Fru Bovary/2

by Gustave Flaubert

Anden Del.

I.

Yonville l'Abbaye (det har Navn efter et gammelt Kapucinerabbedi, hvoraf ikke engang Ruinerne existere længere) er en Flække, som ligger otte Lieues fra Rouen i Hjertet af en Dal, der vandes af Rieule, en lille Flod, der falder ud i Andelle efter at have drevet tre Møller før sit Udløb, og hvori der er nogle Foreller, som Drengene om Søndagen more sig med at fange med Snører.

Man forlader Hovedlandeveien ved La Boissière og har den lige Landevei for sig, indtil man kommer til Bakkerne ved Leux, hvorfra man faaer Øie paa Dalen. Strømmen, der gjennemskjærer den, danner ligesom to Egne af forskjelligt Udseende, Alt hvad der ligger til Høire er Pløieland, Alt, hvad der ligger til Venstre er Græsgange. Engene snoe sig langs en Række lave Høie og forbinde sig i det Fjerne med Græsgangene ved Bray, mens den jævntskraanende Slette udvider sig og udfolder sine lyse Kornmarker, saalangt Øiet kan række. Vandet, der løber mellem Græsset, adskiller Engenes og Plougfurenes Farve ved en bugtet hvid Stribe, og Landskabet ligner saaledes en stor udfoldet Kappe med en grøn Fløilskrave og en Sølvsnors Kant.

Ved Ankomsten har man foran sig i Horisonten Egeskovene ved Argueil tilligemed St. Jean Bakkerne, der fra Øverst til Nederst gjennemfures af lange, røde uensartede Striber, det er Vandløbene fra Regntiden, og disse Teglstensfarver, der afsætte sig som tynde Striber mod Bjergets graa Farve, hidrøre fra de mange jernholdige Kilder, der findes rundtom i Egnen.

Her er man paa Grænsen af Normandiet, Picardiet og Ile de France, i en Bastardegn, hvor Sproget mangler Accentuation ligesom Landskabet Karakter, her laves de daarligste Oste i hele Arrondissementet, og paa den anden Side er Agerbruget meget bekosteligt, fordi der behøves megen Gjødning til at fede disse løse Jorder, der er fulde af Sand og Stene.

Ligeindtil 1835 var der ingen anlagt Kjørevei til Yonville, men henimod den Tid lavede man en Gjenvei, der forbinder Veiene fra Abbeville og Amiens og undertiden benyttes af Fragtmændene paa Reisen til Flandern. Trods dens „nye Tilgange” er Yonville l'Abbaye dog ikke gaaet fremad. I Stedet for at forbedre Agerbruget hænger man endnu haardnakket fast ved Græsgangene, hvor lavt de end staae i Værdi, og stadig fjernende sig fra Sletten vedbliver den dovne Flække at udvide sig henimod Strømmen. Man øiner den fra det Fjerne, strækkende sig langs med Breden ligesom en Røgter, der holder Siesta ved en Væk.

Nedenfor Skrænten ved Broen begynder en med unge Espe beplantet Chaussée, der i en lige Linie fører til de første Huse. Omsluttede af Hækker ligge de midt i Gaarde, der opfyldes af adspredte Bygninger; Perser, Vognskure og Brænderier ligge spredte under de tætløvede Træer, i hvis Grene Stiger, Ridepiske og Leer er ophængte. Ligesom Pelshuer, der er slaaet ned over Øinene, bedække de straatækte Tage omtrent en Trediedel af de lave Vinduer, hvis svære, udbuede Glas er forsynet med en Knude i Midten ligesom en Flaskebund. Til Kalkmuren, der diagonalt gjennemskjæres af sorte Bjælker, hager sig undertiden et usselt Pæretræ, og foran Stuedørene er der et lille bevægelig Stakit for at forhindre Kyllingerne; som trippe om og opvikle de i Most vædede Brødsmuler, fra at træde ind over Tærsklen. Imidlertid blive Gaardene efterhaanden snevrere, Boligerne nærme sig hverandre, Hækkerne forsvinde, en Bunke Brægner gynger under et Vindue paa Enden af et Kosteskaft, hist ligger en Smedie, og her har en Vognmand stillet to eller tre nye Kærrer udenfor paa Veien. Gjennem et Staaltraadsgitter seer man et hvidt Hus med en grøn Plaine foran, prydet af en Amor med Fingren paa Munden, to støbte Vaser staae paa hver sin Side af Trappen, Notarskilt vranger paa Døren, det er Notarens Has og det kjønneste paa Stedet.

Paa den anden Side af Gaden ligger Kirken tyve Skridt længere borte ved Indgangen til Torvet. Den lille Kirkegaard, der omgiver den, hegnet af en tre Fods høi Mur, er saa opfyldt af Gravsteder, at de gamle Gravstene danne en fortsat Flisebelægning henad Jorden, hvor Græsset af sig selv har tegnet grønne regelmæssige Firkanter. Kirken er bleven fuldstændigt ombygget i de siste Aar af Karl den Tiendes Regjering. Træhvælvingen begynder at raadne hen foroven, og hist og her vise sig mørke Fordybninger i den blaa Farve. Ovenover Døren, hvor Orgelet skulde være, er et Pulpitur for Mændene med en Vindeltrappe, der knirker under Træskoene.

Sollyset, der falder ind ad de glatte Ruder, kaster et skraat Skjær henad de langs Muren opstillede Bænke, som hist og her beklædes med en tilsømmet Straahynde, hvorunder med plumpe Bogstaver staaer skrevet: Hr. Den og Dens Bænk. Længere henne paa det Sted, hvor Bygningen trækker sig sammen, staaer Skriftestolen ligeoverfor en Statue af den hellige Jomfru, klædt i en Atlaskeskjole med et Tylsslør, oversaaet med Sølvstjerner om Hovedet og saa purpurrød paa Kinderne som et Afgudsbillede fra Sandwichsøerne, endelig afsluttes Perspektivet af en Kopi af „den hellige Familie” en Gave fra Hs. Excellence Kultusministeren, der behersker Hovedalteret med de fire store Lysestager. Fyrretræesstolene i Koret har man ladet henstaae umalede.

„Hallerne”, det vil sige et Teglstenstag, baaret af en Snes Pæle, optage alene omtrent Halvdelen af Yonvilles store Torv. Mairens Bolig „opført efter Tegning af en Arkitekt fra Paris” er et Slags græsk Tempel, der danner et Hjørne ved Siden af Apotekerens Hus. I Stueetagen har den tre joniske Søiler og paa første Sal et lavt Galleri, mens Gavlspidsen udfyldes af den galliske Hane, støttende den ene Fod paa Chartet og med Lovens Vægtskaal i den anden.

Men hvad der dog fængsler Blikket mest, er Hr. Homais’ Apotek ligeoverfor Gjæstgiverstedet „Den forgyldte Løve”. Om Aftenen, naar hans Olielampe er tændt, og de røde og grønne Krukker, der forskjønne hans store Vindue, sende deres to Slags Farver henad Brostenene, skimter man mellem dem ligesom i bengalsk Belysning Apotekerens Skygge lænet mod hans Skrivepult. Huset er fra Øverst til Nederst oversmurt med Inskriptioner med engelsk, rund og støbt Skrift: „Vichy, Seltser og Barrègesvand, blodrensende Mixtur, Raspailske Medikamenter, arabisk Nacahout, Arcets Pastiller, Regnaults Klister, Bandager, Badevand, Sundhedschokolade o. s. v.” Paa Skiltet, der strælker sig langs hele Butiken, staaer med store forgyldte Bogstaver „Homais, Apoteker”. Bagest i Butiken bag de store justerede Vægtskaale paa Disken træder Ordet „Laboratorium” frem over en Glasdør, paa hvis Midte endnu engang Navnet Homais gjentages med forgyldte Bogstaver paa mørk Grund.

Andre Mærkværdigheder findes der ikke i Yonville. Gaden, (der er nemlig kun een), er et Bøsseskud lang og forsynet med nogle Butiker og stanser brat ved en Svingning af Landeveien. Hvis man lader den ligge til Høire og vandrer langs St. Jean Skrænten, kommer man snart til Kirkegaarden.

For at udvide den havde man i Koleratiden nedrevet et Stykke af Muren og kjøbt tre Acres Land ved Siden af, men hele denne nye Del er næsten optaget, da Gravene ligesom tidligere vedblive at opdynge sig henimod Porten. Opsynsmanden, der samtidig er Graver og Sakristan, og saaledes nyder dobbelt Indtægt af Sognets Lig, har benyttet det tomme Stykke til at lægge Kartofler i. Imidlertid indsnævres hans lille Mark Aar for Aar, og naar der udbryder en Epidemi, veed han ikke rigtigt, om han skal være glad ved Dødsfaldene eller blive bedrøvet over Gravstederne.

„De lever af de Døde, Lestibondois,” havde Præsten en Dag sagt til ham.

Disse melankolske Ord gjorde ham eftertænksom, han holdt inde i nogen Tid, men nu vedbliver han atter med at dyrke sine Knolde og paastaaer endogsaa med Overbevisning, at de groe ganske af sig selv.

Siden de Begivenheder, der nu skal fortælles, har i Virkeligheden Intet forandret sig i Yonville. Den trefarvede Blikfane bliver ved at dreie sig paa Spidsen af Kirketaarnet, de to Sirsesvimpler udenfor Manufakturistens Butik sveie stadig for Vinden, Apotekerens Fostre raadne mere og mere heni den uklare Spiritus som store Stykker hvid Fyrsvamp, og ovenover den store Krodør viser stadig den gamle forgyldte Love, hvis Farve er gaaet af i Regnen, de Forbigaaende sin Pudelmanke.

Samme Aften Ægteparret Bovary skulde komme til Yonville, havde Krokonen, Enkemadam Lefrançois saa travlt, at hun svedte store Draaber, mens hun tumlede med sine Kasseroller. Næste Dag skulde der være Marked i Flækken, der maatte altsaa skjæres Kjød, renses Kyllinger og laves Suppe og Kaffe, desuden skulde hun sørge for Mad til sine Kostgængere og til Lægen, hans Kone og Pige, fra Billardstuen lød skingrende Latterudbrud, fra den lille Sal raabte tre Møllere paa Brændevin, Ilden knittrede, Kullene knagede, og paa det lange Kjøkkenbord mellem de store Stykker raat Bedekjød rystede Tallerkenstablerne for hvert Stød til Blokken, hvorpaa der hakkedes Spinat. Fra Hønsegaarden hørtes Fjerkræenes Skrig, idet Pigen løb efter dem for at skjære Halsen over paa dem.

En Mand i grønne Klædesmorgensko, lidt koparret og med en Fløilshue med Guldkvast paa Hovedet lænede sig op til Ovnen. Hans Ansigt udtrykte ikke Andet end Selvtilfredshed, og han saae ligesaa ubekymret ud som Stillidsen, der hang over hans Hoved i et Vidiebur, det var Apotekeren.

— Artemise, raabte Krokonen, hug lidt Brænde, fyld Karaflerne og bring saa Brændevinen ind, men skynd Dig. Naar jeg blot vidste, hvad Dessert jeg skulde byde de Mennesker, jeg venter. Du milde Gud! Nu begynder Flyttefolkene igjen paa deres Allarm ved Billardet. Og deres Vogn, som staaer under Porten! sæt nu, at „Svalen” kjørte den itu. Kald paa Polyte, at han kan trække den ind i Skuret. Tænk Dem blot Hr. Homais, siden imorges har de spillet femten Partier og drukket otte Potter Most . . . Men de spolerer jo mit tæppe, vedblev hun og saae ind til dem med Skumskeen i Haanden.

— Ja den Ulykke var da ikke saa stor, bemærkede Homais, saa kunde De jo kjøbe Dem et andet.

— Et andet Billard! raabte Enken.

— Ja, siden dette her ikke duer mere, Madam Lefrançois, jeg maa gjentage det for Dem, De gjør Dem selv Skade, De gjør Dem selv Skade. Desuden ønsker Amatørerne nu snævre Huller og tunge Queuer, Alt er forandret, man maa holde Skridt med sin Tid. See til Tellier!

Krokonen blev rød af Ærgrelse, Apothekeren vedblev:

— Ja hvad De saa end siger, er hans Billard kjønnere end Deres, og han har dog engang imellem den Takt at holde en patriotisk Pouille for Polen eller for de Vandlidte i Lyon . . .

— Nei, saadan en Stodder som han skal aldrig gjøre mig angst, afbrød Værtinden ham og trak paa sine svære Skuldre, nei, nei Hr. Homais, saalænge „den forgyldte Løve” bestaaer, kommer man der. Vi har Vort paa det Tørre, ja det har vi, men en skjøn Morgen skal De nok see Café français lukket og med en smuk Plakat paa Skodderne . . . Jeg skulde forandre mit Billard, vedblev hun ligesom talende med sig selv, det som er mig saa bekvemt at ordne min Vask paa, og hvorpaa jeg i Jagtens Tid har redet Seng lige indtil sex Reisende . . . Men hvor det Dovendyr, Hivert, dog bliver længe borte.

— De venter vel paa ham for Madens Skyld? spurgte Apotekeren.

— Om jeg venter paa ham? Og Binet! Paa Slaget sex skal De see ham træde ind, han har ikke sin Lige i Punktlighed. Han maa stadig sidde i den lille Sal, han lod sig hellere slaae ihjel, end han spiste i et andet Værelse, og saa mange Ophævelser han gjør, især er han saa vanskelig med Mosten. Nei, saa er Hr. Léon ganske anderledes, han kommer undertiden Klokken syv, ofte først halv otte, han lægger saamænd ikke Mærke til, hvad han faaer. Det er en prægtig ung Mand, aldrig et høit Ord!

— Jamen, der er ogsaa stor Forskjel paa et Menneske, der har faaet en god Opdragelse, og en gammel Karabinier, der er bleven Skattekræver.

Klokken slog sex, Binet traadte ind i Stuen.

Han havde en blaa Bluse paa, der faldt lige ned om hans magre Krop, og hans Læderkaskjet med Klapperne bundne ovenpaa Hovedet viste under den hævede Skygge en lav Pande, som Vanen at bære Hjelm havde sammentrykt endnu mere. Han bar en sort Klædesvest, Hestehaarshalsbind, graa Benklæder og gik hele Aaret igjennem med blankt børstede Støvler, hvorpaa hans fremspringende Knyster dannede ligesom to paralelle Knuder. Hans lyse Skjæg, hvoraf ikke et Haar gik ud paa Halsen, dannede en Ramme om hans sløve Ansigt med de smaa Øine og den krogede Næse. Han var en ivrig Kortspiller, en dygtig Jæger og skrev en smuk Haand, i sit Hjem eiede han en Dreiebænk, hvorpaa han morede sig med at lave Servietringe, hvormed han overfyldte sit Hus med en Kunstners Forfængelighed og en Spidsborgers Egoisme.

Han rettede sine Skridt henimod den lille Sal, men først maatte man fordrive de to Møllere derfra, og mens man dækkede Bord til ham, sad Binet tavs henne ved Ovnen, derpaa lukkede han Døren og tog sin Kaskjet af, som han pleiede.

— Han slider da ikke Tungen op med Høfligheder, bemærkede Apotekeren, saasnart han var bleven ene med Enken.

— Han siger aldrig mere, svarede hun, forleden Uge var her et Par Handelsreisende, to muntre Fyre, der hele Aftenen igjennem fortalte en Mængde gemytlige Historier, saa jeg var nær ved at sprække af Latter, men han sad saa tør som en Sild, uden at mæle et eneste Ord.

— Ingen Fantasi, intet Vid! bemærkede Apotekeren. Intet af det, der gjør Selskabsmanden.

— Man siger dog, at han har Evner, indvendte Værtinden.

— Evner! udbrød Homais, — han Evner, ja maaske for sin Stand, det kan være, tilføiede han roligere. — Jeg kan forstaae, at en Kjøbmand, der har udstrakte Forbindelser, at en Retslærd, en Læge, en Apoteker har saa meget at tænke paa, at de bliver gnavne og lunefulde, man anfører endogsaa Exempler derpaa i Verdenshistorien; men saa har de dog i det Mindste Noget at spekulere paa. Hvormange Gange er det ikke hændet mig selv, at jeg har ledt efter min Pen paa mit Skrivebord for at skrive en Etikette, og at jeg endelig har opdaget, at den sad bag mit Øre.

Imidlertid var Madam Lefrançois gaaet ud i Døren for at see, om „Svalen” ikke kom. Hun skjælvede af Utaalmodighed. Pludselig traadte en sortklædt Mand ind i Kjøkkenet, i Tusmørkets siste Skjær skimtede man, at han havde rødmussede Kinder og var atletisk bygget.

— Hvad staaer til Tjeneste, Hr. Abbed? spurgte Krokonen og rakte efter en af Kobberstagerne, der stod paa Kaminen med Lys i, — vil De nyde Noget? Et Fingerbøl Solbærlikør, et Glas Vin?

Den Geistlige afslog det meget høfligt. Han kom efter en Paraply, som han forleden Dag havde glemt i Klostret Ernemont, og efter have bedt Madam Lefrançois om henad Aften at sende ham den op i Præstegaarden, gik han henimod Kirken, hvor der ringedes til Angelus.

Da Apotekeren ikke længer hørte Lyden af Præstens Sko paa Torvet, fandt han hans Opførsel høist upassende. Hans Vægring ved at modtage en Forfriskning forekom ham en modbydelig Skinhellighed, alle Præster pimpede, naar Ingen saae det og søgte at gjenindføre Tiendetiden.

Gjæstgiversken tog sin Præst i Forsvar.

— Han kunde da forresten bukke begge Ender sammen paa fire som Dem, ifjor hjalp han vore Folk med at faae Høet ind, han bar ligetil sex Knipper paa engang, saa stærk er han.

— Bravo! raabte Apotekeren. — Og til Fyre med et saadant Temperament skal man sende sine Døttre til Skrifte. Hvis jeg var i Regjeringens Sted, skulde Præsterne aarelades een Gang hver Maaned. Ja, Madam Lefrançois, hver Maaned en dygtig Aareladning i Politiets og Sædelighedens Interesse.

— Saa ti dog stille, Hr. Homais, De er ugudelig, De har ingen Religion.

— Jo, jeg har en Religion, udbrød Apotekeren, min egen Religion, og den er bedre end alle deres Abekattestreger og Fixfaxerier. Jeg tilbeder netop Gud, jeg troer paa et høieste Væsen, paa en Skaber, hvem det saa er, det er mig ligegyldigt, som har sat os hernede, for at vi kan opfylde vore Pligter som Borgere og Familiefædre, men jeg behøver ikke at gaae i Kirke, kysse Sølvfade og fede en Skare Galgenfugle af min Lomme, der lever bedre end vi andre. Man kan hædre ham ligesaa godt i en Skov, paa en Mark eller blot ved at betragte Æterens Hvælving som de Gamle. Min Gud er Sokrates', Franklins, Voltaires og Bérangers Gud. Jeg holder paa „Savoyardpræstens Troesbekjendelse”^[1] og paa de udødelige Principer fra 89. Derfor kan jeg ikke troe paa en skikkelig Spidsborgergud, der spadserer om i sin Have med en Stok i Haanden, indlogerer sine Venner i Hvalfiskes Bug, døer med et Skrig og staaer op igjen efter tre Dages Forløb. Ting, som i og for sig er absurde og forøvrigt strider mod alle Fysikens Love, hvad der i Forbigaaende beviser os, at Præsterne stadig har sølet sig i en skammelig Uvidenhed, hvori de bestræber sig for at drage Folkene med ned.

Han taug, idet hans Blik søgte efter et Publikum, thi i sin Begeistring havde Apotekeren troet sig midt i Municipalraadet. Men Krokonen hørte slet ikke paa ham, hun havde kun Øre for en fjern Rullen. Man skjelnede endelig Lyden af en Vogn, blandet med en Klasken af løse Jern, der slog mod Jorden, og „Svalen” holdt endelig foran Porten.

Det var en en gul Kuffert, baaret af to store Hjul, som, da de naaede lige op til Seildugskaleschen, berøvede de Reisende Udsigten og stænkede dem op til Skuldrene. De smaa Glas i dens snævre Vinduer rystede i deres Indfatning, naar Vognen var lukket, de var hist og her tilsølet af Smudspletter mellem det gamle Støvlag, som ikke engang Regnskyllene formaaede at faae Bugt med. Den var forspændt med tre Heste, hvoraf den ene var Forløber, og naar man kjørte ned ad Bakker, stødte den idelig mod Jorden.

Nogle af Yonvilles Indbyggere viste sig paa Torvet, de talte Alle i Munden paa hverandre, En spurgte om Nyheder, en Anden om en Besked, en Tredie om sine Kurve, Hivert vidste ikke, hvem han først skulde svare. Det var ham, der udrettede Folks Ærinder i Byen. Han gik i Butikerne, bragte Ruller af Læder til Skomageren, Jerngjenstande til Smeden, en Tønde Sild til sin Frue, Kapper fra Modehandlerinden, Parykker fra Frisøren, og paa Hjemveien fordelte han sine Pakker, idet han kastede dem over Hegnene ind i Gaardene, staaende paa Bukken og raabende af fuld Hals, mens Hestene gik af sig selv.

En Hændelse havde forsinket ham, Fru Bovarys Mynde var løbet bort over Markerne. Først havde man fløitet et godt Kvarter efter den, Hivert var endogsaa kjørt en halv Lieue tilbage, idet han hvert Øieblik syntes at see den, men tilsist havde de alligevel maattet fortsætte deres Vei uden den. Emma havde grædt, var blevet vred og havde beskyldt Charles for dette Uheld. Kræmmeren Hr. L'heureux, der var sammen med dem i Vognen, havde forsøgt at trøste hende med en Mængde Exempler paa bortkomne Hunde, der havde gjenkjendt deres Herrer efter mange Aars Forløb. Der var en, sagde han, der var kommet tilbage til Paris fra Konstantinopel. En anden havde tilbagelagt halvtredsinstyve Lieues i lige Linie og svømmet over fire Floder, og hans egen Fader havde eiet en Puddel, der efter tolv Aars Fraværelse pludselig var sprunget op paa Ryggen af ham midt paa Gaden, da han en Aftenstund skulde i Selskab.

II.

Emma steg først ud, derpaa Felicité, Hr. L'heureux og en Amme, man blev nødsaget til at vække Charles henne i en Krog, hvor han var faldet i en dyb Søvn, saasnart det var blevet mørkt.

Homais præsenterede sig selv, han hilste ærbødigt paa Fruen og venskabeligt paa Herren, yttrede sin Glæde over at have kunnet bevise ham en Tjeneste og tilføiede med et hjerteligt Udtryk, at han gjerne selv havde dristet sig til at indbyde dem, men at hans Kone for Øieblikket var fraværende.

Da Fru Bovary var kommet ind i Kjøkkenet, gik hun hen ved Skorstenen. Med to af Fingerspidserne hævede hun sin Kjole til Anklerne og rakte sin lille Fod i den sorte Halvstøvle henimod Flammen. Ilden belyste hende fuldstændigt, dens skarpe Skjær trængte gjennem Isletten paa hendes Kjole, gjennem Porerne i hendes hvide Hud, ja selv gjennem Øielaagene, som hun af og til kneb sammen. Et svært, rødt Skjær foer henover hende, altsom Blæsten susede ind ad den paa Klem staaende Dør.

Fra den modsatte Side af Skorstenen betragtede en ung lyshaaret Mand hende i Taushed. Da Hr. Léon Dupuis (det var nemlig ham, „den forgyldte Løves” anden Stamgjæst) kjedede sig inderligt i Yonville, hvor han var Skriver hos Notaren Hr. Guillaumin, opfatte han ofte sin Spisetid saalænge som muligt i Haab om, at der kunde komme en eller anden Reisende, med hvem han kunde passiare Aftenen bort. Efter endt Dagværk maatte han nemlig af Mangel paa nogetsomhelst Andet nøies med Binets Selskab fra Suppen til Desserten; det var altsaa med Glæde, at han havde modtaget Værtindens Tilbud om at spise sammen med de Fremmede, og man gik ind i den store Sal, hvor Madam Lefrançois for at give det et festligt Præg havde dækket til de fire.

Homais bad om Forlov til at beholde sin græske Hue paa af Frygt for Snue, idet han derpaa henvendte sig til sin Borddame, bemærkede han:

— Fruen er formodentlig træt, man bliver skumplet saa slemt i vor „Svale”.

— Ja, det er ganske sandt, svarede Emma, men at flytte morer mig, jeg holder af at forandre Opholdssted.

— Det er saa kjedeligt at leve fastnaglet til samme Plet, sukkede Skriveren.

— Sæt Dem saa i mit Sted, der stadig er tvunget til at være til Hest . . . bemærkede Charles.

— Men det maa jo være overordentlig behageligt, forekommer det mig, sagde Léon til Emma, naturligvis naar man kan ride, tilføiede han.

— Forresten, sagde Apotekeren, — er Lægepraxis ikke videre besværlig her paa Egnen, thi vore Landeveies Tilstand tillader Brugen af en Kabriolet, og i Almindelighed betaler den sig godt, da vore Landmænd er velhavende. Hvad Sundhedstilstanden angaaer, har vi foruden de almindelige Tilfælde af Tarmbetændelse, Bronkitis, Galdesygdomme o.s.v., fra Tid til anden nogle sporadiske Febre i Høstens Tid, men hovedsagelig kun faa farlige Sygdomme, intet Specielt at bemærke undtagen endel Kjertelsvaghed, der uden al Tvivl stammer fra de mislige hygieiniske Forhold i vore Bønderhytter. Aah, De vil sinde mange Fordomme at bekjæmpe Hr. Bovary, megen indgroet Stædighed, hvormed Deres Videnskab daglig vil komme til at strides, thi man tager endnu sin Tilflugt til Faster, til Relikvier, til Præsten hellere end ganske naturligt at henvende sig til Lægen og Apotekeren. Klimaet er dog sandt at sige ikke slet, vi har endogsaa nogle Halvfemssinstyveaarige i vor Kommune. Thermometret (jeg har selv gjort Iagttagelserne) gaaer om Vinteren ned til fire Grader, og i den varme Aarstid naaer den femogtyve høist tredive Centigrader, hvilket giver fireogtyve Grader Reaumur Maximum eller fireoghalvtreds Fahrenheit (engelsk Maal), ikke mere. Vi beskyttes virkelig ogsaa mod Nordenvindene af Argueilskoven til den ene Side, og mod Vestenvinden af St. Jean Bakkerne til den anden, men dog kunde denne Varme paa Grund af de Vanddampe, der stiger opaf Floden og den betydelige Mængde Kvæg, der græsser paa Markerne, og som De veed udaander meget Ammoniak, det vil sige Kvælstof, Ilt og Brint (nej kun Kvælstof og Brint), da den jo suger Jordens Væsker til sig, blander alle disse forskjellige Uddunstninger, forener dem saa at sige i en samlet Masse og af sig selv forbinder sig med den i Atmosfæren udbredte Elektricitet, naar der er nogen, i Længden ligesom i de tropiske Lande fremkalde usunde Smitstoffer, men denne Varme siger jeg, bliver netop mildnet fra den Side, hvor den kommer, eller rettere hvorfra den skulde komme, det vil sige fra Sydsiden, af Sydøstvindene som efterat have afkjølet sig over Seine pludselig kommer til os som russiske Briser.

— Her er vel nogle Promenader i Omegnen? spurgte Fru Bovary den unge Mand.

— Kun meget faa, svarede han. Der er et Sted ved Navn „Fælleden” paa Toppen af Bakken ved Udkanten af Skoven; undertiden gaaer jeg derhen om Søndagen med en Bog og bliver der for at see Solen gaae ned.

— Jeg synes, at der er ikke Noget saa deiligt som en Solnedgang, svarede hun, men helst ved Havets Bred.

— Oh! Jeg tilbeder Havet, udbrød Léon.

— Og forekommer det Dem ikke, vedblev Emma, idet hun ophørte med at spise, at Tanken svæver friere hen over denne ubegrænsede Flade, hvis Beskuelse opløftet Sjælen og indgyder den Tanker om Uendeligheden, om Idealet.

— Det forholder sig paa samme Maade med Bjerglandskaber, svarede Léon. Jeg har en Fætter, som reiste ifjor i Schweitz, og som fortalte mig, at man ikke kan forestille sig Søernes Poesi, Kaskadernes Skjønhed og Gletschernes mægtige Virkning. Man seer Fyrretræer af en utrolig Størrelse ligge henad Strømmene, Hytter svævende over Afgrundene og tusind Fod under sig hele Dale, naar Skyerne aabner sig lidt. Disse Skuespil maa enthusiasmere, stemme til Bøn og Extase. Derfor forundrer jeg mig ikke længere over den berømte Musiker, der for at bringe sin Fantasi i Stemning, pleiede at spille Klaver ligeoverfor en imponerende Udsigt.

— Er De musikalsk? spurgte hun.

— Nei, men jeg holder meget af Musik, svarede han.

— De skal ikke troe ham, Frue, afbrød Homais ham, det er den rene Beskedenhed. Hvad behager min Herre? Forleden Dag sang De jo ganske deiligt „Smilende Haab” inde paa Deres Værelse. Jeg hørte det fra Laboratoriet, De skilte Dem derved som en Operasanger.

Léon boede virkelig hos Apotekeren, hvor han havde et lille Værelse paa anden Sal udimod Torvet. Ved denne Kompliment af hans Vært blev Léon rød, men Homais havde allerede vendt sig om mod Lægen og optegnede en for en de betydeligste Borgere i Yonville for ham. Han fortalte Historier og gav Oplysninger, „man vidste ikke saa nøie, hvor stor en Formue Notaren havde, og angaaende Huset Tuvache var man grumme forlegen.”

— Hvilken Musik foretrækker De? vedblev Emma.

— Den tyske, den sætter En i en drømmende Stemning.

— Har De hørt Italienerne?

— Ikke endnu, men næste Aar faaer jeg dem at høre, naar jeg skal til Paris for at fuldende mine juridiske Studier.

— Som jeg havde den Ære at fortælle Deres Hr. Mand, bemærkede Homais, angaaende stakkels Yanoda, som er løbet bort, kommer De, takket være de Dumheder, han har gjort i Besiddelse af et af de komfortableste Huse i Yonville. Hvad der særlig er bekvemt for en Læge, er at den har en Udgang til „Alleen”, hvorigjennem man uden at blive bemærket kan passere ud og ind. Forresten er den forsynet med Alt, hvad der er bekvemt i en Husholdning, Vaskestue, Kjøkken med Spisekammer, rummelig Dagligstue, Frugtkjælder o. s. v. Den Fyr saae ikke paa Skillingen, for Enden af Haven henimod Vandet havde han ladet opføre et Lysthus alene for at drikke Øl om Sommeren, og hvis Fruen holder af Havevæsen, kan De . . .

— Min Kone har ikke synderlig Interesse derfor, sagde Charles, skjønt der er anbefalet hende Motion, foretrækker hun at sidde paa sit Værelse og læse.

— Det er ligesom jeg, bemærkede Léon, men hvad er ogsaa bedre end at sidde om Aftenen med sin Bog ved Lampens Skin, mens Vinden vifter paa Ruderne?

— Ja, ikke sandt, sagde hun og fæstede sine mørke Øine paa ham.

— Man er aldeles fraværende, vedblev han, Tiden gaaer. Tavst færdes man i Egne, som man troer at see for sig, snart fordybet Tanken sig i Digtningens Enkeltheder, snart følger den med Spænding Handlingens Gang. Man blander sig mellem Personerne, det forekommer En, at det er En selv, der bevæger sig under deres Dragter.

— Ja, De har Ret, De har Ret, udbrød hun.

— Er det ikke undertiden hændet Dem, vedblev Léon, at De i en Bog har truffet en ubestemt Tanke, som De synes at have havt før, et dunkelt Billede, der vender tilbage fra det Fjerne og ligesom forklarer Deres sarteste Følelse?

— Jo, det har jeg følt, svarede hun.

— Derfor holder jeg mest af Vers, sagde han. Jeg finder dem inderligere end Prosa, de bringer En lettere til at græde.

— Imidlertid trætter de dog i Længden, svarede Emma, for Øieblikket tilbeder jeg Historier, hvor Handlingen gaaer Slag i Slag, og hvorover man bliver angst. Jeg afskyer Hverdagshelte og maadeholdne Følelser, som de findes i Livet.

— Da den Slags Arbeider ikke rører Hjertet, forekommer det mig dog, at de fjerner sig fra Kunstens sande Maal, bemærkede Skriveren. — Det er saa deiligt mellem Ens røvede Illusioner at føre Tanken hen paa ædle Karakterer, rene Følelser og lykkelige Billeder. Hvad mig angaaer, der lever her fjernt fra Verden, er det min eneste Adspredelse, men Yonville tilbyder saa faa Hjælpekilder.

— Uden Tvivl ligesom Tostes, svarede Emma, derfor fik jeg ogsaa Bøger fra et Leiebibliotek.

— Hvis Fruen vil gjøre mig den Ære at benytte det, sagde Apotekeren, der havde hørt de siste Ord, kan jeg stille et Bibliotek, der er sammensat af de bedste Forfatteres Værker, til Deres Disposition, Voltaire, Rousseau, Delille, Walter Scott, „Feuilletonernes Ekko” o. s. v., og jeg modtager desforuden forskjellige Tidsskrifter og Blade, hvoriblandt dagligt „Rouens Fakkel”, da jeg har den Fornøielse at være dens Korrespondent for Distrikterne Buchy, Forges, Neuschâtel, Yonville og Omegn.

Man havde siddet halvtredie Timer tilbords, thi Opvartningspigen bevægede sig ikke alene trevent hen over Gulvet i sine Slæbere, men bragte Tallerkenerne en for en, glemte Alt, kunde ikke forstaae det Ringeste og lod uophørligt Døren til Billardstuen staae aaben, som derfor ideligt klapprede mod Muren.

Uden at han selv lagde Mærke dertil, havde Léon under Samtalen støttet sin Fod mod en af Stolens Tremmer, hvorpaa Emma sad. Hun havde et lille blaat Silketørklæde om Halsen, hvortil der var hæftet en pibet Batistes Krave; naar hun bevægede Hovedet, dukkede Underdelen af Ansigtet ned deri, eller skjød sig langsomt op deraf. Mens Apotekeren og Charles passiarede sammen, sad de saaledes ved hinandens Side og fordybede sig i en af disse vage Samtaler, hvor en fælles Sympathi stadig fører tilbage til samme faste Centrum. Pariserteatrene, Titler paa Romaner, nye Kvadriller og den Verden, de ikke kjendte, Tostes, hvor hun havde levet, Yonville, hvor de nu befandt sig, de mønstrede Alt og talte om Alt ligetil Maaltidets Slutning.

Da Kaffen var serveret, gik Felicité for at gjøre deres Værelse i Orden i deres nye Hjem, og Gjæsterne reiste sig snart fra Bordet. Madam Lefrançois sov ved den kolde Skorsten, mens Karlen med en Lygte i Haanden ventede paa Hr. og Fru Bovary for at følge dem hjem, hans røde Haar var indfiltret med Halmstraa, og han haltede paa det venstre Ben. Da han havde taget Præstens Paraply i den anden Haand, begav han sig afsted.

Flækken slumrede, „Hallernes” Piller kastede store Skygger, Jorden var ganske graa som paa en Sommernat.

Men da Lægens Hus kun laae halvtredsindstyve Skridt fra Kroen, maatte man næsten strax ønske hverandre Godnat, og Selskabet skiltes.

Allerede i Vestibulen følte Emma den kolde Kalklugt lægge sig paa hendes Skuldre som et fugtigt Klæde. Murene var friske, Trappetrinene knirkede. I Soveværelset paa første Sal faldt et hvidligt Lys ind igjennem de gardinløse Vinduer. Man skimtede Træernes Toppe og længere henne den i Taagen halvt skjulte Eng, som dampede i Maaneskinnet langs Flodens Løb. Midt i Værelset laae hulter til bulter Kommodeskuffer, Flasker, Gardinstænger, forgyldte Lister, Matrasser paa Stolene, Vandfade paa Gulvet, da de to Mænd, der havde bragt Tøiet, havde slængt det skjødesløst hen.

Det var fjerde Gang, hun nu skulde sove paa et fremmed Sted. Den første Gang var ved hendes Indtrædelse i Klostret, den anden ved hendes Ankomst til Tostes, den tredie paa Vaubyessard, den fjerde her, og hver af dem havde været ligesom Indvielsen til en ny Fase i hendes Liv. Hun troede ikke, at Tingene kunde foregaae ens paa forskjellige Steder, og da det, hun hidtil havde oplevet, havde været slet, var der uden Tvivl noget Bedre i Vente.

III.

Da hun vaagnede næste Dag fik hun Øie paa Skriveren ude paa Torvet, hun var i Morgenkjole. Han saae op og hilste, hun gjorde en let Bøining og forsvandt.

Léon ventede hele Dagen paa, at Klokken skulde blive sex, men da han traadte ind i Kroen, fandt han kun Binet ved Bordet.

Maaltidet den foregaaende Dag havde været en betydelig Begivenhed i hans Liv, han havde aldrig før talt to Timer i Træk med „en Dame”. Hvorledes var det da gaaet til, at han tilmed i et sligt Sprog havde kunnet udvikle en Mængde Ting for hende, som han aldrig for havde udtrykt saa veltalende? Sædvanligvis var han sky og havde dette tilbageholdne Væsen, der samtidig udspringer af Undseelse og Forstillelse. I Yonville fandt man, at han havde „et distingveret Væsen”. Han hørte paa ældre Folks Raisonnementer og syntes ikke at være nogen lidenskabelig Politiker, noget Mærkværdigt for et ungt Menneske. Desuden havde han adskillige Talenter, han malede Akvareller, kunde læse Noder fra Bladet og beskjæftigede sig gjerne med Skjønlitteratur efter Bordet, naar han da ikke spillede Kort. Hr. Homais agtede ham for hans Dannelse, Fru Homais holdt af ham for hans Venlighed, thi han spadserede undertiden i Haven med hendes Smaa, Rollinger paa fem til sex Aar, inderligt uopdragne, stadig snavsede og noget lymfatiske ligesom Moderen. Foruden en Pige havde de til at passe sig Apotekerlærlingen Justin, en Fjerntbeslægtet af Homais, som man havde taget i Huset af Godhed, og som samtidig benyttedes som Tjener.

Apotekeren viste sig som den forbindtligste Nabo. Han gav Emma Oplysninger angaaende Kræmmerne, sendte hende sin egen Mosthandler, smagte selv paa Drikken og sørgede for, at den fik en god Plads i Kjælderen, han angav hende Maaden, hvorpaa hun kunde anskaffe sig et Parti Smør for godt Kjøb og indgik et Arrangement med Sakristanen Lestiboudois, der foruden sine andre Funktioner passede de største Haver i Yonville mod Betaling timevis eller aarevis alt efter Eierens eget Forgodtbefindende.

Imidlertid var det dog ikke blot Trangen til at beskjæftige sig med Andres Anliggender, der drev Apotekeren til at vise dem saa megen overvættes Hjertelighed, nei, han havde en Bihensigt hermed.

Han havde nemlig overskredet Loven af 19de Ventôse Aar XI, første Artikel, der forbyder enhver Person uden Diplom at praktisere, saaledes at Homais endog efter hemmelige Angivelser engang var bleven stævnet til Rouen for den kongelige Prokureur. Denne Øvrighedsperson havde modtaget ham i sit private Kabinet, staaende i sin Kjole med Hermelinet om Skuldren og Huen paa Hovedet, det var om Morgenen før Retsmøderne. I Gangen hørte han Gendarmernes tunge Skridt og i det Fjerne Lyden af svære Laase, der lukkedes. Det susede for Apotekerens Øren, saa han frygtede for at blive ramt af et apoplektisk Anfald, i Fantasien saae han underjordiske Fængsler, sin Familie badet i Taarer, Apoteket solgt, Krukkerne spredte ad, og han blev nødt til at gaae ind paa en Kafé og drikke et Glas Seltservand med Rhum for atter at komme til sig selv.

Imidlertid svækkedes efterhaanden Mindet om denne Advarsel, og han vedblev ligesom tidligere med at give Consultationer i Lukafet bag Butiken. Men Mairen havde et Horn i Siden paa ham, hans Kollegaer var skinsyge, han kunde frygte for Alt, ved at gjøre sig Bovary forbunden, opnaaede man hans Taknemlighed og forhindrede ham fra senere at tale, hvis han lagde Mærke til Noget. Derfor bragte ogsaa Homais ham hver Morgen „Avisen”, og om Eftermiddagen forlod han tidt Apoteket for at gaae over og passiare lidt med Lægen.

Charles var bedrøvet, han fik ingen Praxis. Han kunde sidde i hele Timer uden at sige et eneste Ord, ofte slog han Tiden ihjel med at sove i sit Kabinet eller med at see paa, at hans Kone syede. For at adsprede sig gjorde han Karlearbeide og forsøgte endogsaa at male Loftet med en Slump Farve, som Malerne havde ladet blive staaende. Men navnlig forvoldte Pengespørgsmaalene ham Bryderi. Han havde givet saameget ud til Reparationerne i Tostes, til sin Kones Toilette og til Flytningen, at hele Medgiften, mere end tretusind Daler, var gaaet med paa to Aar. Desuden var saa Meget bleven beskadiget eller gaaet tabt paa Transporten fra Tostes til Yonville, for slet ikke at tale om, at Gibspræsten efter et altfor voldsomt Stød var faldet ned fra Kærren og var bleven knust i tusind Stumper mod Stenbroen.

Imidlertid fik han snart vigtigere Ting at tænke paa, nemlig sin Kones Svangerskab. Jo længere Tiden rykkede frem, desto høiere elskede han hende. Det var et nyt Baand imellem dem og ligesom en Følelse af en endnu inderligere Forening. Naar han langt borte fra betragtede hendes lade Gang og Overkroppens bløde Bøininger, eller naar de sad ligeoverfor hinanden og han stirrede paa hende i Ro og Mag, mens hun indtog magelige Stillinger i Lænestolen, da overvældede hans Lykke ham, han reiste sig, kyssede hende, foer med Haanden henover hendes Ansigt, kaldte hende „lille Mo'er”, vilde faae hende til at danse og fremførte halvt leende, halvt grædende den kjærtegnende Spøg, der faldt ham ind. Den Tanke at have avlet frydede ham. Nu manglede han Intet, han kjendte den menneskelige Tilværelse helt igjennem og støttede oprømt Hovedet mellem Hænderne.

Først følte Emma en dyb Forbauselse, derpaa længtes hun efter at blive forløst, for at erfare hvad det egentlig var at være Moder. Men da hun ikke kunde bestride de Udgifter, hun vilde gjøre, nemlig til en kurveformet Vugge med rosenrøde Silkegardiner og broderede Barnehuer, gav hun i et Anfald af Bitterhed Afkald paa selv at sye Børnetøiet og bestilte det Alt hos en Syerske i Landsbyen uden at vælge Noget eller tinge om Prisen. Hun syslede altsaa ikke med disse Forberedelser, der give Moderømheden Appetit, og derved svækkedes maaske hendes Følelser for Barnet allerede fra Begyndelsen.

Da Charles imidlertid ved hvert Maaltid talte om den Lille, gav hun sig snart til at tænke stadigere derpaa.

Hun ønskede sig en Søn, han skulde være stærk og mørk, han skulde hedde Georges, og denne Tanke om at blive Moder til en Dreng var ligesom en forhaabentlig Gjengjæld for al hendes Afmagt. En Mand er dog i det Mindste fri, han kan gjennemstreife Lidenskabernes og Landenes Omraade, overvinde hver Modstand og gribe selv den fjerneste Lykke. Men for Kvinden er der stadig Hindringer; samtidig sløv og bøielig har hun Legemets Svaghed og Lovens Bud imod sig; hendes Villie svaier for alle Vinde ligesom Sløret paa hendes Hat, der er stadig et Ønske, som river hende med, og noget Vedtaget, der holder hende tilbage.

Hun nedkom en Søndag henimod Klokken sex om Morgenen.

— Det er en Datter, sagde Charles. Hun vendte sig om og faldt i Besvimelse.

