Guds Venner/9
IX
Strax efter Strømhvirvlerne bøier Floden om mod Sydost.
Det er paa denne Side af Borgen at det lille Taarn befinder sig, hvis Kammer Bisp Ottomar har taget i Besiddelse.
Man ser her Intet til Byen. Fra det ene Vindue vandrer Blikket frit ud over aabent Agerland, brudt af Smaalunde og behersket af Kalvariebjerget, hvis jevne Stigning begynder et Par hundred Skridt hinsides Floden. Det er bestrøet med store Klippeblokke, mellem hvilke Faar og Gjeder nippe det sparsomme Græs, og bevoxet med spredte Ege: Rester af en Lund, der har været helliget en eller anden germansk Guddom. Ud og ind ad deres Skygger snoer Passionsveien sig med de hvide Smaakapeller og øverst krones den kullede Knub af tre mægtige Krucifixer, hvert med sin gavlformede Ramme foroven.
Fra det andet Vindue ser man over mod Bjergskoven og ned i Trægaarden. Det er ved det Ottomar staar. Hans Blik hviler paa Lysthuset dernede. Noget Hvidt, der bevæger sig, drager Blikket tilvenstre: det er Gertrud von Laufen, som gaar over mod Skoven. Den varme Eftermiddag har faaet hende til at ombytte den graa Hvergarnskjole med en lettere hvid Dragt. Det er Bispen paafaldende, at Damerne gaa om i denne uanselige, halvt nonneagtige Klædning; ikke blot Renata, hos hvem det kunde sættes paa Enkeskabets Regning, men ogsaa denne unge Pige. som imidlertid altsaa ikke er groet fast i den. Han maa tænke paa Rygtet om at Borgfruen paa Langenstein halvt eller helt tilhører Beghinernes Sekt, hos hvem denne graa Dragt er en Slags Ordenstegn. Og han maa smile derved. Saadant Væsen synes at ligge saa lidt for Renata, som han kjendte den unge freidige Ridderfrøken, hvem han i sine Skrupler forlod — taabelig forlod for hendes verdslige Sindelags Skyld. Ganske vist, hun kan være bleven alvorligere med Aarene. Hun er bleven alvorligere med Aarene, og denne Alvor høiner hendes Væxt uden at berøve hende Noget af hendes Ynde og Elskelighed. Muligt forøvrig, at allerede den Gang den unge Pige rummede en Del mere Alvor, end han i sin overskyggede Tungsindstilstand havde kunnet skimte under den straalende Overflade.
Der er endnu et Smil om hans Læber. Modsætningen mellem den hvide Kjole og det mistænkelige Beghiner-Graat erindrer ham indtrængende om hans paatagne Rolle som Inqvisitor og Kjættersnuser, hvis Modsætning til den virkelige Egenskab af gammel Elsker, i hvilken han gaar om her paa Borg Langenstein, kildrer Bispens Sands for barrok Humor.
Smilet forsvinder med en misbilligende Brynrynkning. Den hvide Kjole skimtes kun svagt gjennem Løvet tilvenstre, hvor Hulveien fører nedad. Gertrud havde haft en lille Spaankurv hængende paa Armen. Bisp Ottomar veed meget vel, hvor Jordbærrene modnes tættest mellem Vei og Sti nedad Byen til. Famulus er nede i Byen. Det er at ønske, at de To ikke mødes — tilfældig eller ikke tilfældig. Hvad den unge Mand saa selvtilfreds har ytret om Frøkenens Bevaagenhed og om den Maade, han agter at udnytte den paa, har aldeles ikke tiltalt Hns. Høiærværdighed. Overhovedet passer det ham ikke, at Vincentius gaar om her paa Borgen og driver Speideri paa egen Haand. Han har med Glæde givet ham Orlov for Eftermiddagen; men han maa sende ham bort paa flere Dage … saa langt bort som muligt … der maa findes et Paaskud.
Allerede at vide ham vel borte foreløbig, giver en Følelse af Frihed. Heller ikke Gertrud von Laufen vil det første Par Timers Tid være her paa Borgen. Mon den Bevidsthed ogsaa skulde give Renata en Følelse af Frihed? I alt Fald er det en Omstændighed, der i høi Grad begunstiger det Ønske, der udelukkende har optaget ham i de sidste Timer: — atter at have en Samtale med hende i Enrum.
