Gamle billeder/2.7
VII
Natten var bleven stjernelys. Det var fra Frosttaage blevet klingrende klar Kulde. Den meddelte sig til den unge Fyrs Hu. Begreber som Last og Dyd begyndte atter at pippe frem i den.
Var denne Baron og denne Kvinde, som hver paa sin Maade havde betaget ham og rykket ham rent ud af hans vanlige Bane, af de blide Sværmerier for Lottes sikre og Rousseaus Julies tappert kæmpende Dyd — var de ikke Spøgelser, op fostrede i Lastens Gruber? Hans Fader, Magisteren, vilde sikkert henføre dem til Djævelens Rige, om end nedarvet og indpisket Respekt for de Fornemme vilde have knækket hans Mod over for sin Kaldsherre, Baronen, men hans Søn var for oplyst til at indrømme Djævelen mindste Stump Tilværelse.
Men hvorledes skulde dette ende? Hvor havde han kunnet føle Kærlighed til Baron Urnes Frille? For længe siden havde han jo forstaaet, at hun var den samme, hans Konrektor havde forset sig paa i svunden Tid, og at hun altsaa ikke var nogen Aarsunge. Men da havde han oparbejdet i sig den Tanke, at hun vel kunde omvende sig til Dyden. Julie i „La nouvelle Héloïse“ straalede jo efter sit Fald i dobbelt hvid Dydsglans. Burde den sande dydige Mand ikke snarere have ømme Taarer tilovers for en ædel, falden Kvinde, end paa barsk Præstemanér skyde den bodfærdige Synderinde fra sig?
Men nu hendes sære Fagter? Var hun ikke en Løgnerske eller Hyklerske? Og behandlede hun ham ikke som en Dreng?
Hvorfor havde den hæslige Skræder-Frans ledet ham til hende? Nu først kom Mistanken op i ham, at der laa et Rænkespil bag det Hele.
Han grublede og grublede, saa det smertede inden i ham, som Knive skar igennem ham.
Var Baronen trods sit Frisind og sin oplyste Tænkemaade, mere end en fordærvet Vellystning, ret et Medlem af det Samfund, den store Jean Jacques nedtordnede som den af Naturen dydige Menneskeslægts største Fordærv og Hindring for dens oprindelige Broderskabs Oprettelse paa Jorden? Ja sæt, han var Schillers Franz Moor! Han huskede, at han i sin Barndom var bleven helt forfærdet ved en Diskurs i Borgestuen i Præstegaarden derhjemme mellem en ældgammel „Præstehusmand“ og Abelone Jeremiædatter, hvori Abelone ivrig forsvarede Baronen mod at have forgivet sin Fader „i noget forgiftig udenlandsk Mad, som var lavet af Æddertaaser (ᴐ: Skruptudser)“. For den gamle Baron var en farlig „Taarfylding“, (Æder), var ked af kristelig Mad og hulkede alt nyt og kunstigt i sig, naar man satte det for ham. Det nyttede ikke, at Abelone fortalte, at hun af Nysgerrighed havde snasket lidt af den samme Mad; kun opnaaede hun, at Husmanden kaldte hende en So og bandte paa, at den gamle Baron lige godt ikke var bleven af med Livet paa en „regederlig“ Maade.
Kunde der ikke ligge et Sandskorn Sandhed i denne Bøtte Snak?
Frosten bed i Studentens Næse og Øren. Hans Aande stod ud i Luften som Dampen af en Kedel. Han drev om uden Maal og Med, oprevet og villieløs. Han gik og gik. Hanegal lød hist og her inde fra Gaardene. Himlen hvidnede i Øst. Stjerneøjnene begyndte at mattes.
Han hørte en enkelt Vogn rulle. En Kærre med Tørv, kørt af en Bonde med Faareskindspels og laaden Kabuds strøg ham tæt forbi. Den tjærede Piskesnært strøjfede ham paa Kinden. Lys tændtes i Kældernes sorte Boder. Svende og Drenge i hvide Forklæder skimtedes der nede. De pustede i de valne Hænder eller „dængede“ sig med de med stribet Uldtøj beklædte Arme. Tjenestepiger med Hovedsæt eller Bondehuer, i korte Bomuldskjoler eller i Hvergarnsskjorter, med Kurve paa Armen gled forbi i Mørket. En Kabuds og en Morgenstjerne steg op fra en Kælderhals, og den deri indeholdte Vægter gabede med en Lyd, der lignede Hanegalene.
Vandet i Gammelholms Kanal fik Liv i synlige Blink. De snepudrede Træer i Haverne paa den anden Bred traadte frem. Man kunde skimte Ruderne i „Slavekirken“ midt i den lange Pakhusrækkes buede Linier, der strakte sig helt fra Teatret ned mod Holmens Bro.
