Gyldendalske Boghandels Forlag København


Gamle billeder.djvu Gamle billeder.djvu/1 244-267

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VI


Baron Urnes københavnske Palais var ikke gammelt. Han havde købt det i sin Ungdom, havde tænkt paa at udstyre det luksuøst. Men Pengene slog ikke til, saa livlig rullede de i den Aarrække, Baronen havde stadigt Ophold i Udlandet. Der skulde nu i de Tider meget til at forøde saa store og gode Familiegodser som hans, men da han havde overtaget dem og kom hjem, vedblev han at bruge Penge efter en stor Maalestok og blev faktisk, om end ikke retslig, næsten umyndiggjort af Aagerkarle.

Hans Standsfæller, Godsejerne af den konservative Slags, led ikke hans lydelige og drilske Bekendelse af de hæslige og moderne Reformideer. Og de højadelige Mænd af Fremskridtspartiet tog ham ikke for Alvor og var desuden forargede i deres rationalistiske Religiøsitet over hans udskejende Liv og blaserede Kosmopolitisme. En høj Hofembedsmand havde endog nævnet ham for Kronprinsen som en Republikaner. Lige saa fjernt stod han de borgerlige og literære Fremskridtsmænd, som i disse Aar begyndte at rejse Hovederne. Han kaldte dem Pennetyggere og Neglebidere.

Tilsidst bestod hans Omgang kun af de fremmede Gesandtskabers Personale, af nogle Officerer af Gardekorpserne og Husarerne, som imponeredes af og morede sig over hans souveræne Foragt for borgerlig Moralitet og hans Forraad af frivole Historier fra hans Ungdomsliv i Udlandet.

I længere Tid havde der kun været festet med smaa Diners og Soupers i Palaiset. Nu for det om paa Rygtets Vinger, at nu skulde der være en stor Midnatsfest (medianoche) med Komedie og plastiske Attituder, hvor Baronens Husgudinde, Demoiselle Marion, vilde vise sig for en udvalgt Kreds af udenlandske Diplomater, indfødte Officerer og enkelte kosmopolitisk dannede yngre Adelsmænd. Selvfølgelig var der ikke Tale om at Damer, der ikke tilhørte eller berørte Demimonden, kunde vise sig i et saa ilde renommeret Hus.

En Nat i Februar straalede den lange Vinduesrække i Lysglans. Ved Midnatstiden raslede høje Karosser vuggende i vældige Fjedre med parykbærende Kuske paa Bukkene og Lakajer bag paa hen foran Porten. En Schweizer med sin trekantede Hat paa Sned, stort gult Bandelér over Bryst og Mave, mægtig sølvbeslagen Stav knejsede i den Urneske Families Galalivrée. Lakajen hjalp galonerede Herrer og højhælede maskerede Damer ud inde i Porten. Op ad den brede, let knagende Trappe klaprede høje Hæle, raslende Silke, slæbte Fløjl, figurerede nydelige Smalben og Lægge, der kom til deres fulde Ret i det à jour belyste Rum.

Herrer og Damer skilte sig med deres Tjeneres Hjælp ved Overtøjet i en fælles Garderobe, Favntag, Haand- og Mundkys veksledes mellem de to Køn: Alle syntes at kende hinanden rigtig godt.

Det var dog et sært Selskab! Den unge Student havde rigtignok aldrig været i fornemt Selskab, men at dette ikke var fint, var ham straks indlysende.

Det store Rum, der var indrettet til Garderobe, fyldtes af en stærk Duft, blandet af mange Parfumer. Landsbydrengen maatte tænke paa et Apotek. Tysk rullede, Fransk klingrede og Dansk rislede i broget Blanding.

En Herre vilde hjælpe en Dame Pelskaaben af, men benyttede Lejligheden til at bore sine Læber ned i den skønnes hvide, af rebelske Krushaar omgivne Nakkegrube. Men da han vilde trække Kaaben af hende, gjorde hun Modstand og sagde paa Fransk, som dog lød, som om det havde passeret gennem Dansk:

— Nej, nej, min Herre. Jeg skal jo være Hyrdinde i Aften …. jeg har næsten ingen Klæder paa.

Tant mieux! sagde den lille sortøjede Herre, jaime vos nudités, ma charmante.

Rundt om lød fra Herrernes Munde Kæleord som „mit Hjærte“, „ma petite“, „Schätzlein“. Selv Skræder-Frans, der ogsaa var i Funktion for at hjælpe baade Herrer og Damer, kyssede en nøgen Skulder efter at have trukket Kaaben til Side og fik til Straf et venskabeligt Ørefigen.

