Forbryderen/2/20
Epilog.
I.
Vi er i Sibirien.
Ved Kanten af en bred, øde Flod ligger en By, et af Centrerne i Ruslands Administration; Staden har en Fæstning, i Fæstningen er et Fængsel.
I dette Fængsel befinder sig allerede paa niende Maaned den til Tvangsarbejde af anden Klasse dømte Rodion Raskolnikow. Siden den Dag, da han begik sin Forbrydelse, var der næsten forløbet halvandet Aar.
Processen mod ham var gaaet for sig uden særlige Omstændigheder. Forbryderen bekræftede bestemt, nøje og klart sine Angivelser uden at forvirres i de nærmere Omstændigheder, uden at besmykke noget til sin Gunst, uden at fordreje Kendsgærningerne og uden at glemme den ringeste Enkelthed.
Han fortalte indtil den mindste Tøddel, hvordan hele Gærningen var gaaet for sig, forklarede Hemmeligheden med Pantet — Træklossen med Metalpladen —, som man havde fundet i den Myrdedes Hænder; fortalte udførligt, hvorledes han havde taget den Dræbtes Nøgler, beskrev disse Nøgler, beskrev Kufferten og dens Indhold; opregnede endogsaa nogle af de Genstande, som havde været i den; forklarede Gaaden med Elisabeths Mord; fortalte, hvorledes Koch og derefter Studenten var komne og havde banket paa; gentog alt, hvad de to havde sagt til hinanden: hvorledes han, Forbryderen, derefter var løbet ned ad Trappen og havde hørt Nikolajs og Mit'kas Mundhuggeri; hvorledes han havde gemt sig i den tomme Lejlighed; hvordan han var kommen hjem; og tilsidst viste han Stenen bag Muren ved Wosneßenskij-Prospekt, under hvilken ogsaa Sagerne og Pungen blev fundne.
Sagen var klar.
Inkvirenterne og Dommerne undrede sig blandt andet især over, at han havde gemt Sagerne og Pengene under Stenen uden at drage nogen Nytte af dem for sig selv, men hovedsageligt over, at han ikke blot ikke kunde huske de røvede Sager, men ikke engang vidste at angive deres Antal.
Den Omstændighed, at han ikke engang havde aabnet Pungen og ikke vidste, hvor mange Penge der var i den, forekom dem især ganske usandsynlig — der var i Pungen 317 Rubler og tre Tyvekopeksstykker; ved at ligge under Stenen, havde de øverste, værdifuldeste Sedler lidt meget.
I lang Tid gjorde man sig Umage med at regne ud, hvorfor den Anklagede just løj paa dette ene Punkt, medens han frivilligt og overensstemmende med Sandheden havde tilstaaet alt andet. Endelig fastholdt nogle Muligheden af, at han virkelig ikke havde set i Pungen og derfor heller ikke vidste, hvad der var i den, og at han altsaa kunde have stukket dem under Stenen uden at kende dens Indhold; men de sluttede ogsaa deraf, at selve Forbrydelsen maatte være begaaet under Indflydelsen af en Slags forbigaaende Sindsforvirring, saa at sige en sygelig Monomani for Rovmord, uden videre Henblik paa materiel Fordel.
Netop den Gang var, ganske belejligt, den nyeste Teori om temporær Sindsforvirring, som man nu saa ofte og gærne anvender paa Forbrydelser, kommen frem.
For Resten blev Raskolnikows nedtrykte Tilstand, der havde varet i længere Tid, paa det klareste konstateret af mange Vidner, deriblandt ogsaa af Doktor Sossimow, af tidligere Universitetskammerater, af Værtinden og dennes Pige.
Alt dette havde stor Indflydelse paa den endelige Mening, som løb ud deri, at Raskolnikow ikke kunde stilles i samme Række som sædvanlige Mordere og Røvere, men at der her forelaa noget ganske andet.
Til den største Ærgrelse for dem, der forfægtede denne Anskuelse, forsøgte Forbryderen ikke engang at forsvare sig selv; paa Slutningsspørgsmaalene om, hvad der vel havde bevæget ham til Mordet og foranlediget ham til at fuldføre Rovet, svarede han meget kort og med den frækkeste Tydelighed, at Foranledningen dertil var hans elendige Stilling, hans fuldstændige Armod og Hjælpeløshed, forbundet med det Ønske, at kunne sikre sig de første Skridt paa sin Løbebane ved Hjælp af mindst tre Tusind Rubler, som han havde haabet at finde hos den Dræbte.