Fru Homais kom ligestrax løbende og omfavnede hende, ligeledes Madam Lefrançois fra „den forgyldte Løve”. Som diskret Mand henvendte kun Apotekeren nogle foreløbige Lykønskninger til hende fra den halvt aabne Dør; han ønskede at see Barnet og fandt det velskabt.

Under sin Rekonvalescens var hun ivrigt beskjæftiget med at søge et Navn til sin Datter. Først lod hun alle dem med italienske Endelser som Clara, Louisa, Amanda, Atala, passere Revue for sig, hun syntes godt om Galsuinde, dog endnu bedre om Yseult og Léocadie. Charles ønskede, at Barnet skulde have samme Navn som Moderen, men Emma satte sig derimod. Man gjennemløb Kalenderen fra Ende til anden og raadførte sig med Fremmede.

— Hr. Léon, sagde Apotekeren, med hvem jeg talte derom forleden Dag, undrede sig over, at De ikke vælger Madeleine, som for Øieblikket er saa grumme meget paa Mode.

Men den ældre Fru Bovary satte sig med Hænder og Fødder mod dette Synderindenavn. Hvad Homais angik nærede han Forkjærlighed for alle dem, der mindede om en stor Mand, en berømt Bedrift eller en ædel Undfangelse; og efter dette System havde han opkaldt sine fire Børn. Saaledes repræsenterede Napoléon Hæderen og Franklin Friheden, Irma var maaske en Indrømmelse til Romantiken, mens Athalie var en Hyldest til den franske Scenes udødeligste Arbeide, thi hans filosofiske Overbevisning traadte ikke i Veien for hans artistiske Beundringer, Tænkeren i ham kvalte ikke Følelsesmennesket, han forstod at gjøre Forskjel, at indrømme Fantasien og Fanatismen hver sin Del. I denne Tragedie dadlede han nu for Exempel Tankerne men beundrede Stilen, han bandte Planen men bifaldt alle Detaillerne og harmedes paa Personerne, idet han enthusiasmeredes over deres Taler; naar han læste de lange Tirader, var han henrykt, men naar han saa tænkte paa, at Præsteskabet tog sig dem til Indtægt, var han fortvivlet, og under disse modstridende Følelser, hvori han løb vildt, havde han ønsket samtidigt at bekranse Racine og at disputere med ham et godt Kvarters Tid.

Endelig mindedes Emma, at hun paa Vaubyessard havde hørt Marquisen kalde en ung Dame Bertha, fra dette Øieblik valgte hun dette Navn, og da Fa'er Rouault ikke kunde komme, bad man Hr. Homais om at staae Fadder. Han gav lutter Apotekersager i Faddergave, nemlig sex Æsker Karameller, en hel Krukke Racahout og tre Flasker Altheasaft foruden sex Stænger Kandissukker, som han havde fundet i et Skab. Om Aftenen gjorde de et stort Gilde, hvortil Præsten var indbudt, man talte sig hed. Ved Likørerne istemmede Homais „De gode Folks Gud”^[2], Léon sang en Barkarole og Emmas Svigermoder, der var Gudmoder, en Romance fra Keiserdømmets Tid, endelig forlangte Hr. Bovary senior, at Barnet skulde bringes ned og gav sig til at døbe det med et Glas Champagne, som han hældte det over Hovedet. Denne Spot over det første Sakramente harmede Abbed Bournisien, den ældre Hr. Bovary svarede med et Citat af „Gudernes Krig”^[3]. Præsten vilde gaae sin Vei, Damerne bønfaldt ham om at blive, Homais mæglede Forlig, og man opnaaede endelig at bevæge den Geistlige til at sætte sig ned igjen og roligt vedblive med at drikke sin Kaffe af Underkoppen.

Charles' Fader blev endnu en Maaned i Yonville, hvis Indbyggere han blændede med en prægtig Militærhue med Sølvsnor, som han gik med om Morgenen, naar han røg sin Pibe paa Torvet. Da han ogsaa havde den Vane at drikke meget Brændevin, sendte han ofte Pigen hen i „den forgyldte Løve” for at hente ham en Flaske, som man skrev paa hans Søns Regning, og til at parfumere sine Lommetørklæder, brugte han al sin Svigerdatters Eau de Cologne.

Denne kjedede sig slet ikke i hans Selskab. Han havde seet sig om i Verden, han talte om Berlin, Wien, Strasbourg, om den Tid, han var Officer, om de Elskerinder, han havde havt, om de store Frokoster han havde givet, saa viste han sig elskværdig, og undertiden paa Trappen eller i Haven tog han hende om Livet og raabte: „Charles tag Dig i Agt”. Da følte Moderen sig angst for sin Søns Lykke og af Frygt for, at hendes Ægtefælle i Længden kunde øve en umoralsk Indflydelse paa den unge Kone, fremskyndede hun Afreisen. Maaske nærede hun alvorligere Uroligheder, hendes Ægtefælle var Mand for ikke at respektere Noget.

En Dag blev Emma pludselig greben af Trang til at see til sin lille Datter, som var i Pleie hos Snedkerens Kone. Hun begav sig derfor paa Vei til Rollets Hus, der laae i Udkanten af Landsbyen.

Klokken var tolv, der var Skodder for alle Vinduerne, og Skiferstenstagene, der straalede under det skarpe Lys fra den blaa Himmel, syntes at udspye Gnister fra deres Flader. Det blæste trykkende. Emma følte sig svag under Gangen, Stenene saarede hendes Fødder, hun betænkte sig paa, om hun ikke skulde vende hjem eller gaae ind et Sted for at hvile sig.

I samme Øieblik kom Léon ud fra en Port ved Siden af med en Banke Papirer under Armen. Han hilste paa hende og stillede sig hen i Skyggen foran L'heureux' Butik under det fremspringende graa Tag.

Fru Bovary sagde, at hun vilde hen og see til sit Barn, men at hun begyndte at føle sig træt.

— Hvis jeg . . . . stammede Léon, men vovede ikke at fortsætte.

— Har De Noget at bestille? spurgte hun.

Og paa Skriverens benægtende Svar bad hun ham om at følge sig. Om Aftenen var det bekjendt over hele Yonville, og Mairens Kone erklærede i sin Tjenestepiges Paahør, at Fru Bovary kompromitterede sig.

For at komme til Ammen maatte man ved Gadens Ophør svinge til Venstre, ligesom man vilde ud til Kirkegaarden, og følge en lille Sti mellem Huse og Gaarde, som hegnedes af Liguster, de stod i Blomst tilligemed Ærenpris, vilde Roser, Nælder og Brombær, der skjød sig frem af Buskene; gjennem Hækkernes Aabninger saae man ind i Smaahusene, hvor et Svin solede sig paa sin Mødding, eller tøirede Køer gned deres Horn opad Træstammerne. De gik begge to langsomt ved Siden af hinanden, hun støttede sig til ham, og han afmaalte sine Skridt efter hendes, medens en Fluesværm summede foran dem i den varme Luft.

De kunde kjende Stedet paa det gamle Nøddetræ, i hvis Skygge det laae. En Krans af Løg slyngede sig langs Loftsvinduet paa det lave Hus med dets mørke Teglstenstag; Brændestykker, opstablede mod Tjørnehækken, omgav et firkantet Bed Latuk, en Strimmel Lavendler og lidt Ærteris; smudsigt Vand løb ud og tabte sig i Græsset, og rundt omkring laae flere ubestemmelige Pjalter, Strømper og et rødt Sirses Livstykke, medens et svart Lærredslagen var bredt over Hækken. Da Ledet dreiede sig, kom Ammen ud med et diende Barn paa Armen, ved den anden Haand holdt hun en stakkels lille kjertelsvag Purk, Søn af en Kaskjetmager i Rouen, hvem hans Forældre, der havde altfor meget at tage Vare paa i deres Forretning, lod blive paa Landet.

— Kom kun ind, Deres Lille sover, sagde hun.

I Værelset i Stueetagen, der forøvrigt var det eneste i Huset, stod i Baggrunden optil Muren en stor Seng uden Gardiner, mens Deigtruget optog Vinduessiden, hvis ene Rude var udbedret med en Sol af blaat Papir. I Krogen bag Døren under Vasken stod noget Fodtøi med skinnende Pløkker ved Siden af en Olieflaske, i hvis Hals der stak en Pen, en gammel Almanak flød om paa den støvede Kakkelovn mellem et Fyrtøi, Lysepraase og Stumper af Fyrsvamp. Dette Værelses siste Luxusartikel var en Fama stødende i Trompeter, et Billede, der uden Tvivl var klippet ud af en eller anden gammel Parfumeriprospektus, og som var naglet til Muren med sex Træskosøm.

Emmas Barn sov i en flettet Kurvevugge. Hun tog det i Teppet, hvori det var indsvøbt og gav sig sagte til at nynne, mens hun vuggede det frem og tilbage.

Léon gik op og ned i Stuen, det forekom ham besynderligt at see denne smukke Dame i en elegant Nankingskjole midt i al denne Elendighed. Emma blev rød, han vendte sig om i den Tanke, at hans Blik maaske havde begaaet en eller anden Næsvished. Derpaa lagde hun atter den Lille ned, da den gav sig til at savle paa sin Krave, Ammen tørrede det strax af, idet hun paastod, at det slet ikke vilde kunne sees.

— Hun gjør saamænd ganske andre Ting, sagde hun, og jeg kan ikke bestille Andet end uafladeligt at holde hende ren, hvis De vilde være saa god at sige Urtekræmmer Camus, at han skal give mig lidt Sæbe, naar jeg har Brug derfor, vilde det jo være Dem bekvemmere, end naar De selv skal have Uleilighed af mig.

— Det skal jeg nok! Det skal jeg nok! sagde Emma. Farvel Mo'er Rollet. Hun tørrede sine Fødder af paa Tærsklen og gik.

Konen fulgte hende ligetil Udgangen, idet hun talte om alt det Besvær, hun havde med at staae op om Natten.

— Jeg er undertiden saa mat, at jeg falder i Søvn paa en Stol, derfor burde De ogsaa i det Mindste hver Maaned give mig et lille Pund malet Kaffe, som jeg kunde drikke om Morgenen.

Efter at have døiet hendes Taksigelser slap da Emma endelig afsted, men neppe var hun kommet et godt Stykke henad Stien, før Lyden af Træsko fik hende til at vende sig om, det var Ammen.

— Hvad er der nu i Veien?

Konen trak hende til Side bag ved et Elmetræ og begyndte at tale om sin Mand, der med sit Haandværk og de sex Francs, han aarlig fik af Kaptainen . . . .

— Fat Dem endelig i Korthed! afbrød Emma hende.

— Ja vel, lille Frue, svarede Ammen med dybe Suk mellem hvert Ord, jeg er angst for at han skal blive traurig ved at see mig drikke min Kaffe alene, De kjender jo nok Mandfolkene . . . .

— Men hvad vil De? Jeg har jo lovet Dem Kaffebønner, svarede Emma. De kjeder mig.

— Ja men kjære gode Frue, hans Saar har givet ham saadan en skrækkelig Brystkrampe. Han paastaaer, at Mosten svækker ham.

— Men saa skynd Dem dog at blive færdig, Mo'er Rollet.

— Ja, sagde hun og neiede dybt, hvis det ikke var en stor Skam at bede Dem derom . . . . hun neiede endnu en Gang — naar De vilde — hendes Blik var saa inderligt bønfaldende — sende os en Krukke Brændevin, saa kan vi gnide den Lilles Fødder dermed, de er saa ømme, saa ømme.

Efter endelig at være bleven Ammen kvit, tog Emma atter Léons Arm. I nogen Tid gik hun hurtigt, men derpaa sagtnede hun sin Gang, og hendes Blik faldt paa den unge Mands sorte Fløils Frakkekrave, hans glatfriserede, kastaniebrune Haar faldt ned derpaa. Hun lagde Mærke til hans Negle, der var længere end man ellers pleiede vant at bære dem i Yonville; det var en af Skriverens Hovedbeskjæftigelser at pleie dem, og alene til dette Brug havde han stadig en Pennekniv paa sit Skrivetøi.

De gik tilbage til Yonville paa den smalle Gangsti langs Flodbreden. Da Vandstanden paa Grund af den varme Aarstid var ringere, laae Havemurenes Fod blottet, hvorfra nogle Trappetrin førte ned til Vandet; Floden løb lydløst, hurtig og kold at see til, de store tynde Græsstraa, der bøiede sig udover Strømmen, hang ligesom grønne flagrende Haar ned i de klare Bølger. Paa Spidsen af Sivene eller paa Aakandebladene bevægede stundom et Insekt sig eller hviled sig derpaa, Solen spillede paa de smaa, blaa Bølger, der brødes mod hverandre, og de gamle, greneløse Piletræer speilede deres graa Bark i Vandet. Der var ikke en levende Sjæl at see, det var nemlig lige i Middagsstunden, og paa hele Veien hørte den unge Kone og hendes Ledsager ikke Andet end Takten af deres egne Skridt paa Stien, de Ord, de sagde hinanden og Lyden af Emmas Kjole, der raslede om hende.

Havemurene, der foroven var besatte med Flaskeskaar, var ligesaa hede som Drivhusvinduer. I Sprækkerne skjød de gule Levkøier sig frem, og med Kanten af sin udspændte Parasol fik Emma i Forbigaaende lidt af deres visne Blomster til at smuldre hen til et gult Støv, undertiden slæbte en Gren Klematis eller Gedeblad, der hang udenfor, sig henad Silken, idet den hagede sig fast i de fine Traade.

De passiarede om et Selskab spanske Dansere, som man snart ventede til Rouens Teater. Tager De ind for at see dem? spurgte hun. — Ja, dersom jeg faaer Tid, var hans Svar.

Havde de intet Andet at tale om? Der stod dog noget Alvorligere at læse i deres Blikke, og mens de gjorde sig Umage for at fremføre de forslidte Hverdagsfraser, følte de sig begge betagne af samme længselsfulde Stemning. Det var ligesom en dyb, vedvarende Tonen fra Sjælen, der overdøvede deres Stemmer. Overraskede over denne ukjendte, milde Følelse, tænkte de ikke paa at skildre hinanden denne Stemning eller søge efter Aarsagen dertil. Henover den lange Tid, der gaaer forud derfor, kaster Fremtidens Lykke ligesom en parfumeret Brise; man synker hen i denne Rus, uden engang at bekymre sig om den Horisont, som man ikke øiner.

Et Sted var Jorden traadt ud af Kvæget, man maatte gaae over store, grønne Stene, der laae spredte ad i Snavset. Af og til stansede hun et Minut, for at see, hvor hun skulde stille Foden, og vaklende paa de rystende Stene med hævede Albuer, bøiet Krop og raadvildt Blik loe hun af Angst for at falde i Pytterne.

Da de kom udenfor hendes Have, stødte Emma Laagen op, løb op ad Trapperne og forsvandt.

Léon gik hen paa Kontoret, hans Principal var ude, han kastede et Blik paa Akterne, skjar sig en Pen, tog saa sin Hat og gik.

Han gik op paa „Fælleden” paa Argueilbakken ved Indgangen til Skoven, lagde sig ned paa Jorden under Granerne og stirrede op paa Himlen gjennem Fingrene.

— Hvor jeg kjeder mig! Hvor jeg dog kjeder mig! sagde han til sig selv.

Han mente at have Aarsag til at beklage sig over at leve i denne Landsby med Homais til Ben og Guillaumin til Principal. Denne siste, som var Forretningsmand fra Top til Taa, og bar Guldbriller og røde Bakkenbarter henover det hvide Halstørklæde, havde slet ingen Sans for Aandsnydelser, skjønt han optraadte paa en stiv, engelsk Maner, som i den første Tid havde blændet Skriveren. Hvad Apotekerens Hustru angik, var hun den bedste Kone i hele Normandiet, hun var saa from som et Lam, elskede sine Børn, sine Forældre og Slægtninge, græd over Andres Ulykker, lod Alt gaae som det bedst kunde i Husholdningen og havde en sand Afsky for Snøreliv — men saa langsom i sine Bevægelser, saa kjedelig at høre paa, saa simpel af Udseende og saa indskrænket i en Samtale, at han, skjønt hun kun var tredive Aar og han tyve, skjønt de sov Dør om Dør og hver Dag talte med hinanden, aldrig havde tænkt sig, at hun kunde være en Kvinde for Nogensomhelst, eller at hun besad Andet af sit Kjøn end Kjolen.

Og hvem var der saa? Binet, nogle Kjøbmænd, to eller tre Kroværter, Præsten og endelig Mairen, Hr. Tuvache med hans to Sønner, velhavende, gnavne og afstumpede Mennesker, der selv dyrkede deres Jorder, holdt Gilder for sig selv, forresten „hellige” og aldeles utaalelige i Omgang.

Mellem alle disse Physiognomier traadte Emmas Ansigt frem, men ensomt og i det Fjerne, thi mellem hende og sig følte han ligesom vage Svælg.

I Begyndelsen havde han besøgt dem flere Gange med Apotekeren. Charles syntes ikke at sætte overvættes stor Pris paa hans Selskab, og Léon vidste ikke, hvorledes han skulde bære sig ad mellem Frygten for at være paatrængende og Ønsket om et intimere Forhold, som han næsten ansaae for umuligt.

IV.

I de første kolde Dage ombyttede Emma sit Værelse med Dagligstuen, en stor men lav Stue, fra hvis Kakkelovn en busket Koralplante strakte sig henimod Speilet. Naar hun sad i Lænestolen ved Vinduet, kunde hun see Landsbyfolkene gaae forbi paa Fortouget.

To Gange om Dagen gik Léon fra sit Kontor til den „forgyldte Løve”. Langt borte fra kunde Emma høre ham komme, lyttende hældede hun sig frem, og den unge Mand gled forbi Gardinet, stadig ens klædt og uden at vende sig om; men i Tusmørket, naar hun med Haanden under Kinden havde ladet sit paabegyndte Broderi synke ned paa Skjødet, gjøs hun ofte ved Synet af denne Skygge, der pludselig strøg forbi. Hun stod op og lod Pigen rette an.

Mens de spiste, kom Homais. Med sin græske Hue i Haanden traadte han lydløst ind for ikke at forstyrre og stadig med den samme Frase: „God Aften mit Herskab”, naar han derpaa havde sat sig ned ved Bordet paa sin vante Plads mellem Ægteparret, spurgte han Lægen om hans Patienter, og denne raadførte sig med ham angaaende de eventuelle Salairer. Saa passiarede man om, hvad der stod i „Bladet”; paa denne Tid af Dagen kunde Homais det næsten udenad, og han gjengav det helt og holdent ligefra Redaktørens personlige Mening i den ledende Artikel indtil Beretningerne om det i Frankrig og Udlandet senest Passerede. Men naar dette Sujet var udtømt, fremkom han med Bemærkninger angaaende de Retter, der stod paa Bordet. Undertiden reiste han sig halvt op og pegede galant til Fruen paa de lækkreste Stykker eller vendte sig til Pigen og gav hende gode Raad angaaende Maaden at tillave en Ragout paa og de større eller mindre Fordele ved de forskjellige Krydderier, han konverserede om Aromaer, Essenser, Geléer og Safter paa en aldeles blændende Maade. Da hans Hoved forøvrigt var fuldere af Opskrifter end hans Apotek af Krukker, excellerede Homais i at lave en Mængde Syltetøier, Eddiker og Likører, og han var fuldstændigt inde i alle de nye Opfindelser paa de økonomiske Fyrfades Omraade, ikke at tale om Kunsten, at konservere Ost og pleie syg Vin.

Klokken otte kom Justin for at hente ham, da Apoteket skulde lukkes. Homais tilkastede ham et skjelmsk Sideblik, især hvis Felicité var i Stuen, han havde nemlig opdaget, at hans Elev nærede Forkjærlighed for Lægens Hus.

— Den lille Fyr begynder at ville være med, sagde han, og jeg troer sandt for Dyden, at han har et godt Øie til Deres Tjenestepige.

Men en alvorlig Feil, som han idelig bebreidede ham, var stadig at lytte til hvad der blev talt om, om Søndagen var det f. Ex. umuligt at faae ham ud fra Dagligstuen, hvor Fru Homais havde kaldt ham ind for at tage Børnene ud, der faldt i Søvn i Lænestolene, hvor de med Ryggen trak de altfor store Bomuldsbetræk ned.

Der kom ikke ret Mange til Apotekerens Soiréer, da hans Bagtalelser og hans politiske Anskuelser efterhaanden havde fjernet forskjellige respektable Personer fra ham. Skriveren forsømte aldrig at indfinde sig, saasnart som han hørte Klokken, løb han Fru Bovary i Møde, tog hendes Sjal og stillede de svære Galoscher, hun gik med, naar det var SneVeir, ind under Apotekdisken.

Først fik man sig nogle Partier Vingt et un, derpaa spillede Homais Ecarté med Emma, Léon stod bagved hendes Stol og gav hende Raad. Med Hænderne paa hendes Stoleryg betragtede han Tænderne i hendes Kam, der borede sig ned i Nakkehaaret. Ved hver Bevægelse hun gjorde for at spille sine Kort ud, hævede hendes Kjole sig op paa høire Side. Saa faldt den igjen tilbage paa begge Sider af Stolen og slæbte langt henad Gulvet med mange Rynker og Folder, naar Léon undertiden følte sin Støvlesaal derpaa, trak han den hastigt til sig, som om han havde traadt paa noget Levende.

Naar Ecartéen var ude, spillede Apotekeren og Lægen Domino, Emma skiftede Plads og gjennembladede »Illustration« med Albuen støttet paa Bordet. Hun havde taget sin Modejournal med. Léon satte sig hen ved Siden af hende, de saae sammen paa Billederne og ventede paa hinanden nedenfor Siderne. Ofte bad hun ham om at læse Versene for hende, Léon deklamerede dem med en slæbende Stemme, som han omhyggeligt lod være hendøende paa Kjærlighedsstederne. Men Dominobrikkernes Raslen forstyrrede ham, Homais var en dygtig Spiller, han overgik langt Charles. Efterat have naaet trehundrede Points, strakte de sig begge to hen ved Kakkelovnen og faldt snart i Søvn. Ilden døde hen i Asken, Thepotten var tom, Léon vedblev at læse, og Emma lyttede til ham, idet hun mekanisk dreiede Lampeskjærmen, paa hvis Net der var afmalet Bajadser i Vogne og Liniedanserinder med Balancerstænger. Léon holdt op, idet han pegede paa det indslumrede Auditorium, derpaa talte de sagte med hinanden, og den Samtale, de saaledes førte, forekom dem behageligere, fordi den ikke havde Tilhørere.

Saaledes opstod en Art Forbindelse mellem dem, en stadig Udvexling af Bøger og Romancer; Charles, der ikke kjendte til Skinsyge, undrede sig ikke derover.

Til sin Fødselsdag fik han et smukt frenologisk Hoved, mærket med Tal lige til Brystet og blaamalet; det var en Opmærksomhed fra Skriveren, han viste ham mange andre, ja besørgede endogsaa hans Ærinder i Rouen, og da en ny Roman havde bragt Kaktuser paa Møde, kjøbte Léon nogle til Fruen, som han bragte med sig paa Skjødet i „Svalen”, idet han stak sine Fingre paa deres haarde Pigge.

Opimod sit Vindue lod hun sig lave en lille Hylde med et Gitter om til sine Urtepotter. Skriveren havde ogsaa sine „hængende Haver”, naar de passede deres Blomster, kunde de see hinanden fra Vinduet.

Blandt Landsbyens Vinduer var der et, som endnu oftere var optaget; thi om Søndagen ligefra Morgenstunden, indtil det blev mørkt, og hver Eftermiddag, naar det var klart Veir, kunde man i en Loftsluge see Binets magre Profil bøiet over Dreiebænken, hvis monotone Snurren kunde høres ligetil den „forgyldte Løve”.

En Aften da Léon kom hjem, fandt han et broderet Tæppe paa sit Værelse, han kaldte paa Hr. og Fru Homais, Justin, Børnene, Kokkepigen, han talte derom til sin Principal, Alle ønskede at see dette Tæppe. Hvorfor gav Lægens Kone Skriveren Præsenter? Det forekom Folk besynderligt, og man tænkte endelig, at hun vel var „hans gode Veninde.

Han gav selv Anledning til at troe det, i den Grad underholdt han uafladeligt alle Mulige om hendes Ynde og Aand, saa at han engang paadrog sig det brutale Svar af Binet: „Ja, hvad vedkommer det mig, jeg omgaaes jo ikke med hende.”

Han pinte sig selv med at pønse paa, hvorledes han skulde gjøre hende en Erklæring, og stadig vaklende mellem Frygt for at mishage hende og Undseelse over at være saa feig, fældede han Taarer af Modløshed og Begjær. Saa fattede han energiske Beslutninger, skrev Breve, som han atter sønderrev, skjød det ud til Tider, som han stadig rykkede videre frem. Ofte begav han sig derhen i den Hensigt at vove Alt, men dette Mod forlod ham snart i Emmas Nærværelse, og naar Charles saa kom til og indbød ham til at stige op i hans Kabriolet, for sammen med ham at see til en Patient i Omegnen, tog han strax derimod, bukkede for Fruen og gik bort. Var hendes Mand ikke Noget af hende?

Hvad Emma angik, udspurgte hun sig ikke selv for at erfare, om hun elskede. Efter hendes Tro, maatte Kjærligheden indfinde sig pludselig med store Udbrud og blændende Lynglimt, en Orkan, der styrter løs paa Livet, kaster det overende, bøier Villien som et Siv og styrter Hjertet i en Afgrund. Hun vidste ikke, at Regnen danner Søer paa Husenes Tage, naar Renderne er tilstoppede, og hun vilde saaledes have vedblevet at være tryg, da hun pludselig opdagede en Revne i sin Mur.

V.

Det var en Søndageftermiddag i Februarmaaned, og det sneede.

Hr. og Fru Bovary, Homais og Léon var taget ud sammen, for at besee et Hørspinderi, som man byggede en halv Lieue fra Yonville. Apotekeren havde taget Napoléon og Athalie med sig for Motionens Skyld, og Justin fulgte dem med Paraplyer over Skulderen.

Og dog kunde man ikke tænke sig noget mindre Interessant end denne Seeværdighed, en stor øde Plads, hvor nogle allerede rustne Tandhjul laae mellem Dynger af Sand og Stene, omgav en lang, firkantet Bygning, gjennemboret af en Mængde smaa Vinduer. Den var ikke bygget færdig, og gjennem Tagværket saae man Himlen. Befæstet til Gavlbjælken sveiede en med trefarvede Baand omvundet Straavisk for Vinden.

Homais talte. Han forklarede Selskabet dette Etablissements fremtidige Vigtighed, beregnede Plankernes Styrke, Murenes Tykkelse og beklagede meget, at han ikke altid havde en Tommestok hos sig som Binet.

Emma, der holdt ham under Armen, lænede sig lidt til hans Skulder og betragtede Solen, der viste sig som en mat Skive i den fjerne Taage. Hun vendte sig om, Charles stod foran hende, Kaskjetten faldt ham ned over Øinene, og hans tykke Læber skjælvede, hvorved hans Ansigt antog et stupidt Udtryk, selv hans Ryg, hans rolige Ryg var irriterende at see paa, og paa hans Frake syntes hun at see hele Personens Plathed aftegnet.

Medens den Harme, hun følte ved at beskue ham, ligesom indgjød hende et Slags fordærvet Vellyst, nærmede Léon sig hende. Kulden, der gjorde ham bleg, syntes at give hans Ansigt et endnu mildere og mere smægtende Udtryk, den noget vide Skjortekrave blottede hans Hals, Øreflippen tittede frem under en Lok Haar, og hans store blaa mod Skyerne hævede Øine forekom Emma klarere og skjønnere end de Bjergsøer, hvori Himlen speiler sig.

— Ulykkelige! raabte pludselig Apotekeren.

Og han løb hen til sin Søn, der var faldet i en Kalkdynge, da han vilde male sine Sko hvide. Ved de Bebreidelser, hvormed man overvældede ham, gav Napoléon sig til at udstøde sande Hyl, mens Justin tørrede hans Fødder med en Halmvisk; men man kunde behøve en Kniv, Charles tilbød sin.

— Han gaaer med en Kniv i Lommen ligesom en Bonde, tænkte hun ved sig selv.

Det gav sig til at sne stærkere, og man tog tilbage til Yonville.

Den Aften gik Emma ikke med ind til deres Nabo, og da Charles var gaaet, og hun var alene, begyndte hun atter sine Sammenligninger med endnu større Anskuelighed end ellers, fordi hun først lige for nylig havde følt Forskjellen saa stærkt. Hun laae i Sengen og stirrede hen paa den blussende Ild, atter saae hun Léon staae som histnede og bøie sin Spadserestok med den ene Haand, mens han med den anden holdt Athalie, som roligt sugede paa en Istap. Hun fandt ham henrivende, hun kunde ikke løsrive sig fra Synet af ham, hun mindedes hans Stillinger ved andre Leiligheder, de Ord, han havde yttret, Lyden af hans Stemme, hele hans Skikkelse, og hun gjentog, idet hun rakte Læberne frem som til et Kys:

„Ja yndig, smuk . . . . Er han ikke forelsket? Men i hvem? Det maa jo være i mig.”

Alle Beviserne stod pludselig for hende, hendes Hjerte svulmede. Flammen fra Kaminen fik et muntert Skjær til at lyse i Loftet, hun vendte sig om paa Ryggen og strakte sig.

Og atter begyndte den evindelige Klagesang: Hvis Himlen havde villet det!

Hvorfor er det ikke sket? Hvad var til Hinder derfor?

Da Charles kom hjem henimod Midnat, lod hun, som om hun vaagnede, og da han gjorde Støi ved Afklædningen, klagede hun over Hovedpine og spurgte derpaa, ligesom tilfældigt, om hvad der havde tildraget sig i Aftenens Løb.

— Hr. Léon trak sig tidligt tilbage, sagde han.

Hun kunde ikke tilbageholde et Smil og faldt i Søvn, med Sjælen opfyldt af en ny Fortryllelse.

Den næste Dag i Mørkningen fik hun Besøg af Kræmmeren Hr. L'heureux, det var en dygtig Forretningsmand, denne Hr. L'heureux.

Vel var han født Gascogner, men hans lange Ophold i Normandiet havde givet Sydboens Snaksomhed en god Tilsætning af den berygtede normandiske Snuhed. Hans fede, slappe, skjægløse Ansigt syntes farvet af et Afkog Lakrissaft, og hans hvide Haar fremhævede endnu yderligere den stærke Glans i de smaa sorte Øine. Man vidste ikke, hvad han tidligere havde været, nogle sagde Bissekræmmer, andre Banquier i Routot. Men hvad der var vist, var, at han kunde gjøre Beregninger i Hovedet, der forskrækkede selve Binet. Høflig ligetil det Krybende, holdt han stadig Ryggen halvt bøiet i samme Stilling som En, der hilser eller indbyder Nogen.

Efterat have ladet sin floromvundne Hat blive ved Døren, stillede han en grøn Æske op paa Bordet og begyndte med mange høflige Udtryk at beklage sig over, at han endnu ikke havde formaaet at vinde Fruens Søgning. En ringe Butik som hans, var ikke skikket til at friste en „elegant Dame”, han betonede disse siste Ord. Hun behøvede dog kun at gjøre Bestillinger, og han vilde paatage sig at forsyne hende med Alt, hvad hun vilde have, saavel af Manufakturvarer som Linned og Modesager, da han regelmæssigt 4 Gange om Maaneden tog til Byen. Han stod i Forbindelse med de største Huse. Man vidste god Besked om ham i „De tre Brødre”, „det forgyldte Skjæg", „den store Vildmand”, alle disse Huse kjendte ham som dem selv. Han var gaaet herind idag i Forbigaaende, for at vise Fruen forskjellige Sager, som han ved et, ganske ualmindeligt Held var kommet i Besiddelse af, og han tog et halvt Dusin broderede Kraver op af Æsken.

Fru Bovary saae paa dem. — Tak, jeg er forsynet.

Saa fremtog Hr. L'heureux med stor Varsomhed tre algierske Skjærf, slere Pokker engelske Synaale, et Par Straasko og tilsist fire Æggebægere af Cocosnødder, gjennemsigtigt udskaarne af Galeislaver. Med begge Hænder paa Bordet, med fremstrakt Hals og bøiet Krop, fulgte han med aaben Mund Emmas Blik, der raadvildt vankede om mellem Varerne. Af og til, ligesom for at børste Støvet af, knipsede han med Nøglen henad de udstrakte Silkeskjærf, de raslede let, idet de indvirkede Guldpailletter i Tusmørkets grønlige Skjær, funklede som smaa Stjerner.

— Hvormeget koster de?

— En Bagatel, en sand Bagatel, svarede han, men det haster slet ikke, naar De selv har Lyst dertil, vi er ingen Jøder.

Hun betænkte sig et Par Minuter, men bad tilsist Hr. L'heureux undskylde, at hun ikke kjøbte Noget. Denne svarede aldeles roligt:

— Ja, ja, vi kommer nok til at handle sammen en anden Gang, jeg er altid kommet godt ud af det med Damerne, — naar jeg undtager med min egen Kone.

Emma smilede.

— Ja, jeg vilde blot sige Dem, vedblev han med en godmodig Mine, at det slet ikke er Pengene, det kommer an paa, . . . hvis det behøvedes, var jeg Mand for at skaffe Dem nogle.

Hun gjorde en overrasket Bevægelse.

— Aa! tilføiede han dæmpet men livligt, jeg behøver da ikke at gaae langt for det, det kan De være vis paa. Og han gav sig til at spørge til Fa'er Tellier, Eieren af Café françois, som Charles just dengang havde under Behandling. — Ja, hvad feiler Fa'er Tellier? . . . Han hoster, saa hele Huset ryster derved, og jeg er grumme angst for, at han snart kommer til at trænge mere til en Fyrretræesdyne, end til en Flonelstrøie. Han har gjort saamange Spilopper i sine unge Dage, det Menneske har aldrig ført en ordentlig Levemaade, han har ødelagt sig med Brændevin. Men det er dog kjedeligt for En at see sine Bekjendte gaae bort. Og mens han spændte Æsken til, udviklede han sig angaaende Lægens Praxis. — Det er formodentligt Veiret, sagde han og saae med et gnavent Udtryk hen til Vinduerne, der er Aarsag til al den Sygdom. Jeg selv er heller ikke rigtig i mit Es, jeg maa nok en af disse Dage hen til Deres Hr. Mand, for at tale med ham om nogle Smerter, jeg føler i Ryggen. Ja, Farvel da Frue! Ærbødige Tjener. — Og han lukkede sagte Døren efter sig.

Emma lod dække til sig i sit Værelse ved Kakkelovnen paa en Bakke, hun var længe om at spise, Alt forekom hende godt. Hvor jeg dog har været fornuftig, sagde hun til sig selv ved Tanken om Skjærfene.

Hun hørte Skridt paa Trappen, det var Léon. Hun stod op og tog et Viskestykke, det øverste af Stablen paa Komoden, for at sømme det. Da han traadte ind, syntes hun at være ivrigt beskjæftiget.

Samtalen døde hen, hvert Øieblik lod Emma den falde, mens han ligesom var aldeles forvirret. Siddende paa en lav Stol ved Kakkelovnen dreiede han Elfenbensetuiet mellem sine Fingre, Hun syede ivrigt eller glattede af og til Rynkerne paa Lærredet med Neglen. Hun talte ikke, han taug, fængslet af hendes Stilhed, ligesom han vilde have været det af hendes Ord.

— Stakkels Fyr! tænkte hun.

— Hvori mishager jeg hende? spurgte han sig selv.

Imidlertid sagde dog Léon tilsist, at han en af Dagene skulde til Rouen i en Forretningssag, og tilføiede: Deres Musikabonement er udløbet, skal jeg fornye det?

— Nei.

— Hvorfor ikke?

— Fordi . . . og med sammenknebne Læber trak hun langsomt en lang Ende graa Traad til sig.

Dette Arbeide irriterede Léon. Emmas Fingre syntes at skrabes derved paa Spidsen, der faldt ham en galant Yttring ind, men han vovede ikke at komme frem med den.

— Opgiver De det altsaa? spurgte han.

— Hvilket? udbrød hun livligt. Musiken? Ak ja, min Gud, har jeg ikke et Hus at bestyre, min Mand at passe, kortsagt tusind Pligter, mange Ting der gaaer forud for at spille.

Hun saae hen paa Uret, Charles blev længere borte end sædvanlig. Hun anstillede sig bekymret, hun gjentog endogsaa to eller tre Gange: Han er saa god!

Skriveren kunde godt lide Hr. Bovary; men denne Ømhed forbausede ham dog paa en mindre behagelig Maade, ikke destomindre gav han sig til at istemme denne Lovtale, som, bemærkede han, ydedes ham af Alle, der kjendte ham, men da navnlig af Apotekeren.

— Han er ogsaa en brav Mand, yttrede Emma.

— Det har De Ret i, svarede Skriveren.

Og han gav sig til at tale om Fru Homais, hvis negligerede Paaklædning saa ofte havde givet dem Anledning til Latter.

— Hvad gjør det? afbrød Emma ham. En god Familiemoder bekymrer sig ikke om sit Toilette. Derpaa faldt hun atter tilbage til sin Taushed.

Det gik paa samme Maade de følgende Dage, hendes Tale, hendes Væsen, Alt forandredes. Man saae hende blive omhyggelig for sit Hus, atter regelmæssig besøge Kirken og holde sin Tjenestepige med større Strenghed.

Hun tog Bertha bort fra Ammen. Felicité bragte Barnet ind, naar der kom Besøg, og Emma klædte det af for at fremvise dets smaa Lemmer. Hun erklærede, at hun tilbad Børn, det var hendes Trøst, hendes Glæde, hendes Sværmeri, og hun ledsagede sine Kjærtegn med lyriske Udgydelser, der vilde have mindet mere Belæste end Yonvilles Indbyggere vel meget om Tiraderne i »Notre Dame de Paris«.

Naar Charles kom hjem, fandt han stadig sine Tøfler ved Ilden. Nu manglede aldrig Fører i hans Vest eller Knapperne i hans Skjorte, og det var endogsaa en sand Fornøielse at see, hvor omhyggeligt alle Bomuldsknapperne var ordnet i Skabet i ligestore Bunker. Hun vægrede sig aldrig mere som tidligere ved at gaae Toure i Haven, hvad han foreslog, gav hun stadig sit Samtykke til, selv om hun ikke altid gjættede den Villie, hun saa blindt føiede sig efter — og naar Léon efter Maaltidet saae ham sidde i Kakkelovnskrogen med Hænderne over Maven og Fødderne paa Ildbukkene, med røde Kinder af Fordøielsen og med Taarer i Øinene af Lykke, med Barnet, der krøb om paa Tæppet og med denne slanke Kvinde, der bøiede sig over Ryggen af Lænestolen for at kysse ham paa Panden, sagde han til sig selv: Hvilket Vanvid! hvorledes skulde jeg naae op til hende?

Hun forekom ham saa dydig og saa uantastelig, at hvert Haab, selv det svageste forlod ham.

Men Følgen af dette Afkald var, at hun kom til at staae for ham som noget ganske Ualmindeligt. Hendes legemlige Fortrin, som han dog aldrig kunde komme til at nyde, traadte i Baggrunden, og hun drog ind i hans Hjerte, for at løsrive sig derfra som en prægtigt straalende, opadstigende Apotheose. Det var en af disse rene Følelser, der ikke træde forstyrrende i Veien for Livets daglige Dont, som man pleier paa Grund af deres Sjeldenhed, og hvis Tab vilde gjøre En mere bedrøvet, end man vilde glæde sig over at besidde den Tilbedte.

Emma blev mager, hendes Kinder tabte deres sunde Farve, hendes Ansigt blev spidst. Med sine mørke Fletninger, sine store Øine og lige Næse, sin svævende Gang og sin stadige Ordknaphed, syntes hun at skride gjennem Livet, næsten uden at berøre det og paa sin Pande at bære er vagt Indtryk af en eller anden sublim Forudbestemmelse. Hun var saa melankolsk og saa rolig, samtidig saa blid og saa tilbageholdende, at man i hendes Selskab følte sig betagen af en isnende Fortryllelse; ligesom man gyser i en Kirke ved Blomsterduften, der blander sig med Marmorets Kjølighed; selv de Andre var denne Trolddom undergivne. Apotekeren fandt, at det var en Kone med store Gaver, der ikke vilde være paa urette Plads i et Underpræfektur. — Damerne beundrede hendes Sparsommelighed, Klienterne hendes Høflighed, de Fattige hendes Godgjørenhed.

Men dog var hun opfyldt af Lyster, af Raseri, af Had. Denne Kjoles glatte Folder skjulte et forstyrret Hjerte, og disse saa kyske Læber fortalte ikke hendes Pinsler. Hun var forelsket i Léon og søgte Ensomheden for i Ro og Mag at kunne frydes ved hans Billede. Synet af ham forstyrrede det Vellystige i disse Betragtninger. Emma gjøs ved Lyden af hans Skridt, men i hans Nærværelse svandt Bevægelsen, og der blev kun en dyb Forundring tilbage, der endte i Melankoli.

Léon anede ikke, naar han fortvivlet forlod hende, at hun reiste sig bagved ham for at see efter ham paa Gaden. Hun var ængstelig for hvad han foretog sig, hun udspeidede hans Ansigt, hun opfandt en hel Historie for at finde paa et Paaskud til at besee hans Værelse. Apotekerens Kone forekom hende lykkelig, fordi hun sov under samme Tag, og stadig slog hendes Tanker ned paa dette Hus, ligesom Duerne fra den „forgyldte Løve”, der dyppede deres rosenrøde Fødder og hvide Vinger i dets Tagrender. Men jo mere Emma bemærkede sin Kjærlighed, desto længere trængte hun den tilbage, for at den ikke skulde komme til Syne, og for at forminske den. Hun havde ønsket, at Léon havde anet den, og hun udtænkte Tilfældigheder, Katastrofer, der kunde have begunstiget det. Hvad der uden Tvivl holdt hende tilbage, var Ladhed, Angst, maaske ogsaa en vis Undseelse. Hun tænkte, at hun havde stødt ham for langt tilbage, at der ikke længere var Tid dertil, at Alt var fortabt. Stolthed og Glæde over at kunne sige til sig selv, „jeg er dydig”, og at kunne see sig i Speilet med resignerede Miner, trøstede hende desuden lidt for det Offer, hun troede at gjøre.

Da smeltede Alt sammen til een stor Lidelse, Kjødets Lyst, Begjærlighed efter Penge og Lidenskabens Melankoli, og i Stedet for at vende sine Tanker bort derfra, knyttede hun sig tvertimod endnu fastere dertil, ophidsede selv sin Sorg og søgte overalt kun Anledning dertil. Hun irriteredes over en slet Anretning, over en aabenstaaende Dør, sukkede for det Fløil, hun ikke havde, over den Lykke, hun manglede, over sine altfor stolte Drømme, over sit altfor snevre Hus.

Til hendes Fortvivlelse syntes Charles aldeles ikke at ane hendes Lidelser. Den Overbeviisning han nærede om at gjøre hende lykkelig, forekom hende at være en idiotisk Fornærmelse, og hans Tryghed syntes hende at være Utaknemlighed. Hvorfor var hun dydig? Var han ikke en Hindring for hendes Lykke, Aarsagen til al hendes Elendighed og ligesom den spidse Torn paa det sammensatte Spænde, der omsluttede hende til alle Sider?

Paa ham overførte hun da alt det Had, der fulgte af hendes Kjedsomhed, og enhver Bestræbelse for at forminske det bidrog kun til at forøge det, thi denne spildte Umage føiede sig til de andre Grunde, hun havde til at være fortvivlet og bidrog endnu mere til at fjerne hende fra ham. Hendes Sorg gjorde hende oprørsk, Hjemmets Tarvelighed drev hende til luxuriøse Ønsker, Moderkjærligheden til utugtige Lyster. Hun havde gjerne seet, at Charles havde banket hende, for at hun med større Ret kunde afskye ham og hævne sig paa ham. Hun forundredes stundom over de grusomme Slutninger hun drog, og dog maatte hun vedblive at smile, høre gjentaget, at hun var lykkelig, foregive at hun var det og lade Folk forblive i Troen.