Han aabnede en Tapetdør. En smal Trappe viste sig.

Les belles comédiennes sont priées de passer, par ici, sagde han højt.

Og en halv Snes Damer i Over tøj forsvandt ad den halvmørke Trappe. Frans lukkede efter dem og stødte lige paa Ludvig. Han sendte en plebejisk Gestus efter dem og sagde ind i Øret paa Studenten:

— Ane Hattemagers Bataillon! Jeune Monsieur! I Aften er her stor Kødexposition. Har han stadig sin Teologi ved Haanden og in mente?

Det kogte i Præstesønnen, da han blev Genstand for familiær Tiltale fra denne „Tallerkenslikkers“ Side. Ludvig grundede paa et haanligt Ord, men inden Citatet af Evald: „Væmmet ved Mængdens frække Fortrolighed“ formede sig paa hans Tunge, var Kammertjeneren borte.

Et Sekund følte Studenten sig fristet til at flygte fra alt dette. Men Nysgerrigheden vandt Sejr. Han fulgte Skaren af Herrer med broderede Kjoler og Veste eller i gule, røde og lyseblaa Uniformer op ad Hovedtrappen.

En stor, stærkt oplyst Sal, skinnende af hvide, blankt lakerede Felter, omrandede af forgyldte Stave i Hjørnerne, bredende sig ud i fantastiske Bugter af udskaarne, stærkt forgyldte Instrumenter, Nodebøger, Pulte, Violinbuer etc. etc. Loftet vrimlede med nøgne og fede, dansende Figurer i Stuk. Hver Gruppe var indrammet i vildtsnørklede Rammer. Tre mægtige Krystal-Lysekroner hang ned. Lysenes Flammer legede lystigt i de talløse Dupper, der formede sig i Guirlander og Cirkler.

I Salens Baggrund hævede sig en Estrade. Dens Gulv var belagt med et stort, grønt Tæppe, indvævet med gule og blaa Blomster. Det gik snart op for Ludvig, at det skulde forestille en Engbund. Paa hver Side og i Baggrunden stod Sætstykker, malede og udskaarne. Det var Buskads og vilde Rosentræer, nogle Pinjer og hvidblomstrende Akacier. I Stedet for Soffitter hang blaa Draperier ned fra Loftet, — en idealiseret Himmel i Silkeskrud.

Foran Estraden sad vel et Dusin Blæsere og Strygere med Instrumenterne støttede mod Arme eller Knæ i lydig afventende Positur.

Tolv rungende og dirrende Slag fra et stort Uhr ude fra Trappegangen meldte Midnat. Da kom Baron Urne i lysegul Silkekjole med diamanttindrende Knapper, omrandede af broderet Sølvegeløv, ind fra en Sidedør og hilste paa Gæsterne. Han brugte i sine Velkomsthilsener afvekslende Fransk, Tysk, Engelsk og en enkelt Gang Italiensk til Herrerne, men Dansk til de fleste Damer. Det var langt fra, at Tabouretrækkerne fyldte Salen. Der var mindst lige saa meget tomt som besat Rum paa det bonede Gulv. Da Baronen opdagede Ludvig henne i en Vinduesfordybning, nikkede han venlig, uden synlig Nedladenhed, syntes behagelig overrasket ved ikke at se ham i den sorte Studenterdragt, men i en lysegraa Kjole queue de morne, hvide Silkestrømper og hvid Silkefest med grønt Broderi. Den Stads havde han lejet efter en Kammerats Raad.

Baronen smilede og sagde: Den unge Herre maa jeg hilse paa Latin, om jeg ellers ikke har glemt Ciceronis skønne Idiom. Essayons. Salve nobilis juvenis, Apollinis et Musarum pulle! (Vær hilset Apollos og Gudernes Kælebarn). Splendes ut sol primi veris.. (Du straaler som den første Vaarsol).

I en Vinduesfordybning sad en meget fed, gammel Kavaller. Han havde trukket sin Taburet derhen for at have Rygstød mod Væggen og Støtte for sin Arm i Karmen. Han sagde paa Fransk til Baron Urne efterat have maalt Ludvig Masmann:

— Køn ung Person! Formodentlig en Skønaand? Hvad befaler? . . Af Familie? Naa ikke? Ja, ja …. en skarp Pen? Saa meget desto bedre.