Men Beslutningen om Mordet havde han fattet paa Grund af sin letsindige og svage Karakter, der desuden ogsaa var yderligere ophidset af Savn og Uheld.
Paa Spørgsmaalet om, hvad der havde bevæget ham til at angive sig selv, svarede han ligefrem, at det havde været oprigtig Anger.
Alt dette var næsten altfor enkelt.
Donrmen lød mildere, end man skulde have ventet, naar man tager den begaaede Forbrydelse i Betragtning; maaske just fordi Forbryderen ikke alene havde forsmaaet at retfærdiggøre sig, men endogsaa ligesom selv søgt at forstørre sin Brøde.
Alle besynderlige og ejendommelige Omstændigheder var der taget Hensyn til. Forbryderens sygelige og nødlidende Tilstand før Gærningens Udførelse kunde ikke betvivles. At han ikke havde anvendt det røvede Gods til sin egen Nytte, blev dels anset som en Følge af Angergivenhed, dels som Mangel paa Tilregnelighed under Gærningen. Den Omstændighed, der ledede til det utilsigtede Mord paa Elisabeth, blev tillige anført som Bevis for den sidstnævnte Forudsætning: et Menneske begaar to Mord og glemmer paa samme Tid, at Døren staar aaben!
Endelig var det ogsaa hans egen Tilstaaelse paa en Tid, da Sagen var i højeste Grad forviklet, da der forelaa falsk Tilstaaelse af en ophidset Fanatiker, medens der mod den virkelige Forbryder ikke alene ikke var klare Bevisgrunde, men endogsaa knapt Mistanke for Haanden. Porphyrius Petrowitsch havde trolig holdt sit Ord.
Alt dette bidrog til at mildne den Anklagedes Skæbne. Desuden kom der ganske uventet ogsaa andre Omstændigheder for Dagen, der var meget gunstige for den Anklagede.
Den forhenværende Student Rasumichin havde bragt i Erfaring og leveret Bevis for, at Forbryderen Raskolnikow i den Tid, han besøgte Universitetet, med sine ringe Eksistensmidler havde understøttet en fattig, svindsottig Kammerat og i henved et halvt Aar saa godt som ganske underholdt ham. Da denne døde, tog han sig af hans gamle, værkbrudne Fader, som den Afdøde næsten fra sit trettende Aar havde forsørget ved Arbejde, og Raskolnikow anbragte endelig denne Fader i et Hospital og lod ham tilsidst begrave.
Ogsaa disse Meddelelser havde en gunstig Indflydelse paa Afgørelsen af Raskolnikows Skæbne.
Hans forhenværende Værtinde, hans afdøde Forlovedes Moder, Enken Sarnitzin, gav den Oplysning, at da hun endnu boede i sin tidligere Lejlighed ved „De fem Hjørner”, havde Raskolnikow en Nat under en Ildebrand reddet to smaa Børn ud af den af Flammer omspændte Bolig og derved forbrændt sig slemt. Denne Sag blev nøje undersøgt og bekræftet af mange Vidner.
Kort sagt, Processen endte dermed, at Forbryderen, i Betragtning af hans frivillige Tilstaaelse og en Del formildende Omstændigheder, kun blev dømt til otte Aars Tvangsarbejde af anden Klasse.
Straks ved Processens Begyndelse var Raskolnikows Moder bleven syg. Dunja og Rasumichin havde gjort det muligt at skaffe hende ud af Petersborg, saa længe Forhandlingerne stod paa. Rasumichin havde valgt en ved Jernbanen beliggende By ikke langt fra Petersborg for at kunne have Mulighed for at følge Processens Gang og dog saa ofte som mulig kunne se til Dunja.
Pulcheria Alexandrownas Sygdom var meget ejendommelig, det var en Nervesygdom, der var sammenknyttet med delvis Sindsforvirring.
Da Dunja vendte tilbage fra den sidste Sammenkomst med sin Broder, havde hun allerede fundet Moderen syg, hun havde Feber og snakkede over sig.
Endnu samme Aften aftalte hun med Rasumichin, hvad de skulde svare Moderen paa hendes Spørgsmaal om Rodja; hun havde endogsaa tænkt paa at fortælle Moderen en hel Historie om Raskolnikows Rejse, langt, langt bort til Ruslands Grænse, hvor han i Følge et privat Hverv, der skulde bringe ham Penge og Berømmelse, var rejst hen.
