Ivan Steen mod Ministeriet for skatter og afgifter: Højesterets dom af 13. oktober 1986



Ivan Steen mod Ministeriet for skatter og afgifter.pdf Ivan Steen mod Ministeriet for skatter og afgifter.pdf/ 1-2

Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i den danske lov om ophavsret siger, at love, administrative forskrifter, retsafgørelser og lignende offentlige aktstykker ikke er genstand for ophavsret. Dette gælder ikke for værker, der fremtræder som selvstændige bidrag til offentlige aktstykker, og dermed generelt ikke for for eksempel illustrationer.

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

— — — —


D O M


Afsagt den 27. februar 1985 af Østre Landsrets 4. afdeling

(landsdommerne Graulund Hansen, Grønning—Nielsen og Ida Kjær (kst.)).

4. afd. nr. l77/1984:
Ivan Steen
     m o d
Ministeriet for skatter og afgifter.

Under denne ved stævning af 16. maj 1984 anlagte sag har sagsøgeren, Ivan Steen, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, ministeriet for skatter og afgifter, tilpligtes at ændre kildeskatteloven § 37, stk. 1 og 2, således at reglerne om overførsel af uudnyttet personfradrag ikke diskriminerer ikke—kristne i forhold til kristne, samt påstand om, at ministeriet i overensstemmelse med kildeskattelovens § 37, stk. 4, tilpligtes at tilbagebetale 96.245 kr. Dette beløb udgør den skattemæssige værdi af sagsøgerens samlevers uudnyttede personfradrag for årene 1972-82 inclusive, heraf renter 43.190 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændighed er er følgende:

Den 15. juli 1983 afsagde landsskatteretten følgende kendelse:

"Ivan Steen, Landet, klager over, at han ved skatteberegningerne for indkomstårene 1972-l980 incl. under henvisning til bestemmelsen i kildeskattelovens § 37, stk. 2, ikke er anset for berettiget til overførsel af hans samlevers uudnyttede personfradrag.

Ifølge skattestyrelseslovens § 27, stk. 1, skal den afgørelse, der påklages, medfølge i original eller bekræftet afskrift.

Klageren har efter at være opfordret til at indsende de afgørelser for indkomstårene 1972 - 1980, påklages, oplyst, at er ikke af ligningskommissionen eller skatterådet er afsagt kendelser for indkomstårene 1972 - 1980 incl. vedrørende det påklagede spørgsmål.

Da de i skattestyrelseslovens § 24, stk. 1, angivne betingelser for påanke til landsskatteretten og de i lovens § 27, stk. 1, angivne bestemmelser om klagens udforming, således ikke er opfyldte, vil klagen være at afvise jfr. lovens § 28".

Sagsøgeren har gjort gældende først at have fået kendskab til denne afgørelse den 23. januar 1984.

Sagsøgte har ikke ønsket at gøre gældende, at sagen er anlagt for sent i forhold til denne kendelse.

Vedrørende indkomståret 1981 afsagde landsskatteretten den 11. januar 1984 kendelse, hvori det blandt andet hedder:

"Specialarbejder Ivan Steen, Landet, som for indkomståret 1981 har selvangivet sin indkomst til 38.456 kr., klager over ...... den af skatterådet foretagne skatteberegning.

Sagen har været forhandlet med klageren.

Det er oplyst, at klageren siden 1969 har samlevet ned en kvinde, med hvem han har to børn, ..... og at klageren siden 1972 forsørget samleveren og børnene, idet samleveren ikke har haft nogen indtægt.

......... Den påklagede skatteberegning skyldes, at skatterådet under henvisning til bestemmelsen i kildeskattelovens § 37, stk. 2, ikke har anset klageren for berettiget til overførsel af samleverens uudnyttede personfradrag.

........

