslægter, der, ej længere Medlemmer af Societeten måtte lade deres Stole stå tomme, i denne Sal som i det fjærne Hjems Stuer, så andre trone dér end Göteborg? Hvor lå dette Herred, ja det Sogn i Värmland, af hvis Brug ej Göteborg sad inde med mindst det ene? Hvor gik det Savværk, hvis Frugt ikke Göteborg høstede? Hvor legede det Barn, som ikke blotte Navnet Göteborg standsede i Løbet, som gled en Skygge over Haven? Hvor stod det Hjem, som ikke i mørke Aftner i Februar, nær det store Årsopgør på Fastings Markedet i Kristinehamn, havde hørt det Navn hviskes af grånende Forældre, der troede sig ene og ej agtede på de unge, angstfuldt-lyttende Hoveder inde fra de gamle Sengekamre bag de ældede Gardiner?

Göteborg, Skelettet i Huset! Dødshåndens Mene tekel på Värmlands Gildesvæg!

Steffan lukkede Øjnene, og han, der vidste sit Hjem, den nedlagte Adamshytta, det måske eneste trygge af alles her i Salen, fornam sit Blod skælve i Takt med de andres — angst og lyksalig …

Göteborg, den fælles Fjende, Bryntes som hans! Men — o Gud — kun ét Øjebliks Fællesskab, kun ét Øjeblik en »Bjærget«s Søn! Ti — bag »Göteborg« rejste sig jo deres Tilbedelse, hans Had: Jærnet — til »Bjærget«s Fortræd tro mod sig selv: Beskytteren af sit mest ægtefødte Barn, Handelsstaden, Hollænderes og Englænderes By: Göteborg!

Men — han smilte, spotsk — glemmer I: »Ikke jert eget«, det er jo Bjærgmands Lov!

Barchäus viste Tænder, et Par hvasse Stumper, som Hunden, hvis Bid har ramt. Men Schéele, der med sænket Hoved, stille havde lyttet til Suset om sig, så nu op, et Blik fuldt af Alvor og Mod:

»»Olof Trätälja gjorde Värmland beboeligt, og Hertug Karl gjorde Värmerne til Mennesker« siger et gammelt Ord. Men — den store Hertug glemte, den Gang han i »Göteborg på Hisingen« satte Hollændere og Englændere til at forvalte »Bjærget«s Skatte, at han havde sat Valloner til at hæve dem! Dér tror jeg, Hr. Assessoren har den rette Forklaring såvel på vort kære Mundheld: »Värmland har gjort Göteborg rigt«, som på vort fromme Ønske: at Gaderne i Göteborg »voro litet mera krokiga« og Menneskene dêr »litet mera tokiga«, samt på Nødvendigheden af, at vore Veje gøres lidt mere lige og vore Mennesker lidt mere nøgterne: hist bor Forretningsmænd — her Valloner!«

Et Brus slog op fra Bordene, de stående Klynger vendte sig hæftigt, de siddende rejste sig.

Nu rørte v. Scheele Punktet … Steffan greb for sig, blændet som af et pludseligt Lys: nu nævnedes »Ordet« — Forklaringen og Undskyldningen og Dommen! Nu ramte Kuglen!

:I er ikke Jærnets Børn, I Elskelige, trods ærlig Vilje! Og derfor, o Gud, elsker jeg Eder! er jeg en af Eders, trods alt! Og derfor kender jeg den Lod, der venter jer, Jærnets urette Tjenere, de Nøgne i den gloende Ovn! Og trøstes kun føje med, at Guden skal fortære også Yndlingsbarnet, Göteborg, en Gang, tilsidst, efter Loven …

Vallonerne — hvad sagde Farbroder den Aften, da han og Fader havde ført hver tredje eller fjerde af »Bjærget«'s Stamtavler tilbage til hine Fremmede, der med Monsieur Paschilius Dionysius Chenon, fra Filip den Andens og Hertugen af Albas Belgien og Katharina af Medicis Frankrig drog herind at bygge sig nye Hjem i de pestdøde Skove — og søge Sverrig Vej til de skjulte Skatte … hine Bilock'er, Gago'er, d'Épreez'er, Lockrett'er, du Beau'er — eller von Harmst'er, du Pont'er, du Bésche'er …?:

»Børn er vi, med hvad Navn vi nu end kaldes, af Flanderns sorte Tåge og fede Marsk, af Tungsind og Appetit! af Huguenotternes Offersind og Geusernes Vovemod, af Bartolomæusnattens som af Leydens Blod!«

Og »dette Folk forladende Arne og Gods for en himmelsk Drøms og en jordisk Frihedsviljes Skyld, levelystent og dødsmodigt, disse ihærdige Fantaster« — smeddedes her i Jærnets Lænker af samme, snilde Hånd, der i Göteborg satte koldblodige Englændere og robuste Hollændere til at drive den forliebte Samson rundt i Arbejdets Kværn … Nej, i Sandhed: »Store Karl« tog ikke fejl, hverken af Skattefinderne eller Skattenyderne — eller af sit eget sluttelige Gavn!

Hvad stod der ikke hos Fernow om Monsieur Paschilius Dionysius Chenon: »Ehuru af adlig ätt och utländing i sjelfvillig landsflykt och äfventyrligt öde, hade han ändå för hederligt hjärta att se huru slätt det var bestäldt med jerntillverkningen, oaktadt all hertigens håg och bemödande« … Og han drog påny til sit Fædreland og hentede nye Landsmænd ind, nye Jærnets redebonne — og ufarlige Tjenere, nye Valloner …

Ja, »for de kommende Slægter« …

Gennem Vredens Bulder glammede Barchäus:

»Altså: vor Udygtighed er Skyld i den Afhængighed, som ingen Talemåder om »lykkelige økonomiske Forhold« kan dølge!«

»Ej Udygtighed, Hr. Assessor!« v. Schéeles Røst sang, »aldrig har jeg sagt sligt om de tapre Mænd på »Bjærget«! Nej, men vor Sorgløshed, vor Ødselhed, vor Spillen Grand-Seigneur, vor bandsatte Arv fra vore Fædre!« hans Hånd slog drønende i Bordet.

Ødselhed — o ja! men, »Bjærget«s Mester, vant til at grave dybt, grav dybere og find den ganske Vallon, Mennesket af Kød og Blod —: det stakkede og evige Oprør imod Jærnet, Guden, den forhadte og tilbedte!

»Men Ødselhed er det ikke,« gneldrede Barchäus, »at udkaste 970,000 Rigsdaler Rigsmønt i Vildskove, i Søer og Vandfald; Letsind ikke at sætte Sig i fantastisk forøgede Udgifter uden anden Garanti for Udbyttet end Utopisters og Projektmageres Fantasterier! Forretningsdygtighed er det, tilintetgørende hver prøvet Tradition, at styrte os ud i alle de Nymodighedernes Malstrømme, der snart vil gøre en Brugspatron til en ligeså sjælden Fugl på »Bjærget« som Hærfuglen er!«

Jærnets Vilje er det, nikkede Steffan … »Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå! Farvel, Hr. Vallon, min Håndlanger, nu kommer Göteborgeren, min Søn, i hvem jeg har Velbehag!«

v. Schéele trak, med en resigneret Gestus på Skulderen:

»Om Bergskollegiet, Nytten af dets Beståen eller dets Ophævelse, om Frihandelssystemets Gennembrud, om Håndværkets og Industriens Frigørelse i enhver Retning, agter jeg ikke at diskutere med Hr. Assessoren. Æmnet turde dertil være for vidtløftigt, vægtigt — og nyt! Vi står her over for det Uprøvede, enhver må vælge, om han vil tvivle eller tro, Blot han husker, at han samtidig vælger, om han vil leve eller dø!«

Leve eller dø? vælge? Å ja! leve så længe Jærnet tillod — og da: dø! v. Schéele, Profeten dér — Jærnet havde ham behov, et Nu … deres Nu, hans, Susannas, alles i denne Sal …

Altså: lyde Jærnets Vilje, følge v. Schéele og leve af dets Naade, til dets Ære? Eller: dø med Barchäus, Protesten, Oprøret?

