Guds Venner/10
X
— Hvad har I dér, Famulus?
Formiddagssolen, hvis Straaler sive ind gjennem de blyfattede Smaaruders gulige og grønlige Glar, forgylde de Papirer, som Vincentius har i Haanden.
— Et ridende Bud har bragt adskilligt af mer eller mindre Vigtighed, Eders Høiærværdighed. Først og fremmest et Brev fra Mittelmynsterstiftet.
Han rækker Bisp Ottomar det store Brev, som er lukket med en sort Silkesnor, hvis Ender ere indleirede i en Blykapsel, hvori Klosterets Segl er trykt.
— Abbedissen var lidende, da jeg saae hende sidst — siger Bispen og læner sig tilbage i Armstolen, dreiende Brevskabet mellem Hænderne, uden strax at kunne beslutte sig til at aabne det. — En god og from Kvinde … hendes Venskab er mig saare dyrebart.
Tøvende tager han en Sax fra Bordet foran ham, som er fuldt af Papirer og Bøger, og klipper Snoren over.
Efter at have gjennemlæst Skrivelsen lægger han den fra sig paa Bordet, staar op og gaar hen til Vinduet, som han aabner, og bliver staaende dér en rum Tid med Blikket fæstet paa Granskoven, hvis Duft strømmer ind i Taarnkammeret sammen med det frie Sollys.
Da han vender sig om, hviler der endnu kun en let Skygge over hans Træk.
— Det er, som jeg frygtede: Søster Mechtildis er gaaet ind til den evige Fred, som er hendes fromme Sjæl sikret.
Vincentius bøier Hovedet med ærbødig Deltagelse.
Biskoppen gaar frem og tilbage, hvirvlende Tusinder af Støvatomer rundt i den Solbjælke, der staar skraat ind i Værelset.
Endelig standser han ved Bordet, tager Klostrets Skrivelse op, gjennemlæser den og bliver staaende med den i Haanden, til der kommer et helt andet Udtryk i hans Ansigt: først, synes Vincentius, som om en ganske ny Tanke slog ham ved sin Frugtbarhed, og dernæst et Glimt af næsten skalkagtigt Lune.
— Vincentius! I er en ung Mand, der synes, ligesom af Naturen, at staa paa en god Fod med Kvindekjønnet, baade Ældre og Yngre, saa I kan vel tiltro jer en Dom og give et Raad. Hvad mener I vel? hvorledes skulle vi bedst besætte denne Post og give Søster Mechtildis en værdig Efterfølgerske? Er der nogen Søster i Stiftet selv, som I finder kunde indtage hendes Plads?
Vincentius rømmer sig i Bevidsthed om sit Ansvar og sin Sagkundskab.
— Da Eders Høiærværdighed viser mig den Ære at opfordre mig til at ytre min Mening, saa gaar den ud paa at et saadant Stift som Mittelmynster i Biskopsædet Regensborg bør ledes af en Søster, der ogsaa verdslig set indtager en fremragende Stilling; en Dame, om ikke just af fyrstelig Æt, hvilket er vanskeligt at finde, saa dog af den høieste Adel, som den salig Afdøde, eller i alt Fald af en Adelsfamilie, der har et vist Navn — fremfor Alt i Kirkens Øre. Hvis det ikke er for ubeskedent at sige det, en Adelsslægt som von Wintersetten, hvorved man strax tænker paa en navnkundig Korsfarer.
Han rømmer sig atter og stryger med Haanden hen over Mund og Hage, høist tilfreds med den sidste Vending. Den indeholder aabenlyst en Smiger til hans Herre og skjult den Brod, at von Winterstetterne ikke tilhøre den høie Adel.
Ottomar synes kun at ville mærke det Første, for han betragter sin Famulus med et bifaldende Smil.