Baronen svarede med et Nik til den gamle Herre og trykkede samtidig Ludvig Masmanns Haand, sagde saa til dem begge:

— De vil faa at se en Udstilling af sundt Kød … Hr. Marquis og Hr. „bel esprit“.

— Ah, ah! sagte den gamle Herre og lod Tungen glide over Læberne …. Ah dejligt — he, he, he! Hr. Baronen har Smag.

Baron Urne sagde til Ludvig paa Dansk: Marquis de Ratillac har for mange Aar siden været ansat ved den franske Legation, men elsker Danmarks blonde Kvinder saa højt, at han er bleven her i Landet efter sin Afsked. Kan den unge Monsieur Engelsk? Naa ikke? Men ved Hjælp af en Dictionnaire kan den unge Monsieur maaske finde ud af en Replik, jeg hørte i London, da jeg saâ et gammelt, ret kuriøst, men meget barbarisk Skuespil: Is it not strange, that desire should so so many years outlive performance? (Er det ikke sært, at Villien i saa mange Aar kan overleve Evnen?)

Baronen gik videre til Gæsterne, stadig vekslende Sprog. Til en ung, meget mørkladen Kavaller i violet Dragt sagde han nogle Ord, som Ludvig sluttede sig til var italenske:

Non posso esporre mille e tre, dodici devono bastare (jeg kan ikke udstille tusinde og tre, et Dusin maa være nok).

Den violette Herre lo og svarede:

Abbastanza per me. (Nok til mig).

Orkestret begyndte Ouverturen.

Saadan flerstemmig Musik havde Ludvig Masmann aldrig hørt i sit Liv. Han havde aldrig tænkt over, om han var musikalsk modtagelig eller ikke. Han havde sammen med Skole- eller Universitetskammerater sunget med i Sange, der gik unisont og havde faaet Ros for sin smukke Sangstemme, men om dette var en Tenor, Baryton eller Bas, havde han ikke Begreb. Da disse Strygere, Metal- og Træblæsere, skønt de hver talte med helt forskellige Klange, saa dejligt smeltede sammen, lyttede han i glad Andægtighed, saa let opfangede han de markerede Rytmer og simple, velklingende, kvidrende Motiver i denne Pastoralmusik. Han lyttede sig dybere og dybere ind i den, glemte alt omkring sig og sank hen i dem, som han i sin Tid sank hen i den stemningsfulde og harmoniske Prosa i Werther. Da Oboen brød ind mod Slutningen af Ouverturen, gennemrislede en vellystig Dirren hans Legeme. Og da Klarinetterne, der dominerede Finalen, afsluttede Ouverturen, var han nærved at raabe: „Mere“, ligesom i sin Barndom i Præstegaardens Have, naar Aftenklokken, som han havde lyttet til med Opmærksomhed, holdt op med at lyde.

Men straks tog Forspillet til den første Arie fat — og under dette — o Himmel!

Paa lette hvide Fødder — ved første Øjekast saa de ud som nøgne — svævede hen over Tæppets brogede Blomster hans Tankes Dronning, den mægtige Nymfe fra Møllesøen hjemme og fra Marmorkummen i den adelige Palaisgaard.

En Salve af attraavækkende Skønhedsindtryk væltede ned over Landsbybarnet. Se den nøgne mægtige Barm med den mørkerøde Rose i den skillende Grube! Se de fyldige Arme, hvide som Alabast, Benenes svulmende Linjer, der truede med at sprænge det kødfarvede Silketrikot! Den opkiltrede og i den ene Side kun med grønne Silkesløjfer sammenhæftede rosenrøde Hyrdindedragt lod langt mere til Syne af kvindelige Former, end Landsbydrengen nogen Sinde havde set. Han blev tør og hed i sin Strube, knugede sine Hænder, saa Leddene knagede, hørte ikke, at den gamle Franskmand til Siden for ham uvilkaarlig udbrød: Eh, eh! saâ ikke, at han maatte tørre sig om Munden eller at den store Næse og den buklede Pudderparyk fik ham til at ligne en gammel Vædder — saa hensunken var den kraftfulde Fyr i denne Formernes Vælde. Den var langt fra at vække hans Kritik. Paa alle de mange Malerier eller plastiske Arbejder, han havde set, var jo altid Gudinder og Nymfer vel ved Magt, mindst af alt slanke.

