Gamle billeder/3.4
IV
Det gik hen paa Foraaret, før Magister Masmann havde faaet gennemgaaet alle den augsburgske Konfessions Artikler med Mammesellen. Hans Omvendelsesarbejde var rygtedes blandt hans Kolleger. Provsten besøgte ham, saâ Marion og bjergede et Kys af hende. Det var en gammel, lang, mager Herre, med stor Paryk. Kysset syntes at more ham, og han velsignede med den kirkelige Formel, med det af Rationalisterne spottede hebraiske Dansk.
Magisteren nikkede bifaldende: At Provsten brugte disse Ord, var ham et Tegn paa, at Rygterne om hans Krypto-Rationalisme og Semi-Pelagianisme var uden Grund.
Han blev saa ædel, Magisteren, at han ønskede sin brystsvage Foresatte, hvis Provstestilling han lurede paa at snappe, et langt Liv og en snarlig Forflyttelse til et bedre Kald i et andet Amt.
— Tror min højærværdige Superior ikke, at denne Piges højst betydelige memoria er en Gave, indblæst af den hellig Aand.
Den blege, hostende Provst betragtede Magisteren forskende og sagde:
— Speremus! (Lad os haabe det). Hun har store Sindets Gaver.
— Skulde hans Højærværdighed kende et Poem af en tysk Poet Klopstock, benævnet „Messiaden“?
— Ja, af Anseelse.
— Marie, min Hjerte. Lad Provsten høre Ordene om Forræderen, Judas Iskariotes.
Marion tog Magisterens brede Skammel og stillede sig op paa den. Derfra deklamerede hun med stor Patos Judas’s Ord i Klopstocks Messiade, efterat Satan havde manet Judas’s Fader frem for ham i et Drømmesyn og ladet ham opfordre Sønnen til hans kommende Daad:
Nun wohlan! so will ich denn hingehn, und alles vollenden,
Was mein Gesicht mir befahl! Allem so handl’ ich ja ungetreu,
An dem Messias! Und wenn mir zürnende Schwermuth den
Traum gab,
Oder Satan? Entfleuch, du furchtsamer, kleiner Gedanke!
Aber ich fühle ja bei mir nach Reichthum heisze Begierden!
Heisze Begierden nach Rache! Was bist du, Seele, zu zärtlich,
Und so empfindlich, mit schwachen Gedanken dich ängstlich
zu quälen?
Träume zeigen sich dir! Die Träume befehlen dir Rache!
Wenn ein Gesicht sie gebärt, so ist die Rache geheilig!
Satan hörte inn so reden, ihn, den des Richters Gerichte,
Ferne trafen, weil er vorher die Unschuld der Seele,
Schon entheiliget hatte. Mit vollem schweigendem Stolze,
Blickte Satan auf ihn, und mit wildem Antlitz herunter.
— Quid tibi videtur? (Hvad mener I?) spurgte Magisteren Provsten.
— Quod sublimis est iste sermo! (At denne Fremsigelse er storartet).
— Og Højærværdigheden mener, at slig en Poet har Lov til at skrive om hellige Ting in hexametris?
— Sligt man høre under Kategorien ἀδιάφορα (de ligegyldige Ting).
— Læres der ikke Semi-Pelagianisme i slig Concession?
— Aa nej. Dr. Morten Luther havde jo intet mod Sang og ærbare Skuespil. Lad os ikke heller blive Donatister, Domine frater.
— Han har Ret, Domine præposite! Hans Højærværdighed tror altsaa, at Fruentimmeret er conversione matura? (moden til Omvendelse).
— Certissime (Sikkerlig) … Men min kære Broder maa forlade mig — skulde der ikke være Genitivus: Conversionis?
— Guds Død — Det skal . . undskyld ærede Superior — det skal, mehercle (ved Herkules) være Ablativus.
Marion stod endnu i Attitude paa Skamlen. Hun rømmede sig.
— Gaa, mit Hjerte, sagde Magisteren. Hun er moden til Omvendelse. Den højærværdige Provst og jeg har lærde Sager at traktere.
Provsten og Magisteren undersøgte mange Thesauri (store Leksika) skændtes som føre Karle, men kunde ikke blive enige. De skiltes i lidt Uvenskab, men Magisteren fulgte dog sin Overordnede til Vogns.
Da han kørte, sagde han;
— Han har ikke promoveret. Kan ikke skarpt fatte Ablativus copiæ et inopiæ. Min salig Fader var ogsaa Provst, men Dr. theol., og jeg er dog legitime promotus magister.