Klageren har som begrundelse for sin påstand om overførsel af samleverens uudnyttede personfradrag bl.a. anført, at bestemmelsen i kildeskattelovens § 37, stk. 2, er uretfærdig over for personer, der ikke er kristne, og som ikke vil følge den efter klagerens opfattelse kristne skik at gifte sig. Bestemmelsen er endvidere efter klagerens opfattelse i strid med grundlovens § 70, hvorefter ingen på grund af sin trosbekendelse eller afstamning kan berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Landsskatteretten må imidlertid være enig med skatterådet i, at der ikke er hjemmel til ved skatteberegningen for klageren at overføre samleverens uudnyttede personfradrag, og den påklagede skatteberegning vil derfor være at stadfæste."

Sagsøgeren har til støtte for sin første påstand nærmere an ført, at kildeskattelovens § 37, stk. 2, har til formål at diskriminere og straffe ugifte samlevende par økonomisk. Folketinget vedtog reglerne om at indrømme skatteydere ét personfradrag som et socialpolitisk regelsæt. Herefter får en enlig pensionist på over 60 år to personfradrag, en enlig forsørger med et barn på 17 år to personfradrag, og en familie med 2 voksne og 2 tørn, men med kun én indtægt to personfradrag, forudsat at de voksne er gift.

Ifølge grundlovens § 70 må ingen på grund af sin trosbekendelse berøves borgerlige rettigheder, men det er tilfældet når samlevende ikke sidestilles med gifte. Som ikke-kristen ønsker han. ikke at lade sig vie, ej heller borgerligt, da det blot er en erstatning for den kirkelige vielse og udspringer af den kristne skik. De papirløst samlevende straffes ved ikke at have samme borgerlige rettigheder som de kirkeligt eller borgerligt viede.

Sagsøgeren har videre gjort gældende, at kildeskattelovens § 37, stk. 2, strider dels imod artiklerne 8, 9 og 14 i den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder med tilhørende tillægsprotokol af 20. marts 1952, jfr. bekendtgørelse nr. 20 af 11. juni 1955, dels imod den internationale konvention af 16. december 1966 om borgerlige og politiske rettigheder med tilhørende valgfri protokol, jfr. bekendtgørelse nr. 50 af 29. marts 1976, artiklerne 2, 16 og 17, og endelig imod den europæiske socialpage af 18. oktober 1961, jfr. bekendtgørelse nr. 74 af 9. juli 1965, artiklerne 16 og 17. Sagsøgeren har herved anført, at selve begrebet "familie" ikke er fastlagt i de påberåbte konventioner og derfor må udformes i kontrolorganernes praksis. Den europæiske kommission for menneskerettigheder har således givet en belgisk klager medhold i, at nogle belgiske lovregler, der sondrede mellem gifte og ugifte mødre, var diskriminerende og dermed i strid med konventionen.

Til støtte for påstanden om tilbagebetaling af værdien af uudnyttede personfradrag har sagsøgeren gjort gældende, at der er direkte hjemmel hertil i kildeskattelovens § 37, stk. 4, 3. pkt. Sagsøgeren har endvidere gentaget, hvad han ifølge landsskatterettens kendelse har anført til støtte for sit standpunkt. Det påstævnte beløb er fremkommet ved at beregne skatteværdien af det årlige personfradrag ved hjælp af hans trækprocent. Der er beregnet lo% i årlig rente, som er indregnet i påstandsbeløbet.

Sagsøgte har anført, at mere end 5 år gamle skatteansættelser ikke kan indbringes for domstolene.

Sagsøgte har videre for så vidt angår indkomståret 1981 anført, at sagsøgeren ikke efter kildeskatteloven har mulighed for at overføre sin samlevers uudnyttede personfradrag. § 36 indeholder hovedreglen om, at indkomstskatten nedsættes med personfradragets skatteværdi, og § 37 angiver, hvilke personer der er berettiget til det omhandlede fradrag. Ifølge § 37, stk, 1, er enhver fuldt skattepligtig person berettiget til ét fradrag. I § 37, stk. 2, er det som en særlig regel fastsat, at der er to personfradrag for sambeskattede ægtefæller, hvilket må sammenholdes med kildeskattelovens § 4, hvorefter den gifte mand som udgangspunkt beskattes af både sin og sin samlevende hustrus indkomst og formue. Bestemmelsen i lovens § 37, stk. 2, kan ikke anvendes analogt på uægteskabeligt samlevende, da disses ret til personfradrag omhandles i lovens § 37, stk. 1. Systematikken i § 37, stk. 1 og 2, er videreført til § 37, stk. 3, om personfradrag, når en ugift person dør, og til § 37, stk. 4, om personfradrag ved den ene af to ægtefællers død.

