Gamle billeder/3.5
V.
Postvognen havde sat en Passager af ved Flændrup Kro. Han skulde til Rynkeby Præstegaard. Høj og svær med upudret, langt, mørkebrunt Haar, stod han paa det halvrunde Stykke Møllesten, der tjente til Trappe for den lave Indgangsdør.
Jo, der var en Dreng, der kunde køre ham og hans store, sparsomt behaarede Sælhundeskinds Kuffert den Milsvej for en Mark.
Ud gik det i den soltindrende Martsdag, ad Veje gennem Skov, Skov, Skov! De vaade Stammer glinsede som Kobberstænger. I Skyggen laa Sne endnu og drev i Grøfterne. Men hvor Solen havde ret havt Magt, rislede Vandet i lystig Fart med højlydt skvulpende Sang, i stride Strømme ned ad Heldet.
Skoven holdt op et Stykke. Paa Sletten mellem to Skove saas et Par Landsbyer med hvide Kirketaarne. Deres Hvidhed skar i Øjnene.
— Det der er ligegodt Rynkeby, sagde Køredrengen. Han delte Agebrættet med sin Passager.
Vejen blev haardere, tørrere og lettere at passere fra den aabne Slette.
Rynkebys hvide Gaardlænger og enlig liggende Hussteder fik blegere Lød i Eftermiddagssolen. Foran Husstederne stod smaa hvidhaarede Unger og nejede for Enspænder-Gumpekærren. Og alle Mennesker der mødte den, hilste.
— Der er lige godt Præstegaarden, sagde Køredrengen.
Han løftede Pisken med den tjærede Snært og pegede hen mod en okkerpudset Gaard med tjærede Bindingsværksstolper og nyt Straatag.
Bindingsværket tegnede sig med matematisk Regelrethed, og Straataget saa saa hæget ud som et nysklippet Drengehoved.
Kærren svingede ned ad et lille Stykke Vej langs et Gadekær.
En Mand og en Kvinde stod foran Indkørselsporten.
Hun vinkede velkommen med et hvidt Lommetørklæde, han med en hvid Haand, til Gumpekærren. En dejlig, smidig stor Hønsehund, hvid med store brune Øren og Kroppletter sprang op med lystig Gøen ad den store, unge Mand, mens Præsten tog ham i Favn og kyssede ham, og den middelaldrende Kvinde i den hvide linnede Kjole, lille og spinkel, som hun var, blev ved at gentage med blød og spinkel Røst:
— Hjertelig velkommen, Hr. Masmann!
Randlev Præstegaard, befæstet med en Grav, overgroet fra alle Sider, forsvaret af struttende Tjørnehække, bevogtet af den sorte lodne Cerberuskøter, Bindehunden Fylaks, med de faa Vinduer i Vaaningshuset — det mørke, ved Dogmernes Volde og Symbolernes Grave befæstede Kastel, den sorte gamle Ortodoksi. — Rynkeby Præstegaard med sin i Solskin blottede Façade, tarvelig, men frejdig givende sig hen, den venlige lyse Hønsehund, der sprang op og slikkede Gæsten lige i Ansigtet — den haabende, fremskridtsgraadige Rationalisme, maaske lidt løs, lidt flad, men ikke arrig eller sur. En Kontrast!
Den lugtede maaske af Træ, for ungt til Bygning, men ikke af sur Muggenskab, af indespærret Luft i lave Stuer, af sammenhobet muldede Fnug i alle Kroge.
— Min egen Dreng, min kære Dreng, min Émile … ja, jeg blev ikke din Mentor som Rousseaus Pædagog — det havde hverken Du eller jeg Raad til — men Tak, fordi Du har skrevet til din gamle Ludimagister … Ak Dagen ved Gyngetræet i Skoven! Kom ind, min Ven … Ja, nu kan jeg komme til at snakke løs som i gamle' Dage … Karoline og jeg skal være gode imod dig. Ludvig Masmann saa paa den lille Dame. Hun var ikke køn med sine smaa spidse Former. Men de tynde fint tegnede Læber fortalte om noget godt, noget blidt resigneret.
— Vi skal ind, Ludvig! Karoline har pæn Aftensmad. Aa, min Dreng! At Du søgte mig!
Hvor sænkede der sig Fred og Ro i den unge Kandidats Sind, i denne Præstegaard, hvor den forrige Konrektor Lic. theol. Krog nu sad som Beneficiarius! Stuerne var alle lyse og solaabne.
