Forbryderen/2/19
XIX.
Da han kom ind til Sofia, skumrede det allerede.
Hun og Dunja havde ventet paa ham hele Dagen i den skrækkeligste Uro.
Dunja var allerede kommen om Morgenen, hun havde husket Swidrigailows Ord i Gaar: „Sofia ved alting”.
Enkelthederne i begge de unge Pigers Samtale og Taarer vil vi ikke nævne her, heller ikke, hvor stor Fortrolighed de viste hinanden. Men Dunja havde i det mindste hentet den Trøst, at hendes Broder ikke vilde blive overladt til sig selv alene; til hende, til Sofia, var han først kommen for at skrifte; da han trængte til et medfølende Hjærte, kom han til hende; det var ogsaa hende, som skulde følge ham derhen, hvor Skæbnen sendte ham.
Hun spurgte ikke en Gang om det; hun vidste, at det vilde blive saaledes.
Hun betragtede Sofia endog med en vis Ærbødighed og gjorde hende derved i Begyndelsen ganske forvirret. Sofia var lige ved at give sig til at græde over det, thi hun holdt sig ikke en Gang for værdig til at se paa Dunja.
Den Omstændighed, at Dunja ved deres første Møde hos Raskolnikow, beærede hende med en saa opmærksom og agtelsesfuld Hilsen, havde siden for evig indpræget sig i hendes Sjæl som en af de skønneste Begivenheder i hendes Liv.
Dunja havde endelig ikke længere kunnet holde det ud, og havde forladt Sofia for at vente paa Broderen i hans Bolig; hun havde en Følelse af, at han først maatte komme dèr.
Efter at Sofia var bleven alene, paakom der hende gentagende den frygtelige Tanke, at han virkelig kunde have gjort Ende paa sig ved et Selvmord Det samme havde ogsaa Dunja været bange for, men begge havde hele Dagen gensidigt søgt at overbevise hinanden om, at det var umuligt, og havde derfor været rolige, saa længe de var sammen. Men nu, da de ikke længere var det, tænkte baade den ene og den anden bare paa denne Mulighed.
Sofia huskede Swidrigailows Udtalelse i Gaar, at for Raskolnikow stod der blot to Veje aabne, den, som førte til Sibirien og … Desuden kendte hun hans Forfængelighed, hans Storartighed, hans Egenkærlighed og hans Vantro. Skulde virkelig blot Modløshed og Dødsangst foranledige ham til at blive i Live? tænkte hun endelig fortvivlet.
Solen var imidlertid dalet dybere ned; Sofia stod sorgfuld ved Vinduet og saa ud, — men derude saa hun bare Nabohusets ensformige, nøgne Mur. Endelig, da hun allerede ansaa den ulykkeliges Død som utvivlsom, traadte hun ind i Værelset.
Et Glædesskrig undslap hende; men da hun betragtede ham opmærksommere, blegnede hun.
„Naa, ja!” sagde Raskolnikow smilende, „jeg er kommen for at hente dit Kors, Sofia. Du har jo selv forlangt, at jeg skal gaa til Korsvejen, og nu, da Tiden er kommen, frygter Du?”
Sofia saa med Forundring paa ham. Denne Tone forekom hende saa besynderlig; der gik en Kuldegysning gennem hende, men et Minut efter havde hun allerede forstaaet, at baade Tonen og Ordenen altsammen var paataget.
Han undgik ogsaa at se paa hende.
„Ser Du, Sofia, jeg har tænkt over, at det dog maaske er det fordelagtigste. Men det vilde vare for længe, og det lønner sig heller ikke at forklare det. Véd Du, hvad det er, som gør mig rasende og allermest ærgrer mig? At alle disse dumme Narre straks vil samle sig omkring mig og glo paa mig med stirrende Øjne, forelægge mig enfoldige Spørgsmaal, som jeg da maa svare paa — at de vil pege med Fingrene paa mig!… Fy! Véd Du hvad, til Porphyrius gaar jeg ikke, han er mig for modbydelig. Jeg gaar heller til min Ven Pulver. Jo, han vil da blive forundret nok; det bliver en ganske ejendommelig Effekt, jeg der frembringer. Men jeg maa prøve paa at være koldblodig; i den seneste Tid løber Galden for meget over hos mig. Kan Du tænke Dig, at jeg i dette Øjeblik næsten truede min Søster med Næven, fordi hun endnu en Gang vendte sig om for at se en sidste Gang paa mig? Saadan en Tilstand er uhyggelig! Ak, hvor langt er det kommet med mig!… Naa, hvor er Dine Kors?”