Vidste han blot, hvor han kunde træffe hende!
Han er allerede udenfor Døren og stiger tøvende ned ad Vindeltrappen, overveiende de forskjellige Muligheder. I Haven er hun ikke, det har han kunnet overbevise sig om. Blot hendes gjæstfri Huslighed ikke har drevet hende ned i Stegerset; da er hans Fordringer til den gunstige Time tilintetgjorte — af Iver efter at skaffe ham en velsmagende Nadverkost! Han føler sig saa ganske som i de unge Dage, før han vidste om hun gjengjældte hans Kjærlighed, da hun var saa sky som et Raadyr og det gjaldt uforvarende og ligesom tilfældig at passe hende op og faa hende under fire Øine, før hun ret vidste af det.
Ja, i de unge Dage!
Overhovedet, Bisp Ottomar føler sig saa ung — han veed ikke, om det er derover han rødmer — af Blusel, som en Høiærværdighed vel havde Grund til, eller blot fordi det hører sig Ungdommen til at have Blod i Kinderne.
Hys! Nedenunder, i Gangen, bliver en Dør lukket op.
En Mandsrøst — det er Hushovmesterens, han husker den fra i Aftes — dyb og ru. Den siger aabenbart nogle Ord ind i det Værelse, han er ved at forlade. En Stemme derinde svarer, neppe hørlig, men saa kjendelig!
Nu veed han altsaa, hvor hun er at finde.
Hvor mangen Time havde han ikke tilbragt derinde i "Bibliotheket", saaledes døbt af ham selv, fordi dette Rum indeholdt et Skab fuldt af Dokumenter, som angik Borg, By- og Land-Skjøder, Pantebreve, Privilegier og Regnskaber — en Reol med nogle Folianter og Quarter — deriblandt en Virgilius, der pleiede at fængsle ham halve Dage — og et Egetræsbord med Skriveting, ved hvilket han havde bragt mangen latinsk Carmen paa Papiret, feirende sin tilbedte "Lydia" snart i Sapphiske, snart i Asklepiadeiske Vers og blandende den hedenske Gudinde Venus og den hellige Jomfru sammen til en sælsom mythologisk Dobbeltskabning. Tanken om den lokker et halvt vemodigt, halvt sarkastisk Smil frem paa hans Læber, som han staar dér bag Vindeltrappens Pille og venter, medens Hushovmesterens tunge Skridt, efter at have gjenlydt i den fliselagte Gang, fjerne sig nedad de udslidte Sandstenstrin …
Da han træder ind, sidder Renata ved Bordet, hvis sorte Plade næsten er skjult under Papirer og Pergamentstykker.
Hun vil springe op, men hans dæmpende Haandudstrækning standser hendes Bevægelse.
— Forstyrrer jeg? Der arbeides nok her i Bibliotheket.
— Aa, det kan vente. Vil Eders Høiærværdighed —
— "Høiærværdigheden" vil Intet og er langt borte. Nei, Renata, da du nede i Lysthuset sagde mig de Ord, der vil gjenlyde i mit Hjerte til min Dødsdag, da kaldte du mig "du —"
— Hvis jeg et Øieblik skulde have glemt hvad jeg skylder — —
— Husket har du, husket hvad ingen af os kan eller skal glemme … Det er Byggeplaner, lader det til?
Han peger paa Bordet med dets Papirer.
En vis Uro er kjendelig hos Renata, idet hun svarer: —
— Jeg har nogle Forandringer for paa Langenstein.
— Ja, jeg har hørt tale om det i Regensborg.
Hendes Blik er overrasket og endnu en Kjende uroligere, men hun ytrer Intet.
Ottomar rykker en Stol tilrette og tager Plads.
— Ja, der er dem der mene, at du vil omskabe Borgen til et Spital eller Stift, saadan Noget som den rige Strassborger Mersvin er i Færd med at bygge paa den grønne Wörth — en Ø i Illfloden, som er mig velbekjendt; for det var dér jeg mødtes med Hugo, at vi kunde fægte det ud imellem os, uden at belemres af Bysvendene — … Du har nok hørt om Mersvins "Flugthus"?
Renata nikker:
— Du har Ret … Noget saadant har jeg jo tænkt mig. Et Tilflugtssted for Kvinder, som vil trække sig tilbage fra Verden og leve et fromt, beskueligt Liv i Afsondrethed og dog i Forening med Ligesindede.