Inde fra de smalle Gader: Holmensgade, Admiralgade osv. løftede sig skrigende Mands- og Kvinderøster, der raabte med Flækkesild, Aal, Tørv, Svovlstikker og Gud véd hvad.
Det satte i at ringe fra Taarnet paa Holmens Kirke. Ja, det var jo Søndag Morgen, men det gjorde i de Tider, ingen Standsning i nogen Slags Trafik i Huse eller Gader.
Det lysnede helt op. Paa Skuderne ved Gammelstrands Bolværker blegnede Lygterne, mens Takkelager og Tovnet ridsede sig tydeligere og tydeligere i Dæmringen. Fra Dækkene lød: O høj — o høj! surrende Lyd af Tove og Tresser, Menneskeskikkelser saâs i Virksomhed ved Vinder, Tresser og Kættinger.
Nattevandreren blev betagen af Skamfølelse. Alt var i Arbejde om ham. Det var Dag, og han, uden Sans for, at han burde virke med til Almenvel og Almenvelstand, til Almenlyksalighed, arbejde med paa Virkeliggørelsen af sit Aarhundredes Idealer, han drev om i unyttige Drømme om en Gøglerske, en udsvævende Stormands aflagte Maîtresse.
Han var kommen nær ved det Hus, han logerede i. Han saâ alt i Vinduet sin Husværts Nathue og Merskumspibe i Vinduet.
— Nej, ikke derop! … Ja, hvad da?
Alle Byens Klokker klang. Gaa i Kirke? Ja, men hen i Slotskirken! Der prædikedes ikke sort Mystik og supranaturalistisk Overtro. Der havde rejst sig et Tempel, hvor en virkelig Folkelærer prædikede i Overensstemmelse med Fornuften og den ny Tids herlige Oplysning og gjorde Prædikestolen til et Kateder, hvorfra Sædelighed og Smag forkyndtes.
Han fik Lyst til at leve i den unge Dag og det friske Lys, i Tidens Dont og Færd.
Frejdig gik han over Højbro med rungende Trin. Han sagtnede sin Gang og gik langsomt op og ned langs Kirkens Rokkoko-Façade, mens Orgel og Psalmesang lød ud derfra. Ludvig Masmann afskyede lange Psalmer og vilde først træde ind, lige før Talens Begyndelse. Mange store Karrosser kom kørende og afsatte fine Damer foran Portalen. Som trippende Smaafugle med brusende Fjer og muntert hoppende Fødder under de knirkende, fiskebenstruttende Skørter, ilte de op ad Trappetrinene.
Prædikanten var alt paa Trappen til Talerstolen. Straks stod han foran Pulten med sin snehvide Bladkrave over Samariens fløjelsklædte Doktorbryst.
Et ikke betydeligt eller regelmæssigt, men oprømt — udfoldet Fysiognomi, med blaa, venlige Øjne, røde, sunde og trinde Kinder, omhyggelig opsat Haartop og symmetriske Tindingbakler i den pudrede Paryk.
En vindende, kultiveret Skikkelse! Oprømt Velvilje og blid Menneskelighed syntes at sænke sig rundt omkring i Rummet!
Han traadte frem med halvt nedslagne Øjne, der kunde tyde paa undseelig Beskedenhed eller paa, at hans Sjæl havde neddykket sig i vigtige Betragtninger. Denne Stilling blev han i, mens dens sidste Orgeltone bævede i rungende Etterklang. Auditoriet døsede under Oplæsningen af Dagens Tekst. Den besørgedes saare hurtig. Menigheden vaktes, da Prædikanten løftede Stemmen og Hovedet ved Ordet „Gud“.
Hvor stod Munden køn og sund! Studenten tænkte paa sin Fader, Magisterens, Maner at puste Kæverne basunengleagtigt op, at slikke eller bide Læberne. Aldrig snød denne Prædikant Næsen lydelig, aldrig harkede eller spyttede han synlig i Pavserne — Ludvig tænkte paa, hvorledes hans Fader kunde have trængt til en Hagesmæk om Præstekjolen og burde have varet de under Prædikestolen Siddende for de vaade Sager, der flød ned derfra.