Han syntes saa godt om Husbestyrerinden, Licentiatens Kusine, Jomfru Karoline Lindbæk, i den lyse Kjole, om hendes stille uegennyttige Hyldest af sin lærde Fætter — trods det, at hendes højre Skulder ikke sad i lige Linje med den venstre.
Hvor blev Ludvig snart hjemme!
Da han efter endt middelmaadig Attestats, fik Efterretning om den underlige Stifmoder, efter en kedelig Tilværelse med Timeundervisning i København, stod han som en ensom Vandrer i en fæl Menneskeørken. Da havde han skrevet til sin gamle Konrektor og faaet et latinsk Svar med en varm Opfordring til at komme og være hos ham.
Her i Rynkeby som i Randlev dækkede Bogreolerne hver et Væggerum i Præstens Studereværelse.
Men her var det Klassikere, Voltaire og Rousseau, Schiller og Goethe, andre Tyskere og Fransk mænd. Ikke en eneste Foliant, mærket Koenig, Quenstedt, Chemnitz, Gerhardt, Hutter, dem Ludvig alt fra Barndommen af havde været ræd for, som for sin Fader, Magisterens, Tamp eller Rotting.
Den lille Jomfru Lindbæk passede Ludvig, som hun passede sin Fætter Præsten, med Vask og Renlighed. Husførelsen gik lindt og lydløst som en Baadfart gennem stille Vand.
Det lille skæve Kvindemenneske kunde tidt hjælpe Præsten, naar hans Sognefolk æskede hans Raad i praktiske Sager. Hun var ivrig for at forsyne fattige Folk med Mælk og benyttede alle Lejligheder til at faa dem til at dyrke Kartofler.
Med Nabopræsterne stod Folkene i Rynkeby Præstegaard ikke paa nogen fortrolig Fod. Thi der holdt de ikke af den sædvanlige præstelige Biforretning at brænde Brændevin og forhandle den til Bønderne, gav sig ikke af med den nu tilladte Staldfodring af Stude, og Rynkebypræsten kunde ikke spille Kort. Det stødte de Ortodokse bort; Pietisterne forargedes, ligesom hine, over hans fri Prædikemaade. Han prædikede sjælden længere end en halv Time, og fortalte ofte i Kraft af en Idéassociation, som Teksten havde ledet ham til, Træk af Historien eller fremsatte moralske og humane Betragtninger, ja endog praktiske Raad for Livet og den daglige Dont. Af og til kom et lille naturvidenskabeligt populært Kursus.
Licentiaten følte sig som en lykkelig Mand, hans tidligere skolemesteragtige Magerhed var bleven lidt præstelig afrundet. Han sagde straks til Ludvig Masmann:
— Jeg var glad ved min Ensomhed, men jeg er endnu gladere ved at have faaet dig til at opmuntre den. Du véd fra gamle Dage, at jeg nok holder af at lade Tungen løbe, naar min Interlokutor forstaar mig.
De bænkede sig i Studerekamret med to skummende Krus godt hjemmelavet Øl foran sig, dampende paa de rundhovede Piber med de lange Slanger.
— Naa, Du kunde ikke drive det til et Laudabilis, liden Ludvig? sagde Licentiaten.
— Nej, jeg faldt i Dogmet om den reale Tilstedeværelse af Herrens Legeme og Blod i Nadveren og Distinktionen mellem Lutherus og Calvinus i den Artikel.
— Den er saamænd ogsaa subtil nok. I de øvrige Discipliner?
— Det vekslede med Lauder og Hauder. Endda admodum laudabilis i det gamle Testamente.
— Sapristie! Er Du saa ferm in Hebraicis?
— Professoren kan ikke meget af dette sære Maal, med dets Etymologi, der er knoldet som en Brakmark, og dets Syntaxis er saare intrikat at udfinde. Men siden jeg fik fat i Michaëlis og blev af ham undervist i, at Sagnene om Skabelsen er af to Autorer, blev min Kuriositet pirret og jeg læste i det sidste halve Aar næsten kun Hebraisk. Det tog paa Kræfterne, men det var sundt.
— Ja en stor og stærk Kleppert som Du, skal helst have noget, Du han lægge Kræfter i.
— Men tror Du, at det meste i det gamle Testamente er mere end Sagn? Og tror Du ikke, at de gamle Jøder har havt flere Guder?
— Det Hele er kun Sagn. Men din sidste Kvæstion er endnu for hasarderet.