Og dog væmmedes hun undertiden over denne Forstillelse. Hun følte sig fristet til at flygte bort med Léon, langt bort for at friste en anden Skjæbne, men strax aabnede der sig i hendes Sjæl et dunkelt, mørkt Svælg. Han elsker mig jo ikke, tænkte hun, hvad skal der blive af mig? Hvad Hjælp, hvad Trøst, hvad Lindring kan jeg vente? Hun stod sønderknust, stønnende, sløv og brast i en sagte Hulken.

— Hvorfor taler De ikke derom med Herren? spurgte Pigen hende, naar hun kom ind i Stuen under et saadant Udbrud.

— Det er Nervøsitet, svarede Emma, tal endelig ikke til ham derom, det vilde kun gjøre ham bedrøvet.

— Fruen har det akkurat ligesom Fa'er Guérins Datter, Fiskeren nede i Pôlet, som jeg kjendte, før jeg kom til Dem, bemærkede Pigen. Hun var saa trist og kummerfuld, at naar man saae hende staae i Døren, var det akkurat, som om den var betrukken med et Liglagen. Hendes Ulykke var nok, at hun havde ligesom en Slags Taage i Hovedet, Lægerne kunde ikke gjøre Noget derved og heller ikke Præsten. Naar det blev altfor galt, gik hun ene ned ved Strandbreden hvor Toldbetjenten, naar han gjorde sin Runde, tidt fandt hende liggende plat ned paa de flade Stene og græde; men efter hendes Bryllup, siger man, at det skal være gaaet over.

— Det er det Modsatte med mig, sagde Emma, jeg har først faaet det efter mit Bryllup.

VI.

En Aftenstund, da hun havde siddet lidt ved det aabne Vindue og seet paa Lestiboudois, der klippede Buxbomhækken, hørte hun det pludselig ringe til Angelus.

Det var i Begyndelsen af April, paa den Tid da Primlerne er udsprungne, en mild Vind farer hen over de pløiede Bede, og Haverne synes ligesom Kvinder at gjøre deres Toilette til Sommerens Fester. Gjennem Lysthusets Tremmer kunde man see Strømmen bugte sig gjennem Engene. Aftentaagen lagde sig over de bladløse Popler, der indhyllede i et blegt gjennemsigtigt Slør, viste sig i violette, halvt utydelige Konturer. I det Fjerne græssede Kvæget, men man kunde hverken høre Lyden af dets Skridt eller dets Brølen, og Luften gjenlød stadig af Klokkens fredelige Kimen.

Ved denne idelige Klokkeklang fordybede den unge Kones Tanker sig i gamle Minder fra hendes Ungdoms og Pensionstid. Hun mindedes de store Lysestager paa Alteret, Blomstervaserne og Monstransen. Gjerne havde hun som fordum blandet sig i den lange lige Række af hvidslørede Kvinder, der kun afbrødes, naar en af de gode Søstre bøiede sin stive, sorte Katte ned over Bedepulten; naar hun om Søndagen under Messen løftede sit Hoved, opdagede hun den hellige Jomfrues milde Ansigt mellem de blaalige Virakskyer, der steg i Veiret. Da følte hun sig grebet af en rørt Stemning, hun følte sig blød og aldeles forladt, som et Dun der veires hen af Stormen, og uden at have nogen egenlig Bevidsthed derom, gik hun henimod Kirken, stemt til ligemeget hvilken Andagt, forudsat blot at den fyldte hendes Sjæl, og at hele Tilværelsen forsvandt derved.

Paa Torvet mødte hun Lestiboudois, der kom derfra. For ikke at spilde Tid, foretrak han nemlig at afbryde sit Arbeide og derpaa atter at tage fat, saaledes at han ringede til Angelus, naar det var ham beleiligt. Den Ringen, hun nylig havde hørt, kaldte Drengene sammen til Katekisation.

Nogle, der allerede var kommet, spillede Boldt paa Kirkegaardens Fliser, Andre sad overskrævs paa Muren og svingede med Benene, idet de med deres Træsko afmeiede de store Nelder, der skjød sig op mellem det lille Hegn og de sidste Grave. Det var det eneste Sted, der var grønt, alt det Øvrige var kun Sten og stadig bedækket med et fint Støv trods Sakristiets Kost.

Børnene løb om paa deres Listesko som paa et Gulv, der var lavet til dette Brug, og trods Klokkens Kimen kunde man høre deres Raab. Lyden tog mere og mere af, eftersom det tunge Tougs Svingninger, idet det slæbtes hen ad Jorden, blev svagere.

Svalerne fløi forbi med smaa Skrig, de skjar Luften, idet de snappede deres Bytte og vendte hurtig tilbage til deres gule Reder under Tagskjæget. I Baggrunden af Kirken brændte en Lampe, det vil sige en Lampevæge i et ophængt Glas. Langt borte fra, tog dens Lys sig ud som et hvidligt Skjær, der skjælvede paa Olien. En lang Solstribe bestraalede hele Skibet og gjorde kun Krage og Hjørner endnu mørkere.

— Hvor er Præsten? spurgte Emma en ung Fyr, der morede sig med at dreie Ledet rundt.

— Han kommer ligestrax.

Præsteboligens Dør knirkede paa sine Hængsler, og Abbed Bournisien kom til Syne, Børnene styrtede ind i Kirken.

— Disse Slubberter bliver sig dog altid selv lig, mumlede den Geistlige, idet han tog en pjaltet Katekismus op, som han var kommet til at støde til med Foden, de har ikke Respekt for Nogetsomhelst. — I det Samme fik han Øie paa Emma. — Undskyld mig, Frue, udbrød han, jeg saae Dem ikke. Efterat have puttet Katekismusen i sin Lomme, blev han staaende og vedblev at dreie den tunge Nøgle til Sakristiet mellem sine to Fingre.

Den nedgaaende Sol faldt lige i Ansigtet paa ham, den blegede Lastinget, paa hans Kappe, der skinnede under Albuerne og trevlede op for neden. Pletter af Fedt og Tobak sad langs hele Rækken af de smaa Knapper paa hans brede Bryst, og de blev talrigere, jo længere de fjernede sig fra Kraveopslaget, hvorpaa hans røde foldede Hud hvilede, den var oversaaet af gule Pletter, der forsvandt i det graanende Skjægs stive Haar. Han havde nyligt spist og drog Veiret tungt.

— Hvorledes har De det? spurgte han.

— Kun daarligt, jeg lider.

— Det gjør jeg min Tro ogsaa, svarede den Geistlige. Det er den første Varme, ikke sandt, den svækker ganske grueligt. Men hvad skal man gjøre derved? Vi er jo fødte til at lide, siger St. Poul. Hvad mener Hr. Bovary derom?

— Han! udbrød hun med en foragtelig Gestus.

— Hvadfornoget? udbrød den gamle Mand, aldeles forbavset: Forordner han Dem ikke Noget?

— Ak! svarede Emma. Det er ikke jordiske Lægemidler, jeg trænger til.

Men Præsten vedblev af og til at see ind i Kirken, hvor de knælende Drenge skubbede til hverandre med Albuerne.

— Jeg vilde gjerne vide . . . begyndte hun atter.

— Ja, Vent Du kun, bi bare lidt, Du Riboudet, raabte Præsten harmfuld, jeg skal komme ind og varme Ørene paa Din Slyngel. — Idet han vendte sig om mod Emma, bemærkede han: Det er en Søn af Tømmermester Boudet, hans Forældre staaer sig godt og lader ham faae sin Villie i Alting. Ingen kunde hurtigere lære sine Ting, hvis han blot vilde, thi han har et ypperligt Nemme, jeg kalder ham for Spøg Riboudet, ligesom den Bakke, De jo nok veed, man skal forbi, naar man vil til Maromme, og undertiden siger jeg saamænd „min egen Riboudet”. Kan De forstaae den Vittighed^[4]! Forleden Dag trakterede jeg hans Herlighed Biskoppen med den, han loe deraf, han værdigede mig minsandten at le af det. Men hvorledes har saa Hr. Bovary det?

Hun syntes ikke at forstaae hans Ord. Han vedblev: Han har vel stadig meget at bestille. Han og jeg er vist de to Personer i Sognet, der har Mest at gjøre; men han er Læge for Legemerne, tilføiede han med en plump Latter, og jeg for Sjælene.

Hun fæstede et bønfaldende Blik paa Præsten.

— Ja . . ., sagde hun, De lindrer enhver Ulykke . . .

— Ak, mind mig ikke derom, gode Fru Bovary! Endnu imorges maatte jeg ned til Diauville for at see til en Ko, der havde saaet en Svulst, de troede, at den var forhexet. Ja, jeg veed ikke hvordan det gaaer til med alle deres Køer . . . men undskyld mig! . . . Longuemarre og Boudet, vil I nu see, at I kan holde op med det . . . Og med et Sæt var han inde i Kirken.

Drengene klyngede sig til den store Bedepult, klattrede op paa Kirkesangerens Forhøining, aabnede Messebogen, og der var endog Nogle der med forsigtige Skridt listede sig ind i Skriftestolen, men pludselig stod Præsten midt imellem dem og uddelte en Regn af Ørefigen til alle Sider. Han tog dem i Trøiekraven, løftede dem fra Gulvet og satte dem kraftigt ned paa begge Knæ, som om han havde villet nagle dem til Korets Fliser.

— Ja, sagde han efterat være kommet tilbage og udfoldede sit store Sirtses Lommetørklæde, hvoraf han stak en Snip mellem Tænderne, Bønderne er grumme meget at beklage.

— Men der er ogsaa Andre, svarede hun.

— Ja, det har De Ret i, der er for Exempel Arbeiderne i Byen.

— Det er ikke dem.

— Det maa De dog forlade mig, jeg har kjendt ulykkelige Mødre, dydige Kvinder, forsikrer jeg Dem, sande Helgene, der ikke engang havde det tørre Brød.

— Men Hr. Abbed (og hendes Mundvige krympede sig), de som har Brød men ikke har . . .

— Varme om Vinteren, afbrød Præsten hende.

— Hvad gjør det?

— Hvad behager? Hvad det gjør? Det forekommer mig dog, at naar man har sin gode Føde og Brændsel . . . saa . . .

— Min Gud! min Gud! sukkede hun.

— De befinder Dem vist ikke vel, sagde han, idet han traadte hen til hende med urolig Mine, det er formodentlig Fordøielsen, De skulde gaae hjem, Fru Bovary, og drikke en Kop The, det vilde styrke Dem, eller maaske et Glas koldt Sukkervand.

— Hvorfor? og hun saae ud som En der vaagner efter en Drøm.

— De holdt Dem jo for Panden. Jeg troede, at De blev greben af Svimmelhed. Og idet der pludselig faldt ham Noget ind, tilføiede han: Men De spurgte mig jo om Noget, ikke sandt? Jeg husker ikke saa nøie . . .

— Jeg? Nei, det var Intet . . . Intet, gjentog Emma, og hendes Blik, der foer rastløst om, sænkede sig langsomt paa den gamle Mand. De saae hinanden ind i Ansigtet uden at sige et Ord.

— Ja, nu maa De have mig undskyldt, Fru Bovary, sagde han endelig, men De veed nok, Pligten gaaer fremfor Alt, jeg maa ind til mine Slubberter. Nu har vi snart Konfirmation, jeg er bange for, at den kommer lidt overraskende paa os. Derfor skal de ogsaa have en Time til hver evige Onsdag fra Kristi Himmelfartsdag. De stakkels Børn! Man kan ikke tidsnok lede dem ind paa Herrens Vei, som han jo selv har befalet os gjennem sin guddommelige Søns Mund. God Bedring Frue og hils Deres Hr. Mand. Og han gik ind i Kirken, idet han bøiede Knæ ved Døren.

Emma saae ham forsvinde mellem den dobbelte Rad Bænke, gaaende med tunge Skridt, med Hovedet lidt bøiet over Skulderen og med begge de halvtaabne Hænder udenfor Lommerne.

Hun dreiede sig pludselig om paa Hælene med et Sæt som en Statue paa sit Hængsel og begav sig hjem; men Præstens kraftige Røst og Drengenes skingrende Stemmer naaede endnu hendes Øre og varede ved bagved hende.

— Er Du en Kristen?

— Ja, jeg er en Kristen.

— Hvad er en Kristen?

— Den, der efter at være døbt . . . døbt . . . døbt . . .

Hun gik op ad Trappetrinene, idet hun holdt sig ved Rækværket, og efterat være kommet op paa sit Værelse, lod hun sig falde om i en Lænestol.

Det hvidlige Lys kastede bølgende Straaler paa Ruderne, Møblerne syntes endnu at staae mere ubevægelige paa deres Plads end ellers og at tabe sig i Skyggen som i et dunkelt Ocean. Ilden var slukket, Uret vedblev at dikke, og Emma følte en egen Forundring over Gjenstandenes Ro, mens hendes Indre var saa oprørt. Mellem Vinduet og Sybordet stod den lille Bertha og vaklede paa sine strikkede Støvler, hun forsøgte at nærme sig Moderen for at gribe fat i hendes Forklædebaand.

— Lad mig være, sagde hun og fjernede hende med Haanden.

Den Lille gjentog dog snart Forsøget, og idet hun støttede sine Arme mod hendes Knæ, hævede hun sine store blaa Øine op imod hende, mens hun savlede ned ad hendes Silkeforklæde.

— Lad mig nu være! gjentog den unge Kone opbragt, hendes vrede Ansigt gjorde Barnet angst, og det gav sig til at skrige.

— Men saa slip mig dog, vedblev hun og stødte til hende med Albuen. Barnet faldt om ved Foden af Kommoden mod Kobberrosetten, hun stødte sig paa Kinden, og Blodet strømmede frem. Emma styrtede hen mod hende for at tage hende op, knækkede Klokkestrengen, kaldte høirøstet paa Pigen og begyndte at forbande sig selv, da Charles i det Samme kom hjem.

— See dog kjære Ven! sagde Emma roligt, den Lille faldt og slog sig.

Charles beroligede hende, det var ikke farligt, og han gik selv efter Hefteplaster.

Fru Bovary gik ikke ned, hun vilde blive hos sit Barn og passe det. Idet hun betragtede det slumrende Barn, svandt den Urolighed, hun endnu nærede, lidt efter lidt, og hun forekom sig selv meget dum og meget godmodig ved nylig at være bleven bevæget for saa Lidt. Bertha hulkede ikke mere, Overdynen bevægede sig lidt ved hendes Aandedræt, der stod store Taarer i hendes Øienkroge. Plasteret strammede Huden. Det er dog besynderligt, tænkte Emma ved sig selv, hvor det Barn er grimt.

Da Charles Klokken elleve om Aftenen kom tilbage fra Apoteket, hvorhen han havde bragt Resten af Plasteret, fandt han sin Kone staaende ved Vuggen.

— Jeg har jo forsikret Dig om, at det ikke har Noget at betyde, sagde han og kyssede hende paa Panden, pin Dig ikke, kjære Lille, Du bliver kun syg.

Han var bleven længe paa Apoteket. Skjønt han ikke havde røbet nogen stærk Bevægelse, havde ikkedestomindre Homais bestræbt sig for at styrke ham og gyde ham Mod i Livet. Man havde talt om de forskjellige Farer, der true Barnealderen og om Tjenestefolks Uforsigtighed. Derom kunde Fru Homais tale med, hun havde endnu Mærker paa sit Bryst af en Skaal med Gløder, som en Kokkepige engang havde ladet falde ned paa hendes Kjole. Derfor greb ogsaa disse gode Forældre til en Mangfoldighed af Forsigtighedsregler. Knivene var aldrig tilspidsede, Værelserne ikke bonede, der var Jernstænger for Vinduerne og Skranker for Kakkelovnene. Trods al deres Frihed turde de smaa Homais ikke røre sig uden at have Nogen i Hælene paa sig, ved den mindste Forkjølelse proppede deres Fader dem med Mixtur, og ligetil deres fjerde Aar maatte de ubønhørligt gaae med en vateret Faldehat. Det var nu en af Fru Homais' Manier, i sit Inderste var Apotekeren bedrøvet derover, idet han var bange for, at de intellektuelle Organer muligvis kunde lide ved en saadan Sammentrykning, og undertiden busede han frem med en saadan Yttring som: Vil Du da gjøre dem til Karaiber eller Botokuder?

Imidlertid havde Charles flere Gange forsøgt at afbryde Samtalen. Jeg har Noget at tale med Dem om, hviskede han sagte Skriveren i Øret. Léon fulgte derfor med ham ud paa Gangen.

— Skulde han ane Noget? spurgte Léon sig selv. Hans Hjerte bankede, og han fortabte sig i Gisninger.

Efterat have lukket Døren, bad Charles ham om at forhøre sig i Rouen, hvor dyrt et smukt Daguerrotypi kunde blive, det var en Overraskelse, han vilde gjøre sin Kone, en fin Opmærksomhed, hans eget Portrait i sort Frakke. Men først vilde han vide, „hvad man havde at rette sig efter”, det kunde jo ikke genere Hr. Léon, da han omtrent hver Uge tog til Byen.

I hvad Hensigt? Homais formodede et eller andet Kjærlighedseventyr, en Intrigue derunder. Men han tog feil, Léon forfulgte ingen Amourette. Han var tungsindigere end nogensinde før, og Madam Lefrançois lagde Mærke dertil ved den Mængde Mad, han lod staae urørt paa sin Tallerken. For at faae noget Nærmere at vide, udspurgte hun Skattekræveren; men Binet svarede stolt, at han var ingen Politispion.

Dog forekom hans Bordfælle ham ganske besynderlig, thi Léon kastede sig undertiden tilbage paa Stolen med udspilede Arme og beklagede sig i ubestemte Udtryk over Tilværelsen.

— Det er, fordi De ikke har Adspredelse nok, bemærkede Inkassatoren.

— Hvormed skal jeg da more mig?

— I Deres Sted vilde jeg anskaffe mig en Dreiebænk.

— Men jeg kan jo ikke dreie, indvendte Skriveren.

— Ja, det er jo rigtignok en anden Sag, svarede den Anden og strøg sig om Kinden med halv foragtelig, halv tilfreds Mine.

Léon var kjed af at elske uden noget Resultat, han begyndte at føle denne overvældende Mathed, der er en Følge af den evindelige Gjentagelse af det samme Liv, naar det ikke ledes af en eller anden Interesse eller opretholdes af et eller andet Haab. Han var saa kjed af Yonville og dets Indvaanere, at Synet af visse Folk og visse Huse forvoldte ham en utaalelig Irritation, og hvor skikkelig en Mand end Apotekeren kunde være, blev han ham nu aldeles modbydelig. Imidlertid skræmmede Udsigten til noget ganske Nyt ham ligesaa meget, som den lokkede ham.

Men denne Frygt blev snart til Utaalmodighed, og da istemte Paris sine Fanfarer for ham i det Fjerne med dens støiende Maskeballer og dens leende Grisetter. Siden han dog skulde fuldende sine Studier der, hvorfor reiste han da ikke? Hvad forhindrede ham? Og han gav sig til at sysle med Forberedelserne, han ordnede i Forveien sine Beskjæftigelser. I Tankerne meublerede han sig en Leilighed. Han vilde føre et Kunstnerliv, han vilde tage Timer i Gitarspil, han vilde have sig en Slaabrok, en baskisk Hue og blaa Fløilsmorgensko. Han beundrede allerede paa sin Kamin to korslagte Fleuretter med et Dødningehoved og en Gitar ovenpaa.

Det Vanskeligste var at erholde hans Moders Samtykke, og dog syntes Intet fornuftigere. Selv hans Principal raadede ham til at see sig om efter et andet Kontor, hvor han kunde lære noget Mere. Som en Middelvei søgte Léon da om en Plads som anden Skriver i Rouen, men fandt ingen og endelig tilskrev han sin Moder et langt, udførligt Brev, hvori han fremsatte sine Bevæggrunde til ufortøvet at reise til Paris. Hun gav sit Samtykke.

Og dog skyndte han sig ikke. I en hel Maaned transporterede Hivert daglig Kufferter, Vadsække, Pakker for ham fra Yonville til Rouen og omvendt, og da Léon havde kompleteret sin Garderobe, ladet sine tre Lænestole polstre, kjøbt et Forraad Tørklæder, kort sagt taget flere Forholdsregler end til en Reise rundt om Jorden, opsatte han det fra Uge til Uge, indtil han atter fik et Brev fra sin Moder, hvori hun paaskyndede hans Afreise, da han jo vilde tage sine Examiner før Ferien.

Da Afskedsøieblikket stod for Døren, fældede Fru Homais Taarer, og Justin hulkede, men Homais skjulte sin Bevægelse som en Mand, han vilde selv besørge sin unge Vens Frakke til Notarens Gitterdør, Hr. Guillaumin skulde nemlig kjøre Léon i sin egen Vogn til Rouen; denne var gaaet hen for at sige Farvel til Bovarys.

Da han var kommet op ad Trappen, stansede han, saa stakaandet følte han sig. Da han kom ind, reiste Emma sig hurtigt.

— Det er ikke Andre end mig, sagde Léon.

— Jeg ventede Dem ogsaa.

Hun bed sig i Læben, og en Strøm af Blod løb under hendes Hud, der farvedes rosenrød ligefra Haarrødderne til Kravekanten. Hun blev staaende og støttede Skulderen mod Træværket.

— Deres Mand er altsaa ude, vedblev han.

— Han er ude, og hun gjentog: Han er ude.

Der blev en Pause; de saae paa hinanden, og deres Tanker, grebne af den samme Angst, klamrede sig fast til hinanden som to skjælvende Menneskebryster.

— Jeg vilde saa gjerne give Bertha et Kys, sagde Léon endelig.

Emma gik et Par Trin ned og kaldte paa Felicité.

Hurtigt kastede han et Blik paa hele Stuen, det omfattede Væggene, Etagèren, Kaminen ligesom for at gjennemtrænge Alt og tage Alt med sig.

Men hun kom tilbage, og Pigen bragte Bertha, der legede med en Vindmølle, som hun havde vendt op og ned paa.

Leon trykkede gjentagne Kys paa hendes Hals.

— Farvel mit stakkels Barn, Farvel Du kjære Lille, Farvel, og han gav hende atter tilbage til Moderen.

— Bring hende ned igjen, sagde denne.

De blev ene.

Emma havde vendt ham Ryggen og støttede sit Ansigt mod Raden. Léon holdt sin Kaskjet i Haanden og slog den sagte mod Laaret.

— Det bliver vistnok Regn, sagde Emma.

— Jeg har en Kappe, svarede han.

— Ja saa!

Hun vendte sig bort med sænket Ansigt og fremrakt Pande, Lyset gled hen ad den som paa et Marmorbillede indtil de buede Øienbryn, uden at det var muligt at opdage, hvad Emma saae efter i Horizonten, eller hvad hun tænkte ved sig selv.

— Farvel da, sukkede han.

Hun hævede Hovedet brat.

— Ja Farvel, reis. De gik henimod hinanden, han rakte hende Haanden, hun betænkte sig lidt.

— Altsaa paa engelsk Maner da, sagde hun idet hun rakte ham sin og gjorde sig Umage for at smile. Han følte den mellem sine Fingre, og selve Substantsen af hele hendes Tilværelse forekom ham at være steget ned i denne fugtige Flade.

Derpaa aabnede han Haanden, deres Blik mødtes endnu engang, og han forsvandt.

Da han havde naaet „Hallerne”, stansede han og skjulte sig bagved en Pille, for endnu en siste Gang at betragte dette hvide Hus med dets fire grønne Jalousier. Han troede at see en Skygge bag Vinduet i hendes Værelse, men Gardinet, der løsnedes fra Rosetten, som om Ingen rørte derved, bevægede langsomt sine lange skraa Folder, som pludselig udbredte sig, og saa stod det lige og ubevægeligt som en Mur. Léon gav sig til at løbe.

I det Fjerne paa Landeveien opdagede han sin Principals Kabriolet, ved Siden af Vognen stod en Mand i en graa Lærredsblouse og holdt Hesten. Homais og Guillaumin passiarede sammen, man ventede kun paa ham.

— Omfavn mig, sagde Apotekeren med Taarer i Øinene, der er Deres Frakke, min gode Ven, tag Dem i Agt for Kulden, plei Dem og vær bare forsigtig.

— Naa Léon, kom nu! sagde Notaren.

Homais hældede sig henover Kjøretøiet, og med en taarekvalt Stemme fremførte han de tvende melankolske Ord: Lykkelig Reise!

— Godnat! sagde Hr. Guillaumin. Slip saa Vognen!

De tog afsted, og Homais gik hjem.

Imidlertid havde Emma aabnet Vinduet til Haven og betragtede Skyerne.

De dyngede sig sammen i Vest henimod Rouen og forandrede hurtigt deres mørke Snirkler, bag hvilke Solen udsendte sine Straaler ligesom Guldpile i en ophængt Vaabentrofæ, medens den øvrige Del af den skyfri Himmel havde Porcellainets Hvidhed; men et Vindstød fik Poplerne til at bøie sig, og pludselig skyllede Regnen ned. Den raslede paa de grønne Blade. Derpaa kom Solen atter til Syne, Hanerne galede, Spurvene slog med Vingerne i de vaade Buske, og Vandpytterne paa Sandet bortskyllede et Acaciatræes røde Blomster.

— Nu er han allerede langt borte, tænkte hun.

Homais kom som sædvanlig henad Klokken halvsyv, mens de spiste.

— Nu er da vor unge Mand gaaet ombord, sagde han og satte sig ned.

— Rimeligvis, svarede Lægen, derpaa dreiede han sig om paa Stolen og spurgte:

— Er der ellers noget Nyt hjemme hos Dem?

— Ikke synderligt; min Kone har i Eftermiddag været noget bevæget. De kjender jo nok Fruentimmerne, de bliver bevægede over Ingenting, især min Kone; men det vilde være urigtigt at blive vred for det, siden deres Nervesystem er langt sartere end vort.

— Stakkels Léon! sagde Charles, hvorledes vil han leve i Paris? . . . Vil han kunne vænne sig dertil?

Emma sukkede.

— Det kan De troe han vil, sagde Apotekeren og klaskede med Tungen. Stævnemøder med Damer paa Restaurationerne, Maskerader og Champagne, han lærer det nok Altsammen at kjende, det forsikkrer jeg Dem om.

— Jeg troer dog ikke, at han kommer paa gale Veie, indvendte Bovary.

— Det gjør jeg ikke heller, vedblev Homais livligt, men han maa følge med de Andre, ellers bliver han anseet for en Jesuit. Aa! De aner ikke det Liv, de Gavstrikker fører i Quartier latin med Skuespillerinderne. Forøvrigt er Studenterne godt lidt, i Paris, saafremt de har lidt selskabeligt Talent, inviterer man dem i de bedste Kredse, ja der gives endog Damer i Faubourg St. Germain, der bliver forelskede i dem, hvilket forskaffer dem Leilighed til at gjøre udmærkede Partier.

— Men, sagde Lægen, jeg er angst paa hans Vegne . . . fordi der . . .

— Ja De har Ret, afbrød Apotekeren ham, det er Bagsiden af Medaillen, man er stadig nødt til at holde Haanden for Lommen. Jeg sætter, De befinder Dem paa et offentligt Sted, et Individ præsenterer sig, velklædt, endogsaa dekoreret, man kunde gjerne antage ham for en Diplomat, han tiltaler Dem, De kommer i Passiar med ham, han insinuerer sig, tilbyder Dem en Pris eller tager Deres Hat op. De stifter nøiere Bekjendtskab, han tager Dem med paa en Kafé, indbyder Dem til at besøge sig paa sit Landsted, ved Bordet lader han Dem gjøre forskjellige Bekjendtskaber, og i tre Tilfælde af fire er det kun for at plyndre Deres Pung eller slæbe Dem ind med i farlige Foretagender.

— Det er sandt, svarede Charles; men jeg tænkte navnlig paa Sygdommene, paa Tyfusfeberen for Exempel, der især angriber Studenter fra Provinserne.

Emma skjælvede.

— Paa Grund af Forandringen i Kost, vedblev Apotekeren og den Forstyrrelse, der følger deraf i hele Organismen. Og saa maa De huske paa Vandet i Paris og Restaurationsmaden. Al denne krydrede Føde hidser kun Blodet, og hvad man end siger, er den ikke en hjemmelavet Portion Suppekjød værd. Jeg har altid foretrukket jævn borgerlig Mad, det er langt sundere. Da jeg studerede min Videnskab i Rouen, spiste jeg i et Pensionat sammen med Lærerne.

Og han vedblev paa denne Maade at fremsætte sine Grundsætninger og individuelle Sympathier, indtil Justin kom og hentede ham over, for at piske et Æg.

— Ikke et Øiebliks Ro har man da, kun et evigt Slid. Jeg kan ikke gaae ud et Minut, jeg maa svede Tran som en Hest, jeg har det værre end en Slave.

Da han var kommet til Døren, vendte han sig pludselig om og spurgte: A propos, har De hørt Nyheden?

— Hvilken Nyhed?

— Det er meget rimeligt, vedblev Homais idet han hævede Øienbrynene og satte et umaadeligt alvorligt Ansigt op, at det landøkonomiske Selskab for La Seine inférieure i Aar vil holde Møde i Yonville l’Abbaye, idetmindste siger Rygtet det, imorges berørte Avisen det saa løseligt. For vort Arrondissement vilde det være af yderste Vigtighed, men senere kan vi jo altid passiare derom. Tak, jeg kan godt see, Justin har Lygten.

VII.

Den næste Dag var en sørgelig Dag for Emma. Alt stod for hende i et mørkt Skjær, og Sorgen trængte sig ind i hendes Sjæl med sagte Klagen, som Vinterstormen i de øde Slotte. Det var dette Drømmeri, man betages af om det, som ikke mere vender tilbage, den Træthed, man gribes af efter hver fuldbyrdet Gjerning, kortsagt denne Sorg, der bibringes En, naar en tilvant Bevægelse afbrydes, naar en lang Vibrering brat hører op.

Ligesom ved Hjemkomsten fra Vaubyessard, da Kvadrillerne summede om i hendes Hoved, følte hun sig betagen af en sløv Melankoli, en døsig Fortvivlelse. Léon stod for hende, høiere, smukkere, blidere og mere ubestemt, han var talrig som en hel Skare og stod i en Glorie af Luxus og Sansepirring. Men ved Mindet om Sølvservicet og Perlemorsknivene, havde hun ikke gyst saa stærk som ved at mindes Klangen af hans Latter og hans snehvide Tænder. Hun mindedes Samtaler, der var melodiøsere og mere gjennemtrængende end Fløiternes Lyd og Blikinstrumenternes Klang; Blikke, som hun havde grebet i Flugten, udslyngede Lyn ligesom Krystalstagerne, og hans duftende Haar og vellugtende Aande havde faaet hendes Bryst til at svulme høiere end de ophedede Drivhuses Duft og Magnoliernes Vellugt. Skjønt han var skilt fra hende, havde han dog ikke forladt hende, og Husets Mure syntes at bevare hans Skygge. Hun kunde ikke løsrive Blikket fra dette Tæppe, hvorpaa han havde traadt, fra disse tomme Stole, hvorpaa han havde siddet. Strømmen vedblev at flyde og kastede langsomt sine smaa Bølger langs den glatte Bred. Mangen en Gang havde de spadseret hist, mens Bølgerne mumlede ligesom nu langs de mosbegroede Stene. Hvilket deiligt Solskinsveir de havde havt! Hvilke smukke Eftermiddage havde de ikke tilbragt alene sammen i den skyggefulde Del af Haven! Han læste høit med bøiet Hoved, siddende paa en lav Taburet af tørre Grene, den friske Vind tog i Bogens Blade og i Nasturtierne om Lysthuset . . . Ak, han var reist, han hendes Livs eneste Ynde, hendes eneste mulige Udsigt til noget Lykkeligt. Hvorfor havde hun ikke grebet denne Lykke, da den tilbød sig? Hvorfor havde hun ikke holdt paa den med Hænder og Fødder, da den vilde til at flygte bort? Hun forbandede sig selv, fordi hun ikke havde elsket Léon, hun smægtede efter hans Læber. Hun følte Lyst til at styrte efter ham, til at kaste sig i hans Arme og sige til ham: Her er jeg, jeg er Din. Men Emma ængstedes ved at tænke paa alt det Vanskelige, der var forbundet med et saadant Foretagende, og ved at forøges med denne Bekymring gjorde hendes Ønsker hende ikke virksommere.

Fra nu af blev Mindet om Léon ligesom et Centrum for hendes Livslede, det funklede stærkere deri end det af de Reisende forladte Ildsted paa den russiske Steppes Snee; hun styrtede sig hen derimod, hun krøb sammen derved, hun rørte omhyggeligt om deri, naar det var nærved at slukkes, hun søgte rundt om sig efter Alt, hvad der kunde faae det til at lue stærkere. Hendes fjerneste Minder saavelsom enhver umiddelbar Anledning, hvad hun følte, og hvad hun indbildte sig at føle, hendes vellystige Ønsker, der spredtes ad, hendes Planer om Lykke, der knagede for Vinden som tørre Kviste, hendes golde Dyd, hendes fældede Forhaabninger, Hjemmets Monotoni, hun opsamlede det Alt, tog det Alt og brugte det Alt til Brændsel for sin Melankoli.

Imidlertid sygnede Flammerne hen, hvad enten nu Forraadet udtømtes af sig selv, eller Opdyngningen var altfor betydelig. Kjærligheden udslukkedes lidt efter lidt af Fraværelsen, Sorgen kvaltes af Vanen, og det Ildebrandskjær, der havde farvet hendes blege Himmel purpurrød, traadte i Skygge og slukkedes efterhaanden. I sin Bevidstheds Døs antog hun Modbydeligheden for Manden for en Længsel efter Elskeren, Hadets Brand for en Gjenopvaagning af Kjærligheden; men da Orkanen vedblev at rase, da Lidenskaben fortæredes til Aske, da der ingen Hjælp kom, og Solen ikke viste sig, blev det fuldstændig Nat til alle Sider, og hun sad i en gyselig Kulde, der gjennemisnede hende.

Da begyndte atter de uhyggelige Dage fra Tostes, men hun ansaae sig nu for langt ulykkeligere, thi hun forbandt nu med sit Kjendskab til Sorgen en bestemt Vished om, at den ingen Ende vilde faae.

En Kvinde, der havde paalagt sig saa store Ofre, kunde nok tillade sig at tilfredsstille et Lune. Hun kjøbte sig en gotisk Bedepult, og i Løbet af en Maaned gav hun over fjorten Francs ud til Citroner til at rense Neglene med, hun skrev til Rouen efter en blaa Cashmirs Kjole, hun tog det smukkeste af L'heureux' Skjærf, hun bandt sig det om Livet over Morgenkjolen, og for lukkede Skodder med en Bog i Haanden laae hun udstrakt paa en Kanapé i denne Paaklædning.

Hun skiftede tidt Coifure, hun satte Haaret á la Chinoise med flettede Piske, hun lavede sig en Skilning paa Siden af Hovedet og krøllede sit Haar op derunder som et Mandfolk.

Hun vilde lære Italiensk, hun kjøbte Ordbøger, en Grammatik og forsynede sig rigeligt med hvidt Papir. Hun forsøgte at beskjæftige sig med alvorlig Lekture, med Historie og Filosofi. Undertiden vaagnede Charles pludselig om Natten i den Tro, at man kom for at hente ham til en Syg. — Ja, nu kommer jeg strax, stammede han, og saa var det kun Lyden af en Svovlstik, som Emma strøg af for at tænde Lampen. Men det gik med hendes Læsning som med Broderiarbeiderne, der ufuldendte fyldte hendes Skabe, hun tog dem, lod dem ligge og gik over til noget Andet.

Hun havde Anfald, hvorunder man let kunde have drevet hende til Extravagancer. Hun paastod en Dag, at hun godt kunde tømme et stort Snapseglas med Brændevin, og da Charles var enfoldig nok til at modsige hende, tømte hun Glasset til Bunden.

Trods sit feiende Ydre (saaledes kaldte Yonvilles Damer det) saae dog Emma ikke fornøiet ud, og i Almindelighed furedes hendes Mundvige af denne ubevægelige Sammentrækning, der rynker gamle Jomfruers og uheldige Lykkejægeres Ansigt. Hun var meget bleg og hvid som et Lagen, Næsen slog Rynker, hun saae En ikke lige i Ansigtet. Da hun havde opdaget to graa Haar paa Tindingerne, talte hun meget om sin Alderdom.

Ofte følte hun sig grebet af Mathed, en Dag spyttede hun Blod, og da Charles røbede Uro, svarede hun ham:

— Ja hvad saa? hvad gjør det?

Charles løb ind i sit Kabinet og græd med Albuerne paa Bordet, siddende i sin Kontorstol under det frenologiske Hoved.

Da skrev han til sin Moder for at bede hende om at komme, og de havde lange Samtaler angaaende Emma.

— Hvad skulde man bestemme sig til? Hvad skulde man gjøre, siden hun vægrede sig imod hver Behandling?

— Veed Du, hvad Din Kone kunde have godt af? svarede hans Moder, tvungne Beskjæftigelser og dagligt Arbeide. Hvis hun ligesom saamange Andre var nødt til at tjene sit Brød, vilde hun ikke lide af al den Hysteri, der er en naturlig Følge af de mange Dumheder, hvormed hun propper sin Hjerne og den Lediggang, hvori hun lever.

— Men hun er jo dog beskjæftiget, indvendte Charles.

— Hun beskjæftiget! ja hvormed? med at læse Romaner, elendige usle Bøger, der strider mod Religionen, hvor man anvender Citater af Voltaire til at spotte Præsterne med; men det kan have slemme Følger, mit Barn, og den, som ingen Religion har, kan det kun gaae daarligt.

Man besluttede da at forhindre Emma i at læse Romaner; men dette Foretagende syntes ingenlunde let. Den gode Dame paatog sig det, naar hun kom gjennem Rouen, skulde hun selv gaae ind paa Leiebiblioteket, for at meddele, at Emma hørte op med at abonere. Havde man ikke Ret til at klage til Politiet, hvis Boghandleren alligevel vedblev med sin forgiftende Haandtering!

Svigermoder og Svigerdatter tog en meget kjølig Afsked. I de tre Uger, de havde tilbragt sammen, havde de ikke vexlet fire Ord, med Undtagelse af de gjensidige Hilsener og Spørgsmaal angaaende hinandens Befindende, naar de mødtes ved Bordet og om Aftenen før Sengetid.

Den ældre Fru Bovary reiste en Onsdag, hvilken Dag var Torvedag i Yonville.

Fra den tidlige Morgen var Torvet opfyldt af en Række Kærrer, der med opreiste Stænger strakte sig langs med Husene ligefra Kirken til Kroen. Paa den anden Side var der reist Telte af Seildug, hvori der foruden Bomuldsvarer, Lagener og Uldstrømper handledes med Grimer til Hestene og med Pakker blaa Baand, hvoraf Enderne slagrede for Vinden. Svære Isenkramvarer laae paa Jorden mellem Pyramider af Æg og Kurve med Oste, hvorfra det klæbrige Halm stak frem; ved Siden af Avlsredskaber stak kaglende Høns i flade Bure deres Halse frem mellem Tremmerne. Skaren, der stuvede sig sammen paa een Plet, uden at ville røre sig, truede undertiden med at trykke Apotekets Vinduer itu. Om Onsdagen var det nemlig overfyldt af Folk, Trængslen var mindre for at kjøbe Medikamenter end for at konsulere Homais, thi saa stort et Ry havde denne skabt sig i de omliggende Landsbyer. Hans robuste Sikkerhed havde blændet Bønderne, de ansaae ham for en større Læge end nogensomhelst Anden.

Emma laae i Vinduet, hvilket hun hyppig pleiede at gjøre (i Provinserne er Vinduerne jo en Erstatning for Teatre og Promenader), og morede sig med at see paa Bønderne, da hun pludselig fik Øie paa en Herre i en grøn Fløiels Frakke. Han havde gule Hansker, skjønt han bar store Gamascher, og han begav sig henimod Lægens Hus tilligemed en Bonde, der fulgte ham med sænket Hoved og eftertænksom Mine.

— Kan jeg faae Din Herre i Tale? spurgte han Justin, der stod i Døren og passiarede med Felicité, og idet han antog ham for Tjener i Huset, tilføiede han: Sig ham, at det er Hr. Rodolphe Boulanger de la Huchette.

Det var ikke af godseierlig Forfængelighed, at den Fremmede havde føiet et de til sit Navn, men for bedre at give sig tilkjende. La Huchette var virkelig en Domaine, tæt ved Yonville, hvis Slot han nylig havde kjøbt sammen med et Par Avlsgaarde, hvis Drift han selv ledede, dog uden just at tage sig Livet altfor surt. Han var Ungkarl og gik for at have allermindst femtentusind Livres i Rente.

Charles kom ind i Stuen, Hr. Boulanger viste ham Karlen, der vilde aarelades, fordi han følte „Myrekryben i hele Kroppen.”

— Det kan rense mig, indvendte han ved enhver Forestilling.

Bovary lod da bringe et Kompres og et Bækken og bad Justin om at holde det, idet han derpaa henvendte sig til Bonden, der allerede var ganske bleg, sagde han: Du skal slet ikke være angst, min Ven.

— Nei, nei, svarede den Anden, begynd De bare!

Og nok saa kry rakte han sin tykke Arm frem, under Lancettens Stik vældede Blodet ud og stænkede mod Speilet.

— Nærmere med Bækkenet! raabte Charles.

— Nei, see bare, sagde Bonden, man skulde troe, at det var en lille Kilde, der sprang. — Hvor mit Blod er rødt, det er vel et godt Tegn?

— Ja undertiden, svarede Lægen, i Begyndelsen kan man ikke mærke Noget, men derpaa indtræder hyppig en Besvimelse og da navnlig hos saa stærkt byggede Individer som Dig.

Ved disse Ord slap Bonden Etuiet, som han holdt paa med begge Hænder. Et Stød af hans Skulder fik Stoleryggen til at knuge, hans Hat faldt paa Gulvet.

— Det tænkte jeg jo nok, sagde Bovary og lagde Fingeren paa Aaren.

Bækkenet begyndte at ryste i Justins Hænder, Knæene vaklede under ham, og han blev bleg.

— Kone, Kone, raabte Charles.

Med et Sæt foer hun ned ad Trappen.

— Eddike, raabte han. Ak min Gud! to paa engang.

Og i sin Sindsbevægelse havde han Besvær med at lægge Kompresset paa.

— Det er Ingenting, sagde Hr. Boulanger ganske roligt, tog Justin i sine Arme, satte ham paa Bordet og støttede ham mod Væggen.

Emma gav sig til at løse Justins Halstørklæde, der var en Knude paa Skjortebaandet, nogle Minuter berørte hendes Fingre det unge Menneskes Hals, derpaa hældte hun lidt Eddike paa sit Batisteslommetørklæde, hun vædede gjentagne Gange hans Tindinger og pustede let derpaa.

Karlen kom atter til sig selv, men Justins Besvimelse varede endnu ved, og hans Øiestene svandt hen i den matte Hornhinde som blaa Blomster i Mælk.

— Skjul Blodet for ham, sagde Charles.

Emma tog Bækkenet. Ved den Bevægelse hun gjorde, da hun bøiede sig for at stille det ind under Bordet, videde hendes Kjole sig ud om hende paa Gulvet (det var en gul Sommerkjole med fire Garneringer, lang i Livet og bred forneden), og da Emma vaklede lidt, idet hun strakte Armene frem, slog Tøiet Folder efter Legemets Bøining. Medens hun hentede en Karaffel med Vand og opløste nogle Stykker Sukker deri, kom Apotekeren til. Midt under Forstyrrelsen var Tjenestepigen løbet efter ham, ved at opdage sin Elev med aabne Øine, drog han atter Veiret; han gik rundt om ham og beskuede ham fra Øverst til Nederst.