Stemmen anvendtes med sindig Kunst. Det i Talen vel næsten hyppigst forekommende Substantiv var Lyksalighed. a’et fik en egen bred, dvælende Klang. Lyksalighed var Alskabningens Maal. Og naar vi Mennesker ret forstod vor Lyksalighed, vidste vi at finde den overalt i Naturen, baade i de skønne Solstraaler og Blomster og i de blide, rislende Kilder og i de skræmmende, rædsomt-skonne Lyn paa Lyn, Bebuderne af de forferdende Tordenbrag, i Havets Brusen, i Ildsluernes Knitren. Ved Beskuelsen af Sligt beredte vor Sjæl sig til den egenlige Lyksalighed, der bestaar i at fatte de evige Sandheder. Ja, Naturen forkyndte den af Forsynet udsendte Frelser. Den himmelske Lærer, den forjættede Messias, havde ogsaa fra Evighed af svævet for Menneskehedens Øje som Slægtens Trøster og Talsmand hos den Algode, som vor Lærer i Dyd og vor Vejleder til ved dydige Gerninger at arbejde os frem til den evig uforgængelige Lyksalighed. Og det endda før han tog sit rette Navn blandt Menneskene, og endnu mens han af Græker og Jøder kaldtes Apollo, Jovis’ eller Jehovæ Søn, af Ægypterne Osiris, af Kineserne Kiuntsé. „Hil dig Frelsens og Lyksalighedens Bringer, Jesus med den blide Lære, Lysets Forkynder, hvem Menneskene ikke bør hylle ind i mørke og dunkle hebraiske Ord og forældede Sagn. Ikke forlanger han Sønderknuselse og vilde Gebærder, men vil skænke os den sande Lyksalighed, der udtrykker i søde og blide Toner, som en douce Harmoni — ja Lyksalighed — o, Lyksalighed!“
Pludselig vendte Alles Øjne sig om. Der lød en Slags Klappen som i et Teater. Den kom fra den Side, der indtoges af Kvinderne. Alle Hoveder vendte sig mod den Kant, Lyden kom fra. Det var fra en i sort Fløjlspels og tæt sort Slør hyllet Dame. Ansigterne vekslede mellem Forbavselse og Forargelse. Klappet var straks hørt op, som om Vedkommende havde dræbt det i Fødselen.
Prædikanten syntes ikke at være bleven forstyrret. Man saâ kun et let antydet Smil frem bringe en Krusning over hans fyldige Læber, men han afsluttede, uden at Tonefald eller Takt i Deklamationen ændredes.
Ludvig Masmann havde trods den tætte Tilhylling genkendt sin Eventyrprinsesse.
Skulde han sky hende eller søge hende? Hun rejste sig straks, da Talen var endt, og gik ud af Kirken, fulgt af Alles Blikke.
Ludvig ilede ud af Kirken. Foran Portalen saâ han Damen gaa hen mod en lukket Hyrevogn. Han naaede hende, ligesom hun skulde til at stige op. Hun greb hans Haand:
— Ach, hvor jeg er frydefuld over at se min Redningsmand opdukke igen som sendt af — af Providencen. Der er en Traad i mit Liv, nu er jeg vis deraf. Og jeg skulde se mit Barn her — i det hellige Tempel. Jeg vil nu bekende mig til den Religion, som er Rigets, den, der prædikes med saadan en ren og fejlfri Mimik som af Hofprædikeren. Ja, Rousseau, husker jeg, siger, at man skal bekende den Fyrstes Religion, hvis Land man bevaaner. Og nu foredrager jeg Religion for Kunst, det Seriøse for det Frydelige. Jeg tog, som De selv saâ, Adieu med mine Stillinger og med Verdens Glans gennem Repræsentationen af Amour mystique. Idag vil jeg overgive mig til Meditationen. Se til mig i Morgen. Ach, hvor han er en stor Prédicateur, denne Basseholm! Ikke en eneste Gang en forkert geste. Ikke en eneste Gang hævede han paa Bøndernes Maner Albuen over Hovedet, som om han vilde slaas, gjorde heller ikke disse meget stygge gestes som Spurveungen, der sætter sig til at flyve. Og i saa fjernt jeg kan høre, havde han en herlig Prononciation af det Danske. Men til Morgen, mit Barn, hos min gamle Kätchen Prantl, coiffeuse et parfumeuse.
Hun strøg ind i Hyrevognen, raabte „Allez!“, og Kusken kørte hende over Højbro.
Ludvig Masmann blev med et Slag rykket ind i en anden Tilværelsessfære. Jo, der nede boede han i Gangen i den uselige Skrivers Hus.
Hans Vært lukkede ham selv op. Han var jo idag fri for Kontoret og dyrkede sin Søndagsglæde i Hjemmets Skød. Den bestod i, at han sad i en haard Stol i sin Dagligstue paa Forhøjningen ved Vinduet og anstillede sine Betragtninger over, hvad der foregik paa Gaden, mens han langsomt slurfede Kaffe med meget Sukker og Flødeskind i sig. Hans Kone sad i Sofahjørnet med en Uldhose, men sov mere, end hun strikkede.
Hvem kunde ringe nu? Skulde det være Studenten? Han havde jo slet ikke været hjemme i Nat. Han maatte dog vist melde Magisteren, hvorledes hans eneste Søn blev mere og mere liderlig, ellers kunde han maaske faa det at vide ad anden Vej, og han, Skriveren, gaa glip af de fattige Kostpenge. Men Drengen var jo en stor, stærk Knippel ligesom Faderen. Det var farligt at irettesætte ham. Nu om Stunder kunde det nok falde Ungdommen ind at lange Alderdommen en Kindhest, saasom Respekten blev undergravet af alle Slags Bøger, Blade og Viser.