— Jeg ser, at jeg ikke har overvurderet Eders Dømmekraft i dette Punkt. Jeg selv er af samme Mening og finder den bekræftet ved Eders Ord. Ulykkeligvis findes der i Mittelmynster ingen Søster, som opfylder denne Betingelse. Vi maa altsaa besætte Posten provisorisk med en stedfortrædende Abbedisse. Hvilken af Søstrene vilde I foreslaa hertil?
— I Betragtning komme, efter mit ringe Skjøn, fortrinsvis Søster Elisabeth og Søster Irene. Søster Elisabeth er den lærdeste af de to, derimod har Søster Irene noget Værdigere ved sig.
— Det sidste Punkt maa have Fortrinnet ved dette Valg. Altsaa blive vi ved Søster Irene.
— Hvad nu det Spørgsmaal angaar, hvilken Dame fra et andet Kloster eller Stift, der ved den blivende Besættelse — —
— Ja, ja, Vincentius — est aliqvid prodire hactenus.[1] Det Andet har Tid til at modnes.
Vincentius bliver rød i Hovedet ved denne summariske Afvisning, hvad hans Foresatte lykkeligvis ikke bemærker.
Thi denne har allerede vendt sig bort og sat sig i Armstolen for at dyppe sin Pen og uden et Øiebliks Betænkning eller Standsning kaste en Snes Linier paa det første det bedste Stykke Papir, som han har trukket skraat hen for sig — i rivende Hast, men ganske vist med en næsten ulæselig Haandskrift.
— Her er Brevet. I maa sætte Alt i den formelle Ramme og selv tilføie det Forretningsmæssige — Alt angaaende Besættelsen … Men nu Tilsendelsen — —
Bispen ser ned for sig med eftertænksom Panderynkning, men med et Smil om Læberne: —
— Denne Skrivelse burde — i en saadan Anledning — neppe tilstilles Stiftet ved et almindeligt Bud — —
"O ve!" tænker Vincentius, "blæser Vinden ad den Kant? Det var altsaa det, der faldt ham ind: at benytte denne Leilighed til at sende mig bort paa et Par Dage, som igaar paa et Par Timer."
Beslutsom lægger han de Papirer, han endnu holder i Haanden, paa Bordet.
— Det er sandt, I har mer. Er det noget af Vigtighed?
— Det angaar Paagribelsen af den store Gudsven.
— Hvad for Noget! — Har de grebet — er det muligt, at man har fundet et Spor…?
Bispen tager denne Sag alvorlig nok; men det slaar hans Famulus, at der ikke er den rette ivrige Forhaabningsklang i hans Spørgsmaal.
— Der er indløbet Beretninger fra alle Kanter. I deres Iver for at vinde Belønningen synes de at have lagt Haand paa enhver Landstryger, de kunde faa fat i. Det meste af dette synes mig at være Dokumenter om den menneskelige Dumhed. Imidlertid er der et Tilfælde, som er saa forskjelligt fra de andre, at Eders Høiærværdighed sikkert ikke vil fortryde strax at henvende Eders Opmærksomhed paa det.
— Nu?
— Det er en gammel vandrende Sanger, hvem man har sat fast i Telheim. Han passer ganske til Beskrivelsen — —
Bispen trækker paa Skuldren.
— Hos ham har man fundet et lidet Hefte, der ikke, som var at vente, hvis den Rolle, han vandrer om i, er ægte og ikke et Mummespil — ikke, siger jeg, indeholdt Folkeviser og Skjemtekvad men derimod et gudeligt Skrift, hvis jeg tør misbruge dette Ord; for det er snarere at kalde de ugudeligste og mest kjætterske Paafund, som nogen Hæretiker er bleven brændt for.
Bisp Ottomar sætter sig ret op i Stolen og knuger Hænderne om Armlænenes Rundinger.
Der er ingen Tvivl om, at dette gjør Indtryk. Men Indtrykket er ikke det ventede: ikke den glade Iver hos Jægeren, som hører Hunden glamme paa Vildtets Spor, snarere — underlig nok — Bestyrtelse.
— Hvis jeg tør henlede Eders Høiærværdigheds Opmærksomhed paa et Par Hovedsteder — —
— Ja vist saa, vist saa — læs!