Den svulmende Hyrdinde løftede sin hvide Houlette, hvorfra brogede Baand flagrede ud, og istemte med et Udtryk af Tungsind og Sorg i Ansigtet sin første store Arie:

J'ai perdu tout mon bonheur
J'ai perdu mon serviteur.
Colin me délaisse[1]

Jo oftere Sangerinden gentog den sidste Linje,

desto stærkere og højere steg Røsten og udaandede tilsidst en skærende Smerte i en høj Soprantone.

Ludvig Masmann tog et fast Greb i Tabourettens Side for ikke daanende at falde om i Skødet paa Baron Urne, der sad bag ved ham. Derved blev han opmærksom paa, at store Taarer rullede ned ad Baronens Kinder — ja, troede at høre ham hulke. — Eller var det de andre i Salen?

Snøften og Hulken lød i alt Fald fra alle Kanter.

Alle — selv de værste Udhalere og de letteste Kvinder sværmede i de Tider for det Rørende og Sentimentale.

Ludvig forstod ikke en Ytring ved Siden af sig fra en broderet Herre.

La voix un peu usée (Stemmen er lidt slidt).

Havde han forstaaet den og havt Sproget i sin Magt, vilde han protesteret — i det mindste indvendig — og hævdet, at hendes Sang var saa frisk som Nattergalens i Krattet en Sommeraften. Han kunde have udgydt sit Blod for den forladte Hyrdinde.

Teksten kunde han naturligvis ikke helt forstaa, ikke heller hvorfor Colette slog over i en Slags Recitativ og syntes at dale ned fra sin Smertes Højde, da hun beretter Tilhørerne, at hun vil søge Spaamanden, tager Penge op og svøber dem i Papir.

Da toner en stor, svær Skikkelse frem, klædt i Troldmænds eller Profeters sædvanlige Teaterkostume: den lange sorte Talar med et hvidt med mystiske Bogstaver broderet Skulderbaand, en høj, spids Hue og en kort sølvknappet Stav i Haanden. Han spankede over Tæppet med værdige Skridt og Holdning, gjorde hvert Øjeblik et kort Slag i Gulvet med Hælen og saa hen mod Colette. Hun rækker ham Papirstutten. Han modtager den med samme nedladende Værdighed, som Magister Masmann i sine Sognekirker paa de store Festdage modtog Bøndernes Fire- og Tomarksstykker.

Dette Træk var lige ved at faa den rationalistiske Præstesøn bragt ud af den elegisk-tragiske Stemning over i en hjemmevant, altsaa prosaisk. Men da der ud af Spaamandens lange, hvide Skæg bruste Toner frem som af et Orgels Basbasun, slyngedes Ludvig Masmanns Stemning over i det Ophøjede. Han maatte tage Spaamandens metalklingende Ord og Toner for Alvor. Og den store Røst slyngede gennem Salen, Svarene paa Colettes frygtsomme Spørgsmaal: „Skal jeg miste Colin for evig? sig mig, om jeg maa dø?“

Je lis dans votre coeur, et j’ai lu dans le sien (jeg læser i dit Hjerte, som jeg har læst i hans).

Studenten sad i aandeløs Spænding paa, hvorledes det vilde gaa. Da han ikke kunde følge med eller kun ufuldstændigt forstod Versenes Ord eller Mening og kun fangedes af Musiken og de Udførendes Miner og Udtryk, holdt han sig ikke op over, at Colette ikke maatte være meget vittig, siden hun ikke selv kunde finde paa den Kur, som Spaamanden forordner hende: at hun for at genvinde Colin skal lade, som hun er forelsket i en anden. Med sin højst ringe Kundskab til fransk Udtale, imponeredes Studenten ved, at den store Spaamand lod r’rerne rulle som piskede Toppe. Han overhørte, at han udtalte det franske u og eu som det danske u. Derfor forstod han heller ikke, hvad en Stemme bag ved ham halv vredt sagde paa Fransk. Det italienske Svin! Han synger un pou (en Lus) for un peu (en Smule). Ludvig fandt, at Forstyrreren var en letfærdig og flov Person.

Men da Colin kom, blev Studenten skinsyg. At den dejlige store og fyldige Colette kunde elske denne lille, tynde Fyr med de forlorne Lægge! Han blev ganske som Bønder paa de Tider, naar de saâ Komedie, personlig forbitret paa denne Mandsling med den høje, smægtende Tenor i den lysegrønne Hyrdedragt og hvide Stav. Han drejede sig, da Tilhørerkredsen bruste ud i Bifald efter Colins store Arie:

Je vais revoir ma charmante Mâitresse.
Adieu châteaux, grandeurs, richesse!
Votre éclat ne me tente plus[2].