Uden at have taget nogen Beslutning under sin hvide, strikkede Bomuldsnathue, bevægede Skriveren sig med slubrende Slæber ud i Korridoren, hvor Ludvig Masmanns Seng havde staaet urørt fra det forgangne Døgn.
Jo, det var ham, der ringede. Skriveren maalte sin Logerende fra Top til Taa med et sky Sideblik uden at se ham i Øjnene. Efter et adspredt: „God Morgen“, slængte Studenten sin lange, sorte Kappe paa Sengen og stod i den nu vistnok noget forpjuskede, men i Skriverens Øjne forskrækkelig elegante Selskabskjole og de af Gadestænk plettede hvide Strømper. Men de var dog af Silke.
— Det var som syv Satan! slap det ud af Manden med den Bomulds Nathue, de graa Uldhoser, de grove Knæbukser og de slubrende, ned traadte Slæber. Hvor i al Verdens Riger kommer han fra?
Ludvig Masmann tog en Mine op efter en stor stærk Garderløjtnant, han havde bidt Mærke i under Baronens Fest, og sagde henkastende med sin Stemmes dybeste Toner:
— Fra Medianoche hos Baron Urne.
Skriverens Haand for op mod Nathuen, han havde nær taget den af:
— Kan — jeg … stole paa, hvad han siger? Baron Urne? De siger jo . . jeg mener, de ymter om oppe paa Kontoret — at Baronen ikke maa komme til Kronprinsen.
— Det skal jeg ikke kunne sige.
— Ja — for eftersom Kronprinsen vokser til, stiger Hoffets Vejrglas mere og mere op imod Moralen. Ja, man siger saa meget. Er Baronen ikke saadan noget … hvad?
Skriveren bevægede sine Haandflader vandret vidt ud fra sig.
— Hvilket?
— Aa — saadan noget vidtløftig? Nej, det er sandt, Monsieur Ludvig, han gør bedst i at tie stille. Det skal Folk paa en underordnet Plads gøre. Oppe i Klædeoplaget — der véd jeg nok, hvad jeg véd, men pst . . ikke et Ord! Næ, næ, næ! For nu mindes jeg, at Baronen har jus patronatus til det Kald, Magisteren sidder inde med. Snilde som Slanger og enfoldige som Duer! Ja vel. Vær bare ærbødig mod Baronen!
Skriveren rakte Fingerspidserne frem. Han søgte at se snedig ud.
Han var mod Sædvane meddelelseslysten i Dag. Han fik mere Tillid til sin Logerende, efter at han troede ham i Stand til at lægge en snild Plan og bore sig ind til Faderens gode Levebrød.
— Ja, ja, mumlede han med Hænderne i Lommen paa sin gamle grønne Kalmuks Frakke. Jeg var jo kun Søn af en fattig Landsbyskomager og er dog bleven kongelig Embedsmand. Og det var saamænd, fordi jeg har leget med Monsieur Ludvigs Fader Magisteren, for saa tog Monsieur Ludvigs Bedstefader, Doktoren, sig af mig og fik mig ind som Dreng paa Amtstuen, og saa afencerede jeg uden at mærke til det, op til hvad jeg er, men videre kom jeg ikke, for jeg havde jo aldrig taget nogen Eksame. Men siger nogen, at der ingen Gud er til, saa kan jeg ved mig selv godtgøre, at det er Løgn, for hvorledes skulde ellers jeg fattige Landbybarn være kommet ind i et kongeligt Kontor? Man er dog Budenes Superiør, er man.
Han trippede ud. Ludvig klædte sig af og kastede sig paa Sengen. Hele Dagen og Natten laa han i en stødvis Søvn.
I Stedet for at gaa paa Studiigaarden den næste Formiddag, drev Ludvig Masmann ned mod Gammelmønt og fulgte Skilterne med Øjnene. De struttede langt ud over Gaden fra de skidne okkerfarvede og hvide Huses udludende Etager med mange Buler paa de smalle Maver.