— En smuk Tanke, et priseligt Forsæt. Jeg selv hænger saa meget ved alt det Gamle her paa Borg Langenstein, at du vel kan tænke dig enhver Forandring maa skjære mig i Hjertet, allerhelst saadanne, der omskabe dens hele Natur og Væsen … Nu, jeg faar sætte mig ud over Sligt, for den gode Sags Skyld, som du har for og som jeg gjerne vil gjøre mit til at fremme.
Han strækker Haanden ud og trækker et Stykke Papir, med en flygtig architektonisk Tegning paa, nærmere til sig.
— Et smukt Udkast til Kapellet. Ædelt i al sin Simpelhed. Men kun et fladt Træloft! Ja, jeg kan fuldtvel forstaa, at du ikke vil have uægte kalkede Buehvælvinger og at der ikke fandtes Raad til stensatte. Men jeg tænker, den biskoppelige Kasse vil kunne sørge for at det Langensteinske Borgkapel faar et hvalt Stenloft, hvis Buer høine Aanden og ligesom løfte Sindet op til den himmelske Skaber.
— Jeg takker dig af Hjertet for din gode Vilje. Og dog veed jeg ikke ret, om det i et Andagtshus saameget kommer an paa at høine og løfte Sindet, hvad vi vel bedst gjør under den frie Himmelkuppel. Snarere kommer det vel an paa at samle Sindet, paa at ydmyge sig, ja gjøre sig selv til Intet, at den guddommelige Naade maa finde Rum og strømme ind i os. Og saa tænker jeg ogsaa, at de første Menigheder, som skulde være vort Forbillede i Christi Efterfølgelse, visselig ikke have tilbedt under hvælvede Stenbuer; og jeg har da ellers hørt sige, at der i Vælskland og i selve Rom findes høist prægtige Domkirker med fladt Træloft.
— Du har Ret deri, og naar det stemmer bedre med dit Sind og din Smag, skal det da være langt fra mig at ville paanøde dig noget Andet. Det var kun, fordi jeg mente at det var Hensynet til Bekosteligheden, der havde ledet Planen.
— Jeg forstaar det godt, og jeg takker dig saa meget.
— Hm. Det er ellers et sælsomt Træf!
— Hvilket?
— Du husker nok, at jeg igaar Aftes talte om en Kjøbmand, som jeg traf i Kroen i Lengefeld —?
— Ja?
Der er en let Dirren i hendes Røst og et overrasket Glimt i Blikket, der ikke undgaar ham.
— Og at han havde lagt meget Kjendskab til Bygningskunst for Dagen, hvilket han havde erhvervet sig ved sine mange og vidtstrakte Reiser. Saa kom vi da ganske naturlig til at tale om vor Ordenskirke, der — som du maaske har hørt — efter hundredaarigt Arbeide nu næsten er fuldendt. Han indrømmede mig gjerne, at den i sin Art maaske var den fineste Bygning i Tydskland, ja kan hænde i Christenheden, men han var overhovedet imod Stenhvælvinger og foretrak den gamle Basilika med sit flade Loft, hvorfor han gav omtrent de samme Grunde som du.
— Hvilket viser, at jeg ikke staar ganske ene med min Smag.
— Og om du gjorde det, troer du, den derfor vilde være mig mindre værd? Nu, jeg ser paa dette Punkt trænger du ikke til min Hjelp. Men der kunde jo være andre, og du skulde ikke forsmaa at have en Bisp med ved Værket.
— Naar Bispen hedder Ottomar von Winterstetten, visselig ikke.
— Helst er jeg ved din Side som Ottomar simpelthen, det veed du, Renata; men tro mig. Bispen er heller ikke helt at forsmaa. Du veed vel neppe selv, hvor meget et Forehavende som dit har Autoriteternes Beskyttelse behov; hvor megen Mistydning det er udsat for, hvilke Farer der kan true det. En eller anden findes altid, som vil En ilde. En, der misunder. En, der troer at have Noget at hevne; og hvor der er en Stræng, der klinger ondt, faar den let Mængden til Sangbund. Snart er Ordet "Beghine" hvisket, og det er et farligt Ord, naar det raabes af Hundreder.
Et uvilkaarligt Suk, der hæver Brystet, et ubetvingeligt Gys, der faar Skulderrundingen til at sitre, viser ham, at hans Advarsel ikke er rettet til døve Øren.