Han var meget forandret. Han kunde ikke et Øjeblik blive staaende rolig paa samme Plet og ikke koncentrere sin Opmærksomhed paa én Genstand; Tankerne løb stadig om mellem hinanden, han blev snaksom, og hans Hænder begyndte at dirre.
Sofia tog tavs to Kors ud af Skrinet, et af Cyprestræ og et af Messing, korsede sig selv, korsede ham og hængte Trækorset paa hans Bryst.
„Det er altsaa nu et Symbol, at jeg tager mit Kors paa mig, ha, ha! Som om det bare var lidt, det jeg hidtil har gaaet igennem! Det Trækors betyder altsaa Misgærningsmandens Kors; det af Messing tilhørte Elisabeth; det tager Du nu — lad mig se! altsaa dette bar hun? Jeg kender ogsaa et andet, et Sølvkors og et Helgenbillede; det lagde jeg den Gang paa den Gamles Bryst. Egentlig burde jeg hænge dette paa mig … det var rigtigt … Naa, jeg staar og snakker og glemmer Hovedsagen, jeg er saa adspredt! Ser Du, Sofia, jeg kommer hovedsagelig for at sige Dig det, saa Du véd det, at jeg gaar … naa, og det er alt … det er bare derfor, jeg er kommen til Dig. — Hm! jeg troede dog, at jeg havde mere at sige —. Du vilde jo selv have, at jeg skal gaa derhen — naa, altsaa, nu kommer jeg i Fængsel, det var det, Du vilde. Hvorfor græder Du nu? Hold op, det er nok; ak, hvor alt dette er trivielt!”
Nogen Følelse vaktes dog forøvrigt i ham; hans Hjærte snørede sig krampagtigt sammen, da han saa paa hende: Hvorfor skal hun lide? tænkte han — hvad er jeg egenlig for hende? Hvorfor græder hun? Hun opfører sig jo, som om hun var min Søster eller Moder; — min Oppasserske bliver hun vel!
„Kors Dig, bed i det mindste denne Gang!” bad Sofia med dirrende Stemme.
„Ja, hvorfor ikke, saa meget Du vil og af fuldt Hjærte, Sofia, af fuldt Hjærte!”
Han vilde forøvrigt have sagt noget ganske andet.
Saa korsede han sig flere Gange.
Sofia tog sit Tørklæde og kastede det om sit Hoved; det var det bekendte grønne Tørklæde af drap-de-dame, som Marmeladow den Gang havde omtalt.
Raskolnikow tænkte uvilkaarligt paa det, men lod dog være at spørge om det; han følte virkelig, at han var meget adspredt og skrækkelig oprørt. Dette ængstede ham.
Pludselig faldt det ham ind, at Sofia vilde følge ham.
„Hvad skal det betyde? Hvor vil Du hen? Bliv, bliv! Jeg vil være alene,” raabte han ærgerlig og gik næsten rasende til Døren. „Hvad skal jeg med en Ledsager?” mumlede han, idet han gik ud.
Sofia blev staaende midt i Værelset. Han havde ikke engang taget Afsked med hende, maaske havde han allerede glemt hende.
Nu var det kun en haanlig og oprørsk Tvivl, der rørte sig i ham.
Er dette virkelig ogsaa det rigtige? tænkte han atter, da han gik ned ad Trappen; — var det virkelig ikke muligt endnu at holde inde, at ændre det altsammen … og ikke gaa?