Hen imod Grønnegade stod der med røde, falmede Bogstaver paa hvid Grund den angivne Adresse. I Stuen var en Butik med Hylder i Vinduerne tæt besatte af Klukkaraffer med Etiketter, der angav Indholdet med „Kornbrændevin 8°, Ratafia“, „Krambamboli“, „Solbær“, «Kirsebær“, „Hypokras“ og endnu langt forunderligere Navne. Der var intet andet Skilt end en Papplade, der hang paa Vinduesposten. Paa denne var der mellem parallele Blyantslinier forsøgt med Blæk at frembringe Frakturbogstaver, som betød „Julius Cæsar Peitersen, Distillateur samt alle Slags guule og graae Erter, tilmed Øll-Udsalg.“
Det glade, foraarsagtige Solskin tændte Glans og flatterende Farver over Karaflernes Indhold, saa Studenten maatte besejre sin Trang til at gaa ind og ved en rød eller gul Sopken at opildne det mandige Mod i sit Bryst, der forekom ham at synke, da han betraadte det lave Stentrin til Gadedøren. Den mørke, stejle, smalle Trappes Rækværk rokkede under hans Tag. Trinene knagede under hans Vægt. Han kunde ikke læse, hvad der stod paa en Dør ved den første Trappeafsats, men den Apotekerduft, han kendte fra hin Aften, laa ud over samme Afsats. Han bankede. Jo, det var rigtigt, thi der lød højt og skrattende et „Entrez“ med et r, der snurrede som et Tov om et Tandhjul.
Et rummeligt lyst Rum med store, purpurrøde Valmuer i det hvide Tapet paa Vægge og Loft. Midt paa Gulvet et stort rundt Træbord, fyldt med Træstativer, hvorover der hang Parykker, Toupeter, Krøller, „Tourer“, Haarpiske o. dsl. En Stabel Krukker og Hovedvandsæg ragede op hist og her. En Disharmoni af Duft gik ud fra alle disse Sager og samlede sig i et uendelig krydret Resultat. I et stort Glasskab hang en Række Halvmasker af Fløjl og Flor og voksovertrukne Helmasker med karikerede eller pænt stiliserede Ansigtstræk gloende med de tomme Øjenhuler: Paa en Hylde laa forlorne Skæg sirlig udfoldede.
Som en Parykblok mellem de mange andre ragede en Toupet paa et levende Hoved frem, under hvilket Arme og Fingre ivrig bearbejdede nogle Tindingebukler paa en mægtig pudret og, som det syntes, meget kunstig Damecoiffure.
Den var kuriøs nok at skue, denne lille, vævre Kvindeskikkelse. De store, brune Øjenkugler spillede under Puddertoupéen og de kulsorte Bryn. Hvad enten disse var naturlige eller sværtede, glinsede de som af Viksning.
Den øvrige Paaklædning var mere end original, for saa vidt som de smaa tykke Lemmer og Legeme kun var indesluttede af stramt Uldtrikot. Hun mindede om en Kobold, Gnom eller Skovtrold. De lange Negle stod som sortrandede Kløer ud fra Fingrene, naar de greb i Parykkens hvide Haar. Hele Skikkelsen var omtrent lige i Bredde, Tykkelse og Længde. Hun sang under Arbejdet og gav straks ikke Agt paa den Indtrædende. Af hans tarvelige lange sorte Kappe og Filthat har hun vel sluttet, at det var et Bud fra en Kunde. Af Sangstemmens Toner var der kun tilbage de højeste; de mellemste og de laveste var skrumpne ind til en hæs Hvæsen eller Skratten som et bulet og rustent Jagthorn. Hendes dristige Forsøg paa at jodle, tiltalte just ikke den unge Mand.
Endelig rettede hun Øjenkuglerne paa ham.
— Er ist es! sagde hun lidt tvært. Ja, hvad skal jeg med ham gøre? Wenn han mener, at Madame Marion har sentimento for ham, so har det dermit so sit eigen Bewandniss. Hun vil nu kuns baresen exercire for sin passe-temps, ellers vil hun bedrive Moral og Religion og være den bødende Magdalene, som hun nu indexcercirer i Kostume. Men maaske hun vil bruge ham til at gøre nogen Gavn, denn jeg har wurklich inte mere stellfortræte den Baronaccios tredve servi-bricconacci. Jeg skal nu soger snart stabilere mig her i Eigenskaft af, hvad de kalder Jordemoder.
Indtrædelsen hos den Skønne lignede ikke Werthers hos Lotte eller St. Preux’s hos Julie. Wilhelm Meisters Mariane ellar Philine kunde han jo ikke kende endnu og trøste sig med deres Snudskeri.
Han fik en flov Smag i Munden.
