Fru Bovary/3

L. A. Jørgensens Forlag Kjøbenhavn Fru Bovary


Fru Bovary.djvu Fru Bovary.djvu/7 269-405

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1951. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1927.

Tredie Del.

I.

Medens Léon studerede Jura i Paris, havde han ikke forsømt at gjæste La Chaumière[1], hvor han endogsaa gjorde megen Lykke hos Grisetterne, der fandt hans Væsen „distingveret”. Det var virkelig ogsaa en meget respektabel Student. Han bar sit Haar hverken for langt eller for kort, spiste ikke sine Penge op de første Dage af Maaneden og var godt lidt af Professorerne. Fra Udskeielser havde han stadig afholdt sig, ligesaa meget af Frygt som af Finfølelse.

Ofte, naar han sad ene hjemme paa sit Værelse og læste, eller om Aftenen under Luxembourgshavens Lindetræer lod han Lovbogen falde til Jorden, og Mindet om Emma vendte tilbage; men efterhaanden svækkedes denne Følelse, og andre Ønsker hobede sig op derover, skjønt det dog stadig vedblev at ulme, thi Léon havde ikke opgivet hvert Haab, det var for ham ligesom et ubestemt Løfte, der vuggede sig i Fremtiden som en gylden Frugt paa et fantastisk Lov.

Ved nu at gjensee hende efter tre Aars Fraværelse gjenvaktes hans Lidenskab. Han maatte dog endelig engang bestemme sig til at ville eie hende, tænkte han. Hans Tilbageholdenhed havde tabt sig ved Omgang med lystigt Selskab, og han vendte tilbage til Provinserne med inderlig Foragt for Enhver, som ikke færdedes paa Pariserboulevarderne med lakerede Støvler. Ligeoverfor en elegant Pariserinde, i en eller anden berømt Læges Salon med Ordener og Ekvipage, vilde den stakkels Skriver upaatvivlelig have rystet som et Barn, men her ved Rouens Havn ligeoverfor denne ubetydelige Landsbylæge, var han vel tilpas; idet han forud var vis paa, at han vilde blænde hende. Sikkerheden afhænger af de Omgivelser, hvorunder man befinder sig, man taler ikke i Stuetagen som paa fjerde Sal, og den rige Dame synes at have alle sine Banknoter i Foret af sit Korset ligesom et Kyrads til at værne om hendes Dyd.

Efterat Léon den foregaaende Aften havde forladt Bovarys, fulgte han dem i Afstand og vendte først om efterat have seet dem stanse udenfor „det røde Kors”. Han tilbragte hele Natten med at gruble over en Plan. Næste Dag Klokken fem traadte han da ind i Gjæstgiverstedets Kjøkken med sammensnøret Strube, blege Kinder og dette Kujonernes Mod, der er fast opsat paa ikke at lade sig stanse af Noget.

— Herren er ikke tilstede, yttrede en Opvarter. Det forekom ham at være et godt Varsel. Han gik derop.

Hun blev ikke forvirret ved Synet af ham, men gjorde ham tvertimod Undskyldninger, fordi hun havde glemt at sige ham, hvor de var steget af.

— Oh! Jeg har gjættet det! udbrød Léon.

— Hvorledes?

Han foregav at være bleven ledet henimod hende af Tilfældet, instinktmæssig, hun smilede, og for strax at bøde paa sin Dumhed, fortalte Léon, at han havde tilbragt hele Morgenstunden med at lede efter hende i alle Byens Hoteller. De har altsaa bestemt Dem til at blive, tilføiede han.

— Ja, svarede hun; men det er en Feil af mig; man bør ikke vænne sig til uopnaaelige Fornøielser, naar man har tusinde Fordringer rundt om sig, der skal opfyldes.

— Men jeg synes dog . . .

— Ja, De er heller ikke Kvinde.

— Men Mændene har ogsaa deres Sorger; og Samtalen slog ind paa nogle filosofiske Betragtninger. Emma udbredte sig vidtløftigt om de jordiske Tilbøieligheders Usselhed og den evindelige Ensomhed, hvori Hjertet begraves.

For at gjøre sig gjældende eller for naivt at efterligne denne Melankoli, der vakte hans egen, erklærede den unge Mand, at han havde kjedet sig ganske gyseligt under sine Studier, Rettergangen irriterede ham, et andet Kald lokkede ham, og hans Moder pinte ham uophørligt i sine Breve. Den gjensidige Fortrolighed bragte dem stadig til at tale mere og mere uforbeholdent; men undertiden stansede de dog, naar de skulde fremsætte deres Tanke helt og ledte efter et Udtryk, der nogenlunde kunde gjengive den. Hun tilstod ikke sin Lidenskab for en Anden, han fortalte ikke, at han en Tid havde glemt hende.

Maaske mindedes han ikke længere sine Sonpers efter Maskeraderne med Debardeuser, og hun erindrede maaske ikke sine Stevnemøder, naar hun om Morgenen fløi over Markerne til sin Elskers Gaard. Byens Larm naaede neppe op til dem, og Værelset tog sig saa lille ud, som om det forsætligt vilde gjøre deres Ensomhed hyggeligere. Hun havde en kipret Kjole paa og lænede sig tilbage i den gamle Lænestol, det gule Tapet dannede ligesom en gylden Baggrund bagved hende, og hendes blottede Hoved viste sig igjen i Speilet med den hvide Stribe i Midten og Øreflippen, der stak frem af hendes Fletninger.

— Tilgiv mig! sagde hun, det er urigtigt af mig at kjede Dem med mine uendelige Klager.

— Sig dog ikke Sligt!

— Men dersom De vidste, vedblev hun og hævede sine smukke Øine, hvori der lyste en Taare, Alt hvad jeg havde drømt.

— Og jeg da! Oh! jeg har lidt saameget. Ofte gik jeg ud, jeg vandrede længe om, jeg slæbte mig langs Quaierne, bedøvet af Tumlen uden at kunne bortjage den Forstemthed, der forfulgte mig. Paa Boulevarden hos en Kunsthandler hang der et italiensk Kobberstik, der forestiller en Muse, hun er draperet i en Tunika og betragter Maanen, med Forglemmigeier i det opløste Haar. Der var Noget, der idelig drev mig henimod dette Billede, jeg stod der hele Timer, og derpaa tilføiede han med skjælvende Stemme: Hun lignede Dem noget.

Emma vendte sig om, for at han ikke skulde see det Smil, der uimodstaaeligt trængte sig frem paa hendes Læber.

— Ofte, vedblev han, skrev jeg Breve til Dem, som jeg strax sønderrev. Hun svarede ikke. Han fortsatte: Jeg tænkte mig undertiden, at et Tilfælde kunde føre Dem til Paris, jeg troede at see Dem paa et Gadehjørne og løb efter alle de Vogne, hvori jeg syntes at skimte et Slør eller et Sjal, der mindede om Deres.

Hun syntes bestemt paa at lade ham tale uden Afbrydelse. Med korslagte Arme og sænket Hoved betragtede hun Sløifen paa sine Morgensko, og hendes Fødder bevægede sig utaalmodigt under Atlasket.

— Hvad der dog er mest beklageligt, sukkede hun endelig, er at henslæbe en unyttig Tilværelse som min. Hvis vore Sorger kunde være til Nytte for Nogen, vilde man trøste sig ved Tanken om det Offer, man bragte. Han gav sig til at lovprise Dyden, Pligten og de tavse Opoffrelser, han havde selv en utrolig Trang til at hengive sig, som han ikke vidste, hvorledes han skulde tilfredsstille.

— Jeg vilde ønske, at jeg var „barmhjertig Søster”, sagde hun.

— Ak! svarede han, Mændene har ikke saadanne hellige Missioner, jeg kan intetsteds see noget Kald, medmindre det skulde være Lægens . . .

Med en let Skuldertrækning afbrød hun ham for at klage over den Sygdom, som nær havde dræbt hende, „Skade at den ikke havde gjort det, da vilde hun ikke lide nu”. Léon misundte strax „Gravens Ro”, han havde endogsaa en Aften skrevet sit Testament med det Paalæg, at man skulde begrave ham i det smukke Tæppe, han havde faaet af hende; thi saaledes kunde de ønske at have levet, begge dannede sig et Ideal, hvorefter de nu tilpassede deres forbigangne Levnet. Forøvrigt er jo Ordet en Valse, der altid tværer Følelserne ud.

Ved Paafundet med Tæppet spurgte hun: Hvorfor det?

— Hvorfor . . . han tøvede . . . fordi jeg har elsket Dem saa høit, og fornøiet over at have beseiret Vanskeligheden, udspeidede Léon hendes Fysiognomi.

Det var ligesom Himlen, naar et Vindstød feier Skyerne bort. De melankolske Tanker, der formørkede hendes blaa Øine, syntes at drage bort derfra, og hele hendes Ansigt straalede.

Han ventede.

— Jeg havde stadig tænkt mig det . . . svarede hun endelig.

Da fortalte de hinanden Smaabegivenheder fra denne saa fjerne Periode, hvis Glæder og Sorger de nylig havde resumeret med saa faa Ord. Han mindedes Lysthuset med Klematis, de Kjoler hun havde baaret, Møblerne i hendes Værelse, hele hendes Hus.

— Og vore stakkels Kaktusser, hvor er de?

— Kulden har dræbt dem i Vinter

— Jeg har tænkt saa ofte paa dem, jeg saae dem stundom for mig ligesom tidligere, naar Solen om Sommermorgenerne skinnede paa Jalousierne, og Deres blottede Arme kom frem mellem Blomsterne.

— Stakkels Ven! sagde hun og rakte ham Haanden, Léon fæstede hurtig sine Læber derpaa. Efter at have trukket Veiret dybt, sagde han:

— Dengang var De en ubegribelig Magt, der fængslede mit Liv. Engang for Exempel kom jeg hen til Dem; men De erindrer det vist ikke længere.

— Jo, svarede hun, bliv blot ved!

— De stod i Forværelset og skulde til at gaae ud. De havde en Hat med smaa blaa Blomster paa Hovedet, uden nogen Opfordring fra Deres Side, næsten mod min egen Villie, fulgte jeg med, skjønt jeg med hvert Øieblik blev mig min Dumhed mere bevidst. Jeg vovede ikke at tale til Dem og vilde dog ikke forlade Dem. De traadte ind i en Boutik, jeg blev udenfor paa Gaden, gjennem Vinduet saae jeg Dem tage Deres Hansker af og lægge Pengene paa Disken, derpaa ringede De paa Fru Tuvaches Port, man aabnede for Dem, og jeg blev staaende som et Fæ udenfor den tunge Port, der faldt til bagved Dem.

Ved at høre ham tale, undredes Emma over at være saa gammel, alle disse Ting, der atter kom til Syne for hende, syntes at udvide hendes Tilværelse, de dannede ligesom et uendeligt Væld af Følelser, hvori hun atter sænkede sig, af og til sagde hun med dæmpet Stemme og halvt lukkede Øielaage: Det er sandt! . . . det er sandt! . . . det er sandt! . . .

De hørte Klokken slaae otte paa forskjellige Ure i Kvarteret Beauvoisine, der er fuldt af Skoler, Kirker og store forladte Palæer. De talte ikke til hinanden, men ved at betragte hinanden følte de ligesom en Brusen i Hovedet, som om noget Velklingende straalede ud fra deres stive Blik, de havde lagt deres Hænder i hinandens, Fortiden, Fremtiden, Minder og Drømme, Alt smeltede sammen under dette milde Sværmeri. Mørket sænkede sig over Væggene, hvor kun endnu de grelle Farver paa fire Billeder, der forestillede Scener af »La tour de Nesle«[2] med fransk og spansk Forklaring nedenunder, traadte frem. Gjennem det lille Vindue saae man kun en Stump af den mørke Himmel mellem de spidse Tage.

Hun reiste sig, for at tænde de to Lys paa Kommoden, og satte sig derpaa atter.

— Nu vel! spurgte Léon.

— Nu vel! . . . gjentog hun.

Og han grublede over, hvorledes han atter skulde begynde den afbrudte Samtale, da Emma spurgte ham:

— Hvorledes kan det være, at Ingen hidtil har tolket mig slige Følelser?

Skriveren indvendte, at ideale Naturer er saa vanskelige at forstaae. Han havde elsket hende fra det første Øieblik af, at han havde seet hende, og han var fortvivlet ved Tanken om den Lykke, de kunde have nydt, hvis Skjæbnen havde ladet dem møde hinanden tidligere, og hvis de havde knyttet sig sammen paa en uadskillelig Maade.

— Jeg har undertiden tænkt derpaa, svarede hun:

— Hvilken Drøm! mumlede Léon, og idet han let berørte de blaa Kantebaand paa det lange hvide Belte, tilføiede han: Hvad er til Hinder for at begynde forfra?

— Nei, min Ven, svarede hun. Jeg er altfor gammel . . . De er altfor ung. Glem mig! Andre vil elske Dem, De vil elske Andre.

— Ikke som Dem! udbrød han.

— De er et Barn, vær nu fornuftig! jeg fordrer det.

Hun forestillede ham det Umulige ved et Forhold imellem dem, og at de ligesom tidligere burde staae ligeoverfor hinanden som Broder og Søster.

Var det for Alvor, at hun talte saaledes? Uden Tvivl vidste Emma det ikke selv, saa optaget var hun af det Berusende ved Forførelsen og Nødvendigheden af at maatte forsvare sig derimod, og idet hun betragtede det unge Menneske med et rørt Blik, stødte hun blidt hans sky Kjærtegn tilbage.

— Ak tilgiv mig! sagde han og veg tilbage. Emma følte sig grebet af en ubestemt Angst ligeoverfor denne Frygtsomhed, der var farligere for hende end Rodolphes Dristighed, dengang han nærmede sig imod hende med aabne Arme. Aldrig havde nogen Mand forekommet hende saa smuk. Aabenhjertighed og Ærlighed lyste frem af hans Skikkelse, han sænkede sine lange, fine Øienhaar, hans bløde Kind rødmede, — sandsynligvis af Begjær efter hende, tænkte Emma — og hun følte en uimodstaaelig Trang til at fæste sine Læber derpaa. Da hældede hun sig henimod Uret, for at see, hvad Klokken var.

— Min Gud! hvor det er sent, og hvor vi snakker!

Han forstod Hentydningen og saae efter sin Hat.

— Jeg har aldeles glemt Teatret derover, den stakkels Bovary, der havde ladet mig blive tilbage for det Samme! Jeg skulde derhen sammen med Hr. og Fru Lormeaux. — Og Leiligheden var gaaet tabt, thi hun tog bort den næste Dag.

— Er det Deres Alvor? spurgte Léon.

— Ja, naturligvis.

— Men jeg maa see Dem endnu engang, jeg har Noget at sige Dem.

— Hvad er det?

— Noget . . . Alvorligt, Vigtigt. Men De kan ikke reise, det er umuligt. Dersom De vidste! . . . hør mig! . . . De har da ikke gjættet, ikke forstaaet mig?

— De taler dog ganske godt for Dem, bemærkede Emma

— Oh! spot mig ikke! . . . lad mig for Guds Skyld see Dem igjen . . . blot een Gang, een eneste Gang!

— Nu vel! . . . hun stansede, ligesom for at betænke sig og tilføiede: Men ikke her!

— Hvor De vil!

— Vil De? . . . hun syntes at gruble og tilføiede i en kort Tone: Imorgen Klokken elleve i Kathedralkirken.

— Jeg skal være der, raabte han og greb hendes Haand, som hun hurtig trak til sig. De havde begge to reist sig, Léon stod netop bagved Emma, der stirrede ned for sig, han hældede sig henover hende og trykkede et fyrigt Kys paa hendes Nakke.

— Men De er jo afsindig! udbrød hun med smaa velklingende Latterudbrud, mens han vedblev at kysse hende.

Idet han strakte Hovedet frem over hendes Skulder, syntes han at søge et Samtykke i hendes Øine, men de hæftede sig paa ham med iskold Majestæt.

Léon traadte et Par Skridt tilbage for at forlade Værelset, han blev staaende paa Dørtærskelen og hviskede med skjælvende Stemme: Altsaa imorgen!

Hun svarede med et Nik og forsvandt som en Fugl i Sideværelset.

Lidt efter skrev Emma et langt Brev til Léon, hvori hun tog sit Løfte tilbage, Alt var endt imellem dem, og for deres gjensidige Ro burde de ikke mere mødes. Men da Brevet var lukket, vidste hun ikke Léons Adresse og var saaledes i stor Forlegenhed.

— Jeg kan give ham det selv, tænkte hun, han kommer vel nok herhen.

Næste Morgen stod Léon i sit aabne Vindue og nynnede hen for sig, idet han selv omhyggeligt blankede sine Sko, han iførte sig et Par hvide Benklæder, fine Srømper, en grøn Frakke og gjød hele sit Forraad af vellugtende Sager over sit Lommetørklæde, efterat have friseret sig omhyggeligt purrede han atter op i sit Haar for at give det en naturligere Elegance.

— Det er endnu altfor tidligt! tænkte han ved at see paa Parykmagerens gamle Stueur, der viste ni. Han gjennembladede en gammel Modejournal, gik ud, røg en Cigar, vandrede op og ned ad tre Gader, tænkte, at det nu var paa Tiden og begav sig langsomt hen til Pladsen foran Notre-Dame.

Det var en smuk Sommermorgen, Smykkerne funklede i Juvelerbutikerne, Lyset, som faldt skraat ned paa Kathedralen, kastede Slagskygger paa Ornamenterne, en Flok Fugle kredsede om de snirklede Smaataarne under den blaa Himmel, Torvet, som gjenlød af Skrig, duftede af Blomster, der laae tilsalgs; Roser, Jasminer, Negliker, Narcisser laae spredte mellem saftigt Grønt, Karse og Fuglegræs. Et Springvand plaskede midt paa Torvet, og i Læ af store Paraplyer mellem pyramideformigt opstablede Meloner dreiede de barhovede Sælgekoner Kræmmerhuse til Violbuketter.

Den unge Mand tog en Buket, det var første Gang han kjøbte Blomster til en Dame, idet han lugtede til den, svulmede hans Bryst af Stolthed, ligesom om den Hyldest, han bestemte for en Anden, havde vendt sig imod ham selv.

Imidlertid var han bange for at blive bemærket og gik rask ind i Kirken.

Schweitzeren stod paa Tærskelen midt i Portalen til Venstre under „den dansende Mariamne”, med Fjer paa Hatten, Rapir ved Siden og Stok i Haanden, mere majestætisk end en Kardinal og mere prangende end en Monstrans.

Han traadte henimod Léon med det velvillige og kjælne Smil, som Geistlige anvende, naar de udspørge Børn og sagde:

— Herren er uden Tvivl ikke her fra Byen? Herren ønsker at tage Kirkens Seværdigheder i Øiesyn?

— Nei, svarede den Anden og gik først rundt om Sideskibene, derpaa saae han ud over Torvet. Emma viste sig ikke, han gik tilbage til Koret.

Skibet speilede sig i de fyldte Vievandskar med Begyndelsen af Buerne og nogle Dele af Vinduerne, mens Farven fra Glasmalerierne tegnede sig henad Fliserne som et broget Tæpe. Lyset udenfra faldt i tre uhyre Striber ind ad de tre aabne Portaler, af og til passerede en Sakristan forbi i den bageste Del af Kirken og gjorde i Forbigaaende et hastigt skraat Knæfald for Alteret. Krystalkronerne hang aldeles ubevægelige; i Koret brændte en Sølvlampe, fra Sidekapellerne i de mørke Dele af Kirken hørtes der stundom ligesom et dybt Suk og Lyden af et Gitter, der faldt tilbage og gav Gjenlyd mod de høie Hvælvinger.

Med afmaalte Skridt vandrede Léon langs Murene, Livet havde aldrig forekommet ham saa behageligt. Nu vilde hun ligestrax komme, yndig, speidende med Blikket, om Ingen fulgte hende — i den garnerede Kjole med Guldlorgnetten, de fine Støvler, med al den Slags Elegance, han ikke tilforn havde nydt og med den ubeskrivelige Ynde, der omgiver Dyden, idet den skal til at bukke under. Kirken bredte sig om hende som et kjæmpemæssigt Boudoir, Hvælvingerne bøiede sig for at modtage Skriftemaalet om hendes Kjærlighed i deres Skygge, Ruderne lyste for at bestraale hendes Ansigt, Røgelsekarrene skulde brænde, for at hun kunde vise sig som en Engel i de vellugtende Skyer.

Imidlertid kom hun ikke. Han satte sig paa en Stol, og hans Øine mødte en blaa Rude, hvorpaa man seer Fiskere med Knive, han betragtede det længe og opmærksomt, talte Fiskenes Skjæl og Kappernes Knaphuller, mens hans Tanker streifede vide om efter Emma.

Schweitzeren harmedes indvendig paa dette Individ, der tillod sig at beundre Kirken paa egen Haand. Det forekom ham, at han opførte sig monstruøs, at han ligesom bestjal ham og næsten begik en Helligbrøde.

En Silkekjoles Raslen paa Fliserne, Skyggen af en Hat, en sort Mantille! — det var hende. Léon reiste sig op og ilede hende i Møde.

Emma var bleg og gik med hurtige Skridt.

— Læs dette! sagde hun og rakte ham Brevet. Men nei, og hurtig trak hun Haanden til sig og gik ind i den hellige Jomfrues Kapel, hvor hun knælede mod en Stol og gav sig til at bede.

Den unge Mand blev irriteret over dette fromme Lune, men følte dog et vist Behag ved at see hende midt under Stevnemødet saa fortabt i sine Bønner som en andalusisk Markise; men han blev snart kjed deraf, thi det fik ingen Ende.

Emma bad eller rettere gjorde sig Umage for at bede i det Haab, at en pludselig Indskydelse vilde stige ned til hende fra Himlen, og for at hiddrage den guddommelige Hjælp fyldte hun Øinene med Alterets Glans, indaandede Duften af de hvide Levkøier, der prangede i de store Vaser og lyttede til Kirkens Taushed, der kun forøgede hendes Hjertes Uro.

Hun reiste sig op, de skulde til at gaae, da Schweitzeren nærmede sig hastig med de Ord: Fruen er vist ikke herfra Byen? Fruen ønsker maaske at besee Kirken?

— Nei aldeles ikke! svarede Léon.

— Hvorfor ikke! udbrød hun, thi hendes vaklende Dyd klamrede sig fast til den hellige Jomfru, til Skulpturarbeiderne, til Gravene, til alle mulige Gjenstande.

For at fremvise Mærkværdighederne i deres rette Orden, førte Schweitzeren dem hen til Hovedindgangen ved Torvet, hvor han med Stokken pegede paa en stor Krans af sorte Stene uden Inskriptioner eller Billedhuggerarbeide.

— Her seer De, begyndte han majestætisk, Omkredsen af den smukke Klokke fra Amboise, den veiede fyrretyvetusind Pund, dens Mage existerede ikke i hele Europa, Arbeideren, der støbte den, døde af Glæde . . .

— Videre! sagde Léon.

Fyren travede igjen afsted, han stansede atter ved den hellige Jomfrues Kapel, udstrakte Armen demonstrerende og sagde med større Stolthed end en Landmand, der fremviser sine Frugttræer:

— Denne simple Flise bedækker Pierre de Brezé, Herre til La Varenne og Brissac, Stormarschal af Poitou og Gouverneur over Normandiet, faldet i Slaget ved Montlhéry, 16de Juli 1465.

Léon stampede i Gulvet med sammenbidte Læber.

— Den staalklædte Riddersmand paa den steilende Hingst, som De seer til Høire, er hans Sønnesøn Louis de Brezé, Herre til Breval og Montchauvet, Grene af Maulevrier, Baron af Mauny, Ridder af Helligaandsordenen, ligeledes Gouverneur over Normandiet, død 23de Juli 1531 en Søndag, saaledes som Inskriptionen viser; den Skikkelse, De seer nedenunder, som lige er beredt til at stige ned i Graven, forestiller akkurat den Samme; det er ikke muligt at tænke sig en ypperligere Gjengivelse af Forgængeligheden.

Emma tog sin Lorgnet for Øiet, Léon betragtede hende i Taushed, idet han ikke længere prøvede paa at sige et eneste Ord eller gjøre en eneste Bevægelse, i den Grad modløs følte han sig ligeoverfor den Enes Sladdren og den Andens Ligegyldighed.

Den evindelige Fører vedblev: Den knælende Kvinde, der græder ved hans Side, er hans Hustru Diana af Poitiers, Grevinde til Brezé, Hertuginde af Valentinois, født 1499, død 1566, Kvinden med Barnet tilvenstre skal være Jomfru Maria. Vend Dem nu om til den anden Side! der er Amboisernes Grave. De var begge Kardinaler og Biskopper i Rouen, denne var Minister under Ludvig den 12te, han har gjort Kirken meget Godt, han testamenterede tredivetusind Gulddalere til de Fattige.

Og uafbrudt talende stødte han dem ind i et af Sokler opfyldt Kapel, skubbede nogle tilside og blottede en Art Blok, der godt kunde være en slet forfærdiget Statue.

— Denne, sagde han med et dybt Suk, prydede fordum den engelske Konges og normandiske Hertugs Rikard Løvehjertes Grav, det er Kalvinisterne, min Herre, der har bragt den i denne Tilstand; af Ondskabsfuldhed nedgravede de den i Jorden under Bispesædet, her er den Dør, hvorigjennem hans Herlighed begiver sig til sin Bolig. Lad os nu betragte Glasmalerierne!

Men Léon trak hurtig en Sølvmønt op af Lommen og greb Emma ved Armen, Schweitzeren stod aldeles forstenet, han kunde slet ikke forstaae denne utidige Gavmildhed, da der endnu var saameget tilbage at see. Han raabte derfor efter dem: Herre, Spiret, Spiret!

— Nei tak, raabte Léon.

— Det er urigtigt af Herren, det skal være firehundrede og fyrre Fod, kun ni mindre end den store ægyptiske Pyramide, det er Støbearbeide helt igjennem . . .

Léon flygtede. thi det forekom ham, at hans Kjærlighed, som i over to Timer havde forholdt sig ligesaa ubevægelig i denne Kirke som Stenene, nu vilde fordampe som en Røg ud af denne Art afstumpede Nar, aflange Fuglebur eller aabne Skorsten, som drister sig saa grotesk frem paa Kathedralen som et extravagant Indfald af en fantastisk Kobbersmed.

— Men hvor skal vi da hen? spurgte hun.

Uden at svare vedblev han at gaae hastig til, og Emma dyppede allerede sine Fingre i Vievandskarret, da de bag ved sig hørte et dybt pustende Aandedræt med regelmæssigt Akkompagnement af Stokkestød mod Gulvet. Léon vendte sig om, det var Schweitzeren, med en Bunke heftede Bind, som han dels holdt under Armen, dels støttede op til Maven, lutter Arbeider, der handlede om Kirken.

— Asen! brummede Léon og styrtede ud af Kirken. En lille Dreng løb om og legede udenfor paa Pladsen.

— Skaf mig en Vogn! Drengen foer afsted, de stod i nogle Øieblikke alene, Ansigt til Ansigt og grumme forlegne.

— Men Léon . . . jeg veed virkelig ikke . . . om jeg bør . . . sagde hun koket og tilføiede, det er høist upassende.

— Hvorfor? spurgte Skriveren, man gjør det i Paris.

Disse Ord bestemte hende som et uimodsigeligt Argument.

Imidlertid kom Vognen ikke. Léon var angst, for at hun skulde gaae ind igjen i Kirken, endelig kom den da.

— Gaae dog i det Mindste ud af den nordlige Portal! raabte Schweitzeren (der var bleven staaende paa Dørtærskelen) efter dem, og see „Opstandelsen”, den „yderste Dag”, „Paradiset”, „Kong David” og de „Fordømte i Helvedes Flammer”.

— Hvor skal Herren hen? spurgte Kusken.

— Det er ligegyldigt! sagde Léon og stødte Emma ind i Vognen, den tunge Maskine rullede afsted.

Den kjørte ned ad forskjellige Gader og Quaier og holdt foran Corneilles Statue.

— Kjør videre! raabte en Stemme inde fra Vognen.

Den kjørte atter til og rumlede endelig ind paa Jernbanegaarden.

— Nei, ligefrem, raabte den samme Stemme.

Fiacren foer ud af Gitterporten og efterat have naaet Promenaden, travede den langsomt afsted mellem de store Elmetræer. Kusken tørrede sig for Panden, stillede sin Læderhat ned mellem sine Fødder, styrede Vognen udenfor Alleerne langs Stranden og stansede for tredie Gang udenfor den zoologiske Have.

— Men saa kjør dog til! raabte Stemmen mere rasende.

Nu foer Vognen afsted uden Maal og Med, af og til kastede Kusken fortvivlede Blikke til Beværtningsstederne, han forstod ikke hvilket Raseri, der drev disse Mennesker til ikke at ville stanse, han prøvede undertiden derpaa, men hørte ligestrax vrede Udraab bagved sig. Saa piskede han løs paa sine to sveddryppende Dyr og foer afsted over Stok og Sten uden at ænse, om han skumplede eller af og til hang fast i Noget, nærved at græde af Tørst, Ærgrelse og Melankoli.

Ved Havnen mellem Fade og Trillebøre, paa Gader og Stræder, gjorde de forbavsede Borgerfolk store Øine ved Synet af denne for en Provinsby saa mærkværdige Begivenhed, en Vogn med nedrullede Gardiner, der stadig vedblev at kjøre frem og tilbage, mere lukket end en Grav og slingrende som et Skib.

Engang midt paa Dagen paa fri Mark i det Øieblik, hvor Solskinnet brændte stærkest mod de gamle forsølvede Lygter, kom en blottet Haand frem under de smaa gule Lærredsgardiner og kastede nogle Papirstumper bort, der spredtes for Vinden og slog ned længere borte som hvide Sommerfugle paa en rød, blomstrende Kløvermark.

Henimod Klokken sex holdt Vognen i et lille Stræde i Kvarteret Beauvoisine, en Hinde steg ud deraf og gik bort med sænket Slør, uden at vende sig om.

II.

Da Emma naaede Gjæstgiverstedet, blev hun meget forundret ved ikke at opdage Diligencen. Hivert, der havde ventet omtrent en Time paa hende, var tilsist kjørt.

Der var Intet, der tvang hende til at tage bort, men hun havde givet sit Ord paa at komme tilbage samme Aften. Forøvrigt ventede Charles hende, og hun følte allerede denne feige Lydighed, der for saamange Kvinder samtidig bliver en Straf og en Betaling for deres Utroskab.

Hun pakkede hurtig sin Kuffert, betalte Regningen og tog en Kabriolet i Gaarden. Hun skyndte paa Kusken; hvert Øieblik spurgte hun, hvad Klokken var, hvor langt de var kommet og naaede endelig „Svalen”, ligesom man fik Øie paa de første Huse i Quincampoix.

Neppe havde hun sat sig i sin Krog, før hun lukkede Øinene og aabnede dem først ved Foden af Bakken, hvor hun langt borte fra opdagede Félicité, der stod paa Udkig foran Smedens Hud. Hivert stansede sine Heste, og Pigen hævede sig paa Tæerne op til Vognruden og sagde hemmelighedsfuldt:

— Fruen maa strax gaae ind til Hr. Homais, det er angaaende noget Vigtigt.