Men det var dem paafaldende, at Pulcheria Alexandrowna hverken nu eller senere rettede Spørgsmaal til dem herom. Tværtimod viste det sig, at hun selv havde lavet sig, en Historie om Sønnens pludselige Afrejse; hun fortalte med Taarer i Øjnene, hvorledes han var kommen til hende for at tage Afsked, og gav derved gennem Antydninger at forstaa, at meget vigtige og hemmelighedsfulde Omstændigheder var hende bekendt, og at Rodja havde mange højst mægtige Fjender, saa at han endog var nødt til at gemme sig bort.
Men med Hensyn til hans vordende Karriere var hun ikke i Tvivl om, at den vilde blive glimrende. Der maatte kun først rydde; nogle fjendtlige Omstændigheder af Vejen; hun forsikrede Rasumichin, at hendes Søn endogsaa skulde blive Statsmand; Beviset herfor var hans Afhandling og hans glimrende Talent som Skribent.
Afhandlingen læste hun uafbrudt, ofte endogsaa saa højt; hun næsten sov med den; men desuagtet spurgte hun aldrig efter, hvor Rodja nu var henne, skønt det var aabenbart, at man undgik at tale med hende om det, — og dette alene burde jo have vakt hendes Mistanke.
Datteren begyndte at ængstes over denne besynderlige Tavshed hos Pulcheria Alexandrowna, som for Eksempel ikke engang beklagede sig over, at der slet ikke kom nogen Breve fra ham, medens hun dog før, da hun endnu boede i sin Landsby, kun levede i Haab og Forventning om saa snart som muligt at faa Brev fra sin elskede Rodja.
Denne sidste Omstændighed var for uforklarlig og ængstede Dunja i højeste Grad; der vaktes den Tanke hos hende, at Moderen maaske anede noget skrækkeligt og var bange for at spørge for ikke at erfare noget endnu frygteligere.
I ethvert Fald indsaa Dunja, at Pulcheria Alexandrowna ikke var i Besiddelse af sine fulde Forstandsævner.
Et Par Gange ledede Moderen forøvrigt Samtalen saaledes, at det var umuligt ikke at nævne, hvor Rodja nu var henne; men da Svaret faldt utilfredsstillende og mistænkeligt ud, blev hun pludseligt sørgmodig, mørk og tavs, og dette varede meget længe.
Dunja indsaa endelig, at det var vanskeligt at gennemføre Løgn og Paafund, og at det bedste var helt at tie om visse Punkter; men det blev stadigt klarere, at den stakkels Moder anede noget frygteligt. Dunja erindrede blandt andet Broderens Ord, at hendes Moder havde hørt hende tale i Søvne Natten før den skæbnesvangre Dag og efter Scenen med Swidrigailow; skulde hun mon den Gang have erfaret noget?
Efter Dages, ja Ugers mørk og sorgfuld Tavshed og stumme Taarer faldt den Syge ofte pludseligt ind i et Slags hysterisk Livlighed; saa begyndte hun paa en Gang, næsten uden at ville holde op, at tale højt om sin Søn, om sine Forhaabninger, om Fremtiden … Hendes Fantasier var ofte meget besynderlige.
De dæggede for hende, sagde ja til alting, og maaske indsaa hun selv, at de bare dæggede og med Vilje ikke sagde hende imod, men hun blev ved at tale…
Fem Maaneder efter, at Forbryderen havde aflagt sin Tilstaaelse, blev Dommen afsagt. Rasumichin besøgte ham i Fængslet saa ofte det var muligt, Sofia ligeledes.
Endelig maatte de skilles. Dunja svor ham til, at det ikke var for evig, og Rasumichin bekræftede det.
I Rasumichins ungdommelige og livlige Fantasi havde det Projekt sat sig fast, at han om muligt i de næste tre til fire Aar skulde lægge Grunden til en vordende Formue, spare en Slump Penge sammen og flytte til Siberien, hvor der er en i alle Henseender saa rig Jordbund, og hvor der er Mangel paa Arbejdere, Intelligens og Kapital; dèr, i samme Stad, hvor Rodja skulde være, vilde han slaa sig ned, og de skulde begynde et nyt Liv sammen.
Ved Afskeden havde Alle Taarer i Øjnene.
Raskolnikow havde i de sidste Dage været meget tankefuld, havde ofte spurgt efter Moderen og været yderst urolig for hendes Skyld, og dette gjorde Dunja bekymret for ham.
Da han fik Enkelthederne om Moderens sygelige Tilstand at høre, blev han meget tungsindig.
Oversat Sofia var han hele Tiden meget tavs. Hun havde ved Hjælp af de Penge, Swidrigailow havde givet hende, forlængst gjort sig rejsefærdig og var beredt til at følge med det Hold Forbrydere, som Raskolnikow skulde afgaa med. Der havde aldrig mellem dem været Tale om dette, men de vidste, at det skulde være saaledes.