Vincentius har allerede Heftet i Haanden og blader deri med Fingre, som sitre af Ivrighed.
— Ja, her er saadan et Sted: — "At stræbe efter Kronen, det betyder at vende sig bort fra det Skabte og vorde Et med det Uskabte. Naar Sjælen naaer saa vidt, da mister den sit Navn. Gud drager den saa fuldkommen ind i sig at den tilintetgjøres, som Solen drager Morgenrøden ind i sig, saa den tilintetgjøres. Derfor taler jeg ikke mer om Sjælen. Thi den har dér, i Enhed med det guddommelige Væsen, mistet sit Navn. Derfor hedder den dér ikke længer "Sjæl"; dens Navn er "ubegrændset Væsen" …
Vincentius ser op fra Heftet og kaster et ivrig speidende Blik paa sin Herre og Mester, der tilbagelænet i Armstolen, med Hagen støttet i sin Haand, kun med et svagt Nik bevidner sin Opmærksomhed.
— Ikke sandt, Eders Høiær værdighed? man kunde vel tænke sig at dette var skrevet af den Ærkekjætter, vi søge. Hæretisk er det ganske vist — den menneskelige Sjæl tilintetgjøres! Og almindelig synes det ikke at være.
— Visselig ikke almindeligt.
— Og saa her:
Vincentius blader videre i Heftet.
— Ja: — "Havde jeg en Gud, jeg kunde erkjende, jeg vilde ikke længer holde ham for Gud. Erkjender du Noget af ham: intet af det er han. Og idet du dog erkjender noget af ham, kommer du i Dyrets Tilstand. Vil du altsaa ikke synke ned til at være et Dyr, saa erkjend du intet af den aldrig forkyndte Gud!"
Han løfter triumpherende Heftet i Veiret: —
— Jeg gad nok vide, hvad der paa den Maade skulde blive af den hellige Theologi!
— Du maa vel sige det, du maa vel sige det, Vincentius! bifalder Bispen og ser hen for sig med det Smil, hans Famulus ikke kan lide.
Desto ivrigere farer han videre i Texten.
— Og hvad Eders Høiærværdighed igaar lagde Vægt paa: at den store Gudsven stod i Forbindelse med den frie Aands Brødre, skulde det ikke finde sin Bekræftelse i et Sted som dette: — "Saa alvorlig tage de Retfærdige det med Retfærdigheden: hvis Gud ikke var retfærdig, han var dem ikke en Bønne værd." — Gud var dem ikke en Bønne værd! — jeg gruer ved blot at tage saadan en Blasfemi i min Mund. Og videre: "Siger jeg altsaa "Gud er god" — det er ikke sandt. Gud er ikke god, jeg er god! Ja jeg gaar videre endnu: Jeg er bedre end Gud! …
Hans Stemme svigter. Han staar lamslaaet af Rædsel over de gudsbespottelige Ord, som han har maattet udtale. Det forventede Udbrud fra hans Herre udebliver ganske vist — til hans Skuffelse. Men Panderynkerne vise, at den myndige Kirkefyrste ingenlunde er uagtsom, at han hører og veier Alt.
— Kan en mere blasphemisk Tale vel føres selv af hine den frie Aands Brødre og Søstre? Dog hvad siger jeg? afbryder Vincentius sig selv, henreven til denne ciceronianske Vending ved Beundring af den Finhed, hvormed han i stedse virksommere Stigning har lagt dette vigtige Foredrag til Rette: — hvad siger jeg? finder jeg ikke her Ord, der i Formastelighed endogsaa stille hine i Skygge?
— Nu? I gjør mig virkelig begjærlig.
— Eders Høiærværdighed vil ikke blive skuffet. Thi her siger Forfatteren: "Atter vil jeg sige hvad aldrig blev sagt: Gud og Guddom ere forskjellige som Jord og Himmel. Men ogsaa det indre og det ydre Menneske ere saa forskjellige som Himmel og Jord. Ganske vist, Gud staar mange tusend Mil høiere. Men ogsaa Gud vorder og forgaar."