— Du er en Nar, udbrød han, ja Du er virkelig en topmaalt Nar. Er det faa farlig en Phlebotomi? Saadan en Fyr, som ellers ikke er bange for Nogetsomhelst, han er et sandt Egern, til at klattre op efter Nødder i de mest svimlende Høider. Det er forresten gode Anlæg, Du røber for Apotekervirksomhed, det maa jeg rigtignok sige. Under alvorlige Omstændigheder kan Du være udsat for at afgive Møde for Domstolene, for at tale til Dommernes Samvittighed, og dog maa man bevare sin Koldblodighed, ræsonnere, vise sig som en Mand, ellers bliver man anseet for et Fæ.

Justin svarede ikke.

— Hvem har bedt Dig om at gaae herhen? vedblev Apotekeren. Du generer kun Herren og Fruen, og Du veed jo godt, at om Onsdagen kan jeg kun allerbesværligst undvære Dig. Nu er der tyve Mennesker hjemme. Jeg har forladt Altsammen paa Grund af den Interesse, jeg nærer for Dig. Gaae nu, løb, vent paa mig og pas paa Krukkerne.

Da Justin var gaaet, talte man lidt om Besvimelser; Fru Bovary var aldrig besvimet.

— Det er dog ganske mærkværdigt for en Dame! sagde Hr. Boulanger, der gives forøvrigt mange sarte Mennesker. Under en Duel har jeg selv seet en af Sekundanterne miste Bevidstheden, blot da man ladede Pistolerne.

Hun sendte ham et beundrende Bkik.

— Hvad mig angaaer, bemærkede Apotekeren, saa gjør Synet af Andres Blod mig Ingenting, men blot Tanken om at see mit eget flyde var nok til at skaffe mig en Afmagt paa Halsen, hvis jeg tænkte for længe derpaa.

Imidlertid sendte Hr. Boulanger sin Karl bort med Anmodning om nu at berolige sig, da han jo havde faaet sin Lyst tilfredsstillet. Den har forskaffet mig den Fornøielse at gjøre Deres Bekjendtskab, tilføiede han med et Blik paa Emma.

Derpaa lagde han tre Francs paa Bordet, hilste skjødesløst og gik.

Han stod snart paa den anden Side af Strømmen, (han skulde den Vei for at komme hjem) og Emma kunde see ham paa Engen under Poplerne sagtne sine Skridt af og til som et Menneske, der er fordybet i sine Tanker.

— Hun er ganske vakker, sagde han til sig selv, hun er virkelig vakker denne lille Doktorfrue. Smukke Tænder, mørke Øine, en koket Fod og Holdning som en Pariserinde. Hvor Fanden kommer hun fra? Hvor har den klodsede Rad faaet fat paa hende?

Hr. Rodolphe Boulanger var fireogtredive Aar, han forenede et brutalt Temperament med et lyst Hoved, og da han havde havt mange Dameforbindelser, havde han et nøie Kjendskab til Kvindehjertet. Emma havde forekommet ham kjøn, det var altsaa ganske naturligt, at han tænkte paa hende og hendes Mand.

— Jeg troer, at han er grumme indskrænket. Hun er rimeligvis kjed af ham. Sikken et Klods! Han har sorte Negle og har vist ikke været barberet de tre siste Dage. Mens han traver til sine Patienter, sidder hun hjemme og stopper Strømper. Fruen kjeder sig, man havde Lyst til at boe i Byen og danse Polka hver evige Aften. Stakkels lille Kone! Det arme Væsen gaber efter Kjærlighed som en Karpe efter Vand paa et Kjøkkenbord. Et Par galante Fraser! og hun vil tilbede En, det er jeg vis paa; det vil blive ømt, rørende. . . Ja, men hvorledes skal man blive af med hende igjen?

Forestillingen om disse fremtidige Nydelser bragte ham til at tænke paa hans Elskerinde. Det var en Skuespillerinde i Rouen, som han holdt, og idet han dvælede ved hendes Billede, hvoraf han endogsaa i Tankerne var overmæt, kom han til følgende Resultat: Fru Bovary er langt kjønnere end hun og navnlig langt friskere. Virginie begynder at blive saa tyk, hun er saa kjedelig med alle sine Glædesudbrud, og sikken Mani hun har faaet for Reier.

Alt var stille rundt om, og Rodolphe hørte kun den monotone Lyd af Græsset, der slog ham opad Støvlerne og Faarekyllingernes Piben fra Havremarkerne, han gjensaae Emma i den Paaklædning, hvori han nylig havde seet hende, og afklædte hende.

— Hun skal blive min, raabte han og knuste en Jordklump med sin Stok. Og han gav sig til at undersøge den diplomatiske Side af Sagen. Han spurgte sig selv: Hvor skal vi mødes? Hvilke Midler skal jeg anvende? Hun har naturligvis altid Rollingen paa Halsen, ikke at tale om Pigen, Manden, Naboerne. Nei, der er altfor megen Besvær derved, altfor megen Tidsspilde. Men derpaa begyndte han atter: Hun har Øine, der gaaer En ligetil Sjælen som Vridtboer. Og saa denne blege Teint! Jeg, der tilbeder blege Fruentimmer!

Efter at være kommet til Argeuilbakken, havde han taget sin Beslutning. — Der staaer kun tilbage at søge en passende Begyndelse. Velan! Jeg besøger dem et Par Gange, jeg sender dem Vildt, Fjerkræ. Jeg lader mig aarelade, om det behøves, vi bliver gode Venner, jeg inviteret dem hjem til mig. . . . Det er jo sandt, tilføiede han, nu skal der jo snart afholdes et landøkonomisk Møde, hun er der naturligvis, jeg faaer hende altsaa at see der. Saa begynder jeg meget kjækt, det er det sikreste.

VIII.

Endelig oprandt da det saa meget omtalte Møde. Lige fra den tidlige Morgenstund stod Folk i Gadedørene og talte om Forberedelserne. Mairiets Fronton var omvundet med Guirlander af Vedbend, et Telt var reist ude paa Engene til Festmaaltidet, og midt paa Torvet foran Kirken skulde en Mørser forkynde Præfektens Ankomst og Navnene paa de præmiebelønnede Landmænd. Nationalgarden fra Buchy (der var nemlig ingen i Yonville) havde forenet sig med Brandkorpset, for hvilket Binet var Kaptain. I Dagens Anledning bar han et endnu høiere Halsbind end sædvanligt, og snøret i sin Vaabenfrakke var han saa stiv og tung, at alt det Levende i ham syntes at være gaaet ned i Benene, der kun hævede sig i afmaalte, taktfaste Skridt. Da Skattekræveren og Obersten var skinsyge paa hinanden, lod begge for at vise deres Talenter deres Mandskab manøvrere hvert for sig. Vexelvis saae man røde Epauletter og sorte Nabatter marschere forbi sig. Det fik aldrig Ende og begyndte stadig forfra! Aldrig før havde man udfoldet en slig Pomp. Flere af Byens Borgere havde vasket deres Huse, trefarvede Faner vaiede fra de halvtaabne Vinduer, alle Kroerne var fulde, og i det deilige Veir syntes de stivede Kapper hvidere end Sne, Guldkorsene speilede sig i det klare Solskin, og de kulørte Tørklæder hævede ved deres spraglede Pragt de mørke Frakkers og de blaa Blusers Ensformighed. Idet de steg ned af Hesten, løste Forpagterkonerne fra Omegnen den svære Naal, der sammenhestede Kjolen, som de af Frygt for Pletter havde smøget op om Livet, mens Mændene derimod for at spare paa deres Hovedbeklædning havde svøbt Lommetørklæder, hvis ene Snip de holdt mellem Tænderne, op om Hattene.

Skaren strømmede ud paa Landeveien fra alle Kanter af Landsbyen. Den vældede frem fra Stræder, Alleer og Huse, og fra Tid til anden hørte man Dørhamrene falde tilbage bag Borgerkonerne, der skulde ud for at see paa Stadsen. Hvad der særlig vakte Beundring, var to lange med Lampetter besatte pyramideformige Opstillinger omkring en Estrade, hvorpaa Autoriteterne skulde sidde, og fire Stænger hver med en lille Fane af grønt Tøi beriget med Inskriptioner med Guldbogstaver, der var stillede op mod Mairiets fire Søiler. Paa den ene stod „Handel”, paa den anden „Agerdyrkning”, paa den tredie „Industri” og paa den fjerde „De skjønne Kunster”.

Men den Fryd, der stod at læse paa Alles Ansigter, syntes kun at forstemme Madam Lefrançois, hun stod paa sin Kjøkkentrappe og mumlede hen for sig:

— Sikke Narrestreger! sikke Narrestreger med deres Seildugsrønne! Troer De, Præfekten holder af at spise i et Telt som en Gjøgler? Det kalder de at gjøre Landet vel! Derfor var det da ikke Umagen værdt at sende Bud efter en Kok fra Neufchâtel, og for hvem? for Røgtere, Stoddere! . . .

I det Samme kom Apotekeren forbi. Han havde en sort Kjole paa, Nankinsbenklæder, Bæverskindsko og en lavpullet Hat.

— Ærbødigste Tjener, sagde han, undskyld mig, jeg har travlt, og da den tykke Enke spurgte ham, hvor han skulde hen, svarede han:

— Ja, ikke sandt, De finder det løierligt, jeg, der ellers altid kryber sammen i mit Laboratorium som en Rotte i en Ost; men idag maa jeg jo i Anledning af Festen . . .

— Skal De derhen? spurgte hun med et foragteligt Udtryk.

— Om jeg skal derhen? svarede Apotekeren forbavset. Men jeg hører jo til Bedømmelseskomiteen.

Madam Lefrançois saae lidt paa ham og sagde tilsist med et Smil:

— Det forundrer jo Sagen. Men hvad kommer Agerbrug Dem ved? Forstaaer De Dem derpaa?

— Jo, det gjør jeg rigtignok. Jeg er jo Apoteker, det vil sige det Samme som Kemiker, og da Kemien behandler Kjendskabet til alle Naturlegemernes indbyrdes og molekulære Virkning, følger deraf, at Landbruget er indbefattet med deri, og hvad er vel Gjødningens Sammensætning, flydende Legemers Gjæring, Analysen af Gasarterne, Miasmernes Indflydelse, hvad er alt dette vel Andet end simpel Kemi, spørger jeg Dem om?

Da Krokonen slet ikke svarede, vedblev Apotekeren:

— Tror De, at man for at være Agronom selv behøver at dyrke Jorden eller fede Fjerkræ? Nei, man maa snarere kjende til Beskaffenheden af de Substanser, hvorom det dreier sig, de geologiske Lag, de atmosfæriske Betingelser, Jordens, Mineraliernes og Vandenes Kvalitet, de forskjellige Legemers Tæthed og Haarrørskraft, og hvad veed jeg? — endvidere maa man have et grundigt Kjendskab til alle de hygieiniske Principer for at kunne lede og bedømme Opførelsen af Bygninger, Opdrætning af Dyr og Folkehold, og endelig maa man kjende til Botanik, Madam Lefrançois. Man maa kunne skjelne Planterne fra hverandre, forstaaer De, de gavnlige fra de skadelige, de produktive fra de golde, man maa vide, hvor man skal luge, og hvor man skal saae, hvad der skal forplantes og hvad der skal udryddes; kortsagt man maa holde Skridt med Videnskaben ved Hjælp af Brochurer og Aviser, stadig holde sig i Aande for at kunne angive Forbedringer . . .

Under alt dette slap Gjæstgiversken ikke Café français af Syne, og Apotekeren vedblev:

— Gud give at vore Landmænd var Kemikere, eller beflittede sig mere paa at følge Videnskabens Raad. See til mig, jeg har for kort Tid siden skrevet et betydeligt Arbeide, en Opsats paa mere end tooghalvfjersinstyve Sider, betitlet: „Om Mosten, dens Fabrikation og dens Virkninger efterfulgt af nogle nye Betragtninger desangaaende”, som jeg har sendt det agronomiske Selskab i Rouen, hvad der har forskaffet mig den Ære at blive optaget som Medlem deraf, Afdeling Agrikultur, Classe Pomologi, jeg siger Dem, hvis mit Arbeide var tilgjængeligt for det store Publikum . . .

Men Apotekeren stansede pludselig, i den Grad distrait syntes Krokonen at være. . . .

— Nei, hør bare, det er dog aldeles umuligt at forstaae, udbrød hun pludselig. — Og med Skuldertrækninger, hvorved de svære Masker i det strikkede Tørklæde videde sig ud paa hendes Bryst, pegede hun paa sin Medbeilers Etablissement, hvorfra der lød høirøstet Sang. — Forresten varer det nok ikke længe, tilføiede hun, inden otte Dage er Alt forbi.

Homais traadte forundret et Par Skridt tilbage. Hun gik helt ned ad Trappen og hviskede ham ind i Øret.

— Hvadfornoget, og det veed De ikke? der skal gjøres Exekution hos ham i næste Uge, det er L'heureux, der er Mester derfor, han har seigpint ham med Vexler.

— Hvilken forfærdelig Katastrofe? udbrød Apotekeren, der stadigt havde et passende Udtryk for alt Muligt ved Haanden. Værtinden gav sig da til at fortælle ham hele Historien, som hun havde hørt af Hr. Guillaumins Tjener Théodore, og skjønt hun ikke kunde udstaae Tellier, dadlede hun dog L'heureux. Det var en smiskende, lumsk Ræv.

— See blot, sagde hun, der gaaer han henne under „Hallerne”, nu hilser han paa Fru Bovary, hun har grøn Hat paa, hun gaaer ved Hr. Boulangers Arm.

— Fru Bovary udbrød Homais, saa maa jeg skynde mig hen at hilse paa hende, hun vil vist blive glad over at faae en Plads i Indhegningen under Peristylet. Og uden at agte paa Madam Lefrançois, der kaldte paa ham, for at udtale sig lidt udførligere, fjernede Apotekeren sig hurtig med Smil paa Læberne og stive Ben, idet han uddelte en Mængde Hilsener til Høire og Venstre og optog en stor Plads med sine brede Kjoleskjøder, der flagrede for Vinden.

Da Rodolphe saae ham langt borte fra, gik han hurtigere til, men Emma blev forpustet, han sagtnede derfor sine Skridt og sagde smilende med brutal Betoning:

— Det er for at undgaae den tykke Mand, De veed nok Apotekeren.

Hun gav ham et Stod med Albuen.

— Hvad betyder dette? spurgte han sig selv og skelede hen til hende, idet han vedblev at gaae til.

Hendes Profil var saa rolig, at man ikke kunde gjætte sig til Noget. Den tegnede sig i fuldt Lys under den brede Hatteskygge, hvis matte Baand lignede Sivblade. Hendes Øine med de lange, bøiede Bryn saae ligefrem, og skjønt de var helt aabne, syntes de lidt sammenknebne ved Kindbenene paa Grund af Blodet, der bankede sagte under hendes fine Hud. Hun bøiede Hovedet henover Skuldrene, og mellem Læberne saae man Perlemorsspidserne af hendes hvide Tænder.

— Gjør hun Nar af mig? tænkte Rodolphe.

Emmas Gestus var dog kun en Advarsel, thi L'heureux fulgtes nemlig med dem, og fra Tid til anden talte han til dem som for at bringe en Konversation i Gang.

— Det er dog et deiligt Veir idag, alle Mennesker er paa Benene, det er Østenvind.

Og skjønt Fru Bovary ligesaalidt som Rodolphe svarede ham, nærmede han sig dog til dem ved den mindste af deres Bevægelser med et „Hvadbehager” og førte Haanden til Hatten.

Da de kom til Grovsmedens Hus, fulgte Rodolphe ikke Veien til Skranken men svingede Pludselig om ad en Sti med Emma under Armen og raabte: Farvel Hr. L'heureux, god Fornøielse!

— Hvor De fik ham let fra Halsen, sagde hun med et Smil.

— Ja, hvorfor skal man lade sig genere? svarede han, og da jeg idag er saa lykkelig at træffe sammen med Dem. . . . Emma blev rød. . . . Han fuldendte ikke Sætningen. Han gav sig til at tale om det smukke Veir og om det Behagelige i at gaae over Græsset. Han stødte med Foden til nogle Belliser og sagde: See hvilke nydelige Gaaseurter, de kan give alle Egnens Forelskede Orakelsvar. Hvad vilde De tænke, hvis jeg plukkede et Par? tilføiede han.

— Er De da forelsket? spurgte hun og hostede let.

— Maaske, hvem veed? var Rodolphes Svar.

Imidlertid begyndte Engen at fyldes. Husmødrene stødte til En med deres store Paraplyer, deres Kurve og Rollinger. Undertiden maatte man gaae af Veien for en lang Række Bønderpiger, med blaa Strømper, flade Sko, Sølvringe, og som lugtede af Mælk, idet man gik forbi dem. De gik med hverandre ved Haanden og spredte sig saaledes i en Kjæde langs hele Engen ligefra Espealleen til Gildeteltet. Men nu skulde Bedømmelsen til at finde Sted, og Landmændene traadte En for En ind i en Slags Cirkus, der dannedes af et mellem Pæle udspændt langt Toug.

Der stod Dyrene med Snuderne mod Touget og dannede en uregelmæssig Linie med deres ulige store Kroppe. Svinene laae paa Jorden og rodede med Trynen, Kalvene brølede, og Faarene brægede, med det ene Forben bøiet laae Køerne paa Græs og tyggede Drøv, idet de blinkede med deres tunge Øielaage, naar Fluerne summede forbi dem. Med bare Arme holdt Karlene de steilende Hingste ved Grimen, der vrinskede med udspilede Næsebor henimod Hopperne, disse stod aldeles fredeligt med ludende Hoveder og hængende Manker, mens Føllene hvilede under dem eller stundom diede dem, og henad den lange, bølgende Linie af disse sammenstuvede Kroppe kunde man hist og her see en hvid Manke vaie for Vinden, et Par spidse Horn springe frem og Folk, der løb frem og tilbage. Udenfor Skranken, et hundrede Skridt længere borte, stod en stor sort Tyr med Mundkurv og Jernring i Snuden ligesaa ubevægelig, som om den havde været af Bronse, en pjaltet Dreng holdt den ved et Reb.

Imidlertid traadte nogle Herrer med tunge Skridt frem mellem Rækkerne, mønstrede Dyrene og raadførte sig indbyrdes med sagte Stemme. Den ene af dem, der lod til at være den betydeligste, skrev, altsom han gik, nogle Noter i sin Tegnebog. Det var Præsidenten for Juryen, Hr. Derozerays de la Pamville. Saasnart han fik Øie paa Rodolphe, gik han hurtig hen imod ham og sagde smilende med venlig Mine:

— Hvadfornoget, Hr. Boulanger, vil De forlade os?

Rodolphe forsikrede, at han kom ligestrax igjen; men da Præsidenten var borte, sagde han: Han kan vente længe, Deres Selskab er mig langt kjærere.

Og under idelig ironiserende Bemærkninger over Mødet viste Rodolphe Gendarmen sit blaa Adgangskort, for at kunne cirkulere mere bekvemt og stansede undertiden foran et eller andet kjønt Exemplar, som Fru Bovary dog ikke havde synderlig Interesse for. Efterat have lagt Mærke dertil gav han sig til at gjøre Nar af Damernes Toiletter, mens han samtidig undskyldte sin egen skjødesløse Paaklædning. Den var en Blanding af det Almindelige og Søgte, hvori Hverdagsmennesker gjerne troe at see en excentrisk Tilværelse, vilde Lidenskaber, Kunstens Tyranni og stadig en vis Foragt for Konveniensen, hvilket bedaarer dem eller opbringer dem. Hans Batistesskjorte med de krusede Manschetter bevægede sig frem og tilbage under den graa Lærredsvest, og hans bredstribede Benklæder blottede ved Anklerne de lakerede Halvstøvler. De var saa blanke, at Græsset speilede sig deri. Han traadte i Hestegjødningen, den ene Haand holdt han i sin Trøielomme, og hans Straahat sad paa Siden af Hovedet.

— Forøvrigt, tilføiede han, naar man boer paa Landet . . .

— Saa er Alt kun spildt Uleilighed, sagde Emma.

— Deri har De Ret, svarede Rodolphe. At tænke sig, at ikke en af disse skikkelige Folk er i Stand til at bedømme Snittet af en Frakke.

Samtalen slog ind paa Provinslivets Tarvelighed, de Tilværelser, det kvalte, de Illusioner, det røvede.

— Derfor bliver jeg ogsaa i den Grad melankolsk . . . sagde Rodolphe.

— De, udbrød hun forundret. Jeg ansaae Dem for meget munter.

— Ja tilsyneladende, fordi jeg i Andres Nærværelse forstaaer at lægge en spottende Maske over mit Ansigt, men hvor mange Gange har jeg ikke ved Synet af en Kirkegaard i Maaneskin spurgt mig selv, om jeg ikke gjorde bedst i at lægge mig til Hvile hos de Slumrende. . .

— Men Deres Venner! Skjænker De da ikke dem en Tanke?

— Mine Venner! hvem er det? har jeg nogle? hvem bryder sig om mig? og han ledsagede disse Ord med en Slags Fløiten mellem Tænderne.

Men de blev nødt til at fjerne sig fra hinanden paa Grund af en stor Stabel Stole, som en Mand bar bagved dem. Han var saa belæsset dermed, at man kun kunde see Spidserne af hans Træsko og det Yderste af hans udstrakte Arme. Det var Graveren Lestiboudois, der slæbte Kirkestolene gjennem Menneskemængden, med ypperlig Spekulationsevne, naar det angik hans egne Interesser, havde han fundet paa dette Middel til at drage Fordel af det landøkonomiske Møde, og han havde Held med sig, thi han vidste neppe, hvem han først skulde svare. Bønderne, der svedte, stredes formelig om disse Stole, hvis Skraa lugtede af Røgelse, og støttede sig mod de svære af Voxlysene plettede Rygge med en vis Veneration.

Emma tog atter Rodolphes Arm, denne vedblev, ligesom han talte med sig selv:

— Der er saa Meget slaaet feil for mig, stadig alene! Ja havde jeg blot havt et Maal her i Livet, havde jeg mødt en Kjærlighed, havde jeg fundet et Menneske . . . Oh, hvor vilde jeg da have anvendt al den Energi, jeg kunde raade over. Jeg vilde have beseiret Alt, knust Alt.

— Men det forekommer mig dog, at De ingen Grund har til at beklage Dem, bemærkede Emma.

— Synes De virkelig? spurgte Rodolphe.

— Ja . . . vedblev hun, De er jo fri, og lidt tøvende tilføiede hun, — og rig.

— Spot mig ikke, svarede han.

Hun svor, at det var hendes Alvor, da der, pludselig løsnedes et Kanonskud, i vild Forvirring styrtede Alle henimod Landsbyen.

Det var dog kun blind Allarm, Præfekten var ikke kommet, og Medlemmerne af Juryen var yderst forlegne, fordi de ikke vidste, om de skulde begynde eller vente lidt endnu. Endelig viste sig da en stor Hyrekaret, trukket af to magre Heste, som en Kusk med hvid Hat viftede løs paa af alle Livsens Kræfter. Binet fik kun lige Tid til at raabe: Vagt i Gevær, og Obersten til at gjøre det Samme. Man styrtede hen til Geværpyramiderne, nogle glemte endogsaa i Forvirringen at spænde Halsbindet fast. Men Præfektens Kjøretøi syntes at gjætte Uordenen, og slingrende i Vognkjæden travede de gamle Krikker kun ganske langsomt hen til Mairiets Peristyl, som de naaede lige i samme Øieblik, da Nationalgarden og Brandfolkene med hvirvlende Trommer og taktfaste Skridt stillede sig op foran den.

— Ret! raabte Binet.

— Holdt! raabte Obersten, med Roder til Venstre! Og efter et »Præsenter Gevær!” hvor Bøssepibernes Raslen mindede om en Kobberkjedel, der styrter ned af en Trappe, faldt alle Geværerne ned ved Foden.

Ud af Vognen traadte da en Herre i kort Kjole med Sølvbroderier, med skaldet Pande og Toupet paa Baghovedet, med bleg Ansigtsfarve og et godmodigt Udseende. Hans svære Øine med de buskede Bryn lukkede sig halvt for at betragte Mængden, mens han samtidig hævede sin spidse Næse og fortrak den indfaldne Mund til et Smil. Han kjendte Mairen paa hans Skjærf og meddelte ham, at Præfekten ikke kunde komme, han selv var Medlem af Præfekturet, derpaa tilføiede han nogle Undskyldninger. Tuvache besvarede dem med nogle høflige Yttringer, den anden erklærede, at han var ganske forlegen, og saaledes stod de ligeoverfor hinanden, idet deres Pander næsten berørtes, omringede af Juryens Medlemmer, Municipalraadet, Honoratiores, Nationalgarden og Mængden. Med den lille sorte trekantede Hat mod Brystet gjentog Embedsmanden sine Hilsener, medens Tuvache med Ryggen som en Bue smilede, stammede, søgte efter Ord, bevidnede sin Hengivenhed for Monarkiet og takkede for den Ære, man beviste Yonville.

Krokarlen Hippolyte tog Hestene ved Tømmen, og hinkende paa sin Klumpfod ledede han dem ind under den „forgyldte Løves” Port, hvor en Mængde Bønder havde forsamlet sig og maabede paa Vognen. Trommen lød, Kanonerne tordnede, og Herrerne gik op og satte sig i en Række paa Estraden i de røde Plydseslænestole, som Fru Tuvache havde laant Komiteen.

Alle disse Mænd lignede hverandre. Deres slappe, lyse, lidt solbrændte Ansigter havde Farve som sød Most, og deres strittende Bakkenbarter stod ud fra de store, stive Flipper og de hvidsløifede Halsbind. Alle bar Fløilsveste; paa alle Urene sad for Enden af et langt Baand et Signet af Karniol, og man støttede sine Hænder paa Laarene, idet man omhyggeligt fjernede Benklædeskrævet, hvis ukrympede Klæde skinnede stærkere end Læderet paa de svære Støvler.

De indbudte Damer holdt sig bagved i Vestibulen mellem Søilerne, medens de jævnere Folk stod udenfor eller havde taget Plads paa Kirkestolene. Lestiboudois havde bragt alle dem derhen, som han havde flyttet fra Engen, hvert Øieblik løb han ind i Kirken efter andre og spærrede i den Grad Færdslen, at man havde stort Besvær med at naae den lille Trappe, der førte op til Estraden.

— Jeg synes, sagde L'heureux (idet han henvendte sig til Apotekeren, der netop gik forbi for at naae op til sin Plads), at man burde have anbragt et Par venetianske Maste med en Dekoration af noget Smagfuldt og Moderne, det kunde have taget sig ganske nydeligt ud.

— Deri har De Ret, svarede Apotekeren, men hvad skal man sige? Det er jo Mairen, der har forestaaet hele Arrangementet. Han har ikke synderlig Smag, den gode Tuvache, og han er aldeles blottet for hvad man kalder kunstnerisk Sans.

Imidlertid var Rodolphe gaaet op med Emma paa første Sal i Mairiet, og da „Magistratssalen” stod tom, havde han erklæret, at der herfra var en udmærket Udsigt over Torvet, han tog tre Taburetter fra det ovale Bord under Monarkens Buste og flyttede dem hen ved Vinduet, og de satte sig ned ved hinandens Side.

Der herskede en stærk Bevægelse paa Estraden, og der førtes lange hviskende Samtaler. Endelig reiste Præfektens Repræsentant sig. Man vidste nu, at han hed Lieuvain, og hans Navn gik fra Mund til Mund mellem Mængden. Da han havde samlet nogle Blade og fæstet Blikket derpaa, begyndte han:

„Mine Herrer!

Lad det først være mig tilladt, førend jeg underholder Dem om Anledningen til Mødet idag, og denne Følelse er jeg vis paa bliver delt af Dem alle, lad det først være mig tilladt at mindes Regjeringen og Landets Overhoved, Monarken. Ja, mine Herrer, vor Souverain, vor høitelskede Drot, hvem ingen Gren af den offenlige eller private Velfærd er ligegyldig, som med en saa fast og viis Haand leder Statens Skib blandt det fraadende Hans talløse Skjær, og som forstaaer at skaffe Freden saavelsom Krigen, Industrien, Handlen, Agerdyrkningen og de skjønne Kunster den tilbørlige Agtelse.”

— Jeg burde vist flytte mig lidt tilbage, bemærkede Rodolphe.

— Hvorfor? spurgte Emma.

Men i dette Øieblik hævede Talerens Røst sig med Eftertryk, og han deklamerede:

„Den Tid er ikke mere, mine Herrer, da Borgerkrigen hærgede vore offenlige Pladser, da Landmanden, Kjøbmanden, ja selv Arbeideren, naar de om Aftenen fredeligt lagde sig til Hvile, skjælvede ved pludselig at see sig vakte af den Ildebrand bebudende Stormklokke, hvor de mest oprørske Maximer frækt undergravede Grundvoldene . . .”

— Man kunde nemlig see mig nede fra, vedblev Rodolphe, og saa vilde man lade mig det høre mindst i fjorten Dage, og med mit daarlige Rygte . . .

— De bagtaler Dem vist selv, sagde Emma.

— Nei, nei, det er ganske forfærdeligt, det forsikrer jeg Dem.

„Men, mine Herrer, vedblev Hr. Lieuvain, hvis jeg sjerner mig fra disse mørke Billeder og kaster mine Øine paa vort skjønne Fædrelands nuværende Tilstand, hvad seer jeg saa? Overalt blomstrer Handel og Kunst, overalt nye Samfærdselsveie, der som ligesaamange nye Aarer i Statslegemet skaber nye Forbindelser, vore store Manufakturbyer har gjenoptaget deres Virksomhed, den atter befæstede Religion tilsmiler alle Hjerter, vore Havne er opfyldte, Tilliden gjenfødes, kortsagt Frankrig drager atter Aande. . . .”

— Forresten, tilføiede Rodolphe, har Verden maaske Ret fra sit Standpunkt.

— Hvorledes det? spurgte Emma.

— Veed De da ikke, at der gives Sjæle, som uophørligt pines, svarede han — vexelvis trænger de til Drøm og Daad, til de reneste Lidenskaber og de mest rasende Nydelser, og saaledes styrter man sig ind i alle Slags Daarskaber.

Emma saae paa ham, som man seer paa en Reisende, der har flakket om i ukjendte Egne og yttrede:

— Ja, vi stakkels Kvinder kan ikke adsprede os paa samme Maade.

— Ak, det er kun sørgelige Adspredelser, thi man finder ikke Lykken derved.

— Men finder man den nogensinde? spurgte hun.

— Jo en Gang møder man den; svarede han.

„Og det har I forstaaet, vedblev Embedsmanden, I Agerdyrkere og Landarbeidere, I fredelige Pionerer for et helt civilisatorisk Værk, I Fremskridtets og Moralens Mænd, I har forstaaet, siger jeg, at de politiske Storme er endnu langt farligere end Naturens Raserier . . .”

— Man møder den en Dag, gjentog Rodolphe, og det pludselig, da man fuldstændigt havde opgivet det. Da aabnes Horisonten, det er som om en Stemme tilraabte En: „Der er den”. Man føler Trang til at aflægge dette Væsen Regnskab for sit Liv, til at give det Alt, til at ofre det Alt. Man forklarer sig ikke for hinanden, man gjætter hinanden, man har seet hinanden i Drømme. Og han betragtede hende. — Kortsagt den Skat, man har søgt saa længe, har man foran sig, den straaler, den funkler for Ens Øie. Men dog tvivler man endnu, man vover ikke ret at troe derpaa, man er blændet, som kom man fra Mørke til Lys.

Rodolphe ledsagede disse siste Ord med at lade Haanden fare henover Panden, som et Menneske, der bliver grebet af Svimmelhed, derpaa lod han sin Haand synke ned paa Emmas, hun trak hurtigt sin til sig, men Hr. Lieuvain vedblev at læse:

„Og hvem vilde vel undre sig derover, mine Herrer? Kun den, der er forblindet nok, hildet nok (ja, jeg er ikke bange for at nævne dette Ord) hildet nok, siger jeg, i en svunden Tids Fordomme til aldeles at miskjende Landbefolkningens Sindelag. Hvor findes vel større Patriotisme end paa Landet, mere Hengivenhed for den offenlige Velfærd, med eet Ord mere sand Intelligens? Ja, mine Herrer, herved forstaaer jeg ikke denne overfladiske Intelligens, hvormed Lediggængeren smykker sig, nei, men denne dybe og moderate Intelligens, der fremfor Alt foresætter sig at forfølge et nyttigt Maal, for saaledes at bidrage sit til Alles Velvære, til det fælles Bedste og til Statens Understøttelse, en Frugt af Respekt for Lovene og Opfyldelsen af sine Pligter?”

— Ja, der har vi det, sagde Rodolphe, stadig Pligterne, jeg er led og kjed af det Ord; der er altid en Mængde gamle Vrøvlehoveder i Uldtrøier og gamle Bedesøstre med Varmebækkener og Rosenkranse, der bliver ved at summe os om Ørene med Pligter, Pligter. Ja, Gudsdød! Pligten er at føle for det Store, at elske det Skjønne men ikke at acceptere enhver af Samfundet Vedtagen Konveniens og de vanærende Ting, det paalægger os.

— Men . . . dog . . . indvendte Emma.

— Oh nei, hvorfor deklamere mod Lidenskaberne? Er de ikke det eneste Skjønne, der existerer paa Jorden? Kilden til Heltemod, Begeistring, Poesi, Musik, Kunst, kortsagt til Alt?

— Men man bør dog tage Hensyn til Verdens Dom og adlyde dens Moral.

— Ja, men der gives to Slags Moral, svarede han. Den lille, Conveniensens, Menneskenes, der uophørligt vexler og brøler saa stærkt, den holder sig langsmed Jorden ligesom den Skare Fæhoveder, De seer dernede, men den anden, den evige, er rundt om os og over os, ligesom Landskabet, der omgiver os og den blaa Himmel, der hvælver sig over os.

Hr. Lieuvain tørrede sig om Munden med sit Lommetørklæde og vedblev:

„Ja, mine Herrer, jeg behøver vel ikke at bevise Dem Landbrugets Nytte! Hvem tilfredsstiller vore Fornødenheder? Hvem yder os vor Føde? Er det ikke Landmanden? Landmanden, mine Herrer, hvis flittige Haand udstrøer den gyldne Sæd i de frugtbare Furer, hvorved Kornet spirer frem for atter knust og malet ved Hjælp af sindrige Apparater at forlade Møllen under Navn af Mel, og transporteret til Byen gives til Bageren, der tilbereder et Næringsmiddel deraf saavel for den Fattige som for Rigmanden. Er det ikke atter Landmanden, der feder sine talrige Hjorde paa Græsgangene for at forskaffe os Klæder? Ja hvorledes skulde vi klæde os, hvorledes føde os foruden Landmanden? Og vi behøver ikke engang at gaae saa langt for at finde et Exempel. Hvem har ikke ofte betænkt al den Nytte, vi drager af dette beskedne Dyr, vore Hønsegaardes Pryd, der yder den bløde Hovedpude til vort Leie, sit saftige Kjød til vort Bord, for ikke at tale om dets Æg. Men det vilde aldrig faae Ende, hvis jeg enkeltvis skulde opregne de forskjellige Produkter, som den veldyrkede Jord ligesom en gavmild Moder yder sine Børn. Hist er det Vinstokken, her er det Æbletræet, hvoraf der presses Most, snart er det Raps, og snart er det Ost og Hørren, mine Herrer, ikke at forglemme Hørren, som i de siste Aar har taget et betydeligt Opsving, og hvorpaa jeg senere agter at henlede Deres Opmærksomhed.”

Han behøvede ikke at appellere til den, thi Mængden lyttede til ham med aaben Mund, som om den vilde sluge hvert af hans Ord. Tuvache stod ved Siden af ham med vidtopspilede Øine, Hr. Derozerays lukkede af og til blidt sine Øielaage, og noget længere borte sad Apotekeren med sin Søn Napoleon mellem sine Knæ og holdt den hule Haand for Øret for ikke at miste en eneste Stavelse. De andre Medlemmer af Juryen bøiede gravitetisk deres Hager ned paa Vestene som Tegn paa deres Bifald. Brandfolkene lænede sig paa deres Bajonetter ved Foden af Estraden, og Binet stod ubevægelig med Albuen udad og Sabelspidsen i Luften. Han kunde maaske nok høre Talen, men see kunde han ikke, da Hjelmskyggen faldt ham ned paa Næsen. Ikkedestomindre havde hans Lieutenant, den yngste Søn af Hr. Tuvache, en endnu større paa, som vaklede paa hans Hoved, og hvorunder han smilede med barnlig Blidhed, mens hans lille blege, svedperlende Ansigt havde et Udtryk af Nydelse, Mathed og Søvn.

Torvet var overfyldt af Mennesker. Mens nogle laae i Vinduerne, stod andre i Dørene, Og udenfor Apoteket stod Justin og syntes at være aldeles fordybet i Beskuelsen af Alt, hvad han saae. Trods den dybe Stilhed tabte Talerens Stemme sig i Luften, den naaede En i Stumper af Sætninger, der af og til afbrødes af Stoleklappren mellem Mængden, og stundom kunde man bagved sig høre et Oxebrøl eller Lammenes Brægen, der besvaredes fra et Gadehjørne. Røgterne og Hyrderne havde nemlig drevet deres Kvæg derhen, og fra Tid til anden brølede Dyrene, idet de med Tungen rev lidt Løv af, der hang dem ned over Snuden.

Rodolphe havde rykket sig nærmere hen til Emma og hviskede hurtigt: Oprøres De ikke over Verdens Sammensværgelse? Er der en eneste Følelse, den ikke fordømmer? De ædleste Instinkter, de reneste Sympathier forfølges og bagtales, og hvis endelig to stakkels Sjæle møder hinanden, er Alt organiseret saaledes, at de ikke kan forenes. Og dog vil de forsøge derpaa, de vil slaae med Vingerne og kalde paa hinanden. Ja ligemeget, sent eller tidligt, om et halvt eller om ti Aar vil de forenes og elske hinanden, fordi Skjæbnen fordrer det, og fordi de er født for hinanden.

Han holdt Armene korslagte over sine Knæ og hævede Ansigtet mod Emma, idet han betragtede hende stivt. Hun saae ham ind i Øinene, om hvis mørke Pupiller der spillede gule Straaler og indaandede den vellugtende Pommade fra hans skinnende Haar. Da følte hun sig grebet af en Sløvhed, hun mindedes Vicomten, med hvem hun havde valset paa Vaubyessard, og hvis Skjæg ligesom dette Haar havde duftet af Vanille og Citron, og uvilkaarligt lukkede hun Øielaagene halvt til for bedre at indaande denne Duft. Men ved den Bevægelse hun gjorde, idet hun krummede sig paa Stolen, saae hun i det Fjerne langt nede i Horizonten den gamle Diligence „Svalen”, der langsomt kjørte ned ad Bakken ved Leux, idet den reiste en lang Støvsky bag sig. Det var i denne gule Vogn, at Léon saa tidt var vendt tilbage til hende, og paa denne Vei dernede, var han reist bort for bestandig! Hun syntes at see ham ligeoverfor sig i hans Vindue, derpaa blandede Alt sig sammen, der trak Skyer forbi, det forekom hende, at hun endnu hvirvlede om i Valsen under Lysekronernes Skjær ved Vicomtens Arm, og at Léon ikke var borte, men snart vilde komme . . . og dog følte hun stadig Rodolphes Hoved ved sin Side. Denne milde Følelse blandede sig med hendes fordums Ønsker, og ligesom Sanskorn for Vinden, hvirvlede de om i den duftende Sky, der spredte sig over hendes Sjæl. Gjentagne Gange spilede hun Næseboerne op for at indaande Vedbendets friske Kjølighed paa Kapitælerne. Hun tog sin Hanske af, tørrede Hænderne og viftede sig i Ansigtet med Lommetørklædet, mens hun med bankende Tindinger hørte Mængdens Støien og Lieuvains Stemme, der fremsnøvlede sine Fraser:

„Vedbliv kun! Vær blot udholdende. Giv ikke Agt paa Slendrianens Indskydelser, og laan ikke Øre til en ubesindig Empirismes altfor forhastede Raad! Læg Eder særlig efter Forbedringer i Agerbruget, efter god Gjødning, efter Udvikling af Heste-, Oxe, Faare- og Svineracen. Lad dette Møde være for Eder som en fredelig Arena, hvor den Beseirede ved Udgangen byder Seirherren Haanden og fraterniserer med ham i Haab om bedre Held næste Gang. Og I, hæderlige og ydmyge Tjenestefolk! ligeindtil idag har ingen Regjering taget Eders besværlige Arbeide i Betragtning, modtag nu en Belønning for Eders tavse Dyder, og vær overbeviist om, at Staten for Fremtiden har sit Blik fæstet paa Eder, at den opmuntrer og beskytter Eder, at den vil yde Eders berettigede Klager Retfærdighed og saavidt mulig lette Eders tunge Byrder.”

Taleren satte sig ned, og Hr. Derozerays stod op og begyndte en Tale. Den var vel ikke saa blomstrende som hans Forgjængers, men den udmærkede sig ved et bestemtere Præg, det vil sige ved mere specielle Kundskaber og mere ophøiede Betragtninger. Saaledes optog Lovtalen over Regjeringen en mindre Plads deri, men Religionen og Agerbruget derimod en større. Han paaviste deres indbyrdes Forbindelse, og hvorledes de havde bidraget til Civilisationens Fremme. Rodolphe passiarede imidlertid med Emma om Drømme, Anelser og Magnetisme. Idet Taleren gik tilbage til Samfundets Vugge, afmalede han de barbariske Tider, da Menneskene levede af Agern i Skovene. Senere havde de opgivet Dyrehuderne, iført sig Klæder, gravet Plovfurer og plantet Vinstokken. Var det et Gode, eller var der ikke større Misligheder end Fordele ved denne Opdagelse? Hr. Derozerays opstillede dette som et Problem. Fra Magnetisme var Rodolphe lidt efter lidt kommet til at berøre „Wahlverwandtschaften”, og mens Præsidenten anførte Cincinatus for Ploven, Diocletian plantende sin Kaal og Keiseren af Kina, der indviede Aaret med at lægge det første Sædekorn, forklarede Rodolphe den unge Kone, at denne uimodstaaelige Tiltrækningskraft hidrørte fra en tidligere Tilværelse.

— Hvorfor har vi to ikke kjendt hinanden før? sagde han. Hvilken Hændelse har villet det? Ligesom to Floder, der løber for at forene sig med hinanden, har vor Bane drevet os henimod hinanden.

Han greb hendes Haand, hun drog ikke sin bort.

„For en samlet Udstilling af Produkter”, raabte Præsidenten.

— Som for Exempel idag, da jeg kom hjem til Dem.

„Til Hr. Bizet i Quincampoix”.

— Vidste jeg da, at jeg skulde ledsage Dem?

„Halvfjersindstyve Francs”.

— Hundrede Gange har jeg villet tage bort, men jeg har fulgt Dem og er blevet.

„Gjødning”.

— Som jeg vil blive iaften, imorgen, hver Dag, hele mit Liv.

„En Guldmedaille til Hr. Caron i Argueil.”

— Jeg har aldrig befundet mig saa vel i Nogens Selskab.

„Dito til Hr. Bain i Givry-St. Martin”.

— Derfor vil jeg medtage Mindet om Dem.

„For et Merinosfaar . . .”

— Men De vil glemme mig, jeg vil være faret forbi Dem som en Skygge.

„Dito til Hr. Belot i Notre Dame”.

— Og dog, nei, De vil maaske af og til tænke lidt paa mig”.

„Svinerace, under lige Vilkaar, til de Herrer Léherisse og Cullenbourg, tredsinstyve Francs”.

Rodolphe trykkede hendes Haand og følte den varm og bævende som en fangen Turteldue, der vil flagre bort, men hvad enten hun nu prøvede paa at vikle den løs, eller hun besvarede Trykket, saa gjorde hun en Bevægelse med Fingrene, og han udbrød:

— Tak, tak, De støder mig altsaa ikke bort. Hvor De er god! Nu forstaaer De, at jeg tilhører Dem. Lad mig see paa Dem, lad mig beskue Dem.