Men han gik dog. Han havde en Følelse af, at alle Spørgsmaal endelig engang maatte ophøre. Først da han kom ned paa Gaden faldt det ham ind, at han ikke havde taget Afsked med hende, at hun med sit grønne Tørklæde var blevet staaende midt i Stuen, da han raabte til hende; han stansede. Men i samme Øjeblik foer der pludseligt gennem hans Hjærne klart og tydeligt en Tanke, som om han kun havde ventet paa dette Øjeblik for at blive grundigt forvirret.
Naa, hvorfor, ja hvorfor gik jeg nu egenlig hen til hende? Jeg sagde, at jeg havde noget at sige hende, hvad havde jeg da at sige hende? slet ingen Ting! Det, at jeg gaar? Naa, og hvad saa? det skulde ogsaa lønne Umagen! Elsker jeg hende da? Aa nej!… nej? Men jeg har jo jaget hende fra mig som en Hund. Havde jeg da virkelig nogen Brug for hendes Kors? Aa, hvor dybt jeg er sunken. Nej — hendes Taarer var det, jeg trængte til, hendes Angst vilde jeg se; jeg vilde se, hvorledes hendes Hjærte lider, og hvordan hun pines. Jeg maatte endnu hage mig fast etsteds, jeg maatte endnu se et Menneske! Og jeg vovede at nære den Tiltro til mig selv, at bilde mig saa meget ind — jeg tigger, jeg elendige? Jeg er en Skurk, en Usling!
Han gik langs med Kanalen, og der var ikke langt igen. Men da han var kommen til Broen, blev han staaende og bøjede saa pludseligt ind mod Høtorvet.
Han saa sig nysgærrig om til højre og venstre, betragtede enhver Genstand, men kunde ikke samle sin Opmærksomhed om noget; alt undfløj ham.
Om en Uge, om en Maaned skal, de føre mig over denne Bro i en Arrestantvogn; hvorledes vil jeg da komme til at se paa denne Kanal — mon jeg kommer til at tænke paa dette Øjeblik? foer det ham gennem Tankerne.
Paa det Skilt der er et Ord stavet galt; mon jeg kommer til at lægge Mærke til det? Hvad vil jeg da føle og tænke?… Gud, hvad det er for infame Bekymringer, som endnu kommer over mig! … Javist, det maa være meget interessant … i sit Slags … ha, ha, ha! hvad er det igen for Tanker! — Jeg bliver barnagtig! Hvad der dog er for en Trængsel her! Den tykke Fyr der — rimeligvis en Tysker — som netop puffede til mig, dersom han nu vidste, hvem han har puffet til! Konen der med Barnet beder om en Almisse; det er dog ganske vist interessant, at hun mener, jeg er lykkeligere end hun. Aa, jeg maa bare for Kuriositetens Skyld give hende noget; se her har jeg endnu en Femkopek i Lommen … der, der, tag det, Mutter!
„Gud velsigne Dig!” sagde Tiggersken i en grædende Tone.
Han gik ind paa Høtorvet,
Det var ham ubehageligt, meget ubehageligt at bevæge sig midt blandt Folkemassen, og alligevel gik han just derhen, hvor den største Trængsel var. Han vilde have givet alt for nu at kunne være alene, men han følte selv, at han ikke kunde være alene et Minut.
Inde i Folkemassen ravede en drukken Mand omkring; han vilde danse, men faldt overende ved hvert Skridt; man samlede sig om ham. Raskolnikow trængte sig frem, saa nogle Minuter paa det og lo pludselig kort og afbrudt. Et Minut efter havde han allerede glemt ham, skønt han endnu betragtede ham.
Endelig gik han sin Vej uden at vide, hvor han egenlig var; men da han var kommen midt paa Pladsen, rørte der sig pludselig noget i ham, en Følelse betog ham og overmandede fuldstændig hans Legeme og Sjæl.
Han huskede Sofias Ord: Gaa til en Korsvej, bøj Dig for Folket, kys Jordens, thi den har set din Synd, og sig højt for hele Folket: jeg har dræbt!