Landsbyen var tavs som sædvanlig. Paa Gadehjørnerne laae der smaa rosenrøde Dynger og røg i Luften, thi det var i Syltetiden, og i Yonville syltede man samme Dag i alle Husene; den anselige Dynge foran Apoteket tilkjendegav tydeligt Forskjellen imellem et Officin og et borgerligt Hus, det almindelige Behov og et individuelt Lune.

Hun traadte ind. Den store Lænestol var væltet omkuld, og „Rouens Fakkel” laae midt paa Gulvet mellem to Stødere. Hun lukkede Gangdøren op, og midt i Kjøkkenet mellem mørke Gryder, fulde af pillede Ribs, raspet og stødt Sukker, Vægter paa Bordet og Bækkenet paa Ilden, opdagede hun hele Familien Homais, Store og Smaa med Forklæder, der naaede dem op til Hagen og Gasler i Haanden. Justin stod med sænket Hoved ligeoverfor Apotekeren, der skreg:

— Hvem havde bedt Dig om at gaae ind efter den i „Kapernaum”?

— Hvad er der dog paafærde?

— Hvad der er paafærde! raabte Apotekeren. Vi sylter, det var lige ved at koge over, fordi Ilden var for stærk, saa beordrer jeg et andet Bækken. Saa tager Fyren der af Ladhed, af Dovenskab, den Nøgle, der hænger paa et Søm i mit Laboratorium, Nøglen til „Kapernaum”.

Saaledes benævnede Homais et Tagkammer, der var fuldt af Kar og Apotekerfager, hvor han ofte tilbragte hele Timer ganske alene med at klistre Etiketter, med at øse fra det ene Kar over i det andet, med at tilbinde Flasker. Han betragtede det ikke som et simpelt Pulterkammer, men som en Helligdom, hvorfra tilberedte af hans Haand alle Slags Piller, Bygsuper, Badevande og Mixturer strømmede ud og udbredte hans Berømmelse vidt og bredt. Ingen i Verden satte sine Fødder der, han respekterede det saa høit, at han selv feiede derinde, kort sagt hvis Apoteket var et for Alle og Enhver tilgjængeligt Sted, hvor Homais prangede i hele sin Stolthed, var „Kapernaum” det Tilflugtssted, hvor han i egoistisk Afsondring frydedes ved at dyrke sine Yndlingsbeskjæftigelser, derfor forekom Justins Ubesindighed ham at være en forfærdelig Frækhed, og rødere i Hovedet end Ribsene gjentog han:

— Ja til „Kapernaum”. Nøglen, der slutter for Syrerne og Alkalierne. Han gaaer hen og tager et Reservebækken, et Bækken med Laag, som jeg maaske aldrig selv vilde betjene mig af. Alt har sin Betydning i vor vanskelige Kunst; men man maa pinedød kjende Forskjel og ikke anvende til næsten husligt Brug hvad, der er bestemt til farmaceutiske Sager, der var ligesom man vilde skjære en Høne for med en Skalpel, ligesom en Øvrighedsperson . . . .

— Men berolig Dig dog! bad Fru Homais, og Athalie trak ham i Frakkeskjøderne og skreg: Papa, Papa.

— Nei, lad mig være! udbrød Apotekeren, lad mig være, han kan ligesaa gjerne strax etablere sig som Urtekræmmer, respekter Ingenting, slaa det hellere ligestrax Altsammen itu, slip Iglerne ud, brænd Althæaroden, sylt Agurker i Krukkerne, flæng Bandagerne!

— Men De havde jo . . . . sagde Emma.

— Nu skal jeg ligestrax være til Deres Disposition. — Veed Du, hvad Du udsatte Dig for? Har Du ikke seet Noget til Venstre i Hjørnet paa den tredie Hylde? — Tal, svar, saa sig dog Noget.

— Det veed . . . jeg ikke, stammede den unge Fyr.

— Naa det veed Du ikke, ja saa veed jeg det. Du har seet en blaa Glasflaske, forseglet med gult Lak, der indeholder et hvidt Støv, hvorpaa jeg selv har skrevet „farligt”, og veed Du, hvad der var deri? Arsenik, og Du rører derved, Du tager et Bækken, som staaer ved Siden deraf.

— Ved Siden deraf! udbrød Fru Homais med foldede Hænder. Arsenik, Du kunde jo have forgivet os Allesammen. Og Børnene gav sig til at udstøde Hyl, som om de allerede havde følt gyselige Smerter i deres Indvolde.

— Eller forgive en Syg! vedblev Apotekeren. Du vilde altsaa have mig paa Forbryderbænken, for Assiseretten, see mig slæbt paa Skafottet. Har Du da ikke seet, hvor omhyggeligt jeg selv gaaer til Værks, uagtet jeg har en saa umaadelig Øvelse. Ofte bliver jeg forfærdet over mig selv, naar jeg tænker paa mit Ansvar, thi Regjeringen forfølger os, og den absurde Lovgivning hænger ligesom et sandt Damoklessværd over vore Hoveder.

Emma tænkte ikke længere paa at spørge, hvad man vilde hende, og Homais vedblev med afbrudte Sætninger:

— Saaledes gjengjælder Du altsaa den Godhed, jeg har viist Dig. Saaledes belønner Du den faderlige Omhu, jeg ødsler paa Dig, thi hvad vilde Du vel være uden mig? hvad vilde Du vel gjøre? Hvem giver Dig Føde, Opdragelse, Klæder og Midler til engang med Hæder at kunne figurere i Samfundets Rækker? Men derfor skal der ogsaa arbeides, der maa hænges i, det nytter sgu ikke at lægge Hænderne i Skjødet, fabricando fit faber, age quod agis (ved at smede bliver man Smed, gjør ordenligt Alt hvad Du gjør), han citerede Latin, saa forbittret var han, han havde citeret Kinesisk og Grønlandsk, hvis han havde kunnet disse Sprog, thi han befandt sig i en af disse Kriser, hvori Sjælen uden Forskjel viser, hvad den indeslutter, ligesom Oceanet, der i Orkaner aabner sig ligefra Græsset paa dets Bred til Sandet i dets Afgrunde.

— Jeg begynder skrækkeligt at fortryde, vedblev han, at jeg har taget Dig til mig, jeg havde sikkerligt gjort bedre i at lade Dig raadne i den Elendighed og det Smuds, hvori Du er født; Du duer ikke til Andet end at være Kvæghyrde, Du har ikke mindste Anlæg for videnskabelige Sysler, Du kan neppe klistre en Etikette paa en Flaske. Og saa lever Du hos mig som en Prins, som Blommen i et Æg.

Emma vendte sig til Fru Homais med de Ord: Man havde bedt mig om at gaae herhen . . . .

— Ak min Gud! afbrød den gode Dame hende melankolsk, hvorledes skal jeg fortælle Dem det? . . . Det er en Ulykke, hun fuldendte ikke Sætningen.

— Saa tøm det dog, skyl det, rens det, tordnede Apotekeren, men saa skynd Dig dog! Han greb Justin i Blusekraven, da der i det Samme faldt en Bog ud af den unge Fyrs Lomme.

Justin bukkede sig ned, men Homais var hurtigere end han, efter at have kastet et Blik paa Bogen, betragtede han ham med opspilede Øine og aaben Mund.

— „Ægteskabets Hemmeligheder”! sagde han og skilte langsomt begge disse Ord, meget vel . . . meget vel! . . . meget vel! Og med Billeder! . . . nei, det er dog for stivt.

Hans Kone nærmede sig.

— Rør ikke ved den!

Børnene vilde see Billederne.

— Ud af Stuen med Jer, raabte han bydende. De gik.

Han gik først op og ned ad Stuen med lange Skridt og den aabne Bog i Haanden, med rullende Øine, nær ved at kvæles af Harme og paa Nippet til at blive ramt af et apoplektisk Tilfælde. Derpaa nærmede han sig sin Elev og stillede sig ligeover for ham med korslagte Arme:

— Du har altsaa alle Laster, Du lille elendige Skabning! . . . Tag i Agt! Du befinder Dig paa en Skraaplan! . . . Du har altsaa ikke betænkt, at denne infame Bog kunde falde i Hænderne paa mine Børn, tænde en Gnist i deres Hjerner, plette Athalies Renhed og fordærve Napoléon. Han er jo allerede udviklet som en Mand, er Du ogsaa vis paa, at han ikke har læst den? kan Du forsikre mig derom?

— Men, min Herre, De havde jo Noget at sige mig, bemærkede Emma.

— Ja, det er sandt, Frue, Deres Svigerfader er død.

Charles' Fader var virkelig død for et Par Dage siden af et Slagtilfælde, og af overdreven Forsigtighed, for at skaane Emma, havde Charles bedt Homais om at meddele hende denne sørgelige Efterretning saa skaansomt som muligt.

Han havde spekuleret paa sin Tale, han havde afrundet, glattet den og filet paa den, den var et Mesterværk af Forsigtighed, fine Vendinger og delikate Hensyn, men Vreden havde bortskyllet al denne Rhetorik.

Emma opgav at erfare de nærmere Omstændigheder og forlod Apoteket, thi Homais havde atter begyndt at buldre løs, efterhaanden blev han dog roligere og brummede endelig med en faderlig Tone, idet han viftede sig med sin græske Hue:

— Det er jo ikke, fordi jeg aldeles misbilliger dette Værk, Forfatteren var Læge. Der er visse videnskabelige Afsnit deraf, som en Mand har godt af at kjende, og jeg drister mig selv til at sige, som han bør kjende; men senere, senere! Vent i det Mindste, til Du bliver udviklet.

Da Emma ringede paa, kom Charles hende i Møde med udstrakte Arme og sagde med taarekvalt Stemme:

— Ak min dyrebare Veninde! Han bøiede sig blidt for at kysse hende, men ved Berøringen af hans Læber greb Mindet om den Anden hende, og hun foer gysende med Haanden henover Ansigtet.

Imidlertid svarede hun: Ja, jeg veed det . . . jeg veed det . . .

Han viste hende Brevet, hvori hans Moder meddelte Begivenheden uden fremhyklet Følsomhed, hun beklagede kun, at hendes Mand ikke havde modtaget Religionens Trøst, da han var død paa Gaden i Doudeville ved Indgangen til en Café efter et Festmaaltid med forhenværende Officerer.

Emma gav ham Brevet tilbage, og af god Tone yttrede hun Mangel paa Appetit ved Bordet; men da han nødte hende, tog hun godt til sig af Retterne. Charles sad ganske tavs og ligesom overvældet, af og til hævede han Hovedet og sendte hende et langt melankolsk Blik, pludselig sukkede han: Jeg vilde saa gjerne have seet ham engang endnu.

Hun taug, da hun endelig indsaae, at hun maatte sige Noget, spurgte hun:

— Hvor gammel blev Din Fader?

— Otteoghalvtredsindstyve Aar.

— Ah!

Og det var det Hele.

Et Kvarterstid efter tilføiede han: Stakkels Moder! Hvad skal der blive af hende?

Hun trak paa Skuldren.

Ved at see hende saa tavs antog Charles hende for bedrøvet, og han tvang sig selv til ikke at sige Noget, for ikke at rippe op i denne Sorg, der rørte ham. Imidlertid søgte han at afryste sin egen og spurgte:

— Har Du moret Dig godt igaar?

— Ja.

Da Dugen var taget af Bordet, reiste hverken Charles eller Emma sig, efterhaanden som hun betragtede ham, forjagede dette monotone Syn lidt efter lidt hver Medlidenhed fra hendes Hjerte. Han forkom hende ynkelig, svag, ubetydelig, kortsagt at være en paa alle Maader elendig Stakkel. Hvorledes skulde hun blive af med ham? Hvilken uendelig lang Aften! Noget Bedøvende ligesom en Opiumsdunst stivnede hende.

I Vestibulen hørtes den tørre Lyd af en Stok imod Gulvet, det var Hippolyte, der bragte Fruens Bagage, for at lægge den fra sig beskrev han besværligt en Rundkreds med sit Træben.

— Han tænker ikke engang derpaa, sagde hun til sig selv ved Synet af den stakkels Djævel, hvis røde Haar dryppede af Sved.

Bovary søgte efter nogle Smaapenge i Bunden af sin Pung, uden at lade til at forstaae alt det Ydmygende, der var for ham i den blotte Nærværelse af dette Menneske, der stod som den personificerede Bebreidelse imod hans sørgelige Dumhed.

— Hvilken nydelig Buket, sagde han, idet han opdagede Léons Blomster paa Kaminen.

— Ja, svarede hun skjødesløst, det er en Buket, jeg nylig kjøbte af en Tiggerske. Charles tog Violerne og afkjølede sine taarebadede Øine dermed, hun rev dem hurtig ud af Haanden paa ham og stillede dem i et Glas med Vand.

Den næste Dag kom Charles' Moder, hun og hendes Søn græd længe; under Paaskud af Husholdningssager forsvandt Emma.

Dagen efter maatte der tænkes paa Sørgeklæderne, man satte sig med Sykurvene i Lysthuset nede ved Vandet.

Charles tænkte paa sin Fader, og han undrede sig over at føle saamegen Kjærlighed for en Mand, som han kun havde troet at have grumme lidt tilovers for. Enken tænkte paa sin Mand, Vanens Magt bragte de værste fordums Dage til at forekomme hende misundelsesværdige; mens hun sad ved sit Arbeide, randt af og til en tung Taare ned ad hendes Næse og blev et Øieblik hængende derved. Emma tænkte, at for neppe otteogfyrretyve Timer siden havde de været ene sammen, langt borte fra Verden og ikke havt Øine nok til at betragte hinanden med i deres salige Rus. Hun søgte atter at tilbagekalde sig de Ubetydeligste Smaabegivenheder fra denne forsvundne Dag; men hendes Mands og Svigermoders Nærværelse generede hende, hun havde ønsket ikke at høre, ikke at see Noget, ikke at forstyrre Mindet om sin Kjærlighed, som, hvad hun saa end gjorde, svandt hen under Trykket af Omgivelserne.

Hun sprættede Foret op paa en Kjole, Smaastumperne spredtes om hende, den gamle Dames Sax knirkede uafbrudt, og Charles sad med Hænderne i Lommen, Morgensko paa Fødderne og en gammel brun Frakke, som han benyttede til Slobrok og sagde heller ikke Noget, ved Siden af dem glattede Barnet Sandet i Alleerne med en lille Skovl.

Pludselig kom L'heureux ind af Ledet.

Han kom for at anbefale sig i Anledning af den sørgelige Begivenhed, Emma svarede, at hun troede at kunne undvære ham; men Kjøbmanden gav ikke tabt derfor.

— Jeg beder tusinde Gange om Undskyldning, sagde han og henvendte sig til Charles, men jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale under fire Øine, og med sagte Stemme tilføiede han: Det er angaaende den Sag, De nok veed.

Charles blev blussende rød. Ja . . . det er jo sandt . . . og i sin Forvirring vendte han sig til Emma: Kunde Du ikke min Elskede?

Hun syntes at forstaae ham, thi hun stod op, og Charles sagde til sin Moder: Det er Intet, formodenlig Husholdningssager.

Han vilde ikke have, at hun maatte erfare Vexelhistorien, idet han frygtede hendes Bemærkninger.

Saasnart de var blevet ene, gav Hr. L'heureux sig til at gratulere hende i Anledning af Arven, derpaa passiarede han om ligegyldige Gjenstande, om Frugten og Høsten og om hans Helbred, der saadan var op og ned. Han gjorde sig gruelig Uleilighed, „og dog eiede han knap Smør til Brødet, skjønt han godt vidste, at Folk holdt ham for en velhavende Mand.”

Emma lod ham snakke, hun havde kjedet sig saa forfærdeligt de siste Par Dage.

— Og nu er De aldeles rask, vedblev han, jeg har seet Deres Mand i ondt Humør, kan De troe, det er enskikkelig Fyr, trods at vi engang har været lidt oppe at nappes.

Hun spurgte om Grunden dertil, thi Charles havde fortiet Uenigheden om Reisetøiet for hende.

— Men det veed De jo godt, svarede L'heureux, det var dengang, De havde faaet det Indfald at bestille Reisesager hos mig.

Han havde trukket Hatten ned over Øinene, og med Hænderne paa Ryggen, smilende og fløitende, stirrede han hende ind i Ansigtet. Anede han Noget? Hun grebes af ængstelige Tanker, tilsist sagde han dog:

— Endelig kom vi overens, men idag er jeg kommet for at foreslaae ham et nyt Arrangement nemlig at fornye Vexlen, Deres Mand kan forøvrigt gjøre hvad han vil, men han burde ikke pine sig især i denne Tid, da han har saameget Andet at tænke paa, — han vilde egenlig gjøre klogest i at overdrage det Hele til en Anden, som for Exempel til Dem, med en Fuldmagt vilde det være saa bekvemt, og saa kunde vi to jo gjøre Smaaforretninger sammen.

Hun forstod det ikke, endelig taug han, idet han derpaa gik over til at tale om sine Varer, erklærede L'heureux, at Fruen ikke kunde undgaae at tage Noget hos ham, han skulde sende hende atten Alen sort Musselin til en Kjole.

— Den, De har paa, er jo god nok til at gaae hjemme med, men De maa have en anden, naar De skal gjøre Besøg, jeg saae det ved første Øiekast, da jeg traadte ind i Stuen, jeg har et skarpt Blik.

Han sendte ikke Tøiet, men bragte det selv, saa kom han tilbage for Alenmaalet, saa under andre Paaskud, idet han stadig søgte at vise sig elskværdig og tjenstvillig og stadig lod falde Vink angaaende Fuldmagten. Han talte ikke om Vexlen, hun tænkte ikke derpaa. Under Begyndelsen af hendes Reconvalescens havde Charles berørt den, men saamange Bevægelser havde gjennemkrydset hendes Hjerne, at hun ikke længere mindedes den. Forøvrigt vogtede hun sig vel for at indlade sig i en Pengedisput, hendes Svigermoder var overrasket derover og tilskrev hendes Sindsforandring de religiøse Følelser, hun havde fattet under sin Sygdom.

Men da denne var taget hjem, varede det ikke længe, før Emma blændede sin Mand med sin sunde praktiske Sans, der skulde indhentes Oplysninger, verificeres Prioriteter, sees efter, om der var Anledning til en Liqvidation eller en Licitation. Hun anførte tekniske Udtryk paa Lykke og Fromme, fremførte store Ord som, „Orden, Fremtid, Forsynlighed” og Overdrev i den Grad Uleilighederne ved Arven, at hun endelig en Dag viste ham Kladen til en Fuldmagt „til at føre og bestyre alle hans Sager, gjøre Laan, underskrive og endossere Vexler, betale alle Summer o. s. v.” Hun havde benyttet L'heureux' Veiledning godt.

Charles spurgte hende troskyldigt, hvor hun havde faaet det Papir fra.

— Af Hr. Guillaumin, og med den største Koldblodighed tilføiede hun: Jeg stoler dog ikke rigtig derpaa, disse Advokater har et saa daarligt Rygte, jeg burde maaskee raadføre mig med . . . men vi kjender jo Ingen . . . nei Ingen.

— Med mindre at Léon . . . svarede Charles.

Men da det var vanskeligt at forklare ham Sagen skriftligt, saa tilbød hun at ville tage ind til Rouen, han vilde ikke modtage det. Det var en Kamp i gjensides Forekommenhed. Endelig udbrød hun i en forstilt halstarrig Tone:

— Nu vil jeg netop tage afsted.

— Hvor Du er god! sagde han og kyssede hende paa Panden.

Næste Dag steg hun ind i „Svalen” for at tage til Rouen og konferere med Léon, og hun blev der i tre Dage.

III.

Det var tre udsøgte, uforglemmelige Dage, sande Hvedebrødsdage!

De opholdt sig i Hotel de Boulogne ved Havnen, for lukkede Døre og Skodder, med Blomster paa Gulvet og kjølende Limonader, som man bragte ind til dem fra Morgenstunden.

Henimod Aften leiede de en Teltbaad og seilede over til en lille Ø, for at indtage deres Diner der.

Det var paa den Tid af Døgnet, hvor man fra Værfterne hører Hammerslagene mod Skibssiderne, Tjærerøgen hvirvlede op imellem Træerne, og man saae store fede Draaber flyde paa Vandet, der udvidede sig og trak sig sammen under Solens Purpurglød som florentinske Bronzeplader.

De seilede midt imellem fortøiede Baade, hvis lange skraa Ankertouge streifede Overdelen af deres Fartøi.

Byens Larm fjernede sig umærkelig lidt efter lidt tilligemed Vognrumlen, Lyden af Stemmerne og Hundeglammet paa Skibsdækkene. Hun løste sin Hat, og de gik i Land paa deres Ø.

De satte sig i den lave Krostue, paa hvis Dør der hang sorte Net. De spiste et Stykke stegt Forelle, Crème og Kirsebær. De lagde sig paa Græsset, de omfavnede hinanden under Poppeltræerne, og de havde ønsket ligesom tvende Robinsoner stadig at boe paa denne lille Plet, der i deres Lykke forekom dem at være det herligste Sted paa Jorden. Det var ikke første Gang, de saae Træer, blaa Himmel og Grønsvær, at de hørte Vandet risle og Vinden suse i Løvet, men de havde uden Tvivl aldrig beundret dette, som om Naturen ikke tidligere havde existeret for dem, eller den først havde begyndt at blive skjøn, siden de mættede deres Attraa.

Henad Natten tog de atter bort, Baaden gled langs med Øerne. De sad begge i Bagstavnen, skjulte af Teltet uden at tale til hinanden. De brede Aarer skurede mellem Aaretoldene, — i den dybe Tavshed lød det som en Perpendikels Slag, mens Slæbevaadet vedblev at plaske ganske sagte i Vandet.

En af disse Aftener skinnede Maanen, saa blev de sværmeriske, fandt „Nattens Stjerne” melankolsk og fuld af Poesi, hun gav sig til at synge en bekjendt Romance:

„Mindes Du en Aften da vi seiled o. s. v.”

Hendes harnoniske og svage Stemme tabte sig paa Bølgerne, og Vinden bortførte de Roulader, som den hørte fare forbi sig som en Vingeklappren.

Hun lænede sig til Teltvæggen, gjennem hvis Aabning Maanen tittede ind, hendes sorte Kjole, hvis Folder bredede sig vifteformigt, gjorde hende spinklere og slankere. Hun hævede Blikket mod Himlen med sammenfoldede Hænder. Undertiden skjultes hun aldeles af Piletræernes Skygge, derpaa viste hun sig atter som en Vision i Maaneskinnet.

Léon, der laae henslængt ved Siden af hende, fik pludseligt et høirødt Silkebaand i Haanden.

Baadsmanden saae paa det og sagde tilsist: Det tilhører formodenligt et Selskab, jeg seilede for forleden Dag. Det var min Sandten en Hoben lystige Fyre, baade Herrer og Damer med Kager, Champagne og Trompeter, de gjorde et farligt Sjov; især en af dem, en høi smuk Mand med smaa Knebelsbarter, han var saa morsom, derfor raabte ogsaa de Andre hele Tiden: Fortæl os nu noget . . . Adolphe . . . Rodolphe . . . troer jeg, det var.

Hun gjøs.

— Er Du ikke vel? spurgte Léon hende.

— Det er Intet! Rimeligvis Nattekulden.

— Og som formodenlig heller ikke er ilde lidt af Fruentimmerne, tilføiede den gamle Sømand sagte i den Tanke at sige den Fremmede en Høflighed; derpaa spyttede han i Næverne og greb atter Aarerne.

De maatte dog skilles, det var et tungt Farvel. Han skulde sende Brevene til Mo'er Rollet, og hun gav ham saa omstændelig Besked angaaende den dobbelte Konvolut, at han høilig beundrede hendes Snildhed.

— Du forsikkrer mig altsaa om, at Fuldmagten er aldeles i Orden? spurgte hun med et siste Kys.

— Ja aldeles! — Men hvorfor er denne Fuldmagt hende saa vigtig? tænkte han, da han gik ene tilbage.

IV.

Léon antog snart en alvorligere Mine ligeoverfor sine Kammerater, holdt sig borte fra deres Selskab og forsømte fuldstændig Akterne.

Han ventede længselsfuldt paa hendes Breve, han læste dem atter og atter, han skrev til hende, han fremkaldte hende med hele sine Længslers og sine Minders Magt. I Stedet for at forminskes af Fraværelsen, tiltog denne Lyst efter at gjensee hende saa stærkt, at han en Lørdagmorgen smuttede bort fra Kontoret.

Da han oppe fra Bukken saa Kirketaarnet med dens Blikfane, der dreiede sig for Vinden, følte han denne med triumferende Forfængelighed og egoistisk Bevægelse blandede Fryd, som Millionæren maa føle, naar han aflægger Besøg i den Landsby, hvori han er født.

Han streifede omkring hendes Hus, der brændte Lys i Kjøkkenet. Han saae hendes Skygge paa Gardinerne, men der var Ingen, som viste sig.

Da Madam Lefrançois saae ham, udstødte hun Beundringsudraab, hun fandt ham „større og slankere”, mens Artémise derimod fandt ham „kraftigere og mørkere.”

Han spiste i den lille Sal, men ene uden Skattekræveren, thi Binet, som var bleven kjed af at vente paa „Svalen”, havde nu rykket sit Maaltid en Time tilbage, saa at han nu spiste præcis Klokken fem.

Léon bestemte sig endelig til at banke paa Lægens Dør. Fruen var i sit Værelse, hvorfra hun først kom ned et Kvarterstid efter. Herren syntes fornøiet ved at gjensee ham, men rørte sig ikke af Pletten hverken den Aften eller hele den følgende Dag.

Han saae hende ene om Aftenen meget sent, bag ved Haven i det lille Stræde; — i det lille Stræde ligesom den Anden! det var daarligt Veir, og de passiarede under en Paraply ved Lygteskinnet.

Deres Skilsmisse blev dem utaalelig. — Hellere døe, sagde Emma. Hun krympede sig med Taarer ved hans Arm. Lev vel! Lev vel! . . . naar seer jeg Dig igjen?

De gik tilbage for endnu engang at omfavne hinanden, og da gav hun ham det Løfte, under et eller andet Paaskud, at sinde Leilighed til at mødes uhindret med ham mindst een Gang om Ugen. Hun var forøvrigt ved godt Mod, hun vilde jo snart faae Penge.

Derfor kjøbte hun gule stribede Gardiner til sit Værelse, hvis billige Pris L'heureux havde fremhævet, hun fik Lyst til et Gulvtæppe, og L'heureux, der mente, „at det jo ikke var nogen Herregaard”, lovede høfligt at forskaffe hende et. Hun kunde ikke længere undvære hans Tjenester. Tyve Gange om Dagen sendte hun Bud efter ham, og han lod strax sine Sager ligge, uden at tillade sig en Bemærkning. Man kunde heller ikke forstaae, hvorfor Mo'er Rollet spiste Frokost hver Dag i Huset og endogsaa aflagde hende særlige Besøg.

Det var i denne Periode nemlig henimod Begyndelsen af Vinteren, at hun syntes grebet af en ivrig Kjærlighed til Musiken.

En Aften, da Charles hørte paa hende, begyndte hun ærgerligt fire Gange i Træk paa det samme Nummer, mens han uden at lægge Mærke til Forskjellen, stadig udbrød: Bravo! . . . meget godt! . . . men bliv dog ved!

— Nei, det er jo forfærdeligt! mine Fingre er formeligt rustne.

Næste Aften bad han hende atter om at spille lidt for ham.

— Ja, naar det kan more Dig! og Charles maatte virkelig indrømme, at hun var gaaet tilbage. Hun greb feile Noder, snublede i Løbene og holdt pludselig op med de Ord:

— Nei, det er forbi! jeg maatte tage Timer men . . . hun bed sig i Læberne og tilføiede: Tyve Francs hver Gang, det er altfor dyrt.

— Ja . . . det er jo . . . lidt vel meget, bemærkede Charles med en enfoldig Latter, men det forekommer mig dog, at man kan faae billigere Undervisning, der gives jo Kunstnere uden Ry, som undertiden lærer bedre fra sig end de berømteste Lærere.

— Find dem! sagde Emma.

Da han næste Dag kom hjem, saae han skjelmsk hen til hende og kunde endelig ikke lade være med at bemærke: Hvor Du undertiden er paastaaelig, jeg var idag i Barfeuchères hos Liégards, og Fruen fortalte mig, at hendes tre Døttre fik Undervisuing for halvtredie Francs Timen og det endda af en dygtig Lærerinde.

Hun trak paa Skuldrene og aabnede ikke mere sit Instrument.

Men naar hun gik forbi det, og Bovary var i Stuen, sukkede hun: Ak mit stakkels Klaver! Og naar der var Besøg, glemte hun aldrig at fortælle, at hun havde opgivet Musiken og nu ikke kunde give sig til at dyrke den af tvingende Aarsager. Man beklagede hende, det var stor Skade! hun, der havde havt saameget Talent! Man talte derom til Charles, man skammede ham ud og navnlig gjorde Apotekeren det.

— Det er en Feil af Dem! man maa aldrig lade nogen Naturgave ligge brak! Og tænk saa paa, kjære Ven, at naar De holder Deres Kone til at øve sig, sparer De senere paa Deres Barns musikalske Uddannelse! Jeg finder, at Mødrene selv bør undervise deres Børn. Det er en af Rousseaus Ideer, den er maaske lidt ung endnu, men den vil seire med Tiden, det er jeg vis paa ligesom Moderens egen Diegiven og Vaccinationen.

Charles vendte atter tilbage til Klaverspørgsmaalet, Emma svarede bittert, at det var bedre at sælge det. Dette stakkels Klaver, der havde forvoldt hende saamegen forfængelig Tilfredsstillelse! skulde hun see det drage bort, vilde det være, som om en Del af hende selv gik til Grunde!

— Hvis Du vilde . . . sagde han, saa kunde jo en Time af og til ikke ruinere os.

— Uden regelmæssig Undervisning, kunde hun ikke have nogen Nytte deraf, svarede hun.

Paa denne Maade bar hun sig ad for at opnaae Tilladelse af sin Mand til at tage til Byen en Gang om Ugen og besøge sin Elsker. Efter en Maaneds Forløb fandt man endogsaa, at hun havde gjort betydelige Fremskridt.

V.

Det var om Torsdagen. Hun stod tidlig op og klædte sig sagte paa, for ikke at vække Charles, der vilde have gjort Bemærkninger om, at det var altfor tidligt. Hun gik op og ned i Stuen, stillede sig hen ved Vinduerne og saae ud paa Torvet. Et svagt Skjær dæmrede mellem „Hallernes” Piller, og de store Bogstaver paa Apotekets Skilt kom tilsyne i den blege Morgenrøde.

Naar Uret viste et Kvarteer til otte, gik hun over i den „forgyldte Løve”, hvis Dør Artémise gabende aabnede for hende. Pigen ragede i Gløderne under Asken, for at Fruen ikke skulde fryse. Emma blev ene i Kjøkkenet, af og til gik hun ud i Gaarden, hvor Hivert spændte for i Ro og Mag, medens Madam Lefrançois i Natkappe stak Hovedet Ud af Vinduet og overlæssede ham med en Mængde Ærinder og Forklaringer, der vilde have gjort Hovedet kruset paa ethvert andet Menneske. Emma stampede uvilkaarligt i Stenene.