Susannas blussende Kind sovende dér på hendes Arm, hans egen Puls, alle Ansigterne rundt om Bordet — kunde der tvivles om, hvad der valgtes?

»Men,« v. Schéeles Stemme legede, spotsk, »mindes jeg ret, stemmede Hr. Assessoren — jeg tilføjer: som eneste Mand — på vort Møde i Karlstad 1. November 53, mod at Telegrafledningen Stockholm-Göteborg droges over vort Len, med Tilslutning til Norge. Det turde således neppe kunne forlanges, at Hr. Assessoren skal have Øre for den Røst, der taler gennem Morses Tråd! Men — hvad vel kan kræves af den, der gennem to Menneskealdre, som Protonotar i Fiskalkontoret, med så sjælden en Pligttroskab og Nidkærhed har ført Bog over den årlige Stangjærnsproduktion og Smedejærnstilvirkning i Riget, efter de til ham skyldigst indløbende Regninger fra samtlige priviligerede Vejermestre og Brugspatronernes lovbefalede Opgørelser — er, at han kender denne Tilvirknings nuværende Standpunkt og Kår!

Lad os da, Hr. Assessor, sammen se på en typisk Grube, en typisk Ovn, et typisk Brug!: Købes Malmen om Høsten, kan den ej føres til Masovnen, før Vintren lægger Vej af Is og Sne. I Ovnen forvandles den da til Råjærn i Løbet af Vintren, for Våren og Sommeren igennem på Hyttebakken at bie på den nye Sne, der fragtet den til Forædling ved Brugene, for, omsider, at bringe den som Stangjærn de 10, ja 20 Mil til Karlstad eller Kristinehamn at exporteres over Vänern til Göteborg, hvor da Forretningsmanden tager Hånd om den — til hvis Gavn mon?«

Steffan nikkede genkendende. Ja, nu så Profeten ret: forsøg at konkurrere med Göteborgeren —: om du kan! Drag Kampen ud, det Nu, der er vort!

»Hjemme sidder Patronen, ukyndig og afmægtig med Hensyn til sit lange Arbejdes videre Forhandling, bundet ved sit Privilegies Forpligtelser til kun så og såmegen Produktion, beslaglagt af de hundrede Gøremål — som Savværksejer, Teglbrænder, Agerbruger, Fourageringsmester, ja Advokat og Sjælesørger for hele sit store Folkehold.

Lad os så nu betragte et Brug som Bofors, der, selv ejende såvel Malm som Skove, med egen Vandkraft på 3000 Hestekræfter, ved nutidig Udnyttelse af sine Terrænforhold, ved sin Hestebane og sin Kanalisering af Timselven har opnået en i Forhold til sine Tilgange større Produktion end noget andet Brug i vort Len!

Er dette, Hr. Protonotar, Fantasters og Utopisters Projektmageri? eller Tal der står at finde i Fiskalkontorets Protokoller?

Sluttelig: tag Udbyttet af Nedre Frykens syv Brug: Gårdsjö, Rottneros, Löfstaholm, Annefors, Stöpafors, Bada og Högfors, tilsammen 23 Stangjæmshamre: 13,385 Skippund Stangjærn og 1024 Skippund Manufakturjærn. Mener Hr. Assessoren for Alvor at hævde, at de 155,625 Rigsdaler, der medgik til Baneanlæget Lyckan-Fryksta ej, og dette alt i vort Slægtled, vil bære sine Renter i den forøgede Fragtmængde og den indvundne Tid?

En Hjemmedrift som den først skitserede, endnu næsten eneherskende, af denne Verdens uundværligste Industri er ældgammel i vort Land og gik an, så længe også derude Hunde trådte Bælgene, og Heste drog Kærrerne, og Tiden stod stille, som Ånden i den frosne Luft. Nu, i Manchesterværkernes Dage, er den Døden, den visse Død! England har begyndt Vejen, vi må følge.«

England ja — og Göteborg! skab Vallonen om i deres Billede, at Guden kan forvexle os, hin vor Stund!

v. Schéele satte sig, brat, i et Gisp, med Sveden perlende på den nøgne Pande. Og Barchäus var der med det samme, rystende over alle Lemmer.

»Først et Anhang til Hr. Bjærgmesterens Regnskab over Fryken-Brugene, et lille Strejflys over hvilke Resultater, der nås, hvor Indtægterne tages i øm Betragtning, og Udgifterne diskret negligeres:

Før Banens Anlæggelse betaltes ved Fryken i Trækulspriser 5 Rigsdaler pr. 24 Tønder leveret på Pladsen, nu: 10. En Følge dels af Hr. v. Schéeles »forbedrede Kommunikationer«, dels af hine »Frigørelseslove«, in casu Kultvangens Ophævelse 1850.

Dernæst et Spørgsmaal: Hvorfor iagttager Hr. Bjærgmesteren så streng en Tavshed om Nordre Frykens Brug? Hvorfor, trods mange Ord, intet om f. Eks. Thorsby, Konradsfors, Kristinefors, Vägjöfors: 13 Stangjærnshamre og en Tilvirkning af 10,408 Skippund Stangjærn + 1624 Skippund Søm og Stokjærn? Er disse Summer for små til, at Hr. v. Schéele formår at skænke dem sin Opmærksomhed? Eller kunde det tænkes, at nævnte Bane ikke havde hidført just sådanne Resultater for disse Brug, at de pynter i det endelige Regnskab?«

v. Schéele så op, underligt sky, han tog om Bordet, ligesom modvillig, og da han stod dér, støttet mod det, holdt han sine kugleformede Øjenlåg sænkede.

Men længst nede havde bægge Köckeritz'erne rejst sig, og Barchäus' Ansigt var nu så rødt som Blod, hans Hænder klamrede om Bordet som en Rovfugls Klør om sin Redes Rand.

Alle vidste jo, hvor den gennem Slægtled arvede Snöbergshytta, liggende i Skovene på Knishøjden, med ringe Vandtilgange, med næsten utilgængelige Stier til Finnmossens og Tabergs Gruber og over 4 Mil til Filipstad, var Dødens Bytte, om denne sidste af v. Schéeles Baner drog Brugene i Dalen med ind i den lettere Forbindelse, og lod den ene tilbage i Vildskovene. Og bag den kom Köckeritz'ernes Dannemandshytte og de Snese andre små, Patroners eller Bjærgmænds, Ovne …

Steffan stod nu hos Brynte ude på Gulvet foran de sovende Susan og Adrian. Så nu Denis Barchäus dens Ansigt, for hvis Dyrkelse han havde ofret sit Liv? Og Schéele, Ypperstepræsten, stod han ved hans Navn og Gerninger?

v. Schéele sukkede kort, modvilligt: hans Stemme kom med Et så lav, men dog hørt af hvert Øre i Salen:

»Jeg har ikke lagt Skjul på, at en Omformning af vor Industri som den af mig foreslåede vil koste Hundredetusinde, nej Millioner Rigsdaler, indirekte som direkte … Men den er mulig, takket være vore Bjærges Rigdomme på Verdens ædleste Malm, vore store Vandløbs Kraft og vor Stammes ældgamle Kyndighed i Driften. Og den er nødvendig, om vi vil holde os oppe i Konkurrencen med det England, der i 30'erne skabte Lancashire-Metoden, og nu synes at skulle skabe en ny, en hidtil uanet, der mer end alle Baner og Love, trods vor Modstand eller vor Føjelighed, i Bund og Grund vil revolutionere vore Forhold og vore Begreber.