Han skælvede over hele Legemet, da dette randt ham i Hu. Denne hele Tids og især de sidste Timers uendelige Angst og Uro havde saaledes betaget ham, at han sanselig styrtede sig ind i denne fuldkommen nye og hele hans Væsen beherskende Følelse. Det var som et pludseligt Anfald, der med en eneste Gnist tændte hele hans Sjæl og anspændte den som med Flammer.
Taarerne styrtede ud af hans Øjne.
Han faldt ned til Jorden....
Midt paa Pladsen knælede han ned, bøjede sig lige til Marken og kyssede denne smudsige Jord med Vellyst og Henrykkelse. Derpaa rejste han sig op og bøjede sig engang til.
„Se paa ham der, han er nok ordenlig fuld!” sagde en Fyr tæt ved ham.
Folk lo.
„Det betyder, Broder, saa meget som, at han med sine Børn drager til Jerusalem og nu tager Afsked fra Hjemmet, viser hele Folket sin Æresfrygt, og kysser Hovedstaden Sankt Petersburgs Grund,” sagde en anden.
„Det er jo en ganske ung Fyr,” mente en tredje.
„En af de fornemme,” sagde en fjerde belærende.
„Nutildags kan man ikke mere gøre Forskel paa, hvem der hører til de Fornemme, og hvem ikke.”
Alle disse Yttringer og Bemærkninger hindrede Raskolnikow fra at udtale de Ord: „Jeg har dræbt,” som maaske allerede var i Færd med at forlade hans Mund; de døde paa hans Tunge.
Imidlertid havde han dog rolig hørt paa disse Udraab uden at se sig om, og gik nu direkte gennem Gaden til Politikammeret.
Undervejs saa han en Skikkelse, men undrede sig ikke over det; han havde en Følelse af, at det maatte saa være. Da han paa Høtorvet anden Gang bøjede sig ned til Jorden og derunder havde vendt sig til Venstre, saa han for sig Sofia omtrent et halvt hundrede Skridt borte. Hun havde gjemt sig bag en af de Træboder, som staar paa Torvet, og hun havde altsaa fulgt ham paa hele hans Lidelsesvej!
Raskolnikow følte og begreb i dette Øjeblik, at Sofia nu for evig tilhørte ham, at hvor saa end Skæbnen vilde skylle ham hen, vilde hun følge ham lige til Verdens Ende.
Hele hans Hjærte var fuldt af dette … dog, van var allerede kommen til det Sted, hvor hans Skæbne maatte afgøres.
Temmelig fattet gik han ind i Gaarden. Han maatte stige op i tredje Etage.
Inden jeg kommer derop! tænkte han.
Overhovedet forekom det ham, som om det endnu var længe til Afgørelsens Øjeblik; at der endnu var lang Tid til; at endnu meget kunde overlægges.
Det samme Smuds laa endnu paa den trange, snirklede Trappe, ganske som den Gang; ogsaa nu stod Døren til alle Lejligheder paa vid Væg; atter trængte der Damp og Lugt ud fra Køkkenerne.
Hans Ben var blytunge og slog mod hinanden, men han gik videre. Et Øjeblik blev han staaende for at trække Vejret, for at hvile sig lidt, for at kunne være i Stand til at træde ind som et Menneske.
Og hvorfor, hvorfor? tænkte han saa pludseligt, da han blev sig sin Oprørthed bevidst. — Naar det nu en Gang er beskaaret mig at skulle tømme denne Kalk, er det da ikke ligegyldigt, hvordan jeg viser mig? Jo værre desbedre!
For hans Fantasi svævede i dette Øjeblik Ilja Petrowitsch Pulvers Figur. Skulde han virkelig gaa til ham? Mon han ikke heller skulde gaa til Nikodim Fomitsch? Eller vende om straks og gaa til Politiformanden selv, til hans Bolig? Sagen kunde da afgøres mere privat .... Nej, nej, til Pulver, til Pulver! Skal Kalken tømmes, da hellere paa en Gang.
Da han aabnede Døren, blev han overfalden af en stærk Mathed, og han vidste knapt, hvad han gjorde.