Da maatte Ludvig betvinge en Lyst til at pibe i Fingrene. Colettes og Colins Forsoning i den lange Vekselsang, med den afsluttende Duet, fik ham til at fælde Taarer. Var det af Rørelse over Musiken eller af Skinsyge over Hyrdens og Hyrdindens Favntag, da Sangen var forstummet? Var det af Ærgrelse over, at han selv følte sig bondedum, over sin ringe Illusionsevne?

I næste Scene, da Alt er klappet og klart, kommer et Kor af Landsbyens unge Hyrder og Hyrdinder med Straahatte og flagrende Baand, Kvinderne dristig udfoldende deres Yndigheder.

Voldsom Klapsalve, mens Dansen gik, og mens alt dette Kød, blottet eller spændt i Trikot, bovnede ud og tumlede sig som paa et Rubensk Billede. Den gamle Marquis de Rastillacs: Eh, eh! blev til Hvin og gentoges uafladeligt. Dette spredte Sorgen hos Knøsen fra Landet, saa Colette foreløbig gled ud for ham mellem disse kønne unge, halvnøgne Koristinder. Korets Slutningsstrofe lød:

Allons danser sous les ormeaux,
Animez-vous, jeunes fillettes!
Allons danser sous les ormeaux,
Galants, prenez vos chalumeaux![3]

Hvor havde den store Studiosus Lyst til at være med i Dansen og skifte Pige saa ofte som muligt. Koristinderne var dog yngre og syntes mere tilgængelige end Primadonnaen, den altfor imponerende Hyrdinde.

Han lukkede Øjnene, hensunken i Berusning af skønne Toner, elskovsvækkende Kvindeformer og straalende Øjne.

Han drømte sig ind i Dansen og i de skønne Hyrdinders Arme. Blodet bankede i hans Pulse og steg op i hans Kinder, hans Brystkasse løftede og sænkede sig i feberagtig Takt. Kunde der være bedre i Himmerig, end der, hvor han befandt sig?

Han saâ ikke, at oppe paa Estraden fjernede Tjenere de forrige Dekorationer og ophængte lutter brunrøde Draperier baade i Baggrunden og til Siderne, at Orkestret blev tomt og erstattet af et Spinetklavér, at den forrige Spaamand, civilt klædt, satte sig foran det. Den surrende Passiar i Salen bidrog til hans Velvære. Den tvang ham atter ind i hans paradisiske Dans under Elmene med alle de himmelske Væsener af Hunkønnet.

Ludvig Masmann vaktes op ved en ret lydelig fransk Samtale mellem den gamle franske Marquis og Baron Urne.

Marquis’en: Ja vel, den skønne Primadonna kendte jeg naturligvis, ogsaa ham Italieneren, der nu sidder ved Spinetten. Det er ham, der sang i det sidste italienske Operakompagni paa Byens Teater og nu er Syngemester hos de gode Familier her i Byen. Hedder han ikke Lucchesi den Devin du Village? Men Colin?

Baronen: En højst udmærket Amateur, en ung würtembergsk Greve de Lauenstein.

Marquis’en: Skønt jeg paa hans Prononciation hørte, at han ikke var fransk, mærkede jeg dog straks, at han var af Familie. Er han i Diplomatien?

Baronen: Har været det. Er ude at se sig om. Jeg har kendt hans Familie, da jeg var i Stuttgart. Han blev mig rekommanderet af den. Jeg skulde helbrede ham for hans Musikraseri. Familien er angst for, at han skal gaa til en Operascene.

— En ejendommelig Helbredelsesmetode, min gode Baron.

— Den Slags Syge kureres bedst ved, at han faar Lov til at løbe Linen ud.

— Ah, ah.

Klaverets fine Toner klang med Harpeggier i rivende Takt.

Baggrundsdraperiet skiltes ad. I flyvende Fart kom en mandlig og en kvindelig Figur frem helt i hvidt Trikot, løbende ind fra venstre og standsede som ved et Trylleslag. Han havde fanget hende; de stod stille i en kunstig Gruppe. Musiken slog ind i en fløjteagtig, kælen Karakter.

Den slanke, ungdommelige Mandsskikkelse holdt det tynde Draperi med den venstre, ellers vandret udstrakte Haand, let mellem Tommel- og Pegefinger. Det laa slængt over den bortvendte venstre Skulder ned om Underlivet. I en Attitude som efter en Dans stod det højre Ben støttet mod Jorden, det højre var bøjet og stod frit i en løs Knæbøjning.