Naar han endelig havde fortæret sin Suppe, faaet sin store Kavai paa, tændt sin Pibe og taget Pisken i Haanden, satte han sig roligt paa sin Buk.

„Svalen” rullede bort i jævnt Trav og stansede hist og her den første Fjerdingvei for at tage Reisende op, der passede paa den ved Grøftekanten foran Gaardledene. De, som havde bestilt Plads den foregaaende Dag, forhastede sig ikke, nogle af dem laae endnu, Hivert kaldte, raabte, steg endelig ned af Bukken og hamrede paa Dørene. Vinden blæste ind ad de sprukne Ruder.

Imidlertid fyldtes Sæderne, Vognen rumlede afsted, og Veien strakte sig stadig mellem to lange Grøfter, fulde af gult Vand, mens den indsnevredes i Horisonten.

Emma kjendte den fra Ende til anden, hun vidste, at efter en Græsgang kom der en Pæl, saa et Elmetræ, en Lade eller en Veiarbeiders Hytte, undertiden lukkede hun Øinene for at blive overrasket; men hun mistede dog alligevel ikke den bestemte Fornemmelse af den Afstand, der var tilbage.

Endelig blev Teglstenshusene hyppigere, Jorden gav Gjenlyd under Hjulene, og „Svalen” rullede forbi Haver, gjennem hvis Gitterdør man kunde see en Statue, lidt Vinløv, klippede Taxtræer og en Gynge. Derpaa viste pludselig Byen sig. Sænkende sig amfiteatralsk og tilsløret af Taagen, kom den atter ubestemt tilsyne hinsides Broerne, derudover strakte sig igjen det flade monotone Landskab, indtil det i det Fjerne gik sammen med den blege Himmelrand. Seet saaledes ovenfra havde Landskabet et ubevægeligt Udseende, som et Maleri, Skibene, der laae for Anker, samlede sig i en Krog, Floden snoede sig ved Foden af de grønne Bakker, og de aflange Øer tog sig ud som sorte Fisk, der laae ganske stille paa Vandet. Fra Fabrikskorstenene opsteg uhyre store Røghvirvler og spredtes i Luften. Man hørte Maskinernes Snurren fra Støberierne og den klare Klokkeklang fra Kirkerne, der hævede sig i Taagen. De bladløse Træer paa Boulevarderne dannede violette Buskadser mellem Husene, og de regnblanke Tage glimrede i kaotisk Virvar. Undertiden drev et Vindstød Skyerne henimod Bakken Sainte-Cathérine, som Luftbølger, der knustes mod en Skrænt.

Hun blev ligesom svimmel ved Tanken om alle disse sammenstuvede Tilværelser, og hendes Hjerte svulmede mægtigt, som om de hundrede og tyvetusind Sjæle, der færdedes derinde, alle havde sendt hende ligesom en Damp i Møde af de Lidenskaber, hun formodede hos dem. Hendes Kjærlighed forstørredes ligeoverfor Rummet og fyldtes med Uro ved den forvirrede Summen, der naaede op til hende. Hun strøede den henover Byens Torve, Promenader og Gader, og den gamle normandiske By stod for hendes Øine som en umaadelig Hovedstad, som et Babylon, hvori hun traadte ind. Hun hældede sig udover Raden og indsugede den friske Luft, de tre Heste galoperede, Skjærverne hvinede i Snavset, Diligencen gyngede, og Hivert preiede Kjærrerne paa Veien, mens Borgermænd, der havde tilbragt Natten i Bois-Guillaume, roligt kjørte ned ad Bukken i deres smaa Familievogne.

Man stansede ved Bommen, Emma trak sine Galoscher af, tog andre Hansker paa, rettede paa sit Sjal, og tyve Skridt længere borte steg hun ud af „Svalen”.

Byen vaagnede just, Commis'erne polerede Butiksruderne, og Sælgekonerne falbød skingrende deres Varer. Hun listede sig med nedslagne Øine langs Husene og smilede af Fryd under sit sorte Slør.

Af Frygt for at blive seet, valgte hun sædvanligvis ikke den korteste Vei, men fordybede sig i mørke Stræder og naaede endelig varm og bevæget Nationalgaden ligeved det Springvand, som findes der. Her er Teatrets, Restaurationernes og de løsagtige Fruentimmers Kvarter. Ofte kjørte en Vogn forbi hende med en rystende Teaterdekoration, Opvartere med hvidt Forklæde strøede Sand paa Fliserne mellem Potteplanterne, her lugtede af Absinth, Cigarer og Østers.

Hun dreiede om ad en Gade, hun kunde kjende ham paa hans friserede Haar, der bølgede frem af hans Hat.

Léon blev ved at gaae paa Fortouget, hun fulgte efter ham til Hotellet, han gik op, aabnede Døren og traadte ind. Hvilken Omfavnelse!

Ord og Kys fulgtes uafbrudt, man fortalte hinanden Ugens Sorger, Anelser og Uroligheder for Brevenes Skyld, men nu var Alting glemt, og de saae hinanden i Ansigtet med vellystig Latter og ømme Udbrud.

Det hyggelige Værelse med dets bløde Tæppe, dets Nipssager og dets rolige Lys syntes som bestemt for Lidenskabens Inderligheder. De pileformige Gardinstænger, Kobberrosetterne og de store Kugler paa Ildbukkene skinnede pludselig, naar Solen faldt ind i Stuen. Paa Kammen mellem Stagerne stod to af disse store rosenrøde Konkylier, hvori man hører Havets Susen, naar man nærmer Øret dertil.

Hvor de elskede dette gode livlige Værelse trods dets falmede Glans! De gjenfandt stadig Møblerne paa den samme Plads og undertiden Haarnaale, som hun havde glemt siste Torsdag paa Fodstykket til Uret. De spiste Frokost ved Kaminen paa en lille stum Tjener af Palisandertræ. Emma skjar for og lagde Stykkerne over paa hans Tallerken med alle Slags kjælne Narrestreger, hun loe saa frisk og velklingende, naar Champagneskummet vældede ud over det tynde Glas og vædede hendes Fingerringe. De var saa aldeles fortabte i Nydelsen af dem selv, at de troede at være i deres eget Hus og at skulle leve der til deres Dødsdag som to evigt unge Ægtefæller. De sagde vort Værelse, vort Tæppe, vore Lænestole, hun sagde endogsaa vore Morgensko, det var et Par rosenrøde Atlaskes Morgensko, kantede med Svanedun, som hun engang havde faaet Lyst til, og som Léon havde foræret hende. Naar hun satte sig paa hans Knæ, blev hendes ene Ben altfor kort til at kunne naae Gulvet — og det nydelige Fodtøi, hvorpaa der ingen Hæl var, hang da blot paa Tæerne af den nøgne Fod.

Han nød for første Gang det ubeskriveligt Berusende ved den kvindelige Elegance, han havde aldrig før truffet denne yndefulde Maade at udtrykke sig paa, denne Smagfuldhed i Paaklædningen, disse smægtende Duestillinger. Han beundrede hendes Sjæls Begeistring og Kniplingerne paa hendes Skjørt. Og saa var det en „bedre Dame”, en gift Kone! endelig havde han opnaaet en virkelig Elskerinde!

Ved sit vexlende Lune, idet hun kunde være melankolsk, munter, snaksom, tavs, heftig, ligegyldig vakte hun tusind Lyster hos ham, fremkaldte Instinkter eller Minder. Hun var Elskerinden i alle Romaner, Heltinden i alle Dramaer, den ubestemte „Hende” i alle Digtsamlinger. Paa hendes Skuldre fandt han „den badende Odaliskes” Ambrafarve, hun bar det lange Liv som Middelalderens Borgfruer, hun lignede ogsaa „den blege Kvinde fra Barcelona”, men fremfor Alt var hun — „Englen”.

Ofte, naar han betragtede hende, forekom det ham, at hans Sjæl flygtede henimod hende, udgjød sig som en Bølge over hendes Hoved og sænkede sig ned paa hendes hvide Barm.

Han lagde sig paa Knæ foran hende — og med Albuerne paa hendes Skjød betragtede han hende med et Smil og fremrakt Pande.

Hun bøiede sig henover ham og mumlede ligesom kvalt af Beruselse:

— Rør Dig ikke! tal ikke! see paa mig! Der er noget saa Blidt, der lyser ud af Dine Øine, som gjør mig saa vel! Hun kaldte ham Barn. — Elsker Du mig Barn? og hun hørte ikke hans Svar, saa hastig ilede hendes Læber ham i Møde.

Der stod en lille Cupido af Bronze paa Uret, som med et koket Smil rundede sine Arme under en Blomsterguirlande. De loe mange Gange deraf, men naar de skulde skilles, forekom Alt dem alvorligt.

Ganske stille stod de ligeoverfor hinanden og gjentog: Vi sees paa Torsdag, paa Torsdag.

Pludselig tog hun ham om Hovedet, kyssede ham hurtig paa Panden, udbrød: Farvel! og styrtede ned ad Trappen.

Hun gik ind hos en Frisør, der boede tæt ved Teatret for at lade sit Haar sætte, det var i Mørkningen, man tændte Gassen i Boutiken.

Hun hørte Klokken, der kaldte Skuespillerne til Forestillingen, og hun saae sminkede Mænd og Kvinder i falmede Dragter gaae ind ad Sceneindgangen.

Der var varmt i det lille, lave Værelse, hvor Ovnen summede mellem Parykker og Pommader. Det varede ikke længe, før Lugten af Brændejernene og de fedtede Hænder, der behandlede hendes Hoved, dyssede hende i en Halvslummer. Svenden, der friserede hende, spurgte hende ofte, om hun ikke havde Lyst til at tage med ham paa den offenlige Maskerade.

Saa gik hun! Hun vandrede atter op ad Gaderne og naaede endelig det „røde Kors”, hun tog Galoscherne paa, som hun havde gjemt under Sædet og krøb sammen i sin Krog blant de utaalmodige Passagerer. Nogle steg ud ved Foden af Bakken, tilsist var hun ene i Vognen.

Ved hver Dreining fik man mere og mere Øie paa det rødlige Skjær af Byens Lys, der ligesom dannede en lysende Taage over Husene, Emma knælede paa Hynderne og stirrede ind i denne blændende Taage. Hun hulkede, nævnede Léons Navn og sendte ham ømme Ord og Kys, der veiredes hen for Vinden.

En stakkels Djævel pleiede at streife om ved sin Stok mellem Diligencerne, en Samling Pjalter bedækkede hans Skuldre, og en gammel, bulet Castorhat, af Form som et Bækken, skjulte hans Ansigt. Men naar han tog den af, blottedes i Stedet for Øielaage to gabende blodige Hulinger. Kjødet trevlede af i røde Pjalter, — og der løb Materie ud deraf, som fæstnede sig til grønne Pletter ligetil Næsen, hvis sorte Næseboer snøftede konvulsivisk. Naar han talte til En, kastede han Hovedet tilbage med en idiotisk Latter; mens de blaalige Øiestene uafbrudt rullede om i Hovedet mod det aabne Saar.

Han sang en Vise, mens han fulgte efter Vognene.

Sommerdagen skjøn og varm
Fylder tidt med Elskov Gluttens Barm.

I alt det Øvrige var der kun Tale om Fuglesang, Solskin og den skjønne Natur.

Undertiden stod han pludselig bagved Emma med blottet Hoved, hun foer tilbage med et Skrig. Hivert gjorde Nar af ham og raadede ham til at leie sig et Teltpaa Saint Romains Marked eller spurgte ham leende, hvorledes hans Kjæreste befandt sig.

Undertiden var man allerede begyndt at kjøre, naar hans Hat pludselig foer ind i Diligencen gjennem Ruden, mens han med den anden Arm hagede sig til Trinet imellem Smudset paa Hjulene. Hans i Begyndelsen svage og klynkende Stemme blev gjenneintrængende, den slæbte sig hen i Mørket som en utydelig, sørgmodig Klagesang — og gjennem Bjældernes Raslen, Træernes Susen, og den hule Kasses Rumlen lød den som noget Fjernt, der foruroligede Emma. Det sænkede sig ned i hendes Sjæl som en Malstrøm i en Afgrund og satte hende i en grænseløs melankolsk Stemning. Men naar Hivert mærkede, at der var Modvægt, langede han efter Staklen med Pisken. Snerten sved ham paa Saarene, og han faldt om i Skarnet med en Hylen.

Lidt efter lidt faldt Passagererne i Søvn, nogle med aaben Mund, andre med sænket Hage, lænende sig til Sidemandens Skulder, eller med Armen stukket i Læderremmen og regelmæssigt slingrende hvergang Vognen rystede. — Skinnet af Lygten, der dinglede udenfor, trængte ind i Vognen gjennem de chokoladefarvede Bomuldsgardiner og kastede blodfarvede Skygger over alle disse ubevægelige Skikkelser. Beruset af Sørgmodighed rystede Emma af Kulde — og følte idelig Kulde om Fødderne og Døden i Hjertet.

Charles ventede paa hende hjemme, „Svalen” kom altid meget sent om Torsdagen. Endelig kom da Fruen! det var neppe nok, at hun kyssede den Lille. Middagsmaden var ikke færdig, men ligemeget! hun undskyldte Pigen, Alt syntes nu at være denne Skabning tilladt.

Undertiden, naar hendes Mand lagde Mærke til hendes blege Farve, spurgte han, om hun var syg.

— Nei! svarede Emma.

— Men, Du seer saa besynderlig ud i Aften.

— Aa, det har ikke Noget at sige.

Der var endogsaa Dage, hvor hun efter neppe at være kommet hjem, strax ilede op paa sit Værelse, og Justin, der befandt sig deroppe, listede omkring med sagte Skridt og var flinkere til at opvarte hende end den dygtigste Kammerjomfru. Han stillede Svovlstikker, Lysestagen og en Bog hen til hende, lagde hendes Natdragt frem og slog Dynen op.

— Naa, sagde hun, det er godt, gaae Din Vei, thi han blev staaende med hængende Hænder og opspilede Øine som fastholdt af et Drømmevæv.

Den næste Dag var skrækkelig for hende, og de følgende blev endnu utaaleligere, fordi hun idelig længtes efter, at den lykkelige Dag skulde vende tilbage, en glubsk Attraa, som ophidsedes ved Drømme, og som den syvende Dag brød aldeles løs under Léons Kjærtegn. Hans Fyrighed skjulte sig under Udbrud af Henrykkelse og Erkjendtlighed, Emma vedligeholdt denne Kjærlighed ved alle mulige Kunstgreb og skjælvede tidt af Frygt for engang at miste den.

Ofte sagde hun til ham med blid Melankoli: Du vil engang forlade mig! . . . Du vil gifte Dig! . . . Du vil være ligesom de Andre.

Han spurgte: Hvilke Andre?

— Alle Mændene, svarede hun og tilføiede, idet hun smægtende stødte ham bort: I er alle Uslinger!

En Dag, da de passiarede filosofisk om de jordiske Illusioners Forgjængelighed, kom hun til at sige (for at experimentere med hans Jalousi, eller idet hun maaske gav efter for en Meddelelsestrang, som hun ikke kunde betvinge), at hun tidligere havde elsket en Mand, men „ikke som Dig”, fortsatte hun hurtig, idet hun svoer ved sin Datters Hoved „at der ikke var foregaaet Noget”.

Den unge Mand troede hende, men spurgte hende af Nysgjerrighed, om hvad „han” var.

— Han var Søofficer, min Ven!

Var det ikke at forebygge enhver Opdagelse og samtidig at stille sig selv meget høit ved denne foregivne Forblændelse, hun havde øvet paa en Mand, der maatte have et krigerisk Sind og være vant til Hyldest?

Skriveren følte da sin ubetydelige Livsstilling, han higede efter Kors, Epauletter og Ordener. Alt dette maatte falde i hendes Smag, derom overtydede hendes flotte Vaner ham.

Imidlertid fortaug Emma dog en betydelig Del af sine Extravagancer, som for Exempel sin Lyst til at eie en blaa Tilbury, forspændt med en engelsk Hest og kjørt af en Groom med store Kravestøvler, hvori hun kunde tage til Rouen. Det var Justin, der havde indgydt hende denne Lyst ved at bønfalde hende om at tage ham i Huset som Tjener — og dersom dette Savn ikke forringede Gjensynets Fryd, saa forøgede det dog Tilbageturens Bitterhed.

Naar de talte sammen om Paris, mumlede hun ofte:

— Hvor vi kunde leve lykkelige der!

— Men er vi da ikke lykkelige? sagde den unge Mand med Haanden henover hendes Haar.

— Jo, det er sandt, svarede hun, jeg er vanvittig, kys mig.

Hun var venligere mod sin Mand end nogensinde før, lavede Mandelbuddinger til ham og spillede Valse for ham efter Bordet. Han var altsaa den Lykkeligste af alle Dødelige, og Emma levede uden Frygt, da han pludselig en Aften spurgte hende:

— Det er jo Frøken Lempereur, der giver Dig Timer, ikke sandt?

— Jo.

— Men jeg traf hende dog forleden Dag hos Fru Liégard og talte med hende om Dig, hun kjender Dig ikke.

Det var som et Lynslag, imidlertid svarede hun med et aldeles naturligt Udtryk.

— Saa har hun rimeligvis glemt mit Navn.

— Der er maaske flere Frøkener Lempereur i Rouen, som er Musiklærerinder, sagde Lægen.

— Det er muligt! Jeg har dog hendes Kvitteringer, nu skal Du faae dem at see. Og hun gik hen til Sekretæren, rodede i alle Skufferne, blandede alle Papirerne mellem hverandre, og blev tilsist saa konfus, at Charles bønfaldt hende om ikke at gjøre sig alt det Hovedbrud for disse usle Kvitteringer.

— Jeg skal dog nok finde dem, sagde hun.

Næste Fredag, da Charles trak sine Støvler paa i det Kabinet, hvor man gjemte hans Tøi, følte han et Stykke Papir mellem Læderet og Saalen, han tog det og læste:

„Modtaget for tre Maaneders Undervisning og forskjellige Noder 65 Francs, hvorfor kvitteres.

Félicie Lempereur, Musiklærerinde.”

— Hvorledes er det kommet ned i mine Støvler?

— Det er rimeligvis faldet derned fra den gamle Æske med kvitterede Regninger, der staaer paa Kanten af Hylden.

Fra dette Øieblik af var hele hendes Tilværelse kun en stor Samling Løgne, hvori hun indhyllede sin Kjærlighed som i et Slør for at skjule den. Det blev en Trang, en Mani, en Fornøielse, det tiltog i den Grad, at naar hun for Exempel sagde, at hun igaar var gaaet paa høire Side af Gaden, kunde man være vis paa, at hun var gaaet paa venstre.

En Morgen, da hun efter Sædvane var taget afsted meget let klædt, blev det pludselig Sneveir, Charles stod i Vinduet og saae just Abbed Bournisien kjøre til Byen i Tuvaches Kabriolet. Han løb ned og bad den Geistlige om at tage et tykt Sjal med og levere det i „det røde Kors” til hans Kone. Neppe var Præsten ankommet til Gjæstgiverstedet, før han spurgte efter Lægens Kone fra Yonville. Gjæstgiversken svarede, at hun kun yderst sjelden tog ind hos dem, derfor fortalte Abbeden Emma om Aftenen i „Svalen” den Forlegenhed, hvori han havde været, dog uden at synes at have tænkt nøiere derover, thi han udbredte sig i Lovtaler angaaende en Prædikant, der for Tiden gjorde Opsigt i Rouen, og hvis Taler alle Damerne løb til.

Ligemeget, selv om denne ikke havde forlangt Forklaringer, kunde andre, mindre diskrete, gjøre det senere. Derfor fandt hun det rigtigst hver Gang at stige af i „det røde Kors”, og de gode Landsbyfolk, der saae hende paa Trappen, anede Intet.

En Dag mødte dog L'heureux hende, ligesom hun kom ud fra Hotel de Boulogne ved Léons Arm; og hun blev angst i den Tanke, at han vilde snakke af Skole; men han var ikke saa dum.

Men tre Dage efter traadte han ind i hendes Værelse, lukkede Døren og sagde: Jeg skal bruge Penge.

Hun erklærede, at hun ikke kunde give ham nogle, L'heureux udgjød sig i Beklagelser og mindede hende om den Forekommenhed, han havde vist hende.

Emma havde virkelig endnu kun betalt den ene af de Vexler, Charles havde underskrevet, den anden havde Kjøbmanden paa hendes Anmodning samtykket i at ombytte med to andre, der endogsaa var blevet omfatte med lang Frist. Derpaa tog han en Liste frem af Lommen over ubetalte Regninger, nemlig Gardinerne, Tæppet, Tøiet til Lænestolene, flere Kjoler og forskjellige Toilettegjenstande, hvis Værdi beløb sig til en Sum af omtrent totusind Francs.

Hun sænkede Hovedet.

Men hvis De ingen Penge har, vedblev han, saa har De jo en Eiendom, hermed sigtede han til en ussel Rønne i Barneville, der ikke indbragte videre, og som stødte op til en lille Avlsgaard, som den ældre Bovary havde skilt sig af med, L'heureux vidste Besked med Alt ligefra Jordarealet til Naboernes Navne. I Deres Sted, sagde han, vilde jeg skille mig af dermed, saa havde jeg endda de Penge, der blev tilovers.

Hun indvendte det Vanskelige ved at finde en Kjøber, han gav hende Haab om at skaffe en, men hun spurgte ham, hvorledes hun skulde bære sig ad for at faae Bemyndigelse til at sælge.

— Men De har jo Fuldmagten, svarede han. Disse Ord gjorde samme Virkning paa hende som en frisk Luftning.

— Lad mig beholde Regningen, sagde Emma.

— Aa! det er ikke Umagen værdt at tænke derpaa! svarede Kjøbmanden.

Han kom igjen den følgende Uge og roste sig af efter megen Uleilighed at have opdaget en vis Langlois, deri længere Tid havde næret Lyst til Eiendommen uden dog at yttre, hvormeget han vilde give derfor.

— Ligemeget med Prisen! udbrød hun.

Men efter L'heureux' Anskuelse burde man tvertimod vente, føle Fyren paa Pulsen. Sagen var en Reise værd, og da hun ikke kunde gjøre denne Reise, tilbød han at begive sig derhen, for at tale med Langlois. Efter at være kommet tilbage meddelte han, at Liebhaveren tilbød firetusind Francs. Emma var henrykt over denne Efterretning. — Oprigtig talt, tilføiede han, var det ogsaa godt betalt.

Hun hævede strax Halvdelen af Pengene, og da hun vilde betale sin Regning dermed, sagde Kjøbmanden:

— Det gjør mig paa Ære ondt, at De skal af med en saadan Mængde Penge paa eengang.

Hun saae paa Banknoterne og drømmende om det ubegrænsede Antal Stevnemøder, som disse totusind Francs repræsenterede, stammede hun:

Hvorledes! Hvorledes!

— Aa, svarede han med godmodig Latter, man maler jo Alt, hvad man vil op paa en Regning, troer De ikke, at jeg veed, hvorledes det gaaer til i adskillige Husholdninger? Han betragtede hende stivt, idet han lod to lange Stykker Papir, han holdt i Haanden, glide frem og tilbage mellem Fingrene. Endelig aabnede han sin Pung og lagde fire Vexelblanketter hver paa tusind Francs paa Bordet. — Underskriv disse og behold det Altsammen!

Af Skamfølelse gjorde hun Ophævelser.

— Men hvis jeg nu giver Dem denne Rest, svarede L'heureux næsvist, gjør jeg Dem saa ikke en Tjeneste? Han tog en Pen og skrev nedenfor Regningen: „Modtaget firetusind Francs af Fru Bovary”. De har jo ingen Grund til at være urolig, om et halvt Aar hæver De Resten af Deres Tilgodehavende for Rønnen, og jeg sætter Forfaldstiden for den sidste Vexel til efter Betalingen.

Emma blev lidt forvirret over alle disse Regnestykker, og det susede for hendes Øren, som om Guldstykkerne havde sprængt deres Poser og raslede omkring hende paa Gulvet. Endelig erklærede L'heureux, at han havde en Ven ved Navn Vinçart, som var Bankier i Rouen og vilde diskontere disse fire Vexler, saa skulde han selv levere Fruen totusind Francs.

Men i Stedet for totusind Francs bragte han kun attenhundrede, thi Vennen Vinçart havde (som Noget der „fulgte af sig selv”) forud taget tohundrede i Provision og Diskonto. Derpaa krævede han skjødesløst henkastet en Kvittering.

— De forstaaer vel nok . . . i Forretningslivet . . . stundom . . . Og med Dato under, det er det Vigtigste.

En Horisont af Ønsker, der kunde tilfredsstilles, aabnede sig for Emmas Blik. Hun var dog fornuftig nok til at lægge Noget til Side, hvormed hun betalte de tre første Vexler, men den fjerde kom tilfældigvis ind i Huset en Torsdag, og Charles ventede aldeles forstyrret paa sin Hustrues Hjemkomst for at faae Forklaringer.

„Hvis hun ikke havde underrettet ham om denne Vexel, var det for at spare ham Bryderier,” hun satte sig paa hans Knæ, kjærtegnede ham og optegnede enkeltvis alle de uundværlige Ting, hun havde været tvunget til at tage paa Kredit. — Du maa da indrømme, at det forholdsvis ikke er videre dyrt.

Efter forgjæves at have spekuleret tog Charles da atter Tilflugt til den evindelige L'heureux, som lovede at ordne Sagerne, hvis Herren underskrev to Vexler, hvoraf den ene skulde være paa syvhundrede Francs med tre Maaneders Frist. For at skaffe Penge, skrev han da et rørende Brev til sin Moder. I Stedet for at sende Svar kom hun selv, og da Emma vilde vide, om han havde opnaaet Noget af hende, svarede han: Ja, men hun ønsker at see Regningen.

Ganske tidligt den næste Dag løb Emma ind til L'heureux, for at bede ham om at skrive en anden Regning, der ikke maatte overstige tusind Francs, thi naar hun havde vist den paa firetusind, havde hun jo maattet røbe, hvad hun allerede havde betalt deraf og følgelig tilstaae Salget af Eiendommen, en Forretning, der først langt senere blev bekjendt, og hvorpaa Kjøbmanden havde tjent en god Skilling.

Trods den lave Pris paa hver Artikel, undlod den ældre Fru Bovary ikke at finde disse Udgifter overdrevne. — Kunde man ikke undvære et Tæppe? Hvorfor skulde der nyt Betræk paa Lænestolene? I min Tid havde man kun en eneste Lænestol til Folk tilaars; — saaledes var det i det Mindste hos min salig Moder — som dog var en pæn Kone, det kan jeg forsikkre Jer om . . . Alle kan ikke blive rige! Imod Ødselhed kan Intet holde Stand! Jeg vilde skamme mig over at forkjæle mig, som I gjør; og jeg er dog en gammel Kone, der trænger til Pleie.. . . der har vi det! der har vi det! Stads og Fjas! Silkefoer til to Francs, naar man har Jakonet til ti Søns, ja til otte, der gjør akkurat den samme Nytte.

Emma havde kastet sig tilbage i Kanapéen og svarede saa roligt, hun formaaede: Nu er det nok, Frue; nu er det virkelig nok! . . .

Den Gamle fortsatte sin Straffeprædiken og forudsagde, at de vilde ende paa Fattiggaarden. — Det var forøvrigt Charles' Skyld, men heldigvis havde han da lovet at tilintetgjøre denne Fuldmagt . . .

— Hvad siger De?

— Han har svaret mig det, svarede Svigermoderen.

Emma aabnede Vinduet, kaldte paa Charles, og den stakkels Fyr blev tvunget til at tilstaae, at hans Moder havde afvristet ham dette Løfte.

Emma forsvandt, kom hurtig ind igjen og rakte hende majestætisk et stort Stykke Papir.

— Mange Tak, sagde den Gamle og kastede Fuldmagten paa Ilden.

Emma brast i en hæs, skingrende Latter og fik et Anfald af Nervekrampe.

— Ak min Gud! udbrød Charles. Men det er ogsaa Uret af Dig, at Du kommer her og gjør Scener . . .

Hans Moder trak paa Skuldren og paastod, at det Hele var Komediespil.

Men Charles oprørtes for første Gang imod hende og tog sin Kone i Forsvar, saaledes at den gamle Dame strax vilde tage afsted. Hun blev til den næste Tag, og da han søgte at holde paa hende, svarede hun:

— Nei, nei. Du gjør mere af hende end af mig, og det er ganske i sin Orden. Forøvrigt faaer Du vist desværre med Tiden Anledning til at see, hvem der havde Ret . . . Lev vel! . . . thi jeg har ikke saa snart Lyst til at komme igjen og gjøre Scener, som Du siger.

Charles var ikke destomindre meget pinlig berørt, da Emma ikke lagde Skjul paa det Nag, hun nærede til ham i Anledning af hans Mangel paa Tillid til hende. Der maatte mange Bønner til, før hun samtykkede i at tage sin Fuldmagt igjen, han ledsagede hende selv til Guillaumin for at lade ham udfærdige en aldeles lignende.

— Det kan jeg saa godt forstaae, sagde Notaren, en Videnskabsmand kan ikke bekymre sig om Hverdagslivets Bagateller.

Charles følte sig lindret ved denne smiskende Reflexion, der gav hans Svaghed det smigrende Skin af overlegne Beskjæftigelser.


Hvilken Fryd næste Torsdag i Hotellet hos Léon! Hun loe, græd, sang, dansede, bestilte Sorbet, vilde ryge Cigaretter, forekom ham extravagant men henrivende uimodstaaelig.

Han forstod ikke den Reaktion i hendes Væsen, der drev hende til med al Magt at styrte sig over Livets Nydelser. Hun blev irritabel, lækkersulten og vellystig; hun spadserede med ham paa Gaderne med hævet Hoved uden Frygt for at kompromittere sig. Undertiden skjælvede hun dog ved den pludselige Tanke om at møde Rodolphe, thi det forekom hende, at skjønt skilte for bestandig, var hun ikke aldeles frigjort for hans Herredømme.

En Aften kom hun ikke hjem. Charles var nær ved at miste Forstanden, og det var umuligt at stanse den lille Berthas Taarer, der ikke vilde lægge sig uden sin Moder; Justin flakkede om paa Landeveien, Homais havde forladt Apoteket.

Endelig henimod Klokken elleve kunde Charles ikke holde det længere ud, han spændte for, piskede paa Hesten og kom henimod Klokken to om Morgenen til det „røde Kors”. Der var Ingen. Han tænkte, at Skriveren maaske havde seet hende, men hvor boede han? Heldigvis mindedes Charles hans Principals Adresse og løb derhen.

Det begyndte at grye ad Dag. Han opdagede et Notarskilt over en Dør og bankede paa. Uden at aabne tilraabte en Stemme ham den forlangte Oplysning med Tilfølende af en Mængde Skjældsord mod dem, der forstyrrede Folk ved Nattetide.

Huset, som Skriveren boede i, havde hverken Klokke, Hammer eller Portner, Charles dundrede paa Skodderne, en Politibetjent kom forbi, han blev angst og gik bort.

— Jeg er gal, sagde han til sig selv, hun er rimeligvis bleven hos Lormeaux.

Familien Lormeaux boede ikke længere i Rouen. — Saa er hun formodenlig bleven hos den Syge Fru Dubreuil. Men den Syge Fru Dubreuil var død for ti Maaneder siden! . . . Hvor var hun dog henne?