Hvad Trækulspriserne angår, er de ej blot en Følge af de af Århundredet, ej af mig og af mine, ændrede Kår, men også et Vink fra dette: om i Tide — som England alt har gjort i mere end et halvt Sekel — at lægge vort Forbrug om fra Træ til Stenkul og Koks! En Højovn med nogenlunde stærkt Bælgværk kan, uden store Bekostninger, ændres til Koksovn. I England, Tyskland og navnlig Östrig er sådanne Forsøg gamle. Et svensk gøres som bekendt for Tiden i Ankarsrum og Finspång Værker.

Ingen kan elske og ære vort ædle, svenske Trækulsjærn højere end jeg, ingen mindre ønske at forringe dets Kvalitet ved giftige Gasarter. Men kunde ej Trækullene — hvis Ophør ellers må imødeses inden for et beregneligt Tidsrum, så medtagne vore Skove er af hundreder Års Rovdrift — indskrænkes til visse Brug og Fremstillingen af visse Jærn- og Stålarter, til sådanne, det — som f. Ex. Panserstålet — til alle Tider vil være forbeholdt ene svensk Jærn at kunne levere? Forskellige Stempler skulde da mærke de forskellige Sorter. Dette rent fraset, at jo flere Baner, des større Terræn at hente det Trækul fra, der var, er og alle Dage skal blive Grundlaget for vort Lands Jærnproduktion.

Hr. Barchäus' andet Spørgsmål«, v. Schéele flyttede stadig ikke sit Blik fra sine hvide, korte, fastspændte Hænder, uden at mærke eller ænse de hede Talgdryp, der ramte dem fra de nu i Piberne flammende Lys, »turde jeg alt have besvaret ved mine Ord: Tiden, ikke Utopister eller Rabulister, endsige min Ringhed, skaber Menneske-Kårene. Tempora mutantur, nos et mutamur in illis! Ældst er den Lov i Menneskeheden: Blod skal fylde dine Spor over Jorden! ældgammel den Rytme: den ene skal blomstre, den anden skal falme, den ene skal fødes, den anden skal dø! Ingen kender Dagen i Morgen og ingen Skaberens og Tilintetgørerens Veje, men alle må vi uden Klage lyde. Modstand er så umulig, som den er bespottelig!«

v. Schéele satte sig brat, tungt, så det lød gennem den nu dødsstille Sal.

Steffan rørte sig ikke fra Pletten. Der lød Røsten, den længe kendte, Jærnets Ildtunge — i v. Schéeles Mund!

»Bjærget«s Mester, Husvennen i de hundrede Hjem, som han i dette Nu forkyndte Døden — Dyrkeren af den Leg, den Sang og Musik, hvis Strenge han nu skar over, Värmlands Elskeren, der meldte dets Undergang — —

Svimlede Steffan, Jærnets eneste Fjende, sveg han sit Kald, nu da han så den Uovervindelige, større end han havde drømt —: Guden, der bedøvede sine Ofre, til de i Jubel kastede deres Dyreste i hans Favn, til deres Dødsskrig forvandledes til Hærskrig for hans Lévogn?

»Jeg takker Hr. v. Schéele,« Barchäus' Stemme sleb gennem den lydtomme Luft, tynd som en opslidt Kniv, »for disse Ord, de første ærlige jeg har hørt af megen Svada! Altså: nu kender vi Skaberens Vilje, udlagt af Hr. v. Schéele: Vi afsides boende, hidtil i det store Hele medvirkende Brug har at falme, at dø — at I store, pengestærke, heldigt beliggende kan blomstre ydermere — om I blomstrer!«

Barchäus kastede sig med udspilte Fingre frem over Bordet, med Blikket flammende gennem den halvdunkle Sal.

»Ja, ti dette er Sagen, den, der byder mig til min sidste, vel altfor snare Stund at stride mod Hr. v. Schéeles Skabers og Tilintetgørers Vilje!

»Søger ikke jert eget!« angav han som Bjærgmænds Valgsprog fra de ældste Tider. Jeg, hvis Slægt gennem syv Generationer har tjent Jærnet; som selv fra Barnsben sattes i dets Sold, tør maaske uden Selvpral sige: de Ord var mig Rettesnoren for Livet! »Søger ikke jert eget« —: vid, at I tjener en større Herre, den største på Jorden: den ganske Menneskeheds Vel, de tusinde Hjems Lykke og Værnet for den — vor dyrebare Arv fra Fædrene af Ære og Kultur! Derfor — Hr. v. Schéele får tro mig eller ikke! —: lagde han sin Bane til min egen Dør, og så jeg den, som nu, en Trussel for vort Folk og Land, vor Velstand og vore Hjærter, jeg brød med disse mine egne Hænder dens Skinner itu, før jeg ad den vandt mig én Skilling til Mén for mine Brødre, for min Herre, Jærnet!

Vi små, vi afsides boende, takker Eder, I store Herrer, for jert Brodersind mod os, vi takker den Tidens Morgenrøde, der, efter Hr. v. Schéeles Ord, i Sandhed er blodig, det Menneskerettighedernes Evangelium, der berøver os vort Hjem og skiller vort Navn fra den Gerning, det har tjent af al sin Id, så langt Mindet rækker!

Nej — vi takkede Eder, vi svandt uden Klage, ja med Lovsang, som Hr. v. Schéele byder, hvis vi så os selv som den Irr, der hindrede Eder, hindrede vor fælles Herre i at blinke som det pure Stål, i at hugge Menneskeheden den Vej frem gennem Urskoven, som ene han kan bane, i at generobre vort Land dets Plads blandt Kongens Jævnlige! Men — om vi nu ser jer, Høvdingene på vort Skib, uden Kompas eller Ror give det hen for alle Storme, for Fantasteriets Orkaner som for Rovbegærets Tyfoner, da er det vi menige Medlemmer råber: Stands! ser I ikke, at vi alle forgår? og husker I ikke, at vi fører Menneskehedens Beståen om Bord?«

Menneskehedens Beståen —: til Jærnets Tjeneste! Fædrene: de alt Opofrede! deres Arv —: vor Pligt til at ofre os som de! Ære og Kultur —: Jærnets bægge Dele! Stor var Guden — selv i sine Forladte! De Svegnes Læber viede sig til Døden ved Parolen, som deres Besejrere sang!