Men om Kvinden med den næsten spæde, langt fremstrakte Krop, mente i det mindste Ludvig Masmann, ligesom Arv om Jean de France, at hun saâ underlig ud. Ikke paa Grund af Klæderne, thi hun havde kun stramt Trikot paa sig. Men hun sad halvt ridende paa en Træstamme, fra hendes fra Tilskuerne bortvendte venstre Skulder voksede et Bundt Lavrbærgrene med Blade højt over Hovedet. Samme Prydelse havde hendes Bag og hendes hvilende venstre Fod.

Apollon et Daphné — Al Vaticano. Bernini, lød det fra flere Sider.

Dundrende Applaus, under hvilken Tæppet blev trukket sammen.

Man blev ved at raabe Bis. Det blev efterkommet, men Synet vårede ogsaa nu kun et Par Sekunder.

Trop mince! Pas assez de chairs![4] lød Marquis de Rastillacs brægende Stemme.

Man opdagede nu, at alle Lys var slukkede. Salen laa i tæt Mørke. Baronens Stemme lød:

— Mine Herrer! leg Blindebuk med de Skønne! Orkestret stemmede nu i en brusende Fanfare. Latter og Hvin lød ind i den nede fra. I et Mellemrum hørte man Marquis’ens Røst:

Baron d’Urné! Je vous admire! Moeurs de la Régence! (Jeg beundrer Dem, Sæder fra Regentskabets Tid[5].

Ubevægelig, som forstenet stod Ludvig Massmann i Mørket midt i Bulderet og Skrigene.

Nej, det var for galt! Han sukkede sagte: O Dyden trædes under Fødder! Han var lige ved at skrige: Jeg vil hjem! Han var saa myg, at han endog kunde have anraabt Abelone Jeremiædatter om Beskyttelse.

Han mærkede nogle tørre Fingre om sit Haandled og var ved at synke i Knæ. En dæmpet Røst lød i hans Øre:

— Følg med!

Han huskede paa, at en Mand aldrig burde være fejg. Han fulgte med, snublende over Tabouretterne. En smal Dør blev aabnet med Ordene:

— Lige frem efter Lyset, som han sér.

Han troede i sin Ledsager at have genkendt Skræder-Frans.

Ad et Par Trappetrin kom han ned i en Slags kort Korridor. I Baggrunden en aabenstaaende Dør, hvorfra et stærkt Lys strømmede ud. Straks blev han blændet. Men da han kom til sit normale Syn, styrtede en ny Forbavselse eller Forferdelse sig imod ham.

Et stort Spejl, der gik fra Loft til Gulv, dannede et ret stort mørkt tapetseret Rums Baggrund. Foran det stod en Kvindeskikkelse i et stort hvidt Draperi med en Masse i bløde Linjer lagte Folder. Det skjulte Legemets Former, men hævede ud, hvor de kødrigeste Muskler laa. Hovedet var bøjet stærkt tilbage, Armene strakte oven over det, Hænderne sad foldede, med opadvendte Flader. En sort Haarfylde bølgede ned over Hals, Skuldre og Ryg. Ansigtet, som jo kun saâs i Spejlet, gav et helt mærkeligt Billede. De opadvendte Øjne var dækkede af de store Laage, de mørke Bryn hvælvede sig i mægtige Buer. Der var en Blanding af Glød og hensynkende Mathed i Udtrykket. Var ikke de halvaabnede Læber noget fortrukne i deres sugende Svulmen? Barmen løftede og sænkede sig ivrig under Gevandtets Folder.

Der var Gaader at gennemgranske i denne Skikkelse og dette Aasyn.

Ludvig Masmann sank hen i Beskuelsen, fangen som En, der stirrer ned i et dybt Vand.

Brat, næsten pinligt, vaktes han ved en skrattende Kvinderøst — han kunde ikke se noget andet menneskeligt Væsen i det stærkt belyste Rum — der syntes at henvende et Spørgsmaal til den draperede Skikkelse foran Spejlet — men i et Sprog, han ikke forstod. Af Klangen sluttede han dog, at det var Italiensk.

Den agerende Kvindes Træk glattedes ud, og da de kom i de normale Folder, saa han tydelig, at det var den forrige Colette.

Ud ad den ene Mundvig sagde den Draperede:

L’amore mistico (Den mystiske [himmelske] Kærlighed).

Det kunde enhver Latiner forstaa.