Der faldt ham Noget ind. Han gik ind i en Beværtning, forlangte en Veiviser og søgte hastig efter Frøken Lempereurs Adresse, hun boede i Renellegaden Nummer 74. Da han traadte ind i denne Gade, kom Emma ham i Møde fra den anden Side, han snarere kastede sig over hende end omfavnede hende med det Udbrud:

— Men hvor blev Du dog af?

— Jeg har været syg.

— Men hvoraf? . . . hvor? . . . hvorledes? . . .

Hun foer med Haanden over Panden og svarede:

— Hos Frøken Lempereur.

— Det var jeg sikker paa, jeg skulde lige derhen.

— Det er ikke Umagen værdt! sagde Emma. Hun gik ud i dette Øieblik, men vær blot roligere for Fremtiden. Jeg har ikke min Frihed, kan Du vel nok tænke Dig, naar jeg veed, at den mindste Forsinkelse kan gjøre Dig saa forstyrret.

Det var en Slags Tilladelse, hun gav sig selv for ikke at generes i sine Udflugter. Hun benyttede sig rigeligt deraf. Naar hun fik Lyst til at besøge Léon, tog hun bort under det første, bedste Paaskud, og da han jo ikke ventede hende den Dag, hentede hun ham paa hans Kontor.

Det var en stor Lykke de første Gange, men snart lagde han ikke Skjul paa Sandheden, nemlig at hans Principal beklagede sig Meget over disse Forstyrrelser.

— Aa Snak, kom blot, svarede hun. Han fulgte hende.

Hun vilde have, at han skulde gaae aldeles sortklædt og lade et lille Skjæg staae paa Hagen for at ligne Billederne af Ludvig den trettende. Hun ønskede at see hans Leilighed og fandt den tarvelig; han blev rød i Hovedet derover, hun lagde ikke Mærke dertil og raadede ham til at kjøbe sig Gardiner i Smag med hendes, da han indvendte, at de var vel dyre, svarede hun leende:

— Du holder nok paa Dine Skillinger.

Léon maatte hver Gang fortælle hende, hvad han havde oplevet siden deres siste Sammenkomst. Hun bad om Vers, Vers til hende, et „Elskovsdigt” til Ære for hende; han kunde aldrig opnaae at finde Rim til mere end et Par Strofer og afskrev tilsist en Sonet fra en eller anden Keepsake.

Det var mindre af Forfængelighed end i den blotte Hensigt at behage hende. Han kritiserede ikke hendes Ideer, han bifaldt Alt, hvad hun syntes om, han blev snarere hendes Elskerinde end hun hans. Hun havde ømme Ord og Kys, der gik ham til Sjælen. Hvor havde hun dog lært denne Fordærvelse, der ved sin Dybde og Forstillelse næsten blev aandelig!

VI.

Da Léon var i Yonville, havde han ofte spist til Middag hos Apotekeren og troede sig derfor nødsaget til engang at gjøre Gjengjæld ved at indbyde ham til Rouen.

— Gjerne! havde Homais svaret, jeg maa virkelig rekreere mig lidt, thi jeg falder aldeles sammen her. Saa skal vi i Teatret, paa Kaféerne, vi vil gjøre Dumheder.

— Men, kjære Ven! . . . mumlede Fru Homais ømt, forskrækket over de ubestemte Farer, han stod i Begreb med at udsætte sig for.

— See, der har vi det! Du finder altsaa, at jeg ikke ødelægger mit Helbred nok ved at leve mellem de idelige Uddunstninger fra Apoteket! Men saaledes er jo Fruentimmernes Karakter. De er skinsyge paa Videnskaben og modsætter sig dog, at man nyder de uskyldigste Adspredelser. Men ligemeget, stol De kun paa mig, en af disse Dage dumper jeg ned i Rouen, og saa skal vi slaae til „Skaglerne”.

Tidligere vilde Apotekeren have vogtet sig meget for et sligt Udtryk, men for Tiden yndede han en flot Parisertone, og ligesom sin Naboerske Fru Bovary udspurgte han Skriveren med Nysgjerrighed om Hovedstadslivet og anvendte endogsaa de nyeste Udtryk fra Gadesproget for at blænde . . . Yonvilles skikkelige Beboere.

En Torsdag blev derfor Emma overrasket ved at træffe Homais i den „forgyldte Løves” Kjøkken reiseklædt, det vil sige indsvøbt i en gammel Kappe, som man aldrig havde vidst, at han eiede; mens han i den ene Haand bar en Vadsæk og i den anden Fodposen fra sit Etablissement. Han havde ikke betroet Nogen sit Forsæt af Frygt for at forurolige Publikum ved sin Fraværelse.

Tanken om at gjensee de Steder, hvor hans Ungdom var henrundet, satte ham rimeligvis i en vis Begeistring, hans Mund stod ikke et Øieblik stille underveis, og de havde neppe naaet Rouen, før han i en Fart sprang ud af Vognen, for at opsøge Léon, Skriverens Modstand kunde ikke nytte noget, Homais trak ham hen med i den store Café de Normandie, hvor han traadte majestætisk ind med Hatten paa Hovedet, idet han fandt det altfor provinsmæssigt at blotte Hovedet paa et offenligt Sted.

Emma ventede i tre Kvarter paa Léon. Endelig løb hun hen paa hans Kontor, og fortabt i alle Slags Gisninger, anklagende ham for Ligegyldighed og bebreidende sig selv sin Svaghed, tilbragte hun Eftermiddagen med Panden lænet mod Ruden.

Endnu Klokken to sad de til Bords ligeoverfor hinanden. Den store Sal tømtes efterhaanden, det palmeformede forgyldte Kakkelovnsrør rundede sig imod det hvide Loft, tæt ved dem paa den anden Side af Vinduesruden i det fulde Sollys plaskede et lille Vandspring i et Marmorbassin, hvor tre døde Hummer mellem Karse og Asparges strakte sig hen imod en Stabel Vagtler.

Homais var sjæleglad. Skjønt Luxusen egenlig berusede ham mere end den gode Mad, hjalp dog ogsaa Pomardvinen til at hidse hans Sanser, og da endelig Rhumomeletten kom ind, begyndte han at udvikle temmelig umoralske Anskuelser om Fruentimmerne. Hvad der mest henrykte ham, var det „Flotte”. Han tilbad et udsøgt Toilette i en elegant møbleret Leilighed og havde en Svaghed for „de Buttede”.

Léon stirrede fortvivlet hen paa Uret. Apotekeren drak, spiste og talte.

— Deres Elskede, udbrød han pludselig, boer jo ikke langt herfra. — Og da den Anden blev rød, tilføiede han: — Vær nu oprigtig, De kan ikke nægte, at De i Yonville? . . . — Den unge Mand stammede — hos Bovarys . . . der gjorde De Kur?

— Men til hvem?

— Til Pigen.

Det var ikke hans Spøg, Léons Forfængelighed beseirede hvert Hensyn og fik ham til at gjøre Indsigelser, forøvrigt brød han sig kun om Brunetter.

— Deri giver jeg Dem Ret, sagde Apotekeren, de har mere Temperament. Derpaa holdt han et etnografisk Foredrag: Den tyske Kvinde var smægtende, den franske sanselig og Italienerinden lidenskabelig.

— Men Negerinden da? spurgte Skriveren.

— Det er en Kunstnersmag, svarede Homais. Opvarter! . . . to Kopper Kaffe!

— Skal vi saa gaae? spurgte Léon utaalmodig.

Yes.

Men før han gik, vilde han tale med Etablissementets Eier og sige ham nogle Komplimenter.

For at blive fri for ham, bemærkede den unge Mand, at han havde Noget at bestille.

— Saa ledsager jeg Dem, svarede Homais.

Og idet han gik ned ad Gaden med ham, passiarede han om sin Kone, sine Børn, om deres Fremtid og om Apoteket, fortalte, i hvilket Forfald det tidligere havde været og det høie Standpunkt, hvortil han havde bragt det.

Da de naaede Hotel de Boulogne, forlod Léon ham hurtig, sprang op ad Trappen og fandt sin Elskerinde i stærk Bevægelse.

Ved Apotekerens Navn blev hun heftig. Imidlertid gav han hende gode Undskyldninger. Det var ikke hans Skyld . . . kjendte hun ikke Homais? kunde hun troe, at han foretrak Apotekerens Selskab? Men hun vendte sig bort fra ham, han faldt paa Knæ og slyngede sine Arme om hendes Liv i en smægtende Stilling, med lystne og bønfaldende Blikke.

Hun stod op, hendes store flammende Øine betragtede ham alvorligt og næsten skrækkeligt, pludselig fordunkledes de af Taarer, hendes rosenrøde Øielaag sænkede sig, hun gav ham sine Hænder, og Léon førte dem til sine Læber, da en Opvarter kom ind og underrettede Skriveren om, at der var en Herre, som ønskede at tale med ham.

— Du kommer vel igjen? spurgte hun.

— Ja.

— Men naar?

— Ligestrax.

— Det var kun et Fis, sagde Apotekeren, da han fik Øie paa Léon. Jeg vilde afbryde dette Besøg, der som det forekom mig ikke var Dem tilpas. Lad os gaae hen til Bridoux og faae os en Bitter.

Léon svor, at han maatte tilbage paa Kontoret, saa gav Apotekeren sig til at satirisere over Akterne og Rettergangen.

— Lad nu Cujas og Bartholo hvile lidt! Vær nu en skikkelig Fyr og gaae med hen til Bridoux, saa skal De faae hans Hund at see, den er saa morsom.

Og da Skriveren blev ved at sætte sig derimod, tilføiede han.

— Saa gaaer jeg med paa Kontoret og venter paa Dem, jeg kan forkorte Tiden med at læse i en Avis eller kigge i en Code.

Ør i Hovedet af Emmas Vrede, af Apotekerens Sladder, og maaske havde ogsaa Frokosten gjort Sit dertil, stod Léon raadvild ligesom fortryllet af Apotekeren, der vedblev: Gaae nu med hen til Bridoux, han boer jo kun et Par Skridt herfra.

Af Ladhed, af Lede, af denne uforklarlige Følelse, der driver os til Ting, vi har allermest Antipathi imod, lod han sig slæbe med hen til Bridoux, de fandt denne i hans lille Gaard med tre Svende, der stønnede over at dreie et Hjul paa en Maskine til at lave Selservand. Homais gav dem gode Raad, han kyssede Bridoux, og man drak Mavebittre. Tyve Gange vilde Léon afsted, men den Anden holdt ham ved Armen og sagde:

— Nu gaaer jeg jo ligestrax med, saa skal vi hen til „Rouens Fakkel”. Jeg skal præsentere Dem for Redaktøren.

Han slap dog endelig løs og foer hen i Hotellet. Emma var der ikke længere.

Hun var nylig gaaet fortvivlet bort, nu afskyede hun ham. Hans Uordholdenhed forekom hende en Fornærmelse, og hun søgte efter andre Aarsager til at løsrive sig fra ham, han var ude af Stand til Heroisme, svag, triviel, blødagtigere end en Kvinde, forøvrigt gjerrig og seig.

Hun blev dog lidt efter lidt roligere og opdagede tilsist, at hun rimeligvis gjorde ham Uret. Men idet vi sværter et elsket Væsen, løsnes vi altid lidt fra det. Man bør ikke røre ved Gudebilleder, der bliver noget af Forgyldningen tilbage paa Hænderne.


De talte stadigt hyppigere om Ting, der var deres Kjærlighed uvedkommende, og i de Breve, som Emma sendte ham, var der Tale om Blomster, Vers, Maanen og Stjernerne, naive Tilflugtsmidler for en svækket Lidenskab, der søgte at oplives ved ydre Bistand. Hun lovede sig stadig en dyb Lyksalighed til den næste Reise, men maatte alligevel tilstaae, at hun ikke følte noget Usædvanligt. Men denne Skuffelse forsvandt hurtig for et nyt Haab, og Emma vendte mere opflammet og begjærligere tilbage til ham.

Imidlertid var der paa denne af kold Sved fugtede Pande, paa disse stammende Læber, i disse forvildede Blikke, i disse Omfavnelser, noget Eiendommeligt, Vagt, Melankolsk, der syntes Léon at snige sig ind imellem dem for at skille dem ad.

Han vovede ikke at henvende noget Spørgsmaal til hende, men idet han saae hende saae erfaren, tænkte han ved sig selv, at hun maatte have gjennemgaaet alle Slags Nydelser og Lidelser. Hvad der forhen henrykkede ham, forskrækkede ham nu noget, forøvrigt oprørtes han mod denne Absorbering af hans Personlighed, der stadig tiltog. Han var harmfuld paa Emma for denne stadige Seir. Han gjorde sig endogsaa Umage for ikke mere at elske hende, men naar han hørte hendes Støvler knirke, følte han sig feig som Drukkenbolten ved Synet af berusende Drikke.

Men hun ødslede ogsaa paa ham med al Slags Opmærksomhed, ligefra Bordets Glæder til kokette Kjoler og smægtende Blikke. Hun gjemte Roser ved sin Barm og kastede dem hen i Ansigtet paa ham, viste sig bekymret for hans Helbred, gav ham Raad angaaende hans Opførsel og for at knytte ham yderligere til sig i det Haab, at Himlen maaske vilde yde sin Bistand dertil, hang hun en Medaillon om Halsen paa ham med den hellige Jomfrues Billede. Som en dydig Moder erkyndigede hun sig om hans Kammerater. Hun sagde til ham: Du skal ikke omgaaes med dem, gaae ikke ud, tænk kun paa vor Kjærlighed, elsk mig! Hun havde ønsket at kunne vaage over hans Liv, og da fik hun den Tanke at lade ham følge paa Gaden. Tæt ved Hotellet stod der stadig en Slags Vagabond, der preiede de Reisende, og som ikke vilde afslaae . . . men hendes Stolthed oprørtes. — Lad ham bedrage mig, hvis han vil! det er mig ligegyldigt! bryder jeg mig derom?

En Dag da de skiltes tidligt, og hun gik ene over Boulevarden, fik hun Øie paa sit Klosters Mure, hun satte sig da hen paa en Bænk under Elmetræernes Skygge. Hvilken Ro hun dengang havde nydt! hvor hun misundte de naive Følelser, som hun havde søgt at skabe sig, efter Bøger.

De første Maaneder af hendes Ægteskab, hendes Ridt i Skoven, Vicomten, med hvem hun havde valset, den syngende Lagardy, Alt foer atter forbi hendes Blik . . . og Léon viste sig pludselig for hende ligesaa fjernt som de Andre. Jeg elsker ham dog, sagde hun til sig selv, ligemeget! hun var ikke lykkelig, hun havde aldrig været det. Hvoraf kom da denne Livets Afmagt, hvorfor maatte enhver Ting, hvortil hun støttede sig, være raadden! . . . Men hvis der nogetsteds fandtes et stærkt og skjønt Væsen, en kraftig Natur, samtidig lidenskabelig og drømmende, et Digterhjerte i en Engels Skikkelse, en Lyra med Staalstrenge, klingende mod Himlen med smeltende Elskovskvad, hvorfor kunde hun da ikke finde dette Væsen? . . . Men det var en Umulighed. Der existerede Intet, som det var Umagen værdt at søge efter, Alt løi. Hvert Smil skjulte en Kjedsomheds Gaben, hver Glæde en Forbandelse, hver Nydelse en Afsmag, og de fyrigste Kys efterlod kun paa Læben en Lyst til en endnu høiere Nydelse, som det var umuligt at tilfredsstille.

En Metalklang slæbte sig hen i Luften, og Klosteruret slog fire Slag. Fire! Det forekom hende, at hun havde siddet en Evighed paa denne Bænk. Men en Uendelighed af Lidenskaber kan rummes i et Minut som en Menneskemængde paa et lille Rum.

Emma levede aldeles optaget af sine Lidenskaber og bekymrede sig ikke mere om Penge end en Erkehertuginde.


En Dag traadte en rødmusset, skaldet, temmelig simpelt klædt Person ind til hende og erklærede at være sendt fra Hr. Vinçart i Rouen. Han tog Knappenaalene bort, der lukkede Sidelommen paa hans lange grønne Frakke, stak dem i sit Ærme og rakte hende høfligt et Stykke Papir.

Det var en Vexel paa syvhundrede Francs underskrevet af hende, som L'heureux trods alle sine Løfter havde overdraget Vinçart.

Hun sendte sin Pige hen til ham, han kunde ikke komme.

Den Ubekjendte, der var bleven staaende op, kastede nysgjerrige Blikke, der skjultes af hans svære lyse Øielaage, til alle Sider og spurgte med et enfoldigt Udtryk:

— Hvad Svar skal jeg give Hr. Vinçart?

— Nu vel! svarede Emma, sig ham . . . at jeg ikke har Penge . . . det maa vente til næste Uge. Og den Gamle gik sin Vei uden at sige et eneste Muk.

Men næste Dag Klokken tolv fik hun en Protest, og Synet af Stempelpapiret, hvorpaa der gjentagne Gange med store Bogstaver prangede „Hareng Retsbetjent i Buchy”, gjorde hende saa angst, at hun sporenstrengs løb over til Kjøbmanden.

Hun fandt ham i hans Butik i Færd med at binde en Pakke sammen.

— Nu skal jeg ligestrax være til Deres Disposition, sagde L'heureux.

Han vedblev alligevel ganske roligt med sit Arbeide, hjulpet af en ung Pige paa henved tretten Aar, der var lidt pukkelrygget og samtidig fungerede som hans Kommis og Kokkepige.

Derpaa travede han med sine Trætøfler henover Butikstilvet og gik foran Fruen op paa første Sal. Han førte hende ind i et snevert Kabinet, hvor der stod nogle store Protokoller paa en Fyrretræespult bag en tung Jernstang med en forsvarlig Hængelaas for. Op til Muren under Sirsesresterne skimtede man en Pengekiste, men saa stor, at den maatte indeholde andre Sager end Vexler og Penge. Hr. L'heureux laante nemlig paa Pant, og det var der, at han havde gjemt Fru Bovarys Guldkjæde og stakkels Fa'er Telliers Ørenringe, der endelig var bleven tvunget til at sælge sin Kafé og havde kjøbt sig en tarvelig Urtebod i Quincampoix, hvor han hentæredes af sin Hoste midt mellem alle sine Voxlys, der var mindre gule end hans eget Ansigt.

L'heureux satte sig i sin store Straalænestol med de Ord: Hvad Nyt?

Hun rakte ham Papiret.

— Ja, hvad kan jeg gjøre ved det?

Da blev hun heftig og mindede ham om det Løfte, han havde givet om ikke at ville lade hendes Vexler circulere, han indrømmede det.

— Jeg blev selv tvunget, jeg havde Kniven paa Struben.

— Men hvad vil der nu ske? spurgte hun.

— Det er ganske simpelt, Dom og Exekution, saa er den Vise ude!

Emma maatte gjøre Vold paa sig selv for ikke at slaae ham. Hun spurgte ham blidt, om der ikke gaves noget Middel til at berolige Hr. Vinçart.

— Saa kjender De ham nok ikke . . . berolige Vinçart, han er værre end en Tyrk.

Hun bad ham saa bønlig om at tage sig af Sagen.

— Men synes De da ikke, at jeg hidentil har vist mig meget god imod Dem? Han aabnede en af sine Protokoller. See nu bare! Han foer op ad Siden med Fingeren, lad os nu see! . . . lad os nu see! . . . 3die August, 200 Francs . . . 17de Juni 150 . . . 23de Marts 46 . . . April. . . Han stansede, som om han var angst for at begaae en Dumhed . . . Saa taler jeg slet ikke om de Vexler, Deres Mand har underskrevet, der er en paa 700, en anden paa 200 Francs! Saa er der smaa A Contoer, Renter, det er i det Uendelige, man kan neppe hitte Rede deri. Jeg vil slet ikke have med den Sag at bestille.

Hun græd og kaldte ham endogsaa „sin gode kjære Hr. L'heureux”; men han kastede hele Skylden paa denne Kjøter af Vinçart. Forresten havde han ikke en Centime, der var Ingen, der vilde betale, men slaaede ham, en stakkels Kræmmer som han kunde ikke gjøre Forskud.

Emma taug, og L'heureux, der bed i Fjeren paa sin Pen, blev uden Tvivl urolig over hendes Taushed, thi han vedblev:

— Med mindre at jeg en af disse Dage fik nogle Indbetalinger . . . saa kunde jeg . . .

— Saasnart som jeg blot faaer Resten for Barneville . . . sagde hun.

— Hvadfornoget? . . . Og ved at erfare, at Langlois endnu ikke havde betalt, syntes han at blive meget overrasket og tilføiede med honningsød Stemme: — Og angaaende Betingelserne siger De . . .

— Gjør Alt hvad De vil!

Han lukkede Øinene for at tænke efter, skrev nogle Tal og erklærede, at det vilde volde ham endel Bryderi, at Sagen var mislig, og at han „aarelod sig”. Endelig udfærdigede han fire Vexler, hver paa tohundrede og halvtredsindstyve Francs med en Maaneds Frist imellem hver. — Forudsat at jeg nu kan komme overens med Vinçart! Forøvrigt er det jo egenlig en Aftale, jeg lader mig ikke holde for for Nar.

Derpaa viste han hende skjødesløst forskjellige nye Varer, hvoraf dog ingen efter hans Mening fortjente Fruens Opmærksomhed. Tænk Dem nu, her er en Kjole til fem Sous Alenen, der garanteres for ægte Farve. Den gaaer i Folk som varmt Brød, man fortæller dem naturligvis ikke, hvad det er. — Ved denne Tilstaaelse af at han snød Andre, vilde han overbevise hende fuldstændigt om sin Redelighed ligeoverfor hende.

Han holdt hende tilbage, for at vise hende tre Alen Kniplinger, som han havde „fundet” forleden paa en Auktion.

— Er det ikke kjønt? spurgte han hende, det er meget moderne, det bruges især til at lægge over Lænestole, og hurtigere end en Taskenspiller havde han svøbt Kniplingerne i et Stykke blaat Papir og stukket det i Haanden paa Emma.

— Men jeg maa dog have at vide . . .

— Senere, svarede han og vendte hende Ryggen.

Allerede den samme Aften trængte hun ind paa Charles, for at han skulde skrive til sin Moder efter Resten af Arven. Svigermoderen svarede, at der var ikke mere tilbage. Likvidationen var sluttet, og foruden Barneville havde de kun sexhundrede Livres i Rente, som hun skulde sende dem nøiagtigt.

Saa skrev Fruen Regninger til to eller tre Klienter og benyttede sig snart i stort Omfang af dette Middel, der lykkedes hende. Hun passede stadig at tilføie som Postskriptum: „Tal ikke derom til min Mand, De kjender hans Stolthed . . . undskyld mig . . . Deres Tjenerinde . . .” Der kom enkelte Indsigelser, hun opsnappede dem.

For at skaffe Penge, gav hun sig til at sælge sine gamle Hansker, sine gamle Hatte, gammelt Jernkram, og hun tingede med sand Griskhed, der var Bondeblod i hendes Aarer. Paa sine Reiser til Byen tilforhandlede hun sig Nipssager, som L'heureux ganske sikkert i Mangel af Andre vilde afkjøbe hende. Hun kjøbte Strudsfjer, kinesisk Porcellain og Dragkister, hun laante af Félicité, af Madam Lefrançois, af Værtinden i „det røde Kors”, af Alle ligemeget hvem. Med de Penge, hun endelig fik for Barneville, betalte hun to Vexler, de andre femtenhundrede Francs gik med. Hun laante paany, og saaledes blev det stadig ved.

Undertiden forsøgte hun dog ganske vist at gjøre Overslag, men hun opdagede saa utrolige Ting, at hun ikke vilde fæste Lid dertil. Saa begyndte hun forfra, kunde alligevel ikke hitte Rede deri, lod det Hele ligge og tænkte ikke mere derpaa.

Hvor Hjemmet nu var melankolsk! man saae de Handlende gaae ind og ud med forbittrede Ansigter. Lommetørklæder flød om paa Kakkelovnene, og den lille Bertha gik til stor Forargelse for Fru Homais med Huller i Strømperne, naar Charles frygtsomt vovede at gjøre en Bemærkning, svarede hun heftigt, at det ikke var hendes Skyld.

Hvorfor disse iltre Svar! han tilskrev hendes tidligere Sygdom Alt, og idet han bebreidede sig selv for at have antaget hendes Sygeligheder for Feil, anklagede han sig for Egoisme og vilde løbe hen og omfavne hende. Nei, tænkte han ved sig selv, jeg vilde kun kjede hende, og han blev hvor han var.

Efterat have spist til Middag spadserede han ene i Haven, han tog Barnet paa Skjødet og forsøgte at lære det at læse i hans medicinske Blad, men det varede ikke ret længe, før Barnet, der aldrig fik den mindste Undervisning, saae bedrøvet paa ham og gav sig til at græde. Saa trøstede han det, han hentede Vand til hende i Kanden for at lave Strømme i Sandet eller knækkede Ligustergrenene for at plante Træer i Bedene, hvorved Haven, der var aldeles overgroet af langt Græs, efterhaanden ødelagdes, man skyldte Lestiboudois for saamange Timers Arbeide! Saa frøs Barnet og spurgte efter sin Moder. — Kald paa Pigen! sagde Charles, Du veed jo nok, at Mama ikke kan lide at blive forstyrret.

Efteraaret begyndte, og Løvet faldt allerede — som for to Aar siden — da hun var syg! Naar skulde dog alt dette faae Ende? . . . og han vedblev at gaae op og ned med Hænderne paa Ryggen.

Fruen opholdt sig paa sit Værelse, der maatte Ingen komme op. Hun sad der den hele udslagne Dag døsig, neppe paaklædt og lod af og til ryge med Haremspastiller, som hun havde kjøbt i Rouen i en algiersk Boutik. For ikke om Natten at have dette sovende Mandfolk ved sin Side, havde hun endelig bevæget ham til at fortrække op paa anden Sal, og hun laae og læste ligetil Morgenstunden i extravagante Bøger, hvori der vrimlede af Orgier og blodige Scener. Ofte blev hun grebet af Rædsel og udstødte et Skrig, Charles ilede til. — Gaae blot, sagde hun da, atter andre Gange aabnede hun stønnende, lidenskabelig Vinduet, indaandede den kolde Natteluft, spredte sit svære Haar for Vinden, saae op til Stjernerne og ønskede sig Fyrsters Kjærlighed. Hun tænkte paa ham, van Léon. Hun kunde i et saadant Øieblik have givet Alt for et eneste af disse Stevnemøder, der mættede hende.

Det var hendes Festdage, hun vilde have dem glimrende, og naar han ikke kunde dække Udgifterne alene, lagde hun slot Resten til, hvad der nu næsten hændtes hver Gang. Han forsøgte at gjøre hende forstaaeligt, at de kunde befinde sig ligesaa godt i et beskednere Hotel, men hun fandt stadig nye Indvendinger.

En Dag tog hun sex smaa Sølvskeer frem, det var Fa'er Rouaults Brudegave og bad ham strax at bringe dem hen paa et Laanekontor, Léon adlød, skjønt dette Skridt mishagede ham. Han var angst for at kompromittere sig.

Ved at tænke nærmere derover fandt han, at hans Elskerinde stadig blev løierligere, og at det maaske ikke var saa ganske urigtigt, at man søgte at skille ham fra hende.

Hans Moder, havde nemlig saaet et meget langt anonymt Brev, hvori man underrettede hende om, at hendes Søn „ødelagde sig” med en gift Kone, og den gode Dame, der strax troede at see Familielivets evindelige Skræmmebillede, den ubestemmelige, forfærdelige Skabning, Sirenen, Uhyret, der fantastisk færdes i Lidenskabens Afgrunde, skrev ufortøvet til hans Principal Hr. Dubocage, som opførte sig aldeles mønsterværdig ved denne Leilighed. Han havde nemlig en Samtale paa tre Kvarter med Synderen, vilde rive Skjællene fra hans Øine, vise ham den Afgrund, ved hvis Rand han stod. Et saadant Forhold kunde skabe hans Karriere, han bønfaldt ham om at bryde, hvis han ikke vilde gjøre dette Offer i sin egen Interesse, burde han gjøre det for hans, Dubocages Skyld.

Léon havde endelig svoret ikke mere at ville gjensee Emma og bebreidede sig selv, at han ikke var ordholdende, idet han betænkte alt det Bryderi og Splid, som denne Kvinde endnu kunde volde ham, slet ikke at tale om hans Kammeraters Spottegloser som han hver Formiddag maatte bide i sig. Forøvrigt skulde han snart være første Skriver, det var paa Tiden at blive fornuftig. Derfor gav han Afkald paa sin Fløite og paa al exalteret Føleri og Fantasteri, thi enhver Spidsborger har i ungdommelig Begeistring, om saa kun en Dag, et Minut, troet sig i Stand til umaadelige Lidenskaber, til store Foretagender. Den tarveligste Libertiner har drømt sig Sultaninder; hver Notar bærer Stumper af en Digter i sit Indre.

Nu kjedede han sig, naar Emma pludselig kastede sig hulkende til hans Bryst; ligesom Folk, der kun kan taale en vis Dosis Musik, blev hans Hjerte ligegyldigt ved de Kjærlighedsudbrud, hvis Finheder han ikke længere havde Sans for. De kjendte hinanden altfor nøie til at føle denne Betagenhed ved at besidde hinanden, der forhøier Nydelsen hundredefold. Hun var ligesaa led ved ham, som han var træt af hende, i dette Forhold gjenfandt Emma alle Ægteskabets Platheder.

Men hvorledes skulde hun rive sig løs fra ham? Hvor ydmyget hun end følte sig over en saa lav Lykke, holdt hun endnu derpaa af Vane eller Fordærvelse. Hun anklagede Léon for sine skuffede Forhaabninger, som om han havde bedraget hende, hun ønskede endogsaa en Katastrofe, der kunde hidføre en Skilsmisse, siden hun ikke havde Mod til at beslutte sig dertil.

Ikkedestomindre vedblev hun at tilskrive ham Kjærlighedsbreve, ifølge den Anskuelse, at en Kvinde stadig bør skrive til sin Elsker.

Men idet hun skrev, saae hun en ganske anden Mand for sig, et Fantom, skabt af hendes fyrigste Minder, hendes skjønneste Læsning, hendes stærkeste Attraa, og han blev tilsist saa virkelig, at hun rystede af Bevægelse, uden dog tydeligt at kunne skjelne ham, i den Grad tabte han sig som en Gud under Mængden af sine Attributer. Han beboede den poetiske Egn, hvor Silkestiger gynge under Balkoner, medens Blomster dufte i Maaneskinnet. Hun følte ham tæt ved sig, han vilde komme og bortføre hende i et Kys. Derpaa faldt hun sønderknust tilbage, thi disse Udbrud mattede hende mere end nogetsomhelst Andet.

Nu følte hun en idelig og overvældende Træthed. Hun modtog ofte Stævninger, Stempelpapir, som hun neppe betragtede. Hun kunde ønske sig ikke at leve længere eller uden Ophør at sove.