— Du veed, jeg er stillet paa et høit Sted, hvor man før de Andre mærker, hvor Vinden blæser fra. Den Føn, hvis første hede Pust jeg har følt, frygter jeg vil blæse Kjætterbaal i Brand fra de østrigske Arvelande indtil Rhinens Munding inden mange Maaneder er gaaet. Begharder og Beghiner ville faa en ond Tid, og den er klog, som i Tide tyer til Kirkens sikreste Ly.
Han ser betydningsfuldt paa hende og alt Blodet strømmer ham til Hjertet, da hendes Blik paa en Gang saa varmt og saa sørgmodig fæster sig i hans. Han føler at nu er det ikke Frygt for egen Sikkerhed, der bevæger hende; det er Bekymring for ham selv, af hvilken Art den nu end monne være, og desuden — synes han — endnu en Foruroligelse, ja en Angst, hvis Retning han ikke kan ane.
— Du frygter dette, siger du. Og dog har du sat en Pris paa den store Gudsvens Paagribelse.
— Fordi en Mand som han bringer mange uskyldige eller dog lidet skyldige Mennesker i Trængsel og Ulykke, ja endog paa Baalet. For her dreier det sig ikke om en almindelig Waldenser eller Beghard eller hvad disse i Grunden lidet ondartede Sekter nu kalde sig, ofte nok fromme Sjæle, hvis største, om end ganske vist ogsaa farlige Vildfarelse bestaar deri, at de over Kirkens ydre Brøstfældigheder, som vi alle kunne se, som man i vore Dage, i det babyloniske Fangenskabs Tid, maatte være dobbelt blind for ikke at se, glemme dens guddommelige Grundfæsteise og dens Uerstattelighed. Overfor dem lader jeg gjerne den gamle christelige Regel gjælde: — In necessariis unitas, in dubiis libertas, in omnibus caritas.[1]
— Jeg er glad ved at høre det af din egen Mund. Denne Sætning er jo, saa vidt jeg veed, ogsaa en, som disse Folk paaberaabe sig.
— Kun at de i dens første Led overse, at den hellige katholske Kirke og dens Unitas fremfor alt hører til necessariis. Dog er Mildhed paa sin Plads overfor den Slags Folk. Ikke saaledes med hin Mand, som skal tilhøre "den frie Aands Brødre", denne sataniske Sekt, i hvilket Antichrist skinbarlig løfter sit Aasyn og sin Røst, forkyndende at Gud er i Alt, i Kjødet saavelsom i Aanden, og ikke mindst i de dyriske Drifter, hvilke man skal give frit Løb; saa at den virksomste Gudstjeneste er at hengive sig til Uterlighed og alle Laster. Sandelig Baals og Astartes Præster have intet Værre forkyndt, og endda kunde de ei føie den Bespottelse til, at kalde sig et Led af Christi Legeme og prise Frelseren som den, der havde brudt alle Lovens Skranker ned. Skulde jeg finde mig i at en saadan Læres Apostel frit drog om i mit Land og forvildede Sindene?
— Visselig ikke — saafremt han virkelig forkynder Sligt. Men har man ikke sagt om selve din Ordens store Lys, Mester Eckehart, at han stod i Forbindelse med den frie Aands Brødre og hyldede deres pantheistiske Vranglære?
— Det er en skjændig Bagvadskelse, et Paafund af nidske Franciskanermunke, som vi Dominikanere længst have tilbagevist.
— Men kunde ikke ogsaa dette være en ligesaa falsk Beskyldning?
— Veed du Noget om denne Mand?
— Kun at jeg har hørt sige, hans Lære var af idel from og inderlig Art.
— Det kan være et Skalkeskjul overfor Mængden, Sligt meddeles kun de Indviede.
Ottomar har altid kjendt Renata som selve Sandhedens Speil. Men i dette Øieblik har han det Indtryk, at hun veed mer end hun vil være ved.
Skulde det være muligt, at hun kjendte Noget til denne Mand? Hvis hun gjør det og siger god for ham, da er han visselig falsk sigtet.
Renata har grebet en Passer og hengiver sig til den ørkesløse Syslen at lade den vandre hen over et stort Grundrids. Han havde fundet hende bøiet over det, da han traadte ind, og hun aabenbart troede det var Hushovmesteren, der kom tilbage.