Frisørinden knæbrede storkeagtig videre:
— Øvrigens stort Geni og buon cuore. Hun lærer et nyt Sprok, som jeg lærer at sno Haar om en ny Bourrelet. Hendes Mutter var franzøsisk, var Cavallerina eller hvad hedder det her? — Reiterin — men saa gelehrt, at hun sad med so tikke Bøger i Skødet, och hendes Pappa var en stor gevaltig Aktør, en Tiroler fra Pusterthal, og han fik hende til at agire rundt i hele den tyske Verden — och talte med sodan en Stimme, at min af Frygt kvælede Hjerte brast, och jeg faldt plat ned paa Ryggen, naar jeg hørte ham, for jeg er en stakkels tirolsk Wälscherin, som ikke kan noget Sprok og kun har den utmærkede Forstand, som den gode Gut har fordelt mig. Men jeg var Costumière med det Selskaft, som Marion kom til, da hendes Moder var død i Barneseng med sit yngste Schätzlein, og hendes Pappas Hjerte brast af Sorg og megen Kognak, so blev jeg Marions Vogterinde. Hun kunde franzøsisk fra sin Mamma, Tysk og Italiensk fra sin Pappa. Och baade kunde hun agire paa Tale, paa Sang og paa Manerer og være alle de Gudinder, som Papsten ejer over i Roma i sine mange store Slotte. Sodan Moralität und … und Tugend — och sodanne nettere Ting var der ikke Tid til at kultivire. Men hun havde jo Æresfølelse, denne Marion, og vilde ikke agire i de filzige Kostumer som saadan en schabig Direktor offerirte. Nej, hun fik dem af Fyrster, Grever og Baroner paa de mange Slotte rundt om i Tyskland, hvor Selskaftet agirede til de høje Herskafters enorme Tilfredshed och immense Applaus. Nun … for Nichts faar man jo Nichts, men Marion brød sig ikke meget om Amour, naar den ikke kunde agires ut i Trikot. Hun gjorde den kun for Kunstens og for Kostumernes Skyld, ikke af Sentiment, kuns fordi hun var willfährig i einzelne Momenter. Blev heller aldrig noget deraf. Ikke en eneste Lille … Hun blev lige gift første Gang, da jeg fik min sidste Schätzlein — og jeg har selv Hæveammekunsten lært og bivaanet alle de unge Aktricer, naar der var noget i Vejen — hende — mai — niemals — aldrig!
— Har hun da været gift?
— Behüte! Men wenn hun gik til en ny Trup, kunde Manden ikke gaa med, naar hans Genre i samme Trop ikke var unbesetzt. Saa maatte hun jo tage en ny, ellers havde det jo været usædeligt. Den Aktør, en Grønsnabel af en Secondo amante, hvem denne sidste utro Baron, entførte hende, havde hende kun for en Ordens Skyld, for at alt skulde være sittlich i Troupen. Ach, jeg var ikke saa temperiert i Ungdommen som Mariuccia.
Hun gjorde et højst pudseligt Spæt ned ad med sine smaa uldne Ben, saa alt Kødet dinglede paa hendes Krop. Hun satte sig paa Kanten af Bordfladen, begyndte igen at jodle. Hun sagde:
— Saadan at schnakke ud fra Hjertet — levarsi il cuore, som de siger i det Vælske — det er en umaadelig Bestærkelse af sin hele Krop. É sano (Det er sundt). Hænderne havde hele Tiden arbejdet om Kap med Munden.
— Madame, sagde Ludvig Masmann, forlegen dvælende, men indvendig stærkt fremtvungen mod det Spørgsmaal, han vilde gøre …. hvorfor har Madame Marion …. kastet sine Øjne paa mig? Hvorfor kalder hun mig sin Redningsmand?
— Chi lo sa? Hvem véd? Hun har so mange Titulationer i Munden. Hun saâ Dem jo i en Kirche, ude blandt Bønderne; hun havde hørt, at der skulde blive agiret med Dem — och so saâ hun Dem spille ganz korrekt og stille under Agiringen, da Deres ehrwürdige Hr. Fader agirede Hauptpartiet i Stykket … och so er De saadan sprunget op — Pütssk! lige i Næsen paa Marion . . nær hun har havt sine Momenter, hvor hun har raabt paa en Erretter fra den Baronaccios, Ueberdrusz og rent …… vækfløjne Sentiments.
— Har hun da elsket ham?
— O — pyh! Men hun kendte sin Pflicht. Marion har paa den Maade været en meget rechtschaffen Ding. Hun fik jo rigeligt, af alt hvad, hun sodan vilde sla i sig og sla om sig, og boede ja wie en Prinsesinde. Ach, hun var saa god mod sin gamle Billetteuse og Souffleuse og Coiffeuse i de 5 Aar, vi lever i dette verdammte … pardon — gesignete Land. Men naar hun nu uden betydende Sentiments i alle Maader var den Baronaccio til Tjeneste, so var det frygterligt for hendes Ærefølelse at blive …. verschmaaet for sodanne nogle Mensker, som den Schuft François kørte op til Palastet. O questo Francesco, un porco, un asinaccio, uno scellerato! (O denne Krans, et Svin, et væmmeligt Asen, en Forbryder).
— Ja, men Madame Prantl …!
— O, kald mig Kätchen . . Lieblein!
— Som De vil . . men hvad vil Madame Marion, at jeg skal være for hende?