Torsdagen i Fastelavnsugen tog hun ikke hjem til Yonville, men gik om Natten paa Maskerade. Hun iførte sig Fløielsbenklæder og røde Strømper og tog en Paryk med hvid Sløife paa Hovedet. Hun sprang hele Natten om til den larmende Trompetmusik, man slog Kreds om hende, og om Morgenen stod hun i Teaterforsalen blank fem eller sex Masker, Debardeuser og Sømænd, Léons Kammerater, som talte om at spise Frokost paa et eller andet Sted.

Caféerne rundtomkring var fulde, de fandt en meget tarvelig Restauration ved Havnen, hvis Vært førte dem op i et lille Værelse paa fjerde Sal.

Mændene hviskede indbyrdes i en Krog, man beregnede uden Tvivl Udgifterne. Der var en Skriver, to medicinske Studenter og en Kommis, hvilket Selskab for hende! Hvad Kvinderne angik, opdagede Emma hurtig paa Klangen af deres Stemmer, at de hørte til den laveste Klasse. Hun blev bange, flyttede sin Stol tilbage og sænkede Øinene.

De Andre gav sig til at spise. Hun spiste ikke, hendes Pande brændte, det stak hende i Øielaagene, og hun mærkede en isnende Kulde, hun kunde endnu føle Balgulvet gynge under de talrige Dansendes Fødder. Punschelugten og Tobaksrøgen bedøvede hende, hun faldt i Besvimelse, man flyttede hende hen til Vinduet.

Det begyndte at dages, en stor mørkerød Plet viste sig paa Himlen henimod Sainte-Cathérinebakken. Den gustne Strøm krusede sig for Vinden, der var Ingen paa Broerne, Gaslygterne slukkedes.

Hun blev dog roligere og kom til at tænke paa den lille Bertha, som sov der hjemme i Pigens Kammer. En Kjærre med lange Jernstænger rullede forbi og kastede en bedøvende Metalklang mod Husene.

Hun ilede hastig bort, skiftede Paaklædning, sagde til Léon, at hun maatte tilbage og blev endelig ene i Hotel de Boulogne. Alt ligeindtil hende selv var hende utaaleligt. Hun havde ønsket at kunne flagre bort som en Fugl, for at forynges et eller andet Sted, langt borte i et ubesmittet Rum.

Hun gik igjen, ilede over Boulevarden, gjennem Forstaden til en Vei, der snoede sig forbi Haver. Hun gik hurtig til, den fri Luft beroligede hende, og lidt efter lidt svandt Mængden, Maskerne, Kvadrillerne, Lysekronerne, Frokosten og disse Fruentimmer bort som flygtende Taager. Efter at være kommet tilbage til „det røde Kors” kastede hun sig paa sin Seng i det lille Værelse paa anden Sal med Billederne fra »Tour de Nesle«. Klokken fire om Eftermiddagen vækkede Hivert hende.

Da hun kom hjem, viste Felicité hende et Stykke graat Papir, som hun havde gjemt bag Uret. Hun læste:

„Efter Domstolens Kjendelse”, hvilken Kjendelse? Den foregaaende Dag havde man virkelig bragt hende et Papir, som hun ikke havde seet paa, derfor blev hun aldeles forstenet over følgende: „befales Fru Bovary i Kongens og Lovens Navn”. Hun sprang flere Linier over og opdagede: „med fireogtyve Timers Frist” — Men hvad? „At betale en Sum af ottetusind Francs”. Og længere nede stod der: „Hun vil blive tvunget dertil paa hver retslig Maade, først og fremmest ved Execution af Møbler og Effekter.”

Hvad skulde hun gribe til? . . . det var i Løbet af fireogtyve Timer, imorgen! . . . L'heureux, tænkte hun, vilde sandsynligvis kun skræmme hende, thi hun gjættede strax alle hans Manøvrer, Hensigten med hans Venligheder. Hvad der beroligede hende, var selve Summens overdrevne Størrelse.

Ved imidlertid idelig at kjøbe og aldrig betale, laane, underskrive Vexler og omsætte disse Vexler, der svulmede op med hver Termin, havde hun tilsist lavet L'heureux en Kapital, som han ventede utaalmodig til sine Spekulationer.

Hun gik hen til ham og begyndte aldeles ligefrem:

— De veed vel, hvad der er passeret? Det er naturligvis en Spøg.

— Nei.

— Hvorledes det?

Han vendte sig langsomt om og sagde med korslagte Arme:

— Troer De virkelig, lille Frue, at jeg evig og altid vil være Deres Leverandør og Kræmmer for Guds Skyld? Jeg maa dog virkelig engang have mine udlagte Penge, lad os dog være fornuftige Mennesker! Hun gjorde Indsigelser i Anledning af Gjældens Størrelse. — Det er slemt for Dem; men Domstolen har godkjendt den! det er blevet tilkjendegivet Dem. Forøvrigt er det ikke mig, det er Vinçart.

— Men kan De ikke . . .

— Nei, paa ingen mulige Maader.

— Men . . . lad os nu tale fornuftigt sammen.

Hun søgte Udflugter, hun havde ikke vidst Noget . . . det var en Overraskelse.

— Hvis er Skylden? spurgte L'heureux med et ironisk Buk. Mens jeg slider som en Slave morer De Dem.

— Ingen Moralprækener!

— Det kan aldrig skade.

Hun var feig, bønfaldt ham og støttede endogsaa sin Haand, sin smukke hvide lange Haand paa Kjøbmandens Knæ.

— Lad mig være! Man skulde troe, at De vilde forføre mig.

— Skurk! udbrød hun.

— Hvor De tager paa Veie, sagde han smilende.

— Men jeg skal vise Folk, hvem De er. Jeg skal fortælle min Mand . . .

— Saa skal jeg ogsaa vise Deres Mand Noget.

Og L'heureux tog den Kvittering paa attenhundrede Francs frem, som hun havde givet ham, dengang Vinçart diskonterede den.

— Troer De, at den stakkels kjære Mand ikke vilde kunne forstaae dette lille Tyveri? vedblev han.

Hun faldt sammen, mere bedøvet end, hvis hun havde faaet et Kølleslag i Hovedet.

Han gik frem og tilbage mellem Vinduet og Pulten og gjentog:

— Den skal jeg gjerne vise ham . . . den skal jeg saamænd gjerne vise ham . . .

Derpaa traadte han nærmere til hende og hviskede:

— Det er ikke morsomt, det veed jeg nok, men man døer jo ikke deraf, og da det er det eneste Middel, De har tilbage til at skaffe Penge saa . . .

— Men hvor skal jeg dog skaffe dem fra? spurgte Emma og vred sine Hænder.

— Det er jo en let Sag, naar man har Venner . . .

Han sendte hende et saa gjennemtrængende og skrækkeligt Blik, at hun gjøs ligetil det Inderste.

— Jeg lover Dem, sagde hun, at jeg vil skrive under. . .

— Jeg har nok af Deres Underskrifter.

— Jeg vil sælge.

— De har jo ikke Noget at sælge, svarede han med et Skuldertræk og raabte gjennem en Lem i Gulvet ned i Butiken: Annette, glem ikke de tre Rester af Nr. 14.

Pigen kom op, Emma forstod det og spurgte „hvormange Penge der behøvedes for at stanse en Exekution?

— Det er altfor silde!

— Men hvis jeg nu bragte Dem flere tusind Francs, en Fjerdedel af Summen, en Trediedel, næsten Alt.

— Nei, det er unyttigt.

Han stødte hende blidt hen til Trappen.

— Jeg besværger Dem, Hr. L'heureux, blot nogle Dage endnu . . . hulkede hun.

— Lad os nu være fri for Scener.

— De bringer mig til Fortvivlelse.

— Hvad Pokker kommer det mig ved? sagde han og lukkede Døren.

VII.

Hun var stoisk, da Retsbetjenten Hareng tilligemed to Vidner præsenterede sig hos hende for at optage en Inventarieliste over Bohavet.

De begyndte med Bovarys Kabinet, men opskrev dog ikke det frenologiske Hoved, der blev betragtet som „henhørende til hans Profession”; men de talte alle Gryder og Fade, Stole og Lysestager i Kjøkkenet og alle Nipssagerne paa Etagèren i hendes Soveværelse. De eftersaae hendes Kjoler, Linned og Toilettesager; hendes Tilværelse lige til dens lønligste Afkroge laae henstrakt ligesom et Lig der anatomeres for disse tre Mænds Blik.

Hr. Hareng, der var tilknappet i en tynd sort Frakke med hvidt Halstørklæde og stramme Benklæder, gjentog af og til: „Med Deres Tilladelse Frue! med Deres Tilladelse. . .” Ofte kom han med Udbrud: „Nydeligt! meget smukt!” Derpaa gav han sig atter til at skrive, idet han dyppede Pennen i Hornblækhuset, som han holdt i venstre Haand.

Da de var færdige med Værelserne, gik de op paa Loftet.

Der havde hun gjemt en Pult med Rodolphes Breve, den maatte aabnes.

— Ah en Korrespondance! sagde Hareng med et diskret Smil. Men undskyld! thi jeg maa forvisse mig om, at der ikke er andre Ting deri.

Han bøiede let Papirerne som for at hælde Guldstykker ud deraf. Hun blev greben af Harme ved at see denne plumpe Haand med dens røde sneglelignende Fingre lægge sig paa de Sider, hvorover hendes Hjerte havde banket.

Endelig gik de da! Félicite kom tilbage, hun havde staaet paa Post for at holde Bovary borte, de installerede hurtig Betjenten oppe paa Loftet, hvor han lovede at forholde sig ganske rolig.

I Aftenens Løb forekom Charles hende tankefuld. Emma udspeidede ham med et ængsteligt Blik, idet hun troede at læse Anklager i Rynkerne paa hans Ansigt. Hendes Øine faldt paa Kammen med den kinesiske Skjærm, paa de svære Gardiner, paa Lænestolene, kort sagt paa alle disse Ting, der havde formildet Bitterheden ved hendes Tilværelse, hun følte da et Nag eller rettere en uendelig Sorg, som kun æggede Lidenskaben, langt fra at tilintetgjøre den. Charles ragede roligt i Ilden med Fødderne paa Ildbukkene.

Der var et Øieblik, hvor Betjenten, der uden Tvivl kjedede sig i sit Skjul, gjorde lidt Støi.

— Der er Nogen, som gaaer ovenpaa, sagde Charles.

— Nei, svarede hun, det er en Luge, som staaer aaben, og som Vinden rusker i.

Den næste Dag, det var en Søndag, tog hun til Rouen for at henvende sig til alle de Bankierer, som hun kjendte af Navn. De fleste var paa Landet eller bortreist. Hun tabte ikke Modet, og dem, som hun kunde faae i Tale, bad hun om Penge med Forsikkring om, at det var aldeles nødvendigt, og at hun nok skulde betale dem tilbage.

Nogle loe hende lige op i Ansigtet, Alle sagde nei.

Klokken to løb hun til Léon, bankede paa hans Dør, der var Ingen, som aabnede, endelig kom han.

— Hvad bringer Dig til Byen idag?

— Forstyrrer jeg Dig?

— Nei . . . men . . . og han tilstod, at hans Vært ikke yndede, at Leierne modtog „Damebesøg.”

— Jeg har Noget at tale med Dig om, svarede hun.

Han tog sin Nøgle, hun stansede ham.

— Nei, henne hos os selv!

De gik op paa deres Værelse i Hotel de Boulogne.

Hun drak et stort Glas Vand. Hun var meget bleg.

— Léon, Du maa gjøre mig en Tjeneste, og idet hun rystede begge hans Hænder, som hun klemte fast om, tilføiede hun.

— Hør! Jeg trænger til ottetusind Francs.

— Men Du er jo vanvittig.

— Nei ikke endnu.

Og hun meddelte ham Alt og forklarede ham sin fortvivlede Stilling, thi Charles var uvidende om det Hele, Fa'er Rouault formaaede Intet, hendes Svigermoder afskyede hende, men han Léon maatte give sig til at løbe om for at skaffe denne absolut nødvendige Sum . . .

— Men hvorledes vil Du da have . . .

— Du er en Usling! udbrød hun.

— Men Du overdriver vist Ulykken, sagde han dumt. Maaske vil Fyren blive beroliget med en tusind Daler.

Det var jo netop en yderligere Grund til at forsøge et eller andet Skridt, det var ikke muligt, at man ikke skulde kunne opdrive tretusind Francs. Iøvrigt kunde Léon jo gaae i Kaution for hende.

— Gaae! Prøv derpaa! det maa saa være! Jeg skal elske Dig saa høit derfor!

Han gik og kom tilbage efter en Times Forløb og sagde med et høitideligt Udtryk. Jeg har været hos tre Personer . . . forgjæves.

De blev siddende ligeover for hinanden, begge ved sin Side af Kaminen, ubevægelige og uden at sige et Ord. Emma trak paa Skuldrene og stampede i Gulvet. Han hørte hende mumle: Hvis jeg var i Dit Sted, skulde jeg nok skaffe Penge!

— Hvor da?

— Paa Dit Kontor! og hun saae hen paa ham.

En djævelsk Dristighed spillede i hendes flammende Blik, og Øienbrynene trak sig sammen paa en lasciv og opmuntrende Maade — saaledes at den unge Mand følte sig blive svag under denne Kvindes stumme Villie, der tilskyndede ham til en Forbrydelse. Da blev han angst, og for at undgaae enhver Forklaring slog han sig for Panden med det Udbrud:

— Morel maa jo komme hjem inat! Han vil ikke sige nei, det haaber jeg nok! — Det var en af hans Venner, Søn af en meget rig Kjøbmand, — og jeg skal bringe Dig dem imorgen, tilføiede han.

Emma lod ikke til at modtage dette Haab med saamegen Glæde, som han havde troet. Anede hun Løgnen? Han vedblev, idet han blev rød i Hovedet:

— Men hvis Du ikke skulde faae mig at see til Klokken tre, saa Vent ikke længere, min Elskede. Nu maa jeg gaae, undskyld mig. Farvel!

Han trykkede hendes Haand, den var aldeles slap. Emma havde tabt Evnen til at føle Nogetsomhelst.

Klokken slog fire, og hun reiste sig for at tage hjem til Yonville, idet hun automatisk lystrede Vanens Magt.

Det var smukt Veir, det var en af disse lyse, skarpe Martsdage, hvor Solen skinner under en aldeles klar Himmel. Søndagsklædte Folk med fornøiede Ansigtet spadserede paa Gaderne. Hun naaede Torvet ved Kirken, Vespergudstjensten var forbi, Skaren strømmede ud af de tre Portaler som en Flod gjennem tre Brobuer, og i Midten stod Schweitzeren, ligesaa ubevægelig som en Klippe.

Da mindedes hun den Dag, hvor hun ængstelig og forhaabningsfuld var traadt ind under dette store Skib, der strakte sig for hende mindre dyb end hendes Kjærlighed, og hun vedblev at gaae fremad, grædende under sit Slør, bedøvet, vaklende og nær ved at besvime.

— Varsko! raabte en Stemme fra en Port, der aabnedes.

Hun stansede for at lade en mørk Hest, der var spændt for en Tilbury, og kjørt af en Gentleman i Zobelpels fare forbi sig. Hvem var det dog? Hun kjendte ham jo . . . Vognen foer afsted og forsvandt

Men det var jo ham, Vicomten! Hun vendte sig bort. Gaden var tom. Hun var saa overvældet, saa melankolsk, at hun maatte støtte sig til en Mur for ikke at falde.

Hun tænke, at hun havde taget feil, forøvrigt vidste hun det ikke, Alt i og udenfor hende selv forlod hende. Hun følte sig fortabt, som om hun villieløs styrtede ned i bundløse Afgrunde, og hun blev næsten glad ved at opdage Homais i „det røde Kors”, denne stod og saae paa, at man læssede en stor Kasse med Apotekersager paa „Svalen”. Han holdt et Tørklæde med sex „Cheminots” i Haanden til sin Kone.

Fru Homais yndede i høi Grad disse smaa, tunge, turbanformede Brød, som man spiser i Fastetiden med Smør paa, et siste Minde om Gothernes Føde, der maaske skriver sig fra Korstogenes Tid, og hvormed de kraftige Normanner fyldte sig i fordums Dage, idet de ved det gule Fakelskjær troede at se Sarrasener Hoveder paa deres Bord mellem Kanderne med Hypenkras og de kjæmpemæssige Kjødstykker. Apotekerens Kone knuste dem ligesaa heroisk trods sine daarlige Tænder, derfor undlod Homais heller ikke at bringe nogle hjem, hver Gang han tog til Byen.

— Det glæder mig at træffe Dem! sagde han og bød Emma Haanden, for at hjælpe hende ind i „Svalen”. Derpaa hængte han Brødene op i Vognremmene og fatte sig med blottet Hoved og korslagte Arme i en tankefuld og napoleonsk Stilling.

Men da den Blinde som sædvanligt viste sig, udbrød han:

— Jeg kan ikke begribe, at Myndighederne endnu tillader en saa skjændig Industrigren. Man burde indespærre disse Ulykkelige og tvinge dem til et eller andet Arbeide. Fremskridtet bevæger sig paa Ære kun med Snegleskridt, vi vader om i et gyseligt Barbari.

Den Blinde rakte Hatten frem, der daskede imod Dørkanten.

— Det er en Kjertelsygdom! sagde Apotekeren. Og skjønt han godt kjendte den stakkels Djævel, lod han, som om han saae ham for første Gang, mumlede Ord som: „Hinde, Hornhinde, Facies”, og spurgte ham i en faderlig Tone: Har Du længe lidt af denne forfærdelige Sygdom, min Ven? I Stedet for at drikke Dig fuld paa Kroerne, burde Du hellere bruge en Kur. Han opfordrede ham til at nyde god Vin, godt Øl, gode Stege. Den Blinde vedblev at synge, han syntes forøvrigt næsten at være fjollet. Endelig aabnede Homais sin Pung.

— Der har Du en Sou, giv mig to Liards tilbage, — og glem ikke mine Raad, Du vil befinde Dig vel derved.

Hivert tillod sig ganske høit at yttre nogen Tvivl om deres Virkeevne, men Apotekeren forsikkrede, at han vilde kurere ham med en Salve, han selv havde lavet og gav ham sin Adresse: — Homais „ved Hallerne”, hvert Barn veed forresten, hvor jeg boer.

— Men nu maa Du ogsaa spille Komedie for Pengene, sagde Hivert.

Den Blinde sank i Knæ, bøiede Hovedet tilbage, rullede de grønlige Øine om deri og rakte Tunge, idet han gned sig paa Maven med begge Hænder og udstødte en Art dump Hylen som en forsulten Hund. Greben af Væmmelse slængte Emma et Femfrancsstykke hen over Skuldren til ham. Det var hele hendes Formue, det forekom hende ædelt at kaste den bort paa denne Maade.

Vognen var allerede atter kjørt til, da Homais pludselig hældede sig ud af Vinduet og raabte:

— Ingen Mel- og Mælkespiser. Uld paa Kroppen, de syge Dele skal udsættes for Røg af Enebær.

Synet af de bekjendte Gjenstande, der defilerede forbi Emmas Øine, vendte hende lidt efter lidt bort fra hendes nuværende Sorg. En utaalelig Træthed overvældede hende, og hun naaede hjem, sløvet, maalløs, næsten indsovet. Komme hvad der komme vil, tænkte hun, og maaske, hvem veed? hvorfor kunde der ikke i næste Øieblik skee noget aldeles Mærkeligt? L'heureux kunde jo for Exempel døe.

Klokken ni om Morgenen vaktes hun ved Lyden af Stemmer paa Torvet. En Skare Mennesker havde samlet sig omkring „Hallerne” for at læse en stor Plakat, der var klæbet til en af Pælene, hun saae Justin staae op paa en Afviser og rive Plakaten itu. Men i samme Øieblik tog Landsbybetjenten ham i Kraven, Homais kom ud fra Apoteket, og Mo'er Lefrançois lod til at holde en Tale.

— Frue, Frue! raabte Félicité der traadte ind i Stuen, det er ganske forfærdeligt.

Og den stakkels Pige rakte hende bevæget et Stykke gult Papir, som hun havde revet af Døren. Emma saae med et Øiekast, at hele hendes Møblement var tilsalgs.

De betragtede hinanden i Tavshed, Fruen og Pigen havde ingen Hemmeligheder for hinanden. Endelig sukkede Félicité: — Hvis jeg var i Deres Sted, Frue, gik jeg hen til Hr. Guillaumin.

— Troer Du? . . . Og dette Spørgsmaal betød: Har Du, som kjender Huset gjennem Tjeneren, nogensinde hørt, at Herren har omtalt mig?

— Ja, gaae blot derhen, det vil være rigtig gjort af Dem.

Hun klædte sig paa, tog sin sorte Kjole og sin Kaabe med Stenkulsknapperne paa, og for at man ikke skulde see hende (der var altid mange Folk paa Torvet) gik hun udenfor Landsbyen ad Stien langs Vandet.

Hun naaede aldeles forpustet Notarens Gitter, Himlen var mørk, og der faldt lidt Sne.

Ved Lyden af Klokken viste Théodore sig, han aabnede næsten familiært Døren for hende, som om hun havde været en Bekjendt og førte hende ind i Spisestuen.

En stor Porcellainsovn summede under en Kaktus, der udfyldte Nischen, og i sorte Rammer hang Steubens „Esmeralda” og Schopins „Potifars Hustru” paa det egetræesfarvede Tapet. Det dækkede Bord, to Sølvfyrfade, Porcellainsknapperne paa Døren, Gulvet og Møblerne, Alt straalede af smaalig engelsk Properhed, der var farvede Glas i alle Vindueshjørnerne. — Saadan en Spisesal burde jeg have, tænkte Emma.

Notaren traadte ind, idet han holdt den blommede Slaabrok op til sig med den venstre Haand, mens han med den anden hurtig lettede paa den kastaniebrune Fløilshue og atter omhyggeligt anbragte den paa Siden af Hovedet paa de tre lyse Haarlokker, han havde strøget fra Baghovedet for at bøde paa den skaldede Isse.

Efter at have budt hende en Stol, satte han sig ned til sin Frokost, idet han undskyldte sin Uhøflighed.

— Min Herre, jeg vilde bede Dem . . .

— Om hvad, Frue? Tal kun! Jeg er lutter Øre.

Hun gav sig til at udvikle Situationen for ham.

Hr. Guillaumin kjendte den godt, da han hemmeligt stod nøie Forbindelse med Kræmmeren, hos hvem han stadig fik Kapitaler til de Laan i Eiendomme, man bad ham om at skaffe.

Han kjendte altsaa (og det bedre end hun) disse Vexlers Historie, der først havde været saa ubetydelige og baaret forskjellige Navne som Endossenter, der havde været udstedte paa lang Sigte og stadig omfatte, indtil Kræmmeren endelig engang havde samlet alle Protester og overdraget sin Ven Vinçart at gjøre alle fornødne Skridt i sit eget Navn, da han ikke vilde gjælde for en Tiger blant sine Medborgere.

Hun blandede sin Beretning med Bebreidelser mod L'heureux, hvortil Notaren af og til svarede med en intetsigende Bemærkning. Mens han spiste sin Kotelette og drak sin The, sænkede han Hagen i sit himmelblaa Halstørklæde, der sammenholdtes af to Diamantnaale med en Guldkjæde imellem, og han smilede, men det var et eiendommeligt, sødligt og tvetydigt Smil. Da han opdagede, at hun havde vaade Fødder, sagde han: Flyt Dem dog nærmere til Kakkelovnen . . . nærmere op . . . til Porcelainspladen. Hun var bange for at smudse den til. Notaren svarede galant: En Skjønhed kan aldrig ødelægge Noget.

Hun søgte da at bevæge ham og kom selv i Bevægelse ved at skildre ham sit tarvelige Hjem, sine Pinsler, sine Fornødenheder. Han forstod det saa godt, hun, en elegant Dame! og uden at afbryde sit Maaltid, havde han vendt sig helt om imod hende, saaledes at hans Knæ streifede hendes Støvle, hvis Saal krummede sig, idet den røg mod Kaminen.

Men da hun bad ham om tusind Daler, klemte han Læberne sammen, erklærede at det gjorde ham meget ondt, at han ikke tidligere havde ledet hendes Pengesager, thi der var hundrede bekvemme Leiligheder, selv for en Dame, til at anbringe sine Kapitaler godt, hun kunde maaske have havt Part i Tørvemoserne ved Grumesnil eller Jorderne ved Havre, indladt sig paa ypperlige næsten aldeles sikkre Spekulationer, og han lod hende fortæres af Harme ved Tanken om de fantastiske Summer, hun sikkert kunde have vundet.

— Hvoraf kommer det, vedblev han, at De ikke tidligere har henvendt Dem til mig?

— Jeg veed det ikke rigtigt, svarede hun.

— Hvorfor? . . . Jeg gjorde Dem vel meget angst. Det er tvertimod mig, der har Anledning til at beklage mig; jeg kjender Dem jo neppe. Jeg nærer dog megen Hengivenhed for Dem, jeg haaber, at De ikke tvivler derom.

Han rakte hende sin Haand, greb hendes, fæstede et glubsk Kys derpaa og beholdt den paa sit Knæ, og han legede blidt med hendes Fingre, idet han sagde hende tusind Komplimenter.

Hans fade Stemme summede som en rislende Bæk, hans Øine skjød Gnister gjennem Brillerne, og hans Hænder trængte ind i Emmas Ærme for at omfatte hendes Arm, hun følte et stønnende Aandepust mod sin Kind. Denne Mand generede hende skrækkeligt.

Hun reiste sig med et Sæt og sagde: Jeg venter, min Herre.

— Paa hvad? spurgte Notaren og blev pludselig aldeles bleg.

— Paa Pengene.

— Men . . . han gav efter for sin Attraa, der aldeles overvældede ham: nu vel! ja! . . . og han slæbte sig paa Knæ henimod hende, uden at bryde sig om sin Slaabrok. — Bliv for Guds Skyld! jeg elsker Dem! Han greb hende om Livet.

En purpurrød Strøm skjød sig op i hendes Ansigt. Hun veg tilbage med et forfærdeligt Udtryk og raabte:

— De benytter Dem frækt af min Nød, min Herre. Jeg er at beklage men ikke at faae tilkjøbs. Og hun forlod Stuen.

Notaren stod aldeles forbløffet med Øinene fæstede paa sine smukke broderede Morgensko, det var en Damepræsent. Dette Syn beroligede ham tilsist. Forøvrigt tænkte han, at et saadant Eventyr kunde have ført ham for vidt.

— Hvilken nedrig Usling! . . . hvilken Skjændsel, sagde hun til sig selv, da hun hastig ilede langs Espetræerne paa Landeveien. Skuffelsen over det uheldige Udfald forstærkede kun Harmen over Krænkelsen, det forekom hende, at Forsynet fremturede i at forfølge hende, og hendes Stolthed voxede derved, aldrig havde hun næret saa megen Agtelse for sig selv og Foragt for Andre. Noget Krigerisk bragte hende ud af sig selv. Hun havde ønsket at kunne prygle alle Mændene, spytte dem i Ansigtet, knuse dem Allesammen, og hun vedblev at gaae hastig til, bleg, skjælvende, heftig, udspeidende den tomme Horisont med Taarer i Øiet, og ligesom frydende sig over det Had, der var nærved at kvæle hende.

Da hun fik Øie paa sit Has, blev hun greben af en Stivnen. Hun kunde ikke gaae fremad, det maatte dog skee, hvor skulde hun forøvrigt flygte hen?

Félicité ventede hende i Døren.

— Nu vel?

— Nei, svarede Emma.

I et Kvarterstid grundede begge over, om der ikke skulde være et Menneske i Yonville, der vilde hjælpe. Men hver Gang Félicité nævnede Nogen, svarede Emma: — Nei, det er umuligt! de vil ikke.

— Og Herren, som ligestrax kommer hjem.

— Ja jeg veed det, lad mig være alene.

Hun havde forsøgt Alt. Der var Intet mere at gjøre, og naar Charles kom hjem, skulde hun altsaa sige til ham: — Gaae Din Vei. Det Tæppe, hvorpaa Du træder, tilhører ikke længere os. Af Dit Hus eier Du ikke et Stykke Møbel, en Knappenaal, et Straahalm, og det er mig, som har ruineret Dig, stakkels Mand! Derpaa vilde han briste i Hulken, fælde Taarer i det Uendelige og tilgive hende, naar den første Overraskelse var forbi.

— Ja! mumlede hun og skjar Tænder, han vil tilgive mig; dette Menneske, selv om han kunde tilbyde mig en Million, vilde jeg dog aldrig kunne tilgive ham, at han nogensinde har lært mig at kjende. Aldrig, aldrig! Tanken om Bovarys Overlegenhed gjorde hende aldeles rasende. Hvad enten hun nu tilstod eller ei, vilde han dog ikke destomindre strax, snart eller imorgen faae Katastrofen at vide, hun maatte altsaa vente denne skrækkelige Scene og lide under hans Høimod. Hun fik Lyst til atter at begive sig hen til L'heureux; men til hvad Nytte? at skrive til sin Fader! det var altfor sent, og maaske fortrød hun nu, at hun ikke havde givet efter for den Anden, da hun hørte Hestetrav i Alleen. Det var ham, han aabnede Ledet, han var hvidere i Ansigtet end en kalket Væg. Hun foer ned ad Trapperne, smuttede hastig over Torvet, og Mairens Kone, der passiarede udenfor Kirken med Lestiboudois, saae hende gaae ind til Skattekræveren.

Hun løb hen og fortalte Fru Caron det. Disse to Damer gik op paa Loftet, og skjulte af Tøiet der hang til Tørring, stillede de sig saaledes, at de kunde oversee hele Binets Værelse.

Han sad ene paa sit Kammer og var i Færd med at efterligne i Træ et af disse ubeskrivelige Elfenbensarbeider, som er sammensatte af Halvmaaner og Kugler udskaarne inden i hverandre, der er aldeles lige som en Obelisk og fuldkomment uskikkede til at bruges til Nogetsomhelst, han arbeidede paa det siste Stykke, han stod ved Maalet. I det halvmørke Værksted fløi det lyse Støv fra hans Værktøi som Gnister under galoperende Hestehove, de to Hjul dreiede rundt og snurrede, Binet smilede med sænket Hage, udspilede Næseboer og syntes fortabt i denne fuldstændige Lyksalighed, som rimeligvis kun kan opnaaes ved tarvelige Beskjæftigelser, der more Tanken med let overvindelige Vanskeligheder og tilfredsstille den ved en Udførelse, ud over hvilken der ikke kan tænkes noget Ypperligere.

— Der er hun! sagde Fru Tuvache.

Men det var umuligt at høre Noget for Dreiebænken.

Endelig troede disse Damer at skjelne Ordet „Francs”, og Mairens Kone hviskede ganske sagte:

— Hun beder ham om Udsættelse for sit Skattebidrag.

— Sandsynligvis, svarede den Anden.

De saae hende gaae op og ned i Værelset og tage Servietteringene, Lysestagerne, Rækværkskuglerne i Øiesyn, mens Binet veltilfreds strøg sit Skjæg.

— Skulde hun være kommet for at gjøre en Bestilling? spurgte Fru Tuvache.

— Men han sælger jo ikke Noget, svarede den Anden.

Skattekræveren saae ud til at lytte til hende med opspilede Øine, som om han ikke forstod, hvad hun sagde. Hun vedblev paa en øm, bønfaldende Maade. Hun traadte nærmere til ham, hendes Barm bølgede op og ned, de talte ikke mere.