»England blev nævnet — »England har betrådt Vejen, og vi må følge den.« Følge Fjendens Sti? England, Protektionismens fødte Dronning, der ved 3 Århundreders Toldlove og opmuntrende Subsidier og Præmier — tænk blot på en lille Ting som Dronningens countz money! — drev sin Fabrikation til en Højde, der reducerede eller tilintetgjorde alle andre Landes og lod the Union Jack vaje ubestridt over alle Have. — Til Afsætningen ej svarede til Produktionen, og det hidtil mest prohibitive blandt Lande pludselig begyndte at forkynde Frihandel, gav sig selv en meget fri Toldforfatning, lokkede andre Lande til det samme og nu oversvømmer dem med sin vældige Tilvirkning!

Englands Exempel skal følges! hør på Hr. v. Schéele: Trækul skal ændres til Koks! Ankarsrum og Finspång nævntes. Men er det Hr. v. Schéele bekendt, at Jærnet til Dato blev rødskørt? Og at Kokstønden koster c. 2 Rigsdaler mod Trækulstøndens c. 40 Øre? Er det endvidere bekendt, at Englands årlige Kulhøst beløber sig til 2,400,000,000 Centner, mens vi, Höganäs til Trods, må indføre for Millioner Rigsdaler Koks og Kul? At som Følge deraf Englands Fremstilling pr. Centner Jærn med Koks koster c. 1 Rigsdaler 50, vor, med Trækul, c. 2 Rigsdaler 40 Øre — for ej at tale om Forsøgene med Koks. Disse af Naturen selv satte Vilkår til Trods skal vi betræde samme Vej som England, hvor Råjærnet er 30 procent billigere end hos os, og Driftskapital fås for 2 à 3 procent mod vore 6!

Eller nævntes ej »en ny og hidtil uanet Metode«, der synes »i Bund og Grund at skulle revolutionere alle vore Forhold og Begreber?« Antagelig menes dermed de unægteligt uanede og Begreber revolutionerende Experimenter, som en Hr. Henry Bessemer i Hertfordshire siges at foretage, ja endog at have haft den Dristighed at løse Patent på og at forelægge på Mødet i Cheltenham. Men, rent fraset den, for enhver nøgtern Betragtning, indlysende Galskab i selve Foretagendet, turde måske visse Efterretninger om Explosioner i Hr. Bessemers Værksted, med Tilintetgørelse af hans Broncefarveri, om Resultaterne af Dowlais Iron Works bekostelige Prøven: dyrere og dertil upålideligt Stål, kunne skænke os et Begreb om den Velsignelse, der venter England ad denne Vej, og os, om vi følger den.«

Tog Steffan fejl? Formørkede Guden ikke sin gamle Tjeners Ånd, nu da hans Frist var omme? Rejste Trællen sig til Oprør, klarsynet i Døden? gjaldt hans Kamp nu ham selv, ej Herren?

»Ja, lad os dog en Gang se på de Gaver, som dette efterlignelsesværdige Lands andet moderne Barn: Storindustrien med samtlige dens Opfindelser og Nydannelser har bragt sin Papa, og besinde, hvad der er os forbeholdt, om vi fremdeles følge dets Spor, ja endog blot nøjes med de Trin, vi har trådt i dem. Eller glemmer man, at åbner vi, ved vore Kanaler og Baner, Vejen ud, da åbner vi den også ind?

Lad os se bort fra den vældige Import og dens Indflydelse på Hjemmemarkedet og ene betragte hvilke andre Gæster, der kan ventes ude fra »den store Verden«, som Hr. v. Schéele ønsker os så intimt allieret med!

Er der nogen iblandt os, der erindrer de tidligste Frugter af Watts Opfindelse af Dampmaskinen, af Arkwrigths af Spindemaskinen? Optrinene i Arkwrigths Fødeby, i Preston, som han først ønskede at lyksaliggøre — hans Flugt for de fortvivlede Arbejdere, deres Tilintetgørelse af hans Maskiner? Eller ligger de Begivenheder og Egne os for fjærnt?

Kan hænde da nogle husker, fra en bange Barndomstime, en Fader eller Moder eller fremmed Besøgende, der omtaler »den store Smeddesag«, da Hr. Ehrenpreuss, Manden før sin Tid, søgte at indføre »Stordriften« i svenske Kronens Geværfaktorie i Jönköping, og de 3000 Arbejdere, pinte til det yderste, skaffede vort Land den første Arbejdsnedlæggelse og lagdes i Jærn af det kongelige Krigskollegium, men endte med, efter Assessor Per Höppeners Defension, at tilkendes 75,000 Rigsdalers Skadeserstatning?

Flere end jeg modtog i al Fald, i unge og lydhøre År, fra de Babeuf'ske Optøjer i 1797, de Indtryk, der gav en Mindelse for Livet. Og i alles Øren turde synge de Lyonske Silkevæveres Feltråb fra 1831: »Leve i Arbejde eller dø i Strid!« gentagne i tusindfoldigt Ekko af Februardagenes: »Brød eller Bly!«, knust under General Cavaignacs Kardætsker. Selv oplevede jeg i London, hin 10de April 1848, Chartisternes Tog til Underhuset og Folkevæbningens og Politiets Indgriben. Og kan hænde jeg de samme Dage fik et andet Indblik bag Kulisserne på det Teater, hvor Frihedens og Frihandlens ædle Komedie går over Brædderne: et Kendskab til 1847's Fabrikslov med dens ømme Beskyttelse for arbejdende Kvinder og Børn ved Fabriksinspektørers Hjælp — og dens nære Sammenhæng, gennemdrevet som den blev af Godsejerpartiet, med Fabrikanternes Aufforderung zum Tanz: Kornloven af 46! et Indblik, der måske lader de Herrer Cobden og Bright, såvel som deres Modstandere og hele den engelske Told- og Industripolitik, fremtræde i et mindre flatterende Lys, end de synes at vise sig i for Hr. v. Schéele.

Se her et lille Udvalg af de Velsignelser, »den nye Tids Morgen« har bragt sin Moder og Fader: — Frankrig og England — og som tør forventes også hos os: Svindel, Overproduktion, Kriser, Opstande! Lad mig blot nævne den engelske Bomuldskrig og de Forenede Staters ustandselige Arbejdskampe gennem mere end tyve År: Bly mod Sult! Opløsningen af enhver Kontrol, ethvert Hensyn Samfundene og Nationerne imellem, alles Krig mod alle, som skal føre til Mr. Jeremy Benthams utilitaristiske Paradis og Mr. Adam Smith's »Nationernes Velstand!«

Hr. v. Schéele beklagede bittert den arme Brugspatron, der ved sine Privilegier var bundet og forpligtet til ej at trampe sin Nabo ned, ved sin hjemlige Mølle og sin Furagering af sine egne Folk hindret fra at styrte sig ud i Spekulationer om Kap med de Herrer Englændere og Hollændere i Göteborg. Ja, mærk denne ene Ting: Naturaliehusholdningens Omlægning til Pengelønssystemet: Båndet skåret over mellem Husbond og Tjener, mellem denne og hans Hjemstavn! Se her: »Nordpolen forenet med Sydpolen, Nationerne omslyngende hverandre!« Se den ny Tids Gud og hør hans Navn: Manchester! Se den stakkels Arbejder, hvem Skråen sikrede Virksomhed eller i modsat Fald Understøttelse, »frigjort« for sit Fags Tvang, overladt til sig selv, til Løsgængeriet og Tiggerdøden på Landevejen!