Denne filologiske Uenighed forsinkede vel i mere end en Uge Marions officielle Overgang fra Katolicismen til den lutherske Kirke.
Hun var jo tidligere aldrig bleven oplært i nogen Religion. Kun var hun fra Barn bleven vænnet til, vel af sin Moder, hver Aften at tage en Sølvmedaille ud fra sit Bryst, holde den op for Ansigtet, bøje Knæ og sige: Ora pro nobis. Slid og — med Respekt at sige — Sved — havde gjort Præget ukendeligt. Og Ejerinden synes aldrig at have brudt sig om at undersøge, hvad det flade Reliefbillede forestillede, eller hvad de omgivende Bogstaver betød. Af dybt indgroet Vane løftede hun Mønten og sagde mekanisk: Ora pro nobis, ligesaa mekanisk, som hun løste sin Frisure eller børstede sine Tænder.
Saa skulde det hænde, at Abelone en Aften, da hun havde forladt Marion, havde glemt at lægge noget rent Tøj frem for hende. Hun mindedes det bagefter, ilte op af Trappen med det og kom netop ind i det Øjeblik, Mammesellen forrettede sin Aftenkultus.
Hun blev helt forfærdet og sukkede smerteligt, da hun kom ned i Borgestuen. Foran Alkovesengen stod Præstens Forkarl, som havde Sovested der, paa bare Ben og i bar Skjorte. I de Tider generede Bønderfolk af begge Køn sig slet ikke for at klæde sig af og paa i hinandens Nærværelse.
— Hvad ska’r dig, Lone? spurgte Jokum Forkarl, vendte Ryggen til og løftede Skjorten i Vejret for at binde sit Mavebælte fast.
— Du, Jokum, jeg er saa bange for, at Magisteren er for ilter efter Mammesellen.
— Saa. Ja, han har jo beviset, at han er en farlig gammel Beskeler. Og nu har han vel et myrderligt Staldmod. Hvad rager det ellers vos andre?
Han hjalp lidt paa sit Toilette.
Jo Du, Jokum. Han skulde dog bie, til han havde faaet jaget den hele Jødedom eller Tyrkertro ud af hende. For det gaar med saadant noget Skab ligesom med en Bændelorm. Faar man ikke det Hele ud, saa vokser det sig stort igen. Jeg kan huske det, for jeg har selv havt saadant et Kræ i mig. Lige nys kom jeg op til Mammesellen med en ren Brystdug, og da stod hun i bar Særk og bad til en Afgud af Sølv, der ellers lignede et Ottemarkstykke.
— Er hun katolsk eller hernhutisk endnu? Naar hun bliver Madame, saa kan det komme til at gaa ud over Kvæget . . Men tør Du sige det til Magisteren?
— Nej … Det tør vel ingen.
— Nej. Saa kan vi jo lige saa godt holde Gabet i.
— Ja, det kan vi ogsaa. Men det er alligevel til at ærkre sig over. Derfor vilde jeg sige det til dig, at jeg ikke skulde gaa og ærkre mig alene.
— Ja, Tak for det! brummede Jokum og krøb i Seng.
Da Magisterens Vrede paa Provsten var stilnet af, skrev han til ham, om naar Omvendelsesakten maatte finde Sted, og at han forgæves havde søgt efter et for en saadan Akt lovbefalet Ritual. Der veksledes mange Skrivelser mellem Bisp, Provst og Sognepræst, indtil Bispen resolverede, at det maatte overlades Hans Hojærværdighed og Hans Velærværdighed at indrette denne Sag, saa Alt den anlangendes skete i Semmelighed og Orden.
En skøn Vaarsøndag, da det Grønne alt beherskede Landskabet fra Mark og Have, fra Hegn og Diger i blændende Blinken, stod Degnen Lars Andersen foran Kirkedøren i en Halvkreds af Kirkegjengerne foran Døren til Vaabenhuset og læste til Kirkestævne. Menigheden underrettedes om, at næstkommende Fredag vilde Fruentimmeret „Mariaahn Madelejne" … han snublede over Efternavnet og tilføjede som Parentes . . „Hva Fa’n er det, der staar … afsværge den papistiske Vantro, hvorudi samme Fruentimmer er opvokset og publice bekende sin Tro paa den rene evangeliske lutherske ud af den hellige Skrift dragne Lære, saaledes som den er udsat in Confessione Augustana alle gode Kristne til Frelse, men Satan til Ærgernis, Harme og Nederlag. Lader os prise og love hannem, der har ladet Naaden fremvise slig priselig Resolution i merbemeldte Fruentimmers Hjerte.“
En Del Menighedsmedlemmer bleve saare glade ved Udsigten til at se og høre paa Noget, der bragte en saadan Afveksling i deres begivenhedsløse Dagligliv.