— Gjør hun ham Tilbud? spurgte Fru Tuvache.

Binet var rød lige op til Ørene. Hun greb hans Hænder.

— Men det er dog for stærkt!

Uden Tvivl foreslog hun ham noget ganske Forfærdeligt, thi — Binet var dog tapper, han havde kjæmpet ved Bautzen og Lützen, gjort Felttoget i Frankrig med og var endogsaa bleven indstillet til Korset — pludselig foer han langt tilbage som ved Synet af en Slange og raabte: — Hvad tænker De paa, Frue? . . .

— Man burde piske den Slags Fruentimmer! udbrød Mairens Kone.

— Hvor blev hun af? spurgte Fru Caron.

Thi hun var pludselig forsvundet, men da de saae hende ile ned ad Landeveien og dreie til Høire, som for at naae ud til Kirkegaarden, fortabte de sig i Gisninger.


— Mo'er Rollet, sagde hun efter at være naaet ud til Ammen, jeg er nær ved at kvæles! . . . løs mit Tøi!

Hun faldt hulkende ned paa Sengen. Mo'er Rollet dækkede hende til med et Skjørt og blev staaende ved Siden af hende. Da hun ikke svarede hende, fjernede den gode Kone sig, tog sin Rok og gav sig til at spinde.

— Oh! hold dog op! mumlede hun, idet hun troede at høre Binets Dreiebænk.

— Hvad er der i Veien? tænkte Ammen ved sig selv. Hvorfor er hun kommet herud?

Hun var løbet derud, grebet af en Slags Rædsel, der jog hende hjemmefra.

Liggende paa Ryggen, ubevægelig, med stive Blikke, skjelnede hun kun ubestemt sine Omgivelser, skjønt hun fæstede sine Tanker derpaa med en næsten idiotisk Vedholdenhed. Hun betragtede Afskalningerne paa Væggene, to Brande der røg Side om Side og en stor Edderkop, der krøb over hendes Hoved i en Bjælkerevne. Endelig samlede hun sine Tanker. Hun mindedes . . . en Dag med Léon . . . oh! hvor det var længe siden . . . Solen skinnede paa Floden, og Clematis'en duftede . . . bortført af sine Minder som af en sydende Strøm, erindrede hun sig snart den foregaaende Dags Begivenheder.

— Hvad er Klokken? spurgte hun.

Mo'er Rollet gik ud, hævede Fingrene paa den høire Haand henimod den Side, hvor Himlen var klarest og kom langsomt tilbage med de Ord: Snart tre.

— Tak, tak.

Thi han vilde komme, det var hun vis paa. Han vilde have skaffet Penge. Men han var maaske i hendes Hjem uden at ane, at hun var her, og hun befalede derfor Ammen at løbe hjem til hende for at hente ham.

— Skynd Dem.

— Ja nu gaaer jeg, nu gaaer jeg, lille Frue.

Nu var hun forbavset over ikke ligestrax at have tænkt paa ham, thi han havde jo igaar givet hende sit Ord, han vilde ikke svigte det, og i Tankerne saae hun sig allerede lægge de tre Banknoter paa L'heureux' Pult. Derpaa maatte man lave en Historie for at forklare Bovary Sagen. Men hvad?

Imidlertid varede det længe, før Ammen kom igjen. Men da der ikke var noget Ur i Hytten, frygtede Emma for, at hun maaske overdrev Tidens Længde. Hun gav sig til at spadsere frem og tilbage i Haven, Skridt for Skridt, hun gik henad Stien langs Hækken og vendte hurtig tilbage i Haab om, at den gode Kone var kommet tilbage ad en anden Vei. Endelig træt af at vente, et Bytte for Anelser som hun stødte bort fra sig, idet hun ikke længere vidste, om hun havde været der et Aarhundrede eller et Minut, satte hun sig hen i en Krog og lukkede sine Øine og Øren. Ledet knirkede, hun gjorde et Sæt, førend hun havde talt et Ord, havde allerede Mo'er Rollet sagt: Der var Ingen hos Dem.

— Hvadfornoget?

— Nei, Ingen. Og Herren græder. Han kalder paa Dem, man søger efter Dem.

Emma svarede ikke. Hun stønnede, Øinene rullede i Hovedet paa hende, forskrækket over hendes Ansigt, veg Bondekonen uvilkaarligt tilbage i den Tro, at hun var bleven gal. Men pludselig slog hun sig for Panden og udstødte et Skrig, thi Mindet om Rodolphe var faret gjennem hendes Sjæl som et Lynglimt i en mørk Nat. Han var saa god, saa fintfølende, saa ædelmodig! Og forøvrigt, hvis han tøvede med at bevise hende denne Tjeneste, skulde hun vide at tvinge ham dertil ved med et eneste Øiekast at minde ham om deres tabte Kjærlighed. Hun ilede derfor henimod La Huchette uden at ænse, at hun netop ilede henimod det, som nylig havde gjort hende saa forbittret eller i mindste Maade at ane denne Prostitution.

VIII.

Hun spurgte sig selv underveis: Hvad skal jeg sige? Hvormed skal jeg begynde? Og efterhaanden som hun kom længere frem, gjenkjendte hun Buskadset, Træerne, Gyvelbuskene paa Høien, Herregaarden hist nede. Hun gjenfandt sig selv mellem alle Minderne fra hendes første Kjærlighed, og hendes stakkels forpinte Hjerte lindredes derved. En mild Vind foer hen over hendes Ansigt, Sneen, der smeltede, faldt Draabe for Draabe fra Knopperne paa Græsset.

Hun traadte ligesom fordum ind ad den lille Havelaage og stod i Hovedgaarden, der kantedes af en dobbelt Række tætte Lindetræer. De vuggede hvislende deres lange Grene. Alle Lænkehundene gjøede, og deres Stemmer gav Gjenlyd, uden at der viste sig Nogen.

Hun steg op ad den store lige Trappe med Trærækværket, som førte til den med støvede Fliser belagte Korridor, hvor der laae flere Værelser i en Række som i et Kloster eller paa et Gjæstgiversted. Hans Værelse laae for Enden af Gangen til Venstre; men da hun lagde Fingrene paa Laasen, svigtede pludselig Kræfterne hende. Hun var bange for, at han ikke skulde være der, og dog ønskede hun det næsten, men det var hendes eneste Haab, den siste Udsigt til Frelse, hun tog sig sammen, samlede alt sit Mod ved Følelsen af den bydende Nødvendighed og traadte ind.

Han sad foran Ilden med Fødderne paa Kamingesimsen i Færd med at ryge en Pibe.

— Hvadfornoget, er det Dem? sagde han og reiste sig hurtig.

— Ja, det er mig. Jeg vilde bede Dem om et Raad, Rodolphe.

Og trods alle hendes Anstrengelser var det hende umuligt at fortsætte.

— De har ikke forandret Dem, De er ligesaa yndig som før.

— Oh! svarede hun bittert, det kan kun være sørgelige Ynder, min Ven, da De jo har forsmaaet dem.

Han begyndte at forklare sin Opførsel og undskyldte sig i ubestemte Udtryk af Mangel paa at kunne finde noget Bedre.

Hun lod sig fange af hans Ord, mere endnu af hans Stemme og Synet af hans Skikkelse, saaledes at hun lod, som om hun troede eller maaske virkelig troede paa det Paaskud, han angav for deres Brud. Det var en Hemmelighed, hvoraf en tredie Persons Ære og maaske Liv afhang.

— Lige meget! sagde hun og betragtede ham sørgmodigt, jeg har lidt saa meget:

Han svarede i en filosofisk Tone: Saaledes er nu Livet!

— Men har De da i det Mindste havt det godt, siden vi skiltes ad? spurgte Emma.

— Aah! hverken godt .. . . eller slet.

— Det havde maaske været bedre, om vi aldrig havde forladt hinanden?

— Ja . . . maaske.

— Troer Du? sagde hun og rykkede sig nærmere til ham, og hun sukkede: Oh, Rodolphe! hvis Du vidste, hvor høit jeg har elsket Dig.

Hun greb hans Haand, og saaledes sad de nogen Tid — som den første Dag ved det landøkonomiske Møde. Af en Levning af Stolthed kjæmpede han endnu mod sin rørte Stemning. Hun sank til hans Bryst og sagde:

— Hvorledes vilde Du have, at jeg skulde kunne leve uden Dig? Man kan ikke vænne sig fra Lykken. Jeg var fortvivlet, jeg troede, at jeg skulde døe! Jeg skal fortælle Dig alt dette, Du skal faa at see . . . og Du? Du har flygtet for mig . . .

Thi i de tre siste Aar havde han omhyggeligt undgaaet hende som Følge af den medfødte Feighed, der karakteriserer det stærke Kjøn, og Emma vedblev med nydelige, kjælne Hovedbevægelser.

— Du har elsket Andre, ikke sandt? Oh! Jeg forstaaer dem, og jeg undskylder dem, Du har forført dem, ligesom Du har forført mig. Du er en Mand, Du har Alt hvad der udfordres for at blive elsket. Men vi vil begynde forfra, ikke sandt? vi vil atter elske hinanden. See, jeg leer, jeg er lykkelig, men saa tal dog!

Hun var henrivende at see med Blikket, hvori der skjælvede en Taare som en Dugdraabe efter Uveiret i en blaa Blomsterkalk.

Han trak hende hen paa sit Skjød og kjærtegnede med sin Haand hendes glatte Haar, hvori en siste Solstraale speilede sig som en Guldpil. Hun bøiede Panden, han kyssede hende endelig ganske sagte paa Øielaagene med Spidsen af Læberne.

— Men Du har grædt, sagde han. Hvorfor?

Hun brast i Hulken, Rodolphe troede, at det var et Kjærlighedsudbrud, og da hun taug stille, antog han denne Tavshed for en siste Undseelse og udbrød:

— Tilgiv mig! Du er den Eneste, jeg synes om. Jeg har været et Fæ og en Usling. Jeg elsker Dig og vil stadig elske Dig. Hvad fattes Dig! Sig det dog!

Han knælede.

— Nu vel! . . . jeg er ruineret, Rodolphe! Du maa laane mig tretusinde Francs.

— Men . . . men . . . sagde han og reiste sig lidt efter lidt, medens hans Physiognomi antog et alvorligt Udtryk.

— Du veed, vedblev hun hurtig, at min Mand havde anbragt hele sin Formue hos en Notar, denne er imidlertid løbet bort. Vi har laant, Klienterne betalte ikke. Forøvrigt er Opgjørelsen ikke endt endnu, vi faaer Penge senere. Men idag vil man gjøre Exekution hos os, fordi vi ikke kan udrede tretusind Francs, det er nu netop i dette Øieblik, og i Tillid til Dit Venskab har jeg henvendt mig til Dig.

— Ah! tænkte Rodolphe, der pludselig blev aldeles bleg, det er derfor, at hun er kommet. Endelig sagde han aldeles roligt: — Jeg har dem ikke, kjære Frue.

Han løi ikke. Hvis han havde havt dem, havde hun uden Tvivl faaet dem, skjønt det i Almindelighed er ubehageligt at gjøre saa gode Gjerninger; af alle Vindstød, der kan fare hen over Kjærligheden, er en Anmodning om Penge den koldeste og den, som river mest op med Rode.

Hun stod først nogle Minuter og saae paa ham.

— Du har dem ikke! Hun gjentog flere Gange: Du har dem ikke! Jeg burde have svaret mig denne siste Skam. Du har aldrig elsket mig, der er ikke mere ved Dig end ved Nogen af de Andre.

Hun forraadte sig, hun tilintetgjorde sig.

Rodolphe afbrød hende med Forsikkringen om, at han selv var „i Forlegenhed”.

— Hvor jeg beklager Dig! udbrød hun. Ja, grumme meget! . . . Og idet hendes Øine fæstede sig paa en damasceret Riffel, der glimrede i Vaabentrofæen, vedblev hun: — Men naar man er saa fattig, har man ikke Raad til at have Sølvbeslag paa sin Bøssekolbe, saa kjøber man heller ikke et Taffelur med Skildpaddesindlægning, vedblev hun og pegede hen paa Rokokouret — eller Sølvpiber til sine Piske, hun berørte dem — eller Berlokker til sit Lommeur. Han mangler Intet, om det saa er en Likørbakke, har han en i sit Værelse; thi Du kjæler for Dig selv, Du lever godt, Du har en Herregaard, Avlsgaarde, Skove, Du jager, Du reiser til Paris. Om det saa kun er disse, udbrød hun og tog hans Manschetknapper paa Kammen . . . . den mindste af disse Narrestreger kan gjøres i Penge! Aa! jeg vil ikke have dem! behold dem kun! Hun kastede Knapperne langt fra sig, saa Kjæden sprang itu ved at støde mod Væggen. — Men jeg kunde have givet Dig Alt, jeg kunde have solgt Alt, jeg kunde have arbeidet med mine Hænder, jeg kunde have tigget paa Landeveiene for et Smil, for et Blik, blot for at høre Dig sige: Tak! Og Du sidder ganske roligt i Din Lænestol, som om Du ikke allerede havde faaet mig til at lide nok. Veed Du vel, at uden Dig, havde jeg nu kunnet leve lykkelig. Hvem tvang Dig dertil? Var det et Væddemaal? Du elskede mig dog, det sagde Du i det Mindste . . . . Og nu for nylig . . . . det havde været bedre, om Du havde jaget mig bort. Mine Hænder er endnu varme af Dine Kys, og der er det Sted paa Tæppet, hvor Du laae paa Knæ for mig og tilsvor mig en evig Kjærlighed. Du havde bragt mig til at troe derpaa, i to Aar har Du sænket mig i den vidunderligste og mest henrivende Drøm . . . Ak! Mindes Du vore Reiseplaner? og Dit Brev, Dit Brev der sønderskjar mit Hjerte. Og naar jeg saa vender tilbage til ham, til ham, som er rig, lykkelig, fri, for at bønfalde ham om en Hjælp, som den Første, Bedste vilde yde mig, idet jeg tigger ham derom og bringer ham al min Kjærlighed tilbage, støder han mig bort, fordi det vilde koste ham tretusind Francs!

— Jeg har dem ikke, svarede Rodolphe med denne fuldkomne Ro, hvormed den resignerede Vrede bedækker sig som med et Skjold.

Hun gik. Væggene rystede, Loftet knugede hende, og hun gik tilbage ad den lange Allee, idet hun snublede imod Bunkerne af vissent Løv, som Vinden spredte. Endelig naaede hun Graven foran Gitteret, hun knækkede Neglene mod Laasen, i den Grad skyndte hun sig med at aabne det. Hundrede Skridt længere borte maatte hun stanse, forpustet og nær ved at falde. Og idet hun vendte sig om, saae hun endnu en Gang det følesløse Slot,med Parken, Haverne, de tre Gaarde og alle Vinduerne i Facaden.

Hun stod aldeles bedøvet og følte kun sin Tilværelse ved Pulsslagene, som hun troede at mærke som en bedøvende Musik, der opfyldte Landskabet. Jorden under hendes Fødder var blødere end Bølger, og Furerne forekom hende at være umaadelige, mørke Vover, der skummede forbi hende. Alt, hvad der var af Tanker og Minder i hendes Hoved, slap løs paa een Gang og med et eneste Sæt som de tusinde Stykker i et Fyrværkeri. Hun saae sin Fader, L'heureux' Kabinet, deres Værelse hist nede, et andet Landskab, hun grebes af Vanvid, hun blev angst, og det lykkedes hende endelig atter at gribe sig selv vistnok paa en forvirret Maade, thi hun mindedes ikke Aarsagen til sin forfærdelige Tilstand, Pengespørgsmaalet. Hun led kun over sin Kjærlighed og følte sin Sjæl forlade sig gjennem dette Minde, som de Saarede i Dødskampen føle Livet svinde bort gjennem deres blødende Vunde.

Det blev mørkt, Kragerne fløi omkring hende.

Pludselig forekom det hende, at Ildkugler sprang om i Luften og skiftede Form, dreiede og dreiede sig, for endelig at smelte paa Sneen imellem Træernes Grene. Midt i hver af dem stod Rodolphes Ansigt. De mangfoldiggjorde sig, de kom nærmere, de gjennemtrængte hende, Alt forsvandt. Saa fik hun Øie paa Lysene i Husene, der straalede fra det Fjerne gjennem Taagen.

Da stod Situationen for hende i hele dens Rædsel. Hendes Bryst stønnede, som om det skulde brydes. I et Anfald af Heroisme, der næsten gjorde hende glad, løb hun ned ad Bukken, foer over Stien, gjennem Alleen, forbi „Hallerne” og naaede Apoteket.

Der var Ingen. Hun vilde gaae ind; men ved Lyden af Klokken kunde der komme Nogen, hun sneg sig da ind ad Ledet med tilbageholdt Aandedræt, og famlende sig frem langs Murene, naaede hun Kjøkkenvinduet, et Tællelys brændte paa Skorstenen, Justin stod i Skjorteærmer og skulde lige bringe en Ret ind i Spisestuen.

— Ah! de spiser, lad mig saa vente lidt!

Han kom tilbage. Hun bankede paa Ruden. Han kom ud.

— Nøglen! den til ovenpaa, hvor . . .

— Hvadbehager?

Han betragtede hende, forbavset over hendes blege Ansigt, der aftegnede sig aldeles hvidt mod den mørke Baggrund. Hun forekom ham forunderlig deilig og majestætisk som et Fantom; uden at forstaae, hvad hun vilde, anede han noget Skrækkeligt.

Men hun vedblev hastig og sagte med en blid, smeltende Stemme: Jeg vil have den, giv mig den!

Og da Væggen kun var tynd, hørte man Gaflernes Raslen paa Tallerkenerne i Spisestuen.

Hun foregav at ville dræbe Rotter, der generede hendes Søvn.

— Men jeg maa dog først sige Herren . . .

— Nei! Bliv! og aldeles ligegyldigt tilføiede hun: — Det er ikke Umagen værdt, jeg skal strax fortælle ham det selv. Naa, lys for mig.

Og hun gik ind i Korridoren, hvor Døren til Laboratoriet var, der hang en Nøgle paa Væggen med Paaskriften „Kapernaum”.

— Justin! raabte Apotekeren utaalmodigt.

— Lad os komme op!

Og han fulgte hende.

Nøglen dreiede sig i Laasen, og hun gik lige henimod den tredie Hylde, saa godt ledede hendes Hukommelse hende, greb den blaa Krukke, rev Proppen af, stak Haanden ned deri og trak den op fuld et hvidt Støv, som hun gav sig til at sluge.

— Stans! udbrød han og kastede sig henover hende.

— Ti stille! der kunde komme Nogen.

Han var aldeles fortvivlet og vilde kalde.

— Sig blot ikke Noget, Alt vilde falde tilbage paa Din Herre.

Derpaa gik hun bort, pludselig beroliget og næsten glad som over at have opfyldt en Pligt.

Da Charles, forstyrret over Meddelelsen om Executionen, var kommet hjem, var Emma nylig gaaet ud. Han skreg, græd, besvimede, men hun kom ikke tilbage. Hvor kunde hun være? Han sendte Félicité til Homais, til Tuvache, til L'heureux, til den „forgyldte Løve” overalt, og naar hans Angst et Øieblik gav ham Ro til at tænke sig om, saae han sin Agtelse tilintetgjort, deres Formue ødelagt, Berthas Fremtid knust. Og hvorfor? . . . ikke et Ord! Han ventede til Klokken sex om Eftermiddagen. Endelig kunde han ikke længere holde det ud, og i den Tanke at hun var taget til Rouen, gik han ud paa Landeveien, tilbagelagde en Fjerdingvei, traf Ingen, ventede atter og gik endelig tilbage.

Hun var kommet hjem.

— Hvad var der i Veien? . . . Hvorfor? . . . Forklar mig . . .

Hun satte sig ved sin Sekretær og skrev et Brev, som hun langsomt forseglede med Tilføielse af Dato og Klokkeslet. Derpaa sagde hun i en høitidelig Tone:

— Du skal læse det imorgen; men indtil da beder jeg Dig om ikke at gjøre mig et eneste Spørgsmaal . . . nei, ikke eet.

— Men . . .

— Oh! lad mig være!

Hun kastede sig saa lang hun var, ned paa Sengen.

En bitter Smag, som hun følte i Munden, vakte hende. Hun skimtede Charles og lukkede atter Øinene.

Hun udspeidede sig selv med Nysgjerrighed, for at mærke, om hun ikke led. Men nei, endnu Intet! Hun hørte Urets Slag, Ildens Knittren og Charles' Aandedrag.

— Døden er da altsaa kun grumme Lidt! tænkte hun. Jeg falder i en Søvn, og Alt er endt.

Hun drak en Slurk Vand og vendte sig om mod Væggen.

Den forfærdelige Blæksmag vedblev.

— Jeg er tørstig, jeg er saa tørstig, sukkede hun.

— Hvad fattes Dig dog? spurgte Charles og rakte hende et Glas.

— Det er Intet . . . Luk Vinduet op . . . jeg kvæles.

Og hun blev grebet af en saa pludselig Kvalme, at hun neppe fik Tid til at gribe sit Lommetørklæde under Hovedpuden.

— Tag det! sagde hun hurtig, kast det fra Dig!

Han udspurgte hende, hun svarede ikke. Hun holdt sig aldeles stille af Frygt for, at den mindste Bevægelse skulde bringe hende til at kaste op. Imidlertid følte hun en isnende Kulde trænge fra Fødderne op til Hjertet.

— Nu begynder det altsaa! mumlede hun.

— Hvad siger Du?

Hun rullede med Hovedet med en blid ængstelig Bevægelse, idet hun idelig aabnede Kjæberne, som om hun havde baaret noget meget Svært paa Tungen. Klokken otte viste Brækningerne sig atter.

Charles opdagede, at der paa Bunden af Bækkenet var noget hvidt Grus, der hæftede sig til Porcelainssiderne.

— Det er ganske besynderligt! vedblev han at gjentage.

Men hun sagde med stærk Stemme: Nei, Du tager feil.

Da strøg han ganske let, næsten kjærtegnende med Haanden henover hendes Mave.

Hun udstødte et skingrende Skrig. Han veg aldeles forfærdet tilbage.

Hun gav sig til at stønne, først svagt, derpaa rystede en stærk Gysen hendes Skuldre, og hun blev hvidere end det Lagen, hvori hendes krampagtigt knyttede Fingre borede sig. De uregelmæssige Pulsslag var nu næsten blevet umærkelige.

Der stod Sveddraaber paa hendes blaalige Ansigt, der syntes som stivnet under Uddunstning af Metaldampe. Hendes Tænder klapprede, hendes forstørrede Øine stirrede forvildet rundt omkring, og paa alle Spørgsmaal svarede hun kun med at ryste paa Hovedet, hun smilede endogsaa to eller tre Gange. Lidt efter lidt blev hendes Stønnen stærkere, der undslap hende en dump Hylen, hun paastod, at hun havde det bedre, og at hun strax vilde staae op. Men hun blev grebet af Konvulsioner og raabte: Ak, min Gud, det er ganske forfærdeligt!

Han kastede sig paa Knæ imod Sengen.

— Tal! hvad har Du nydt? Svar i Himlens Navn!

Og han betragtede hende med Øine saa ømme, som hun aldrig før havde seet.

— Nu vel! der . . . der . . . sagde hun med bristende Stemme.

Han sprang hen til Sekretæren, brak Seglet og læste høit: „Man anklage Ingen . . . han stansede, foer med Haanden henover Øinene og læste atter.

— Hvorledes! Til Hjælp!

Og han kunde kun gjentage Ordet: Forgivet, forgivet. Félicité løb efter Homais, der udbasunede det paa Torvet, Madam Lefrançois hørte det i „den forgyldte Løve”, Folk stod op for at meddele det til deres Naboer, og hele Natten var Landsbyen i Bevægelse. Bleg, ude af sig selv, stammende og nær ved at falde omkuld, tumlede Charles om i Værelset. Han stødte mod Møblerne, rev Haaret af Hovedet, aldrig havde Apotekeren troet at skulle faae et saa forfærdeligt Syn at see.

Han gik hjem igjen for at skrive til Doktorerne Canivet og Larivière. Han var nær ved at miste Forstanden, han skrev mere end femten Kladder.

Hippolyte tog til Neufchâtel, og Justin sporede Bovarys Hest saa stærkt, at den blev liggende underveis, stivbenet og halvt død.

Charles vilde gjennemblade det medicinske Lexicon, han kunde ikke see Noget, Linierne dansede for hans Øine.

— Rolig! sagde Apotekeren, det gjælder blot om at finde en kraftig Modgift. Hvad Gift har hun taget?

Charles viste ham Brevet, det var Arsenik.

— Saa maa den analyseres, svarede Homais.

Thi han vidste, at der i alle Forgiftningstilfælde maa gjøres en Analyse, og den Anden, der ikke forstod det, svarede:

— Ja gjør det blot, gjør det blot, men frels hende.

Efter at være kommet tilbage til hende, sank han ned paa Tæppet og laae og hulkede med Hovedet imod Sengekanten.

— Græd ikke! sagde hun til ham. Snart skal jeg ikke længere pine Dig.

— Men hvorfor? Hvad har tvunget Dig dertil?

— Det maatte saa være, min Ven! svarede hun.

— Var Du ikke lykkelig? Er det min Skyld? Jeg har dog gjort Alt, hvad jeg formaaede.

— Ja . . . det er sandt . . . Du er et godt Menneske.

Hun strøg langsomt Haanden gjennem hans Haar, men denne blide Fornemmelse forøgede kun hans Bedrøvelse. Han følte hele sit Liv styrte sammen af Fortvivlelse over Tanken om at skulle miste hende i et Øieblik, hvor hun tilstod at nære større Kjærlighed til ham end nogensinde tilforn, og han fandt Intet, han vidste Intet, han vovede Intet, det Nødvendige i at fatte en øieblikkelig Beslutning var nær ved at gjøre ham forstyrret.

— Nu havde hun da endt, tænkte hun, med al den Skjændsel, Lavhed og alle de utallige Lyster, der pinte hende. Nu hadede hun Ingen, Tusmørke sænkede sig over hendes Tanker, og af hele Jordens Larmen hørte Emma kun dette stakkels Hjertes blide og utydelige Klager som et siste Ekko af en sig fjernende Symfoni.

— Bring mig Barnet! sagde hun og hævede sig paa Albuen.

— Du er vel ikke værre, vel? spurgte Charles.

— Nei, nei.

Barnet kom ind paa Pigens Arm i sin lange Natkjole, hvorfra de blottede Fødder stak frem, alvorligt og næsten halvt sovende. Hun betragtede med Forbavselse Værelset, der var i fuldstændig Uorden og blinkede med Øinene, blændet af Lysene, der brændte paa Møblerne. De mindede hende uden Tvivl om Nytaarsmorgen, naar hun blev vakt, mens det endnu var mørkt og bragt ind i sin Moders Seng for at faae sine Præsenter, thi hun gav sig til at sige:

— Men hvor er de henne, Mama? Og da Alle taug stille, tilføiede Barnet:

— Jeg seer ikke min lille Sko![3]

Félicité bøiede hende henover Sengen, mens Barnet stadig vedblev at see hen til Kakkelovnen.

— Har Ammen maaske taget den? spurgte hun.

Ved dette Navn, der bragte hende til at mindes sin Utroskab og sine Ulykker, vendte Emma Hovedet bort som væmmet ved Smagen af en endnu stærkere Gift. Barnet laae paa Sengen.

— Hvor Du har store Øine, Mama! hvor Du er bleg, hvor Du sveder! Moderen stirrede paa hende. — Jeg er bange, sagde den Lille og veg tilbage.

Emma greb hendes Haand for at kysse den, men Barnet stred imod.

— Nu er det nok! tag hende bort, udbrød Charles, der hulkede i Alkoven.

Derpaa hørte Symptomerne op et Øieblik, hun syntes mindre bevæget, og ved hvert ubetydeligt Ord, ved hvert roligere Aandedrag, fattede han nyt Haab. Da endelig Canivet kom, kastede han sig grædende i hans Arme.

— Ak! er det Dem! De er god! Men Alt gaaer bedre. See blot paa hende.

Hans Collega delte ikke denne Mening, og da han, som han selv udtrykte sig, „aldrig gjorde meget Vrøvl”, forordnede han Brækmidler, for at rense Maven fuldstændig.

Det varede ikke længe, før hun spyttede Blod. Hendes Læber klemte sig fastere sammen. Hendes Lemmer fortrak sig krampagtigt. Kroppen bedækkedes med mørke Pletter, og hendes Puls gled under Fingrene som en bristende Harpestreng. Derpaa gav hun sig til at skrige forfærdeligt. Hun forbandede Giften, bønfaldt den om at skynde sig og bortstødte med sin stivnede Arm Alt, hvad Charles, der led større Kvaler end hun, forsøgte at faae hende til at synke. Han stod op med Lommetørklædet for Munden, rallende, grædende og kvalt af den krampagtige Hulken, der rystede hele hans Legeme; Félicité løb frem og tilbage i Værelset, Homais stod aldeles stille og udstødte dybe Suk, og Canivet, der vedblev at bevare Koldblodigheden, begyndte ikke destomindre at føle sig forvirret.

— Men hun er jo dog renset . . . og fra det Øieblik Aarsagen ophører . . .

— Maa ogsaa Virkningen ophøre, svarede Homais, det er tydeligt.

— Frels hende! udbrød Bovary.

Uden at høre paa Apotekeren, der endnu vovede denne Hypothese, „det er maaske en gavnlig Paroxysme”, vilde Canivet forordne Theriak, da man hørte Piskesmeld, alle Ruderne klirrede, og en Postkalesche med tre indtil Ørene tilstænkede Heste dreiede i flyvende Fart omkring „Hallerne”. Det var Dokter Larivière.

Synet af en Gud kunde ikke have vakt større Bevægelse. Bovary hævede Hænderne, Canivet holdt pludselig inde, og Homais aftog sin græske Hue længe før, han var kommet ind i Stuen.

Han tilhørte Bichats store kirurgiske Skole, denne nu forsvundne Generation af filosofiske Læger, der med en fanatisk Kjærlighed til deres Kunst udøvede den med Begeistring og Skarpsindighed. Alt skjælvede i hans Hospital, naar han var opbragt, og hans Elever havde en saa dyb Veneration for ham, at de ligesaasnart de havde nedsat sig, bestræbte sig for at ligne ham saameget som muligt — derfor gjenfandt man i alle de omliggende Byer hans lange Merinoskappe og hans store sorte Frakke, hvis opknappede Opslag faldt ned paa de kjødfulde Hænder, — meget smukke Hænder, der aldrig havde baaret Hansker, ligesom for at være hurtigere til at sænke sig i al mulig Nød og Elendighed. Da han nærede Foragt for Kors, Titler og Hædersbevisninger, var gjæstfri og gavmild, en sand Fader for de Fattige og øvede Dyden, uden selv at troe derpaa, vilde han næsten have gaaet for en Helgen, dersom ikke hans skarpe Vid havde gjort ham frygtet som en Dæmon. Hans Blik, som var mere gjennemborende end hans Dissektionsknive, gik lige til Sjælen og blottede hver Løgn trods alle Udflugter og al mulig Undseelse. Bevidstheden om et stort Talent, en betydelig Formue og fyrretyve Aars arbeidsomme og uplettede Tilværelse forlenede ham med en Art godmodig Majestæt.