— Hm ..
— "Gud forgaar" — har man hørt sligt Kjætteri? — Og videre: "Da jeg stod i min første Urstand, da havde jeg ingen Gud, jeg tilhørte mig selv. Jeg var en bestemmelsesløs Væren, en Erkjender af mig selv i guddommelig Sandhed. Her stod jeg fri for Gud og for alle Ting. Men da jeg traadte ud af min frie Vilje og erholdt mit skabte Væsen, dermed havde jeg da ogsaa en Gud. Thi før Kreaturerne vare, var Gud ikke Gud; og da de vare vordne, var han ikke Gud i sig selv, men i Kreaturerne var han Gud, og havde som saadan ikke saa megen Væsensfylde som den ringeste Skabning. Ja sæt at en Flue havde Fornuft og formaaede i Følge den at stræbe hen til den evige Afgrund af det guddommelige Væsen, fra hvilken den er kommen, saa sige vi: Gud med samt Alt hvad han er som Gud kunde ikke engang give denne Flue Fyldestgjørelse og Tilfredsstillelse."
— Aha! jeg tænkte det, jeg tænkte det jo nok!
— Og til hvem henvender han nu saadanne bespottelige, sataniske Ord? — Her siges det os udtrykkelig: — "Til eder henvender jeg mig Brødre og Søstre, I som ere Guds Venner." "GUDS VENNER" — hvad siger Eders Høiærværdighed til det?
— Jeg siger, min gode Vincentius, hvad som sandt er. Dette Skrift er hverken mer eller mindre end et Uddrag af Mester Eckeharts Prædikener.
— Mester Eckehart!
Famulusens Ansigt bliver saa langt som udvalset Kagedeig.
Han havde saa sikkert haabet, at have gjort et uhyre Fund. Klog nok til at se, at dette ikke er Hverdagskost, har han ikke helt ubegrundet sluttet, at en Mand, der aabenbart forklædt som Sanger gaar om med et saadant Produkt — (sikkert hans eget Værk, thi det er nylig skrevet) — neppe kan være nogen Anden end den saa ivrig eftersporede store Gudsven? Og nu er det et Skrift af en berømt Mand, velkjendt snart et halvt Aarhundred!
Vincentius' Nederlag er fuldkomment. Og det er kun ringe Trøst at han kan minde sin høie Foresatte om, at Mester Eckehart er forkjætret og hans Skrifter satte paa den sorte Liste.
— Det er sandt, at den beklagelige Bulle "In agro dominico", som Franciskanerne fik sat igjennem, har erklæret sytten Sætninger af Eckehart for kjætterske og elve for sletlydende og overdristige — —
— Da tør jeg sige, at dette her hører til de sytten!
— Tør I? I er en dristig ung Mand, Vincentius. Hvad mig angaar, saa vilde jeg i Betragtning af den store Dominikaners — og I vil gjøre vel i at erindre, at Mester Eckehart ved sin Lærdom, men i Særdeleshed ved sit uforlignelige Snille og Dybsind for stedse vil forblive en Pryd for den Orden, som det er min Ære at tilhøre —
Famulusen bøier angergiven sit Hoved under denne Irettesættelse.
— Jeg siger, i Betragtning af hans eiendommelige Udtryksmaade og philosophiske Terminologia vilde jeg mene, at hvad I her har forebragt ikke egentlig kan kaldes hæretisk, men vel er at regne blandt de Ting, om hvilke vort Ordenskapitel i Venedig, medens Mesteren endnu indtog den høieste Lærestol, den han prydede indtil sin Død, advarende mente, at man ikke i Prædikener overfor ulærde Lægfolk burde foredrage Ting, der let kan misforstaas af dem og forlede dem til Kjætteri.
— Men bør det i saa Fald taales, at en Mand bærer et saadant Skrift hos sig, der drager om som en Folkesanger — —?