— Tror Du paa, at dette Maal var Menneskehedens oprindelige og blev talt overalt før Forstyrrelsen ved Babylonstaarnet?
— Nugæ clericorum! (Præstesnak). Men hæng ret i med det Studium. Du vil finde artige Ting frem. Jeg har desværre aldrig ret kunnet faa Haand i Hanke med det. Jeg er nu en Gang opsat paa Filosofien. Ser Du den store Oktav der? Lærredsbindet og det røde Snit? Den, der ligger paa Bordet?
— Lad se ... Kants: „Kritik der reinen Vernunft“. Ja jeg har hørt tale om denne Professor til Kønigsberg, der skal se saa grant, men jeg har og hørt, at hans Subtiliteter overgaa gemene Dødeliges Fatteevne.
— Ja bi helst nogle Aar, inden Du giver dig i Lav med ham. Men husker Du fra Platos Symposium, hvorledes Sokrates ligner sig selv ved de stygge Satyrbilleder, der naar de blive lukkede op, vise sig at være Gemmer for prægtige Gudebilleder. Ret ligedan gaar det med denne Bog. Sokrates’ herlige Aand var selv dækket af et hæsligt Legeme ligesom disse herlige frigørende Tanker bag en haard og ru Skal. Bag den straaler fri og selvtænkte Tanker. Immanuel Kant er vor Tids Sokrates. Denne pillede det sofistiske Spind af Foridens tankeløse Dogmer eller Fabler op og spottede dem, der bøjede deres Hovede i Tro paa gamle Dicta og Responsa. Jeg har været Aar og Dag om at læse denne Bog, og ingenlunde tror jeg at have fattet Alt. Og paa din Alder var jeg saa stærkt optagen af stærke Passioner i skønne Ord af sode Følelser i poetisk Veltalenhed, som hos Goethe, Schiller, Jean Jacques og Bernardin de Saint-Pierre. Men, nu naar jeg ager paa denne Tyskers skumplende Fragtmandskærre, smelter Tovenes Skrigen og Hjulskinnernes Skuren hen i en Sang til den fri Tankes Pris. Han overbeviser, mens Poeterne overtaler. Naar Du ret faar ham i Tale, vil Du ret le ad Teologernes snørklede Spekulationer. De ligner de gammelmodiske Allongeparykkers forbandede Kruseduller og din Faders gamle Dogmatikere med deres abstruse Snak.
De to Venner vænnede sig til saadanne Diskussioner. De bleve holdte hver Aften i Studerekammeret, mens Tromleovnen buldrede, og Jomfru Lindbæks Rok surrede. Thi skønt Præstens Kousine ikke forstod synderligt af, hvad der blev talt, vilde hun gerne lytte til sin Fætters Røst og beundre hans megen Lærdom i al Uskyldighed. Hun kom ogsaa til at holde af hans unge Ven, hægede og puslede om ham paa en langt mere forstaaende Maade end den skikkelige Abelone Jeremiædatter i Randlev Præstegaard i hans Barndomstid.
Den store stærke Ludvig nøjedes dog ikke med boglig Syssel. Han trængte baade til legemlig og aandelig stærk Trænering. Som han sled med det hebraiske Sprog og den frempippende kritiske Behandling af det gamle Testamente, kom han efter haanden ind i Gaardens landlige Sysler, lærte at køre en Plov, en Harve, en Tromle, at strigle Heste, vande dem, ride og køre dem til. Hjemme som Dreng havde han af og til villet snige sig til Sligt, men opdagede hans Fader, Magisteren det, vankede der Hug.
Lystighed og Skæmt naaede ogsaa ind i dette stille Liv. Paa lange Spasereture i Foraarstiden, havde Licentiaten tidt Molière eller gamle italienske Komedier med, og da lo Vennerne af fuld Hals, naar den ældre med tør Komik oplæste de lystige Ord. Naar et Spark i Rumpen var beordret i Noten, tildelte Oplæseren en Gærdestav eller en Træbul Sparket, saa inde var han i Situationen.
Det led mod Vaar, det gled mod Sommer. Egnen udfoldede al sin danske Dejlighed. Tæt uden for Haven laa et Engdrag, hvor Græsset, saftigt og kraftigt voksede op. Her og der spækkedes det af guldgule fede Kodriver, samtidig med at dens Fættere Auriklen og Primulaen, garnerede Havens Bede med lyserødt og mørkviolet.