Ved Afskeden smilte han underligt ved Dunjas og Rasumichins Forsikringer om deres fælles lykkelige Fremtid, naar han havde overstaaet Tvangsarbejdsstraffen, og han forudsagde dem, at Moderens sygelige Tilstand snart vilde tage en smærtelig Ende.
Endelig rejste de begge, han og Sofia.
To Maaneder efter ægtede Dunja Rasumichin. Blandt de indbudne var Porphyrius Petrowitsch og Sossimow.
I hele den sidste Tid saa Rasumichin fast og besluttet ud. Dunja var fuldstændig overbevist om, at han vilde gennemføre alle sine Planer; hun kunde ikke mere tvivle om det, thi i dette Menneske laa der gemt en Jærnvilje. Blandt andet begyndte han ogsaa at besøge Universitetet for at fuldende sit Kursus.
De var begge stadig sysselsatte med Planer for Fremtiden; begge gjorde sikkert Regning paa, at de i Løbet af fem Aar kunde flytte over til Siberien. Indtil da regnede de paa Sofias Indflydelse....
Pulcheria Alexandrowna velsignede med Glæde sin Datters Forbindelse med Rasumichin, men blev efter Bryllupet tilsyneladende endnu tristere og sorgfuldere.
For at oplive hende fortalte Rasumichin hende blandt andet Historien om Studenten og dennes alderdomssvage Fader, og ligeledes om, at Rodja i Fjor ved at redde to Børn havde forbrændt sig og som Følge deraf endog havde ligget syg.
Begge Meddelelser ophidsede den allerede af Aandssvaghed lidende Pulcheria Alexandrowna næsten til Eksaltation. Hun talte uophørligt om sin Søns store Gærninger, endogsaa paa Gaden begyndte hun at tale om det, skønt Dunja altid fulgte med hende. I Omnibusser, i Butiker, overalt hvor hun bare kunde finde en Tilhører, bragte hun Samtalen paa sin Søn, paa hans Afhandling, paa Historien om Understøttelsen af Studenten, at han ved Ildebranden ved at redde Børnene havde forbrændt sig osv.
Dunja vidste ikke sit levende Raad, hvordan hun skulde faa Moderen fra at bære sig saadan ad. Bortset fra det farlige i en saadan eksalteret, sygelig Stemning, truede dog allerede det at nævne Navnet Raskolnikow, som jo let en eller anden kunde huske fra Processen, med at hidføre en Ulykke.
Pulcheria Alexandrowna havde skaffet sig de reddede Børns Moders Adresse og vilde absolut besøge hende.
Endelig naaede hendes Uro den højeste Grad. Hun begyndte somme Tider pludselig at græde, blev ofte syg og fantaserede i Feberheden.
En Morgen sagde hun ligefrem, at efter hendes Beregning maatte Rodja nu snart komme; hun huskede, at da han tog Afsked med hende, havde han selv nævnt, at de kunde vente ham efter Udløbet af ni Maaneder.
Hun begyndte at rydde op i Værelserne og forberede alt til hans Modtagelse, gjorde sit eget Værelse i Stand til ham, pudsede Møblerne, vaskede og hængte rene Forhæng op m. m.
Dunja var urolig over dette, men hun tav og hjalp endog til med at sætte Værelset i Stand til Modtagelse af Broderen.
Efter en saadan urolig Dag, der afvekslende var tilbragt under Fantasibilleder, lyse Drømme og Taarer, blev Moderen syg om Natten og laa om Morgenen i den hæftigste Nervefeber. Under Feberfantasierne undslap der hende Ord, af hvilke man kunde slutte, at hun anede langt mere af Sønnens skrækkelige Skæbne, end man antog.
Tre Uger efter døde hun.
Raskolnikow vidste længe ikke noget om Moderens Død, skønt Brevvekslingen med Petersborg, var kommen i Gang straks efter hans Internering i Sibirien.
Korrespondancen førtes af Sofia, som punktlig hver Maaned fik Svar fra Petersborg. Hendes Breve forekom i Begyndelsen Dunja og Rasumichin noget tørre og utilfredsstillende, men senere fandt de, at man slet ikke kunde skrive bedre, thi alt i alt fik de dog af disse Breve den fuldstændigste og nøjagtigste Forestilling om deres ulykkelige Broders Skæbne.