Et Vindpust, der strøg ind ad Vinduerne, slog Folder paa Bordtæppet, og nedenfor paa Torvet reiste Bønderpigernes store Huer sig som hvide Sommerfuglevinger, der bevæge sig.

„Oliekager”, vedblev Præsidenten, der nu skyndte sig, „flandersk Gjødning, Hørdyrkning — Draining — lang Forpagtningstid — tro Tjeneste”.

Rodolphe talte ikke, de saae paa hinanden, en inderlig Attraa fik deres Læber til at skjælve, og ganske sagte som af sig selv trykkede deres Hænder hinandens.

„Catherine, Nicaise, Elisabeth Leroux fra Sassetot for at have tjent fireoghalvtredsinstyve Aar i samme Forpagtergaard, en Sølvmedaille til en Værdi af femogtye Francs.

— Hvor er hun, Catherine Leroux? gjentog Hr. Lieuvain.

Hun kom ikke, og man hørte Stemmer, som hviskede:

— Saa gaa dog frem!

— Nei!

— Til Venstre!

— Der er jo ikke Noget at være bange for!

— Hvor hun dog er dum!

— Naa, kommer hun da! raabte Tuvache.

— Ja . . . . der er hun.

— Træd saa nærmere!

— En lille gammel Kone, som syntes at skrumpe yderligere ind i sine fattige Klæder, traadte op paa Estraden med frygtsom Holdning. Hun havde svære Træsko paa Fødderne og et stort blaat Forklæde om Livet, hendes Ansigt var mere furet end et rynket Æble, og Ærmerne paa hendes røde Livstykke faldt ud paa to lange, knudrede Hænder. Støvet fra Kornladerne, Potaskeluden og den fedtede Uld havde i den Grad barket og rynket dem, at de forekom En smudsige, uagtet hun havde skyllet dem godt rent, og den lange Tjenestetid havde bevirket, at de stod halvt aabne for ligesom at frembyde et ydmygt Vidnesbyrd om saamange udstandne Lidelser. En klosterlig Strenghed fremhævede Udtrykket i hendes Ansigt; men intet Melankoli eller Vemod blødgjorde dette glansløse Blik. Ved den idelige Omgang med Dyrene, havde hun faaet deres Stumhed og Taalmodighed. Det var første Gang, hun saae saamange Mennesker om sig, og indvendig forskrækket ved Synet af Fanerne, Trommerne, Herrerne i sorte Kjoler og Lieuvains Kors stod hun aldeles stiv, idet hun ikke vidste, om hun skulde gaae nærmere eller løbe sin Vei, hvorfor Skaren stødte hende fremad, og hvorfor Dommerne tilsmilede hende. Saaledes stod et halvt Aarhundredes Trældom ligeoverfor disse fornøiede Spidsborgere.

— Træd kun nærmere, hæderlige Catherine, Nicaise, Elisabeth Leroux, sagde Lieuvain, efter at have taget Listen over de Præmiebelønnede fra Præsidenten, vexelvis mønstrede han Bladet og den gamle Kone, og med en faderlig Tone gjentog han: Kom kun nærmere, kom kun nærmere!

— Er hun døv? raabte Tuvache, der sprang op fra Lænestolen og gav sig til at raabe hende ind i Øret: Fireoghalvtredsinstyveaarig Tjenestetid, en Sølvmedaille, femogtyve Francs, den er til Dem!

Da hun havde faaet Medaillen, saae hun paa den. Et lykkeligt Smil viste sig paa hendes Ansigt, og idet hun gik bort, hørte man hende mumle:

— Den kan jeg gi'e vor Præst, saa kan han læse Messer for mig.

— Hvilken Fanatisme! raabte Apotekeren og bøiede sig hen til sin Sidemand.

Mødet var hævet, Skaren spredtes, og nu da Talerne var læst, indtog atter Enhver sin Rang, og Alt vendte tilbage til det Gamle. Herrerne skjændte paa Karlene, og disse slog Dyrene, indolente Triumfatorer, der vendte tilbage til Stalden med en grøn Krans mellem Hornene.

Imidlertid var Nationalgarden gaaet op paa første Sal i Mairiet med Boller, stukne paa Bajonetspidserne og med Bataillonstrommeslageren i Spidsen, der bar en Kurv med Flasker. Emma tog Rodolphes Arm, han fulgte hende hjem, de skiltes udenfor hendes Dør, derpaa gik han sig en Tur ud paa Markerne, indtil Banketten skulde afholdes.

Det var et langt og støiende Gilde med en yderst slet Opvartning, man sad saa sammenstuvet, at man havde Møie med at bevæge Albuerne, og de snævre Brædder, der tjente som Bænke, var nær ved at gaae itu under Gjæsternes Vægt. De havde en glubende Appetit, Enhver spiste rigeligt for sin Part. Sveden perlede paa Alles Pander, og en hvidlig Taage, ligesom over en Flod paa en Efteraarsmorgen, svævede over Bordet mellem de ophængte Olielamper. Lænet mod Teltvæggen var Rodolphe saa optaget af Tanken om Emma, at han slet ikke hørte Nogetsomhelst. Bagved ham paa Grønsværet opstablede Tjenerne de smudsige Tallerkener, hans Naboer talte, han svarede dem ikke, man fyldte hans Glas, men i hans Tanker var det tyst, trods den tiltagende Støi.

Han tænkte paa de Ord, hun havde sagt og paa hendes Læbers Form, som i et magisk Speil saae han hendes Ansigt i Schakoernes Plade, Folderne af hendes Kjole bredte sig langs Væggen, og elskovsfulde Dage oprullede sig i det Uendelige som Fremtidsperspektiver.

Han gjensaae hende om Aftenen under Fyrværkeriet, men hun var sammen med sin Mand og Ægteparret Homais. Apotekeren var stadig angst for at faae en Raketstok i Hovedet, og hvert Øieblik forlod han Selskabet for at anbefale Binet Agtsomhed.

De enkelte Fyrværkerinumre var bleven afsendte til Tuvache, der af overdreven Forsigtighed havde lukket dem ned i sin Kjelder; Krudtet, der var blevet fugtigt, tændte ikke, og Hovednumret der skulde forestille en Drage, som bed sig i Halen, slog aldeles klik. Fra Tid til anden gik der et stakkels romansk Lys af, saa brøde den gabende Skare ud i et Bifaldsraab, hvori Kvindernes. Skrig blandede sig, naar man benyttede sig af Mørket til at tage dem om Livet. Emma knugede sig sagte til Charles, med hævet Hoved fulgte hun Raketternes lysende Fart over den mørke Himmel. Rodolphe betragtede hende ved Skinnet af Lampetterne.

Lidt efter lidt gik disse ud, Stjernerne kom frem paa Himlen, der faldt nogle Draaber Regn. Hun bandt sit Tørklæde over det blottede Hoved.

I dette Øieblik kjørte Hr. Lieuvains Vogn ud af Kroen. Hans Kusk, der havde drukket sig fuld, sank pludselig sammen, og langt borte fra over Kaleschen mellem de to Lygter øinede man den uformelige Masse, der gyngede frem og tilbage efter Vognens Slingringer.

— Man burde gaae strengt tilværks mod Drikfældigheden, sagde Apotekeren. Naar jeg maatte raade, skulde man hver Uge paa en til dette Brug over Mairiet ophængt Tavle skrive Navnene paa alle dem, der i Ugens Løb havde fyldt sig med Spiritus. Forøvrigt havde man derved i statistisk Henseende ligesom aabne Annaler, hvormed man i fornøden Tilfælde kunde raadføre sig . . . Men undskyld mig et Øieblik!

Og atter løb han hen til Kaptainen.

Denne gik hjem til sin kjære Dreiebænk.

— Det vilde maaske ikke være saa urigtigt, om De sendte en af deres Mænd eller maaske selv . . . . sagde Homais.

— Men saa lad mig dog have Ro! svarede Binet, der er jo Ingenting i Veien.

— De kan berolige Dem, sagde Apotekeren, da han kom tilbage. Hr. Binet har forsikret mig, at man har taget de fornødne Forholdsregler, der er ikke faldet en eneste Gnist, Sprøiterne er fulde, lad os nu gaae til Ro.

— Ja, det trænger jeg virkelig ogsaa til, svarede hans Kone med en stærk Gaben, men vi har rigtignok havt et deiligt Veir til vor Fest.

— Ja deiligt, gjentog Rodolphe dæmpet og med et ømt Blik.

Og efterat have ønsket hverandre Godnat skiltes man.

To Dage efter stod der en lang Artikel i „Rouens Fakkel” om det landøkonomiske Møde. Homais havde skrevet den den følgende Dag i Begeistringens Hede.

„Hvorfor disse Festons, disse Blomster, disse Guirlander? Hvorhen strømmede denne Skare som det oprørte Havs Bølger under den tropiske Sols Straaler, der udspredte sin brændende Hede over vore Agre?” Derpaa udtalte han sig om Bøndernes Forhold, Regjeringen gjorde visselig meget, men dog ikke nok. „Mod, tilraabte han den, tusind Reformer er absolut nødvendige, lad os sætte dem i Værk.” Ved dernæst at omtale Hr. Lieuvains Ankomst glemte han ikke „vor Milits' krigerske Udseende” , „vore vimse Bønderpiger” og „Oldingerne med den skaldede Isse, et Slags Patriarker, hvoraf nogle, en Levning af vore udødelige Falanxer, endnu følte deres Hjerter banke ved Trommernes mandige Lyd”. Han anførte sig selv blant de første af Juryens Medlemmer og mindede endogsaa i en Note om, at Apotekeren Hr. Homais havde indleveret en Afhandling om Mosten til Selskabet for Agrikultur. Da han kom til Præmieuddelingen afmalede han de Belønnedes Fryd i dithyrambiske Udtryk. „Faderen omfavnede sin Søn, Broderen sin Broder og Ægtemanden sin Hustru. Mangen fremviste med Stolthed sin beskedne Medaille, og efter at være kommet hjem til sin brave Mage, har han uden Tvivl med Glædestaarer ophængt den paa sin Hyttes tavse Væg.”

„Henimod Klokken sex forsamlede et paa Hr. Liégards Eng dækket Bord Hoveddeltagerne i Mødet til et Festmaaltid. Ved Bordet herskede den hjerteligste Stemning, der blev udbragt forskjellige Skaaler. Hr. Lieuvain talte for Monarken, Hr. Tuvache for Præfekten, Hr. Derozerays for Agerdyrkningen, Hr. Homais for Industri og de skjønne Kunster, disse tvende Søstre, Hr. Leplichey for Fremskridtet. Om Aftenen oplystes Himlen pludselig af et straalende Fyrværkeri, man kunde kalde det et sandt Kaleidoskop, en straalende Operadekoration, og et Øieblik kunde vor lille By troe sig henflyttet til en Drøm fra „Tusind og een Nat”.

„Vi kan tilføie, at intet Uheld har formørket denne Familiefest.” Og han endte saaledes: „Geistligheden glimrede ved sin Fraværelse, den forstaaer rimeligvis Fremskridtet paa en anden Maade. Det staaer Eder frit for, mine Herrer Loyola!”

IX.

Der gik sex Uger. Rodolphe viste sig ikke, endelig kom han en Aftenstund.

Dagen efter „Mødet” havde han sagt til sig selv: „Det er ikke raadeligt at komme for hurtig igjen, det vilde være et Feilgreb,” og efter en Uges Forløb var han taget til forskjellige Jagtpartier. Efter Jagttiden tænkte han først, at det maaske var for sent; men derpaa anstillede han følgende Ræsonnement: „Hvis hun har elsket mig ligefra den allerførste Dag af, maa hun jo af lutter Utaalmodighed efter at gjensee mig elske mig endnu høiere. Lad os altsaa kun holde ud”. Han kunde indsee, at hans Beregning havde været rigtig, da Emma blegnede ved at see ham træde ind i Stuen.

Hun var ene. Dagen hældede, de smaa Musselinsgardiner gjorde kun Tusmørket tættere, og Forgyldningen paa Barometret, som ramtes af en Solstraale, sendte Reflexer i Speilet mellem Koralbuskens Grene.

Rodolphe blev staaende, og Emma besvarede knap hans første høflige Spørgsmaal til hendes Befindende.

— Jeg har havt Forretninger, tilføiede han, og desuden har jeg været syg.

— Alvorligt? udbrød hun.

— Velan nei! sagde Rodolphe og satte sig ved Siden af hende paa en Tabouret . . . . men jeg vilde ikke komme igjen.

— Hvorfor?

— Kan De ikke gjætte det?

Han betragtede hende endnu engang, men paa en saa lidenskabelig Maade, at hun rødmede og slog Øiet ned.

— Emma! vedblev han.

— Min Herre! udbrød hun og fjernede sig lidt.

— Ja, der kan De see, svarede han med melankolsk Stemme, at jeg havde Ret i ikke at ville komme igjen, thi dette Navn, dette Navn, der fylder min Sjæl og uvilkaarligt undslap mig, det forbyder De mig at nævne! Fru Bovary! . . . ja saaledes hedder De for Alle og Enhver; men det er ikke Deres Navn, det er en Andens.

Han gjentog: En Andens og skjulte Hovedet i Hænderne.

— Ja, jeg tænker stadig paa Dem! . . . Mindet om Dem er nær ved at bringe mig til Fortvivlelse. Ak, tilgiv mig! . . . Jeg forlader Dem. . . . Lev vel! . . . Jeg reiser langt bort . . . saa langt bort, at De aldrig skal høre tale om mig . . . og dog . . . idag . . . jeg veed ikke, hvad det er for en Magt, der drev mig hen imod Dem, thi man kan ikke kjæmpe mod Himlen, man kan ikke modstaae Englenes Smil. Man lader sig henrive af det, som er skjønt, yndigt, tilbedelsesværdigt.

Det var første Gang, at Nogen henvendte slige Ord til Emma, og ligesom Lemmerne strække sig med Velbehag i et varmt Bad, svulmede hendes Forfængelighed ved disse fyrige Ord.

— Men hvis jeg ikke er kommet, vedblev han, hvis jeg ikke har villet gjensee Dem, saa har jeg dog slugt Alt, hvad der omgiver Dem, med mine Øine. Hver Nat stod jeg op, jeg gik herhen og beskuede Deres Hus, Taget der belystes af Maanen, Havens Træer, der vuggede sig under Deres Vinduer og den lille Lampe hvis Skjær funklede gjennem Ruderne i Mørket. Oh, De vidste ikke, at saa nær ved Dem og dog saa fjernt befandt sig en stakkels Ulykkelig . . .

Hun vendte sig hulkende om imod ham: Hvor De er god!

— Nei, jeg elsker Dem, det er Alt. Det aner De ikke, men svar mig, et Ord, blot et eneste Ord.

Og Rodolphe lod sig ganske langsomt glide ned fra Taburetten paa Gulvet; men man hørte en Lyd af Træsko i Kjøkkenet, og Døren til Dagligstuen var, som han lagde Mærke til, ikke lukket.

— Hvor De vilde være elskværdig, vedblev han, idet han stod op, naar De vilde føie et af mine Ønsker.

Det var at besee Huset, han ønskede nok at lære det at kjende, og da Fru Bovary ikke saae noget Upassende deri, reiste de sig begge, da Charles traadte ind.

— Goddag Hr. Doktor, hilste Rodolphe ham med.

Smigret over denne uventede Titel, udbredte Lægen sig i høflige Talemaader, og den anden benyttede sig deraf til at fatte sig lidt.

— Fruen underholdt sig med mig om sit Helbred, sagde han endelig.

Charles afbrød ham, han havde virkelig mange Aarsager til at være urolig, hans Kones Ildebefindende var atter begyndt. Rodolphe spurgte da, om Motion til Hest ikke kunde være gavnlig.

— Jo netop, ypperligt, fortrinligt! . . . Det var en god Idee, den burde Du følge.

Da hun indvendte, at hun ingen Hest havde, tilbød Rodolphe at laane hende en; men hun afslog hans Tilbud, han trængte ikke videre paa, men for at motivere sit Besøg fortalte han, at hans Karl, den samme, der var bleven aareladt, stadig led af Svimmelhed.

— Jeg skal nok see ind til Dem, sagde Bovary.

— Nei, nei, jeg skal sende ham til Dem, vi kommer begge to, det vil være bekvemmere for Dem.

— Meget vel! Tak skal De ha'e.

— Hvorfor modtog Du ikke Hr. Boulangers venlige Tilbud? spurgte han hende, da Rodolphe var gaaet.

Hun surmulede, søgte tusind Undskyldninger og erklærede tilsist, at det maaske vilde tage sig besynderligt ud i Folks Øine.

— Hvad bryder jeg mig om Folk! sagde Charles og gjorde en Pirouette, Sundheden fremfor Alt, det var urigtigt af Dig.

— Ja men hvorledes vil Du have, at jeg skal kunne ride, naar jeg ingen Ridedragt har.

— Saa bestil Dig en.

Ridedragten bestemte hende.

Da den var færdig, skrev Charles til Hr. Boulanger, at hans Kone stod til hans Disposition, og at de gjorde Regning paa hans Venlighed.

Næste Dag Klokken tolv holdt Rodolphe udenfor Husets Dør med to Rideheste. Den ene havde rosenrode Sløifer i Ørene og en Damesadel af Hjorteskind.

Han havde taget lange bløde Ridestøvler paa i den Mening, at hun aldrig før havde seet slige. Emma var virkelig fortryllet over hans Holdning, da han gik op ad Trappen i sin store Fløielsfrakke og sine hvide snevre Benklæder. Hun var færdig, hun ventede paa ham.

Justin smuttede ud fra Apoteket for at see hende, selv Homais viste sig. Han anbefalede Hr. Boulanger at være forsigtig.

— Der kan saa nemt skee en Ulykke, tag Dem i Agt! Deres Heste er maaske iltre.

Hun hørte en Lyd over sit Hoved, det var Felicité, der trommede paa Ruderne for at more den lille Bertha. Barnet kyssede paa Fingren til hende, Moderen besvarede det ved at hilse op til det med Skaftet paa sin Ridepisk.

— God Fornøielse! raabte Homais, og bare forsigtig, bare forsigtig! Og han svingede med Avisen, idet han saae efter dem.

Saasnart Emmas Hest kom ud paa Jordveien, løb den afsted i Galop. Rodolphe galoperede ved Siden af hende. Af og til vexlede de et Par Ord. Med Hovedet lidt sænket, med hævet Haand og den høire Arm udstrakt vuggede hun frem og tilbage paa Sadlen, altsom Hesten bevægede sig.

Ved Foden af Bakkerne slap Rodolphe Tøilerne, Hestene foer afsted med et eneste Sæt, men efterat have naaet Toppen stansede de pludselig, og hendes store blaa Slør faldt tilbage.

Det var i de første Dage af Oktober. Der laae en Taage henover Landskabet; Dampene steg og faldt vexlende mellem Høiene, mens de øvre disede Luftlag efterhaanden opløste sig og forsvandt. Stundom opdagede man idet Fjerne, naar Taagerne skiltes af en Solstraale, Yonvilles Tage med Haverne ved Flodbreden og med Gaardene, Murene og Kirketaarnet. Emma lukkede Øielaagene halvt for at opdage sit eget Hus, og aldrig før havde den lille Landsby, hvor hun levede, forekommet hende saa ussel. Fra den Høide, hvori de befandt sig, saae hele Dalen ud som en umaadelig bleg Sø, der fordampede i Luften. Skovpartierne sprang hist og her frem som sorte Klipper, og de høie Linier af Poppeltræer, der dukkede frem af Taagen, lignede Klitter, som bevægedes af Vinden.

Henover Grønsværet mellem Granerne laae der en brun Tone i den varme Luft. Jorden, der var brunrød som Snustobak, dæmpede Lyden af Skridtene, og med Hovene sparkede Hestene de nedfaldne Grankogler frem foran sig.

Rodolphe og Emma red saaledes langsmed Udkanten af Skoven. Af og til vendte hun sig bort for at undgaae hans Blik, og da saae hun kun de lange Ruder af Stammer, hvis ensformige Linie gjorde hende svimmel. Hestene pustede, Læderet paa Sadlerne knirkede.

I det Øieblik de red ind i Skoven, kom Solen frem.

— Gud beskytter os! sagde Rodolphe.

— Troer De? spurgte hun.

— Fremad, fremad! svarede han.

Han smækkede med Tungen, Dyrene løb til.

Lange Bregner fra Veikanten hagede sig fast til Emmas Stigbøiler; altsom de red videre frem, hældede Rodolphe sig hen over hende og trak dem ud efterhaanden. Atter andre Gange red han tæt hen til hende for at fjerne Grenene, og Emma følte hans Knæ streife hendes Ben. Himlen var bleven blaa, Bladene rørte sig ikke. Der var store Lysninger med blomstrende Lyng, violette Flader vexlede med graa, brune og gyldne Trætykninger alt efter Løvets forskjellige Farve. Ofte hørte man en Vingeklapren under Buskene eller Et hæst og sagte Skrig, naar en Ravn fløi ind imellem Egene.

De steg ned; Rodolphe bandt Hestene fast. Hun gik frem paa Mosset mellem Hjulsporene.

Ridekjolen, der var altfor lang, generede hende, skjønt hun havde hæftet den op ved Slæbet, og Rodolphe, der gik bagved hende, stirrede uafladeligt paa den fine hvide Strømpe mellem det mørke Klæde og den sorte Halvstøvle, det forekom ham at være ligesom en Del af hendes nøgne Legeme.

Hun stansede med de Ord: Jeg er træt.

— Prøv kun lidt endnu, svarede han, tab ikke Modet!

Hundrede Skridt længere borte stansede hun atter, og gjennem Sløret, der faldt skraat ned paa Hofterne fra hendes Herrehat, skjelnede man hendes Ansigt i en blaalig Tone, som om det svømmede under azurblaa Bølger.

— Men hvor skal vi da hen?

Han svarede ikke, hun drog Veiret stødvis. Rodolphe kastede Blikket rundt om sig og bed sig i Knebelsbarten.

De kom til et mere aabent Sted, hvor man havde fældet unge Træer. De satte sig paa en væltet Træstub, og Rodolphe begyndte at tale om sin Kjærlighed.

Han skræmmede hende ikke strax med Komplimenter, han var rolig, alvorlig, melankolsk.

Emma hørte paa ham med sænket Hoved, idet hun med Spidsen af sin Fod rørte ved Spaanerne.

Men ved disse Ord: „Er vore Skjæbner fra nu af ikke uadskillelige?” svarede hun: Nei, det veed De jo nok, det er umuligt.

Hun reiste sig for at gaae, han greb hende om Haandledet; hun stansede. Efter i nogle Øieblikke at have betragtet ham med et forelsket og aldeles fugtigt Blik, sagde hun hastigt:

— Hold nu op, lad os ikke mere tale derom! . . . Hvor er Hestene? Lad os tage hjem!

Han gjorde en Bevægelse af Vrede og Forstemthed. Hun gjentog:

— Hvor er Hestene? Hvor er Hestene?

Med et besynderligt Smil, et stivt Blik og sammenbidte Tænder traadte han henimod hende med udstrakte Arme. Hun veg skjælvende tilbage og stammede:

— De gjør mig bange, De gjør mig Fortræd. Lad os komme afsted!

Han blev strax ærbødig, indsmigrende og frygtsom. Hun gav ham Armen, de vendte om, jog han sagde:

— Hvad feilede De dog? Hvad var der i Veien? Jeg forstod Dem ikke. De tog vistnok feil. De troner i min Sjæl som en Madonna paa sit Fodstykke. Men jeg behøver Dem for at leve, jeg behøver Deres Øine, Deres Stemme, Deres Tanker. Vær min Veninde, min Søster, min Engel.

Han udstrakte Armene og slyngede dem om hendes Liv, hun forsøgte blidt at løsrive sig. Paa denne Maade støttede han hende under Gangen. Man hørte Hestene græsse i Løvet.

— Bliv lidt endnu! bad Rodolphe. Lad os ikke strax tage hjem!

Han drog hende længere bort hen til en lille Dam, hvorover Andemaden dannede et grønt Betræk. Visne Aakander stod ubevægeligt mellem Sivene, ved Lyden af deres Skridt i Græsset hoppede Frøerne ud for at skjule sig.

— Det er urigtigt af mig, ja det er urigtigt af mig, yttrede hun. Det er Vanvid at høre paa Dem.

— Hvorfor? . . . Emma, Emma!

— Oh! Rodolphe! . . . hviskede den unge Kone langsomt og bøiede sig henover hans Skulder.

Hendes Ridekjole hagede sig fast til hans Fløielsfrakke. Hun bøiede sin hvide Hals tilbage, den svulmede med et Suk; og afmægtig, badet i Taarer, med en heftig Gysen og skjulende Ansigtet hengav hun sig.

Aftenens Skygger sænkede sig, Solen, der faldt ned mellem Grenene, stak hende i Øinene. Hist og her rundt om hende i Løvet og paa Jorden dirrede lysende Pletter, ligesom om Colibrier i Flugten havde udstrøet deres Fjer. Der herskede dyb Tavshed overalt, en blid Fred syntes at svinde frem fra Træstammerne, hun følte atter sit Hjerte banke og Blodet strømme mildt og velgjørende om i hendes Legeme. Fjernt borte hinsides Skoven paa de andre Høie hørte hun et ubestemt langt Skrig, en hendøende Stemme, og hun lyttede tavst til disse Lyde, der blandede sig som en Musik med den sidste Vibreren af hendes bevægede Nerver. Med Cigaren mellem Tænderne slikkede Rodolphe med sin Pennekniv paa en af Tøilerne, der var gaaet itu.

De red tilbage til Yonville ad den samme Vei. De gjensaae Sporene af deres Heste paa Jorden, Side om Side, og de samme Buske, de samme Stene i Græsset. Intet omkring dem var forandret, og dog var der for hende kommet noget Betydeligere til, end om Bjergene havde skiftet Plads. Af og til hældede Rodolphe sig henimod hende og greb hendes Haand, for at trykke et Kys derpaa.

Hvor hun var nydelig til Hest! Rank, med sin slanke Skikkelse, med Knæet bøiet henover Dyrets Manke og lidt blussende af den friske Luft i Aftenrøden.

Paa Yonvilles Gade lod hun Hesten kapriolere, man saae paa hende fra Vinduerne.

Ved Bordet syntes hendes Mand, at hun saae godt ud; men hun lod, som om hun ikke hørte hans Spørgsmaal, da han erkyndigede sig om Turen, og hun sad grublende med Albuen paa Bordet mellem de to tændte Lys.

— Emma! sagde han.

— Hvad vil Du?

Ieftermiddag har jeg været hos Hr. Alexandre, han har et gammelt Hoppeføl, der endnu seer ganske godt ud, det er kun lidt skaldet paa Knæerne, man kunde rimeligvis faae det tilkjøbs for hundrede Daler. . . . I den Tanke at det maaske kunde glæde Dig, beholdt jeg det . . . . jeg har kjøbt det. . . . Synes Du om det? . . . Men saa svar mig dog.

Hun nikkede bekræftende, et Kvarterstid efter spurgte hun ham: Skal Du ud i Aften?

— Ja. Hvorfor?

— Aa, ikke for Noget, min Ven!

Og da hun var bleven fri for Charles, gik hun op og lukkede sig inde paa sit Værelse.

Først var hun ligesom svimmel, hun gjensaae Træerne, Veiene, Grøfterne, Rodolphe, og følte sig endnu omsluttet af hans Arme, medens Løvet skjælvede, og Sivene hvislede.

Men idet hun saae sig i Speilet, blev hun forundret over sit Udseende, aldrig havde hendes Øine været saa dybe, saa store, saa mørke. Noget Subtilt havde udgydt sig over hende og omskabt hende.

Hun vedblev at gjentage: Jeg har en Elsker, en Elsker, og hun frydedes ved denne Tanke, som om hun for anden Gang var bleven udviklet Kvinde. Endelig skulde hun altsaa besidde disse Elskovens Glæder, denne Lykkens Rus, som hun havde opgivet Haabet om. Hun traadte ind i et vidunderligt Land, hvor Alt skulde være Lidenskab, Extase, Feberrus; Følelsens Tinder funklede for hendes Tanker, og Hverdagstilværelsen stod kun for hende i det Fjerne og hyllet i Skygger.

Da mindedes hun Heltinderne i de Romaner, hun havde læst, og et Kor af disse utro Hustruer gav sig til at synge for hendes Sjæl med bedaarende Søsterstemmer. Hun blev ligesom en virkelig Del af disse Fantasiskabninger og realiserede sin Ungdoms Drømmerier ved at betragte sig selv i den Elskerindetype, hvorefter hun saa ivrigt havde higet. Iøvrigt følte Emma en tilfredsstillet Hævnlyst. Havde hun ikke lidt nok? Men nu triumferede hun, og Kjærligheden, som hun saa længe havde holdt tilbage, vældede frem med glad Jubel. Hun nød den uden Samvittighedsnag, uden Uro, uden Forvirring.

Den næste Dag gik hen med nye Glæder. De tilsvoer hinanden Eder, hun skildrede ham sin Melankoli. Rodolphe afbrød hende med Kys, og hun bad ham, idet hun lukkede Øinene halvt, om atter at kalde hende ved Navn og gjentage, at han elskede hende. Det var ligesom den foregaaende Dag i Skoven, i en Træskomagers Hytte. Væggene var af Straa, og Taget gik saa lavt ned, at man maatte holde sig bøiet. De sad paa et Leie af tørre Blade.

Fra denne Dag at regne skrev de regelmæssigt hver Aften til hinanden. Emma bragte sit Brev ned for Enden af Haven ved Strømmen i en Revne paa Terrassen. Rodolphe hentede det der og lagde et andet i Stedet, som hun stadig beskyldte for at være altfor kort.

En Morgen, da Charles var taget afsted før Daggry, blev hun grebet af Lyst til ligestrax at see Rodolphe. Man kunde i en Fart komme til La Huchette, blive der en Timestid og komme hjem igjen, mens Alle endnu laae og sov. Denne Tanke fik hende til at stønne af Lyst, og snart stod hun midt paa Engen, hun gik med hurtige Fjed uden at vende sig om.

Det begyndte at grye ad Dag. Langtbortefra kunde Emma kjende sin Elskers Hus, hvis tvende Veirhaner tegnede sig dunkelt i den blege Morgendæmring.

Bagved Avlsgaardene laae en stor Bygning, der formodentlig var Herregaarden. Hun traadte ind deri, som om Murene ved hendes Ankomst havde fjernet sig af sig selv. En stor Trappe førte op til en Corridor, hun dreiede paa en Dørklinke og saae pludselig i Baggrunden af Værelset en sovende Mand. Det var Rodolphe, hun udstødte et Skrig.

— Er det Dig? er det Dig? raabte han. — Men hvorledes har Du dog baaret Dig ad med at komme? . . . Din Kjole er jo ganske vaad.

— Jeg elsker Dig, svarede hun og lagde Armene om hans Hals.

Da hendes første dristige Udflugt var gaaet godt, klædte Emma sig hurtig paa, hver Gang Charles tog tidlig afsted og listede sig sagte ned ad den Trappe, der førte til Vandet.

Naar Stien var ufremkommelig, maatte hun følge Murene langs Floden, og for ikke at falde, holdt hun sig fast ved de visne Levkøibuske. Derpaa maatte hun gjennem Pløiemarkerne, hvor hun ofte snublede, og hvori hendes tynde Støvler blev siddende fast. Hendes om Hovedet knyttede Tørklæde flagrede for Vinden, hun blev angst for Hornkvæget og gav sig til at løbe, hun naaede sit Maal forpustet og med røde Kinder, hele hendes Skikkelse medbragte ligesom en Duft af den friske Natur, det frodige Grønne og den frie Luft; ved denne Tid sov Rodolphe endnu. Det var ligesom en Foraarsmorgen, der traadte ind i hans Kammer.

De gule Gardiner tillod kun et mat dæmrende Lys at trænge ind. Emma samlede om med blinkende Øine, mens Dugdraaberne, som hang i hendes Fletninger, dannede ligesom en Glorie af Topaser om hendes Ansigt. Smilende drog Rodolphe hende henimod sig og trykkede hende til sit Hjerte.

Derpaa mønstrede hun hans Værelse, hun aabnede hans Skuffer, redte sig med hans Kam og saae sig i hans Barberspeil. Stundom tog hun det tykke Piberør i Munden, der laae paa Toilettebordet mellem Citroner, et Par Stykker hvidt Sukker og en Karaffel med Vand.

De brugte et godt Kvarter til at sige hinanden Farvel. Emma græd, hun havde ønsket aldrig at skulle forlade Rodolphe. En Magt, der var stærkere end hendes Villie drev hende henimod ham og det saa ofte, at han en Morgen, da hun uformodet besøgte ham, rynkede Ansigtet som En, der bliver forstemt.

— Men hvad feiler Du dog? Er Du syg? Sig mig det!

Endelig erklærede han med alvorlig Mine, at hendes Besøg blev uforsigtige, og at hun kompromitterede sig.

X.

Lidt efter lidt blev hun smittet af Rodolphes Angst. Kjærligheden havde først beruset hende, og hun havde ikke tænkt paa Noget udenfor den. Men nu, da den var bleven uundværlig for hendes Liv, frygtede hun for at miste Noget deraf, eller for at den skulde blive forstyrret. Naar hun gik hjem fra ham, kastede hun urolige Blikke fandt omkring sig og speidede efter hver Skikkelse, der viste sig i Horisonten og hver Vinduesrude, hvorfra man kunde see hende. Hun lyttede til Skridtene, Raabene, Lyden af Plovene og stansede blegere og mere skjælvende end Løvet paa Poplerne, der vuggede sig over hendes Hoved.

En Morgenstund, da hun saaledes vendte tilbage, troede hun pludselig at skjelne Mundingen af en lang Karabin, der sigtede paa hende. Den stak skraat frem af en lille Tønde, der laae halvt skjult mellem Græsset ved en Grøftekant. Nær ved at besvime af Angst gik dog Emma fremad, da en Mand pludselig sprang ud af Tønden ligesom en Trold, der farer frem af en Snusdaase. Han havde Gamascher spændte op ligetil Knæene, hans Kaskjet faldt ham ned over Øinene, Læberne dirrede, og Næsen var rød af Kulde. Det var Kaptain Binet, der laae paa Lur efter Vildænder.

— De burde have raabt mig an! udbrød han. Naar man seer en Bøsse, bør man strax gjøre Anskrig.

Med disse Ord søgte Skattekræveren at dølge den Frygt, hun havde indjaget ham, thi da Præfekten havde forbudt Jagt paa Vildænder paa hvilkensomhelst anden Maade end til Baads, var Binet trods sin Ærbødighed mod Lovene dog her i Konflikt dermed. Derfor troede han ogsaa hvert Øieblik at høre Markvogteren komme, men denne Uro pirrede kun Nydelsen, og ganske ene i sin Tønde beundrede han sit Held og sin Snildhed.

Ved Synet af Emma faldt der en tung Sten fra hans Hjerte, og idet han søgte at indlede en Samtale, bemærkede han:

— Det er ikke videre varmt i Veiret idag, det bider fælt.

Emma svarede ikke.

— De er gaaet meget tidligt ud idag, vedblev han.

— Ja, stammede hun, jeg har været hos Ammen, der har mit Barn i Pleie.

— Naa saaledes at forstaae, ja, seer De nu, hvad mig angaaer, saa har jeg været her ligefra Daggry, men det er jo saa taaget i Veiret, at man . . .

— Farvel Hr. Binet, afbrød hun ham og vendte ham Ryggen.

— Ærbødigste Tjener Frue! svarede han tørt og krøb ind igjen i sin Tønde.

Emma fortrød, at hun saa brat havde forladt Skattekræveren, han vilde uden al Tvivl drage ugunstige Slutninger. Historien med Ammen var den værste Undskyldning, da alle Mennesker i Yonville vidste, at Barnet allerede for et Aar siden var kommet tilbage til Forældrene, forøvrigt boede der Ingen i Omegnen, denne Vei førte kun til La Huchette, Binet havde altsaa gjættet, hvorfra hun kom, og han vilde ikke tie stille, han vilde sladre af Skole, det var hun vis paa. Hun vedblev lige til Aften med at pine sig selv for at hitte paa alle mulige Slags Løgne, og uophørligt havde hun dette Fæhoved med hans Jagttaske for Øie.

Da Charles efter Maaltidet saae hende saa tankefuld, vilde han have hende lidt med ind til Apotekerens, for at adsprede hende, og det første Menneske, hun saae paa Apoteket, var atter Binet, han stod foran Disken, belyst af Skjæret fra de røde Krukker.

— Vil De give mig en halv Unze Vitriol, hørte hun ham sige.

— Justin! raabte Apotekeren, bring mig Svovlsyren! og idet han vendte sig om til Emma, der vilde gaae op til hans Kone, sagde han: Nei, bliv De kun, De skal ingen Uleilighed gjøre Dem, hun kommer ligestrax ned. Varm Dem imidlertid lidt ved Ovnen! . . . Undskyld mig et Øieblik! . . . Goddag Doktor (dette Ord udtalte Apotekeren med en vis Stolthed, ligesom han ved at anvende det paa en Anden, havde faaet noget af den Glans, han fandt derved, til at falde tilbage paa sig selv). Men tag Dig dog iagt for at vælte Morterne, Justin, hent hellere Stolene fra den lille Stue, Du veed jo nok, at Salsstolene ikke maa flyttes.

Og for at stille Salsstolene i Orden, foer Homais udenfor Disken, da Binet bad om en halv Unze Sukkersyre.

— Sukkersyre! udbrød Apotekeren foragteligt, jeg kjender ikke denne Benævnelse, den er mig aldeles fremmed. De mener formodentlig Oxalsyre, ikke fandt, Oxalsyre?

Skattekræveren forklarede ham da, at han skulde bruge noget Ætsende til at sammensætte en Kobberforbindelse, hvormed han kunde tage Rusten af forskjellige Jagtrekvisiter. Emma gjøs.

— Ja, Veiret er ikke heldigt, det er saa taaget, bemærkede Apotekeren.

— Og dog, svarede Binet med et fiffigt Smil, er der Folk, der synes ganske godt derom.

Hun var nær ved at kvæles.

— Vil De saa give mig . . . .

— Men gaaer han da aldrig? tænkte hun.

— En halv Unze Terbentin og Harpix, fire Unzer gult Vox til at rense det lakerede Læder paa min Jagtdragt og tre halve Unzer Trækul.

Apotekeren begyndte at skjære Vox, da Fru Homais viste sig med Irma i sine Arme, Napoléon ved sin Side og Athalie bag efter sig. Hun satte sig ned paa Bænken ved Vinduet, og Drengen krøb sammen paa en Taburet, medens hans ældste Søster snusede omkring Bolschekrukken henne ved sin lille Papa. Han hældte i Tragter og tilproppede Flasker, klistrede Etiketter og lavede Pakker. Der var ganske stille, og kun af og til kunde man høre Vægten klinge i Skaalerne og et Par dæmpede Ord af Apotekeren, naar han gav sin Elev en Forskrift.

— Hvorledes har Deres Lille det? spurgte pludselig Fru Homais.

— Tys! raabte hendes Mand, der skrev Tal ind i Kladebogen.

— Hvorfor har De ikke taget hende med? vedblev hun dæmpet.

— Tys, tys, hviskede Emma og pegede hen paa Homais.

Men Binet, der var aldeles fordybet i at see paa Regningen, havde rimeligvis ikke hørt Noget, endelig gik han da. Lindret udstødte Emma et dybt Suk.

— Hvor De drager Veiret tungt! bemærkede Fru Homais.

— Ja, her er ogsaa vel varmt, svarede hun.

Næste Dag tænkte de paa at ordne deres Stævnemøder regelmæssigt, Emma vilde bestikke sin Tjenestepige med en Foræring, men det var bedre at finde et ubemærket Hus i Yonville, Rodolphe lovede at opsøge et.

I Løbet af Vinteren kom han tre eller fire Gange om Ugen, naar det var bælgmørkt ind i Haven. Emma havde netop derfor taget Nøglen til Havelaagen, som Charles troede var bleven borte.

For at underrette hende om sin Nærværelse kastede Rodolphe en Haandfuld Sand op imod Persiennerne. Hun foer op med et Sæt, men undertiden maatte hun vente, thi Charles havde den Mani at passiare i Kakkelovnskrogen og blev aldrig færdig. Hun fortæredes af Utaalmodighed, hvis hendes Øine havde formaaet det, havde de kastet ham ud af Vinduet. Endelig begyndte hun at gjøre sit Nattoilette, derpaa tog hun en Bog og vedblev ganske roligt at læse deri, som om Læsningen morede hende; mens Charles, der havde lagt sig, kaldte paa hende.

— Saa kom dog Emma! Det er sent.

— Ja, nu kommer jeg strax, svarede hun.

Da imidlertid Lyset skjar ham i Øinene, vendte han sig om mod Væggen og faldt i Søvn. Hun smuttede ned, idet hun holdt sit Aandedræt tilbage, smilende, skjælvende, afklædt.

Rodolphe havde en stor Kappe, han svøbte hende fuldstændig ind deri, og med Armen om hendes Liv drog han hende dybt ned i Haven.

Det var i Lysthuset paa den samme Bænk af tørre Grene, hvor fordum Léon havde seet saa forelsket paa hende de lange Sommeraftener. Nu var han langt borte fra hendes Tanker!

Stjernerne skinnede igjennem de bladløse Jasminers Grene. Bag ved sig hørte de Strømmen flyde og undertiden en Raslen af de tørre Siv ved Breden. Trætykningerne svulmede hist og her frem i Mørket, undertiden foer de alle pludselig sammen, reiste sig og heldede sig henimod de Elskende som umaadelige mørke Bølger, der nærmede sig for at opsluge dem. Nattekulden fik dem til at klynge sig tættere op til hinanden, deres Sukke forekom dem stærkere, deres Øine, som de neppe skimtede, forekom dem større, og midt under Tavsheden blev der ganske sagte hvisket Ord, der faldt paa deres Sjæl med krystalren Vellyd og klang dybt og længe.

Naar det var en regnfuld Nat, flygtede de ind i Konsultationsværelset mellem Skuret og Stalden. Hun tændte et af Lysene fra Kjøkkenet, som hun havde skjult bag Bøgerne. Rodolphe installerede sig der, som om han var hjemme. Imidlertid vakte Synet af Biblioteket og Skrivebordet, kort sagt af hele Værelset hans Munterhed, og han kunde ikke bare sig for at fremkomme med adskillige ironiske Bemærkninger angaaende Charles, der gjorde Emma forlegen. Hun havde ønsket at see ham alvorligere og mere dramatisk, naar der var Anledning dertil, som for Exempel engang, da hun troede at høre Lyden af Skridt, der nærmede sig.

— Der kommer Nogen! hviskede hun.

Han pustede Lyset ud.

— Har Du Pistoler hos Dig?

— Hvorfor?

— For at forsvare Dig, . . . . naturligvis!

— Mener Du mod Din Mand! Den Stakkel!

Rodolphe fuldendte disse Ord med en Gestus, der tydelig nok betød: Jeg kunde jo knuse ham med en Næsestyver!

Hun var blændet af hans Tapperhed, skjønt hun følte en vis Mangel paa Delikatesse og en naiv Plumphed i hans Svar, der stødte hende.

Rodolphe tænkte længe paa denne Pistolhistorie. Hvis det var hendes ramme Alvor, fandt han det meget latterligt ja endogsaa grusomt, thi han havde slet ingen Grund til at hade den skikkelige Charles, da han aldeles ikke fortæredes af Skinsyge — i den Anledning havde Emma forresten svoret ham en dyr Ed, som han just ikke fandt videre smagfuld.

Forøvrigt blev hun meget sentimental. De havde maattet udvexle Miniaturbilleder, man havde klippet Lokker af hinandens Haar, og nu forlangte hun en Ring, en virkelig Trolovelsesring, som Tegn paa en evig Forbindelse. Ofte talte hun til ham om „Kirkeklokkerne” eller om „Naturens Røster”, saa underholdt hun ham om sin egen og hans Moder. Rodolphe havde mistet sin for tyve Aar siden. Ikkedestomindre trøstede Emma ham med kjælne Talemaader, som man bruger til et lille forladt Barn og sagde endogsaa undertiden, idet hun saae op paa Maanen:

— Jeg er vis paa, at de fra deres Himmel bifalder vor Kjærlighed.

