Frieren
Frieren.
Med Tegninger af Otto Haslund.
Der var en Gang en ung Karl, som hed Hans. Han havde arvet en god Gaard. Nu skulde han da se at faa sig en Kone. Han havde Lov at være kræsen, syntes han, saadan en god Stilling han sad i. Og han vilde ogsaa se sig rigtig godt for. Hun skulde baade være smuk og flittig og klog; hun skulde jo ogsaa helst have noget til bedste, og saa skulde hun naturligvis gjøre rigtig meget af ham.
Saa red han ud en Dag, og først red han da hen til en velhavende Gaardmand, som han vidste havde tre kjønne giftefærdige Døtre. Han havde set dem og syntes rigtig godt om dem; men han havde aldrig talt med nogen af dem.
Det var nu saa uheldigt, at saa kjønne som de var at se til, saa havde de alle tre den slemme Fejl, at de havde Men paa Mælet og kunde ikke tale rent.
Da Hans kom ridende til Gaarden, saa tog Manden meget venlig imod ham og førte ham ind i Stuen; dèr sad alle de tre kjønne Piger, hver ved sin Rok, og spandt. De saa' alle tre saa mildt til ham og hilste med Øjnene, da han kom ind; men de sagde ikke noget. Det havde Moderen forud strængt forbudt dem.
Manden i Huset førte Ordet, og Konen satte Mad og Drikke paa Bordet; Døtrene sad og spandt, og Hans kastede sine Øjne fra den ene og til den anden; han vidste ikke, hvem af dem han syntes bedst om, saa godt syntes han om dem alle tre.
Pigerne havde jo ogsaa travlt med Øjnene; de skulde se til hinanden, og de skulde kaste stjaalne Øjekast til Frieren, og saa hændte det, at Traaden brast for den ene af dem. Og saa brød hun ud: »Min Taa bast!« — »Kytte Kue paa!« sagde den anden. — »Mor sa', vi maatte itte natte; saa natte vi alle te«, sagde den tredje.
Da Hans hørte det, saa fik han Hast med at komme afsted igjen. En Kone, som ikke kunde tale rent, skulde han ikke have noget af.
Saa red han til en anden Gaard, hvor der var én Datter, som havde Ord for at være saa flink og saa flittig og saa dygtig i alle Maader. Hans kom ind i Stuen; ogsaa der sad Pigen og spandt. Men hun kunde snakke. Det gik som Kjæp i Hjul med Hans og med hende. Og alt imens saa gik Rokken, saa det surrede efter. »Hvor længe kan du være om at spinde saadan en stor Tot Hør af?« spurgte Hans. »Aa saadan et Par spinder jeg af hver Dag,« sagde Pigen.
Saa skulde hun ud at hente et Krus Øl til Frieren; imidlertid lister Hans sig til at stikke hendes Kistenøgle helt ind i Hørtotten, som sad paa Rokken. Da han saa havde faaet noget at drikke, saa kom han paa Hesten igjen, sagde Farvel og red hjem.
Ugedagen derefter saa kom Hans igjen ridende til den Gaard, han sidst var i. Det var jo ikke blevet til noget med Frieriet forrige Gang. Nu skulde det da vel blive til Alvor; — det mente da Pigen, og det mente hendes Fader og Moder ogsaa.
Da Hans kommer ind i Stuen, saa sidder Pigen da ligesom sidst ved sin Rok, og det gaar strygende, saa det surrer igjen. Hun byder ham velkommen, og hun faar strax Munden paa Gang. »Hvor det er kjedeligt!« siger hun, »lige siden du var her sidst, har jeg savnet min Kistenøgle; den er ikke til at finde, og jeg har ikke kunnet komme til mine Sager.«
Saa tog Hans Nøglen ud af Hørtotten, som sad paa Rokken, og sagde: »Vær saa god! Er det ikke den?« — Jo, det var det da; og hvad værre var: Totten var ogsaa den samme, som hun sidst spandt af. Men Hans syntes, at den Pige var ikke til at stole paa. Han sagde Farvel og agtede ikke at komme dèr mere.
Efter det var Hans hjemme en Stund; men saa havde han hørt om en Pige, det var ogsaa en Gaardmandsdatter, der var en rigtig brav Pige i alle Maader, men især saa overmaade klog og tænksom. Og det skulde hendes Forældre ogsaa være. Saa red han dèr hen.
Baade Manden og Konen og Datteren var hjemme; de skjønte jo nok, hvad han kom for, og de tog rigtig godt imod ham, og Hans syntes rigtig godt baade om Pigen og Forældrene. De saa' alle sammen saa sindige og betænksomme ud. »Spring du ned i Kjælderen,« sagde Moderen til sin Datter, »og tap os en Kande Øl af den bedste Tønde!« Hun tog en Kande i Haanden og gik; og imens havde Forældrene da saa meget at fortælle Hans om, hvor klog og tænksom en Pige deres Datter var.
Det var nu meget godt, men det varede syv lange og syv brede, og der kom ingen Pige igjen med Øl. Saa gik Moderen ned at se efter hende. Da hun kom ned i Kjælderen, saa saa' hun Datteren sidde der ved Gammelølstonden med Kanden i den ene Haand og Tappen i den anden, den havde hun taget af, og Øllet randt, og hun tappede, til hun sad i Øl op til Anklerne.
»Men hvad sidder du dog her for?« sagde Moderen. »Aa,« sagde Datteren, »jeg sidder og tænker paa, at naar jeg nu faar Hans — som jeg faar ham jo nok — og vi saa faar en lille Dreng, saa har jeg jo al Ting liggende til Børnetøj, saa nær som Tøj til en Hue. Hvor skal jeg nu tage det fra?« »Ja, hvor skal du tage det fra?« sagde Moderen! saa satte hun sig ned ved Siden af og begyndte at tænke. Og de tappede, og det løb, og de sad i Øl op til Knæene.
»Men hvor mon de dog bliver af?« sagde saa Manden; og han kom ned i Kjælderen og saa' dem sidde dèr begge to i dybe Tanker.
»Men Mor dog!« sagde han, »hvor bliver I af?« — »Aa,« sagde Konen,« vi sidder her og tænker paa, at naar hun nu faar Hans — som hun faar ham jo nok — og de saa faar en lille Dreng, saa har hun jo al Ting liggende til Børnetøj, saa nær som til en Hue. Hvor skal hun nu tage det fra?« — »Ja, hvor skal hun tage det fra?« sagde Manden, og han satte sig ned ved Siden af de to andre og begyndte at tænke. Og de tappede, og det løb, og de sad i Øl op til Livet.
Da de nu blev borte alle tre, saa tabte Hans til sidst Taalmodigheden, og han gik bag efter ned i Kjælderen. Den stod da helt fuld af Øl, og han blev staaende i Kjælderhalsen og sagde: »Men hvad er der da i Vejen, at I sidder dèr alle sammen?« Saa sagde Faderen: »Aa, vi sidder og tænker paa, at naar hun nu faar dig — som hun faar dig jo nok — og I saa faar jèr en lille Dreng, saa har hun jo al Ting liggende til Børnetøj, saa nær som Tøj til en Hue. Hvor skal hun saa tage det fra.«
»Ja,« sagde Hans, »hvor skal hun tage det fra? Det maa I tænke nærmere over; og det skal jeg ogsaa tænke paa, til jeg kommer igjen. — Og nu far vel saa længe!« sagde han. Saa kom han paa sin Hest og red hjem, det forteste han kunde. Og dersom han ikke siden har fundet en anden, som var mindre tænksom, saa er Hans Ungkarl endnu. —