Det „ydenlandske Fruentimmer“ var godt lidt hos de Præstegaarden nærmest boende. Naar hun spaserede om Formiddagen med de seks Pigebørn fra Præstegaarden, som hun holdt saa pæne og rene baade i Hovedet og paa Kroppen, arrangerede hun Lege paa Mark og Eng sammen med Bøndernes Børn, hvad Magisteren sikkert vilde have forbudt, hvis han havde vidst det.
Børnene holdt af hende, syntes, at det var dejligt at se hende danse og morsomt at høre hende synge. Hun lærte dem de simpleste Dansetrin, og paa smaa, bare Fødder dansede de i Takt med hendes Sang. Ikke at tale om, at hun tidt medbragte smaa graa Papirskræmmerhuse med Puddersukker, en Spølkum Sirup eller varme Rugmelsdejgklumper med Smør — de saakaldte Skoldekager, en Slags Affald fra Brødbagningen — med i et Klæde, store Delikatesser for de Smaa. Abelone vilde gerne have protesteret imod, at Mammesellen toldede ligesom Mølleren af Sækkene, men Mammesellen førte altid saadan en pæn Tale, at hun ikke „havde Sind“ til at sætte sig imod hendes Smaarapserier fra Kokken og Bagers. Endelig skulde hun jo snart være Madame i Huset, og saa havde hun jo Lov til at rapse fra sig selv.
I Kirken var et ret talrigt og velvilligt Publikum samlet. Skuespillerinden havde bedet Magisteren, om det Hele maatte blive „einfach-idyllisch-rührend". Den forelskede gamle Herre gav hende fri Raadighed. Især da hans Fantasi var lidet udviklet, og han egentlig blev gnaven, da Bispen eller Provsten slet ikke kunde eller vilde give ham et Ritual, hvorefter Programmet kunde ordnes. Men som loyal Embedsmand havde han forelagt Provsten Programmet, da han havde skrevet det efter Marions Diktat. Han fik det tilbage fra Provsten med Paaskrift: Vidi et approbavi! (Jeg har set og bifaldet).
Saa stod i Koret i en lille Halvkreds 4 Nabopræster i hvide Messesærker. I Midten sad Provsten paa en Stol og pustede sin magre Skikkelse saa prælatmæssig op, som han formaaede. Magisteren i fuldt Messeskrud knælede paa en Skammel foran Alterbordet med Ryggen til Menigheden. Lysene brændte i de med ungt Vaargrønt omvundne Stager. Til deres og Stolestadernes Udsmykning, var alle Byens Haver blevne plyndrede. Avriklernes fint krydrede Sødme, Primlernes sarte Syre, det knap udsprungne Løvs liflige Friskhed havde betvunget den sædvanlige lumre og vamle Kirkeatmosfære. Da det var højt, køligt og tørt Vejr, forstyrrede Mændenes Vadmelskofter og Kvindernes Hvergarnskørter ikke ved fugtige Uddunstninger Blomsternes og Løvets duftende Symfoni.
Randlev Folk var ikke forvænte med nogen Art Fest eller Skuespil udover Fastelavns- og Majfester, saa fra den Side var Alt godt. Menigheden fandt det rigtigt pænt og nysseligt, saadan som Kirken var pyntet, og saadan som Præsterne saâ ud i de renvaskede, hvide Skjorter og de frisk pudrede Parykkers Toupets og Tindingbukler.
Selv Lars Degn, som sad i sin Stol til højre for Kordøren og tyggede paa en Skraa, havde hverken Pletter af Snustobak eller Skraasaft paa sin Halsklud eller sit Kalvekrøs. Kun den fedtede Piskeparyk havde ikke været modtagelig for nogen højtidelig Ændring. Den var ligesaa ræverød som før, baade paa Hellig- og Søgnedage; ej heller kunde Næsens Karmoisin helliggøres.