En Latter gnækkede op. Ah, ah, ah! Eh, mi pare che io lo conosco bene, questo genere d’amore. Rassommiglia all’ amore terrestre (Ha, ha, ha — Aa, jeg synes, jeg kender den Slags Kærlighed, godt. Den ligner jo den jordiske Kærlighed).

Contadinaccia (Bondeklodrian) sagde den Draperede.

Nu fulgte en lang Ordstrøm, indvævet med en hostende Latter. Studenten forstod ikke et Muk.

Nysgerrighed og Betagethed havde ført ham helt hen i Døraabningen, uden at han vidste deraf.

Pludselig vender den agerende Dame sig fra Spejlet om mod Døren. Et Skrig og en saadan Sammenslutning af det vidt spredte hvide Draperi, at hun stod fast og stramt indhyllet i det. Kun Ansigtet saâs et Øjeblik, vredt sammentrukket, men saa foldede det sig ud i Fuldmaaneglæde. Med blød Fløjteklang lød det:

— Ich habe es gewuszt. Du müsztest hier kommen. Nimmer haben meine heiligen Ahndungen mich getäuscht. Im rechten Augenblick kommst du, o mein Erretter, mein Erlöser, mein Sohn!

Hun lod Gevandtet udfolde sig, og folderig ilede hun Ludvig Masmann i Møde med aabne Arme, men sænkede dem, just som han troede at kunne favne den store, skønne Kvinde.

Studenten var kommen ind i det rummelige Værelse. Det var i vild Uorden. Paa alle Møbler laa alskens kvindelige Klædningsstykker, paa Gulvet stod et Par aabne, store Kasser. Af Møblerne var kun det store Psyke-Spejl i Orden.

Til højre stod et aabent Spinetklaver i perlemalet Kasse med forgyldte Lister. Med Ryggen til sad et lille, meget fedt Kvindemenneske med en umaadelig høj, pudret Haartop, opbygget i de mest forviklede Snoninger og Fletninger. Paa de smaa gule Fingre sad en Masse Ringe. Et Par store brune, godmodige Øjne lyste smilende ud bag de skildpaddeindfattede Briller. Over en sort Kjole bar hun et skinnende rødblomstret Shawl over sin mægtige Barm.

Da hun saâ den unge, fremmede Mand, foldede hun sine Hænder, saa Ringene klirrede, og sagde:

Eccolo. (Der er han).

— Vi ville tale hans eget blide Sprog, Kätli, sagde den Hvide. Han er min geistige Søn, som Himlen har sendt til min Befriing fra Syndens Kæder. Han vil føre mig ud i den frie Natur, hvor jeg kan leve mellem Træer og bytte Stadens Vellyst med Landets Unschuld, drikke Hjordenes Mælk og Kildens Vand, mellem gode og syndløse Mennesker under Himlens stjernebesatte Gevælv.

Trods det gebrokne Maal, blev hvert Ord udtalt distinkt og med en smuk, blødt klingende Røst. Ja, de løjerlige, skruede Ord lød barnligt oprigtige, og de brune Øjne saâ troskyldige ud.

Den danske Student stod dum og uforstaaende, afvekslende tiltrukken og tilbagestødt.

Pludselig bestiger Damen den lette Forhøjning foran Spejlet, hvorfra hun nys havde ageret den mystiske Kærlighed i berninisk Stil og i den hellige Teresas Aand, slaar Gevandtet til Side, samler det til venstre i et rigt Foldekast, faar det i en Fart knyttet i en Knude under sin Overkrop, slynger den kraftige, nøgne højre Arm med knyttet Haand ud i Retning af Værelsets mørkeste Hjørne. Ludvig Masmann saâ nu, at der stod en Seng med Silkeomhæng.

Her mod dette Møbel rettede Damen en forbandende Gestus og en Strøm af italienske Ord, hvoraf Ludvig Masmann ved Hjælp af sin Latin opfattede Ord som: Maledetto, … opprobrio mio …. corruzione …. innocenza …. amore mistico …. purificazione …. ritrovare l’innocenza nel seno della natura.

Den gamle Kvinde med Haartoppen tyssede og beroligede ... Basta così, carina mia. (Det er nok, min Søde).