— Jeg gad vide om han kommer.
— Hvem?
— Aa, jeg tænkte igjen paa hin Kjøbmand.
Passeren sætter sit ene Ben saa haardt paa Papiret, at dens Staaltaa nagler det fast til Bordpladen og maa trækkes ud med et lille Ryk.
Ottomar bemærker det og spørger sig selv med et Smil, om Renata maaske har noget imod dette Besøg, som han virkelig selv har det.
— Jeg fortryder nu, at jeg opfordrede ham.
— Hvorfor? naar han er saa byggekyndig, kan han jo hjelpe os med godt Raad.
— Som om vi trængte til nogen Tredie ved dette, der skal blive vort fælles Arbeide, det Værk, der knytter vore to Livstraade sammen. En Tredie her i dette Lønkammer! Hvor sparsomt tilmaalt er os endog blot en Time som denne, bunden som vi er af mangfoldige Hensyn! Men jeg ser i dette Værk — ikke blot i hvad der forbereder det med Bygningsarbeide og andre Indretninger, nei endnu mere senere ved hele Ledelsen af en saadan Anstalt til Fred og Fromme for Mange — jeg ser deri et varigt Samliv for os begge.
Renata nikker tankefuldt og smiler — lidt vemodig.
— Jeg har sagt dig, Renata, hvad Hjelp jeg kan og vil være til for dig i denne Sag. Og det er ikke lidet. Thi vel kan det komme saa vidt, at jeg skal staa mellem dig og en frygtelig Dødsfare. Og dog, hvis du kan tro mig, er det kun et Lidet imod hvad du paa denne Maade kan give mig for Hjelp.
De gyldenbrune Øine fæste sig i hans med et Blik, som han tyder rigtig.
— Du mener at dette er en overdreven Tale, og dog er det ikke saa. Thi hvad er en Uskyldigs Død — hvor frygtelig den end synes os — mod et skyldbetynget Liv i Helvede? Renata, det er mellem mig og Helvede at du skal staa!
— En Gang troede du, jeg stod mellem dig og Himlen.
— Jeg gjorde saa. Og iformiddags sagde du til mig dernede i Lysthuset, min Vei havde fra da af været en saadan, at jeg vel havde Grund til at være tilfreds med det Valg, jeg den Gang gjorde. O nei, nei, tro ikke det! Den har ikke bragt mig Fred, denne Vei; Forbandelsen har fulgt mig paa den Skridt for Skridt. Hverken Fasten og skarpe Bodsøvelser, eller Studium Dag og Nat, eller Smiger og Æresbevisninger og Rang og Rigdom har bragt min Sjæl varig Tilfredsstillelse eller mægtet for mer end korte Tider at banlyse hin Skygge, som er min Arvelod. Og jo tommere det blev i mig, desto mere hungrede jeg efter det, som jeg dog vidste ikke gav Næring: efter Magt og Ære. Som jeg sad dernede i Lysthuset efter at du var gaaet, kom min Famulus, og for at smigre mig talte han om mine formentlige Udsigter til Hierarchiets høieste Rangtrin, til Kardinalhatten, ja til selve den pavelige Tiara — og jeg hadede ham, fordi han saae ind i denne Lønkrog af min Sjæl. Vel tilføiede han, at naar jeg stræbte saa høit, var det for at hæve Kirken op af dens Fornedrelses- og Fordærvelses Stand, for at føre en Hildebrands Dage tilbage igjen; og om han mente det eller ei, ogsaa det var sandt nok.
— Ikke noget uværdigt Maal for en Mands Stræben.
— Mener du?
— Hvor kunde jeg mene andet?
— Løgn, Løgn — idel Løgn og Bedrag! Er det da for Sagens Skyld? er det Kirkens Skjændsel, er det Sjælenes Fare, som bevæger mig — som driver mig frem —?
— Hvor kan du spørge, Ottomar?
— Jeg siger dig, det er ikke det. Det er Magt, Ære, Glands og Ry — det er intet Andet — tomt Flitter er det i jeg griber efter for at fylde Tomheden her — her —
Han presser Hænderne mod Brystet. Der er intet Blik i Øinene, som synes at skue indad i denne Tomhed.
Renata er sprunget op ved den uventede Heftighed af dette Udbrud.
Som en Yngling er han traadt ind; han ser ud som en Olding nu.