Allerede i Døren rynkede han Brynene ved Synet af Emma, der laae udstrakt paa Ryggen med ligagtigt Ansigt og aaben Mund. Idet han lod til at høre paa Canivets Beretning, strøg han Pegefingeren hen under Næsen og gjentog: vel, vel. Men han trak langsomt paa Skuldrene, Bovary iagttog ham, de saae paa hinanden, og denne Mand, der dog var vant til Synet af Sorgen, kunde ikke holde en Taare tilbage, der faldt ned paa hans Kalvekrys.

Han tog Canivet ind i Sideværelset, Charles fulgte efter.

— Hun er meget daarlig, ikke sandt. Kunde man ikke lægge Sennepskager? jeg veed ikke hvad! Find dog paa Noget, De har jo frelst saa Mange. Charles omslyngede ham med begge Arme og betragtede ham forvildet og bønfaldende, halvt faldet sammen mod hans Bryst.

— Mod, min stakkels Dreng! her er intet mere at gjøre. Og Doktor Larivière vendte sig bort.

— Tager De afsted?

— Jeg skal komme tilbage.

Han gik, som om han vilde give Postillonen en Ordre sammen med Canivet, der heller ikke skjøttede om at see Emma døe mellem Hænderne paa ham.

Apotekeren gik ned til dem paa Torvet, hans Temperament forbød ham at skilles fra berømte Mænd. Derfor besvor han Doktor Larivière om at vise ham den umaadelige Ære at spise Frokost hos ham.

Man sendte hurtig Bud efter Duer i „den forgyldte Løve”, efter alle Slagterens Koteletter, efter Fløde hos Tuvache og Æg hos Lestiboudois, og Apotekeren hjalp selv til ved Forberedelserne, mens hans Kone forlegent pillede ved sit Forklæde og fremstammede:

— De maa tage til Takke, min Herre, thi naar man ikke veed Besked den foregaaende Dag.

— De store Vinglas!!! hviskede Homais.

— Naar vi boede i Byen, kunde vi altid faae spækkede Fødder.

— Ti stille, til Bords, Doktor!

Efter den første Mundfuld fandt han det passende at meddele nogle Detailler angaaende Katastrofen.

— Først var der en Følelse af Tørhed i Svælget, dernæst utaalelige Smerter i Epigastrum, idelige Afføringer, Sovesyge.

— Men hvorledes har hun da forgivet sig?

— Det veed jeg ikke, Doktor, jeg aner ikke engang, hvorledes hun har kunnet forskaffe sig denne Arseniksyre.

Justin, der just traadte ind med en Stabel Tallerkener, blev grebet af en Skjælven.

— Hvad gaaer der af Dig? spurgte Apotekeren og ved dette Spørgsmaal lod det unge Menneske Alting falde paa Gulvet med et stort Rabalder.

— Fæhoved! Dumrian! keitede Drog! raabte Homais, men han beherskede sig strax igjen og vedblev: Jeg vilde forsøge en Analyse, og primo stak jeg ganske let et Rør . . .

— Det havde været bedre, bemærkede Kirurgen, om De havde stukket Fingrene ned i Svælget paa hende.

Hans Kollega, der nylig i Enrum havde faaet en drøi Straffepræken i Anledning af sine Brækmidler, taug ganske stille, den gode Canivet, der havde været saa uforskammet og høittalende ved Klumpfodamputationen, var idag bleven meget beskeden, han tillod sig kun et bifaldende Smil.

Homais var idel Stolthed og Glæde ved at være Vært, og Tanken om Bovarys Sorg bidrog ubestemt til at glæde ham, idet han anstillede en egoistisk Sammenligning mellem ham og sig. Doktorens Nærværelse bragte ham aldeles ud af sig selv; han udkrammede sin Lærdom, i forvirret Blanding anførte han spanske Fluer, Upas og Mancinillatræet, Hugormegift — „og jeg har endogsaa læst, at forskjellige Personer er blevet bedøvede, Doktor og ligesom lynslagne af Pølser, der havde gjennemgaaet en altfor stærk Røgning. I det Mindste stod det saaledes i en meget interessant Afhandling skrevet af en af vore farmaceutiske Storheder, den berømte Cadet de Gassicourt.”

Fru Homais kom ind med en af disse vaklende Maskiner, der opvarmes med Sprit, thi Homais yndede at lave sin Kaffe paa Bordet, han havde forørigt selv ristet, malet og blandet den.

— „Saccharum”, Doktor, sagde han, idet han bød ham Sukker. Derpaa lod han alle Børnene komme ind, han ønskede at erfare Doktorens Mening angaaende deres Konstitution.

Endelig vilde Hr. Larivière tage bort, da Fru Homais bad ham om en Kousulation angaaende hendes Mand. Hun mente, at hans Blod blev tykt, fordi han hver Aften tog sig en dygtig Lur efter Bordet.

— Aa, det er just ikke Blodet, der generer ham[4] — svarede Doktoren og aabnede Døren, idet han smilede lidt over dette Ordspil, som de Andre ikke lagde Mærke til. Men Apoteket var propfuldt af Folk, og han havde stort Besvær med at slippe fra Tuvache, der var bange for, at hans Kone havde Ansats til Brystsyge, fordi hun pleiede at spytte i Asken, fra Binet, der undertiden led af nervøs Sult, fra Fru Caron, der klagede over Svie og Kløe, fra L'heureux, der led af Svimmelhed, fra Lestiboudois, der havde faaet en Forkjølelse paa Halsen, fra Madam Lefrançois, der klagede over Mavesmerter. Endelig rullede Vognen afsted, og den almindelige Mening var, at han ikke havde opført sig videre forekommende.

Men Opmærksomheden henlededes snart paa Bournisien, der gik forbi under „Hallerne” med den siste Olie.

I Følge sine Principer sammenlignede Homais Præsterne med Ravne, der lokkes af Liglugt. Synet af en Geistlig var ham personligt imod, thi Ornatet fik ham til at tænke paa Ligklædet, og i Aversionen mod det første blandede sig en vis Frygt for det Andet.

Men, da han ikke vilde vige tilbage for hvad han kaldte for „sit Kald”, gik han igjen hen til Bovary sammen med Canivet, som Larivière, før han tog bort, bestemt havde opfordret til dette Skridt, og hvis hans Kone ikke havde gjort Indvendinger, havde han medtaget sine to Sønner, for at vænne dem til Livets Alvor, for at det kunde være dem en Lære, et Exempel, et høitideligt Billede, der kunde prænte sig i deres Hoved.

Da de traadte ind i Værelset, var der ligesom en melankolsk Høitidelighed udbredt derover. Paa Sybordet, der tildækkedes af en hvid Serviet, laae fem til sex smaa Bomuldskugler paa et Sølvfad ved Siden af et stort Krucifix mellem to Stager med tændte Lys. Med Hagen sænket ned paa Brystet, spilede Emma Øielaagene vidt op, og hendes stakkels Hænder slæbte sig henover Lagnerne med den Døendes rædselsfulde og blide Bevægelse, der allerede synes at ville indhylle sig i Liglagnet.

Kridhvid som en Statue og med røde Øine stod Charles uden at græde ligeoverfor hende ved Foden af Sengen, mens Præsten støttet paa det ene Knæ fremmumlede dæmpede Bønner.

Hun dreiede langsomt Ansigtet og syntes greben af Glæde ved pludselig at see den violette Messehagel, idet hun uden Tvivl midt i sin dybe Mathed gjenfandt den svundne Vellyst ved sin første mystiske Higen blandet med Synerne om en evig Lykke.

Præsten reiste sig atter op for at tage Krucifixet, da strakte hun Halsen frem som En, der er tørstig, og idet hun fæstede sine Læber paa Gude-Menneskets Legeme, trykkede hun med al sin hendøende Kraft det fyrigste Kjærlighedskys, hun nogensinde havde givet, derpaa. Dernæst oplæste han „Misereatur” og „Indulgentiam”, dyppede sin høire Tommelfinger i Olien og begyndte Salvelserne, først paa Øinene, der havde attraaet al jordisk Glans, saa paa Næseborene, der havde higet efter milde Luftninger og yndefuld Duft, saa paa Munden, der havde aabnet sig for Løgnen, der havde sukket af Hovmod og stønnet i Sanserus, saa paa Hænderne, der havde frydet sig ved elskovsfulde Berøringer og endelig paa Fodsaalerne, der fordum havde været saa rappe, naar hun ilede til sine Stevnemøder, og som nu ikke skulde vandre mere.

Præsten tørrede sine Fingre, kastede Bomuldsstumperne paa Ilden og satte sig hen til den Døende for at sige hende, at hun nu burde forene sine Lidelser med Jesu-Kristi og give sig den guddommelige Barmhjertighed i Vold.

Efter at have endt sine Formaninger forsøgte han paa at stikke en indviet Kjærte i Haanden paa hende, et Symbol paa de himmelske Glorier, hvoraf hun om kort Tid skulde omstraales. Men Emma, der var altfor svag, kunde ikke lukke Fingrene sammen, og uden Bournisien vilde Kjærten være faldet til Jorden.

Imidlertid var hun ikke længere saa bleg, og hendes Ansigt havde et Udtryk af Klarhed og Ro, som om Sakramentet havde helbredet hende.

Præsten undlod ikke at henlede de Andres Opmærksomhed derpaa, og han forklarede endogsaa for Bovary, at Herren undertiden forlængede et Menneskes Tilværelse, naar han fandt det fornødent for dets evige Frelse, og Charles mindedes en Dag, da hun var ligesaa nær ved Døden og havde faaet den siste Trøst. Man burde maaske ikke opgive alt Haab endnu, tænkte han.

Hun kastede virkelig ogsaa Blikket langsomt rundt omkring, som en Person, der vaagner af en Drøm, derpaa bad hun med tydelig Røst om sit Speil, og hun bøiede sig nogen Tid hen derover, medens tunge Taarer flød ned ad hendes Kinder. Da bøiede hun Hovedet tilbage med et Suk og faldt om paa Puden. Brystet gav sig strax til at stønne hastig, hele Tungen stak frem af Munden, hendes rullende Øine blegnede som to Lamper, der slukkes, saa at man næsten kunde troe, at hun var død, hvis ikke rasende Rystelser havde gjennemfaret hende, som om Sjælen havde gjort Anstrengelser for at slippe løs. Félicité knælede foran Krucifixet, og selv Apotekeren sank lidt i Knæ, mens Canivet aandsfraværende stirrede ud paa Torvet. Bournisien havde atter givet sig til at bede med Ansigtet sænket mod Sengekanten og med den lange sorte Kappe slæbende efter ham i Værelset. Charles laae paa Knæ paa den anden Side med Armene udstrakte imod hende. Han havde grebet hendes Hænder og knugede dem, idet han skjælvede ved hvert af hendes Hjertes Slag som ved Stod af sammenstyrtende Ruiner. Og efterhaanden som hendes Rallen tiltog i Styrke, fremskyndede den Geistlige sine Bønner, de blandede sig med Bovarys kvalte Hulken, og stundom syntes Alt at forsvinde i en dump Mumlen af latinske Stavelser, der klang som Ligklokker.

Pludselig hørte man udenfor paa Fortouget en Lyd af tunge Træsko og Stokkestød mod Jorden, og der hævede sig en Stemme, en Stemme, der sang:

Sommerdagen skjøn og varm
Fylder tidt med Elskov Gluttens Barm.

Hun hævede sig op som et galvaniseret Lig, med opløste Haar og stive og stirrende Blikke.

For at samle Kornet op, som meiet laae i Flæng
Bøied min Nanette sig imod den gyldne Eng.

— Den Blinde! udbrød hun.

Og Emma gav sig til at le med en gyselig, vanvittig, fortvivlet Latter, idet hun troede at see den Ulykkeliges hæslige Ansigt for sig som et Skræmmebilled i et evigt Mørke.

Det blæste saa lystigt den Dag, skal I vide,
Og pludselig flagred Skjørtet tilside.

En Konvulsion kastede hende tilbage. De traadte Alle nærmere, hun havde ophørt at leve.

IX.

Efter et Dødsfald indtræder der altid ligesom en dyb Forbavselse, i den Grad vanskeligt er det at forstaae, at Tilintetgjørelsen er indtraadt og at resignere sig til at troe derpaa. Men da han opdagede, at hun laae ubevægelig hen, kastede Charles sig hen over hende med Raabet: — Farvel! Farvel! Homais og Canivet drog ham ud af Værelset.

— Betving Dem dog!

— Ja, sagde han, idet han stred imod, jeg skal være fornuftig, jeg skal ikke gjøre Fortræd. Men slip mig! jeg vil see hende! det er jo dog min Kone!

Og han græd.

— Græd, sagde Apotekeren, giv kun Naturen frit Løb, det vil lindre Dem.

Charles, der var bleven svagere end et Barn, lod sig føre udenfor, og Homais gik snart efter hjem til sig selv.

Paa Torvet blev han tiltalt af den Blinde, der havde slæbt sig til Yonville i Haab om at faae den lovede Salve og spurgte Enhver, der gik forbi, hvor Apotekeren boede.

— Nu har jeg ganske andre Ting at tænke paa. Kom igjen en anden Gang!

Og han gik hurtig ind paa Apoteket.

Han skulde skrive et Par Breve, lave en beroligende Mixtur til Bovary, hitte paa en Løgn, der kunde skjule Selvmordet og sætte den i Stil til Avisen, ikke at tale om, at der stod Folk og ventede paa ham, for at faae Oplysninger; og da alle Yonvilles Beboere havde hørt hans Historie om Arsenik, hun havde antaget for Sukker under en Tillavning af Vanillecrème, gik Homais atter hen til Bovary.

Han fandt ham ene (Canivet var nylig taget afsted), han sad i Lænestolen ved Vinduet og stirrede fjollet ned paa Gulvet.

— Nu maa De selv bestemme, hvad Tid Ceremonien skal foregaae, sagde Apotekeren.

— Hvorfor? hvilken Ceremoni? og stammende og forskrækket, tilføiede han:

— Nei, De mener det vel ikke, jeg vil beholde hende.

For ikke at tabe Fatningen maatte Homais tage en Karaffel paa Etagèren og gav sig til at vande Geranierne.

— Tak! sagde Charles. De er god.

Han fuldendte ikke, thi han var nær ved at kvæles under den Fylde af Minder, som Apotekerens Bevægelse vakte hos ham.

For at adsprede ham, fandt Homais paa at passiare lidt om Gartneriet, Planterne behøvede Fugtighed. Charles sænkede Hovedet som Tegn paa sit Bifald.

— Nu bliver det jo snart Foraar.

— Ja! svarede Bovary.

Apotekeren, der ikke vidste, hvad han skulde tale med ham om, fjernede langsomt Gardinerne fra Vinduet: Der gaaer Hr. Tuvache nede.

Charles gjentog som en Maskine: Der gaaer Hr. Tuvache nede.

Homais vovede ikke atter at spørge ham om Begravelsen, men det lykkedes den Geistlige at bestemme ham dertil.

Han lukkede sig inde i sit Kabinet, tog en Pen, og efter at have hulket i nogen Tid, skrev han:

„Hun skal begraves i sin Brudekjole med hvide Sko og Krans paa Hovedet, Haaret skal spredes over Skuldrene; tre Kister, en af Egetræ, en af Mahogni og en af Bly. Man sige Intet til mig, jeg skal nok have den fornødne Styrke. Ovenpaa skal den betrækkes med et stort Stykke grønt Fløil. Jeg vil det. Gjør det!”

Herrerne undrede sig høiligt over Bovarys romantiske Indfald, og Apotekeren gik ind til ham med de Ord:

— Jeg synes, at Fløilet er en fuldstændig Overflødighed. Al den Bekostning . . .

— Hvad kommer det Dem ved? raabte Charles. Lad mig være! De holdt ikke af hende! Gaa Deres Vei!

Den Geistlige tog ham under Armen for at gaae en lille Tur ned med ham i Haven. Han udbredte sig om det Jordiskes Forgængelighed. Gud var meget god, meget stor, man burde uden Knurren underkaste sig hans Befalinger, ja endogsaa takke ham.

Charles udbrød i Gudsbespottelser. Jeg afskyer Deres Gud.

— Oprørsaanden er endnu i Dem, sukkede den Geistlige.

Men Bovary var allerede borte. Han vandrede med lange Skridt langs Muren ved Espalieret, han skjar Tænder, han hævede forbandende Blikke imod Himlen, men ikke et Blad rørte sig.

Der faldt en fin Regn. Charles, hvis Bryst var blottet, rystede tilsist af Kulde; han gik atter ind og satte sig i Kjøkkenet.

Klokken sex hørte man en Lyd af Jernraslen paa Torvet, det var „Svalen”, som kom, og han blev siddende med Panden imod Ruderne og saae Passagererne en for en stige ud. Endelig bredte Félicité en Matras til ham i Dagligstuen, han kastede sig hen derpaa og faldt i Søvn.

Skjønt han var Filosof, nærede Homais dog Agtelse for de Døde. Derfor kom han igjen om Aftenen uden mindste Nag til den stakkels Charles, for at vaage ved Liget og medbragte tre Bøger og en Tegnebog for at gjøre Notiser.

Bournisien var der ogsaa, og to store Voxlys brændte ved Hovedgjærdet af Sengen, som man havde trukket ud fra Alkoven.

Det varede ikke længe, før Apotekeren, hvem Tausheden tyngede paa, udstødte nogle Klager over „denne ulykkelige unge Kvinde”, og Præsten svarede, at nu stod der intet Andet tilbage end at bede for hende.

— Men dog maa det jo være Et af To, svarede Homais; enten er hun død „i Naaden” (som Kirken udtrykker sig), og da behøver hun aldeles ikke vore Bønner, eller ogsaa er hun død ubodfærdig (saaledes troer jeg, det kirkelige Udtryk lyder) og i saa Tilfælde . . .

Bournisien afbrød ham med det gnavne Svar, at man alligevel var forpligtet til at bede.

— Men naar Gud kjender alle vore Fornødenheder, indvendte Apotekeren, hvad nytter saa Bønnen til?

— Hvadbehager? udbrød den Geistlige. Bønnen? Er De da ikke Kristen?

— Undskyld mig, svarede Homais. Jeg nærer Beundring for Kristendommen. Den har først frigjort Slaverne, indført en Moral i Verden . . .

— Her er det ikke Spørgsmaal derom! Alle Texter . . .

— Hvad bryder jeg mig om Texter! Historien fortæller os, at Jesuiterne har forfalsket dem.

Charles kom ind, nærmede sig til Sengen og trak langsomt Gardinerne tilside.

Emmas Hoved faldt ned paa den høire Skulder. Hendes Munding, der stod aaben, dannede ligesom et sort Hul i Underdelen af Ansigtet, begge Tommelfingrene bøiede sig ind i Haandfladen, et Slags hvidt Støv oversaaede hendes Øienhaar, og Øinene begyndte at forsvinde i en slimet Bleghed, der lignede et fint Edderkoppespind. Lagnet slog Bugter fra Varmen til Knæene og hævede sig derpaa ved Taaspidsen, og det forekom Charles, at uendelige Masser, en uhyre Vægt tyngede paa hende.

Kirkeuret slog to. Man hørte Flodens dybe Mumlen, der randt i Mørket ved Foden af Terrassen.

Af og til snød Bournisien Næsen paa en støiende Maade, og Homais' Pen skrattede henad Papiret.

— Naa min gode Ven! fjern Dem nu, dette Syn sønderriver Dem, sagde han.

Da Charles var borte, begyndte de atter deres Disput.

— Læs Voltaire! læs Holbach! læs Encyklopædisterne! sagde den Ene.

— Læs „Breve fra nogle portugisiske Jøder”, læs „Fornuften i Kristendommen” af Nicolas, forhenværende Dommer sagde den Anden.

De talte sig hede, de blev røde i Hovedet, de talte begge paa engang uden at høre paa hvad den Anden sagde; Bournisien forargedes over en slig Frækhed, Homais forstenedes over en slig Dumhed, og de var ikke langt fra at skjælde hinanden ud, da Charles pludselig atter traadte ind. Han var ligesom forhexet, han gik stadig op og ned ad Trappen.

Han stillede sig ligeoverfor hende, for bedre at kunne see hende og fortabte sig i denne Beskuelse, hvis Dybde forhindrede den i længere at være smertelig.

Han mindedes Beretninger om Ligfald, Magnetismens Vidundere, og han sagde til sig selv, at det maaske ved stærk Villieskraft vilde lykkes at vække hende til Live. Engang bøiede han sig endogsaa hen over hende og raabte ganske sagte: „Emma, Emma”. Hans stærke Aandedræt fik Voxlysenes Flammer til at skjælve.

Ved Daggry ankom hans Moder; og da han omfavnede hende, brast han atter i en Strøm af Taarer.

Hun prøvede, ligesom Apotekeren allerede tidligere havde forsøgt, at gjøre nogle Forestillinger angaaende den bekostelige Begravelse. Men han blev saa heftig, at hun taug aldeles stille, han bad hende endogsaa om ufortøvet at begive sig til Byen for at kjøbe det Nødvendige.

Charles blev ene hele Eftermiddagen, Bertha var bleven bragt over til Fru Homais, Félicité var ovenpaa i Værelset med Madam Lefrançois.

Om Aftenen fik han Besøg, han stod op, tog Folk i Haanden uden at kunne tale og satte sig derpaa hen til de Andre, der dannede en stor Rundkreds om Kammen. Med sænket Hoved og det ene Ben lagt over det andet gyngede de Foden, idet de af og til udstødte et dybt Suk, de kjedede sig Alle ganske forfærdeligt, men kappedes af Høflighed om at blive længst.

Da Homais kom tilbage Klokken ni (i de siste to Dage saae man ham idelig paa Torvet) havde han forsynet sig med et rigeligt Forraad Kamfer, Bentin og aromatiske Urter; ligeledes havde han medtaget et Kar med Klor for at forjage hvert Smitstof. I dette Øieblik var Madam Lefrançois, Charles' Moder og Pigen lige blevet færdige med at klæde Emma paa, og de sænkede det lange stive Slør, der indhyllede hende lige til Atlaskesskoene.

— Ak min stakkels Frue, min stakkels Frue! hulkede Félicité.

— See engang paa hende, sukkede Gjæstgiversken, hvor hun endnu er nydelig. Skulde man nu ikke sværge paa, at hun strax vilde reise sig op.

De bøiede sig henover hende for at give hende Kransen paa. Men Hovedet maatte løftes lidt, og da strømmede en sort Væske ud af Munden paa hende.

— Pas for Guds Skyld paa Kjolen! udbrød Madam Lefrançois. Saa hjælp os dog, sagde hun til Apotekeren, De skulde vel ikke tilfældigvis være angst?

— Jeg angst! svarede han med et Skuldertræk, saa kjender De mig ikke ret. Jeg har seet ganske andre Ting i Hôtel-Dieu, da jeg studerede Farmaci. Vi lavede Punsch i Dissektionsstuen. Tilintetgjørelsen forfærder ikke Filosofen, det er min bestemte Mening, som jeg saa tidt har sagt, at testamentere mit Legeme til Hospitalerne, for endnu at kunne tjene Videnskaben efter min Død.

Da Præsten kom, spurgte han til Herrens Befindende, og efter at have svaret, at Saaret endnu var altfor frisk, lykønskede Homais ham, fordi han ikke som saamange Andre var udsat for at miste en elsket Mage; hvoraf der paafulgte en Discussion om Præsternes Cölibat.

— Thi det er jo unaturligt for en Mand at undvære Fruentimmer, mente Apotekeren. Man har seet Forbrydelser...

— Men vil De da sige mig, hvorledes en Ægtemand for Exempel skal kunne bevare Skriftestolens Hemmeligheder? udbrød Bournisien.

Saa angreb Homais Skriftemaalet. Den Geistlige forsvarede det, han udbredte sig angaaende de Tilbagegivelser af Tyvekoster, det havde bevirket. Han anførte forskjellige Exempler paa Tyve, der ganske pludselig var blevet ærlige Mennesker, Militære, der havde nærmet sig Skriftestolen, havde følt Skjællene falde fra deres Øine. I Freiburg var der en protestantisk Præst, som . . .

Homais var faldet i Søvn, og da der ligeledes blev Præsten for beklumret, aabnede han Vinduet, hvorved Apotekeren vaagnede.

— Vil De have en Pris? spurgte Bournisien. Tag den kun, den holder vaagen.

Et eller andetstedsfra langt borte hørte de en idelig Hundegjøen.

— Kan De høre den Hundetuden? spurgte Apotekeren.

— Man paastaaer, at de kan lugte Lig, svarede den Geistlige, det er ligesom Bierne, de flagrer fra Kuben ved et Dødsfald. Homais bekjæmpede ikke denne Fordom, thi han var atter faldet i Søvn.

Bournisien, der var kraftigere, vedblev endnu i nogen Tid at bevæge Læberne ganske sagte; derpaa sænkede han umærkeligt Hagen, slap sin tunge, sorte Bog og gav sig til at snorke.

De sad ligeoverfor hinanden med fremskudt Mave, opsvulmet Ansigt og vranten Mine, efter saamegen Uenighed mødtes de endelig i samme menneskelige Svaghed, og de reiste sig ligesaalidt som Liget ved Siden af dem, der saae ud, som om det sov.

Da Charles traadte ind, vækkede han dem ikke, det var for siste Gang. Han kom for at sige hende Farvel.

De aromatiske Urter duftede endnu, og de hvirvlende blaalige Røgskyer blandede sig i Vindueskarmen med den indtrængende Taage. Der lyste dog nogle Stjerner, og Natten var mild.

Voxet fra Kjerterne faldt i tunge Draaber ned paa Sengelagnerne. Charles saae dem brænde, han anstrængte sine Øine ved at stirre ind i de gule Flammer.

Glanset i Atlasket spillede, under dets blændende Hvidhed forsvandt hun, det forekom ham, at hun strømmede ud og tabte sig ubestemt mellem sine Omgivelser, i Natten, i Tausheden, i den forbifarende Vind, i de fugtige Dampe, der steg op af Jorden.

Derpaa saae han hende pludselig i Haven ved Tostes paa Bænken lænet mod Tjørnehækken, paa Rouens Gader, paa deres Dørtærskel, i Forpagtergaarden. Han hørte atter de muntre Karles Latter, naar de dansede under Æbletræerne, Værelset var opfyldt af Duften af hendes Haar, og hendes Kjole hævede i hans Arme med en knittrende Lyd. Og dog var det hende selv, der laae der.

Saaledes stod han længe og gjenkaldte sig al sin forsvundne Lyksalighed, hendes Stillinger og Bevægelser, Klangen af hendes Stemme. Den ene fortvivlede Stemning fulgte uophørligt den anden som Bølgerne i en Sø, der løber over sine Breder.

Da blev han greben af en skrækkelig Nysgjerrighed, langsomt og famlende fjernede han Sløret med Fingerspidserne. Men han udstødte et Rædselsskrig, der vækkede de to Andre. De slæbte ham ned.

Kort efter sendte han Félicité op for at forlange en Lok af hendes Haar til ham.

— Klip den selv af! sagde Apotekeren, og da hun var bange, nærmede han sig selv til Liget med Saxen i Haanden.

Han skjælvede saa stærkt, at han stak Huden paa Tindingerne paa forskjellige Steder. Endelig vilde han overvinde sin Bevægelse og klippede paa Lykke og Fromme et Par Gange, hvorved der blev hvide Pletter i dette rige mørke Haar.

Apotekeren og Præsten satte sig atter til deres Beskjæftigelser, men faldt fra Tid til anden i Søvn, hvorfor de gjensidig beskyldte hinanden ved hver ny Opvaagnen. Saa stænkede Bournisien Værelset med Vievand, mens Homais strøede lidt Klor paa Gulvet.

Félicité havde sørget for at stille en Flaske Brændevin, en Ost og et stort Hvedebrød hen til dem paa Kommoden, og henved Klokken fire om Morgenen sukkede Apotekeren, der ikke længere kunde holde det ud: Jeg kunde nok lide at faae Lidt at leve af — den Geistlige lod sig ikke bede ret længe, de tog godt for sig af Retterne og klinkede med hinanden, idet de smilede saa smaat uden egentlig at vide hvorfor, grebne af denne ubestemte Munterhed, der bemægtiger sig Sindet efter sørgmodige Timer. I Forstuen stødte de paa Haandværksfolkene.

Charles maatte i to Timer døie Hammerslagene. Derpaa sænkede man hende i Egetræskisten, som man satte i de to andre, men da Ligkisten var altfor vid, maatte Mellemrummene stoppes med Uldet af en Matras. Da endelig alle tre Laag var høvlede, tilnaglede og sveisede, stillede man den udenfor Husdøren, man aabnede Huset paa vid Gab, og Folk begyndte at strømme ind.

Fa'er Rouault kom, han besvimede paa Torvet ved Synet af det sorte Ligklæde.

X.

Han havde først modtaget Apotekerens Brev sexogtredive Timer efter Begivenheden, og af Hensyn til hans Følelser havde Homais affattet det saaledes, at det var umuligt at vide, hvad man skulde troe.

Først styrtede den Gamle om ligesom ramt af et apoplektisk Tilfælde, men siden kunde han forstaae, at hun ikke var død; men hun kunde være det nu . . . . Endelig havde han faaet sin Bluse paa, taget sin Hat, spændt en Spore til sin Sko og var faret afsted i stormende Galop, langs hele Veien stønnede han uafladelig og var nær ved at omkomme af Angst. Engang blev han endogsaa nødsaget til at stige af Hesten. Han kunde ikke see Noget, han hørte Stemmer rundomkring sig. Han følte, at han var nær ved at blive afsindig.

Det gryede ad Dag. Han saae tre sorte Høns sove i et Træ og skjælvede aldeles forfærdet over dette Varsel; da lovede han den hellige Jomfru tre Messehagler til Kirken, og at han vilde gaae med blottede Fødder fra Kirkegaarden i Bertaux til Kapellet ved Vassonville.

Han foer ind i Maromme, preiede Krofolkene, slog Døren ind med et Skulderstød, sprang løs paa en Havresæk, heldte en Krukke sød Most i Krybben og sporede atter sin Kleppert, fra hvis Sko der sprang Gnister.

Han sagde til sig selv, at man rimeligvis kunde frelse hende, Lægerne vilde opfinde en Kur, det var han sikker paa. Han mindedes alle de Mirakelkure, man havde fortalt ham.

Derpaa viste hun sig for ham som død; hun laae udstrakt midt paa Veien. Han trak i Tøilerne, og Hallucinationen forsvandt.

I Quincampoix drak han tre Kopper Kaffepunsch, den ene lige efter den anden, for at indgyde sig Mod.

Han tænkte, at man maaske havde adresseret Brevet forkert; han søgte efter det i sin Lomme, men vovede ikke at aabne det.

Han trøstede sig lidt med den Formodning, at det maaske var et Puds, man vilde spille ham, eller en Hævn, man vilde tage over ham; hvis hun var død, vilde det jo allerede være ude imellem Folk. Men der var slet intet Mærkværdigt over Landskabet, Himlen var blaa, Træerne vuggedes for Vinden, en Flok Faar blev drevet forbi ham. Han fik Øie paa Landsbyen, man saae ham flyve hen derimod, helt bøiet hen over Ryggen paa sin Hest, som han pryglede ivrigt løs paa, og hvis Buggjord dryppede af Blod.