Men hun var saa smuk! Der var kun faa, der havde elsket ham saa oprigtigt, dette Forhold var ligesom noget Nyt for ham, som idet det bortdrog ham fra hans flygtige Forbindelser, samtidig smigrede hans Forfængelighed og hans Sanselighed. Emmas overspændte Væsen, som hans filistrøse Forstand foragtede, forekom ham dog i Grunden yndigt, fordi han var Aarsag dertil. I Vished om at være elsket lagde han da ikke længer Baand paa sig, og umærkeligt forandrede hans Optræden sig.

Han havde ikke som forhen disse saa milde Ord, der fik hende til at græde eller disse lidenskabelige Kjærtegn, der næsten gjorde hende vanvittig, — deres dybe Kjærlighed, hvori hun havde sænket sig med hele sin Sjæls Fylde, syntes at svinde ind, ligesom Vandet i en Flod, der svinder bort fra Leiet, og hun fik Øie paa Dyndet. Hun vilde ikke troe derpaa, hun fordoblede sin Ømhed, og Rodolphe skjulte kun mindre og mindre sin Ligegyldighed.

Hun vidste ikke, om hun fortrød, at hun havde hengivet sig til ham, eller om hun ikke tverimod ønskede at elske ham endnu høiere. Ydmygelsen ved at føle sig svag forvandlede sig til et Nag, som Vellysten dog mildnede. Det var ikke Hengivenhed men ligesom en vedvarende Forførelse. Han underkuede hende. Hun var næsten angst for ham.

Tilsyneladende var deres Forhold roligere end nogensinde, da det var lykkedes Rodolphe at lede det efter sit Hoved, og efter et halvt Aars Forløb, da det atter blev Foraar, stod de ligeoverfor hinanden som et Par Ægtefolk, der jævnt vedligeholde Arnens Flamme.

Det var paa den Tid, at Fa'er Rouault pleiede at sende en Kalkun til Minde om sit kurerede Ben. Præsenten var stadig ledsaget af et Brev. Emma skjar Snoren over, der holdt det til Kurven og læste følgende Linier:

„Kjære Børn!

„Jeg haaber, at Medfølgende maa finde Jer ved godt Helbred, og at den maa være ligesaa god som de forrige, thi den forekommer mig lidt blødere, om jeg saa tør sige, og federe. Men næste Gang vil jeg dog til en Forandring skikke Jer en Hane, med mindre I særlig sætter Pris paa Høns, og vær saa venlig at sende mig Kurven tilbage tilligemed de to tidligere. Jeg bar havt et Uheld med mit Vognskur, Taget fløi nemlig af forleden Nat i den stærke Blæst. Høsten har heller ikke været gunstig. Derfor veed jeg ikke, naar jeg faaer Stunder til at besøge Jer. Det er saa vanskeligt for mig at forlade Hjemmet, nu da jeg er ene.”

Her var et Mellemrum mellem Linierne, som om den gamle Mand havde ladet Pennen falde, for at tænke sig lidt om.

„Hvad mig selv angaaer, saa har jeg det godt med Undtagelse af en Forkjølelse, jeg fik forgangen Dag paa Markedet ved Yvetot, hvor jeg var taget hen for at fæste en Røgter, da jeg havde jaget min gamle paa Døren formedelst hans store Lækkersultenhed. Ja man har sin Nød med det Kjæltringekram. Han duede nu forresten slet ikke.”

„Af en Bissekræmmer, som i Vinter besøgte Jeres Egn og fik en Tand trukken ud hos Din Mand, fik jeg at vide, at Bovary har godt at bestille. Det undrer mig ikke. Fyren viste mig sin Tand, og derefter drak vi en Kaffepunsch. Jeg spurgte ham, om han havde seet Dig, han svarede nei, men han havde seet to Dyr i Stalden, hvoraf jeg slutter, at Forretningen gaaer godt. Desbedre, mine kjære Børn, og gid den gode Gud maa skjænke Jer al mulig Lykke.”

„Det gjør mig ondt, at jeg endnu ikke har seet mit elskede Barnebarn. Nede i Haven lige under Dit Kammer har jeg plantet et Blommetræ, og der maa ikke røres deraf for det Første, men senere skal der laves Marmelader deraf, som jeg vil gjemme til hun kommer for at besøge mig.”

„Lev vel, mine kjære Børn! Mange Kys til Jer alle Tre”.

Din kjærlige Fader

Théodore Rouault.

Hun sad nogle Øieblikke med det grove Stykke Papir i Haanden. Der vrimlede af ortografiske Feil, og Emma forfulgte den venlige Tanke, der kaglede derigjennem som den i Tjørnehækken halvt skjulte Høne. Han havde tørret Skriften med Aske fra Kaminen, thi lidt graat Støv gled fra Brevet ned paa hendes Kjole, og hun troede næsten at see sin Fader bøie sig ned mod Arnestedet for at gribe Ildtangen. Hvor det var længe siden, hun havde siddet hos ham paa Skamlen ved Kaminen, da hun sved Spidsen af hans Stok i Sivbaalet . . . Hun mindedes de solvarme Sommeraftener, Føllene som vrinskede, idet man gik forbi dem og satte afsted i Galop . . . Under Vinduet stod en Bikube, og undertiden svang Bierne sig i Sollyset og slog mod Ruderne ligesom tilbagespringende Guldkugler. Hvor var hun ikke lykkelig dengang! hvilken Frihed! Hvilke Forhaabninger, hvilken Rigdom af Illusioner! Og nu var der ingen tilbage! Hun havde sat dem alle til i sit Livs forskjellige Faser, i sin Jomfrustand, i sit Ægteskab, i sin Kjærlighedsforbindelse — hun havde tabt dem langs med Livet, ligesom den Reisende, der lader Noget blive tilbage af sin Rigdom i alle Gjæstgiverstederne paa Veien.

Men hvad gjorde hende da saa ulykkelig? Hvor var den Katastrofe, der havde forstyrret hendes Liv? Hun hævede Hovedet og kastede et Blik rundt om sig ligesom for at søge efter Aarsagen til sine Lidelser.

Foraarssolen skinnede paa Porcelænet paa Etagèren, Ilden knittrede, hun følte det bløde Tæppe under sine Morgensko, Lyset var klart, Luften mild, og hun hørte sit Barn lee høit af Glæde.

Den Lille boltrede sig udenfor i Haven, hvor Lestiboudois just stod og rev Græsset. Bertha laae plat ned paa Maven, mens Pigen holdt hende ved Skjørtet, hver Gang Karlen nærmede sig, rakte Barnet sig frem og kløvede Luften med sine smaa Arme.

— Bring hende op til mig, sagde Moderen, og styrtede Pigen imøde for at omfavne det, hvor jeg elsker Dig mit stakkels Barn, hvor jeg elsker Dig!

Idet hun opdagede, at den Lilles Øreflipper var lidt snavsede, ringede hun hurtig efter varmt Vand, vaskede hende, lod hende skifte Linned, Strømper og Sko, erkyndigede sig vel tusinde Gange om hendes Helbred, som om Barnet var vendt hjem fra en lang Reise, hun kyssede det med Taarer i Øiet og gav det endelig tilbage til Pigen, der stod ganske forbavset over dette Udbrud af Ømhed.

Om Aftenen fandt Rodolphe hende alvorligere end ellers.

— Det gaaer nok over, tænkte han, det er en Kaprice.

Og han udeblev tre Gange i Træk fra Stevnemøderne. Da han derpaa kom tilbage, viste hun sig kold og næsten haanlig.

— Du spilder kun Din Tid, min Smukke.

Og han lod, som om han slet ikke lagde Mærke til hendes melankolske Sukke eller til Lommetørklædet, som hun trak frem.

Da fortrød Emma hvad hun havde gjort.

Hun spurgte sig endogsaa selv, af hvad Grund hun afskyede Charles, og om det ikke havde været bedre at kunne elske ham. Men han forstod hende ligesaa lidt som ellers, og hun var meget forlegen med sin Lyst til at gjøre Offre, da Apotekeren netop skaffede hende en gunstig Anledning.

XI.

Han havde nemlig læst en rosende Artikel angaaende en ny Methode at operere en Klumpfod paa, og som ivrig Tilhænger af Fremskridt i alt Muligt, fattede han den patriotiske Ide, at Yonville for ikke at staae tilbage ligeledes burde have Operationer for Strephopodi.

— Thi, sagde han til Emma, hvad risikerer man derved? Ingenting. Men see nu til hvad der kan vindes, (han opregnede paa Fingrene Fordelene ved Experimentet) en næsten afgjort Succes, Patientens Lindring og Forskjønnelse, Operatørens hurtigt erhvervede Berømmelse. Hvorfor vil Deres Mand nu ikke kurere den stakkels Hippolyte i den „forgyldte Løve”? Han vilde naturligvis fortælle alle de Reisende sin Kur, og (her sænkede Homais Stemmen og saae sig om i Stuen) hvad vilde der være til Hinder for, at jeg sendte en Notice til Bladet derom? en Avisartikel circulerer . . . man taler derom . . . den voxer, den bliver en Lavine! Og hvem veed? hvem veed?

Bovary kunde jo virkelig være heldig; Emma havde ingen Ret til at tvivle om hans Dygtighed, og hvilken Tilfredsstillelse vilde det ikke være for hende at have opfordret ham til et Skridt, hvorved hans Anseelse og Formue kunde voxe. Nu ønskede hun kun at støtte sig paa noget Solidere end paa Kjærligheden.

Plaget af hende og af Apotekeren lod Charles sig overbevise. Han skrev til Rouen efter Doktor Duvals Bog og fordybede sig hver Aften i den.

Mens Lægen studerede de forskjellige Former af Klumpfødder, opmuntrede Apotekeren ved alle Slags Ræsonementer Gaardskarlen til at lade sig operere.

— Du vil knap kunne mærke det, det Hele er et ganske almindeligt Stik, ligesom en lille Aareladning og et Par Seners Overskjæring.

Hippolyte spekulerede og rullede med et stupid Udtryk Øinene om i Hovedet.

— Forresten, vedblev Apotekeren, kommer det jo slet ikke mig ved! Jeg siger det kun for Din egen Skyld af ren Menneskekjærlighed. Jeg vilde gjerne see Dig befriet for Din kjedelige Halten og Din Slingren med Overkroppen, som, hvad Du saa end paastaaer, maa skade Dig betydeligt i Udøvelsen af Din Haandtering.

Endvidere forestillede Homais ham, hvorledes han vilde føle sig muntrere og lettere tilbens, ja antydede endogsaa fint, at han derved vilde gjøre større Lykke hos Fruentimmerne. Krokarlen satte et dumt Grin op.

Endelig angreb han hans Forfængelighed: For Satan! er Du da ikke et Mandfolk? Hvorledes vilde det have gaaet Dig, naar Du skulde have gjort Soldatertjeneste. . . kjæmpet under Fanerne? . . . Hippolyte, Hippolyte!

Og han fjernede sig med den Erklæring, at han ikke kunde forstaae sig paa denne Stivsindethed, denne Forblindelse ved at give Afkald paa Videnskabens Velgjerninger.

Den Ulykkelige gav endelig efter, thi det var ligesom en hel Sammensværgelse. Binet, der ellers aldrig blandede sig ind i Andres Sager, Madam Lefrançois, Artemise, Naboerne, ja ligeindtil selve Mairen Hr. Tuvache, Alle opfordrede ham dertil, prædikede for ham og skammede ham ud, men hvad der dog til syvende og sist bestemte ham, var, „at det jo ikke kostede ham Noget”. Bovary lovede selv at anskaffe den Maskine, hvori Benet skulde indesluttes efter Operationen. Emma havde raadet ham til denne Gave, og Charles samtykkede deri, idet han i sit inderste Hjerte fandt, at hans Kone var en sand Engel.

Med Apotekerens Veiledning og efter tre Gange at have begyndt forfra, lod han da Snedkeren, hjulpet af Smeden, konstruere en Maskine til en Vægt af otte Pund, hvor der ikke var sparet paa Jern, Træ, Blik, Læber, Skruer og Møttriker.

For imidlertid at vide hvilken Sene, der skulde overskjæres, maatte man først undersøge, hvad Slags Klumpfod Hippolyte havde.

Hans Fod dannede en næsten lige Linie med Benet, men var dog dreiet lidt indad. Med denne hesteskolignende Fod med dens rynkede Hud, tørre Sener, svære Tæer og de sorte Negle som dannede Haven, galoperede han afsted som en Hjort ligefra den lyse Morgen til den sene Aften. Man saae ham stadig paa Torvet humpe omkring Kjærrerne og kaste Klumpfoden fremad, han syntes endogsaa at besidde større Kraft i dette Ben end i det andet. Ved at have gjort saa lang Tjeneste, havde det ligesom erhvervet et Fonds af Taalmodighed og Energi, og naar man gav ham et eller andet besværligt Arbeide, støttede han sig fortrinsvis derpaa.

Hverken Ambroise Paré, da han første Gang efter Celsius, med femten Seklers Mellemrum foretog en ufortøvet Underbinding af en Arterie, eller Dupuytren, da han skulde aabne en Hjerneabces, eller Gensoul, da han første Gang bortskar Kjæbebenet, havde et saa bankende Hjerte, en saa rystende Haand, et saa spændt Blik, som Charles da han nærmede sig Hippolyte med sin Tenotom mellem Fingrene. Og ligesom paa Hospitalerne, saae man paa et Bord ved Siden af ham en Bunke Charpi, vixede Traade og mange Bandager, en Pyramide Bandager, alle de Bandager, Apoteket eiede. Det var Homais, der ligefra Morgenstunden havde arrangeret alle disse Forberedelser, ligesaameget for at blænde Mængden som for at indgyde sig selv Illusioner. Charles stak i Huden, man hørte en tør Knagen, Senen var overskaaret, Operationen var tilende. Hippolyte kunde ikke komme sig af Overraskelse, han bøiede sig henover Bovarys Hænder for at bedække dem med Kys.

— Naa naa, bare rolig, sagde Apotekeren, senere kan Du bevidne Din Velgjører al den Erkjendtlighed, Du føler for ham.

Og han gik ned for at meddele Resultatet til fem eller sex Nysgjerrige, der drev om i Gaarden, og som indbildte sig, at Hippolyte strax vilde komme ud og gaae lige. Efterat Charles derpaa havde spændt Patienten i Maskinen, gik han hjem, hvor Emma ængsteligt ventede ham i Døren. Hun faldt ham om Halsen, de satte sig til Bords, han spiste med stor Appetit, og ved Desserten begjærede han endog en Kop Kaffe, en Flothed, som han ellers kun tillod sig om Søndagen, naar der var Fremmede.

Aftenen var henrivende, den gik hen med fortrolig Samtale og fælles Drømmerier. De talte om deres tilkommende Formue, om de Forbedringer, de vilde foretage i deres Hus, han saae sin Anseelse tiltage, sit Velvære forøges og troede sig stadig elsket af sin Kone, og hun befandt sig lykkelig ved at forfriskes af en ny, sundere og bedre Følelse, kortsagt ved at føle nogen Ømhed for den stakkels Fyr, der elskede hende saa høit. Vel foer Tanken om Rodolphe et Øieblik igjennem hendes Hoved, men hendes Blik fæstede sig strax igjen paa Charles. Hun bemærkede endog med Overraskelse, at han ikke havde stygge Tænder.

De havde allerede lagt sig, da Homais trods Pigens Forestillinger, pludselig foer ind i deres Sovekammer med et frisk beskrevet Blad Papir i Haanden. Det var den Beretning, han vilde sende til „Rouens Fakkel”. Han bragte den til Gjennemlæsning.

— Læs den selv for os, sagde Bovary.

Han læste: „Trods de Fordomme, der endnu hilde Europa i et Næt, begynder dog Lyset at trænge ind i vort Fædreland. Saaledes var forleden Tirsdag vor lille By Yonville Skuepladsen for et kirugisk Experiment, der samtidig er en ædel filantropisk Daad, Hr. Bovary en af vore dygtigste Kiruger . . .”

— Nei, det er alfor meget! udbrod Charles, kvalt as Bevægelse.

— Nei paa ingen Verdens Maade! .. . hvor kan De dog sige det? . . . „har opereret en Klumpfod” . . . Jeg har ikke sat det videnskabelige Udtryk, fordi De jo nok veed, at i en Avis . . Alle vilde maaske ikke kunne forstaae det, Masserne maa . . .

— Ja det har De Ret i, svarede Charles. Bliv De kun ved.

Apotekeren begyndte igjen: „Hr. Bovary, en af vore dygtigste Kiruger, har opereret en Klumpfod paa Individet Hippolyte Tautin, der i femogtyve Aar har tjent som Gaardskarl i Enkefru Lefrançois' Hotel den „forgyldte Løve”. Forsøgets Nyhed og den Interesse, der knytter sig til den Opererede, havde tiltrukket en saadan Menneskemængde, at der var stort Opløb ved Indgangen til Etablissementet. Operationen foregik forøvrigt med et sandt Trylleri, neppe nok at der flød nogle Draaber Blod ud paa Huden, ligesom for at bevidne, at den oprørske Sene endelig, havde givet efter for Videnskabens Bestræbelser. Patienten følte besynderligt nok (vi kan som Øienvidne bekræfte det) ingen Smerte. Hans Tilstand ligeindtil nu lader Intet tilbage at ønske. Alt giver os Anledning til at troe, at hans Rekonvalescens ikke vil vare længe, og hvem veed, om vi ikke til vor næste landlige Fest faaer vor skikkelige Hippolyte at see figurerende i vore bakkantiske Danse midt imellem en Skare lystige Fyre, hvor han saaledes ved sin Munterhed og sine Entrechats vil kunne bevidne sin fuldstændige Helbredelse for Alle. Ære være da disse høimodige Videnskabsmænd! Ære da disse utrættelige Aander, der hellige deres Nætters Vaagen til Menneskeslægtens Forbedring eller Lindring! Ære, ja trefoldig Ære være dem! Er her ikke Anledning til at raabe, at de Blinde ville blive seende, de Døve hørende og de Lamme gaaende! Men hvad Fanatismen fordum lovede enkelte Udkaarne, det opfylder Videnskaben nu for alle Mennesker. — Gjennem vor Avis vil man kunne følge Gangen i denne interessante Kur.”

Hvad der alligevel ikke hindrede Madam Lefrançois fra fem Dage senere at styrte ganske forpustet ind og raabe: „Hjælp, han døer! . . . Jeg mister snart Forstanden derover”.

Charles ilede hen til den „forgyldte Løve”, og Apotekeren, der saae ham løbe over Torvet uden Hat, forlod Apoteket. Han saae selv stønnende, rød og urolig ud og spurgte alle dem, der gik op ad Trappen: Hvorledes gaaer det vor interessante Strephopod?

Denne vred sig i forfærdelige Konvulsioner og slog idelig med den mekaniske Skrue til Muren, som om han vilde slaae den itu.

Efter mange Forsigtighedsregler for ikke at forstyrre Lemmets Stilling, trak man Maskinen af og saae da et forfærdeligt Syn. Fodens Former forsvandt i en saadan Opsvulmning, at hele Huden syntes nær ved at gaae itu, og den var bedækket med farvede Pletter, foranledigede af den famøse Maskine, Hippolyte havde allerede paastaaet, at han ikke kunde udholde det deri, man havde ikke taget Notice deraf, nu maatte man erkjende, at han ikke havde havt aldeles Uret, og man lod ham være fri i nogle Timer; men neppe var den vandagtige Svulst forsvundet, førend de to Videnskabsmænd fandt det rigtigst atter at anbringe Lemmet i Apparatet og knuge det fastere for at fremskynde Resultatet. Da Hippolyte efter tre Dages Forløb ikke længer kunde holde det ud, trak de aner Maskinen af og undrede sig høiligt over det Resultat, de fik for Øie. En gusten Svulst strakte sig henover Benet med Blærer, hvoraf der udflød en mørk Væske. Det antog en alvorlig Karakter, Hippolyte begyndte at blive kjed deraf, og Madam Lefrançois installerede ham i den lille Sal tæt ved Kjøkkenet, for at han i det Mindste kunde have lidt Adspredelse.

Men da Skattekræveren, der spiste derinde, beklagede sig med Bitterhed over et saadant Selskab, bragte man Hippolyte ind i Billardstuen.

Der laae han og stønnede i de svære Dyner, bleg med langt Skjæg og hule Øine. Af og til dreiede han sit svedbadede Hoved paa den snavsede Pude, hvor Fluerne idelig slog ned. Fru Bovary besøgte ham, hun bragte ham Linned til Omslag, hun trøstede og opmuntrede ham. Forøvrigt manglede han ikke Selskab, især paa Torvedagene, naar Bønderne stod om ham og stødte til Ballerne eller fægtede med Queuerne, rygende, drikkende, syngende og skraalende.

— Hvorledes har Du det? spurgte de og slog ham paa Skulderen. Ja Du er nok ikke i godt Humør! men det er Din egen Skyld, Du skulde have baaret Dig ganske anderledes ad. Og man fortalte ham Historier om Folk, der var bleven hjulpne ved andre Midler, og saa tilføiede man ligesom trøstende: Men Du er ogsaa altfor ømskindet, staae dog op! Du kjæler for Dig ligesom for en Konge; — men ligemeget gamle Svend, der er en fæl Stank ved Dig!

Koldbranden tog virkelig mere og mere til, Bovary var selv syg deraf, hvet Øieblik gik han derhen. Hippolyte saae paa ham med forfærdede Øine og stammede hulkende:

— Naar bliver jeg rask? Saa kurer mig dog! . . . Hvor jeg er ulykkelig! Og Lægen gik sin Vei, idet han stadig anbefalede ham Diæt.

— Bryd Dig bare ikke om det, min Dreng! sagde Madam Lefrançois, de har pint Dig nok. Du bliver kun svækket derved, nei, spis Du bare dette her. Og hun gav ham en Skaal Kjødsuppe, en Skive Lammelaar, et Stykke Flæsk og stundom et lille Glas Brændevin, som han dog ikke havde Mod til at føre til Munden.

Da Abbed Bournisien erfarede, at det blev værre med ham, ønskede han at see til ham. Han begyndte med at beklage hans Ulykke, men erklærede, at han burde være glad derover, da det jo var Herrens Villie og hurtig benytte sig af Leiligheden til at forsone sig med Himlen.

— Thi, sagde den Geistlige med en faderlig Tone, Du har forsømt Dine Pligter noget, man saae Dig kun sjelden ved Gudstjenesten, hvormange Aar er det ikke siden, Du har været ved Herrens Bord? Jeg kan godt forstaae, at Dine Beskjæftigelser og Verdens Tummel har kunnet fjerne Dig fra Omsorgen for Din Sjæls Frelse, men nu er det Tid til at overveie. Bliv blot ikke fortvivlet, jeg har kjendt store Syndere, som i det Øieblik, de skulde staae frem for deres Gud, (ja Du er ikke saa nær endnu, det veed jeg nok) har bønfaldt om hans Miskundhed og visselig er døde med den bedste Fortrøstning. Lad os haabe, at Du ligesom disse vil give os et godt Exempel. Hvad vilde vel være til Hinder for, at Du Morgen og Aften læste et „Huldrige Maria! Jeg Dig hilser” og et „Fader vor”. Ja gjør det for min Skyld! Du gjør mig en Tjeneste derved, det koster Dig jo ikke Noget . . . Lov mig det nu!

Den stakkels Djævel lovede det, Præsten kom igjen de følgende Dage. Han passiarede med Gjæstgiversken og fortalte endogsaa Historier, der var krydrede med godmodig Skjemt og Brandere, som Gaardskarlen ikke kunde forstaae, men saasnart som Omstændighederne tillod det, slog han atter ind paa religiøse Gjenstande, mens hans Ansigt antog et dertil passende Udtryk.

Hans Bestræbelser syntes at skulle have Held med sig, Patienten bevidnede snart sin Lyst til at gjøre en Pilegrimsfart til „Bon Secours”, hvis han kom sig, hvortil Abbed Bournisien svarede, „at det var meget fortjenstfuldt, to Forholdsregler var bedre end een, og man risikerede jo Intet derved.”

Apotekeren harmedes over det, som han kaldte „Præstens Rænker”, det skadede kun Hippolytes Helbred, paastod han, og han gjentog idelig for Madam Lefrançois: Lad ham bare være, De forstyrrer ham blot med Deres Mysticisme.

Men den gode Kone vilde ikke høre ham, han var Skyld i Alt, netop for at ærgre ham ophang hun et fyldt Vievandskar med en Buxbomgren ved den Syges Hovedgjærde.

Imidlertid syntes Religionen ligesaalidt som Kirugien at kunne hjælpe Staklen, og en uimodstaaelig Raaddenskab trak fra Extremiteterne op til Maven. Man kunde variere Mixturerne og forandre Omslagene, Musklerne løsnedes med hver Dag mere og mere, og endelig nikkede Charles bekræftende, da Madam Lefrançois spurgte ham, om hun ikke burde gribe til den Udvei at sende Bud efter Hr. Canivet fra Neufchâtel, der havde et stort Navn.

Denne Kollega, der var Doctor medicinæ, halvtredsindstyve Aar gammel, sad i en god Stilling og havde en stærk Selvtillid, generede sig ikke for at lee haanligt, da han saae dette Ben, hvori der var gaaet Koldbrand ligetil Knæet. Efter kort og godt at have erklæret, at Benet maatte amputeres, gik han hen paa Apoteket og skjældte og smældte løst mod de Fæhoveder, der havde bragt den ulykkelige Mand i en saadan Tilstand. Han rystede Homais i en af hans Frakkeknapper og buldrede løs:

— Ja, det er jo en ny Opfindelse fra Paris! Det er disse Herrers Ideer derinde i Hovedstaden! Det er akkurat ligesom Strabisme^[5], Kloroform og Lithotomie^[6], slige Vanvittigheder burde Regjeringen forbyde! Men man skal være genial, og saa rumsterer man med Folk uden at bryde sig om Følgerne. Vi er ikke saa lærde vi Andre, vi er ingen Videnskabsmænd, ingen Lapse, ingen Drenge, vi er praktiske, vi giver os af med at kurere folk, og det falder os aldrig ind at operere et Menneske, der har det godt. At gjøre en Klumpfod lige! Kan man gjøre en Klumpfod lige? Det er jo ligesaa galt, som om man vilde gjøre en Pukkelrygget lige!

Homais led ved at høre denne Tale, men han maatte skjule sit Ildebefindende under et underdanigt Smil, da han maatte holde gode Miner med Doktor Canivet, hvis Recepter undertiden naaede til Yonville, derfor forsvarede han heller ikke Charles, han tillod sig ikke engang en Bemærkning, og med Opgivelse af sine Principer opofrede han sin Værdighed for sine alvorligere Forretningsinteresser.

Doktor Canivets Amputation var en betydelig Begivenhed i Landsbyen. Alle dens Indvaanere var staaet tidlig op den Morgen, og skjønt den store Gade var fuld af Folk, hvilede der dog et sørgmodigt Præg over den, ligesom der skulde have foregaaet en Henrettelse. Hos Urtekræmmeren diskuteredes Hippolytes Sygdom, der blev ikke solgt Noget i Boutikerne, og Mairens Kone veg ikke fra Vinduet af Utaalmodighed efter at see Operatøren.

Han kom i sin Kabriolet, som han selv kjørte, men da Fjederen paa høire Side i Tidens Løb havde bøiet sig under hans korpulente Legeme, var Vognen under Kjørslen kommet til at hælde lidt, og paa den anden Hynde ved Siden af ham, saae man en stor med rødt Skind overtrukken Æske med blanke Kobberspænder.

Da han som en Stormvind var faret ind under den „forgyldte Løves” Port, befalede Doktoren, der skreg meget høit, at man skulde spænde hans Hest fra, derpaa gik han ind i Stalden for at see, om den aad sin Havre, thi naar han kom til sine Patienter, sørgede han først for sin Hoppe og sin Kabriolet; derfor sagde man om ham: „Canivet er en Original”. Og man skattede ham høiere for hans urokkelige Koldblodighed. Verden havde gjerne kunnet gaae under ligetil siste Mand, saa havde han dog ikke svigtet den mindste af sine Vaner.

Homais kom henimod ham.

— Jeg gjør Regning paa Dem, sagde Lægen. Er De færdig? Saa afsted!

Men Apotekeren blev rød i Hovedet og tilstod, at han var altfor sensibel til at kunne bivaane en slig Operation.

— Naar man kun er Tilskuer, indvendte han, veed De jo nok, at Fantasien angriber En saa stærkt, og desuden er jeg saa nervøs . . .

— Snik snak! afbrød Canivet ham, De synes mig tvertimod at have Anlæg til Apoplexi, og det undrer mig forresten slet ikke, thi I Herrer Apotekere kryber stadig sammen i Jeres Kjøkken. See til mig! jeg staaer hver Dag op Klokken fire, jeg barberer mig med koldt Vand (jeg fryser aldrig), jeg gaaer ikke med Uldtrøie, jeg faaer aldrig nogen Forkjølelse paa Halsen; nei, Maskinen er god. Snart lever jeg paa een Maade, snart paa en anden Maade som en Filosof, jeg lader Tilfældet raade for hvad jeg faaer at spise. Men derfor er jeg heller ikke ømskindet som De, og det er mig ligemeget, om jeg skjærer i et Kristenmenneske eller i et Stykke Fjerkræ. Nu vil De formodentlig indvende, at Alting er en Vane . . . en Vane, ikke sandt?

Derpaa begyndte de to Herrer uden Hensyn til Hippolyte, der svedte af Angst i Sengen, en Samtale, hvori Apotekeren sammenlignede Lægens Koldblodighed med Hærførerens; denne Sammenligning smigrede Doktoren, der udbredte sig angaaende sin Kunsts Krav, han betragtede sit Hverv som et Præstekald; skjønt der var saamange Fuskere, der skamskjendede det. Endelig vendte han sig til Patienten, undersøgte Bandagerne, som Homais havde bragt og forlangte En, der skulde holde paa Lemmet. Man sendte Bud efter Lestiboudois, og med opsmøgede Ærmer gik Canivet ind i Billardsalen, mens Apotekeren blev alene med Gjæstgiversken og Artémise, der begge var hvidere i Ansigtet end deres Forklæder og lyttede spændt ved Døren.

Imidlertid vovede Bovary ikke at gaae ud. Han sad i Kakkelovnskrogen med sænket Hoved, foldede Hænder og stivt Blik. Hvilket Uheld! tænkte han, hvilken Skuffelse! han havde dog taget alle mulige Forholdsregler, Skjæbnen havde blandet sig deri. Ligemeget! Hvis Hippolyte nu døde, havde han da ikke myrdet ham? Og hvilke Grunde skulde han angive, naar hans Patienter udspurgte ham? Maaske havde han taget feil i Et eller Andet? Han søgte, men kunde ikke finde Noget, selv de dygtigste Læger kunde jo begaae Feil. Men det vilde man aldrig troe, man vilde tvertimod gjøre sig lystig over ham, bagtale ham! Det vilde blive bekjendt overalt, ligetil Forges, ligetil Neufchâtel. Hvem kunde vide, om hans Kolleger ikke vilde skrive imod ham? der kunde følge en Polemik, man maatte svare i Bladene! Hippolyte kunde paaføre ham en Proces, han saae sig vanæret, ruineret, fortabt! Og hans Fantasi, der ængstedes af alle mulige Gisninger, svingede om derimellem som en tom Tønde, der flyder paa Bølgerne og bortskylles af Havet.

Emma sad ligeoverfor ham og betragtede ham, hun delte ikke hans Ydmygelse, hun følte en ganske anden; det var at have kunnet indbilde sig, at en slig Mand kunde udrette Noget, ligesom hun ikke mangfoldige Gange havde seet Beviser paa hans Middelmaadighed.

Charles gik op og ned i Stuen, hans Støvler knirkede.

— Sæt Dig ned, udbrød hun, Du irriterer mig. Han satte sig.

Hvorledes var det dog gaaet til, at hun endnu engang havde taget feil? hvilken ulyksalig Mani havde drevet hende til at forspilde sin Tilværelse med idelige Ofre? — Hun mindedes alle sine luxuriøse Instinkter, alle sin Sjæls Savn, Ægteskabets, Husholdningens Smaaligheder, hendes Drømme, der var faldne i Snavset som saarede Duer, Alt, hvad hun havde ønsket, Alt, hvad hun havde nægtet sig, Alt, hvad hun kunde have havt, og hvorfor, hvorfor?

Den Tavshed, der fyldte Landsbyen, afbrødes af et gjennemtrængende Skrig. Bovary blev saa bleg, som om han skulde besvime. Hun rynkede Brynene med en nervøs Bevægelse og vedblev:

Og det var for hans Skyld, for dette Menneskes! for denne Mand, der ikke forstod Noget, ikke følte Noget, thi han sad der ganske rolig uden engang at ane, at det Latterlige ved hans Navn nu vilde besudle hende ligesom ham. Og hun havde gjort sig saamegen Umage for at elske ham, og hun havde grædende angret at have hengivet sig til en Anden.

— Det var maaske en Valgus, udbrød pludselig Charles, der sad fordybet i Grublerier.

Ved denne uventede Yttring, der faldt paa hendes Tanker som en Blykugle i et Sølvfad, løftede Emma skjælvende Hovedet for at gjætte, hvad han mente, og de betragtede hinanden i Tavshed, næsten forbavsede ved Synet, saa fjernt var de i Tankerne fra hinanden. Charles betragtede hende med en Berusets usikkre Blik, idet han ubevægelig lyttede til den Amputeredes siste Skrig, der snart lød som dæmpede Raab, snart som et vildt Hyl, ligesom et Dyr man slagter. Emma bed i sine kridhvide Læber, og idet hun rullede en Gren af Koralbusken, som hun havde brækket af, mellem Fingrene, fæstede hun sine flammende Øine paa Charles som to Ildpile, der var beredte til at fare imod ham. Alt ved ham irriterede hende nu, hans Ansigt, hans Dragt, de Ord, han ikke sagde, hans Person, kortsagt hele hans Tilværelse. Hun angrede sin tidligere Dyd som en Brøde, hvad der endnu var levnet faldt sammen under hendes Hovmods rasende Slag, med hadefuld Ironi frydede hun sig over sin Brøde. Mindet om hendes Elsker vendte tilbage til hende med svimlende Tiltrækningskraft, hendes Sjæl fløi henimod dette Billede med en ny Enthusiasme, og Charles forekom hende ligesaa løsreven fra hendes Liv, saa fraværende for bestandig derfra, saa umulig og tilintetgjort, som om han skulde døe og allerede rallede i Dødskampen for hendes Øine.

Men der hørtes Skridt paa Fortouget, Charles saae ud, og gjennem det nedrullede Jalousie fik han Øie paa Doktor Canivet, der tørrede Sveden af Panden, mens Homais gik bag efter ham med en stor rød Æske i Haanden, de rettede deres Skridt henimod Apoteket.

I et Anfald af Ømhed og Modløshed, vendte Charles sig om mod sin Kone med de Ord:

— Saa kys mig dog, kjære Emma!

— Lad mig være! udbrød hun rød af Harme.

— Hvad feiler Du? hvad feiler Du? gjentog han forbløffet. Vær kun rolig, fat Dig! Du veed jo godt, at jeg elsker Dig. Kys mig nu!

— Nu er det nok! udbrød hun, og idet hun foer ud af Døren, slog hun den saa haardt i, at Barometret sprang fra Væggen og knustes mod Gulvet.

Charles sank forstyrret sammen i sin Lænestol, idet han spekulerede paa, hvad hun kunde feile, han mente, at det maaske var Nervøsitet, han græd og følte ubestemt noget Sørgeligt og Uforstaaeligt svæve rundt omkring sig.

Da Rodolphe om Aftenen kom ind i Haven, fandt han sin Elskerinde ventende ham paa det nederste Trappetrin. De omfavnede hinanden, og deres Nag smeltede som Sneen under Varmen af dette Kys.

XII.

De begyndte atter at elske hinanden. Det hændte ofte, at Emma skrev til ham midt paa Dagen, fra Vinduet vinkede hun ad Justin, der hurtig løste sit Forklæde og fløi afsted til La Huchette. Rodolphe kom, det var for at sige ham, at hun kjedede sig, at hendes Mand var modbydelig og hendes Tilværelse skrækkelig.

— Kan jeg da gjøre Noget derved? udbrød han en Dag utaalmodig.

— Oh! Hvis Du vilde. . .

Hun sad paa Jorden mellem hans Knæ med opløste Fletninger og drømmende Blik.

— Hvad mener Du? spurgte Rodolphe.

Hun sukkede.

— Vi kunde tage et andet Sted hen . . . . ligemeget hvor . . . .

— Men Du er jo fra Forstanden, sagde han smilende, det er jo umuligt.

Hun kom tilbage dertil, han lod, som om han ikke forstod hende og ledede Samtalen hen paa noget Andet.

Hvad han ikke forstod, var al denne Uro i en saa ligefrem Ting som et Kjærlighedsforhold. Hun havde imidlertid en Bevæggrund, saa at sige en Bundsforvandt til sin Hengivenhed.

Denne Ømhed tiltog virkelig med hver Dag, samtidig med Modbydeligheden for Charles, jo mere hun hengav sig til den Ene, desmere afskyede hun den Anden, Charles havde aldrig forekommet hende saa ubehagelig, saa indskrænket, saa smaalig, saa simpel, som naar hun var ene sammen med ham, ligeefter et Stevnemøde med Rodolphe. Imedens hun da agerede den dydige Ægtefælle, begeistredes hun ved Tanken om dette Hoved, hvis sorte Haar snoede sig i en Krølle mod den solbrændte Pande, om denne samtidig saa kraftige ogsaa elegante Skikkelse, denne saa overlegne og saa lidenskabelige Mand. Det var for hans Skyld, at hun filede sine Negle med en Ciselørs Omhu, og at der aldrig var Coldcream nok paa hendes Hud eller Patchouli paa hendes Lommetørklæder. Hun overlæssede sig med Armbaand, Ringe og Halssmykker. Naar hun ventede ham, fyldte hun to store blaa Glasvaser med Roser og pyntede sin Leilighed og sin Person som en Kurtisane, der venter en Fyrste. Tjenestepigen maatte uophørligt vaske Linned, og hele Dagen rørte Félicité sig ikke fra Kjøkkenet, hvor den lille Justin, der ofte holdt hende med Selskab, saae paa, at hun arbeidede.

Med Albuen paa det lange Bræt, hvorpaa hun strøg, betragtede han begjærligt alle disse Damesager, der laae udfoldede omkring ham, kiprede Skjørter, Tørklæder og Strimler.

— Hvad bruges alt dette til? spurgte den unge Fyr og rørte ved et Fiskebensskjørt eller et Spænde.

— Har Du aldrig seet saadanne Ting før? svarede Pigen leende, gaaer Din Frue ikke med det Samme?

— Naa, Fru Homais! Og han tilføiede eftertænksomt: Er min Frue da en virkelig Dame som Deres?

Men Félicité blev utaalmodig over altid at see ham pusle om hende, hun var sex Aar ældre end han, og Hr. Guillaumins Tjener Théodore begyndte at gjøre Kur til hende.

— Lad mig være iRo! sagde hun og flyttede sin Stivelsekrukke, gaae hellere hjem og stød Mandler, Du snuser altid om Fruentimmerne, Du skulde vente lidt, til Du fik Dun om Hagen, Din dumme Unge!

— Bliv bare ikke vred, nu skal jeg børste Fruens Støvler for Dem.

Og han tog Emmas Fodtøi fra Kamingesimsen, der var et Lag af Snavs paa dem — Snavset fra Stevnemøderne, der løsnede sig til Støv under hans Fingre og samlede sig i en Solstraale.

— Hvor Du er bange for at røre ved dem, sagde Pigen, der ikke gjorde saa mange Omstændigheder, naar hun selv rensede dem, fordi Fruen forærede hende dem, saasnart Brunellet ikke længere var nyt. Emma havde en Mængde deraf i sit Skab, som hun efterhaanden ødslede bort, uden at Charles nogensinde tillod sig den mindste Bemærkning.

Saaledes gav hun trehundrede Francs ud for et Træben, som hun fandt det passende at forære Hippolyte. Stangen var overtrukken med Kork, og der var Ledemode med Fjedre, denne komplicerede Maskine var betrukket med et Stykke sort Benklæde og endte i en lakeret Støvle; men Gaardskarlen, som ikke dristede sig til at gaae hver Dag med et saa elegant Ben, bønfaldt Emma om at skaffe ham et mageligere. Naturligvis maatte Charles atter punge ud dertil.

Karlen begyndte altsaa atter sin gamle Haandtering; man saae ham ligesom før fare igjennem Landsbyen, naar Charles i det Fjerne hørte den tørre Lyd af hans Træben mod Stenene, gik han hurtig en anden Vei.

Det var Kjøbmanden Hr. L'heureux, der havde paataget sig denne Bestilling, hvilket gav ham Anledning til at besøge Emma. Han passiarede med hende om de nye Forsendelser fra Paris, om tusinde Ting, der kunne interessere Damerne, viste sig meget forbindtlig og forlangte aldrig Penge. Emma bukkede under for denne Lethed til at kunne tilfredsstille sine Luner, saaledes ønskede hun at forære Rodolphe en smuk Ridepisk, der var udstillet i Rouen i et Paraplyudsalg. Næste Uge lagde L'heureux den paa hendes Bord.

Men et Par Dage efter indfandt han sig hos hende med en Faktura paa tohundrede og halvfjerdsindstyve Francs foruden Centimerne. Emma blev meget forlegen, alle Sekretærskufferne var tomme, man skyldte Lestiboudois for flere Uger, Pigen et halvt Aars Løn og mangfoldige andre Ting, og Bovary ventede med Utaalmodighed paa en Sendelse fra Hr. Derozerays, der hvert Aar pleiede at betale sit Honorar henimod St. Hansdag.

Det lykkedes hende først at bevæge Kjøbmanden til at vente lidt, men endelig tabte han Taalmodigheden, man pinte ham, hans Kapitaler stod ude, og hvis han ikke fik nogle ind, saae han sig nødsaget til at tage alle de Varer tilbage, hun havde faaet.

— Ja, tag dem kun, sagde Emma.

— Det var jo kun mit Spøg, svarede han. Det eneste, jeg gjerne vilde have, var Ridepisken, jeg kan jo bede Deres Mand derom.

— Nei, nei! raabte hun.

— Nu har jeg Dig, tænkte L'heureux.

Og sikker i sin Sag gik han ud af Stuen, idet han dæmpet og med sin sædvanlige Fløiten gjentog: Ja, ja, vi faaer at see, vi faaer at see.

Hun grundede over, hvorledes hun skulde redde sig ud deraf, da Pigen traadte ind og lagde en lille Rulle blaat Papir paa Kaminen med Tilføiende, at den var fra Hr. Derozerays. Emma sprang hen og aabnede den, der var femten Napoléons deri, det var hans Salair. Hun hørte Charles paa Trappen, kastede Pengene ned paa Bunden af en Skuffe og tog Nøglen.

Tre Dage efter kom L'heureux igjen.

— Jeg har et Arrangement at foreslaae Dem, sagde han, hvis De i Stedet for den Sum, vi kom overens om, vilde . . .

— Værsaaartig! sagde hun og rakte ham fjorten Napoléons.

Kjøbmanden blev aldeles forbløffet, for at skjule sin Skuffelse, udgjød han sig i Undskyldningere og i Tilbud om Tjenester, som Emma dog alle afslog, hun stod nogle Øieblikke og samlede i sin Forklædelomme med de tvende Hundredesousstykker, han havde givet hende tilbage. Hun lovede sig selv at være økonomisk for senere at kunne tilbagebetale . . . Aa hvad! tænkte hun, det falder ham slet ikke ind at tænke derpaa.