Let lægger hendes Haand sig paa hans Skulder.
— Hvorfor vil du hellere lytte til Røsten af din egen selvplagende og syge Samvittighed i Stedet for til min Stemme, Ottomar?
— O, om jeg ikke helst altid vilde lytte til den!
— Gjør det, for den vil ikke bedrage dig. Og det er ikke som du siger. Lad der være nok saa megen verdslig Forfængelighed og Ærgjerrighed ja endogsaa Magtsyge — de synes jo at maatte være med hos jer Mænd ved en saadan overmægtig Stræben; lad ogsaa en Trang til at udfylde indre Tomhed, til ved ydre Virksomhed at overdøve et Savn og gjøre Godt for hvad der er kommen tilkort paa den sjælelige Side — og dér kan jeg bedst føle med dig: lad Alt det have virket nok saa kraftigt, nok saa bydende og lokkende — Hovedsagen var dog din Vilje til det Gode, til at udrette noget Stort og Ædelt, at tjene Gud og Christenheden. Og hvis du haabede derved at vinde Fred, at ryste den Forbandelse af dig, du kalder din Arvelod, og vinde den evige Krone, er da et saadant Haab at dadle?
— Jeg veed ikke, om det var som du siger — jeg tvivler … men det skal blive saaledes, ved din Hjelp. O, der er heller ikke længer tomt her — det var blot Erindringen om hvad der har været; nu er der Fylde og Varme, siden du talte til mig i Lysthuset. Ja, da min Famulus kom med sine forfængelige Ord, da vrededes jeg vel ved at se mit lønlige Afgudstempel opdaget af et fremmed Blik; men jeg følte ogsaa, at jeg uden selv at knuses, ja uden blot at rystes, kunde se det styrtes i Grus, som hint Philisternes Tempel ved Samsons Kraft; fordi jeg havde en ny og dog saa urgammel Helligdom i den inderste Hjertegrotte til Samlingspunkt, den som har til Indskrift dit Gjenfødelsesnavn: Renata!
Han har grebet den Haand, der hviler paa hans Skulder og bliver ved at holde den fast, medens han taler til hende om den store Ensomhed, han har levet i som i en Ørk, om sine Anfægtelser, sine Angstbetagelser, Sønderknuselsestilstande og truende Visioner, den krampagtige Vexlen af Anger, med det taaretunge Øie fortabt i det Forgangne, og Ærgjerrighed, hvis feberflammende Blik fylder det Tilkommende med Gøglesyner — to Vampyrer, der sugede Blodet af hans Nutid; Længsel efter hende, der intet Haab havde om Stillelse og i sin Haabløshed blev til den bitreste Kval ved Bevidstheden om at hun maatte afsky og foragte ham — først og sidst dog om sin Kjærlighed, sin Tilbedelse, hans, den i al sin kirkelige Glands Ugjenfødte, af hende, hvis Skikkelse i stille madonnaagtig Ungdomsglorie mer og mer blev ham Billedet af den Gjenfødte, lokkende med sit betydningsrige Navn, Renata, saa han endelig kom for at gjenfinde hende høiere, ædlere, sit Navn endnu værdigere end hun havde staaet i hans Erindring — — — —
— — — — Indtil hun bøier sig over ham og hendes Læber berører hans Pande med et Kys som Pustet af en Aandehilsen, og han føler hendes Haand glide ud af sin og hører den tunge Egedør lukkes bag ham, varsomt — for ligesom ikke at lukke hende ude, stilfærdig, at han ikke skal føle sig forladt.
Længe bliver Bisp Ottomar siddende dér med et Smil om sine Læber, saare forskjelligt fra det, hans Famulus ikke kan lide — et, der vilde forbause denne iagttagende unge Mand ikke saa lidt, hvis han kunde se det.
Da Renata pludselig sprang op, er det store Byggerids gledet ned paa Gulvet.
Det har blottet et Stykke af den aldersorte, slidblanke Egetræsplade. Netop dér har den en lysere Plet, formet som en Halvmaane. Hvor tidt har Ottomar ikke stirret paa den, naar han i gamle Dage søgte en manglende Trochæ eller Daktyl.
Og idet han stirrer paa den, er det neppe nok at han veed Forskjel mellem da og nu.
- ↑ I de nødvendige Ting Enhed, i de tvivlsomme Frihed, i alle Kjærlighed.