Denne Gang var der ikke mange Folk tilstede, kun en Portner og en Bonde stod i Forværelset; Politivagten saa ikke engang ud fra sit Aflukke.
Raskolnikow gik ind i næste Værelse.
Maaske kunde jeg endnu tie med det, foer det ham igennem Tankerne.
Her inde var en Skriver, som netop var i Færd med at sætte sig til sit Arbejde. Henne i Hjørnet var der en Skriber til. Sametow var der ikke; Nikodim Fomitsch var der naturligvis heller ikke.
„Er nogen tilstede her?” spurgte Raskolnikow den, som sad ved Pulten.
„Hvem ønsker De at tale med?”
„Ah, ah, ah! Ikke hørt og ikke set noget, bare ledet af den russiske Aand!… Hvordan er det nu det hedder … i dette Æventyr?… jeg har glemt det! Ærbødigst, ærbødigst!” raabte pludselig en bekendt stemme.
Raskolnikow foer sammen. Ilja Petrowitsch Pulver stod foran ham; han var netop kommen ind fra det tredje Værelse.
„Saa De besøger os? Hvad gør os fortjent til den Ære?” sagde Ilja Petrowitsch. Han var øjensynlig i den muntreste Sindsstemning, maaske endogsaa lidt oprømt. „Hvis det er et Forretningsanliggende, saa er De kommen for tidlig. Jeg er her kun tilfældigt … For Resten staar jeg til Tjeneste. Jeg maa tilstaa … Deres Navn?… Undskyld…”
„Raskolnikow.”
„Javist, Raskolnikow! Hvor kunde De tro, at jeg havde glemt det! De maa da ikke tage mig for saadan en … Rodion Ro … Ro … Rodionytsch, er det ikke saa?”
„Rodion Romanytsch.”
„Ja, ja, ja! Rodion Romanytsch, Rodion Romanytsch! Det var det, jeg vilde have. Jeg har ofte spurgt efter Dem. Jeg maa bare med det samme aabent tilstaa for Dem, at det gjorde mig meget ondt den Gang, da vi … Man har siden forklaret mig det; jeg fik at vide, at De er en ung Forfatter, endogsaa en Lærd … og saa at sige de første Skridt … aa, Herre Gud! Hvilken Forfatter og Lærd har ikke sine Ejendommeligheder! Baade jeg og min Kone har begge megen Agtelse for Literaturen, min Kone endogsaa lidenskabeligt … for Literatur og Kunst! Naar man blot er nobel af Tænkemaade, saa kan man opnaa alt andet ved Talent, Kundskaber, Geni og Forstand. Der er nu for Eksempel en Hat; hvad betyder en Hat? Ingenting! den kan jeg købe mig hos Zimmermann; men hvad der sidder under Hatten, det, som dækkes af Hatten, det kan jeg ikke købe! Jeg maa tilstaa, jeg var allerede i Begreb med at komme til Dem for at give Dem en Forklaring, men saa tænkte jeg, maaske er De … Dog, jeg glemmer aldeles at spørge Dem, om De virkelig har et Ærinde hos os. Som jeg hører, er Deres Slægtninge komne?”
„Ja, min Moder og Søster.”
„Jeg havde den Ære og Fornøjelse at træffe Deres Søster, hun er en dannet, henrivende Dame. Jeg tilstaar, at jeg har beklaget, at jeg den Gang var saa hidsig mod Dem. At jeg den Gang paa Grund af Deres Besvimelse betragtede Dem med et mistænksomt Blik — det har senere paa den mest glimrende Maade fundet sin Forklaring! Overtro og Fanatisme! Jeg begriber Deres Fortørnelse. Har De maaske i Anledning af Deres Slægtninges Ankomst til Hensigt at skifte Bopæl?”
„Nej, jeg kommer blot … jeg vilde spørge … jeg troede, jeg skulde finde Sametow her.”