Eller maler jeg med usande Farver, med sådanne, der konvenerer mig? Nu, så hør da en anden Røst, Arbejdernes egen! Se her,« et Par udrevne Blade raslede i hans Hånd, »dette såkaldte »kommunistiske Manifest«, udstedt i Brüssel i 48 af de Herrer Marx og Engel, udsået over en værgeløs Jord af »Kommunistforbundet«, indpodet også på vort Sprog af Bogtrykker P. Götrek i Helsingborg.

Jeg skal skåne de Herrers Øren for de Løgnens og Hadets Forvanskninger, hvoraf dette Aktstykke, denne den ny Tids Due med Oliebladet, vrimler imod os, de arbejdsgivende og producerende Klasser. Men hvad jeg ej agter at dølge, er efterfølgende Vink til den moderne Zauberlehrling, der ein, zwei, drei har omkalfatret Samfundet med Universalmidlerne: »Frihandel og Industrialisme«:

»Uforandret Bibeholdelse af de gamle Produktionsmåder var et Existensvilkår for alle ældre, industrielle Klasser. Den moderne Industrialisme kan kun hævde sig ved en uafbrudt Revolutionering af Produktionsmidlerne, dermed Produktions- og Samfundsforholdene i det Hele. Deraf de uafbrudte Rystelser, den evige Usikkerhed: Kriser og Arbejdsløshed, som kendetegner den moderne Epoke og varsler dens Undergang.

Hovedvilkåret for dens Herredømme er Rigdommens Ophobning på private Hænder, Kapitalens Dannelse og dens Koncentrering hos et Fåtal. Men den har ej blot smeddet de Våben, som skal bringe den Døden, den har også fremmanet de Mænd, som skal føre dem: de moderne Arbejdere, Proletariatet.

Fremskridtet i Industrien, som er den vilje- og modstandsløse Bærer af Kapitalismen, har til Følge Arbejdernes revolutionære Sammenslutning i Foreninger. Med Storindustriens Udvikling graver Bourgeoisiet sin egen Grav. Dets Undergang er ligeså uundgåelig som Proletariatets Sejr!

Vi erklærer åbent, at vort Mål kun kan nås gennem Omstyrtning af den nuværende Samfundsorden. Proletarer i alle Lande, forener Eder!«

Jeg har jo intet Øre for den Røst, der taler gennem Morses Tråd, kan hænde I, høje Herrer, har det for den, der lyder gennem Ord som disse? Ja, I, der nu bringer i Stå de Hjul, der gennem hundreder af År fyldte vore Skove med deres Brus og befolkede dem med travle Arbejdere — I, der har kommunikeret og koncentreret, industrialiseret og kapitaliseret vor ældgamle Jærndrift, vor fælles Næringsvej og Stolthed gennem Sekler, agt I på Hr. v. Schéeles Ord: »Ingen kender Dagen i Morgen!« og læg dertil: »Der er Høg over Høg!« og »Hvo, der sår Vind, skal høste Storm!«

I har betalt de Baner — og Lånene tilbage, eller kan forrente dem ved de hastigere Forbindelser, de større Fragter, den forøgede Produktion, som Privilegiernes Fald, det videre Marked, som vor Forsvinden forjætter Eder! Men — er dermed Udgiften omme, begynder så Indtægternes Eldorado — og falder de i Eders grundigt tømte Lommer? Hørte I Hr. v. Schéeles Spådom: »Hundredetusinde, nej Millioner Rigsdaler vil denne Omformning koste!« Har I disse Summer, til Dampens Indførelse på Eders snart førældede Hestebaner, til Koksens i Eders Trækulsovne, til Hr. Bessemers »uanede« Erstatning af den Lancashire-Metode, som nys kostede Söderfors og Lesjöfors, Ferna og Liljendal Årtiers Fortjeneste og lod de mange Stole tomme her i Salen, hvor de gamle Ejere af Vallon- og Tysksmedjerne sad? til bestandigt nye, endnu mer uanede og revolutionerende Ændringer, til hele Væddekampen med England derude og herhjemme, hvor dets billige Gods vil vælte ind? Eller er Summerne lette at låne hos vore Venner Göteborgerne? Hvorfor mon? Spørg de tomme Stole dér!

I store Herrer, hvo der sår Vind, han skal høste Storm! Ja vent en Storm over Lande! de nye Dages Vejr, der ej ene vil fælde det lave Krat, men også de høje Stammer; der ej vil aflade, før Värmeskogen er ryddet af Jorden — og et England, et Göteborg, et Uddeholm hersker her, hvor vore Ovne flammede, og vore Hjem stod! Vi små, vi hilser Eder, I store Herrer! Cæsar, morituri te salutant! hilser og beder: På Gensyn i Hades! dér skulde vi tales ved om gamle Dages Liv i vort Värmland!«

Barchäus sank i en hæs Stønnen sammen, rystende, som en Bunke udslidte Klæder.

O Gud nej! Steffan løftede på Skuldrene — han havde atter taget Plads ved Spelmansbordet — den Tjener var hverken utro eller forblindet! aldrig havde han været Tjener, aldrig! han, som i sin Herres sluttelige Sejr, hans sidste, ypperste Frugt: Døden, Leen — fandt Angst, ej Jubel, han, som dér sang sin Herres Salme herligere end nogen anden, hans høje Vise — og gruede for sine egne Toner!

Ikke en Lyd hørtes, ikke en Finger rørtes. Selv Åndedrættene syntes stivnede under Lysekronerne.

Ansigterne dér rundt om i de spruttende Tællelys' Skumring svævede huløjede, ubevægelige: en Forsamling i det Rige, som Barchäus havde nævnt.

Så Steffan Syner — en endnu kun anet Time i denne Sal? Eller — en længst forsvunden? Befolkedes de tomme Stole? steg du Pont'erne ud fra deres Billeders nøgne Pletter? Tågede andre Skikkelser bag dem: de fordrevne Osmundsbønder, de slagne Hedningefinner? Jærnets Tog af Tjenere og Ofre, vakte af Døde, kaldte til Hyldest af den Herre, hvis Rige de havde bygget, nu da han besteg sin Trone under Sejrshymner? Vågnede de at se deres Efterfølgeres, deres Drabsmænds Lod: at den var lig deres?

Eller — så han kun en Trækning, en Grimas i Inspektør Janne Piscators kæbebrede Ansigt, som det lurende dukkede frem bag hans Herres, Patron Thorlanders grå Hoved og andægtige Mine?

Han følte en Kulde i Stuen, en Synken i Gulvet, som åndede Kaos gennem Rummet — han greb i Blinde for sig — og rørte Susannas hede Kind, blundende på den svulmende Arm … og han vågnede i et Smil.

Fortid, Nutid, Fremtid — her brændte den hans Hånd, stærkere end Jærnet selv: Mennesket, med Stenalderens Våben i sin Hånd og med en kommende Tids af Luft og Lys løftet over sit Hoved, den første og den endelige Skaber og Tilintetgører! Jærnets Finder og dets Forlader en Gang!

Lad dem trælle for Jærnet, Led efter Led — Brynte, der nu stod lige ved Bordet, som for at indtage den Plads. Barchäus måtte vige — trælle for det i Frygt, i Selvopofrelse! Han tjente i Tillid, til Bedste for eget Vel, kun hende — han og Adrian, der sov med den milde Sved på Panden: Kornets og Kvægets Barn, Hyrden på »Bjærget« … Adrian, der Dage igennem, som Vagtelkongen, kunde gemme sig i Solfors Agre, at ånde deres muldede og melede Lugt, eller dølge sig som en Nisse i Staldens Okse- og Gødningestank …

Steffan smilte mod Selskabet om Bordet, mod Skyggerne på Væggene: I har den Herre, I fortjener! I, der for ham ej ser jer selv, for Evigheden ej Nuet!