Da han havde faaet Bevidstheden tilbage, faldt han grædende i Bovarys Arme.

— Min Datter, Emma, ak mit Barn! fortæl mig dog . . . .

— Jeg forstaaer det ikke, jeg forstaaer det ikke, svarede den Anden, det maa være en Himlens Forbandelse.

Apotekeren skilte dem ad.

— Disse forfærdelige Detailler er unødvendige, jeg skal nok meddele Deres Hr. Svigerfader dem. Nu kommer Folk! Opfør Dem nu som Mænd, som tænkende Mennesker.

Den stakkels Fyr vilde see stærk ud og gjentog flere Gange: Ja Mod! . . .

— Ja jeg skal ogsaa være rolig i Himlens Navn! udbrød den Gamle. Jeg vil følge hende lige til det Siste.

Klokken ringede, Alt var færdigt, man skulde begive sig paa Vei.

Siddende i en Korstol ved Siden af hinanden saae de idelig de tre snøvlende Kirkesangere passere forbi dem. Serpenten pustede af fuldt Bryst. Abbed Bournisien sang i fuldt Ornat med gjennemtrængende Stemme, han bøiede sig for Alteret, hævede Hænderne og udstrakte Armene. Lestiboudois passerede om i Kirken med sin Stav, og henne ved Korpulten hvilede Kisten mellem fire Rækker Voxkjerter. Charles havde Lyst til at reise sig for at slukke dem.

Han søgte at tilskynde sig til Andagt, at fordybe sig i Haabet om et evigt Liv, hvor han skulde gjensee hende. Han forestillede sig, at hun gjorde en lang Reise og vilde blive længe borte. Men naar han saa tænkte sig, at hun befandt sig derunder, at Alt var endt, at man bar hende til Jorden, følte han sig greben af et menneskefjendsk, mørkt og fortvivlet Raseri. Undertiden troede han endogsaa, at han ikke længere kunde føle Nogetsomhelst, og han nød denne Formildelse af Smerten, idet han samtidig skjældte sig selv ud for en Usling.

Man hørte af og til ligesom en tør Lyd af en jernbeslagen Stok mod Gulvets Fliser fra Baggrunden af Kirken. En Mand i en simpel, mørk Trøie knælede med Besvær, det var Hippolyte, Gaardskarlen i den „forgyldte Løve”. Han havde taget sit nye Ben paa.

En af Kirkesangerne gik rundt i Skibet for at samle ind til de Fattige, og de svære Mønter klingede en for en paa Sølvfadet.

— Saa skynd Dem dog, jeg lider! udbrød Charles og kastede vredt et Femfrancsstykke hen til ham. Kirkebetjenten takkede med et dybt Buk.

Man sang, man knælede, man reiste sig atter op, det fik ingen Ende. Han erindrede en Dag i den første Tid af deres Ægteskab, hvor de havde bivaanet Messen sammen, og hvor de havde siddet paa den modsatte Side til Høire op til Muren.

Ringningen begyndte atter, der blev en stærk Larm med Stole. Ligbærerne stak deres tre Stænger ind under Kisten, og Følget forlod Kirken.

I dette Øieblik kom Justin frem paa Apotekets Dørtærskel, pludselig gik han bleg og vaklende ind igjen.

Folk stod i Vinduerne for at see Toget passere forbi. Charles gik foran med krummet Ryg. Han fremhyklede et tappert Udseende og hilste med et Nik de Personer, der strømmede til fra Stier og Veie for at slutte sig til Toget.

De sex Mænd, tre paa hver Side, gik pustende og langsomt. Præsterne, Kirkesangerne og de to Kordrenge bad »De profundis«, og deres Stemmer lød udover Markerne, snart hævende, snart sænkende sig. Undertiden forsvandt de ved en Omdreining af Stien; men det store Sølvkors hævede sig idelig mellem Træerne.

Kvinderne fulgte, indhyllede i sorte Kaaber med tilbageslaaede Hætter, de bar et tykt brændende Voxlys i Haanden, og Charles følte Kræfterne forlade sig under denne idelige Gjentagelse af Bønner og Lys, denne mattende Lugt af Vor og Sørgekapper. En mild Vind blæste, Rugen og Rapsen grønnedes, og Dugdraaber bævede ved Veikanten paa Tjørnehækkene. Al Slags munter Støi lød rundtomkring, en Vogn der rumlede i Hjulsporene langt borte, et ideligt vedblivende Hanegal, et Føl, som man saae galopere afsted under Æbletræerne. Den klare Himmel var kun plettet af smaa rosenrøde Skyer, en blaalig Røg svævede op fra Straahytterne med deres Espalier af Sværdlilier; naar de passerede forbi Gaardene, gjenkjendte Charles dem strax, han mindedes Morgener som denne, hvor han efter efter et Sygebesøg begav sig ud derfra og vendte tilbage til hende.

Det sorte med hvide Perler oversaaede Klæde hævede sig af og til og blottede Kisten. De trætte Bærere hvilede sig lidt, og den rykkede frem med stadige Stød ligesom et Skib, der gynger for hver Vove.

Man naaede Kirkegaarden. Mændene vedblev at bære Kisten lige til den Plet, hvor Graven var kastet.

De stillede sig Alle omkring den, og mens Præsten talte, trillede det røde Sand, der var kastet op paa Siderne, idelig og lydløst ned i Krogene.

Efterat have lagt de fire Toug til Rette, stillede man Kisten derpaa. Han saae den sænke sig ned, den vedblev stadig at sænke sig.

Endelig borte man et Stod, raslende kom Tougene op. Da tog Bournisien Spaden, som Lestiboudois rakte ham, og idet han stænkede med den høire Haand, kastede han kraftigt en stor Skuffe Jord ned paa Kisten, Stenene, der stødte imod Lauget, gjorde denne uhyggelige Lyd, som forekommer os at være en Gjenklang af Evigheden.

Den Geistlige rakte Vievandskosten til sin Sidemand, det var Homais. Han rystede den alvorligt og rakte den derpaa til Charles, der sank i Knæ i Jorden og kastede store Haandfulde ned deraf paa Kisten med Raabet: Farvel! Han sendte hende Kys, han slæbte sig hen til Graven, for at opsluges af den tilligemed hende.

Man drog ham bort — og det varede ikke ret længe, før han sank sammen, idet han maaske ligesom alle de Andre følte en ubestemt Tilfredsstillelse over at Ceremonien var til Ende.

Da Fa'er Rouault var kommet tilbage, gav han sig roligt til at ryge en Pibe, hvilket Homais i sit Inderste fandt høist upassende. Han havde ligeledes bemærket, at Tuvache var „stukket af” efter Messen, at Binet slet ikke havde været tilstede, og at Notarens Tjener Théodore havde blaa Frakke paa — „som om Notaren ikke kunde give ham en sort Frakke, som Skik og Brug fordrer det”. Og for at meddele sine Iagttagelser gik han fra den ene Gruppe til den anden. Man beklagede i al Almindelighed Emmas Død, navnlig L'heureux, der ikke havde forsømt at vise sig ved Begravelsen.

— Stakkels lille Kone! det er dog en stor Sorg for hendes Mand.

— Naar jeg ikke havde været, havde han saamænd taget Livet af sig, bemærkede Apotekeren.

— Det var saadan en rar Kone, forleden Lørdag var hun sandelig inde i min Butik.

— Jeg har desværre ikke havt Tid til at forberede mig paa et Par Ord, som jeg vilde have strøet paa hendes Grav, yttrede Homais.

Da Charles kom hjem, skiftede han Tøi, og Fa'er Rouault trak atter sin blaa Bluse paa. Da den var ny, og han tidt paa Veien havde tørret sine Øine paa Ærmerne, havde den smittet af paa hans Ansigt, og Graadsporene dannede ligesom Streger i det Lag af Støv, der tilsmudsede det.

Den gamle Frue sad hos dem, de taug alle tre stille. Endelig sukkede Fa'er Rouault: — Husker De, min Ven, at jeg engang kom til Tostes, ligesom De havde mistet Deres første Kone. Dengang trøstede jeg Dem, jeg havde jo Noget at sige Dem . . . men nu . . ., med et dybt Suk, hvorved hele hans Bryst hævede sig, tilføiede han: — nu er Alt forbi for mig, jeg har seet min Kone gaae bort . . . saa min Søn . . . og nu idag min Datter.

Han vilde strax hjem til Bertaux, han paastod nemlig, at det vilde være ham umuligt at sove i dette Hus. Han vilde ikke engang see sit Barnebarn.

— Nei, nei, det vilde kun gjøre mig altfor bedrøvet. Men kys hende mange Gange fra mig! Lev vel . . . De er en brav Fyr! Og jeg skal aldrig glemme dette her, sagde han og slog sig paa Laaret, det skal De ikke være bange for! De skal nok faae Deres Kalkun.

Men da han var kommet op paa Toppen af Vaklen, vendte han sig om, ligesom han tidligere havde vendt sig om paa Veien ved Saint-Victor, da han tog Afsked med hende. Alle Landsbyens Vinduer glødede under den nedgaaende Sols Straaler, han skyggede med Haanden for Øiet og opdagede i Horisonten en Indhegning af Mure, hvor Træerne hist og her dannede sort Krat mellem de hvide Stene; derpaa fortsatte han sin Vei i langsomt Trav, thi Klepperten haltede.

Charles og hans Moder blev trods deres Træthed siddende til langt ud paa Aftenen og passiarede sammen. De talte om de svundne Dage og om Fremtiden. Hun vilde komme til Tostes og opslaae sin Bolig der, hun vilde føre Hus for ham, de skulde aldrig skilles. Hun var opfindsom og kjærlig og frydede sig i sit Indre ved atter at gjenvinde en Kjærlighed, hun nu havde maattet savne i adskillige Aar. Klokken slog tolv, Landsbyen var tavs som altid, og Charles Tanker dvælede kun hos „hende.”

Rodolphe, der for at adsprede sig havde hugget Brænde hele Dagen, sov roligt paa sin Herregaard, og Léon slumrede hist nede.

Men der var En, der ikke sov i denne Stund.

Paa Graven mellem Granerne græd et knælende Barn, og hans taarekvalte Bryst stønnede i Mørket under en overvældende Sorg, blidere end Maaneskinet og dybere end Natten. Ledet raslede pludselig. Det var Lestiboudois, som kom efter sin Spade, han nylig havde glemt. Han saae Justin klatte op over Muren og vidste da, hvem den Misdæder var, der stjal hans Kartofler.

XI.

Næste Dag lod Charles den Lille komme hjem. Hun spurgte efter sin Moder. Man svarede hende, at hun var reist og vilde bringe Legetøi med hjem til hende. Bertha talte flere Gange om hende, men tilsist tænkte hun ikke mere paa hende. Barnets Munterhed pinte Bovary, og han maatte idelig døie Apotekerens utaalelige Trøstetaler.

Snart begyndte atter Pengebekymringerne. L'heureux hidsede igjen sin Ven Vinçart, og Charles blev hans Debitor for betydelige Summer, thi han vilde aldrig samtykke i at lade det mindste Stykke Møbel sælge, der havde tilhørt „hende”. Hans Moder var fortvivlet derover, han blev opbragt paa hende. Han havde aldeles forandret sig. Hun forlod Huset.

Da gav alle Mulige sig til at „plukke” ham. Frøken Lempereur forlangte Betaling for et halvt Aars Undervisning, skjønt Emma ikke havde faaet en eneste Time hos hende, trods den Kvittering, hun havde vist sin Mand, det var nemlig et aftalt Spil imellem dem. Leiebiblioteket forlagte Betaling for tre Aars Abonement, Mo'er Rollet fordrede Porto for henved tyve Breve, og da Charles bad om nærmere Forklaring, var hun diskret nok til at svare:

— Derom veed jeg ikke Besked, det var vel hendes Forretningssager.

Ved hver ny Gjældspost, han betalte, troede Charles at være færdig, men der kom stadig nye til.

Han krævede Tilgodehavende for tidligere Sygebesøg. Man viste ham de Breve, hans Kone havde sendt; saa maatte han endda gjøre Undskyldninger.

Félicité gik nu med Fruens Kjoler, dog ikke med dem alle, thi han havde gjemt nogle og lukkede sig inde i hendes Toiletteværelse for at beskue dem. Da Pigen havde omtrent samme Figur som Emma, hændte det tidt, at Charles, naar han saae hende fra Ryggen, idet hun kom ud fra Emmas Værelse, blev greben af en Illusion og udbrød: Bliv blot, bliv!

Men ved Pinsetide løb hun fra Yonville sammen med Théodore og tog Resten af Garderoben med sig.

Det var henimod denne Tid, at Enkefru Dupuis havde den Ære at meddele ham, at hendes Søn Léon Dupuis, Notar i Yvetot, indgik Ægteskab med Frøken Léocadie Leboeuf fra Bondeville”. Blant de Lykønskninger Charles rettede til hende, skrev han Følgende: „Hvor det vilde have glædet min stakkels Kone.”

En Dag, da han uden Maal og Med vandrede om i Huset, var han kommet op paa Loftet, pludselig følte han et sammenrullet fint Stykke Papir under sine Morgensko. Han aabnede det og læste: „Mod Emma, Mod! Jeg vil ikke berede Dem en ulykkelig Tilværelse”. Det var Rodolphes Brev, der var faldet ned mellem Kasserne, som var bleven liggende der, og som Trækvinden havde blæst hen til Døren. Charles stod aldeles ubevægelig og maalløs paa den samme Plet, hvor Emma engang tidligere fortvivlet og ligbleg havde villet tage sig af Dage.

Endelig opdagede han et lille R ved Foden af den anden Side. Hvad var det? Han mindedes Rodolphes stadige Besøg, hans pludselige Forsvinden, og det tvungne Udtryk han havde havt de to eller tre Gange, han senere havde truffet ham. Men den ærbødige Tone i Brevet skaffede ham. De har maaske næret en platonisk Kjærlighed til hinanden, tænkte han.

Forøvrigt hørte Charles ikke til de Mennesker, der gaae tilbunds i Tingene, han veg tilbage ligeoverfor Beviser, og hans ubestemte Skinsyge tabte sig i hans uendelige Sorg.

„Man maatte have tilbedet hende, tænkte han, alle Mænd havde sikkert attraaet hende”. Derfor forekom hun ham skjønnere, og han fattede en stadig mere rasende Længsel efter hende, der opflammede hans Fortvivlelse og ingen Grændser havde, fordi den nu var umulig at tilfredsstille.

Som om hun endnu levede, antog han for at behage hende hendes Yndlingsvaner. Han kjøbte sig lakerede Støvler, han vænnede sig til at gaae med hvide Slips, han vixede sine Knebelsbarter og underskrev Vexler ligesom hun. Hun fordærvede ham udover Graven.

Han blev tvunget til at sælge Sølvtøiet Stykke for Stykke, derpaa solgte han Møblerne i Dagligstuen. Alle Værelserne plyndredes lidt efter lidt, kun hendes Værelse stod, som dengang hun endnu levede.

Efter Middagsmaaltidet gik Charles derop, han flyttede det runde Bord hen til Ilden og rykkede „hendes” Lænestol hen dertil. Han satte sig ligeoverfor, der brændte et Lys i en af de forgyldte Stager. Bertha kolorerede Billeder ved Siden af ham.

Den stakkels Mand led ved at see hende saa slet klædt med Støvler uden Snørebaand og Ærmegabene aldelesf flængede, thi Konen, der besørgede Husholdningen, passede hende aldeles ikke. Men hun var saa sød og artig, hendes lille Hoved bøiede sig saa nydeligt, og hendes smukke lyse Haar faldt ned ad de rosenrøde Kinder, saa at han blev greben af en uendelig Fryd, en Glæde, der dog var blandet med Bitterhed som den daarligt tilberedte Vin, der lugter af Harpix. Han gjorde hendes Legetøi i Stand, klippede Figurer til hende af Pap og syede Maven sammen paa hendes Dukker, naar hun havde flænget den. Hvis hans Blik da mødte Sykurven, et Baand, der flød om etiller en Knappenaal, der var bleven liggende i en Sprække, faldt han i Drømmerier, og saae saa bedrøvet ud, at Barnet blev ligesaa bedrøvet som han selv.

Nu var der aldrig Nogen, der besøgte dem, thi Justin var flygtet til Rouen, hvor han er bleven Urtekræmmersvend, og Apotekerens Børn besøgte nu mindre og mindre hyppigt den Lille, da Homais i Anledning af den nuværende Forskjel paa deres Samfundsstilling, ikke skjøttede om, at det intime Forhold skulde vedblive.

Den Blinde, som han ikke havde kunnet kurere med sin Salve, var vendt tilbage til sit gamle Stade, hvor han fortalte de Reisende Apotekerens uheldige Forsøg, saa at Homais, naar han tog til Byen, maatte skjule sig bag „Svalens” Gardiner for at undgaae et Møde med ham. Derfor afskyede han ham, og vilde i sin egen Interesse skille sig af med ham for hver Pris, han reiste da et skjult Batteri mod ham, der røbede, hvilke grumme Rænker hans saarede Intelligens og Forfængelighed kunde bringe ham til at bruge. I et halvt Aar i Træk. kunde man i „Rouens Fakkel” læse Artikler i Smag med:

„Enhver, der begiver sig henimod Picardiets frugtbare Egne har uden Tvivl ved Bois Guillaume lagt Mærke til en Tigger, der er angrebet af hæslige Saar i Ansigtet. Han besværer og forfølger En og hæver en sand Skat af de Reisende. Lever vi endnu i Middelalderens forfærdelige Tider, da det var Vagabonderne tilladt at prange paa offenlige Pladser med den Spedalskhed og de Kjertelsygdomme, de havde hjembragt fra Korstogene?”

Eller ogsaa:

„Trods Lovene mod Løsgjængeri vedbliver Omegnen af vore store Byer at hærges af Bander af Fattige. Man seer Enkelte vanke ene om, og disse er maaske ikke de mindst farlige. Hvad tænke vore Ædiler paa?”

Eller Homais lavede Ænder.

„Igaar løb en Hest løbsk ved Bakken i Bois-Guillaume . . .” derpaa fulgte Beretningen om en Ulykke, som den Blinde var Skyld i.

Han gjorde sine Sager saa godt, at man indespærrede Staklen, men man slap ham atter løs. Han begyndte forfra, og Homais begyndte ogsaa forfra. Det var en sand Kamp. Han seirede, thi hans Fjende blev dømt til Indespærring paa Livstid i et Asyl.

Dette Held gjorde ham dristig, og fra dette Øieblik af blev ingen Hund kjørt over, ingen Lade stukket i Brand, ingen Kone mishandlet i Arrondissementet, uden at han strax meddelte Publikum det, stadig ledet af Kjærlighed til Fremskridtet og Had til Præsterne. Han anstillede Sammenligninger mellem Elementærskolerne og Ignorantinerbrødrene til Skade for disse siste, han mindede om Bartholomæusnatten i Anledning af en Indrømmelse paa hundrede Francs til Kirken, angav Misbrug, udslyngede Spydigheder, Homais underminerede, han blev farlig.

Imidlertid kvaltes han i Journalistikens snævre Grænser og higede nu efter at vinde Forfatterry med en Bog, et større Værk. Da skrev han „Almindelig Statistik over Kanton Yonville med klimatologiske Bemærkninger”, og Statistiken førte ham til Filosofien. Han beskjæftigede sig med de store Spørgsmaal, de sociale Problemer, Proletariatets Forbedring, kunstig Fiskeavl, Kautschuk, Jernbaner o. s. v. Det kom saa vidt, at han rødmede over at være en simpel Borgermand, han gav „Kunstneren”, han kjøbte to flotte Statuetter i Pompadourstil til at pynte sin Salon med.

Han opgav dog ikke Apoteket, tvertimod! han fulgte med alle de nye Opfindelser, den store Bevægelse med Chocoladen studerede han grundigt. Han er den Første, der indførte Cho-ca og Revalentia i Departementet Seine-Infériure. Han blev greben af Begeistring for hydroelektriske Kjæder, han havde selv en paa, og naar han om Aftenen tog sin Flonelstrøie af, stod hans Kone aldeles blændet ved Synet af denne gyldne Spiral, hvorunder han forsvandt og følte sin Kjærlighed tiltage for denne Mand, der var mere snøret end en Skyther og mere straalende end en Mager.

Han havde kjønne Ideer angaaende et Gravsted til Emma. Først foreslog han en knækket Søile med et Drapperi, saa en Pyramide, et Vestatempel, et Slags Rotunde eller en Samling af Ruiner. Og til alle disse Planer vilde Homais idelig have Taarepilen med, som han ansaae for et aldeles uundværligt Symbol paa Sorgen.

Charles og han tog sammen til Rouen for at see paa Gravsteder i Følge med en Maler, der hele Tiden opvartede dem med Brandere.

Efter at have beseet en hundrede Tegninger, bestilt et Overslag og atter at være taget ind til Rouen, bestemte Charles sig for et Mausolæum, som paa begge Sider skulde bære en Genie med en udslukket Fakkel.

Hvad Inskriptionen angaaer, fandt Homais ikke Noget saa Smukt som: Sta viator (staa stille Vandringsmand), længere kunde han ikke komme, han spekulerede og pønsede, han vedblev idelig at gjentage: Sta viator . . . endelig fandt han paa amabilem conjugem calcas (Du træder paa en elskelig Hustru) som blev antaget.

Ganske besynderligt var det, at skjønt Bovary idelig tænkte paa Emma, glemte han hende dog og var aldeles fortvivlet ved at føle dette Billede undslippe sig trods alle de Anstrængelser, han gjorde, for at holde derpaa. Hver Nat drømte han dog om hende; det var stadig den samme Drøm; han nærmede sig hende, men naar han vilde omfavne hende, smuldrede hun til Støv mellem hans Arme.

I Løbet af en Uge saae man ham hver Aften gaae ind i Kirken. Bournisien aflagde ham to eller tre Besøg, men forlod ham derpaa. Forøvrigt hældede den Gamle nu til Intolerance og Fanatisme, sagde Homais, han tordnede mod Tidens Aand og undlod ikke hver fjortende Dag under Prækenen at fortælle Voltaires Dødskamp, der som bekjendt døde, idet han slugte sine Exkrementer.

Trods den Sparsommelighed, hvormed Bovary levede, var han langt fra at kunne dække sin gamle Gjæld. L'heureux nægtede at omsætte nogen af Vexlerne, en Exekution var nær forestaaende. Da tyede han til sin Moder, der gav ham Lov til at optage en Prioritet i hendes Eiendom i et Brev, der var fuldt af Bebreidelser mod Emma, og til Gjengjæld for hendes Offer bad hun ham om et Sjal, der var undgaaet Félicités Griskhed. Charles nægtede hende det, de brød med hinanden.

Hun gjorde de første Tilbud til Forlig ved at foreslaae ham, at hun vilde tage Barnet til sig, det kunde være hende en Trøst i hendes Ensomhed. Charles gav sit Samtykke, men i det Øieblik han skulde skilles fra Barnet, svigtede Modet ham. Da blev det et definitivt, et fuldstændigt Brud.

Efterhaanden som hver anden Tilbøielighed forsvandt, knugede han sig fastere til dette Barn. Han var dog urolig for hendes Skyld, thi undertiden hostede hun, og hun havde røde Pletter paa Kinderne.

Ligeoverfor ham prangede blomstrende og fornøiet Apotekerens Familie, Alt bidrog til at tilfredsstille Homais. Napoléon hjalp ham i Laboratoriet, Athalie broderede en græsk Hue til ham, Irma klippede Papirer til at binde over Syltekrukkerne, og Franklin opramsede uden at stanse den pythagoræiske Læresætning. Han var den lykkeligste af alle Fædre, den mest begunstigede af alle Dødelige.

Dog nei! En hemmelig Ærgjerrighed gnavede ham, han ønskede Æreslegionens Kors.

Han manglede ikke Berettigelse dertil.

— For det første har jeg i Koleratiden udmærket mig ved en sjelden Opoffrelse, for det andet har jeg paa egen Bekostning udgivet adskillige almennyttige Arbeider som . . . (Og han mindede om sin Piece „Om Mosten dens Fabrikation og Virkninger”, endvidere „Bemærkninger angaaende Bladlusen”, indsendt til Akademiet, hans statistiske Arbeide og ligetil hans Examensopgave), ikke at tale om, at jeg er Medlem af flere videnskabelige Selskaber (han var Medlem af eet eneste). Endelig udbrød han med en Pirouette, om det saa kun var, fordi jeg har gjort mig bemærket ved Ildebrandstilfælde.

Da hældede Homais til Magten, han ydede i al Hemmelighed Præfekten store Tjenester ved Valgene. Kort sagt han solgte sig, han prostituerede sig. Han henvendte endog en Ansøgning til Monarken, hvori han bønfaldt ham om at vise sig retfærdig imod ham, han kaldte ham „vor gode Konge” og sammenlignede ham med Henrik den Fjerde.

Og hver Morgen styrtede Apotekeren sig over Avisen for at finde sin Udnævnelse, men den kom ikke. Endelig kunde han ikke længere holde det ud, han gav en Plaine i Haven Form af Æreslegionens Stjerne med to smaa Græssnipper foroven for at efterligne Baandet. Han spadserede omkring den med korslagte Arme, idet han grundede over Regjeringens Fjollethed og Menneskenes Utaknemlighed.

Af Respekt eller af en Art Sanselighed der bragte ham til kun at gaae langsomt tilværks i sine Undersøgelser, havde Charles endnu ikke aabnet det hemmelige Rum i et Palisandertræesskrivebord, som Emma sædvanligt havde benyttet. En Dag satte han sig dog ned derved, dreiede Nøglen om og trykkede paa Fjedren. Alle Léons Breve laae der, denne Gang var der ikke længere nogen Tvivl mulig. Han læste dem ligetil det siste, rodede i alle Kroge, Hjørner og Skuffer, ude af sig selv, hylende, vanvittig. Han opdagede en Kasse og sparkede den op. Rodolphes Portrait sprang ham lige op i Ansigtet, mellem alle de henslængte Kjærlighedsbreve.

Man forbavsedes over hans Modløshed. Han gik ikke mere ud, modtog Ingen, nægtede endogsaa at aflægge sine Sygebesøg. Da paastod man, „at han lukkede sig inde for at drikke.”

Undertiden naar en Nysgjerrig hævede sig paa Taaspidserne for at kigge ind over Hækken, saae han med Forundring denne menneskesky Mand med det lange Skjæg, indhyllet i smudsige Klæder, grædende vandre frem og tilbage i Haven.

Om Sommeraftenerne tog han sin lille Pige med sig og gik ud paa Kirkegaarden. De vendte hjem ved mørk Nat, naar der ikke var noget andet Lys paa Torvet end Binets Lygte.

Imidlertid var det Vellystige i hans Sorg ufuldstændig, thi han havde Ingen, med hvem han kunde dele den, undertiden besøgte han Madam Lefrançois, for at kunne tale om hende.

Men Krokonen hørte kun flygtigt paa ham, hun havde selv sine egne Sorger, thi L'heureux havde endelig fat „Handlens Yndling” i Gang, og Hivert, der nød megen Anseelse for sin Dygtighed til at udrette Ærinder, fordrede Tillæg til sin Løn og truede med at gaae over til Konkurrenten.

En Dag, da Charles var taget til Markedet i Argueil for at sælge sin Hest, — hans siste Udvei — mødte han Rodolphe.

De blegnede ved Synet af hinanden. Rodolphe, som blot havde sendt sit Kort, fremstammede først nogle Undskyldninger, men blev derpaa dristigere og drev endogsaa sin Frækhed saa vidt, at han indbød ham til at drikke en Flaske Øl i Kroen, det var nemlig en meget varm Augustdag.

Han sad ligeoverfor ham, støttet paa Albuen, idet han passiarede og tyggede paa sin Cigar, og Charles fortabte sig i Drømmerier ved Synet af dette Ansigt, som hun havde elsket. Det forekom ham, at han gjensaae Noget af hende. Rodolphe blændede ham, han kunde have ønsket at være denne Mand.

Den Anden vedblev at tale om Agerbrug, Kvæg og Gjødning og tilstoppede med forslidte Fraser alle de Mellemrum, hvor en Hentydning kunde indsnige sig. Charles hørte ikke paa ham, Rodolphe lagde Mærke dertil, og han fulgte Erindringernes Gang paa dette bevægelige Ansigt. Lidt efter lidt farvedes det purpurrødt, Næseboerne bevægede sig hurtigt, Læberne dirrede; der var endogsaa et Øieblik, hvor Charles, opfyldt af et mørkt Raseri, fæstede Blikket paa Rodolphe, der i en Slags Skræk holdt op at tale.

Men snart viste atter den samme Dødstræthed sig paa hans Ansigt.

— Jeg er ikke vred paa Dem, sagde han.

Rodolphe var bleven stum. Med Hovedet skjult i Hænderne gjentog Charles med udslukket Stemme og med det resignerede Tonefald, som den uendeligt dybe Sorg har:

— Nei! Jeg er ikke længere vred paa Dem! Han tilføiede endogsaa et stort Ord, det eneste han nogensinde har sagt: — Det er Skjæbnens Skyld.

Rodolphe, der havde ledet denne Skjæbne, fandt ham vel godmodig for en Mand i hans Stilling, endogsaa komisk og ikke langt fra at være noget lav.

Næste Dag satte Charles sig ind paa Bænken i Lysthuset. Lysstraalerne faldt ind ad Tremmerne, Bladene paa Vinløvet tegnede deres Skygger paa Sandet, Jasminerne duftede, Himlen var blaa, Billerne summede om de blomstrende Lilier, og Charles kvaltes som en Yngling under den Fylde af vage erotiske Stemninger, der fik hans sorgfulde Hjerte til at svulme.

Klokken syv kom den lille Bertha, der ikke havde seet ham hele Eftermiddagen, for at hente ham ind til Maaltidet.

Han havde lænet sit Hoved tilbage mod Muren med lukkede Øine og aaben Mund og holdt en lang Fletning af mørke Haar i Haanden.

— Saa kom dog Papa! sagde hun til ham.

Og i den Tro at han vilde lege, stødte hun blidt til ham. Han faldt til Jorden. Han var død.

Sexogtredive Timer senere ilede Canivet til paa Apotekerens Anmodning. Han obducerede ham, men fandt Intet.

Da Alt var solgt, var der tolv Francs og femoghalvfjerdsinstyve Centimer til Rest, hvormed Berthas Reise til Bedstemoderen betaltes. Den gamle Kone døde det paafølgende Aar, og da Fa'er Rouault er bleven lam, maa en Tante tage sig af hende. Hun er fattig og sender Barnet til et Bomuldsspinderi for at tjene Føden.

Siden Bovarys Død har tre Læger fulgt efter hverandre i Yonville, uden at kunne trives der; Homais har slaaet dem Alle af Marken. Han har en glimrende Søgning, Autoriteterne forholde sig med ham, og den offenlige Mening beskytter ham.

Han har nylig faaet Æreslegionens Kors.





  1. La Chaumière et bekjendt Forlystelsesetablissement. O. A.
  2. Et Drama af Alexandre Dumas. O. A.
  3. Det er en fransk Skik at lægge Præsenter til Børn i deres Sko om Nytaarsmorgen. O. A.
  4. Originalen har her et uoversætteligt Ordspil mellem sens (Forstand) og sang (Blod). O. A.