Det er kun en mat Tilbagetogsfægtning, men den bliver strax slaaet ned: —
— Jeg har ikke aabnet en Klapjagt paa Smaavildt. Jeg beder kun det store Ædelvildt, denne Ubekjendte, der kaldes den store Gudsven.
Vincentius lader Hovedet hænge. Han ser, der er Intet at stille op.
— Men — fortsætter Prælaten eftertænksomt — jeg veed ikke, om der er Grund endnu til at lade dette Spor fare. Hvorfor skulde ikke den store Gudsven, om hvem det er blevet os berettet, at man kunde vente ham i en saadan Forklædning — hvorfor skulde han ikke kunne have Eckeharts Prædikener hos sig? Da han selv ikke er nogen ringe Aand; hvor kunde han søge bedre hen end til disse Dybsindigheder, som desværre kun altfor let lade sig mistyde og misbruge af vantro Aander? Hvorved disse endda have den Fordel at kunne skjule aabenbare Vranglærer under et Navn, der trods hin beklagelige Bulle endnu har ikke ringe Autoritet og maaske er deres Dommer kjært.
— Ganske vist, Eders Høiærværdighed, ganske vist, stammer Vincentius, der ser et nyt Haab lyse op og kun beklager, at han ikke har haft Omløb nok i Hovedet til selv at give Sagen denne Vending.
— Alt vel overveiet er det bedst at I selv gaar til Telheim. Jeg veed ikke, hvem jeg ellers kunde overdrage en saa vigtig Mission.
Vincentius bøier sig overvældet af saadant Tillidshverv — medens hans Hjerte atter synker.
"Der slap Katten af Posen! Det er klart, han troer ikke mere paa at Fyren i Telheim er den store Gudsven, end at jeg er det. Han vil blot have mig af Veien, og nu har han fundet en Maade, som er gunstigere endnu end Brevet til Mittelmynster."
— Lad mig se! naar I rider strax efter Middag, kan I naa Weltenborg endnu iaften, hvor I sætter over Donau. Karmelitterne vil give jer god Forpleining, og Prioren vil forsyne jer med et kraftigt Ridedyr til at fortsætte Reisen, saa I kan være i Telheim iovermorgen Aften — bedre ikke at ile for meget, end at blive liggende paa Halvveien. Dér forhører I Fangen og anstiller en foreløbig Undersøgelse. I fører ham saa til Regensborg, hvor han indtil videre holdes i Forvaring i Dominikanerklostret og hvor I sætter Prioren grundig ind i Sagen. Brevet til Mittelmynsterstiftet vil vi saa dog lade gaa tilbage med det ridende Bud — skader intet, for da I kommer til Regensborg, besøger I Stiftet, overbringer min personlige Udtryk af Deltagelse og kan vistnok endnu være min Stedfortræder ved Bisættelsen — —
"Se, hvor han faar det trukket i Længden fra Dag til Dag!" —
— Men kan Eders Høiærværdighed undvære min Tjeneste saa mange Dage?
— Det vil være — hm — meget ubekvemt for mig, ganske vist. Men det faar ikke hjelpe. Jeg maa skrive alle mine Breve egenhændig, hvilket vil være værst for dem der skal læse dem — eller jeg faar øve Taalmod i Penneførelsen; det er maaske godt ogsaa en Gang at være tvunget til det. Vigtigere Skrivelser kan jeg maaske diktere en af Husets Damer — Eders Veninde, Frøken von Laufen, har vist en god Haand. I alt Fald faar jeg hjelpe mig som bedst jeg kan. —
— Men jeg troer sikkert, at jeg maatte kunne naa Telheim mindst en halv Dag før og afgjøre Alt dér endnu imorgen, hvis jeg i Stedet for at tage Veien over Weltenborg — —
— Nei, nei, nei! Jeg har lagt Eders Reise med velberaad Hu. Ikke blot fordi Klostret har en velforsynet Stald, skjønt det er af Vigtighed, da det ikke er saa let som Eders Ukyndighed forestiller sig det at gjøre en maadelig Rytter bereden. Nei, jeg lægger særlig Vægt paa at I underveis kommer til at tale med Prioren, til hvem jeg vil give jer et Brev med. Han er en Mand med megen Erfaring i disse Sager … Naa, altsaa Brevet til Mittelmynster bringer I mig om en Timestid til Underskrift —
En Haandbevægelse understreger Afskedigelsen.