Hinsides Engdraget hævede Skoven sig, og dette Stykke Skov spaserede jævnt ud i Havet, saa jævnt, at Træerne tog sig et stadigt frisk Fodbad. De smaa Bølgeskvulp i Fladvandet legede som Hundehvalpe paa Sandbunden og slikkede de fremstrittende Rødder.
Der laa en lille Vej, skærmet til hver Side af Klinten, hvis iturevne Sider bar Mærke af, hvor de kæmpede for at holde Vejen og Skoven i Læ. Det lykkedes dem ogsaa helt vel. Det Stykke Skov i det Inderste af Vigen kunde jo nok faa en Lusing af Stormen med Nævefulde Sand i Hovederne paa Bøge-, Elle- og Egepurrer, der rev Totter af raslende, vissent Løv, der endnu fra i Fjor hang ved Grenene, ud til dansende Leg paa Bølgerne.
Inde imellem Ungskovens tynde Stammer blinkede Havet stadig og gnistrende i Solen, blidt perletindrende under overskyet Himmel. Der var egenlig ikke Vej eller Sti i det smalle Stykke Skov. Men mellem den unge Træbestand laa der smaa aabne Pletter, hvis Midtpunkt dannedes af gamle Bulle af længst fældede Bøge. En af disse Stubbe havde Ludvig Masmann med Øksen hugget saaledes til, at der dannedes Sæder med primitive Rygstød i den store Vedmasse.
Paa disse Sæder havde Licentiaten og hans unge Ven sat sig en Junimorgen. De havde gaaet og tiet nogen Tid, da Ludvig sagde:
— Skal Høet rives idag? Det er svært fremmeligt iaar.
Præsten saa’ smilende paa ham.
— Du er bleven en hel Bonde, Ludvig. Jeg véd det, med Skam at tale om knap.
— Nej, havde Du ikke Jomfru Lindbæk og Anders, vilde Du sætte til paa Præstegaardsavlingen.
— Ja, jeg hører af Anders, at Du præker for Bønderne og lærer dem op i den ny Drift, som er fulgt efter Fællesdriften og efter Udskiftningen. Du vil blive en fortræffelig Landsbypræst, hvad jeg ikke er, da jeg ikke kan faa ret Sans for eller Lyst til Avlsbruget. Det er en Mangel ved mig, thi det er en udmærket Ting for en Præst at have fælles Interesse med sine Sognefolk. Der falder mig noget ind. Kunde Du ikke have Lyst til at forpagte min Avling og blive boende her, til Du føler Lyst til at søge Kald?
— Saa vilde jeg blive her til min Død. Jeg vil ikke være Præst. Jeg kan ikke hykle eller lyve.
— Tror Du, jeg hykler eller lyver?
— Nej. Men jeg vilde ikke kunne faa det ud af de gamle Fabler, som Du.
— Hør nu en Gang, min Ven. Bonden laa i lange Tider i Trældom under den gamle for ham slaviske Ordning af Landbovæsenet og først nu bliver han en fri Mand. Al den Tanke han raadede over, laa nedgravet i Uvidenhed og Mysticisme. Ligesaa lidt som han med ét Slag kan blive en dygtig Jordbruger, lige saa lidt kan han paa én Gang fries ud af Fordommenes Mørke, ud i Sandhedens klare Dag. Han vilde blive rasende og taabelig, maaske skænde og brænde, røve og myrde. Bliv nu hos mig og studer de Mennesker, hvis Slavelænker vort fremskredne Sekel har løst. Dette Land er et Bondeland og vil blive det end mere. Herremændene er indvandrede Tyskere og tynger paa vort Land som en unyttig Byrde. Landets Fremtid bæres af Bondens brede Skuldre. Vi Præster, eller om Du vil, Folkelærere, skal være Bondefolkets παιδάγωγοι (Børneopdragere). Vi maa med Læmpe pille den sunde fornuftige Kærne ud af de Skaller, som gamle Tiders Ukyndighed i Naturens Love har lagt om Kærnen af Fornuft og herlige Sandheder i de skønne gamle Fabler. Paa slig Vis kan Præsterne tjene Frihed og Fremskridt, Præsterne, der ellers altid har hæmmet og holdt tilbage, lige fra Farisæernes til vore Supranaturalisters og Pietisters Tider. Husk paa Præsten i Savoien i Jean Jacques’s Émile. Hør Ludvig! Forpagt min Avling! Min Forkarl Anders lider dig vel, og Du kender jo nu snart hver Mand, hver Karl, hver Pige her omkring, bedre end jeg, som glemmer dem, naar jeg ikke har set dem i fjorten Dage.