Tilskuernes Øjne rettedes mod Koret. Døren til Sakristiet gik op, og ind traadte Præstens seks Døtre, i hvide, linnede Kjoler, med røde Belter, hvori sad Violbuketter. De blonde Hoveder lignede moden Rug i Juli.
En Kone, der sad i Stol med Abelone Jeremiasdatter, hviskede til denne sin Veninde:
— Har Du kæmmet Tøsene med Øl?
— Nej, Mammeselle Marie har lavet noget til at smøre Tøsene med. Jeg tror, at det er saadant noget som Madfedt med Lavendelvand i. Hun har saadant noget ovre fra Tyrkiet eller Vestindien.
Provsten gav et fornemt Vink til Lars Degn. Denne rejste sig, gik hen i Kordøren og reciterede den sædvanlige Bøn. Dog med hørlig Bestræbelse for et omhyggeligere Foredrag end sædvanlig.
Pludselig lød ud af den mod Koret aabne Sakristidør fine spinkle Toner af et Spinetklaver. Menigheden studsede, og Konen sagde til Abelone:
— Hvad Fa’en er det?
— Det er en stor Spilledaase, Mammeselle Marie har faaet sendende.
En stærk Sangstemme sang med Tremolo og mange Figurer:
Vor Gud han er saa fast en Borg.
— Det er ligesom det ku’ være Englesang, sagde Konen.
— Jeg holder lige godt mere af den gamle Maade, mumlede Abelone. Men hun har jo ogsaa været Komediantspillerske.
— Saa kom der noget endnu Sælsommere.
Lars Degn brast i højlydt Graad.
Denne fordrukne, plebejiske Karl havde en Krog i sin Sjæl, der var aaben for ædle Indtryk. De maatte da komme formede i Musik eller Sang. Den dovne, tykke Degn rørte sig ellers aldrig uden for at gaa til og fra Kirke og Kro, men hvis en sjælden Gang en rejsende Virtuos gav en Koncert i den nærmeste store Købstad, gik han i sit Ansigts Sved sine Fødder hudløse, 3 Mil frem og 3 Mil tilbage for i en Krog i Raadhussalen at lytte til Fløjte, Violin eller Sang, „under Taarers strømmevise Udgydelse“.
Selv havde han havt en klangfuld og stor Basbaryton. Den var ikke gaaet uskadt ud af Kampen med den Masse Drikkevarer, dens Ejer bød den, og til den sædvanlige Gudstjeneste gad han ikke bruge mere af den end til Husbehov.
Nu i Dag greb den uddannede Mezzosopran, trods det Slid, der var gaaet i den, hans Øre, og paa en Gang stemte han i med sine Rester og sekunderede smukt og musikalsk Mezzosopranen i den storartede Psalmemelodi.
Den gamle, sure Landsbykirke havde ikke i lange Tider rummet saa megen Velklang og Vellugt. Dog hviskede en af Præsterne til sin Nabo:
— Mig tykkes det ikke ret i sin Orden, at hun selv synger til sin egen Konversion.
— Naar Biskoppen kan tillade det … svarede den anden.
Nu vendte Magisteren sit Ansigt ud mod Menigheden og istemmede messende-reciterende:
„Denne hellige Lektie skrives hos Profeten Esaias. Søger HERREN, medens hand findes; kalder paa ham, medens hand er nær. Den ugudelige forlade sin Vej, og hver, som gør Uret sine Tanker og omvende sig til HERREN, og hand skal forbarme sig over ham, og til vor GUD, thi hand skal mangfoldeligen tilgive.“
Derpaa istemmede Degnen og de fire Præster en Bodspsalme. Menigheden kendte ikke Melodien og tav. Sangstemmen og Klaveret tav inde fra Sakristiet. Slutningsstrofen hørte ingen paa.
Thi under den træder en høj Skikkelse, i hvid, bælteløs Linnedkjortel med stive Folder som paa de byzantinske Helgenbilleder, ud fra Sakristiet. To store, mørke Haarflætninger hang ned paa hver sin Side, mens Haaret fra Panden var opsat i en pudret Toupet.
Mens Degnen sang de sidste Linjer, tog han en Stol, bar den ned i Skibet og satte den med Ryggen til Alteret, flankeret af Præstens seks hvide Pigebørn.
Med en fortræffelig bodfærdig Holdning skred Mammesellen langsomt gennem Koret ned ad Kortrinene med sænket Hoved og satte sig for over bejet paa Stolen. Degnen sang videre og bukkede dybt, mens han sang.