Men hans Famulus bliver staaende og rømmer sig.
— Angaaende Tilstanden der nede i Byen — —
— Ja, ja, vi har jo talt om det igaar Aftes. Som sagt, der er ikke mer at gjøre. Missionen fra Regensborg maa komme iaften eller senest imorgen Formiddag og vil foretage de bedste Skridt til at bekjæmpe Soten.
Ny, afsluttende Haandbevægelse.
— Hm. Det er ikke saa meget Soten selv, jeg mener, som Sindstilstanden. Det gjærer dernede, man kan næsten sige at Byen er halvt i Oprør — og det retter sig mod denne Borg — navnlig mod Borgfruen.
— Hvad for Noget!
Ottomar springer op og staar tungt aandende foran sin Famulus, der træder et Skridt tilbage for de lynende Øine.
— Og det siger I mig først nu?
— Eders Høiærværdighed havde iaftes kun daarlig Stunder — —
Ottomar ser ned og bider sig i Læben.
Han havde i Virkeligheden paa sit Taarnkammer været optaget af efter Hukommelsen at restaurere en af sine gamle latinske Elskovscarmina, da hans Famulus afbrød ham med et uvelkomment Besøg for at aflægge Beretning.
— Og desuden tyktes det mig at være en maadelig Sovedrik at kredense Eders Høiærværdighed, da der dog ingen umiddelbar Fare — —
— "Fare!" … "umiddelbar Fare"!
Ottomar kan neppe fnyse sin Foragt ud, mens han stormer frem og tilbage i det lille Kammer som en Løve i sit Bur.
— Men da Eders Høiærværdighed nu sender mig bort for flere Dage, mente jeg at det var min Pligt — —
— Naa, hvad er der da paa Færde dernede?
Han standser saa brat foran sin Famulus, at det giver et Sæt i den unge Mand.
— Tal, Menneske!
— Ja det er med Eders Høiærværdigheds Tilladelse den samme Tale: — at det her er et halvt Beghard- og Beghinerhus og at man er i Færd med helt at omskabe det dertil —
— Hvad vedkommer det det Pak dernede?
— Med Forlov, de mene det vedkommer dem for saavidt, som den naadige Frues Kjætteri, som nogle sige staar under den frie Aands Brødres, eller Amalrichernes gudsbespottelige Tegn —
— Ah ha!
— Andre tale om hendes formodede Forbindelse med den store Gudsven og mene, at den, som vil vinde den udsatte Belønning, maaske gjør bedst i at søge ham paa Borg Langenstein.
— Saa! vilde han det? jeg skulde lide at see den Person, der havde Mod til at komme herop i det Ærind!
— Og alt dette hjemsøges nu paa dem, mene de —
— Pest ramme dem allesammen og stoppe Munden paa de utaknemlige Dyr! — "Dyr", siger jeg? en Hund, en Hest er taknemlig mod den, der gjør den godt, og denne Øgleæt, som hun har ødslet Velgjerninger paa, lige til selv at ville vove sig ned i deres befængte Stræder og Smøger for at yde dem Hjelp — —
— Nogle se deri et Vidnesbyrd om hendes Skyld; vi vide, at Hexe ikke smittes af Farsot, mod hvilken deres Salve beskytter dem.
— Bedre og bedre! Altsaa Kjætterske og Hex —!
— Nogle tilføie: Giftblanderske.
— Gift — —? er I forrykt?
— Der er i alt Fald een Person, som med stor Bestemthed paastaar, at Fruen har forgivet sin Husbond.