„Ak, ja, De er jo en Ven af ham, det har jeg hørt. Nej, Sametow er her ikke — ham træffer De ikke mere. Ja, ja, Alexander Grigorjewitsch har vi mistet! I Gaar er han fratraadt … og ved sin Fratrædelse røg han uklar med alle … og det paa en meget uhøflig Maade … En letsindig Fyr, rent ud sagt; man havde dog Forhaabninger til ham — men saadan gaar det; der ser De, det er nu vor glimrende Ungdom! Han vilde nok aflægge en Eksamen, men det er bare Talemaader med denne Eksamen. De for Eksempel, eller Deres Ven Rasumichin, det er noget ganske andet! Deres Løbebane er Videnskaben, og Uheld anfægter Dem ikke! Alle Livsglæder er Dem saa at sige nihil, De er en Asket, en Munk, en Eremit!… for Dem er Bøgerne, Pennen bag Øret, lærde Undersøgelser … i slige Sfærer svæver Deres Aand! Jeg selv har til Dels … Har De maaske læst Livingstones Optegnelser?”
„Nej.”
„Men jeg har læst dem. For Resten har Nihilisterne i den sidste Tid udbredt sig stærkt; naa, det er jo ogsaa forklarligt. Men hvad er det ogsaa for Tider, spørger jeg Dem. For Resten med Dem .... De er da vist ingen Nihilist? Svar bare oprigtigt, ganske oprigtigt!”
„N—nej…”
„Ak nej, vær De bare ganske oprigtig, gener Dem ikke for mig, lad som De var ganske alene! Tjenesten er en Sag for mig, men en anden Sag er .... De mener vel, jeg vilde sige venskabeligt? Nej, der gættede De ikke rigtigt! Ikke Venskab, men Borger- og Menneskepligt, Humanitet og Kærlighed til det højeste Væsen. Selv om jeg er en officiel Personlighed og i Tjeneste, saa er jeg dog alligevel forpligtet til at føle mig som Menneske og Borger, og maa aflægge Regnskab … De talte om Sametow. Ser De, Sametow er i Stand til at gøre Skandale, saadan paa fransk Manér, i et uanstændigt Lokale ved et Glas Champagne — det er Deres Sametow! Men jeg saa at sige gløder af Hengivenhed og ædle Følelser, desuden har jeg en Betydning, en Rang, beklæder et Embede! Og har Kone og Børn, opfylder Borger- og Menneskepligter — men han? hvem er da han egenlig? Tillad mig det Spørgsmaal. Jeg vender mig til Dem, som er et ved Dannelse forædlet Menneske. Ser De, der er nu for Eksempel ogsaa disse Jordemødre, de har ogsaa nu formeret sig saa umaadeligt…”
Raskolnikow saa spørgende paa ham. Ilja Petrowitsch kom aabenbart lige fra Bordet, og hans Ord kom for største Delen som tomme Toner til Raskolnikows Øre. Kun en Del af dem forstod han, han saa spørgende paa ham og vidste ikke, hvordan det hele skulde ende.
„Jeg taler om disse korthaarede Tøse,” vedblev den snakkesalige Ilja Petrowitsch, „jeg har selv givet dem Navnet Jordemødre og finder, at denne Benævnelse er ganske træffende. Ha, Ha! De mylrer ind i det medico-kirurgiske Akademi, lærer Anatomi; naa, hvis jeg for Eksempel blev syg, vilde jeg da vel lade en Pige kurere mig? Ha, ha!”
Ilja Petrowitsch lo over sine egne Vitser, der forekom ham meget vellykkede.
„Naturligvis, en uudslukkelig Tørst efter Oplysning … men alting med Maade!… Hvorfor drive Misbrug med det? Hvorfor skal man da fornærme noble Personer, saaledes som denne Døgenigt Sametow gør? spørger jeg Dem … Og saa igen disse Selvmord, som nu tager saadan til, De kan ikke gøre Dem noget Begreb om det. De svirer alle den sidste Skilling op, og saa tager De Livet af sig; Piger, Ynglinger, Oldinge … I Dag kom der atter en Melding om en tilrejst Herre. Hej, Taraß Pawlytsch, Taraß Pawlytsch! hvad hed nu den Gentlemann, som der kom Melding om for en Stund siden, at han havde skudt sig paa Petersburgersiden?”