— Nej, sikkedan hun dog kan, hun Tyrken eller Jøden, hviskede Abelones Naboerske. Man kan se, at det er myrderlig, som hun tror nu.
Selv den yngste af Præsterne i Koret, hviskede til sin nærmest staaende Kollega:
— Hun er vant til at præsentere sig.
— Da Psalmen var færdig, efterat den travle Degn, syngende dens to sidste Linjer, havde afført sin Sognepræst Messedragt og Skjorte, og pustende havde sat sig i sin Stol, stillede Magisteren sig i Kordøren og holdt en uendelig lang Prædiken, hvori Retfærdiggørelsen af Troen alene og uden gode Gerninger genlød som Hovedtema.
Da han endelig havde sagt Amen, gav han sig til at katekisere Marion. Hun svarede med en Blanding af Ydmyghed og sikker Aplomb.
Provsten nikkede gentagne Gange til Præsterne. mumlende: Benissime.
Da hun afsvor og sagde: At hun fordømte alle papistiske Hæresier, at hun kun vilde yde den treenige Gud „Adorazione“, (det velklingende italienske z gjorde et imponerende Indtryk paa Præsterne), at hun forkastede Jesu Moder og Helgenerne som Mæglere mellem Gud og Menneskene — der var kun én Mægler, Sønnen, og han havde en Gang for alle erhværvet os Frelse ved sin Død paa Korset, gjorde det et ypperligt Indtryk paa alle.
Abelones Naboerske hviskede: Hun præker bedre end de fleste Præster. Sikkendan hun kan lægge al Ting ud. Det er Satan til Fruentimmer.
Men de tre yngste Smaapiger snorkede under Talen og Katekisationen. Magisteren opdagede det, vinkede til Degnen, men han sov ogsaa. Den yngste af de hvide Præster i Koret kunde naa ham og rykkede ham i Øret. Ved Tegn gjorde han Degnen forstaaeligt, hvad der var i Vejen. Denne fik i en Fart en lang Kæp frem, bøjede sig ud over Korgitteret og pirrede Smaapigerne i Nakken. Med Forfærdelse mødte de Faderens Vredesblik.
Magisteren vendte sig om mod sine Kollegaer. De rejste sig op. Magisteren begyndte at tale Latin. Det var som fem gamle Stridsheste, der hørte Trompeten. De snøftede, Provsten og alle de fire hvide Præster, og vekslede glade Øjenblink.
Efter et Par korte Spørgsmaal sagde Marion med en højtidelig Deklamation, med en fremmed Udtale af Latinen, men som fremhævede Ord og Lyde ganske anderledes distinkt end den drævende hjemmegjorte:
— Item docent, qvod homines non possint justificari coram Deo propriis viribus, meritis aut operibus, sed gratis justificentur propter Christum per fidem. (Ligeledes lære de, at Menneskene ikke kunne retfærdiggøres for Gud ved egne Kræfter, Fortjenester eller Gerninger, men retfærdigggøres for Intet for Gud formedelst Kr. ved Troen).
Taarer randt ned ad 7 Par Kinder, og Provsten mumlede: Det er vor Tros Klenodie og rare Juvel.
Men Degnen græd ikke. Thi hans Dogmatik var hemmelig „semipelagiansk“. Han mente, at menneskelig Skikkelighed maatte komme Naaden til Hjælp. Imidlertid maatte han stemme i Slutningssangen, mens Konvertiten vekslede Broder- og Søsterkys med Præsterne.
Men største Delen af Menigheden gik skuffet bort. Der var jo talt om, at Jødefruentimmeret skulde klædes splitternøgen af og gaa i et Kar.
„Doktoren“ og Degnen havde jo sagt det nede paa Kroen. De fik ogsaa knubbede Ord, fordi de ikke havde holdt deres Løfte.
I Præstegaarden skænkedes Malagavin og serveredes alskens Bagværk. De fire Præster gik hjem glade og talte alt godt til deres Hustru om den fremmede Kvinde.
Kun Provsten blev tilbage, og ifølge Kongebrevsbevilling og lønlig Aftale ægteviede han i Konfirmandstuen den nyomvendte Kvinde til Magister Sextus Masmann.
Smaapigerne syntes, det var lutter Løjer, men var efter den ceremonifulde Dag ved at falde om af Søvn. Abelone var mellem fornøjet, Magisteren længselsfuld efter at lade sine Lænders Kraft virke, Marion tilfreds over at have fundet „Brod und Frieden“.