— Ja saa! Da I vel kjender de nærmere Omstændigheder, er I maaske saa god at berette mig dem.
Den isnende Ro hvormed denne Opfordring rettes, virker ikke opmuntrende. Vincentius' Røst er ikke ganske sikker, da han giver sig til at meddele sin Foresatte det Samme, som Hushovmesteren havde hvisket Gertrud i Øret, just i det Øieblik da den unge Mand bankede paa Porten.
— Naa, det er Historien? ja saa! Altsaa, den saraceniske Flaske findes, jeg har selv haft den i min Haand. Da min Farfar laa for Døden og led saare, kom hans gamle Vaabenbroder fra Korstoget, Fruens Farfar, for at se til ham og havde Flasken med, og vi gav den Dødssyge nogle faa Draaber af dens Saft i et Bæger Vin, og derved fandt han Lindring. Der er selvfølgelig her foregaaet det samme ved Borgherrens Død, ogsaa han skal have haft svar Lidelse — holde Døden fra Døren kan de saraceniske Draaber ikke, det er ingen Livselixir. Det er Grundlaget for det smukke Eventyr, I har fortalt mig.
— Ja naturligvis er det taabelig Folkesnak, jeg har aldrig holdt det for andet — men jeg — troede blot —
Famulus stammer i det; han indseer at Sagen staar paa grumme svage Fødder, og han føler mer end han skimter det at det Smil, han ikke kan lide, hviler paa ham med sin mest skjærende Lysstyrke.
— Ja, ja, min gode Vincentius, jeg sagde Eder igaar at I kunde blive en stor Scolasticus, men en brugelig Dommer eller Øvrighedsperson vil I ikke blive — saalidt som en god Rytter. Og mens vi ere ved Rytteriet, naar I nu rider bort, saa kan I, som det er en hed Dag, holde et Øieblik i Kastanieskyggen foran "Det forgyldte Oxehoved" og lade Værten bringe jer et Stigbøilebæger at I kan tømme det paa hans Herskabs Velgaaende. Og naar I rækker ham det tilbage, kan I hviske eders gjæve Hjemmelsmand i Øret, at der staar Pinebænke i Raadhuset i Regensborg, og skulde jeg faa Nys om at han nogensinde igjen ytrer en Stavelse om dette til Nogen, om det saa var til hans Skriftefader, saa vil jeg have hver Knokkel i hans syndige Krop knust nedefra opefter, Tomme for Tomme — — forstaar han?
Det "han", hvormed Bispen slutter, er mer end en affærdigende Haandbevægelse.
Famulus bukker sig ud ad Døren og er glad ved at høre den slaa godt i efter sig.
Noget ledeløs i Knæene — de Vindeltrapper paa Langenstein ere saa steile og Sandstenstrinnene saa udslidte — naaer han ned i sit Kammer, hvor han synker om paa en Stol, saa noget nær, som om der blev truffet Forberedelser til at knuse Knoglerne i hans syndige Krop nedefra opefter.
Han holder endnu det Papir i sin Haand, hvorover de biskoppelige Skrifttegn — snarere Ørnekløer end Kragetæer — ere spredt, som det er hans nærmeste Opgave at tyde og renskrive, indsætte i en selvgjort pyntelig Ramme af passende høitidelige Vendinger og forsyne med forretningsmæssige Tilføielser.
Til dette ikke ganske lette Arbeide har han knap en Timestid, og dog synes han ikke just at være i Skynding med at tage fat paa det. Der er andre Tanker, som arbeide i ham.
Han bliver sendt bort i det Øieblik, da det er ham mindst beleiligt at fjerne sig fra denne Borg, og han sendes bort af En, hvem det er yderlig beleiligt at han fjerner sig saa længe som muligt: — det er det sammenhørende Kjendsgjerningspar, der holder hans Sind og Tanke fangen.