Men v. Schéele stod nu atter dèr i Lysflimret, svær og rød, i den opknappede Uniform, og Ansigterne stirrede i uanfægtet Værdighed, med Guldbriller og Skægkranse mod hans brede, hvide Tænder, der lyste i et muntert Smil.

»Hr. Barchäus' Spådom — der skulde stå til Troende, endda alt andet i hint »Manifest« var »Løgnens og Hadets Forvanskning« af vore Handlinger og Hensigter — har bragt det ene, ham selv kan hænde ubevidste, Gode med sig: at han altså dog tror på den Fremtid, som han lover Krig til sin sidste, forhåbentligt fjærne Time! Ti hvorfor mente han ellers, at vore hjemlige »Englændere«, de Herrer Göteborgere, skulde være villige til at sætte de Penge, de så vel vèd at skøtte, ind på dens Resultater?

Efter at denne min værste Modstander således har erklæret sig for min Sag, tør jeg vel ikke tvivle på de andres Tilslutning, om blot det kunde lykkes mig at bevise, at hin Fortjeneste dog vil bevares for Värmland og Värmland for os, samt at hint Orakel, som han citerede under så megen Bæven, kanhænde også turde være Hadets og Løgnens!

Hr. Barchäus har så meget imod at følge Fjendens Sti — om det så end er for at nå samme Mål som han — og før end ham! Uddeholm blev nævnt. Nu, lad os tage dette som »Fjende« betegnede Brug og lad os — blot som Prøve eller skal vi sige: for at udspejde det? — følge det lidt ad den Sti, som dette Bengt Gustaf Geijers og Lovisa Sophia Tranäas gamle Familiegods de sidste Årtier har trådt, og se de Resultater, det har nået, og som har gjort det til vor Provinses største Brug og — måske derved? — værdig til Navnet: »Fjende«!«

v. Schéele bøjede sig over sine Papirer. Ansigterne rundt Bordet fortrak ikke en Mine. van Harmsts Guldbriller stirrede som lige blanke Spejle.

Og dog var nu den anden store Fjende nævnt, ej blot Barchäus', men enhvers i denne Sal: Jærnets rette Repræsentant i Vallonernes Rige: »det Uddeholmska samhället«, »slottet i elfdalen«, spændende, som et tyskt Fyrstendømme, over 350,000 Tønderland Skove, 11 Sogne i Värmland, 3 i Dalarne, over 7 Jærnbrug og 1697 Hushold med 9856 Mennesker; Uddeholm, hvis Stempel med det dobbelte G var kendt og æret til den yderste Krog af den Verden, der tjente Jærnet og tjentes af det; Uddeholm, der bestemte Fastingens Priser som Bankernes Renter; mod hvilket Thorshyttan, Solfors, Savolaxhyttan var Bjærgmandsovne, van Harmst og Thorlander Kulsviere; Uddeholm, »det lilla rysslandet« kaldet, ikke for Knutpiskens Skyld, men for sin Tendens til, lig den store Nabo, at gribe om sig, mer og mer, uimodståelig, i Jærnets Konsekvens …

Men v. Schéele bladede i sine Papirer og begyndte igen, som anede han intet:

»Der kunde tales længe om denne Sag, men jeg tænker, jeg behøver blot at nævne Navnene: Statsråd Jonas Wärn, Disponenterne Danielsson og Holmberg, Ridderne, Patron Gustaf Ekman og Fredrik Lundin: Gassvejseovnene og Stangjærnssvejsningen ved Savspån — Major Lilliehök og Oberst Nils Ericsson: Forshaga Kanal og Jærnvej forbi Dejefaldene og Myra-Skymnäs — for at hver Kyndig vil indrømme, at sovende har Uddeholm ej fanget sin Sejr! Eller mon »Jærnkontoret«s 20,000 Rigsdaler til Lundin, Rigens Stænders 100,000 Rigsdaler Banko + Aktieselskabets ligeså store Sum til Kanalen og Banerne af Fantaster og Projektmagere er kastet ud i Vildskove, Fosser og Søer?

Hr. Assessor, lad os slå efter i Fiskalkontorets Protokoller, Rubrik: Uddeholm! 154,000 Centners Jærntilvirkning! Er »Vulcani Hjem« mon det urette Navn?

Og nu »de stakkels Arbejdere« dér, »Storindustrien«s Trælle … Hr. Barchäus, der er så hæftig en Tilbeder af det Gamle, at han endog synes at glemme sin, ofte påberåbte Kong Göstas Ord til Dackefejdens Smålændinger, »at de, om de vilde vide, hvad virkeligt var »gammalt och fornt«, burde betænke Kong Kristiern Tyrans Dage« — er en i vor Brugshistorie for lærd Herre til, at jeg tør erindre ham om gamle Tiders Skildringer af Tilstandene ved »Uddeholms hytta«, om Lång-Christoffer i Sundsjö og hans syv Sønner og deres Strid med Brugsforvalter Johan Carlström, hvem selve »den store rikshushållaren«, Karl den XI, strengeligen måtte tilholde at »ej med så hård exekution förfara« mod de Undergivne. Og Hr. Barchäus er en for alderstegen og derhos for ømhjærtet en Mand, til at jeg har nødigt at erindre ham om Smeddenes eller Kulkørernes Kår for ej mere end 20 eller 25 År tilbage. Og når jeg endeligt anmoder ham om, sammen med mig, in effigie, at foretage en Spadseretur i det nuværende Uddeholms Arbejderstad, til dets Friboliger med Jordlodder og Kartoffelstykker, dets Folkeundervisning med 3 Lærere og 3 Lærerinder i Lancasterskole, Husholdnings-, Sløjd- og Væveskole, dets Apotek og Sygehus, dets Bibliotek og Sparebank, dets af Bogholder Högberg ledede Brugsorkester — er det kun for at bede ham sammenligne hvad, der ses i dette Storindustriens Værk, med hvad vi kun altfor nøje kender fra så at sige hvert eneste af vore gamle d. v. s. nutidige Brug. Jeg overlader trygt til Hr. Assessorens alment skattede Retfærdighedssans at dømme Forholdene imellem og afgøre, hvor Båndet mellem Arbejdsgivende og Arbejdsydende synes humanest og således forstandigst og mest betryggende knyttet!

Og henstiller sluttelig til ham: Hvem skabte vor industrielle Arbejderstand og gav den de Kår, som vi nu ser, uden Protektionismen? og hvem kaldte Handels- og Fabriksdrift for »Pengekrig« og Handelskompagnierne for »Hære«, uden dens Stormester, Jean Baptiste Colbert?«

Steffan nikkede. Ja, én Gud fra Begyndelsen til Enden! udbredende Rige og Evangelium til alle Folkeslag og Egne — men ej til ham, der troede på den ene og sande Baals Overvinder! Og han smilede mod Susanna, som sov dér, ligegyldig, tryg i sin evige Magt. Og han bøjede sit Øre mod hendes Puls.