Hun nærmede sig Studenten. Han erfarede nu, at den underlig krydrede Duft, som havde gjort ham ør i Hovedet fra først af, udgik fra hende. Hun lugtede som et helt Apotek. Hun sagde til ham let rystende paa Hovedet:

— Gôt Pige! gôt som det hellige Brôt, bare hun faar Lov til at agire. Det er det, hun immer vil. Wenn hun er fertig, sover hun som et lille Lam og schnarker som et lille Gris. Mener inte noget med den ganske Aktion. Bare Vrævl und Schlutter!

Hun tog den agerende Dame om Livet. Sammensunken lod hun sig føre af den Gamle, der fik hende lagt paa Sengen.

Et Øjeblik efter hørtes en Snorken.

— Sehen Sie — ikke hun mener noget med det Hele. Sie schnarect! Ist matt, poveraccia! (Stakkels Kræ). Er Landsmænd vi to — aus Wälschtirol. Nu maa unge Herre hjælpe mig at fare hende hjem til mig. Den baronaccio (væmmelige Baron) har jaget hende væk. Men Penger har han givet hende. Insofern er der inte noget at sige. Han er jo Sultan und Padischa.

Hun gav sig ivrig til at pusle med Kufferter og Kasser, kaldte ud i Korridoren. Et Par Karle kom ind og slæbte dem ud. Saa tog den Gamle en Pelskaabe ned fra en Knage, tog et Tag i den paa Sengen liggende og førte hende ud gennem nogle Gange.

I Porten holdt en aaben og en lukket Vogn. Den hvide Dame blev hjulpet op i den sidste. Den Gamle vinkede myndig ad Ludvig. Han adlød mekanisk og steg ind med. Den lille Tykke tændte en Haandlygte.

Det rullede ned ad de mørke Gader. Ludvig havde givet sig i Eventyrets Vold.

Eventyrets Prinsesse syntes at sove, liggende paa Forlændssædet — en stor, sort og hvid, uformelig Masse.

Den Gamle kyssede med Haanden ad Ludvig, som for Resten ikke havde i Sinde at sige et Ord. Han mærkede sit Hjerteslag repetere i sin Strube.

Efter en ikke lang Kørsel holdt Kusken stille. Det var i en snæver Gade. Vogndøren blev lukket op.

Svegliati carina (Vaagn op, Søde)! sagde den ældre Dame, hvis hvide Toupet lyste som en toppet Dynge Sne i Mørket.

Damen fik rejst sig. Ludvig steg ud og rakte hende sin Haand, den Toppede kravlede bagefter med Lygten. Hvor saâ den Skønne graableg ud i Modsætning til den rødkindede Student. Han troede at opdage nogle tynde, hvide Traade flimre i Tindingkrøllerne. En Kuldegysning randt igennem ham. Eller var det kun Pudderrester?

Hun tog et fast Greb i hans udrakte Haand. Atter et koldt Jag igennem ham. Hendes Haand var kold og klam. Han havde ventet noget varmt og fast.

Den lille Tykke stod paa Trappetrinet foran Gadedøren, masede med Nøglen, som hvinede i Laasen, stillede sig i den smalle Døraabning, hvis Fløj hun maatte holde paa med Benet, og lignede en Heks i Lygteskinnet.

— Aufsteigen! kvækkede hun.

— Nej, min Veninde, jeg maa være alene. Jeg vil først se dig ved Solens klare Skin, min Redningsmand.

— So komm igen ved Solens klare Schein, Hr. Rettningsmand, sagde den Tykke.

Og pegende hen mod den indhyllede Kvinde:

— Immer agire! Duer aber inte heute Nacht. Ist saumselig und müde. Gode Nat, Hr. Rettningsmand!

Ludvig stod alene paa den mørke Gade og var en Stund om at orientere sig. Det maatte være Gammelmønt.

Fra Norgesgades Palais til en Rønne i en af de skidneste Gader.

Saâ den sceniske Pragt saadan ud bag Koulisserne? O, Dyd! o, følende Menneskesjæl!



  1. Jeg har mistet al min Lykke — jeg har mistet min Tilbeder — Colin forlader mig.
  2. Jeg skal gensé min yndige Elskede. Farvel Slotte, Højhed og Rigdom! Eders Glans frister mig ikke mere.
  3. Lad os komme hen og danse under Elmene! Bliv muntre, I unge Smaapiger! Lad os komme hen og danse under Elmene! Unge Karle, tag Jeres Rorfløjter.
  4. Altfor tynd, ikke Kød nok.
  5. Philippe af Orleans, Ludvig XVdes Formynder og Frankrigs Regent fra 1715—23, bekendt for sine vilde Udskejelser. Hans Regeringstid kaldes la Régence.