I høi Grad ubeleiligt for ham selv! For sidder han ikke just i Midtpunktet af et vidtspændt Traadevæv — fine Traade og stærke, seige Traade, der uimodstaaelig kildre hans Edderkoppenatur. Og nu skal just en brutal Haand føre ham bort, saa at han ikke kan spinde videre og knytte disse Masker, til saa fin en Flue som Fru Renata sidder fangen i Nettet!
"En Lykke, at jeg dog endnu igaareftermiddags kunde hjelpe liden Gertrud med at plukke Jordbær paa Skrænten og ved den Leilighed fik ud af hende, hvordan det egentlig har været mellem ung Ottomar og denne Renata. Altsaa en utro Elsker, som er trofast — det er ret en Rolle for min Herre og Mester. Og hvor dybt han stikker i den, det viste sig da tydelig nok just nu, da jeg gav ham et Glimt — og det et ganske kraftigt Truselglimt — af Forholdene dernede. En deilig Kjættermester! han vil gjøre Alt for at beskytte hende. Det er derfor jeg skal bort — og en Smule tillige for at han mere uforstyrret og uiagttaget kan drive sin lille Elskovshandel her — som allerede igaar. Og da han fandt paa at sende mig bort, vidste han endnu ikke noget om Faren dernedefra. Saa meget længer bort med denne Famulus! Det skulde ikke undre mig, om han havde fundet paa noget Nyt, naar jeg bringer ham Brevet til Underskrift. En lille Afstikker til Augsborg — eller Sligt.
"Og hvem veed om jeg, naar jeg kommer tilbage, ikke finder Reden tom. Det er det, jeg fremfor Alt maa forhindre — om muligt, for Spillet er blevet noget vanskeligt nu, og ikke saa lidt farligt … Ja ja, jeg vil ikke glemme mit Stigbøilebæger og ikke forsømme at hviske min Ven Stephen Kromand en Djævel i Øret … at hans forhenværende Madmoder frygter ham og sætter ondt for ham hos sin Galan, Hns. Høiærværdighed, saa hans eneste Redning for Gods og Liv er at faa Gjæringen i Byen til at voxe, at han har alle Borgerne paa sin Side som en Livvagt, til de faa jaget Kjættersken af Gaarde. Vist er det, at det er med Kort dernede fra at Spillet skal vindes.
"Men Jammerskade, at jeg ikke kan tale med Broder Martin! Det var et lykkeligt Instinkt, der drev mig til at faa ham sat igjennem. Bispen vilde først ikke, for han kan ikke lide ham, men han kunde ikke nægte at Martin var den lægekyndigste. Følelsen er gjensidig. Broder Martin hader Bispen, siden denne gjorde Broder Sebastian til Prior, som er yngre men klogere. Broder Martin snuser Kjættere som et Svin Trøfler. Kunde han gribe Bisp Ottomar i at holde sin Haand over Kjættersken — maaske endda over selve den store Gudsven, og det kan komme dertil, hvis denne staar i Forbindelse med Fruen her: — jeg skal love for, at det vilde være en Ret Trøfler efter hans Smag. Og nu maa jeg bort om Eftermiddagen, som han ventes om Aftenen — det er til at blive rasende over! Imidlertid, der er intet at gjøre ved det — uden at skrive til ham. Jeg maa efterlade Brevet i Elisabethinerhuset — betænkeligt, de Fruentimmere ere nysgjerrige; ganske vist saae Forstandersken skikkelig og lidt sløv ud. Nei, nei! Jesper Kromand er en bedre Vei — han har sin egen Hud at hytte — og sine Knogler!
"Og nu Brevet til Mittelmynster!"
Han lægger Papiret med Ørnekløerne foran sig og tager fat paa sit Arbeide, hvilket han neppe vier den Omhu og Eftertanke, som en episcopal Skrivelse i saa høitidelig en Anledning har berettiget Krav paa. Fremfor Alt er det ham om at gjøre at faa Tid tilovers for sit Brev til Broder Martin — et vigtigt Brev, som der først maa skrives Kladde til, da hvert Ord er af Betydning.
- ↑ Det er allerede Noget at være naaet saavidt.