De sene Led, deres Lod i godt og ondt — lyt her, I Forhåbningsfulde og Frygtagtige, og glem både Håb og Frygt! hør her en Fremtid, evigere end Jærnets, kys her Eders eget Eje: Nuet!

v. Schéele satte sig, træt, og skød Papirerne sammen, som var hans Votum i Sagen nu endt. Barchäus rørte sig ikke fra sin sammenfaldne Stilling, gjorde kun en afmægtig Bevægelse, om til Indrømmelse eller Protest kunde ingen skønne.

Og hvor var det det samme! hans Sag var dog tabt — som den havde været det fra først, fra Tidernes Morgen —: Vallonernes Sag mod Göteborgs, Menneskets mod Jærnets … til Mennesket opdagede sig selv, sin egen Magt: sin Lykke …

Ej heller nogen af de andre i Rækken bevægede sig. Indtil pludselig van Harmst rejste sig, stift, med et Ryk, der fik Guldbrillerne til at blinke i Lysglimtene, og alle de Siddende til at løsne de stramme Miner og se op med hastige Blikke. Nu kom det afgørende Ord, »Bjærget«s største Patron talte:

»Skøndt så vidt vides,« van Harmst stak den lange, magre Hånd ind på Brystet og lempede Hagen til Rette i den stive Battistes-Halsdug, »hverken Hr. Bjærgmester, Kammerjunker v. Schéele eller Hr. Bjærgassessor- og Fiskal Barchäus direkte hører til de så letfærdige og ødsle Valloner, der nu i mere end 250 År har vanrøgtet »Bjærget«s Interesser, tør dog jeg, der ej kan fornægte mit Slægtskab med disse uheldige Indvandrere, ingenlunde indlade mig på en Kappestrid med de nævnte Herrers Veltalenhed, deres Ødslen med gode og onde Profetier eller deres grandseigneuragtige Omgang med Fortid og Fremtid. Jeg er nu én Gang, som det turde være bekendt, en kortsynet Mand og er derfor naturnødvendigt henvist til at beskæftige mig med Nutiden. Kanhænde jeg dog ved denne min pauvre Indskrænkning til Gengæld opnår et mere nøgtern Blik på denne — som det synes i de Herrers Øjne temmeligt inferiøre Episode — undgående såvel Hr. Assessorens Frygt for et enevældigt Göteborg, som Hr. Bjærgmesterens Håb om et dito Uddeholm.

Altså — gående ud fra, at vi nutidige Brugsejere i Värmland tillader os at ønske at bevare vore Brug og vore Hjem for os selv og vore Sønner, som vi modtog dem fra vore Fædre, industrialiserende dem efter vor egen Forstand og financierende dem af vore egne Midler, uden velvillig Råd eller Bistand, det være nu af Englændere eller Uddeholmere — tegner jeg mig, da det ligeså lidt konvenerer mig at hjælpes af, som at tilfalde en af de to Magter — for Halvdelen, skriver 53,750 Rigsdaler af den af Hr. Bjærgmesteren anførte, endnu nødvendige Sum, for at, som han udtrykker sig, vort Værk skal blive et helt, ej et stykkevis, og vor Arv til vore Sønner en afrundet: et Värmland, driftigt, fordi det ej frygtede onde Spådomme, uafhængigt fordi det ej troede søde Profetier.«

En Knagen i Halsbindet og Fadermorderne, i de høje, udstoppede Skuldre, en Gnistregn fra de slebne Brilleglas, og Hr. van Harmst sad atter højtidelig og stram for Bordenden, som havde han ikke rørt sig fra den.

Og dog var i dette Øjeblik »Bjærget«s Skæbne afgjort, dets Fremtid beseglet af Repræsentanten for den ældste og rigeste Brugsslægt, Bergslagets Ledere gennem fire Århundreder, Jærnets Vilje fuldkommet gennem Vallonen, dens tro og — uegennyttige Tjener, han som, nærsynet, så kun »Nuet« og reddede det — og lagde Fremtiden under Jærnets, »Bjærget« under Göteborgs Åg!

Et Brus slog gennem Salen, så de sluknende Luer deroppe viftede frem til Liv igen, slyngende vældige Skygger over de nøgne Vægge, som strøg Kæmpevinger deres Pletter bort i sin Flugt gennem Hallen —: Rovfuglens, Jærn-Gudens, der tog sin Rede i Besiddelse og sine Tjenere i Favn.

Men medens v. Schéeles Øjne det ene Nu mørknede af Krænkelse og det næste funklede af Triumf; mens Vrimlen af Ansigter bøjede sig mod hverandre i Lykønskninger, i Udbrud, i Råb; mens Brynte knejste, med Hænderne spændt om sine Hofter som på Spring mod sit Arve- og Kongerige, og Kökeritz'erne med ligesom blinde Blikke samlede sig bag Barchäus' Stol, pressede Steffan sin Mund mod den sovende Susannas Arm — Spådomme eller Profetier? Hans Læber brændtes af det visse: det blodhede Nu!

Da rejste sig — nej, tumlede op som for et Puf af Janne Piscators Hånd gamle Thrond Thorlander, kogrød i Hovedet, med det isengrå Hår struttende, de vippeløse Øjne glippende.

»Ærede —« han ragede rundt med de uformelige Hænder, så Blækhornet på hans højre og Sandbøssen på hans venstre Side slyngede deres Indhold ud over Bordet, »jeg vilde kun … Ærede … underdanigst melde … at … tillade mig … at … at bede … at tilbyde, ja … at betale den anden … ærede … Halvdel … med Forlov, og undskyld, Hr. Bjærgråd van Harmst! af de … æh … 107,500 Rigsdaler … for se, Banen den går til min Drengs Brug!«

Med et Brag satte Kæmpen sig igen, fejende Blækket ned over sine Naboers Skød og Knæ, under Bruset af Forbauselsesudråb, Latter og Bifald, i Skæret af de tre syvarmede Dalarstager, som Stina Ryd og hendes Tjenestepiger bar frem dér i Døren.

Janne Piscators Ansigt fortrak sig i et triumferende Grin; men hurtigt som et Lyn var v. Schéele oppe, med bægge Hænder udstrakte og de funklende Blikke på den Gamle:

»Et Leve for Brugspatron Thrond Thorlander, »Bjærget«s sidste — og fremmeste Patron!«

I et Spring var den mavesvære Taler oppe på sin Stol, med den ene Fod med Gamasjestroppen på Bordet og Hånden i den krusede Mansjet løftet.

»Han leve!«

Vivatet slog mod Loftsbjælkerne, så Stina og hendes Tærner standsede, blændede af deres egne Lys' Blafren og Røg. Selv van Harmst nikkede, langsomt, smilende, fra sin Plads, og op tumlede Thorlander påny, hummerrød, med Sveden blinkende i Pandens Furer og dryppende fra Kindernes dybe Folder, bukkende, stønnende, til højre og venstre, hvirvlende Sand- og Blækregnen om sig, så Naboerne leende flygtede.

»Dette,« v. Schéele vuggede sig på sin Tå, med det krusede Hår som en Vinløvskrans om Panden, flyvefærdig som en Dionys, »er ej ene min, men »Bjærget«s lykkeligste Dag! Den leve i taknemlig Ihukommelse i sene Led!«

»Ja,« Barchäus hvinede igennem, »i sene Led skal den huskes og forbandes! når vi forlængst angrer i vort Hades. »Søger ikke jert eget!« Hør Sandheden af Dårens Mund: »Banen går til min Søns Brug!« Og hør den, selv hvor den kløgtigt tier!« med opskudte Skuldre pegede han på van Harmst.