Sagsøgte har videre bestridt, at kildeskattelovens § 37 er i strid med grundlovens § 70 og har hertil anført, at det efter kildeskattelovens § 9 ikke er en betingelse, at ægtefællerne er kirke viet, idet en borgerlig vielse siden 1922 er sidestillet med den kirkelige.

Sagsøgte har endelig anført, at kildeskattelovens § 37 ikke strider mod konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Artikel 8 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder har ikke relation til skattemæssige spørgsmål, og artikel 9 og 14 vedrører religionsfrihed. Den europæiske socialpagts artikel 16 vedrører beskyttelse af gifte personer, og artikel 17 er denne sag uvedkommende.

Til den af sagsøgeren opgjorte værdi af uudnyttede person fradrag til 55.055 kr. har sagsøgte anført, at personfradragets skatteværdi ikke beregnes med skatteyderens trækprocent, men med en procentdel, der fremkommer som en sum af procenter for beregning af indkomstskat til stat og kommune. Endelig har sagsøgte bestridt, at et eventuelt domsbeløb kan forrentes som af sagsøgeren krævet og har herved henvist til kildeskattelovens § 62.

Landsretten skal udtale:

Bestemmelserne i kildeskattelovens § 37 findes ikke at være i strid med grundlovens § 70 eller de af sagsøgeren påberåbte traktatbestemmelser. Herefter og idet spørgsmål om ændring af lovgivningen henhører under lovgivningsmagten vil sagsøgte være at frifinde for denne påstand.

Det tiltrædes af de i landsskatterettens kendelse af 15. juli 1983 anførte grunde, at sagsøgerens klage over skatteberegningen for indkomstårene 1972 - 1980 er afvist, og sagsøgte frifindes derfor for den del af sagsøgerens påstand, der vedrører tilbagebetaling for disse indkomstår.

Da hverken kildeskattelovens § 37, stk. 1, stk. 2 eller stk. 4, kan finde anvendelse på overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ugifte, der lever sammen i parforhold, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge også for så vidt angår tilbagehetalinskravet vedrørende indkomståret 1981.

Da ingen af de landsskatteretskendelser, der er indbragt for landsretten, vedrører indkomståret 1982, jfr. skattestyrelseslovens § 29, frifindes sagsøgte endvidere for tilbagebetalingskravet vedrørende dette indkomstår.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Sagsøgte, ministeriet for skatter og afgifter, frifindes for sagsøgeren, Ivan Steens påstande under denne sag.

Inden 14 dage fra denne doms afsigelse betaler sagsøgeren 7.500 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

(sign.)

Udskriftens rigtighed bekræftes.
Østre Landsrets kontor, den
P.j.v.

UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG

II 135/1985 Ivan Steen

m o d
Ministeriet for Skatter og Afgifter.
-----


I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 4. afdeling den 27. februar 1985.

-------

I denne sag blev af H Ø J E S T E R E T mandag den 13. oktober 1986 afsagt følgende

d o m :      

Den indankede dom er afsagt af Østre landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Høeg, Bangert, Funch Jensen, Else Mols og Riis.

Appellanten har gentaget sine påstande.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Det tiltrædes, at kildeskattelovens § 37 ikke strider mod grundlovens § 70 eller mod de af appellanten påberåbte traktatbestemmelser, og at § 37 ikke kan finde anvendelse på overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ugifte, der lever sammen i parforhold. Der bliver herefter ikke spørgsmål om tilbagebetaling af skat.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom bør ved magt at stande.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Ivan Steen, betale 7.500 kr. til indstævnte, Ministeriet for Skatter og Afgifter.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 16 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

--o0o--

Udskriftens rigtighed bekræftes,
København, den 13. oktober 1986.

HØJESTERETS
JUSTITS-
KONTOR
(sign.)
INGER PETERSEN
JUSTITSSEKRETÆR