Foruden Ridepisken med Sølvknappen havde Rodolphe faaet et Signet med Devisen Amor nel cor (Elskov i Hjertet), et uldent Halstørklæde og et Cigarfutteral i Smag med Vicomtens, som Charles engang havde taget op fra Veien, og som Emma gjemte. Imidlertid ydmygede disse Foræringer ham, han sagde nei til flere, hun var paastaaelig og tilsist adlød Rodolphe hende, idet han fandt hende tyrannisk og altfor fordringsfuld. Hun havde tilmed ganske besynderlige Indfald.

— Naar Klokken slaaer tolv ved Midnat, skal Du tænke paa mig.

Og hvis han tilstod, at han ikke havde tænkt paa hende, regnede det ned med Bebreidelser, der altid endte med det evindelige Spørgsmaal:

— Elsker Du mig?

— Javist elsker jeg Dig.

— Meget høit.

— Naturligvis.

— Har Du aldrig elsket nogen Anden?

— Troer Du virkelig, at Du er det første Fruentimmer, jeg har holdt af?

Emma græd, mens han bestræbte sig for at trøste hende og forskjønnede sine Protester med flove Vittigheder.

— Det er, fordi jeg elsker Dig, vedblev hun, jeg elsker Dig saa høit, at jeg ikke kan undvære Dig. Undertiden gribes jeg af Lyst til at tale med Dig, naar jeg pines af Harme og Skinsyge. Jeg spørger mig selv: Hvor er han? Maaske taler han med andre Kvinder. De smiler til ham, han nærmer sig dem . . . . nei, ikke sandt, der er Ingen, som behager Dig. Der gives smukkere Kvinder, men jeg elsker Dig høiere. Jeg er Din Slavinde og Din Elskerinde, Du er min Konge og min Afgud. Du er god! Du er skjøn! Du er klog! Du er stærk!

Han havde saamange Gange hørt Sligt blive sig sagt, at det ikke længere havde Nyhedens Interesse for ham. Emma lignede alle andre Elskerinder, og Nyhedens Ynde, der lidt efter lidt faldt af hende som et Klædebon, viste ham Lidenskabens evige Monotoni, der stadig antager de samme Former og fører det samme Sprog. Denne praktiske Mand kunde ikke skjelne de forskjellige Følelser fra hverandre under de ensartede Udtryksmaader. Fordi letfærdige Læber eller Læber, der var tilfals havde hvisket ham det Samme, troede han kun svagt paa disses Oprigtighed, „man burde stadig slaae Noget af, mente han, overdrevne Yttringer skjule kun middelmaadige Følelser”, ligesom Sjælens Fylde ikke undertiden strømmer over i de tommeste Billeder, da jo Ingen nogensinde kan give et aldeles tro Udtryk for sin Trang, sine Ideer eller sine Sorger, Menneskeordet er som en sprukken Kjedel, hvorpaa man spiller Kattemusik, naar man vil røre Stjernerne.

Men med denne kritiske Overlegenhed, der er egen for den, som i alle mulige Forbindelser aldrig hengiver sig helt, opdagede Rodolphe, at der var andre Nydelser at exploitere ved dette Forhold. Han fandt enhver Undseelse ubekvem og behandlede hende uden Omstændigheder. Han gjorde hende til noget Bøieligt og Fordærvet. Det var en Art idiotisk Hengivenhed, fuld af Beundring for ham, af vellystige Følelser for hende, en Lykke, der slappede hende, hendes Sjæl sænkede sig ned i denne Rus og druknede sig fortørret deri, som Hertugen af Clarence i sit Malvoisierfad.

Den Indflydelse, hendes Kjærlighed øvede paa hende, strakte sig ligetil hendes ydre Optræden. Hendes Blikke blev dristigere, hendes Tale friere, hun begik endog den upassende Streg at spadsere med Rodolphe med en Cigaret i Munden, ligesom for at spotte Folks Omdømme, og de, der endnu tvivlede, kunde umuligt gjøre det længere, da man en Dag saae hende stige ud af „Svalen” med en Mandfolkevest paa. Charles' Moder, der efter en forfærdelig Scene med sin Mand var flygtet til sin Søn, var ikke den mindst Forargede. Der var mange andre Ting, som hun misbilligede, først og fremmest havde Charles ikke fulgt hendes Raad angaaende Romanlæsningen, desuden mishagede deres Husholdning hende, hun tillod sig at gjøre Bemærkninger, og det kom til en Scene angaaende Pigen.

Den gamle Frue havde nemlig en Aftenstund overrasket denne i Selskab med en mørk Mand paa henved fyrretyve Aar, som ved Lyden af hendes Skridt hurtig smuttede ud af Kjøkkenet. Emma gav sig til at lee, men den gode Dame blev hidsig og paastod, at medmindre man spottede al Dyd og Moral, burde man vaage over sine Tjenestefolks Sædelighed.

— Til hvad Tid hører De? spurgte Svigerdatteren med et saa uforskammet Blik, at den gamle Dame spurgte hende, om hun ikke forsvarede sin egen Sag.

— Forlad mit Hus! raabte den unge Kone og foer op af Stolen.

— Emma! Moder! udbrød Charles for at mægle.

Men i deres Harme var de begge to løbet bort. Emma stampede i Gulvet og gjentog: Hvilken Levemaade! det er jo en sand Bondekone!

Charles løb ind til sin Moder, hun var ude af sig selv og stammede: Det er en uforskammet, fræk Tingest, maaske noget Værre.

Og hun vilde strax tage bort, hvis ikke Emma gjorde hende en Undskyldning, Charles gik ind til sin Kone og bønfaldt hende om at give efter, han faldt paa Knæ, tilsist svarede hun: Naa, ja, ja, jeg skal gaae ind til hende.

Hun rakte Svigermoderen Haanden med en Markisemine og med de Ord: Undskyld mig Frue!

Efter derpaa atter at være kommet op paa sit Værelse, kastede Emma sig ned paa Sengen og græd som et Barn med Hovedet i Puderne.

Hun havde truffet den Aftale med Rodolphe, at i Tilfælde af noget Usædvanligt, skulde hun binde en lille Lap hvidt Papir til Persiennerne, for at han, hvis han tilfældigvis skulde være i Yonville, da kunde løbe om i Strædet bag Huset. Emma gjorde Signalet, hun havde ventet i tre Kvarter, da hun pludselig opdagede Rodolphe henne ved „Hallerne”. Hun følte sig fristet til at aabne Vinduet og kalde paa ham, men han var allerede forsvundet. Hun styrtede fortvivlet bort.

Men snart forekom det hende, at hun hørte Skridt paa Fortouget. Det var uden Tvivl ham, hun gik ned ad Trappen og løb over Gaarden. Der stod han, hun kastede sig i hans Arme.

— Men saa tag Dig dog i Agt! sagde han.

— Hvis Du blot vidste! var hendes Svar.

Og hun gav sig til at fortælle ham Alt skyndsomt og usammenhængende, idet hun overdrev det Skete, pyntede lidt paa Sandheden og udstyrede det Hele saa rigeligt med Parentheser, at han slet ikke kunde forstaae det.

— Naa, min stakkels Engel! Mod, trøst Dig og vær taalmodig!

— Men nu har jeg i fire Aar været taalmodig og lidt . . . . en Kjærlighed som vor burde man kunne tilstaae aabenlyst. De piner mig. Jeg kan ikke længere holde det ud. Frels mig dog!

Hun knugede sig op til Rodolphe. Hendes taarebadede Øine funklede som Flammer under Bølger, hendes Barm steg og sænkede sig hurtig, han havde aldrig elsket hende saa høit, han var nær ved at miste Besindelsen.

— Men hvad skal vi da gribe til? Hvad vil Du da have?

— Tag mig med Dig! raabte hun. Bortfør mig! . . . . Jeg bønfalder Dig derom. Og hun klamrede sig fast til hans Mund som for at gribe det uventede Samtykke, der viste sig i Form af et Kys.

— Men . . . sagde Rodolphe.

— Hvad mener Du?

— Din Datter?

Hun betænkte sig et Øieblik og sagde derpaa: Hende tager vi med, det maa han finde sig i!

— Hvilken Kvinde! tænkte han ved sig selv, da han saae hende fjerne sig, thi hun smuttede ind i Haven, da der blev kaldt paa hende.

De følgende Dage var Svigermoderen yderst forbauset over den Forandring, der var foregaaet med hendes Sønnekone. Emma viste sig nemlig lydigere og drev endogsaa sin Ydmyghed saa vidt, at hun bad hende om en Opskrift til at sylte Agurker.

Var det for lettere at kunne skuffe Søn og Moder, eller vilde hun med en Art vellystig Stoicisme føle Bitterheden ved de Forhold, som hun nu skulde forlade, endnu dybere? Tvertimod, hun lagde slet ikke Mærke dertil, hun levede ligesom hensunket i en anteciperet Nydelse af sin fremtidige Lykke. Den var en evig Gjenstand for hendes Samtaler med Rodolphe, hun støttede sig til hans Skulder og mumlede:

— Ak, blot vi snart sad i Diligencen . . . har Du tænkt derpaa? Er det ogsaa muligt? det forekommer mig, at i det Øieblik jeg mærker Vognen kjøre til, vil det være, som om vi steg op i en Ballon, som om vi reiste op imod Skyerne. Veed Du, at jeg tæller Dagene? Og Du? . . .

Emma havde aldrig taget sig saa godt ud som i denne Periode, hun havde faaet denne Skjønhed, der ikke kan beskrives, men som er et Resultat af Glæde, Enthusiasme, Lykke og i egenlig Forstand er Temperamentets Harmoni med Omgivelserne. Hendes Lyster, hendes Sorger, hendes Bekjendtskab med de sanselige Glæder og hendes stadig unge Illusioner havde gradevis udviklet hende, ligesom Gjødning, Regn, Solskin og Vind udvikle Blomsten, og nu udfoldede hun sig endelig i hele sin Naturs Fylde. Hendes Øielaage syntes af Naturen at være formede for disse lange forelskede Blikke, hvorunder Øiestenene skjulte sig, mens et dybt Aandedræt udspilede de smaa Næseboer og løftede de kjødfulde Mundvige, der beskyggedes af lidt mørkt Dun. Man skulde have troet, at En med Korruptionens Vaner nøie bekjendt Kunstner havde ordnet Haarlokkernes Fald nedad Nakken. De rullede sig skjødesløst sammen til en tung Masse, hver Dag gav et nyt Kjærlighedslune dem en anden Form. Nu antog hendes Stemme og hendes Skikkelse blødere Bøininger, noget Raffineret, der meddelte sig til hendes Omgivelser, traadte endogsaa frem fra hendes Kjoles Folder og hendes Fods Bøining. Ligesom i den første Tid af deres Ægteskab, fandt Charles hende henrivende og aldeles uimodstaaelig.

Naar han kom hjem midt om Natten, nænnede han ikke at vække hende, Porcelainslampen kastede et rundt skjælvende Skjær i Loftet, og Gardinerne, der var trukket for den lille Vugge, dannede ligesom en hvid Hytte, der traadte frem i Skyggen ved Kanten af Sengen. Charles betragtede dem, han troede at høre sit Barns lette Aandedrag. Nu vilde hun snart voxe til, hvert Aar vilde bringe nye Fremskridt. Han saae hende allerede komme fra Skole i Mørkningen med et Smil paa Læben, den lille Trøie Pletter af Blæk og Tasken paa Arnen, senere skulde hun i et Pensionat, det vilde blive bekosteligt, hvorledes skulde han bære sig ad? Han spekulerede derpaa, han tænkte paa at forpagte en lille Gaard i Omegnen, hvis Drift han selv vilde lede hver Morgen, naar han tog til sine Patienter. Han vilde opspare Indtægten deraf, anbringe den i en Sparekasse, kjøbe Aktier ligemeget hvor, forøvrigt vilde hans Praxis tage til, derpaa gjorde han sikker Regning, thi Bertha skulde have en udmærket Opdragelse, hun skulde lære at spille Klaver. Hvor hun vilde blive smuk, naar hun blev femten Aar, hun vilde komme til at ligne sin Moder, om Sommeren skulde hun bære store Straahatte ligesom Emma, langt borte fra vilde man antage dem for tvende Søstre. Han tænkte sig siddende med sine Bøger ved deres Side om Vinteraftnerne, hun skulde brodere Morgensko til ham, hun skulde gaae i Huset, hun vilde opfylde Hjemmet med sin Vakkerhed og Munterhed. Endelig skulde de tænke paa at gifte hende bort, man vilde finde en eller anden brav Fyr i en god Livsstilling, som kunde gjøre hende lykkelig, han saae slet ingen Ende paa dette lykkelige Liv.

Emma sov ikke, hun lod kun, som om hun slumrede, og medens han faldt i Søvn ved hendes Side, var hun hensunket i ganske andre Drømmerier.

Bortført af fire galoperende Heste drog hun henimod det ubekjendte Land, hvorfra de ikke mere skulde vende tilbage. De drog stadig fremad Arm i Arm uden at tale. Ofte opdagede de pludselig fra Tinden af et Bjerg en glimrende By med Kupler, Broer, Skibe, Skove af Citrontræer og hvide Marmorkathedraler med Storkereder i de spidse Spir. De gik kun Fod for Fod paa de brede Fliser, og der laae Blomsterbuketter paa Jorden, som Kvinder i røde Trøier falbød dem. Man hørte Klokkerne ringe, Muldyrene blive indviede, Gitarenes Toner og Springvandenes Plasken, hvis Støvregn forfriskede de Stabler af Frugter, som laae pyramideformigt ordnede ved Foden af de hvide Statuer, der smilede under Vandspringene. Saa kom de en Aftenstund til et Fiskerleie, hvor de mørke Ret tørredes for Vinden langs Stranden og Hytterne. Her vilde de stanse og blive, de skulde boe i et lavt Hus med fladt Tag i Ly af et Palmetræ med Golfen bag ved dem. De skulde seile i Gondol, de skulde Vugge sig i Hængekøier, og deres Tilværelse skulde være rig og let som deres Silkeklæder, varm og stjernebeskinnet som de milde Nætter, de skulde beskue. Men henad denne uendelige Fremtid, som hun saae i Fantasien, sprang intet Særligt frem, de pragtfulde Dage lignede alle hverandre som den ene Bølge den anden, og det vuggede sig i Horisonten uendeligt, harmonisk, idealt og solbestraalet. Men Barnet gav sig til at hoste i Vuggen, eller Bovary snorkede stærkere, og Emma faldt først i Søvn henad Morgenstunden, naar Dagskjæret hvidnede Ruderne, og den lille Justin trak Skodderne fra Apoteket.

Hun havde sendt Bud efter L'heureux og sagt til ham:

— Jeg faaer Brug for en Kappe, en stor foret Kappe med bred Krave.

— Skal De reise? spurgte han.

— Nei, men . . . ja, det er nu ligemeget, jeg kan jo stole paa Dem, ikke sandt, men det maa være hurtigt. Han bukkede.

— Desuden skal jeg bruge en Kuffert . . . ikke altfor tung og en Vadsæk.

— Her er nok Ugler i Mosen, tænkte Kjøbmanden.

— Værsaagod, sagde Emma og rakte ham sit Ur, De kan tage Dem Betaling deraf.

Men Kjøbmanden indvendte, at det aldeles ikke behøvedes, han tvivlede jo slet ikke paa hendes Redelighed, det var barnagtigt af hende. Men hun fordrede da, at han i hvert Tilfælde skulde tage Kjæden, og L'heureux havde allerede puttet den i Lommen og var gaaet ud af Døren, da Emma kaldte ham tilbage. — De maa beholde det Altsammen hjemme hos Dem selv. Og hvad Kappen angaaer, — hun lod til at tænke sig om — da skal De heller ikke bringe mig den, men De kan give mig Skrædderens Adresse og underrette ham om, at den er til mig.

Næste Maaned skulde de flygte. Hun skulde tage fra Yonville under Paaskud af at gjøre Indkjøb i Rouen. Rodolphe skulde have taget Pladser, sørget for Pas og skrevet til Paris for at bestille hele Postvognen til Marseille, hvor de skulde kjøbe dem en Vogn og umiddelbart fortsætte Reisen til Genua, uden at stanse. Hun skulde sende Bud til L'heureux efter Bagagen, der da vilde blive befordret direkte til „Svalen”, saa at Ingen vilde fatte Mistanke, under alt dette var der aldrig Tale om hendes Barn, Rodolphe undgik at tale derom, og hun tænkte maaske slet ikke derpaa.

Han vilde endnu have to Uger til sin Raadighed for at ordne forskjellige Forberedelser, efter otte Dages Forløb begjærede han atter fjorten Dages Udsættelse, derpaa erklærede han sig syg, saa gjorde han en lille Reise, Augustmaaned forløb, og efter alle disse Forsinkelser bestemte de, at det uigjenkaldeligt skulde være Mandagen den fjerde September.

Lørdagaften kom Rodolphe tidligere end sædvanligt.

— Er Alt færdigt? spurgte hun ham.

— Ja.

De spadserede rundt om et af Bedene og satte sig paa Terrassen paa Kanten af Muren.

— Du er bedrøvet, sagde Emma.

— Nei, hvorfor? og dog betragtede han hende paa en eiendommelig om Maade.

— Er det fordi Du skal reise bort? vedblev hun, forlade Dine Omgivelser, Dit vante Liv? Jeg kan saa godt forstaae det . . . men jeg har Intet i denne Verden, Du er Alt for mig. Derfor vil jeg ogsaa være Alt for Dig, jeg vil være Dig i Families og Fædrelands Sted, jeg vil hygge om Dig, jeg vil elske Dig.

— Hvor Du er yndig! sagde han og tog hende i sine Arme.

— Er det Dit Alvor? spurgte hun ham med vellystig Latter, elsker Du mig? Sværg mig det!

— Om jeg elsker Dig! om jeg elsker Dig! jeg tilbeder Dig, min Elskede!

Den runde purpurrøde Maane hævede sig bagved Engen. Den steg hurtig op imellem Poplernes Grene, der hist og her skjulte den som et sort hullet Gardin. Derpaa traadte den blændende hvid frem paa den tomme Himmel, som den belyste, og idet den sagtnede sin Gang, kastede den en klar Lysning paa Strømmen, der dannede en uendelig Mængde Sølvstjerner, og denne Sølvglans syntes at bore sig ned lige til Bunden som en hovedløs Slange, oversaaet med lysende Skjæl. Den mindede ogsaa om en kjæmpestor Kandelaber, langs hvilken der rislede flydende Diamantdraaber. Den tause Nat sænkede sig om dem, Flader af Mørke fyldte Løvet. Med halvtlukkede Øine indaandede Emma med dybe Suk den friske Nattevind. De talte ikke til hinanden, dertil var de altfor fordybede i deres Drømmerier. Deres første Elskovsdage stod for deres Tanke svulmende og tavse som Strømmen, der flød forbi dem, Mindet derom virkede ligesaa bedøvende paa dem som Serinduften og kastede større og mere melankolske Skygger i deres Sjæl end de ubevægelige Piletræer, der kastede deres Skygger henad Jorden. Undertiden smuttede et Pindsvin eller en Væsel frem af Buskene, eller man hørte en moden Fersken falde fra Espalieret.

— Hvilken deilig Nat! udbrød Rodolphe.

— Af slige Nætter skal vi skue mange! svarede Emma, og ligesom hun talte med sig selv, vedblev hun: Det vil være saa deiligt at komme til at reise . . . men hvorfor er jeg saa melankolsk? Er det Frygt for det Ubekjendte . . . Vanens Magt . . . eller snarere? . . . nei, det er kun et Overmaal af Lykke. Hvor jeg er svag, ikke sandt, tilgiv mig!

— Der er Tid endnu, udbrød han. Betænk Dig, Du vil maaske fortryde det.

— Aldrig, udbrød hun heftig og rykkede sig nærmere hen til ham. Hvad Ulykkeligt kan der times mig? Der gives ingen Ørken, ingen Afgrund, intet Ocean, jeg ikke vilde drage over med Dig. Efterhaanden som vi lever sammen, vil det blive ligesom en inderligere Omfavnelse. Der vil ikke være Noget til at forstyrre vor Lykke, hverken Sorg eller Hindring, vi vil være ene og tilhøre hinanden. Men saa tal dog, svar mig.

Han svarede med regelmæssige Mellemrum: Ja, ja . . . Hendes Haand hvilede i hans Haar, og hun gjentog med barnlig Stemme, uagtet der løb store Taarer ned ad hendes Kinder.

— Rodolphe, Rodolphe, ak kjære lille Rodolphe!

Klokken slog tolv.

— Tolv, sagde hun, nu er ogsaa denne Dag forløbet, kun een endnu!

Han reiste sig for at gaa, og ligesom den Bevægelse han gjorde, havde været Signalet til deres Flugt, antog hun pludselig et muntert Udseende.

— Har Du Passene?

— Ja.

— Du har altsaa ikke glemt Noget?

— Nei.

— Er Du vis derpaa?

— Ja aldeles vis.

— Du venter mig jo i Hôtel de Provence, ikke sandt, Klokken tolv?

Han nikkede.

— Saa sees vi altsaa imorgen, sagde Emma med et siste Kjærtegn.

Hun saae efter ham, men han vendte sig ikke om. Hun løb efter ham, og idet hun hældede sig henover Vandet mellem Buskene, raabte hun: Altsaa imorgen!

Men han var allerede paa den anden Side af Strømmen og gik hurtig langs med Engen.

Efter nogle Minuters Forløb stod Rodolphe stille, da han efterhaanden saae hendes hvide Kjole svinde hen i Skyggen som et Spøgelse, fik han en saadan Hjertebanken, at han maatte støtte sig til et Træ for ikke at falde.

— Jeg er dog et stort Fæ, sagde han med en drøi Ed. Ligemeget, det var en kjøn Elskerinde. Og Emmas Skjønhed og alle Nydelserne ved denne Kjærlighedsforbindelse stod for ham. Først følte han sig bevæget, men derpaa oprørtes han imod denne Bevægelse. Jeg kan dog ikke reise bort fra Frankrig, udbrød han og gestikulerede heftigt og paatage mig at forsørge et Barn. Han sagde dette for yderligere at befæste sin Beslutning. Og al den Forlegenhed og de Udgifter! Nei, nei, og tusind Gange nei, det vilde dog have været altfor dumt!

XIII.

Neppe var Rodolphe kommet hjem, før han satte sig til sit Skrivebord under Hjortehovedet, der hang paa Vægen. men da han havde faaet Pennen i Haanden, kunde han ikke finde paa Noget, han støttede saa Hovedet paa Hænderne og gav sig til at spekulere. Emma syntes ham at være veget bort til en fjern Fortid, ligesom om den Beslutning, han havde taget, pludselig havde lagt en umaadelig Afstand mellem ham og hende.

Ligesom for atter at gribe Noget af hende tog han en gammel Biskuitæske fra Skabet ved sit Hovedgjærde, hvori han pleiede at gjemme sine Damekorrespondancer, og hvorfra der udgik en ubestemt Duft af fugtigt Støv og visne Roser. Han fik strax Øie paa et Lommetørklæde med afblegede Pletter, det var et Lommetørklæde, hun engang havde benyttet paa en af deres Spadseretoure under et Anfald af Næseblod, han mindedes det ikke længere; desuden laae der et Miniaturportrait af Emma, hendes Toilette forekom ham fordringsfuldt, og hendes smægtende Øiekast syntes ham at gjøre en ynkelig Virkning, ved efterhaanden at betragte dette Billede og fremkalde Mindet om Originalen, svandt Emmas Træk lidt efter lidt af hans Hukommelse, ligesom det malede og det levende Ansigt ved at gnides mod hinanden gjensidig havde udvisket hinanden. Endelig læste han nogle af hendes Breve, de var fulde af Meddelelser angaaende deres Reiseforberedelser, korte, tekniske og presserende som Forretningsbreve. Han vilde gjensee de lange fra den allerførste Tid af, for at finde dem paa Bunden af Æsken maatte Rodolphe flytte alle de andre, og mekanisk gav han sig til at røde i denne Dynge af Papirer og Gjenstande, hvor han hulter til bulter fandt Buketter, et Strømpebaand, en sort Maske, Knappenaale og Haar — Haar, baade mørke og lyse, nogle af dem hang fast ved Beslaget og knækkedes, idet han aabnede Æsken.

Idet han saaledes streifede om mellem sine Minder, mønstrede han Brevenes Skrift og Stil, der var ligesaa varieret som deres Ortografi, der var ømme og joviale, vittige og melankolske, der var nogle, der bad om Kjærlighed og andre, der bad om Penge. Ved at støde paa et eller andet Ord mindedes han Ansigtet, visse Bevægelser, Lyden af en Stemme, undertiden mindedes han slet Intet.

Disse Kvinder, der samtidig flokkedes i hans Tanker, traadte i Veien for hverandre og skrumpede ind til samme Niveau. Han greb disse forskjellige Breve i bunkevis og morede sig i nogle Øieblikke med at lade dem glide fra den ene Haand over i den anden ligesom Vandstraaler. Kjed af denne Leg stillede endelig Rodolphe atter Æsken ind i Skabet med de Ord „Hvilken Bunke Vrøvl”, hvad der i Grunden resumerede hans Mening, thi Nydelsen havde ligesom Skoledrenge paa en Legeplads trampet paa hans Hjerte, saa at der ikke længere kunde spire Noget frem, og det, som gik der forbi, var endnu flygtigere end et Barn, det ridsede ikke engang sit Navn paa Muren.

— Det bliver nok bedst, at jeg kommer til at begynde, sagde han endelig og gav sig til at skrive:

„Mod Emma, Mod! Jeg vil ikke berede Dem en ulykkelig Tilværelse.”

— Naar det kommer til Stykket, er det jo ogsaa sandt, tænkte Rodolphe, jeg handler i hendes egen Interesse, jeg er i Grunden en rigtig skikkelig Fyr.

„Har De modent overveiet Deres Forsæt? Kjender De den Afgrund, hvorimod jeg drog Dem, stakkels Engel, nei ikke sandt? Tillidsfuld og blind med Tro paa Lykken og Fremtiden drog De den i Møde. Ak vi er begge ulykkelige og vanvittige.”

Her stansede Rodolphe for at finde en god Undskyldning.

— Hvis jeg fortalte hende, at jeg havde mistet hele min Formue? . . . Nei, det duer ikke, saa maatte man kun begynde forfra senere. Kan man nogensinde bringe slige Kvinder til Fornuft?

Han grublede lidt og tilføiede derpaa:

„Jeg vil aldrig glemme Dem, tro mig vel, og jeg vil stadig nære en dyb Hengivenhed for Dem, men engang sent eller tidligt vilde vor Elskov (det er jo de menneskelige Følelsers Lod) være bleven forminsket, Trætheden vilde have indfundet sig, og hvem veed, om jeg ikke vilde have havt den grusomme Sorg at maatte skue Deres Samvittighedsnag og selv tage Del deri, da jeg havde været Skyld deri. Alene Tanken om de Sorger, der hjemsøger Dem, piner mig. Emma, glem mig! Hvorfor lærte jeg Dem at kjende? Hvorfor var De saa skjøn? Er det min Skyld? Oh min Gud nei, anklag kun Skjæbnen!”

— Det er et Ord, der altid gjør Virkning, sagde han til sig selv.

„Hvis De havde været en af disse letsindige Kvinder, hvoraf man seer saa mange, havde jeg sikkert af Egoisme prøvet et Forsøg, der da vilde have været uden Fare for Dem. Men denne henrivende Exaltation, der samtidig udgjør Deres Ynde og Pinsel, har hindret Dem beundringsværdige Kvinde i at forstaae det Falske i vor fremtidige Stilling. Jeg havde heller ikke tænkt derover og hvilede i Skyggen af denne ideale Lykke ligesom under Mancinillatræet uden at forudsee Følgerne.”

— Hun vil maaske troe, at det er af Gjerrighed, jeg giver Afkald derpaa; men ligemeget, det maa have en Ende.

„Verden er grusom, Emma. Overalt hvor vi vilde have taget hen, vilde den have forfulgt os. De vilde have lidt under indiskrete Spørgsmaal, Bagtalelse, Foragt, ja maaske Fornærmelser. De fornærmet! . . . Og jeg, der vilde sætte Dem paa en Trone. Jeg, der medtaget Mindet om Dem som en Talisman, thi jeg straffer mig selv med Landflygtighed for alt det Onde, jeg har tilføiet Dem. Jeg reiser, hvorhen? ja det veed jeg ikke selv, jeg er vanvittig. Levvel! vær stadig god! Bevar Mindet om den Ulykkelige, der har mistet Dem. Lær Deres Barn mit Navn, for at det kan indflette det i sine Bønner.”

Lysene viftede. Han gik hen og lukkede Vinduet, og efter at have sat sig ned igjen sagde han:

— Nu troer jeg, det er nok. Kun et Par Ord til, for at hun ikke skal komme herhen og pine mig med Scener.

„Jeg er langt borte, naar De læser disse sørgelige Linier, thi jeg har villet flygte saa hurtigt som muligt, for at undgaae den Fristelse at gjensee Dem. Ingen Svaghed! Jeg vender engang tilbage, og maaske vil der komme en Tid, hvor vi to med fuldstændig Ro vil kunne passiare om vor fordums Kjærlighed. Levvel!” Og der var et siste Adieu skilt i to Ord „A Dieu”!; hvilket han fandt saa overordentligt smagfuldt.

Hvorledes skal jeg undertegne mig? spurgte han sig selv: Deres hengivne . . . nei, Deres Ven . . . ja saadan skal det være

Deres Ven.

Han læste atter Brevet igjennem, det forekom ham godt.

— Stakkels lille Kone, tænkte han bevæget. Hun vil ansee mig for haardere end en Sten, der burde have været nogle Taarer derpaa; men jeg kan ikke græde, det er sgu ikke min Skyld. Efter at have heldt Vand i et Glas dyppede Rodolphe Fingrene deri og lod en tung Draabe falde ned paa Papiret, den dannede en bleg Plet paa Blækket, idet han derpaa vilde til at forsegle Brevet, stødte han paa Signetet Amor nel cor.

— Det passer ikke rigtig godt til Situationen. . . men ligemeget!

Derpaa røg han tre Piber og gik til Sengs.

Efter at være staaet op den næste Dag, (Klokken var henved to, han havde nemlig sovet længe) lod Rodolphe sig plukke en Kurv med Abrikoser. Han lagde Brevet paa Bunden under Vinløvet og befalede en af sine Karle at bringe den forsigtigt over til Fru Bovary. Han betjente sig undertiden af dette Middel til at korrespondere med hende, idet han alt efter Aarstiden sendte hende Frugter eller Vildt.

— Hvis hun spørger om mig, sagde han til Karlen, skal Du svare hende, at jeg er reist. Du maa kun give Kurven til hende selv, gaae nu og udfør nøie hvad jeg har sagt Dig.

Karlen tog sin nye Bluse paa, bandt sit Lommetørklæde om Abrikoserne og begav sig roligt henad Yonville til med lange tunge Skridt i sine svære jernbeslaaede Træsko.

Da han kom til Bovarys, ordnede just Emma en Pakke Linned paa Kjøkkenbordet sammen med Félicité.

— Jeg skal levere Dem en Foræring fra min Herre, sagde Karlen.

Hun blev greben af Angst, og idet hun ledte efter nogle Smaapenge i sin Lomme, betragtede hun ham vildt, mens Karlen stirrede forbavset paa hende, idet han ikke kunde begribe, hvorfor en ganske almindelig Foræring kunde gjøre et Menneske saa bevæget. Endelig gik han sin Vei, men Félicité blev i Stuen, da kunde hun ikke længere holde det ud, men løb ind i Dagligstuen som for at stille Abrikoserne derind, hun væltede Kurven, rev Bladene ud, fandt Brevet og aabnede det, og som om der havde været den voldsomste Ildebrand i Hælene paa hende, gav Emma sig aldeles forfærdet til at løbe op paa sit Værelse.

Charles var deroppe, hun opdagede ham, han talte til hende, hun kunde ikke høre Noget men vedblev at gaae op ad Trapperne, stønnende, ude af sig selv, ligesom beruset og stadig med det skrækkelige Blad Papir i Haanden, der slog mod hendes Fingre som en Blikplade. Paa anden Sal stansede hun foran Loftsdøren, den var lukket.

Da vilde hun berolige sig, hun mindedes Brevet, hun maatte læse det til Ende men turde ikke. Hvor skulde hun ogsaa gjøre det? hvorledes? man kunde see hende.

— Nei, tænkte hun, det maa være derinde, der har jeg Ro.

Hun skjød Døren op og traadte ind.

Der faldt en tung Varme fra Taget, som knugede hendes Tindinger og var nær ved at kvæle hende, hun slæbte sig hen til Vinduet, trak Skoddet fra, og et blændende Lys strømmede pludselig ind.

Ligeoverfor hende udover Tagene strakte Landskabet sig, saalangt man kunde øine, nedenunder hende stod Landsbyens Torv tomt, Stenene paa Fortouget funklede, Veirfløiene paa Husene rørte sig ikke, henne paa Hjørnet af Gaden lød der en Slags hvislende Snurren, det var Binet, som dreiede.

Hun havde støttet sig til Karmen og gjennemlæste atter Brevet med haanlig Latter; men jo ivrigere hun fæstede sin Opmærksomhed derpaa, desmere forvirredes hendes Tanker. Hun saae ham atter, hun hørte ham, hun omslyngede ham med sine Arme, og stadig hurtigere og hurtigere med ulige store Mellemrum bankede Hjertet under hendes Bryst ligesom Hammerslag. Hun kastede Blikket rundt om sig med Ønsket om, at Jorden maatte styrte sammen. Hvorfor gjorde hun ikke Ende derpaa? Hvem forhindrede hende deri? Hun var jo fri. Og hun gik fremad, hun saae ned paa Stenene med den Tanke: Fremad!

Lysstraalen, der steg op til hende, trak hendes Legeme hen imod Dybet. Det forekom hende, at Jorden nede paa Torvet vaklende hævede sig langs Murene, og at Gulvet bøiede sig ved Enderne ligesom et gyngende Skib. Hun holdt sig ved Kanten næsten svævende omgivet af det frie Rum. Himlens Blaa ligesom løftede hende, Luften susede i hendes tomme Hjerne, hun behøvede kun at give efter, at lade sig gribe, og Dreiebænkens Snurren vedblev idelig ligesom en rasende Røst, der kaldte paa hende.

— Emma, Emma, raabte Charles.

Hun stansede.

— Hvor er Du da? Saa kom dog!

Tanken om lige at være undsluppet Døden, havde nær faaet hende til at besvime af Rædsel, hun lukkede Øinene og skjælvede, ved at en Haand berørte hendes Ærme, det var Félicité.

— Herren venter paa Dem, Suppen staaer paa Bordet.

Og hun maatte gaae ned, hun maatte sætte sig til Bords.

Hun prøvede paa at spise, men Maden var nær ved at kvæle hende. Hun udfoldede sin Serviet, som om hun vilde eftersee Stopningerne og vilde virkelig fæste sine Tanker paa dette Arbeide, tælle Traadene i Lærredet. Pludselig mindedes hun Brevet. Havde hun tabt det? Hvor skulde hun finde det igjen? Men hun følte sig saa træt i Sindet, at hun ikke kunde finde paa et Paaskud til at slippe fra Bordet, og saa var hun bleven feig, hun var bange for Charles, han vidste Alt, det var hun overbevist om. Han udtalte virkelig ogsaa følgende Ord med en høist eiendommelig Betoning.

— Nu varer det nok længe, før vi faaer Hr. Rodolphe at see.

— Hvem har sagt Dig det? spurgte hun gysende.

— Hvem, der har sagt mig det, svarede han lidt forundret over den korte Tone, jeg har det fra hans Karl Girard, som jeg nylig mødte udenfor Café français. Han er reist eller skal nok reise.

Hun brast i Hulken.

— Bliver Du saa forbavset derover? Han tager nok af og til bort for at adsprede sig lidt, og det gjør han min Tro Ret i, naar man har Penge og er Ungkarl . . . vor gode Ven holder nok af at more sig, han er en stor Gavstrik, blant Andet har Hr. Langlois fortalt mig . . .

Han taug pludselig af Sømmelighedshensyn, fordi Pigen traadte ind i Stuen.

Félicité lagde Abrikoserne, der laae spredte paa Etagèren, ned i Kurven, og uden at lægge Mærke til sin Kones Rødme, lod Charles Kurven bringe hen paa Bordet, greb en og bed deri.

— Den er udmærket, sagde han, smag paa dem.

Han rakte hende Kurven, som hun blidt stødte tilbage.

— Men saa lugt dog, hvilken Duft! sagde han og rakte den gjentagne Gange op under Næsen paa hende.

— Jeg kvæles, udbrød hun pludselig og foer op af Stolen.

Men ved en Villiesanstrengelse forsvandt denne Krampe, og hun tilføiede: Det er Intet, Intet, det er kun Nervøsitet, sæt Dig ned og bliv bare ved at spise.

Thi hun frygtede for, at han skulde udspørge hende, passe paa hende, og at hun ikke skulde faae Lov til at være alene.

For at føie hende, havde Charles atter sat sig ned, han spyttede Abrikoskjærnen ud i Haanden og lagde den ned paa Tallerkenen.

Pludselig foer en blaa Tilbury i Galop over Torvet, Emma udstødte et Skrig og faldt baglæns om paa Gulvet.

Efter moden Overveielse havde Rodolphe nemlig bestemt sig til at tage til Rouen, og da der fra La Huchette ikke var nogen anden Vei dertil end over Yonville, havde han maattet kjøre gjennem Landsbyen, og Emma havde gjenkjendt ham ved Lysskinnet, der kløvede Tusmørket som et Lynglimt.

Ved den Alarm, der opstod i Huset, styrtede Apotekeren til. Bordet med alle Tallerkenerne var faldet om, Sauce, Kjød, Knive, Saltkar og Olieskaal laae paa Gulvet, Charles raabte om Hjælp, Barnet skreg fortumlet, og Félicité løste med rystende Hænder Fruens Tøi, der skjælvede konvulsivisk over hele Legemet.

— Jeg løber ind i Laboratoriet efter lidt aromatisk Edike, sagde Homais.

Da hun ved at lugte til Flasken aabnede Øinene, sagde han: Ja vidste jeg det ikke nok, det kunde jo vække en Død til Live.

— Tal til os! bad Charles. Tal til os! Fat Dig! Det er mig, Din Charles, der elsker Dig saa inderligt. Kjender Du mig igjen? Der er Din lille Datter, kys hende dog!

Barnet strakte Armene frem imod Moderen for at hænge sig fast ved hendes Hals, men Emma vendte Hovedet bort og fremstødte Ordene: Nei, nei, Ingen.

Hun faldt atter i Besvimelse, man lagde hende paa Sengen.

Der laae hun hen med aaben Mund, lukkede Øielaage og slappe Hænder, ubevægelig og hvid som en Voxstatue. Strømme af Taarer rullede langtsomt ned paa Puden.

Charles holdt sig inderst i Alkoven, og Apotekeren, der stod ved hans Side, iagttog denne eftertænksomme Taushed, som det er passende at bevare under Livets alvorlige Øieblikke.

— Berolig Dem! sagde han og stødte til ham med Albuen. Jeg troer nok, at Paroxysmen er overstaaet.

— Ja, nu hviler hun lidt, svarede Charles, der saae hende sove. Stakkels Kone . . . stakkels Kone . . . nu faldt hun tilbage igjen.

Homais spurgte da, hvorledes Ildebefindendet var kommet. Charles svarede, at hun var bleven greben deraf ved at spise en Abrikos.

— Besynderligt! . . . yttrede Apotekeren; men det kan jo godt være, at Abrikosen har foranlediget Besvimelsen. Der gives jo Naturer, der aldeles ikke kan taale visse Lugte. Det kunde endogsaa være et ganske interessant Spørgsmaal at studere saavel fra et pathologisk som fra et philosophisk Synspunkt. Præsterne har kjendt dets Betydning, det er derfor, at Røgelsen altid har spillet en Rolle ved deres Ceremonier, det har været for at bedøve Tænkningen og fremkalde Extaser, hvilket forøvrigt er let at opnaae hos det svage Kjøn, som er sortere end vi andre. Man kjender Exempler paa Fruentimmer, der falder i Besvimelse ved Lugten af brændt Horn eller nybagt Brød . . .

— Tag Dem dog i Agt for at vække hende, hviskede Bovary.

— Og ikke blot Menneskene, vedblev Apotekeren, er disse Anomalier underkastede, men ogsaa Dyrene. De kjender vel nok den besynderlige afrodisiaske Virkning, som nepeta cataria almindelig kaldet Katteurt frembringer paa Katteslægten, og for at anføre Dem et Exempel, for hvis Paalidelighed jeg personligt kan indestaae, eier en af mine gamle Skolekammerater, Bridoux, som er bosiddende i Rouen, en Hund, der falder i Besvimelse, naar man viser den en Snusdaase. Han foretager ofte dette Experiment i sine Venners Nærværelse. Skulde man nu troe, at et almindeligt Nysepulver kunde gjøre en slig Forstyrrelse i en Firføddets Organisme? Det er ganske besynderligt, er det ikke?

— Jo, svarede Charles, der slet ikke hørte paa ham.

— Hvilket beviser os, svarede den Anden med et vel- villigt og samtidig godmodigt overlegent Smil, at der gives utallige Uregelmæssigheder i Nervesystemet. Hvad Fruen angaaer, har hun altid forekommet mig at være en sand Mimosa. Derfor vil jeg heller ikke tilraade Dem, min gode Ven, at bruge noget af disse foregivne Lægemidler, der under Paaskud af at angribe Symptomerne, angriber Temperamentet. Nei ingen unyttige Medikamenter! Diæt! Beroligende, dulmende Midler; man burde maaske ogsaa bedøve Fantasien.

— Hvorledes mener De? spurgte Charles.

— Ja, det er netop Tingen, saaledes stiller Spørgsmaalet sig. »That is the question«, som der stod forleden Dag i Avisen.

Pludselig vaagnede Emma og raabte: Brevet, Brevet!

Man troede, at hun talte i Vildelse. Fra Midnat fantaserede hun, og der viste sig Symptomer paa en Hjernebetændelse.

I treogfyrretyve Dage forlod Charles ikke hendes Leie, han forsømte alle sine Patienter, han lagde sig ikke, uophørligt følte han hendes Puls og lagde Sennepskager og kolde Omslag paa hende. Han sendte Justin til Neufchâtel efter Is, den smeltede paa Veien, og han sendte ham atter afsted. Han hidkaldte Doktor Canivet, han lod sin tidligere Lærer Hr. Larivière komme fra Rouen, han var fortvivlet; hvad der forskrækkede ham mest, var Emmas Modløshed, thi hun talte ikke Noget, forstod ikke Noget og syntes ikke engang at lide . . . . ligesom om Sjæl og Legeme hvilede sig ud efter alle disse Rystelser.

Henimod Midten af Oktober kunde hun sidde opreist i Sengen, støttet til Puderne. Charles græd, da han saae hende spise den første Skive Brød med Syltetøi. Kræfterne vendte tilbage, hun stod et Par Timer op om Dagen, og engang, da hun følte sig bedre, prøvede han paa at spadsere en Tour med hende i Haven. Sandet i Gangene forsvandt under de visne Blade, hun gik ved hans Arm Skridt for Skridt med slæbende Morgensko og støttede sig til hans Skulder med et blidt Smil.

Saaledes gik de ligetil Udkanten af Haven ved Terrassen. Hun rettede sig langsomt og skyggede med Haanden for Øiet, for bedre at kunne see langt ud i det Fjerne, men hun saae kun Røgen fra nogle Hedebrande dølge henover Bakkerne.

— Du bliver træt mit Barn, sagde Charles og stødte blidt til hende for at faae hende ind i Lysthuset: Sæt Dig ned paa Bænken, der kan Du hvile Dig saa godt.

— Nei, nei, ikke der, sagde hun med mat Stemme.

Hun blev svimmel, og om Aftenen begyndte atter Sygdommen, ganske vist med en usikkrere Gang og et mere indviklet Præg, snart led hun i Hjertet, snart i Brystet, saa i Hjernen og saa i Lemmerne, hun havde Brækninger, hvor Charles troede at opdage de første Symptomer til en Kræftskade.

Og ovenikjøbet havde den stakkels Fyr Pengeforlegenheder.