En brændende Rødme steg op i Bjærgrådens utilnærmelige Pande — et Øjeblik — han åbnede Munden … og beholdt den åben …

Steffan havde, lyttende mod Susannas Puls, blottet Adrian, som nu snorksov dér, svedig og bevidstløs.

»Og Sønnerne lønner de omtænksomme Fædre, Fremtiden gengælder Värmland den tabte Nutid! »Søger ikke jert eget« … det vil sige: søger Göteborgs!« Barchäus lo.

Steffan kastede sig hastigt tilbage for at skjule Arvingen til Solfors', Hästhyttans m. m.'s Herligheder, men bøjede sig atter, ligegyldig, mod Susan. Nej, se kun og husk det, I »Bjærget«s Fædre: dets Søn og dets Datter, dets Fremtid, som I bestemmer over! Se, du triumferende Jærnets Gud: Mennesket, dit Offer — og din Besejrer! én Gang din Forløser og én Gang din Tilintetgører! Se den, der vover at fornægte dig!

Da — et Ryk — hans Hånd fløj i Bordet, i det nøgne Træ …

Susan stirrede, blussende efter sin Søvn, med Hårets Flod om Skuldrene, strålende mod Brynte, der rød af Bevægelse, af Triumf, med Panden kastet tilbage, der midt på du Pont'ernes Gulv ombølgedes af Vivatråbene for sin Fader, deres Besejrer.

Og dér — Adrian … med Munden åben, fuld af Savl, med Øjnene blakkede af Søvn, strakte han sig over Bordet på sine fede Arme, slugende Brynte i sløv Andagt …

Steffan rejste sig, hans Blik søgte Fader. — Og dèr stod han, slank, i sin midjesnævre, blå Skødefrakke, med sit brusende Kalvekrøs, klappende med smilende Mund ad den bukkende Thorlander.

Ja, ene var han, ene med sin Tro som med sin Fornægtelse! Nuet med alle dets ufødte Liv i Jærnets Vold! tilbedende dets unge Gud dèr, bøjende sig i Jubel under hans Fod; Jærnets var Sejren! — og Livet: Barnet idets gloende Bug! Hil dig, Brynte, hil!

Da — et Brøl som et Dyrs … Thorlander ludede over Bordet, med de rødsprængte Øjne på en lille, sort Læderkugle, der rullede rundt i Blækgrøden — Finnekuglen, Finneskuddet, som han under så bange Gebærder havde skjult på sit Bryst — i hans, i Jærnets største Øjeblik sprunget frem derfra for alles Øjne …!

Steffan svimlede, af Forfærdelse —: »Ordet« .. til Døden! — Skoven, Natten, Kaos derude … Finnens Skud mod Brynte, mod Susan, mod ham selv, mod dette Brug og dets »Ejere« … Det røde Jærn, den røde Ild, det røde Blod — og det sorte Skud derude! Den sidste, den mægtigste Gud, den glemte: Kronos, der åd sin egen Søn — som han sine Sønner og Døtre … Den endelige, sidste: Døden!

Brynte, askegrå, med gabende Mund — og Susanna med Hænderne klemt mod det blafrende Bryst — og gamle Thorlander …

Steffan lo. I Jærnets Tjenere, kender I ej jer Herre! Se dog hans Tegn: Pilen, der peger mod Jorden, dens Magnet!

Ilsomt, som brændte han sig, og vilde han forvare det brændende Kul i sit Hjærte, greb Thorlander Kuglen og stak den ind på sit Bryst, stirrende vildt, som i Trussel, i Bøn, på Ansigterne rundt om sig, på Skyggerne bag dem.

»Bjærget«s sidste Patron? — Ja, kanhænde!

— Men — dèr lo alt Susanna, himmelhøjt, med Ansigtet endnu vådt af Tårer, med Hænderne klamrede i Bryntes Arm, ad den tykke Patron Fredrik Gasslander, »Bas-Fre'rek« kaldet for sin Sangerrøst.

I Skæret af de nys komne Lys, med det blussende Ansigt smilende fra Kindskæg til Kindskæg, den tredobbelte Hage gyngende i Fadermorderne, de blå Frakkeskøder spilte i de ringsmykte Hænder og Benene i de chokoladefarvede Buxer piruetterende under den blomstrede, gule Silkevest — dansede Herren til fem, over Ovnkransen pansatte Brug i Nyed Festdansen for »Jærnets største Dag« — og for det Gilde, der nu ventede inde i Bjærgmestergården, om hvilket Rygtet var trængt til selve Karlstad og havde bragt Hr. Gasslander til med Et at ihukomme sin »Societets-Ret« og forgætte den Blodsuppe, Stør og Glögg hos Fru Flitzani Frimurerlogens Kælder, hvori han ellers omsatte nidkære Fædres Arv, i Fællig med samtlige Lenets »yngste Sønner«: — Officererne i »Regimentet« og »Koret«.

Og Brynte lo, grå i Kinderne, i halvt ufrivillige, halvt lykkelige Hik, og Ansigterne rundt Bordet, nys så værdige, stramme, lo, viftende med de afrevne Briller, med Regnskabsbøger og Kort, og oppe fra Bordet dirigerede v. Schéele Dansen med den store Projektrulle, forglemmende sin Bekymring for Vallonernes Letsind ..

Ja fejr Värmlands gladeste Dag — hver én i Värmland har I kaldet så, I Valloner! Le Susan og Brynte! Jeg glemte det, et Nu, af Had til Jærnet, af Tro på Blodet — unødigt det første, som forgæves det sidste —: Mørkets evige Skud, den Rune, jeg får tro på, og som er min! Strid for Jærnet, fejr med Latter og Dans dets største Dag — jeg anråber — anråber og forbandet, frygter og stoler på Skuddet fra Värmeskogen, dets Kalden hjem fra Arbejd som fra Dans — Eders, som Eders Herres Besejrer, den eneste Tilbedelsesværdige: Døden, det endelige Ophør!

»Nej Tak, Hr. Bjærgmester, min Hustru er ene hjemme, og Drengen dér … Min bedste Tak, en anden Gang …« Fader bukkede for v. Schéele, der stod foran ham, strålende af Ansigt, af Ordner og Sejr, med gæstfrit udbredte Hænder.

»Jamen Drengen,« v. Schéele kastede et hastigt, lidt sky Blik på Steffans hvide Ansigt og forvoxede Skulder, »hvorfor følger han ikke med?«

Fader smilte. »Tak — men vi vil helst hjem til Morgongåfva«.

Ja, Fader, ja — Steffan så op mod hans Ansigt med Tindingkrøllerne og Randskægget, så roligt og blegt mod de andres blussende, støjende og triumferende.

Og han kastede et Blik hen på Brynte, Susan og Adrian, som lo i ivrig Klynge ved Spelmansbordet. De skulde alle blive …

Men han rystede på Hovedet.

Nej, i Aften ikke — han kunde ikke, mindre end ellers, lege, at han hørte dem til, i Tro og Håb og Blindhed! Nej, hjem — til Vejens Ende! at sove »Värmlands største Dag« ud og bie på dets sidste!

Og dog, hvor underligt — nu jeg ser Eder, som Eders Herre, ramt — nu begærer jeg hans Rige og Eders Lod! Nu jeg kender Livets Dom, vil jeg det! Ti nu, jeg skal miste og derfor kan tilgive det, tør jeg eje det!