„Swidrigailow!” svarede en hæs Stemme ligegyldigt fra det andet Værelse.
Raskolnikow foer sammen.
„Swidrigailow? Har Swidrigailow skudt sig?” raabte han.
„Hvad, kendte De ham?”
„Ja … jeg kender ham … han er nylig kommen hertil.”
„Naa ja, han har nylig mistet sin Kone; en Person af udsvævende Levemaade, skyder sig pludseligt … og saa skandaløst, man knapt kan forestille sig det … Efterlader i sin Notitsbog nogle Ord, at han dør med fuldt Overlæg og beder om, at man ikke maa anklage nogen for hans Død. Det hedder, at han havde Formue. Hvorfra kender De ham da?”
„Jeg … er bekendt … min Søster var Guvernante i hans Familie…”
„Ah! da kan De maaske meddele os noget om ham. Og De anede altsaa ingen Ting?”
„Jeg saa ham endnu i Gaar … han … drak Vin … jeg vidste ingen Ting.”
Raskolnikow havde en Følelse, som om noget var faldet ned paa ham og trykkede ham til Jorden.
„De er igen bleven ganske bleg. Ja, vi har ogsaa saadan kvalm Luft her…”
„Ja, jeg maa gaa,” mumlede Raskolnikow, „undskyld ¸ at jeg har ulejliget Dem…”
„Aa, jeg beder, jeg beder … saa meget De vil! Det var mig en Fornøjelse, og jeg er rede til at erklære…”
Ilja Petrowitsch rakte endogsaa Haanden frem.
„Jeg vilde bare … tale med Sametow…”
„Jeg forstaar Dem … det har været mig en Fornøjelse.”
„Det glæder mig … paa Gensyn…,” sagde Raskolnikow smilende.
Han gik ud; han vaklede, han var svimmel; han følte ikke, om Fødderne bar ham. Da han gik ned, maatte han støtte sig mod Muren; det forekom ham, at en Portner havde puffet til ham og som om en Hund gøede forfærdeligt og et Fruentimmer skældte og kastede noget efter den.
Endelig var han nede og traadte ud i Gaarden. Tæt ved Udgangen stod den dødblege Sofia og betragtede ham ganske stivt.
Han blev staaende foran hende.
Med sit sygelige, lidende Ansigt saa hun ham ind i Øjnene, slog Hænderne sammen, og et smærteligt, flygtigt Smil viste sig paa hendes Læber.
Han blev staaende et Øjeblik, saa paa hende, og vendte sig saa om for atter at gaa op paa Kontoret.
Ilja Petrowitsch rodede omkring i nogle Papirer. Foran ham stod Portneren, som før havde puffet til Raskolnikow paa Trappen.
„Ah, De er der igen? Har De glemt noget?… Men hvad fejler Dem?”
Raskolnikow nærmede sig ham sagte; med blege Læber, med stivt Blik gik han ganske tæt hen til Bordet, støttede sig med Haanden paa det, vilde sige noget, men kunde ikke; han fik kun fremsat nogle usammenhængende Ord.
„De er syg … kom med en Stol! Her, sæt Dem ned … et Glas Vand!”
Raskolnikow satte sig ned, men vendte ikke Øjnene bort fra den meget ubehageligt berørte Ilja Petrowitsch.
Begge saa paa hinanden omtrent et Minuts Tid. Der blev bragt Vand.
„Det var mig…” vilde Raskolnikow begynde.
„Tag Dem først en Taar Vand!”
Raskolnikow skød Glasset fra sig og sagde sagte, med Afbrydelser, men tydeligt:
„Det var mig, som med en Økse har slaaet den gamle Embedsmands Enke og hendes Søster Elisabeth ihjel!”
Ilja Petrowitsch stod med opspilet Mund og saa paa ham. Fra alle Kanter kom man løbende.
Raskolnikow gentog sin Selvanklage. — — —
— — — — — — — — — — — — — —