XIV.

For det Første vidste han ikke, hvorledes han skulde holde Homais skadesløs for alle de Medikamenter, han havde taget hos ham, skjønt han i Egenskab af Læge ikke havde behøvet at betale dem, undsaae han sig dog for denne Udvei. Nu da Pigen styrede Huset, blev Udgifterne til Husholdningen forfærdelige, det væltede ind med Regninger, Leverandørerne blev utaalmodige, og navnlig pinte L'heureux ham. Mens Emmas Sygdom stod paa sit Høidepunkt, havde han benyttet sig af Leiligheden til at skrue Regningen op og havde skyndt sig med at bringe Kappen, Vadsækken, to Kufferter i Stedet for en og en Mængde andre Sager. Paa Charles' Forestillinger om, at han ikke havde Brug derfor, svarede Kjøbman- den storsnudet, at man havde bestilt disse Sager hos ham, og at han ikke vilde tage dem tilbage, desuden vilde det virke forstyrrende paa Fruen at nægte hende Noget under hendes Sygdom; Herren kunde betænke sig, kort sagt han var bestemt paa hellere at lade Sagen gaae til Retten end til at opgive sin Fordring og tage sine Varer tilbage. Charles gav Ordre til, at de ligestrax skulde sendes tilbage, men Félicité erindrede det ikke, han havde andre Ting i sit Hoved, og det Hele gik i Glemme. Hr. L'heureux gjentog sin Fordring snart truende, snart klynkende og manøvrerede saa snildt, at Bovary tilsist underskrev en Vexel med et halvt Aars Frist. Men neppe havde han underskrevet denne Vexel, før der faldt ham en dristig Tanke ind, han kunde jo laane tusind Francs af L'heureux, han spurgte ham da med forlegen Mine, om det ikke var ham muligt at skaffe ham disse Penge med Tilføiende af, at Laanet skulde være paa et Aar og med hvad Rente, der forlangtes. L'heureux løb hjem, hentede Dalerne og dikterede Lægen en anden Vexel, hvori denne erklærede næstkommende første September at skulle betale en Sum af 1070 Francs, der tilligemed de i Forveien stipulerede 180 akkurat udgjorde 1250. Idet han altsaa laante ud til sex Procent og en Fjerdedel i Provision og mindst tjente en god Trediedel paa Varerne, tjente han 130 Francs ved denne Forretning, og han haabede, at det ikke skulde blive derved, at man ikke skulde kunne betale Vexlerne, men blive tvunget til at omsætte dem, og at hans stakkels Penge vilde faae en god Pleie hos Lægen og yngle ganske enormt.

Han havde forresten Held med sig i Alting. Han havde faaet Leverancen af Most til Hospitalet i Neufchâtel, Hr. Guillaumin lovede ham Aktier i Tørvemoserne ved Grumesnil, og han spekulerede paa at etablere en ny Diligenceforbindelse mellem Argeuil og Rouen, der snart skulde ruinere den „forgyldte Løves” gamle Karosse, idet den ved hurtigere Befordring, med lavere Priser og med større Plads til Bagage, skulde bringe hele Yonvilles Handel over i hans Hænder.

Charles spurgte sig selv flere Gange, hvorledes han næste Aar skulde fortjene saamange Penge, han spekulerede og grundede paa forskjellige Midler, som at tage sin Tilflugt til sin Fader eller sælge Noget; men hans Fader vilde være døv for hans Bønner, og der var ikke Noget at sælge. Det voldte ham saameget Hovedbrud at tænke derpaa, at han hurtig skjød disse ubehagelige Betragtninger til Side. Han bebreidede sig selv, at han glemte Emma derfor, naar ikke hver eneste af hans Tanker tilhørte denne Kvinde, syntes han, at han bestjal hende.

Vinteren blev streng, Fruens Reconvalescens trak længe ud. Naar det var smukt Veir, rykkede man hendes Lænestol hen til det Vindue, der vendte ud til Torvet, thi nu havde hun faaet Afsky for Haven, og Persiennen til denne Side var stadig lukket. Hun vilde have, at man skulde sælge Hesten, thi hvad hun fordum elskede mishagede hende nu. Alle hendes Tanker syntes at indskrænke sig til Omsorg for hendes eget Velvære. Hun blev liggende i Sengen for at nyde Smaamaaltider, ringede paa sin Pige, for at forhøre sig om sine Havresupper, eller for at passiare med hende. Imidlertid kastede Sneen fra „Hallernes” Tag et hvidt ubevægeligt Skjær ind i Stuen, eller Regnen styrtede ned. Og Emma ventede stadig med en Slags Angst paa den regelmæssige Tilbagevenden af ubetydelige Smaabegivenheder, som dog ikke vedkom hende synderligt. Den betydeligste var „Svalens” Ankomst om Aftenen, Gjæstgiversken raabte, og andre Stemmer svarede, mens Hippolytes Lygte, naar han søgte efter Kufferter paa Ruffet, dannede ligesom en Stjerne i Mørket. Klokken tolv om Middagen kom Charles hjem, derpaa gik han ud igjen, saa nød hun en Kop Bouillon, og henimod Klokken fem i Mørkningen, naar Børnene kom hjem fra Skole med slæbende Tøfler henad Fortouget, slog de en for en med deres Linealer til Klinken paa Skodderne.

Det var paa denne Tid af Dagen, at Abbed Bournisien pleiede at aflægge hende et Besøg. Han erkyndigede sig om hendes Befindende, meddelte hende Nyheder og opmuntrede hende til Fromhed i et kjælent sladdrende Sprog, hvorover der hvilede en vis Ynde. Alene Synet af hans Kappe virkede velgjørende paa hende.

En Dag i den værste Periode af hendes Sygdom, da hun troede sig Døden nær, havde hun bedt om Alterets Sakramente, og medens man gjorde Forberedelserne dertil i hendes Værelse, mens man indrettede den af Medicinflasker opfyldte Kommode til et Alter, og Félicité overstrøede Gulvet med Georginer, følte Emma noget Mægtigt fare hen over sig, der befriede hende for hendes Lidelser, for hvert Indtryk, hver Følelse. Hendes Legeme var lettet, det tyngede ikke mere, et andet Liv begyndte, det forekom hende, at hendes Væsen, idet det hævede sig imod Gud, skulde gaae tilgrunde ved denne Kjærlighed, ligesom den tændte Røgelse, der opløser sig til Damp. Man bestænkede Lagnerne med Vievand, Præsten tog den hvide Hostie ud af Skrinet, og betaget af en himmelsk Fryd strakte hun Læberne frem for at modtage Frelserens Legeme, der raktes hende. Gardinerne om Alkoven hvælvede sig blidt om hende ligesom Skyer, og Straalerne fra de tvende Voxlys, der brændte paa Kommoden, forekom hende at være blændende Glorier. Hun lod da Hovedet synke tilbage, idet hun troede at høre Rummet gjenlyde af serafiske Harper og syntes at see i en azurblaa Himmel paa en gylden Trone omgivet af Helgene med grønne Palmer i Hænderne selve Gud Fader, straalende af Majestæt, og som med et Vink lod Engle med flammende Vinger stige ned paa Jorden for at føre hende bort i deres Arme.

Denne glimrende Vision vedblev at staae for hende som det Skjønneste, det var muligt at tænke sig, hun gjorde sig Umage for atter at betages af samme Følelse, hvis dybe Mildhed endnu virkede saa velgjørende paa hende, ihvorvel paa en mindre exclusiv Maade. Hendes Sjæl, der var bleven stivnet af Hovmod, udhvilede endelig i den kristelige Ydmyghed, og idet hun med Velbehag nød den Følelse at være svag, betragtede Emma roligt sin Villies Ødelæggelse, der skulde yde Naadens Indtrængen et vidt Raaderum. I Stedet for Elskoven existerede der altsaa en Lyksalighed, der var langt større, en Kjærlighed over alle andre Kjærlighedsforbindelser, uden Ophør og Afbrydelse, og som evigt vilde voxe. Blant sit Haabs Illusioner skimtede hun en Renheds Tilstand, der svævede over Jorden, smeltede sammen med Himlen, og hvori hun tragtede efter at dvæle. Hun vilde være en Helgeninde. Hun kjøbte Rosenkranse, bar Amuletter og ønskede sig et Relikvieskrin, indfattet med Smaragder, over sit Hovedgjerde for at kunne kysse det hver Aften.

Præsten var aldeles betaget af disse Stemninger, skjønt han dog fandt, at Emmas Fromhed ved dens altfor glødende Begeistring nemt kunde streife Kjætteri og Extravagance. Men da han ikke var videre kyndig i slige Gjenstande, navnlig naar de overskred en vis Grænse, skrev han til Hr. Boulard, Biskoppens Boghandler, om at sende ham noget rigtig Godt „til Brug for en Person af det svage Kjøn med en ypperlig Forstand.” Med ligesaa stor Ligegyldighed, som om det havde dreiet sig om Isenkramvarer til Negre, sendte Boghandleren hulter til bulter Alt, hvad der for Øieblikket stod i Kurs i Handlen med religiøs Lekture. Der var smaa Haandbøger med Spørgsmaal og Svar, Smædeskrifter i overmodig Tone i Joseph de Maistres^[7] Smag og en Slags Romaner i røde Papbind, med sødlig Stil, fabrikerede af Seminaristtroubadurer eller angrende Blaastrømper. Der var: Overvei det vel, Hvorledes man naaer et helligt Liv, Verdensmanden for Marias Fødder af Hr. de ***, dekoreret med forskjellige Ordener, Voltaires Vildfarelser til Brug for unge Mænd o. s. v.

Emma havde endnu ikke Kræfter nok til fuldstændigt at kunne gjennemtænke Noget, og forøvrigt gjennemlæste hun ogsaa disse Sager med altfor stor Iver. Religionens Forbud irriterede hende, den overmodige Tone i de polemiske Skrifter mishagede hende formedelst den Forbittrelse, hvormed de forfulgte Folk, hun ikke kjendte, og de profane med religiøse Betragtninger spækkede Fortællinger forekom hende at være skrevne med en saadan Ubekjendtskab til den virkelige Verden, at de umærkeligt fjernede hende fra de Sandheder, hvorpaa hun ventede Beviset. Hun vedblev dog dermed, og naar Bogen faldt ud af Haanden paa hende, troede hun sig grebet af den blideste katolske Melankoli, som en æterisk Sjæl kan betages af.

Hvad Mindet om Rodolphe angik, havde det sænket sig ned paa Bunden af hendes Hjerte og dvælede der høitideligere og roligere end en Kongemumie i dens underjordiske Gravhvælving. Men aligevel slap der ligesom en Duft fra denne indbalsamerede Kjærlighed op til Overfladen og gjennemtrængte den Atmosfære af Ubesmittethed, hvori hun vilde leve. Naar hun lagde sig paa Knæ paa sin gothiske Bedepult, henvendte hun de samme ømme Ord til Gud, som hun tidligere havde mumlet til sin Elsker. Det var for at gjøre sin Tro levende, men ingen Fryd nedsteg fra Himlen, og hun reiste sig op med mødige Lemmer og med en dunkel Følelse af et umaadeligt Bedrag. Denne Søgen, mente hun, var kun en yderligere Fortjeneste, og stolt over sin Fromhed sammenlignede Emma sig selv med de fornemme Damer fra fordums Dage, hvis Berømmelse hun havde drømt sig ved at betragte et Billede af M^lle de la Vallière, og som majestætisk bærende det bræmmede Slæb paa de lange Kjoler, trak sig tilbage fra Verden til ensomme Steder, for ved Kristi Fødder at udgyde alle et Hjertes Taarer, som Tilværelsen havde saaret.

Da hengav hun sig til allehaande Kjærlighedsgjerninger. Hun syede Klæder til de Fattige, hun sendte Brænde til Barselkoner, og da Charles en Dag kom hjem, fandt han tre Vagabonder, der sad og fortærede en Terrin Suppe i Kjøkkenet. Hun lod sin lille Datter komme hjem, som Manden under hendes Sygdom havde sendt tilbage til Ammen. Hun vilde selv lære Barnet at læse, og hvor tidt end Bertha græd, blev hun dog ikke utaalmodig derover. Det var en fast tagen Beslutning; en almindelig resigneret Overbærelse, nu var hendes Sprog fuldt af ideale Udtryk, hun sagde for Exempel til Barnet: Er Dine Mavesmerter forbi, min søde Engel?

Hendes Svigermoder havde nu Intet at udsætte paa hende undtagen maaske den Mani at strikke Trøier til forældreløse Børn i Stedet for at stoppe hendes egne Viskestykker. Men træt af de evindelige Stridigheder i sit eget Hjem, sandt den gode Kone Smag for dette rolige Hus og blev der endogsaa til efter Paaske, for at undgaae sin Mands Sarkasmer, der ufravigelig hver Langfredag bestilte sig en Mørbrad.

Foruden sin Svigermoders Selskab, der styrkede hende ved sine faste Domme og sit alvorlige Væsen, havde Emma næsten hver Dag Besøg. Der var Fruerne Langlois, Caron, Dubreuil og Tuvache og regelmæssigt fra to til fem den eiegode Fru Homais, der aldrig havde villet fæste Lid til noget af de Rygter, som gik om hendes Naboerske. De smaa Homais kom ogsaa og besøgte hende, Justin fulgte dem. Han gik op med dem i hendes Værelse og blev staaende taust ved Døren. Emma, der ikke ænsede ham, satte sig ofte til at gjøre Toilette i hans Nærværelse, hun begyndte med at løsne sin Kam og rystede Hovedet med en brat Bevægelse, og da han for første Gang saae dette rige Haar, der faldt hende ned til Knæerne i mørke Ringe, syntes det stakkels Barn, at der pludselig var traadt noget Overordentligt og Nyt ind i hans Liv, hvis Glans forskrækkede ham.

Emma bemærkede slet ikke hans tavse Iver og Frygt. Hun anede ikke, at Kjærligheden, der var forsvundet fra hendes Liv, bankede her tæt ved hendes Side under denne grove Lærredsskjorte i dette ungdommelige Hjerte, der havde aabnet sig for hendes Skjønheds Udstrømninger. Forøvrigt var Alt hende nu saa ligegyldigt, hun havde saa venlige Ord og saa hovmodige Blikke, saa forskjellige Maader at være paa, at man ikke længere kunde skjelne Egoisme fra Kristenkjærlighed eller Fordærvelse fra Dyd. En Aften for Exempel blev hun vred paa sin Pige, fordi denne bad om Forlov til at gaae ud og stammende ledte efter et Paaskud; men pludselig afbrød hun Félicité med de Ord:

— Holder Du da meget af ham?

Og uden at afvente Pigens Svar, der blev rød i Hovedet, tilføiede hun sørgmodigt:

— Ja, ja, saa løb da og mor Dig.

I Begyndelsen af Foraaret lod hun Haven forandre fra Ende til anden, trods Charles' Forestillinger, der dog var glad over endelig at see hende yttre en bestemt Villie. Efterhaanden som hendes Helbredelse skred frem, behøvede han ikke at beklage sig derover. Først fik hun Anledning til at jage Mo'er Rollet paa Porten, der under hendes Reconvalescens havde faaet den Vane at komme for ofte i Kjøkkenet med sine to Patteglutter og sin Kostgjænger, der var mere forsulten end en Kannibal. Derpaa fjernede hun sig fra Familien Homais, afskedigede efterhaanden de andre Visiter og besøgte endelig Kirken med langt mindre Stadighed til stor Tilfredshed for Apotekeren, der venskabeligt yttrede: Ja, De kan ikke nægte, at De havde faaet hellige Nykker.

Ligesom tidligere havde de Besøg af Abbed Bournisien, naar han kom fra Katekisationen. Han foretrak at blive udenfor i den fri Luft i „Krattet”, saaledes kaldte han Lysthuset, det var netop paa samme Tid, at Charles kom hjem. Det var varmt, man bragte dem en Flaske sød Most, og man drak paa Fruens fuldstændige Helbredelse.

Binet var der ogsaa, det vil sige, han sad lidt lavere nede mod Muren ved Terrassen og fiskede Krebs, Bovary indbød ham til at tage en lille Forfriskning, og han forstod sig saa udmærket paa at trække Proppen af Flaskerne.

— Seer De, sagde han med et veltilfreds Smil, man skal holde Flasken lodret paa Bordet, og naar Seglgarnet er skaaret over, støde ganske langsomt til Proppen, ligesom man bærer sig ad paa Kaféerne med Selservand.

Men under hans Forklaring sprøitede Mosten dem ofte lige i Ansigtet, og med en plump Latter fremkom da den Geistlige stadig med samme spøgende Bemærkning:

— Dens Godhed er iøinefaldende.

Abbeden var forøvrigt en inderlig skikkelig Mand, og han blev slet ikke forarget, da Apotekeren en Dag raadede Charles til at tage ind til Rouen med Emma for at høre den berømte Tenorist Lagardy. Da Homais forundrede sig over den Geistliges Tavshed og ønskede at erfare hans Mening, erklærede Præsten, at han ansaae Musiken for mindre farlig for Sædeligheden end den dramatiske Literatur. Men Apotekeren tog Dramaet i Forsvar, Teatret tjente efter hans Paastand til at revse Fordommene og lærte Dyd under Fornøielsens Maske.

Castigat ridendo mores (ved Latteren tugter den Sæderne) Hr. Bournisien. See til Størstedelen af Voltaires Tragedier, de er sindrigt overstrøede med filosofiske Betragtninger, der gjør dem til en sand Skole i Moral og Diplomati for Folket.

— Jeg har engang seet en Komedie, bemærkede Binet, der hed „Pariserdrengen”, hvori jeg især syntes godt om en gammel General, det er en Pokkers Karl, han læser en elegant ung Fyr Texten, der har forført en Sypige, som til Slutningen . . . .

— Der gives vistnok daarlige Komedier, ligesaavel som der gives daarlige Apotekervarer, vedblev Homais, men absolut at fordømme den betydeligste af de „skjønne Kunster” forekommer mig at være en Tykhudethed, en gotisk Ide, værdig de forfærdelige Tider, da man indespærrede Galilæi.

— Jeg veed jo nok, indvendte den Gamle, at der existerer gode Arbeider og gode Forfattere, men er det ikke naturligt, at disse Personer af forskjelligt Kjøn, der er forsamlede i et fortryllende med verdslig Pomp rigt udstyret Lokale, disse hedenske Forklædninger, denne Sminke, disse Lys, disse bløde Stemmer, at alt dette maa fremkalde en vis Aandsudskeielse, indgyde Mennesket mindre anstændige Tanker, urene Fristelser? Saaledes er i det Mindste alle Kirkefædrenes Mening. Kortsagt, tilføiede han, idet han pludselig slog over i en mystisk Tone og rullede en Pris paa sin Tommelfinger, hvis Kirken har fordømt Skuespil, maa den have havt Ret deri, vi maa underkaste os dens Befalinger.

— Hvorfor excommunicerer den Skuespillere? spurgte Homais. Fordum medvirkede de jo i de religiøse Ceremonier. Ja man spillede, man opførte midt i Koret en Slags Farcer kaldede Mysterier, hvori Sømmelighedens Love ofte fandtes krænkede.

Den Geistlige nøiedes med at udstøde et Suk, og Apotekeren vedblev:

— Det er ligesom i Biblen. Der findes . . . det veed De jo nok . . . mere end een . . . pikant Fremstilling . . . af vel . . . flotte Sager.

Og da Præsten lod til at blive irriteret, tilføiede han:

— Ja, De maa da indrømme, at det ikke er nogen Bog, som man kan give en ung Pige i Hænde, og det vilde gjøre mig ondt, hvis Athalie . . .

— Men det er jo Protestanterne og ikke os, udbrød den Anden utaalmodig, der anbefaler Læsning af Biblen.

— Det er ligemeget! svarede Homais. Det undrer mig, at man i vor Tid i et Aarhundrede, som er skredet saa vidt frem, endnu haardnakket banlyser en intellektuel Fornøielse, der er uskyldig, moralsk og endogsaa undertiden hygieinisk, ikke sandt, Doktor?

— Det kan De have Ret i, svarede Lægen ligegyldigt, hvad enten han nu nærede de samme Anskuelser, men ikke vilde fornærme Nogen, eller slet ingen selvstændige Anskuelser havde.

Samtalen syntes endt, da Apotekeren fandt det passende at slaae et sidste Slag.

— Jeg har kjendt Præster, sagde han, der forklædte sig, for at gaae hen og see Danserinder sparke ud med Benene.

— Er det virkelig sandt? spurgte Præsten.

— Ja, det er sandt, og idet han betonede hvert Ord, gjentog Homais: Ja—det—er—sandt.

— Saa handlede de urigtigt, svarede Bournisien, der nu var fattet paa at høre Alt.

— De lader det sandelig ikke blive derved! udbrød Apotekeren.

— Hvad mener De dermed min Herre?!! udbrød den Geistlige med et saa vredt Øiekast, at Apotekeren blev bange.

— Jeg mener blot, svarede han i en mindre brutal Tone, at Tolerance er det sikkreste Middel til at vinde Hjerterne for Religionen.

— Det er sandt, det er sandt, indrømmede den Gamle og satte sig ned igjen.

Men han blev kun et Par Minuter, da han var gaaet, sagde Apotekeren til Charles:

— See, det kalder man at ryge i Totterne, jeg gav ham da det glatte Lag, det hørte De nok . . . tro De mig, tag De Deres Kone med i Teatret, om det saa kun var for een Gang i Deres Liv at have den Fornøielse at drille en af disse Ravne, hvis ikke min Nærværelse var uundværlig her, tog jeg selv med. Men De maa skynde Dem, Lagardy giver kun een Forestilling, han er engageret i England med en betydelig Gage. Efter hvad man fortæller, skal han være en rask Gut, han svømmer i Guld. Han fører tre Maitresser og en Kok med sig. Alle disse store Kunstnere tænder deres Lys i begge Ender, de behøver en udskeiende Tilværelse for at hidse deres Fantasi. Men de døer Allesammen som Fattiglemmer, fordi de i deres Ungdom ikke har havt Forstand nok til at lægge sig Noget op. Naa Velbekomme, vi sees jo i Morgen!

Tanken om at tage i Teatret modnedes hurtig i Charles' Hjerne, thi han meddelte den strax til Emma, der først sagde Nei, idet hun foregav, at hun var træt, at det vilde volde Uleilighed og Udgifter, men imod Sædvane gav Charles ikke efter, da han mente, at denne Adspredelse kunde være særdeles gavnlig for hende. Han kunde ikke see, hvad der var til Hinder derfor, hans Moder havde sendt ham trehundrede Francs, hvorpaa han slet ikke havde gjort Regning, hans løbende Gjæld var ikke betydelig, og Forfaldstiden for de Vexler, han skulde betale L'heureux, var endnu saa langt borte, at det ikke var værdt at tænke derpaa. I den Tanke, at det var Delikatesse af hende, var Charles endnu mere paastaaelig, saaledes at hun endelig efter megen Plagen bestemte sig dertil. Næste Dag Klokken otte steg de ind i „Svalen”.

Apotekeren, hvem ikke det Ringeste holdt tilbage i Yonville, men som ansaae sig for, tvunget til ikke at røre sig af Pletten, sukkede ved at see dem tage afsted.

— Lykkelig Reise! I kan sagtens være glade, lykkelige Dødelige.

Han vendte sig om til Emma, der bar en lila Silkekjole med fire Garneringer og tilføiede: De er smuk som en Amorin, De vil gjøre Furore i Rouen.

Diligencen holdt ved Hotellet „Det røde Kors”. Det var et af disse Gjæstgiversteder, som man hyppig finder i en Provindsbys Forstad med store Stalde og smaa Sovekamre, hvor Hønsene trippe om i Gaarden og pikke Havre under de Handelsreisendes tilstænkede Kabrioletter — gamle Huse med ormstukne Balkoner, der knage for Vinden om Vinternætterne, stadig fulde af Folk, af Støv og af Spisevarer, hvis mørke Borde er klæbrige af Kaffepunsch, hvis tykke Ruder er gulnede af Fluesnavs, hvis fugtige Servietter er plettede af blaa Vin, og som stadig minde om en Landsby ligesom en kjøbstadsklædt Bondekarl — med Kafé til Gaden og en Kjøkkenhave ud til Marken.

Charles løb ufortøvet om i Byen. Han forvexlede Galeri med Balcon, Parket med Loger og bad om Forklaringer, som han dog ikke kunde forstaae, han blev vist fra Kontrolleur til Directeur, vendte tilbage til Gjæstgiverstedet, gik atter ned til Billetkontoret og krydsede saaledes gjentagne Gange gjennem Byen.

Fruen kjøbte sig en Hat, Hansker og en Buket. Herren var meget bange for at komme for sent, og efter neppe at have givet sig Tid til at sluge en Tallerken Suppe, stillede de sig hen ved Indgangen til Teatret, der endnu var lukket.

XV.

Folk stod opstillet i Rækker udenfor Indgangen. Paa Gadehjørnerne gjentog kjæmpemæssige Plakater med barokke Bogstaver „Lucia af Lammermoor . . . Lagardy . . . den store Opera . . . o. s. v.” Det var smukt, varmt Veir, man tørrede Sveden af Haar og Pande, stundom bevægedes Tungerne paa de over Cafédørene ophængte Markiser af en mild Brise fra Floden. Lidt lavere nede afkjøledes Luften af en iskold Strømning, der lugtede af Sod, Læder og Olie. Det var Uddunstninger fra Charrettegaden, med dens store, mørke Magasiner og dens svære Varefade.

Af Frygt for at tage sig latterlig ud vilde Emma, før de gik ind, spadsere en lille Tur ned til Havnen, og af Forsigtighed holdt Charles hele Tiden Haanden i Benklædelommen, hvor Biletterne laae.

Allerede lige ved Indgangen blev hun grebet af en Hjertebanken. Hun smilede uvilkaarligt af Forfængelighed ved at see Skaren, der styrtede ind til Høire gjennem den modsatte Gang, som førte til de tarveligere Pladser, mens hun gik op ad Trappen til Balkonlogerne. Hun glædede sig som et Barn ved at støde de store Tapetdøre op, hun indaandede af fuldt Bryst Gangenes støvede Lugt, og efterat have sat sig ned i Logen, bøiede hun sig hen over Brystværnet med en Hertugindes Utvungenhed.

Huset begyndte at fyldes, man tog Kikkerterne frem af deres Futteraler, og Abonnenterne, der fik Øie paa hverandre, udvexlede gjensidige Hilsener. De kom for ved de „skjønne Kunster” at adspredes efter Forretningslivets Uro, selv her glemte de ikke „Affærerne”, men passiarede indbyrdes om Bomuld, Sprit og Indigo. Der var udtryksløse, fredsommelige Oldingsfysiognomier med hvide Haar og lys Teint, der mindede om Sølvmønter med halvt udvisket Præg. De unge Løver brystede sig i Parkettet med prangende rosenrøde eller æblegrønne Slips i Vesteaabningen og støttede Hænderne i de fine gule Hansker paa guldknappede tynde Spadserestokke.

Imidlertid tændtes Lysene i Orkestret, Lysekronen steg ned fra Loftet og udgjød med sine straalende Prismer et pludseligt Lys over Salen, derpaa kom Musikerne enkeltvis ind, først var det en lang Summen af knurrende Basser, skjærende Violiner, støiende Trompeter og klynkende Fløiter og Flageolettoner. Men der hørtes tre Slag fra Scenen, en Paukehvirvel begyndte, Messinginstrumenterne faldt ind, Tæppet gik op, og man saae et Landskab.

Det var en Korsvei i en Skov med en Kilde til Venstre, beskygget af en Eg, Bønder og Adelsmænd med Plaiden over Skuldrene sang en Jagtsang, derpaa kom der en Officer, der paakaldte Mørkets Engel, idet han hævede sine Arme mod Himlen, en anden kom til, de gik bort sammen, og Jægerne begyndte igjen.

Hun mindedes sin Ungdomslæsning, hun var midt i Walter Scott. Gjennem Taagen syntes hun at høre Lyden af den skotske Sækkepibe ude paa Lyngheden. Da forøvrigt Mindet om Romanen lettede hende Forstaaelsen af Librettoen, fulgte hun nøie Handlingens Gang, mens de mange Ungdomsindtryk, der vældede ind paa hende, strax spredtes af Musikens Hvirvel. Hun vuggede sig til Melodierne og følte en Vibreren i hele sit Væsen, som om Violinbuerne havde faret hen over hendes Nerver. Hun kunde ikke see sig mæt paa Kostumerne, Dekorationerne, Personalet, de malede Træer, der rystede, naar man gik henover Gulvet, Fløielshuerne, Kapperne, Kaarderne, alle de Fantasiskabninger der bevægede sig i Harmonierne som i en anden Verden. Men en ung Kvinde traadte frem og kastede en Pung til en grøn Ridder. Hun blev ene, og man hørte en Fløite, der lød som en Kildes Rislen eller som Fuglekvidder. Lucia istemte kjækt sin Kavatine i G Dur, hun sukkede af Elskov, hun begjærede Vinger. Emma havde ogsaa ønsket at kunne flygte bort fra Livet og flyve bort i en Omfavnelse. Pludselig viste Edgard Lagardy sig.

Han havde denne blændende Bleghed, der giver Sydens fyrige Racer noget af Marmorets Majestæt. Hans kraftige Skikkelse omsluttedes af en mørk Kappe, en lille ciseleret Dolk slog imod hans venstre Laar, og han rullede smægtende med Blikket, idet han blottede sine hvide Tænder. Man fortalte, at en polsk Fyrstinde, der en Aften havde hørt ham synge paa Strandbreden ved Biaritz, hvor han kalfatrede Skibe, var bleven forelsket i ham. Hun havde ruineret sig for hans Skyld, han havde forladt hende for andre Kvinder, og denne erotiske Berømmelse var ikke til Skade for hans Kunstnerry. Den diplomatiske Sanger drog endogsaa stadig Omsorg for i Reklamerne at lade en eller anden poetisk Frase falde om sin bedaarende Personlighed og følsomme Sjæl. En smuk Stemme, en urokkelig Sikkerhed, mere Temperament end Begavelse og mere Svulst end Varme fuldstændiggjorde denne glimrende Charlatannatur, hvori der var noget af en Frisør og noget af en Toreador.

Ligestrax fra den første Scene var han i Extase, han trykkede Lucia i sine Arme, han slap hende og vendte tilbage til hende i Fortvivlelse, han brast i Raseri, der afbrødes af en uendelig blid elegisk Stønnen, og Noderne slap ud af hans Strube, fulde af Hulken og Kys. Emma hældede sig frem for at see ham og skrabede Fløilet i Logen med sine Negle. Hendes Hjerte fyldtes af disse melodiske Klager, der slæbte sig hen under Akkompagnement af Kontrabasserne ligesom de Skibbrudnes Skrig under et Uveirs Larm. Hun gjenfandt al den Beruselse og Angst, hvoraf hun havde været nær ved at døe. Sangerindens Stemme syntes hende kun at være en Gjenlyd af hendes egen Sjæl, og denne Illusion, der henrev hende, forekom hende som Noget af hendes eget Liv. Men Ingen havde elsket hende saa høit. Han havde ikke grædt som Edgard den siste Aften i Maaneskinnet, da de skiltes med de Ord: Imorgen, Imorgen! . . . . Salen knagede under Bravoraabene, man gjentog hele Finalen, de Elskende talte om Blomster paa deres Grav, om Eder, Landflygtighed, Skjæbnen, Haabet, og da de udstødte det siste Farvel, brast Emma i et skingrende Skrig, der smeltede sammen med de siste Akkorders Hendøen.

— Hvorfor forfølger denne Ridder hende? spurgte Charles.

— Det gjør han ikke, svarede hun, det er hendes Elsker.

— Men han sværger jo at ville hævne sig paa hele hendes Slægt, hvorimod den Anden, som var her nylig, sagde: Jeg elsker Lucia og troer mig gjenelsket af hende. Forresten gik han jo ud med hendes Fader under Armen, thi det er vel hendes Fader, ikke sandt, den lille Grimrian med Hanefjeren i Hatten?

Efter den recitativiske Duet, hvori Gilbert udvikler sine afskyelige Rænker for sin Herre Asthon og ved at see den falske Brudering, der skal skuffe Lucia, troede Charles trods Emmas Forklaringer, at det var et af Edgard afsendt Kjærlighedspant. Han tilstod forøvrigt, at han ikke kunde forstaae Meningen — det var Musikens Skyld, der i høi Grad skadede Ordene.

— Hvad gjør det? sagde Emma. Ti nu blot stille.

— Du veed jo nok, at jeg holder saa meget af at vide god Besked, svarede han og bøiede sig hen over hendes Skulder.

— Ti nu blot stille, ti nu blot stille, sagde hun utaalmodig.

Lucia traadte frem, halvt baaret af sine Terner med en Orangekrans om Haaret og blegere end det hvide Atlask i Kjolen. Emma mindedes sin egen Bryllupsdag, hun saae sig selv paa den lille Marksti, da man vandrede til Kirke. Hvorfor havde hun ikke gjort Modstand og bønfaldt ligesom Lucia? Hun havde tvertimod været glad og munter, uden at ænse den Afgrund hvori hun styrtede sig . . . Ak! Dersom hun dengang, da hendes Skjønhed var frisk, inden Ægteskabet havde besudlet hende, og Ægteskabsbruddet havde røbet hendes Illusioner, havde fundet et ædelt og mandigt Væsen, til hvem hun kunde have støttet sig, da vilde Dyd, Ømhed, Vellyst og Pligt være smeltede sammen, og hun vilde aldrig have mistet denne Lyksalighed; men denne Lykke var uden Tvivl kun en opdigtet Løgn; nu kjendte hun jo de Lidenskabers Ubetydelighed, som Poesien overdrev i sine Skildringer. Idet hun da gjorde sig Umage for at bortlede sine Tanker derfra, vilde Emma i denne Gjenfremstilling af sine egne Lidelser kun see en plastisk Fantasi, god nok til at more Øiet, og indvendigt smilte hun foragteligt og medlidende, da en Mand viste sig. Baggrunden af Teatret under Fløils Drapperierne i en sort Kappe.

Hans store spanske Hat faldt af ved en Gestus, og ligestrax istemte Instrumenter og Sangere Sextetten. Funklende af Raseri beherskede Edgards klare Stemme alle de Andres, Asthon udslyngede morderiske Udæskninger i dybe Noder, Lucia udstødte sit gjennemtrængende Klageskrig, Arthur bevægede sig i Mellemtoner, og Præstens Bas snurrede som et Orgel, mens Kvindernes Kor blidt gjentog Lucias Strofer. De gestikulerede Alle i een Række, og Harme, Hævnlyst, Skinsyge, Rædsel, Medlidenhed og Forbavselse udaandede samtidig af deres halvtaabne Munde. Den krænkede Elsker svang sin blottede Kaarde, hans Kniplingskrave hævede sig stødvis, han krydsede Scenen med lange Skridt, idet Sølvsporerne paa hans Kravestøvler klingrede mod Gulvet. Dette Menneskes Erotik maatte være uudtømmelig, mente hun, da han kunde udgyde den i saa rige Strømninger. Al hendes Lyst til at ville nedsætte Kjærligheden svandt hen for Rollens Poesi, og draget henimod Skuespilleren af Illusionens Magt, søgte hun at forestille sig hans Liv, dette berømte, glimrende, enestaaende Liv, som hun havde kunnet komme til at føre, hvis Skjæbnen havde villet det saaledes. De kunde have lært hinanden at kjende og vilde have elsket hinanden! Med ham vilde hun have draget gjennem hele Europa, fra den ene store Stad til den anden, delt hans Anstrængelser og Triumfer, opsamlet de Blomster, man tilkastede ham, selv syet hans Kostumer, og hver Aften, skjult i en Loge bag det gyldne Gitterværk, vilde hun maalløs have opfanget denne Sjæls Udgydelser, der kun vilde have sunget for hende alene, fra Scenen vilde han have seet op til hende. Men hun blev grebet af et Vanvid, han saae jo paa hende, det var hun vis paa. Hun havde Lyst til at styrte sig i hans Favn, at tye til hans Styrke ligesom til en Inkarnation af selve Elskoven og udbryde: „Tag mig med Dig, bortfør mig! Jeg tilhører Dig, kun Dig. Dig tilhører alle mine Drømme, al min Ømhed.”

Tæppet faldt.

Gassen blandede sig med Uddunstningerne, Vinden fra Vifterne gjorde kun Atmosfæren mere trykkende. Emma vilde gaae ud; men der var saa mange Folk i Gangene, hun faldt tilbage i sin Lænestol med en Hjertebanken, der var nær ved at kvæle hende. Charles blev bange, for at hun skulde besvime og løb ud til Buffeten for at skaffe et Glas kjølende Limonade.

Han havde stort Besvær med atter at naae sin Plads, thi han fik Albuestød for hvert Skridt paa Grund af Glasset, han holdt i Haanden og spildte endog det Meste deraf ned over Skuldrene paa en Dame med bare Arme, som da hun følte det kolde Fluidum løbe nedad Ryggen, udstødte sande Paafugleskrig, ligesom om man havde villet myrde hende. Hendes Mand, en Hørhegler der fra Byen, blev hidsig over Charles' Ubehændighed, og mens hun med sit Lommetørklæde aftørrede Pletterne paa sin smukke karmosinrøde Taftes Kjole, brummede han noget om Omkostninger og Skadeserstatning. Endelig naaede Charles atter sin Kone og udbrød ganske forpustet:

— Jeg troede aldrig, at jeg var kommet tilbage; der var saamange Folk. Men gjæt engang, hvem jeg mødte, tilføiede han, — Hr. Léon.

— Léon!

— Ja, ham selv. Han vil strax hilse paa Dig.

Ligesom han sagde dette, traadte den forhenværende Skriver fra Yonville ind i Logen.

Han rakte hende Haanden med kavalermæssig Ugenerthed, og mekanisk gav Emma ham sin, ligesom om hun adlød en stærkere Villies Tiltrækningskraft. Hun havde ikke følt den siden hin Foraarsaften, da det regnede paa de grønne Blade, og de tog Afsked med hinanden ved Vinduet. Men idet hun hurtig mindedes, hvad Situationen krævede, afrystede hun med en Villiesanstrængelse denne Sløvhed, hvori hendes Minder sænkede hende og stammede hurtig:

— Nei, Godaften! Er det Dem? Er De her?

— Tys, raabte en Stemme fra Parterret, thi tredie Akt var begyndt.

— De er altsaa i Rouen?

— Ja.

— Hvorlænge har De været her?

— Kast dem ud, kast dem ud!

Man vendte sig om imod dem, de taug.

Men fra dette Øieblik af, hørte hun ikke længere efter, og Gjæsternes Kor, Asthons Scene med sin Tjener, den store Duet i D Dur, Alt foregik ligesom i det Fjerne for hende, som om Instrumenterne var blevne mindre velklingende, og Personerne traadt længere tilbage, hun mindedes Spillepartierne hos Apotekeren, Spadsereturen til Ammen, Oplæsningerne i Lysthuset, Samtalerne i Kakkelovnskrogen, denne saa rolige og langvarige, saa diskrete og ømme Kjærlighed, som hun dog havde glemt. Hvorfor kom han dog igjen? Hvilken Kombination af Eventyr bragte ham atter tilbage i hendes Liv? han stod bagved hende og lænede sig med Skulderen til Væggen, af og til følte hun en Gysen, naar hans varme Aandedræt foer henover hendes Haar.

— Morer De Dem? spurgte han og bøiede sig saa tæt henover hende, at Spidsen af hans Knebelsbart streifede hendes Kind.

— Aa nei, ikke videre! svarede hun skjødesløst.

Han foreslog dem da at forlade Teatret for at gaae hen og nyde et Glas Is et eller andet Sted.

— Nei, ikke endnu, lad os blive lidt endnu, sagde Charles. Hun har opløst Haar, det lader til at blive sørgeligt.

Men Vanvidsscenen interesserede ikke Emma, og det forekom hende, at Sangerinden overdrev.

— Hun skriger altfor stærkt, sagde hun og vendte sig om til den lyttende Charles.

— Ja . . . maaske . .. lidt, svarede han vaklende mellem at tilstaae, at han morede sig, og den Respekt, han nærede for sin Kones Dom.

— Her er saa varmt, udbrød Léon med et Suk.

— Ja utaaleligt, ikke sandt!

— Generer det Dig? spurgte Bovary.

— Ja, jeg er nær ved at kvæles, lad os blot komme afsted!

Léon lagde sirligt det lange Kniplingssjal om hendes Skuldre, og de satte sig alle tre nede ved Havnen i den friske Luft udenfor en Kafé.

Først talte man om Emmas Sygdom, skjønt hun af og til afbrød Charles, af Frygt, sagde hun, for at kjede Hr. Léon, og denne fortalte dem, at han vilde tilbringe et Par Aar paa en af Rouens betydeligste Notarstuer, for at sætte sig ind i Sagerne, der var af noget anden Natur i Normandiet end i Paris. Derpaa spurgte han til den lille Bertha, til Familien Homais, til Madam Lefrançois, og da de i Mandens Nærværelse ikke havde mere at sige hinanden, gik Samtalen snart istaa.

Folk, der kom fra Teatret og gik forbi dem paa Fortouget, nynnede eller skraalede af fuld Hals: „Oh Lucia, skjønne Engel!” For at agere Kunstkjender gav Léon sig til at tale om Musik. Han havde hørt Tamburini, Rubini, Persiani, Grisi, ved Siden af dem var der ikke videre ved Lagardy trods hans store Udbrud.

— Men man paastaaer dog, afbrød Charles ham, idet han langsomt slubrede sin Rhumtoddy, at han i siste Akt er ganske glimrende, det gjør mig ondt, at jeg gik før Slutningen, thi det begyndte at more mig.

— Han giver endnu en Forestilling, bemærkede Skriveren.

Men Charles svarede, at de skulde bort den næste Dag, medmindre, tilføiede han, idet han vendte sig om til sin Kone, at Du vil blive her alene, min Snut.

Ligeoverfor denne uventede Leilighed, der tilbød sig for hans Forhaabninger, forandrede den unge Mand Taktik og istemte en Lovtale over Lagardy i Slutningsarien, det var noget Superbt, Sublimt!

— Du kan jo komme hjem paa Søndag, sagde Charles. Bestem Dig nu, det er en Feil af Dig, hvis Du ikke bliver, naar Du mener, at denne Adspredelse kan virke velgjørende paa Dig.

Imidlertid blev Bordene rundt om dem tomme, en Opvarter stillede sig diskret hen til dem. Charles, der forstod, hvad han mente, tog sin Pung frem; Skriveren holdt paa hans Arm og glemte heller ikke at lade lidt Smaapenge til Opvarteren klinge mod Marmorbordet.

— Det gjør mig ondt, at De skal have Udgifter for vor Skyld . . . mumlede Bovary.

Léon trak paa Skuldrene med et godmodigt Smil, tog sin Hat og sagde: Saa sees vi jo imorgen Klokken sex.

Charles indvendte endnu engang, at han ikke kunde blive længere, men at Emma havde sin Frihed.

— Jamen . . . stammede hun med et besynderligt Smil, jeg veed ikke rigtig.

— Du kan jo betænke Dig, Natten bringer Raad . . .

Derpaa tilføiede han til Léon, der ledsagede dem: Da De nu boer saa nær ved os, gjør De os vel undertiden den Fornøielse at spise til Middag hos os.

Skriveren forsikrede, at det vilde være ham meget kjært, da han forøvrigt snart skulde til Yonville i en Forretningssag. Man skiltes, da Klokken slog halvtolv paa Kathedralkirkens Ur.

---

---

1. S. en Figur hos Rousseau, O. A.
2. Sang af Béranger. O. A.
3. Et atheistisk Digt fra Enden af forrige Aarhundrede af Parny. O. A.
4. Mont-R, og mon R. uoversætteligt Ordspil mellem mont (Bjerg) og mon (Min egen). O. A.
5. S. Operation for Skeløiethed. O. A.
6. L. Stenknusning i Blæren. O. A.
7. Joseph de Maistre bekjendt ultramontan Forfatter fra Aarhundredets Begyndelse. O. A.