Hendes Fingre

by Poul Martin Møller

Hendes Fingre.

Første Sonnet.

Den første Finger jeg af Hjertet hylder;
    Dens klare Skjold har tidt en Skramme baaret
    Naar med uvante Haand hun haver skaaret
    Den Pen, som jeg de søde Breve skylder.

I Tanken kysser jeg erkjendtlig Saaret.
    Naar hun med ømme Skrift Papiret fylder
    Med Elskovsblomster, der min Vaar forgylder,
    Den første Finger er til Martyr kaaret.

O, salig læser jeg i Neglens Rune,
    Hvor tidt hun vaersom har fra Sengen ravet,
    Naar hun har seet sin strenge Moder blune,

Og kjælne Linier flittig sammenstavet
    Ved sin Mahognipult, den lille brune,
    Med venstre Haand i Krøllerne begravet.

Anden Sonnet.

Finger er som Elfenbeen, man dreier;
    Dog een jeg elsker meer, en anden mindre,
    Den anden byder mig en Stund erindre,
    Den saligste, mit hele Levnet eier.

Med den hun vinkte mig til Skovens Indre,
    Hvor Nattergale rede deres Leier;
    Mens høit de sang om Kjærlighedens Seier
    Hun lovede mit Hjertes Vee at lindre.

Og mens hun under Aftenstjernen bange
    Hengav som Offer sine Silkelæber,
    Den samme Finger lagde hun paa Munden.

Men efter Taushed jeg forgjeves stræber;
    Thi mægtig bryder Glæden frem i Sange,
    Hver Gang jeg mig gjenkalder Tryllestunden.

Tredie Sonnet.

From er min søde Brud som Skovens Due;
    Dog undertiden lunefuld hun bliver,
    Og, naar uskyldig Elskovs Leeg jeg driver,
    Hun af og til begynder med at true;

Og naar jeg rask i Kjærlighedens Lue
    Vil dristig vove Kys, hun ikke giver,
    Skalkagtig hun mig revser i sin Iver
    Med tredie Fingers trodsig spændte Bue.

Dog, et Minut Valkyrien forvandler:
    Frivillig giver hun sig selv til Fange,
    Med Armeparret om min Hals tilsammen.

Imens vi da om Freden underhandle,
    Af Haarets Fletning ud jeg tager Kammen
    Og leger frit med Lokkerne de lange.

Fjerde Sonnet.

En Tempelvogter est du, fjerde Finger!
    En hellig Ring du har af hine Lænker,
    Den gyldne Bolt, som ei min Stolthed krænker
    Til hvad jeg ønsker, dette Baand mig tvinger.

Hun sine Læbers Manna daglig bringer
    Den tamme Fugl, der ei paa Flugten tænker;
    — — —^[1]
    Den salig seer, man stækket har dens Vinger.

Gjem Skatten vel for rænkefulde Tyve!
    O, vidste jeg, du lod mig gjerne flyve,
    Da fandt du meget snart din Fange jordet

Paa Kirkegaarden blandt de sorte Grave.
    Nei, evig kjært jeg vil mit Fængsel have,
    Du liden Fangevogter, guldomgjordet!

Femte Sonnet.

Skjøn Jomfru har det grønne Silke strammet.
    Let over femte Finger Traaden rinder.
    Hun syer i Krands af Roser og Kjærminder
    De søde Ord, som hun saa tidt har stammet.

Det spæde Ledemod mit Øie blinder.
    Som udi Faarehjorden Dæggelammet,
    Som et uskyldigt Barn, der bliver ammet,
    I Søstreflokken jeg den mindste finder.

Naar jeg paa Harpen hører hende spille,
    Og hendes Toner Drømme hos mig vække,
    Og gjennem gyldne Strænges røde Gitter

Det hulde Blik til hendes Elskte titter,
    Da rører mig saa tidt den samme Lille,
    Der næsten over Evne sig maa strække.

1. En Linie er udfalden.