Sofias Breve var fulde af den mest hverdagsagtige Virkelighed, af den enkleste og klareste Beskrivelse af Raskolnikows Liv. Der var ingen Fremstilling af hendes egne Forhaabninger, ingen Formodninger om Fremtiden, ingen Beskrivelser af hendes egne Følelser. I Stedet for at prøve paa at beskrive Raskolnikows Sjælestemning og overhovedet hans indre Liv, gav hun blot Kendsgærninger, det vil sige hans egne Ord, udførlige Beretninger om hans Sundhedstilstand, hvad han havde ønsket og hvad han havde bedet hende gøre osv. Alle disse Detaljer meddeltes med den største Udførlighed. Billedet af den ulykkelige Broder traadte endelig helt reliefagtigt frem; Fejltagelser kunde her ikke forekomme, thi det var kun de simple Kendsgærninger.
Men det var kun ringe Trøst, at Dunja og hendes Mand, især i Begyndelsen, kunde hente af disse Meddelelser.
Sofia fortalte, at Raskolnikow stadig var mørkt stemt og tavs; at han næsten slet ikke interesserede sig for de Efterretninger, som hun hver Gang meddelte ham af de Breve, hun fik; at han stundom spurgte efter Moderen, og at hun, da hun mærkede, at han saa alligevel havde gættet Sandheden, endelig meddelte ham Efterretningen om hendes Død, men at til hendes Forundring denne Meddelelse ikke havde gjort noget særlig stærkt Indtryk paa ham; saaledes forekom det hende i det mindste efter det ydre at dømme.
Hun meddelte blandt andet ogsaa, at skønt han var i saa høj Grad hensunken i sig selv, forholdt han sig dog ligeoverfor sit nye Liv meget aabent og enkelt, bedømte sin Stilling klart, ventede ingen Forbedring i den nærmeste Fremtid, nærede ingen letsindige Forhaabninger (hvad der dog i hans Stilling vilde have mæret saa forklarligt), og at han næsten ikke forundrede sig over nogen Ting i denne for ham ganske nye Verden, der dog var saa forskellig fra alt, hvad der tidligere omgav ham.
Hun meddelte dem, at hans Helbred var tilfredsstillende; han udrettede det ham paalagte Arbejde uden at prøve paa at slippe fra det, men ogsaa uden særlig at søge det.
Hvad Maden angik, da var han næsten ligegyldig; men denne Mad var, paa Søn- og Helligdage nær, saa daarlig, at han endelig havde modtaget nogle Penge af Sofia, for daglig at kunne skaffe sig The; forresten havde han bedt hende, at hun ikke skulde være urolig, og forsikret, at al Omsorg bare var ham til Besvær.
Fremdeles meddelte Sofia, at han i Fængselet delte Værelse med alle de andre; det indre af Kasernen havde hun ikke set, men var sikker paa, at der maatte være trangt, uselt og usundt, at han laa paa en Sofabænk med et Stykke Filt under sig, og at han ikke ønskede andre Bekvemmeligheder. Det var aldeles ikke efter en forudfattet Plan eller med Hensigt, at han levede saa simpelt, men bare af Ligegyldighed.
Sofia skrev ogsaa ganske aabent, at han, især i Begyndelsen, ikke blot ikke interesserede sig for hendes Besøg, men endog næsten ærgrede sig over dem, ugerne talte med hende og ofte behandlede hende grovt, men disse Sammenkomster var efterhaanden bleven ham til en Vane, ja næsten til et Behov, saa at han endog havde længtes efter hende, naar hun i nogle Dage ikke havde været rask, saa hun ikke kunde besøge ham.
Hun traf ham paa Helligdagene ved Fæstningsporten eller i Vagtstuen, hvor de kaldte ham ned for nogle Minuter; men paa Hverdagene traf hun ham ved Arbejdet, i Værkstederne, i Teglværkerne eller i Skurene ved Bredden af Irtysch.
Om sig selv meddelte Sofia, at det endog havde lykkes hende at skaffe sig en Del Bekendtskaber i Staden og opnaa Protektion; at hun sysselsatte sig med Syning, og at, da der i Staden næsten ikke fandtes Modehandlerinder, saa var hun i en Del Huse formelig bleven en Nødvendighed; hun nævnte blot ikke, at gennem hendes Bestræbelser blev ogsaa Raskolnikow Protegeret af de foresatte, at hans Arbejder lettedes for ham osv.
Senere kom den Efterretning, at han holdt sig fjærn fra alle, at de andre Fanger lod til at hade ham, at han i hele Dage ikke talte et Ord og var meget bleg.
Pludselig skrev Sofia i det sidste Brev, at han var bleven alvorlig syg og laa paa Hospitalet i Arrestantsalen.