— Ach! Det kan De vist vorläufig arrangire efter freundlich … Convenzione. Hun er würklich sodan — hvad nævner I det eftergivig i Ting, som Fruentimmer ellers gør saa mangt dumt Tøj und Schlutter und Vrævl over. Men hun snakker om, at Han skal føre hende ud paa Landet, for hun har sat sig i Hovedet at ville gaa i Kirche, og lytte til Kilder — dingeling — Praslen af Blade — Ritsch — Ratsch — buh, bah! Køer og Svin — y — y! och Lammer bæ, mæ! und … ha … ha … ha …! Men det er øvrigens sødt … ach! ach!
Madame Prantl slog en Jodletrille, der knækkede paa Midten. Saa brast hun i Graad, men istemte strakt efter: „Ach, mein schönes Land, Tirol!“ Graaden tog Magten.
Klingelingling! lød en skær, skarp Klokkeklang ude bag en Dør.
— Ecco la Marietta che ha finito (Se nu er M ferdig).
Og i sin løjerlige Buksetrolddragt løb det lille, fede, sammentrykte Kvindemenneske hen mod Døren og aabnede den. Kunstigt Lys stod ud fra det blændende Rum.
I det smalle Værelse med den skæve Baggrundsvæg lige for Døren var der anbragt et trefløjs Skærmbrædt foran Sengen. Ved Hjælp af et tæt Dække for Vinduet var Lyset fra et Par Refraktørlamper samlet i den lille Indhegning.
Madame Marion havde ikke, som man kunde formode efter Mutter Prantls udførlige Skildring af hende, opgivet at „agire“. Hun laa stærkt nedringet paa et grønt, langhaaret Tæppe. Baggrunden var det usle Skærmbrædtlandskab, der just ikke i høj Grad illuderede Skovskyggens Ensomhed. I det Hele var Illusionsmidlerne for tarvelige til helt at rive selv en saa naiv Tilskuer som Ludvig Masmann med. Han gik ikke med paa den store, stride Manke, der udaandede en vammelsød Duft af parfumeret Pudder og aabenbart skulde forestille en ganske ung Kvindes svulmende, blonde Haarfylde. Den nøgne Arm, hvortil den højre Tinding støttede sig, Brysterne, der hvilede paa Bladene af en opslaaet stor Bog, Bagen, der løftede det blaa, folderige Gevandt meget højt i Vejret paa sit Sted, de nøgne Fødder med ikke smukt formede Stortaanegle, den hele massive Virkelighed og plumpe Forlorenhed henledte snarere Tanken paa Thérèse Levasseurs end paa Madame Houdetots Sfære. At Madame Marions Tableau skulde forestille den bodfærdige Magdalene, fattede han dog. Ude paa Baronens Herregaard havde han set sig henrykt paa et Stik efter Correggios Billede fra Dresden. Fra det havde han set noget Guddommeligt straale sig i Møde under Form af den genvundne Dyd. Det troede han var Meningen. Men her?
Her havde han sin „Idealia“ saa tæt ved sig, at han ved at bukke sig kunde feste et Kys paa hendes svulmende Barm. Men se om han gad tænke paa det Vovestykke! Nymfen fra Skoven ved Møllesøen, Najaden fra Marmorbassinet, Hyrdinden fra Jean Jacques’s søde Operette, l’amour mystique fra Kabinettet i hint Lastens Palads, laa nu der uden Guddomsglans med sin stramt lugtende Paryk og matroneagtige Legemsformer — en midaldrende Gøglerske.
Ak, bliver alle vore Guddomme saaledes reducerede ved nærmere Ettersyn?
Smerten i den unge Mands Sind havde skaffet sig et ufrivilligt Udbrud i Ordene: Stakkels Marion! Da det lød for hans indre Øre, smilede han bittert. Ak, hans Idealia var desværre ikke til.
Randlev Præstegaard, Magister Sextus Masmanns, Abelone Jeremiædatters, de uplejede Halvsøstres plumpe Figurer, Maaltidernes Grødfade af rødt Ler, Studiigaardens sorte Avditorier med forsnittede Bordplader og blankt slidte Bænke, hans grimme Korridor hjemme hos Skriveren, Mælkeskindet i Husfruens svedne Vælling væltede sig ind paa ham som et Chok fra den rette Virkelighed, den, han var bunden til med ubrydelige Jernkæder!
Han havde Lyst til at fly og aldrig se sine Tankers afsatte Dronning mere. Men saa samlede Erindringerne fra Mutter Prantls Beretninger sig for ham til et vemodigt Indtryk. Der havde dog været det samme paa Bunden af denne nu stakkets forkvaklede Ting, netop den samme Trang til Flugt mod Hojderne, som han selv havde følt sig dreven af under Læsningen af Rousseau, Bürger, Schiller, Goethe, Evald.
Nu laa hun der som en forkrammet Klud.
Ja, tilvisse maatte hans Vrede skumme som Rousseaus ved Tanken om, hvorledes de Rige og Mægtige mishandlede Folkets Børn. Var den halvfrisindede, halvruinerede, i Bund og Grund aristokratisk-hovmodige Baron Urne ikke lige saa værdig til at udryddes af Tilværelsen som de lyssky Munke og blodsugende Generalforpagtere?
Hun laa og „agirede", festede paa Bogen de kunstig bly Øjne, hvis Blyhed var understreget med Tusch.
Pludselig opgav hun Aktionen, samlede det blaa Draperi, saa det helt bedækkede hendes Krop, ragede med Fødderne et Par falmede, karmoisinrøde, guldstjernede Fløjelspantoufler frem med Tæerne og stak Fødderne i dem. Det var som en Lindring for Ludvig Masmanns lidt afficerede Skønhedssans.
— Aber Mütterchen, wie siehst du doch aus? sagde hun formanende til sin aldrende Dueña i Buksetroldkostumet.
— É vero, diamine! (Det er s’gu sandt) mumlede Trolden og smaalo, aber was ist bei mir jetzt zu sehen? Die Zeiten sind vorüber.
— Aber die Würde des Alters —
— Na — na!
Den gamle vælske Tirolerkvind fandt et Skørt eller Sligt, krøb i det fra oven og kastede et broget Tørklæde over sin fede Overkrops stramme Trikot, uden dog at opnaa et synderlig ærværdigt Udseende.
Madame Marion rejste sig, gik med en vis teatralsk Kothurnegang lige hen mod Ludvig Masmann, tog hans Hoved mellem sine store af hvid Fedtsminke duftende Hænder og kyssede ham paa Panden.
Nu blev han ikke glad til Mode! Det skulde have været for nogle Maaneder siden.
— Min unge søde Forløser, sagde hun og saâ ham moderkælent ind i Øjnene, tog hans Skuldre, fjernede hans Hoved bagud og betragtede ham, holdende ham fast i udstrakte Arme. Med dyb Altstemme og stærkt understreget Deklamation sagde hun ham de Schillerske Vers tæt ind i Ansigtet og med Pegefingren løftet foran hans Næse:
Nur des Höchsten Abglanz, der Gerechte,
Welcher in dem schrecklichen Gefechte
Zwischen Lust und Pflicht.
Jener sich entringt, der höhern Weisheit Stimme,
Folget, trotz der Selbstsucht heiszerm Grimme,
Die sein Herz mit Schwerdtern sticht.
Dessen Wollust trägt von hier die Bahre
Nicht, es löscht sie nicht der Strom der Jahre,
Nicht die Ewigkeit:
Angeleuchtet könnt’er in den letzen Blitzen,
Und vom Weltenumsturz angeschwungen sitzen
Ohne Menschenbangigheit.
Trods Parfumens Duft, der akkompagnerede Deklamationen, gjorde den ikke det tilsigtede Indtryk. Det blev til slet ingen Ting, da Deklamatricen tilføjede:
— Hør, mit Barn, din ærværdige Faders Stemme!
Ja ved Gud, hvis Magisteren kunde sige Vers, vilde han sige nogle lignende. Men Ludvig lod det løjerlige Fruentimmer ryste hans Skuldre.
— Du er min tro Page, ikke?
Han bukkede saa pænt pagemæssigt, som han orkede.
— Ser Du, mit kære Barn, nu blev Du, mod min Vilje, Tilskuer ved min sidste mimiske Forestilling — ach ja la clôture sans remise. Men, min unge Ridder — giv vel Agt paa, at der ligger Dybsindighed i Alt, hvad jeg tager mig for. Paa Gud, Dyd og Sjælens Udødelighed fester jeg stadig mit Blik. Jeg vilde ende med at vise mig som den Hellige, hvilken i Skovens Grønne mellem Blomster og Græs ved sin Bødning vender tilbage til den Undskyld, i hvilken hun udgik fra Skaberens Haand. Sodan vil jeg og gøre. Nu vil jeg vende tilbage til Landet, til Blomsterne og Kilderne og til de unskuldige Kreature med Protestanten Jean Jacques Rousseau, retournere til Naturen og Fornuften i den rensede Religion, som den excellente aumônier de la cour (Konfessionarius) erklærer, jeg vil begive mig i Ly hos en Pastor. Jeg vil passe hans Dyr og hans Menage, pleje de Syge og lære hans smaa Børn Fornuft og Dyd — her i dette ædle Land, hvor Bonden nu er en fri Borger, hvor Hyrden ejer sine egne Faar og Geder, hvor Colin promenerer sig frit med sin Colette langs Bækkenes Rand og lytter til de smaa Fugles skønne, kunstløse Toner fra Bladenes kølende Skygge.